Peer Gynt/Tredje akt

Henrik Ibsen

Peer Gynt

Den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel.), 1867 (s. 87-113).

(Dybt inde i barskogen. Gråt høstvejr. Snefald. Peer Gynt står i skjorteærmene og fælder gavntømmer.)

PEER GYNT

(hugger på en stor furu med krigede grene)

Å-ja, du er sejg, du gamle kall;

men det båder knapt, for du stpr for fald.

(hugger igjen)

Jeg ser nok, du har en ståltrådsærk;

men jeg flænger den, jeg,m var den aldri så stærk. –

Ja, ja; du ryster din krogede arm;

det er rimeligt nok, du er arg og harm;

men lige fuldt så skal du i knæ –!

(bryder med engang tvert af)

Løgn! Det er bare et gammelt træ.

Løgn! Det er ingen stålklædt knark;

det er bare en furu med sprukken bark. –

Det er tungvindt arbejd at hugge tømmer;

men fandenskab når en både hugger og drømmer. –

Det skal væk, dette her, – at stå i tågen

og væve sig bort lyslevende vågen. –

Du er fredløs, gut! Du er jaget på skogen.

(hugger en stund ilsomt)

Ja, fredløs, ja. Du har ikke moer

til at bære frem maden og duge dit bord.

Vil du æde, gut, får du hjælpe dig selv,

hente det råt fra skog og elv,

spike dig tyri og nære dig ild,

stulle og stelle og lage det til.

Vil du klæde dig varmt, får du vejde rén

vil du mure dig hus, må du brydte sten;

wvil du tømre det op, får du fælde stokken

og bære den frem på din ryg til tråkken. –

(Øksen synker; han ser frem for sig.)

Gildt skal det bygges. Tårn og fløj

skal der være på tagryggen hæv og høj

Og så vil jeg snitte, til knap på gavlen,

en havfrue, skabt som en fisk fra navlen.

Messing skal der være på fløjen og låsen.

Glas får jeg også se jeg kan få.

Fremmed folk skal undres på

hvad det er, som skinner langt borti åsen.

(ler i harme)

Helvedes løgn! Der var den igen.

Du er fredløs, gut!!

(hugger hvast)

En barktækt hytte gør både i rusk og frost sin nytte

(ser opad træet)

Nu står han og vagger. Så; bare et spænd!

Der stuper han skrås efter ehele sin længde; –

det grøsser i ungskogens mylr og mængde!

(giver sig til at kviste stammen; på engang lytter han og står stille med hævet økse)

Der er nogen efter mig! – Nå, er du slig,

du Hægstadgubbe; – du farer med svig.

(dukker bag træet og kiger frem)

En gut! Bare en. Han tykkes skræmt.

Han skotter omkring sig. Hvad har han gemt

under trøjen? En sigd. Han standser og glytter, –

lægger næven tilrette på en skigard-stav.

Hvad er det nu? Hvorfor står han og støtter-?

Uf da! Hugg han ikke fingeren af!!

Hele fingeren af! Han bløder som en stud. –

Der setter han på sprang med næven i en klud.

(rejser sig)

Det var fanden til krop! En umistelig finger!

Helt af! Og det uden at nogn ham tvinger.

Håhå, nu mindes jeg -! Det er den eneste

Måde at fri sig fra kongens tjeneste.

Så er det. De vilde ham i krigen skikke;

og gutten, forstår sig, vilde nødig afsted. –

Men hugge-? For altid skille sig ved -?

Ja, tænke det; ønske det; ville det med, –

men gøre det! Nej; det skønner jeg ikke!

(ryster lidt med hovedet; så går an til sit arbejde igen)

————————

(En stue nede hos Åse. Alting er i uorden; kister står åbne; gangklæder ligger spredte omkring; en kat i sengen. Åse og husmandskonen i travelt arbejde med at pakke sammen og lægge tilrette.)

ÅSE

( render til den ene side)

Kari, hør her!

KONEN

Hvad godt?

ÅSE

(på den aden side)

Hør her-!

Hvor ligger-? Hvor finder jeg-? Svar mig; hvor er-?

Hvad leder jeg efter? Jeg er som tullet!

Hvor er nøgelen til kisten?

KONEN

I nøglehullet

ÅSE

Hvad er det som ramler?

KONEN

Det sidste læs

blir kørt til Hægstad.

ÅSE

(grædende)

Jeg var tilfreds,

jeg selv blev kørt ud i den svarte kiste!

Å, hvad et menneske må tåle og friste!

Gud hjælpe mig nådig! Hele huset tømt!!

Hvad Hægstadbonden levned, har lensmanden taget,

Ikke klæderne på kroppen engang blev vraget.

Tvi! Få de skam, som så hårdt har dømt!

(sætter sig på sengekanten)

Både gård og grund er ude af ætten;

strid var den gamle; men stridere var retten; –

der var ikke hjælp og der var ikke nåde;

Peer var borte; ingen kunde mig råde.

KONEN

Her i stuen får I dog sidde til jer død.

ÅSE

Ja; katten og jeg, vi får nådsensbrød!

KONEN

Gud bedre jer, moer; han, Peer, blev jer dyr.

ÅSE

Peer? Jeg mener, du er ørsk og yr!

Ingrid kom jo velberget hjem tilslut.

Det var ligest, de havde holdt sig til fanden; –

han er brotsmanden, han, og ingen anden;

den styggen fristed min stakkars gut!

KONEN

Var det ikke bedst, der gik bud efter presten?

Der står værre til, end I kanske tror.

ÅSE

Efter presten? Å jo, jeg mener det næsten

(farer op)

Men nej-Gud om jeg kan! Jeg er guttens moer;;

jeg får hjælpe; det er ikke mer end jeg pligter;

lage det som bedst, når de andre svigter.

Denne kuften har de skænkt ham. Den får jeg lappe.

Gud give, jeg også turde skindfellen nappe!!

Hvor er hoserne?

KONEN

Der, blant det andre skrammel

ÅSE

(roder om)

Hvad finder jeg her? Å nej, en gammel

støbe-ske, Kari! Med den har han leget

knappestøber, smeltet og formet og præget.

Engang her var gilde, kom ungen ind

og bad sin faer at få en klump tin.

«Ikke tin,» sae Jon, «men Kong Kristian's mynt;

sølv; det skal mærkes, du er søn til John Gynt

Gud forlade ham, Jon; men han var nu fuld,

og da ændsed han hverken til eller guld.

Her er hoserne. Å, der er hul i hul;

de må stoppes, Kari!

KONEN

Jeg mener, det trængs

ÅSE

Når det er gjort, får jeg komme tilsengs;

jeg kender mig så skral og så ussel og klemt –

(glad)

To uldskjorter, Kari; – dem har de glemt!

KONEN

Ja, rigtig har de det.

ÅSE

Det træffer sig nemt.

Den ene kan du tilside lægge.

Eller hør; jeg mener, vi taer dem begge; –

den, han har på, er så slidt og tyndt.

KONEN

Men kors, moer Åsee, det er visst synd!

ÅSE

Å ja; men du ved nok, presten forkynder

nåde for den og de andre synder.

————————

(Udenfor en nybyggerhytte i skogen. Rendyrhorn over døren. Sneen ligger højt. Det er i mørkningen. PEER GYNT står udenfor døren og slår en stor trælås fast.)

PEER GYNT

(ler imellemstunder)

Lås må der være; lås som kan binde

døren for troldtøj, og mand og kvinde.

Lås må der være; lås som kan lukke

for alle de arrige nissebukke. –

De kommer med mørke; de klapper og banker:

luk op, Peer Gynt, vi er snygge, som tanker! Under sengen vi pusler, i asken vi rager,

gennem piben vi rusler som gloende drager.

Hi-hi! Peer Gynt; tror du spiger og planker

kan stænge for arrige nissebuktanker?

(SOLVEJG kommer på skier fremover moen; hun har et kastetørklæde over hovedet og et knytte i hånden.)

SOLVEJG

Gud signe dit arbeid. Du får ikke vrage mig.

Budsendt jeg kommer, og så får du tage mig.

PEER

Solvejg! Det er ikke -! Jo, det er!-

Og du blir ikke ræd for at komme så nær!

SOLVEJG

Bud har du skikket med Helga lille;

fler kom efter med vind og i stille.

Bud bar din moer i alt hun fortalte,

bud, som yngled, der drømmene dalte.

Nætterne tunge og dagene tomme

bar mig det bud, at nu fik jeg komme.

Det blev som livet var sluknet dernede;

jeg kunde ikke hertefyldt le eller græde.

Jeg vidste ikke trygt hvad sind du åtte;

jeg vidste kun trygt hvad jeg skulde og måtte.

PEER GYNT

Men faer din?

SOLVEJG

På hele Guds vide jord

har jeg ingen at kalde for faer eller moer.

Jeg har løst mig fra alle.

PEER GYNT

Solvejg, du vene, –

for at komme til mig?

SOLVEJG

Ja, til dig alene;

du får være mig alt, både ven og trøster.

(i gråd)

Værst var det at slippe min lille syster; –

men endda værre at skilles fra faer;

men værst ifra dem, som ved brystet mig bar; –

nej, Gud forlade mig, værst får jeg kalde

den sorg at skilles fra dem alle, – alle!

PEER GYNT

Og kende du dommen, som blev læst ivår?

den skiller mig både ved arv og gård.

SOLVEJG

Mener du vel at for arv og eje

jeg skilte mig fra alle de kæres veje?

PEER GYNT

Og ved du forliget? Udenfor skogen

tør de fakke mig frit, om jeg træffes af nogen.

SOLVEJG

På skier har jeg rendt; jeg har spurgt mig frem;

de fritted, hvor jeg skulde; jeg svaret: jeg skal hjem

PEER GYNT

Så væk med både spiger og planker!

Nu trænges ingen stængsel mog nissebuktanker.

Tør du gå ind for at leve med skytten,

så ved jeg der kommer vigsel over hytten.

Solvejg! Lad mig se på dig! Ikke for nær!

Bare de på dig! Nej, hvor du er lys og skær!

Lad mig løfte dig! Nej, hvor du er fin og let!

Får jeg bære dig, Solvejg, blir du aldri træt!

Jeg skal ikke smudse dig. Med strake arme

skal jeg holde dig ud fra mig, du vene og varme!

Nej, hvem skulde tænkt, at jeg kunde dig drage – ;

å, men jeg har længtes både nætter og dage.

Her skal du se, jeg har tømret og bygt;

der skal ned igen, du; her er ringt og stygt –

SOLVEJG

Rigt eller gildt, – her er efter mit sind.

Så let kan en puste mod den strygende vind.

Dernede var det klummert; en kendte sig klemt;

der er halvvejs det, som har fra bygden mig skræmt.

Men her, hvor en hører furuen suse,

for en stilhed og sang! – her er jeg tilhuse.

PEER GYNT

Og ved du det visst? For alle dine dage?

SOLVEJG

Den vej, jeg trådt, bær aldri tilbage.

PEER GYNT

Så har jeg dig! Ind! Lad mig se dig i stuen!

Gå ind! Jeg skal hente tyri til gruen;

lunt skal det varme og bjart skal det lyse,

blødt skal du sidde og aldri skal du fryse.

(han lukker op; SOLVEJG går inf. Han står en stund stille, da ler han højt af glæde og springer ivejret.)

PEER GYNT

Min kongsdatter! Nu er hun funden og vunden!

Hej! Nu skal kongsgården tømres fra grunden!

(han griber øksen og går bortover; i det samme træder en gammelaktig kvide i en fillet grøn stak ud af holtet; en stug unge med ølbolle i hånden halter efter og holder hende i skørtet)

KVINDEN

Godkveld, Peer rapfod!

PEER GYNT

Hvad godt? Hvem der?

KVINDEN

Gamle venner, Peer Gynt! Min stue ligger nær.

Vi er grandfolk.

PEER GYNT

Så? Det er mer, end jeg ved.

KVINDEN

Alt som hytten din bygtes, bygte min sig med.

PEER GYNT

(vil gå)

Jeg har bråhast –

KVINDEN

Det har du altid, gut;

men jeg trasker nu efter og råker dig tilslut.

PEER GYNT

I mistaer jer, moer!

KVINDEN

Jeg har før så gjort;

jeg gjorde så dengang du lovte så stort.

PEER GYNT

Jeg lovte -? Hvad fanden er det for snak?

KVINDEN

Har du glemt den kveld, du hos faer min drak?

Har du glemt -?

PEER GYNT

Jeg har glemt, hvad jeg aldri har vidst.

Hvad rører du om? Når mødtes vi sidst?

KVINDEN

Vi mødtes sidst, da vi mødtes først.

(til ungen)

Byd faren din drikke; jeg mener han er tørst.

PEER GYNT

Faer? Er du drukken? Kalder dum ham -?

KVINDEN

Du kan da vel kende grisen på skidet!

Har du øjne? Kan du ikke se, han er lam

på skanken, som du er lam på sindet?

PEER GYNT

Vil du bilde mig ind -?

KVINDEN

Vil du vrigle dig bort –

PEER GYNT

Den langbente ungen -!

KVINDEN

Han er vokset fort.

PEER GYNT

Tør du, dit troldtryne, lægge mig ud -?

KVINDEN

Hør nu, Peer Gynt; du er grov, som en stud!

(grædende)

Hvad kan jeg for, at jeg ikke er vakker,

som dengang du lokked mig i lider og bakker?

I høst, da jeg fødte, holdt fanden om min ryg,

og så er det rimligt nok en blir styg.

Men dersom du vil se mig så ven, som før,

skal du bare vise jenten derinde på dør,

jage hende ud af sindet og synet; –

gør så, kære vennen min, så mister jeg trynet!

PEER GYNT

Vig fra mig, din troldheks!

KVINDEN

Ja, se om jeg gør!

PEER GYNT

Jeg skal slå dig i skallen -!

KVINDEN

Ja; prøv, om du tør!

Ho-ho, Peer Gynt, jeg kan stå for slag!

Jeg kommer igen hver evige dag.

Jeg glytter på døren, ser ind til jer begge.

Sidder du med jenten på bænkefjæl, –

blir du kælen, Peer Gynt, – vil du lege og dægge, –

sætter jeg mig hos og kræver min del.

Hun og jeg vi skal bytte og skifte dig.

Far vel, kære guttem min, imorgen kan du gifte dig!

PEER GYNT

Din helvedes mar!

KVINDEN

Men der er s'gu sandt!

Ungen får du fostre, din fodlette fandt!

Vesle-fanden, vil du til faer din?

UNGEN

(spytter på ham)

Tvi!

Jeg skal hugge dig med øksen; bare bi, bare bi!

KVINDEN

( kysser ungen)

Å nej, for et hoved, der sidder på den krop!

Du vlir faer din op af dage når du engang vokser op!

PEER

(stamper)

Gid I var så langt –!

KVINDEN

Som vi nu er nær?

PEER GYNT

(knuger hænderne)

Og alt dette -!

KVINDEN

Bare for tanker og begær!

Det er synd i dig, Peer!

PEER GYNT

Værst for en anden! –

Solvejg, mit reneste, skæreste guld!

KVINDEN

Å ja; det svir til de skyldfri, sa'e fanden,

moer hans gav ham hug, for faer hans var fuld!

(hun trasker ind i holtet med ungen, som kaster ølbollen efter ham)

PEER GYNT

(efter en lang Taushed)

Gå udenom, sa'e Bøjgen. En får så her. –

Der faldt kongsgården min med bråk og rammel!

Det slog mur om hende, jeg var så nær;

her blev stygt med et, og min glæde blev gammmel. –

Udenom, gut! Der findes ikke vej

tvers igennem dette til hende fra dig.

Tvers igennem? Hm, der skulde dog findes.

Der står noget om anger, hvis ret jeg mindes.

Men hvad? Hvad står der? Jeg har ikke bogen,

har glemt det meste, og her er ikke nogen

retledning at få i skogen. –

Anger? Så skulde der kanske gå år,

før jeg vandt mig igennem. Det liv blev magert.

Slå sønder, hvad skært er, og vent og fagert,

og klinke det ihob af stumper og skår?

Sligt går med en fele, men ikke med en klokke.

Der, det skal grønnes, får en ikke tråkke.

Neb det var jo en løgn med det heksetryne!

Nu er alt det styggetøy ude af syne. –

Ja; ude af syne, men ikke af sind.

Smygende tanker vil følge mig ind.

Ingrid! Og de tre, som på hougene sprang!

Vil de også være med? Med skrat og harme

krævbe, som hun, at krystes i fang,

løftes varligt og vent på strake arme?

Udenom, gut; var armen så lang,

som furuens lægg eller granens stang, –

jeg mener, jeg løfted hende endda for nær,

til at sætte hende fra mig menløs og skær. –

Jeg får udenom dette på sæt og vis,

så det hverken blir vinding eller forlis.

En får skyde sligt fra sig og få det glemt –

(går nogle skridt mod hytten, men standser igen)

Gå ind efter dette? Stygt og skræmt?

Gå ind med alt det troldskab i følge?

Tale, og dog tie; skrifte og dog dølge –?

(kaster øksen fra sig)

Det er helgedagskveld. At stævne til møde,

slig, som jeg nu er, var kirkebrøde.

SOLVEJG

(i døren)

Kommer du?

PEER GYNT

(half aloud)

Udenom!

SOLVEJG

Hvad?

PEER GYNT

Du får vente.

Her er mørkt, og jeg har noget tungt at hente.

SOLVEJG

Bi; jeg skal hjælpe; vi byrden skal dele.

PEER GYNT

Nej, stå der du står! Jeg får bære det hele.

SOLVEJG

Men ikke for langt, du!

PEER GYNT

Vær tålsom, jente;

langt eller kort, – du får vente.

SOLVEJG

(nikker efter ham)

Ja vente

(Peer Gynt går bortover skogstien. Solvejg bliver stående i den åbne halvdør)

————————

(Åses stue. Aften. En stokild brænder og lyser på skorsteinen. Katten på en stol ved sengefoden. Åse ligger i sendgen og famler urolig omkring på spredet)

ÅSE

Nej, Herregud, kommer han ikke?

Det dryger så inderlig langt.

Jeg har ikke bud at skikke;

og sige ham har jeg så mangt.

Her er ikke stunder at miste!

Så bråt! Hvem skulde det tænkt!

Å, dersom bare jeg vidste

jeg ikke har holdt ham for strængt!

PEER GYNT

Godkveld!

ÅSE

Vorherre dig glæde!

Så kom du da, kære min gut!

Men hvor tør du færdes hernede?

Her er jo dit liv forbrudt.

PEER GYNT

Å, livet får være det samme.

Jeg måtte nu se hernede.

ÅSE

Ja, nu står Kari tilskamme;

og jeg kan gå bort i fred!

PEER GYNT

Gå bort? Hvad er det du snakker?

Hvor er det du agter dig hen?

ÅSE

Ak, Peer, det mod enden lakker;

jeg har ikke langt igjen.

PEER GYNT

(vrider på sig og går opover gulvet)

Se så! Fra det tuge jeg render;

jeg mente, jeg her var fri-!

Er du kold på fødder og hænder?

ÅSE

Ja, Peer; det er snart forbi. –

Når du ser mine øjne briste,

må du lukke dem varligt til.

Og s får du sørge for kiste;

men, kære, ladd den bli gild,

Å nej, der er sandt –

PEER GYNT

Ti stille!

Tidsnok at tænke på sligt.

ÅSE

Ja, ja

(ser uroligt om i stuen.)

Her ser du det lille

de levned. Det er dem ligt

PEER GYNT

(med et vrid)

Jeg ved, jeg har skylden.

Hvad gavner, jeg mindes derom?

ÅSE

Du! Nej, den fordømte fylden,

fra den var det ulykken kom!

Kære gutten min, du var jo drukken;

da ved en ej selv hvad en gør;

og så havde du redet på bukken;

det var rimlig nok, du var yr!

PEER GYNT

Ja, ja; lad den rægelen fare.

Lad dare den hele dag.

Hvad tungt er, det vil vi spare

til siden-en anden dag.

(Sætter sig på sengekanten)

Nu, moer, vil vi sammen snakke;

men bare om løst og fast, –

og glemme det vrange og skakke,

og alt, som er sårt og hvast, –

Nej, se da; den gamle katten;

så den er ilive endnu?

ÅSE

Den bær sig så stygt om natten;

du ved, hvad det varsel, du!

PEER GYNT

(afbøjende)

Hvad er her for nyt i bygden?

ÅSE

(smilende)

De siger, her findes etsteds

en jente, som stunder mod højden –

PEER GYNT

(hurtigt)

Mads Moen, slår han sig tilfreds?

ÅSE

De siger, hun har ikke øre

for begge de gamles gråd.

Du skulde dog indom høre; –

du, Peer, vidste kanske råd –

PEER GYNT

Men smeden, hvor er han havnet?

ÅSE

Å ti med den sidne smed.

Jeg vil heller sige dig navnet

på hende, jenten, du ved –

PEER GYNT

Nej, nu vil vi sammen snakke, –

men bare om løst og fast,

og glemme det vrange og skakkee,

og alt, som er sårt og hvast.

Er du tørst? Skal jeg hente dig drikke?

Kan du strække dig? Sengen er stut.

Lad mig se; – ja, mener jeg ikker

det er sengen, jeg lå i som gut!

Kan du mindes, hvor tidt om kvelden

du sad for min sengetok

og bredte over mig felden,

og sang både stev og lok?

ÅSE

Ja, minds du! Så legte vi slæde,

når faer din i langfart for.

Felden var karmesprede

og gulvet en islagt fjord.

PEER GYNT

Ja, men det allerbedste, –

moer, kan du minds det med? –

det var dog de glupe heste –

ÅSE

Ja, mener du ikke jeg vet-?

Det var Karis kat vi fik låne;

den sad på en kubbestol –

PEER GYNT

Til slottet vestenfor måne

og slottet østenfor sol,

til Soria-Moria-slottet,

gik vejen både højt og lavt.

En kæp, som vi fandt i kottet,

du brugte til svøbeskaft.

ÅSE

Der fremme i dumpen jeg kneiste –

PEER GYNT

Jo, jo; du gav tømmen løs,

og vendte dig, jævnt som vi rejste,

og spurgte mig om jeg frøs.

Gud signe dig, gamle styggen, –

du var dog e kærlig sjæl-!

Hvad ynker du for?

ÅSE

For ryggen;

det volder den hårde fjæl.

PEER GYNT

Stræk dig; jeg skal dig støtte.

Se så; nu ligger du blødt.

ÅSE

(urolig)

Nej, Peer, jeg vil flytte!

PEER GYNT

Flytte?

ÅSE

Ja, Flytte; så ønsker jeg stødt.

PEER GYNT

Du snakker! Bred over dig felden.

Lad mig sidde på sengestok.

Se så; nu korter vi kvelden

både med stev og lok

ÅSE

Hent heller postillen i kottet;

jeg er urolig tilsinds.

PEER GYNT

I Soria-Moria-slottet

er der gilde hos kongen og prins.

Hvil dig på slædepuden;

jeg kører dig did over mo –

ÅSE

Men, snille Peer, er jeg buden?

PEER GYNT

Ja, det er vi begge to.

(kaster en snor om stolen, hvor katten ligger, tager en kæp i hånden og sætter sig foran på sengefoden)

Hyp! Vil du rappe dig, Svarten!

Moer, du fryser vel ej?

Jo-jo; det kendes på farten,

når Grane lægger ivej!

ÅSE

Kære Peer, hvad erm det som ringer-?

PEER GYNT

De blanke dumbjelder, moer!

ÅSE

Hu, nej da, hvor hult det klinger!

PEER GYNT

Nu kører vi over en fjord.

ÅSE

Jeg er ræd! Hvad er det, som bruser

og sukker så underligt vildt?

PEER GYNT

Det er granene, moer, som suser

på moen. Sid bare stilt.

ÅSE

Det gnistrer og blinker langt borte.

Hvor kommer den lysningen fra?

PEER GYNT

Fra slottets ruder og porte.

Kan du høre du danser?

ÅSE

Ja.

PEER GYNT

Udenfor står Sankt Peder

og byder dig stige ind.

ÅSE

Hilser han?

PEER GYNT

Ja, med hæder,

og skænker den sødeste vin.

ÅSE

Vin! Har han også kager?

PEER GYNT

Jada! Et smækfuldr fad.

Og salig provstinden lager

dig kaffe og eftermad.

ÅSE

Å kors; kommer vi to sammen?

PEER GYNT

Så tidt og så jævnt du vil.

ÅSE

Å nei da, Peer, for en gammen

du kjører mig, stakkar til!

PEER GYNT

(smækker med pisken)

Hyp; vil du rappe dig, Svarten!

ÅSE

Kæ re Peer, du kører vel ret?

PEER GYNT

(smækker igjen)

Her er brede vejen.

ÅSE

Den farten

den gør mig låk og træt.

PEER GYNT

Der ser je slottet sig højne;

om lidt så er kørslen slut.

ÅSE

Jeg vil ligge og lukke øjne

og lide på dig, min gut!

PEER GYNT

Rap dig, Grane, min traver!

I slottet er stimlen stor;

mod porte de myldrer og kaver.

Nu kommer Peer Gynt med sin moer!

Hvad siger du, herr Sankt Peder?

Får ikke moer slippe ind?

Jeg mener du længe leder,

før du finder så ærligt et skind.

Om mig vil jeg ikke snakke;

jeg kan vende ved slottets port.

Vil I skænke mig, taer jeg tiltakke;

hvis ej, går jeg lige-nøjd bort.

Jeg har digtet så mangen skrøne,

som fanden på preketol,

og skjældt min moer for en høne,

fordi hun kagled og gol.

Men hende skal I agte og hædre

og gøre det rigtig tillags;

her kommer ikke nogen bedre

fra bygderne nutildags. –

Ho-ho; der har vi Gud Fader!

Sankt Peder, nu får du dit

(med dyp stemme)

«Hold op med de køgemester-lader;

moer Åse skal slippe frit!»

(ler højt og vender sig om til moderen)

Ja,var det ikke det jeg vidste?

Nu blev der em anden dans

(angst)

Hvorfor ser du, om øjet skulde briste?

Moer! Er du fra samling og sans-!

(går op til hovedgærdet)

DU skal ikke likke og glane! –

Snak, moer; det er mig, din gut!

(føler varsomt på hendes pande og hænder; derpå kaster han snoren bort på stolen pg siger dempet:)

JA så! – Du kan hvile dig, Grane;

for ret nu er rejsen slut.

(lukker hendes øjne og bøjer sig over hende.)

Hav tak for alle dine dage,

for bank og for barne-bys! –

Men nu får du takke tilbage –

(trykker kinden mod hendes mund)

Se så, det var tak for skyds.

HUSMANDSKONE

Hvad? Peer! Nå, så er vi over

den tungeste sorg og nød!

Herregud, hvor godt hun sover –

eller er hun-?

PEER GYNT

Hys, hun er død.

(Kari græder ved liget. Peer Gynt gåt længe omkring i stuen; endelig standser han ved sengen.)

PEER GYNT

Får moer med ære begravet.

Jeg får friste at fare herfra.

KONEN

Skal du langvejs fare?

PEER GYNT

Mod havet.

KONEN

Så langt!

PEER GYNT

Og lenger endda

(han går)