Næsten overalt i vort land har man sagn og beretninger om, at de underjordiske har taget mennesker ind til sig i fjeldet, hvorfra de fleste aldrig er komne ud, medens enkelte ved kirkeklokkernes klang, som de underjordiske ikke taaler at høre, er blevne udfriede. Der er vistnok faa bygder, hvor man ikke baret eller andet minde om, at kirkeklokkerne er blevne førte ud i vildmarken for at ringe en forsvunden ud. I afsidesliggende annekssogne og fjeldbygder skal saadanne klokkeringninger være foregaaede endnu i den første halvdel af vort aarhundrede. I Aafjorden skal ifølge sagnet i aaret 1812 et barn være fravristet troldene paa denne vis, og i Kvikne prestegjeld blev omtrent ved samme tid en gut ved navn Richard Trøen, som levede ialfald for faa ar siden, ringet ud af fjeldet. I Kvikne har man ogsaa et sagn om en pige fra gaarden Veen, som pludselig forsvandt, og som man derfor mente maatte være «bergtekin«. Om der blev ringet efter hende med kirkeklokker, skal være usagt; men i lang tid hverken hørte eller spurgte man noget til hende. En dag, da hendes fader gik forbi pladsen Grisebæk, mødte han et følge af underjordiske, og midt iblandt dem var hans datter, der var pyntet som brud. Hun hilsede da sin fader til afsked med de ord: «Idag er jeg brud i Grisebæk bjerg; imorgen er jeg dronning i Meslo bjerg.«[1]
I den oftere omtalte optegnelsesbog fra Høienhald omtales en ung karl fra gaarden Damsengen i Sems
- ↑ Meslo er en gaard i Rennebu. Varianterne har i stedet for Meslo bjerg Adelons bjerg eller Aaslo bjer i Sverg (Sverige).
