Norske kongesagaer/Ynglinge-saga

Snorre Sturlason

Norges kongesagaer

Oversatt av Gustav Storm.
J. M. Stenersen, 1900 (1, s. 54-94).

Jordens runde skive, som menneskene bor paa, er meget kløftet, thi store havbugter gaar fra Udhavet^[1] ind i jorden. Det er kjendt, at et hav gaar ind fra Nårvesund^[2] helt ud til Jorsaleland^[3]; fra dette hav gaar en lang havbugt mod nordøst, som heder Sortehavet. Der er skillet mellem de tre verdensdele; østenfor kaldes det Asia, men landene vestenfor kalder nogle Europa, nogle Enea^[4]. Men nordenfor mod Sortehavet strækker sig det store eller kolde Svitjod^[5]; Svitjod det store regner somme ligesaa stort som det store Serkland^[6], andre jevner det med det store Blaaland^[7]. Den nordre del af Svitjod ligger ubygget for frost og kulde, ligesom den søndre del af Blaaland er øde af solens brand. I Svitjod er der mange storherreder, mange slags folk og mange tungemaal; der er riser, og der er dverger, og der er blaamænd, og der er mange slags underlige skabninger, der er ogsaa umaadelig store dyr og drager. Sydover fra de fjeld, som gaar udenfor alt bygget land, falder gjennem Svitjod en aa, som i ret maal heder Tanais^[8], den blev fordum kaldet Tanakvisl eller Vanakvisl; den flyder ud i Sortehavet. I Vana-kvislene^[9] kaldtes det dengang Vaneland eller Vanehjem. Den aa skiller mellem verdensdelene; østenfor heder det Asia, men vestenfor Europa.

2. Landet østenfor Tanakvisl i Asia kaldtes Aaseland eller Aasehjem, men hovedborgen i landet kaldte de Aasgaard^[10]. I borgen var den høvding, som hed Oden^[11]; der var et stort blotsted. Det var der sed, at tolv hovgoder^[12] var de fornemste, de skulde raade for blot og dommer mellem folk; de kaldtes diar^[13] eller drotner^[14]; dem skulde alt folk tjene og hylde. Oden var en stor hærmand, som fór vidt om og vandt sig mange riger; han var saa seiersæl, at han vandt i hvert slag; deraf kom det, at hans mænd troede, at han maatte seire i hver kamp. Det var hans skik, at naar han sendte sine mænd til kamp eller i andre sendefærder, lagde han forud sine hænder paa deres hoved og gav dem velsignelse; de troede, at da vilde det gaa dem godt. Saa var det og med hans mænd: naar de kom i nød paa sjø eller land, da kaldte de paa hans navn og tyktes stadig at faa hjælp af det; hos ham havde de al sin trøst. Han fór ofte saa langt bort, at han var flere aar ad gangen paa færden.

3. Oden havde to brødre; den ene hed Ve, den anden Vilje. Disse brødre styrede riget, naar han var borte. Det hændte engang, da Oden var draget langt bort og havde været længe hjemmefra, at æserne troede, han ikke skulde komme hjem. Da tog hans brødre sig for at skifte arven efter ham, men hans kone Frigg tog de begge til hustru. Men lidt senere kom Oden hjem og tog da sin kone til sig.

4. Oden fór med hær imod vanerne, men de stod vel imod ham og vergede sit land; hver af dem seirede skiftevis, begge herjede de andres land og gjorde hverandre skade. Men da begge blev lei af det, satte de forligsstævne mellem sig, gjorde fred og gav hverandre gisler. Vanerne gav sine ypperste mænd, Njård den rige og hans søn Frøi, men æserne til gjengjæld den mand, som hed Høne, og som de kaldte vel skikket til høvding; han var en stor og en meget smuk mand. Med ham sendte æserne Mime, den viseste mand, men vanerne gav til gjengjæld den, som var visest i deres flok; han hed Kvase. Men da Høne kom til Vanehjem, blev han strax gjort til høvding; Mime gav ham alle raad. Men naar Høne var paa ting eller stævner, uden at Mime var tilstede, og det blev lagt vanskelige sager for ham, da svarede han altid det samme: «nu faar de andre raade», sagde han. Da fattede Vanerne mistanke om, at æserne havde sveget dem i mande-skiftet. Derfor tog de Mime og halshuggede ham, men hovedet sendte de til æserne. Oden tog hovedet, smurte det med saadanne urter, at det ikke kunde raadne, kvad galdrer derover og tryllede saa, at det talte med ham og sagde ham mange skjulte ting. Oden satte Njård og Frøi til hovgoder, og var de nu diar hos æserne. Njårds datter var Frøia; hun var blotgydje^[15]; hun lærte først æserne seid, som var i brug hos vanerne. Medens Njård var hos vanerne, havde han ham sin søster til hustru (thi det var lov hos dem), deres børn var Frøi og Frøia. Men hos æserne var det forbudt at gifte sig med saa nære frænder.

5. En stor fjeldryg^[16] gaar fra nordøst til sydvest, den skiller det store Svitjod fra andre riger. Søndenfor fjeldet er det ikke langt til Tyrkland^[17], der havde Oden store eiendommer. I den tid fór romerhøvdingene vide om verden og tvang under sig alle folkeslag, men mange høvdinger flyede for den ufred fra sine lande. Da Oden var fremsynt og tryllekyndig, vidste han, at hans afkom skulde bo og bygge paa jordens nordkant. Derfor satte han sine brødre, Ve og Vilje, over Aasgaard; men selv fór han bort og med ham alle diar og mange af hans folk. Først fór han vest til Gardarike^[18] og derpaa syd til Saxland^[19]. Han havde mange sønner; han vandt rige vide over Saxland og satte der sine sønner til landsstyrere. Derpaa fór han nord til havet og tog sig bosted paa en ø; der hedder det nu Odensø^[20] paa Fyn. Saa sendte han Gevjon nord [øst] over sundet at lede efter land; da kom hun til kong Gylve^[21], som gav hende et plogsland. Saa fór hun til jåtnernes hjem^[22] og avlede der fire sønner med en jåtun; dem skabte hun om til oxer, spændte dem for plogen og drog saa landet ud i havet mod vest ligeoverfor Odensø; det blev kaldt Selund^[23], og der byggede hun siden. Skjold, Odens søn, fik hende til hustru; de boede i Leidra^[24]. Der hun pløiede, er nu et vand eller sjø, som kaldes Lågen^[25]; saa ligger fjordene i Lågen som nesene paa Selund. Saa kvad Brage den gamle:

Gevjon trak med glæde
fra den guldrige Gylve
(saa at det røg af dyrene)
Danmarks nye øgning;

oxerne bare otte
øine og hoveder fire,
der de gik for den vide
Vinøens aabning.

Men da Oden fik høre, at det var godt om land øster hos Gylve, fór han did, og Gylve gik til forlig med ham, thi Gylve mente ikke at have kraft til modstand imod æserne. Mangt havde Oden og Gylve sig imellem i list og koglerier, men æserne vandt altid. Oden satte bo ved Lågen, der som nu kaldes Gamle Sigtuner^[26], og gjorde der et stort hov og blot efter æsernes vis; han tilegnede sig der land saa vide, som han lod det kalde Sigtuner. Han gav hovgoderne bosteder: Njård boede i Noatuner, Frøi ved Upsaler, Heimdal ved Himenbjergene, Tor paa Trudvang, Balder paa Breideblik^[27]; dem alle gav han gode gaarder.

6. Det siges med sandhed, at da Aase-Oden og med ham diarne kom til Nordlandene, indførte de og lærte fra sig de idrætter, som man der længe siden har havt. Oden var gjævest blandt alle, og af ham lærte de alle idrættene, thi han kunde først de fleste af dem. Og om det skal siges, hvorfor han var saa hædret, da havde det saadanne aarsager: naar han sad blandt sine venner, var han saa fager og værdig af udseende, at alles hug maatte frydes; men naar han var i sin hær, da syntes han forfærdelig for sine uvenner. Sagen var, at han forstod saadanne kunster, at han kunde skifte ham og udseende saa, som han vilde, og at han talte saa glat og kløgtig, at alle, som hørte paa ham, maatte tage hans tale for fuld sandhed; alt sagde han paa rim, saaledes som nu det kvædes, som kaldes skaldskab. Han og hans hovgoder kaldes sangsmeder, thi den idræt havde i Nordlandene sit ophav fra dem. Oden kunde gjøre saa, at i strid blev hans uvenner blinde eller døve eller rædde, men deres vaaben bed ikke mere end kjepper; men hans egne mænd fór om uden brynje og var galne som hund eller varg, bed i sine skjolde og var sterke som bjørner eller oxer; de dræbte folk, men paa dem bed hverken ild eller jern. Det kalder man berserks-gang.

7. Oden skiftede ofte ham; da laa legemet som søvnet eller dødt, men han var da fugl eller dyr, fisk eller orm, og fór paa øieblikket til fjerne lande, i egne eller andre mænds erender. Det kunde han ogsaa: med blotte ord slukkede han ild, stillede søen eller vendte vinden til den kant, han vilde; han havde et skib, som hed Skibladne; paa det fór han over store have, men det kunde ogsaa rulles sammen som en dug. Oden havde med sig Mimes hoved, og det sagde ham mange tidender fra andre verdener; men stundom vakte han op døde mænd af jorden eller satte sig under hængte; derfor blev han kaldet gjenganger-herre eller hængtes høvding. Han eiede to ravner, som han havde lært at tale; de fløi vide om land og sagde mange tidender. Af alt dette blev han meget kyndig. Alle disse idrætter lærte han fra sig med runer og de sange, som heder galdrer; derfor kaldes æserne galdre-smeder. Oden kunde og øvede den idræt, som mest vælde fulgte, som heder seid, og derfor kunde han vide mænds skjæbne og fremtiden, ligesaa skabe folk død, ulykke og sygdom eller tage vid og kraft fra dem og give til andre. Men naar denne trolddom fremmes, følger dermed saa stor umandighed, at mandfolk syntes ikke uden skam at kunne have med den at gjøre; derfor lærte man gydjerne denne idræt. Oden vidste ogsaa, hvor jordgravet gods var skjult, og kunde saadanne sange, at jorden og bjerge og stener og hauger lukkede sig op for ham, og han bandt med blotte ord dem, som boede deri, saa han kunde gaa ind og tage alt det, han vilde. Af disse kunster blev han meget navnkundig; hans uvenner frygtede ham, men hans venner stolte paa ham og troede paa hans kraft og paa ham selv. Men de fleste idrætter lærte han til blotgoderne; de var ham nærmest i al kundskab og tryllekyndighed. Mange andre lærte dog ogsaa meget deraf; derfor har fra dem trylleunst bredt sig vidt og holdt sig længe. Men til Oden og hans 12 høvdinger blotede man og kaldte dem sine guder og troede længe siden paa dem. Efter Odens navn er navnet Audun^[28] dannet, og saa kaldte mænd sine sønner, men af navnet Tor er dannet Tor-e eller Tor-aren, eller det er sammensat med andre navn, saa som Stein-tor eller Hav-tor, eller ogsaa forandret paa andre maader.

8. Oden satte de love i sit land, som før gjaldt blandt æserne; saaledes bød han, at man skulde brænde alle døde og bære deres eiendeler paa baalet med dem. Han sagde, at hver skulde komme til Valhall^[29] med saadan rigdom, som han havde med paa baalet, og det skulde han og nyde, som han selv havde gravet i jorden. Asken skulde man bære ud paa sjøen eller grave ned i jorden; efter gjæve mænd skulde man bygge haug til mindesmerke, og efter alle mænd, som der var nogen mandighed i, skulde man reise bautastener, og den sed holdt sig længe siden. Ved vinterdag^[30] skulde man blote for godt aar, midt om vinteren for god grøde, men ved sommerdag^[31] var det seiersblot. Over hele Svitjod gav man Oden skat, en penning for hver næse, men han skulde verge deres land for ufred og blote for dem til godt aar. — Njård fik den hustru, som hed Skade; hun vilde ikke have samliv med ham og giftede sig siden med Oden. De fik mange sønner, og en af dem hed Sæming; om ham digtede Øivind skalde-spilder dette:

Hærfører! hin
høvding avled’
æsernes ætmand
med jåtunkvinden,
dengang da fordum
fyrsters ven

var Skades mage
i Mandhjemmene.
Og fjeld-skridende
ski-gudinde
med Oden mange
sønner avled’.

Til Sæming regnede Haakon jarl den mægtige sin æt, mand for mand. Dette Svitjod kaldte man Mandhjemmene, men det store Svitjod kaldte man Gudhjemmene; om Gudhjemmene fortalte man mange tidender.

9. Oden døde sottedød i Svitjod, men da han var nær døden, lod han sig merke med spydsod og tilegnede sig alle ved vaaben faldne mænd; han sagde, at han nu skulde fare til Gudhjemmene og der mødes med sine venner. Nu troede Svearne, at han var kommet til det gamle Aasgaard og vilde leve der til evig tid. Da tog troen paa Oden og bønner til ham nyt opsving. Ofte syntes Svearne at se ham aabenbare sig, førend store kampe traf ind; han gav da somme seier, men andre bød han til sig; begge kaar syntes dem gode. Oden blev brændt efter døden, og den brand blev meget herlig. Det var deres tro, at jo høiere røgen gik op i luften, desto mere ophøiet var han i himmelen, hvis lig blev brændt, og jo mere gods det blev brændt med ham, desto rigere. Njård af Noatuner fik da magten blandt Svearne og holdt blotene vedlige; ham kaldte da Svearne sin drotten, han tog da skattegaver af dem. I hans dager var det god fred og alskens godt aar, saa meget, at Svearne troede, at Njård raadede for grøde og menneskers velstand. I hans dager døde de fleste diar og blev alle brændte, og siden blotede man til dem. Njård døde sottedød; han lod og merke sig til Oden før sin død. Svearne brændte ham og græd meget ved hans grav.

10. Frøi tog saa ved riget efter Njård; han blev kaldet drotten over Svearne og tog skattegaver af dem; han var vennesæl og aarsæl som hans fader. Frøi byggede ved Upsaler^[32] et stort hov og satte der sit hovedsæde, lagde til det alle sine indtægter, land og løsøre. Det var ophavet til Upsale-øde^[33], som altid siden har holdt sig. I hans dager kom Frode-freden^[34] op; da var ogsaa godt aar over alle land. Svearne gav Frøi skylden for den, derfor blev han saa meget mere dyrket end de andre guder, som landsfolket i hans dager blev rigere end før paa grund af freden og de gode aar. Gerd Gymes datter hed hans hustru, deres søn hed Fjålne. Frøi kaldtes med et andet navn Yngve; dette navn blev længe siden i hans æt brugt som værdighedsnavn og hans ætmænd siden kaldte Ynglinger. Frøi fik en sygdom, og da denne nærmede sig døden, fandt hans mænd paa raad og lod kun faa mænd komme til ham, men byggede en stor haug med dør og tre glugger paa. Men da Frøi var død, bar de ham lønligen til haugen og sagde til Svearne, at han levede; de vogtede ham der i tre aar, men al skatten heldte de ned i haugen, i den ene glug guldet, i den anden sølvet,i den tredje kobberpengene. Da holdt aar og fred sig. Frøia holdt blotene oppe, thi hun alene levede efter af guderne, og hun blev da meget navnkundig, saa at man kaldte med hendes navn alle fyrstelige kvinder, saa som de nu heder «fruer»; saa hed enhver frøia [frue] over sin eiendom, men hun husfrøia [husfrue], som eier gaard. Frøia var mangesindet. Hendes husbonde hed Od, deres døtre Noss og Gerseme^[35]; de var meget fagre, og med deres navn nævnes de dyrebareste ting. Da alle Svear merkede, at Frøi var død, men at alligevel aar og fred varede, troede de, at saa skulde det blive, saalænge Frøi var i Svitjod; derfor vilde de ikke brænde ham, men kaldte ham verdens gud og blotede mest til ham for aar og fred hele tiden sidenefter.

11. Fjålne, Yngvefrøis søn, raadede dernæst over Svearne og Upsale-øde; han var mægtig, aarsæl og fredsæl. Da boede Fredfrode i Leidra. Mellem ham og Fjålne var det venskab, og de bød hinanden til sig. Da Fjålne fór til Frode paa Selund, gjordes det der istand et stort gjestebud, og mange blev budne dertil vidt om i landene. Frode havde store husbygninger; deri var gjort et stort kar, mange alen høit, og festet sammen med store tømmerstokker. Det stod i en undre stue, men høiere oppe var et loft med aabent gulv, saa at man derfra heldte drikken ned og blandede karret fuldt med mjød. Den drik blev meget sterk. Om kvelden blev Fjålne fulgt til herberge i nærmeste loftsrum og hans følge med ham. Om natten gik han ud i svalgangen, at søge sig et vist sted. Han var da søvntung og dødelig drukken. Da han vendte tilbage til herberget, gik han langs efter svalgangen og til en anden loftsdør og ind gjennem den; der gled han med fødderne og faldt saa i mjødkarret og druknede der. Saa siger Tjodolv den kvinverske:

Fremgang fik
i Frodes bo
dødens bud,
som bares til Fjålne.

Og mildingen^[36]
i mjødkarrets
vindløse bølge
sin bane fandt.

Svegde tog rige efter sin fader. Han gjorde løfte om at lede efter Gudhjemmene og Oden den gamle. Han fór med 12 mænd vidt om i verden; han kom helt ud i Tyrkland og i det store Svitjod og fandt der mange frænder. I den færd var han fem vintre, saa kom han tilbage og blev da en stund hjemme. Han havde ude i Vanehjem faaet en hustru, som hed Vana; deres søn hed Vanlande.

12. Svegde fór atter ud for at lede efter Gudhjemmene. I det østlige Svitjod ligger en stor gaard, som heder Stein; der er en sten saa stor som et stort hus. Om kvelden efter solnedgang, da Svegde gik fra drikken til soveburet, saa han imod stenen og fik se, at en dverg sad under stenen. Svegde og hans mænd var meget drukne og løb henimod stenen. Dvergen stod i døren og raabte paa Svegde, bad ham gaa ind der, hvis han vilde træffe Oden. Svegde løb ind i stenen, men stenen lukkede sig strax igjen, og Svegde kom ikke tilbage. Saa siger Tjodolv den kvinverske:

Men Durens^[37] æts
dagskye
salsvogter
narred’ Svegde,
da i stenen
storsindet

Dusles ætling
løb efter dvergen
og Såkkmimes^[38]
klare sal,
bygget af jåtner,
borttog kongen.

13. Svegdes søn hed Vanlande, som tog rige efter ham og raadede for Upsale-øde; han var en stor hærmand og fór vide om lande. Han havde vinterophold i Finland hos Snæ^[39] den gamle og fik der Driva^[40], hans datter. Om vaaren fór han bort, medens Driva blev igjen, og han lovede at komme tilbage efter tre vintre, men han kom ikke paa ti vintre. Da lod Driva kalde Huld seid-kone, men sendte Visbur, sin og Vanlandes søn, til Svitjod. Driva kjøbte Huld seid-kone til at lokke ved seid Vanlande til Finland eller ogsaa dræbe ham. Da seiden blev fremmet, var Vanlande i Upsaler; da fik han lyst til at fare til Finland, men hans venner og raadgivere forbød ham det og sagde, at det vist var Finnernes trolddom^[41], som voldte hans reiselyst. Da blev han søvnig og lagde sig til at sove; men da han netop var sovnet, raabte han og sagde, at maren^[42] traadte ham. Hans mænd sprang til og vilde hjælpe ham, men naar de tog i hans hoved, traadte hun ham paa fødderne, saa de var nær ved at brydes; da tog de til fødderne, men da kvalte hun hovedet, saa at han døde der. Svearne tog hans lig og brændte ham ved den aa, som hed Skuta; der blev hans bautastener satte. Saa siger Tjodolv:

Men paa vei
til Viljes broder^[43]
onde vætter
Vanlande førte,
da træde skulde
troldebaarne

hexekvinde
hærmænds herre.
Og han brændte
paa Skutas bred^[44],
den gavmilde mand,
som maren^[45] kvalte.

14. Visbur tog arv efter sin fader Vanlande; han tog til hustru datter af Aude den rige og gav hende i medgift tre

med sønnen Loge (lue). Åndrer er de nordlandske eller finske Skier (én lang og én kort, den sidste skindklædt under). storgaarder og et guldsmykke; de fik to sønner, Gisl og Åndur. Siden forlod Visbur hende og fik en anden hustru, men hun fór til sin fader med sine sønner. Siden fik Visbur en søn, som hed Domalde; Domaldes stemoder lod seide ulykke mod ham. Da Visburs sønner var 12 og 13 vintre gamle, fór de til sin fader og krævede sin moders medgift, men han vilde ikke ud med den; da spaaede de, at guldsmykket skulde blive til bane for den bedste mand i hans æt, og fór derpaa bort og hjem. Da lod de atter gjøre seid rede, og det blev seidet til, at de skulde kunne dræbe sin fader. Vålven^[46] Huld tilbød at seide saa og tillige saa, at ættedrab skulde blive stadige i Ynglingenes æt siden; det samtykkede de i. Derefter samlede de folk og kom over Visbur om natten uventet og brændte ham inde. Saa siger Tjodolv:

Og Visburs
vilje-borg^[47]
søens broder^[48]
sluge kunde,
da sæde-vergerne
mod sin fader

hidsede skovens
skade-tyv^[49],
og glo-hunden^[50]
hylende bed
hærkongen
i eget hus.

15. Domalde tog arv efter sin fader Visbur og raadede for landene. I hans dager blev der sult og nød i Svitjod. Da holdt Svearne store blot ved Upsaler. Den første høst blotede de oxer, men aaringen bedredes ikke derved; næste høst blotede de mennesker, men aaringen blev den samme eller endnu værre. Men den tredje høst kom Svearne mandsterke til Upsaler den tid, da blotene skulde være. Høvdingene holdt da raad og blev enige om, at Domalde, deres konge, maatte være aarsag i uaaret, og tillige, at de skulde blote ham for at faa godt aar, bære vaaben paa ham og dræbe ham og farve stallerne^[51] med hans blod. Og saa gjorde de. Saa siger Tjodolv:

Det var fordum,
at farvedes jorden
med kongens blod
af sverd-bærerne,
og landshæren
mod livs-lystne

Domalde bar
blodige vaaben,
da Svears folk
Jyde-fienden,
af uaar kjed,
ofre skulde.

16. Domaldes søn hed Domar, som dernæst raadede for riget. Han styrede længe, og det var da gode aaringer og fred i hans dager. Om ham fortælles ikke andet, end at han døde sottedød ved Upsaler, blev ført til Fyresvoldene^[52] og brændt der paa aabredden; der er hans bautastener. Saa siger Tjodolv:

Og jeg ofte
om Ynglings grav
frode mænd
frittet har,
hvor Domar
til durende

Halvs bane^[53]
blev baaret.
Nu jeg véd,
at verk-bidt
Fjålnes ætling
ved Fyre brændte.

17. Hans søn hed Dygve, som dernæst raadede for landene, og om ham er intet andet sagt, end at han døde sottedød. Saa siger Tjodolv:

Ikke jeg dølger,
at Dygves grav
hestens dise^[54]
har til gammen,
thi ulvens
og ormens søster

kaare skulde
en kongemand,
og Lokes mø
lokket har
ædlingen
i Yngves folk.

Dygves moder var Drott, datter af kong Danp, som var søn af den Rig, som først blev kaldt «konge» i den danske tunge^[55]. Hans ætmænd bar stedse siden kongenavn som øverste værdighedsnavn. Dygve blev først i sin æt kaldt «konge», men før hed de «drotner», deres hustruer «drotninger» [dronninger] og hirdmændene «drott». Men hver mand i ætten kaldtes stadig «Yngve» eller «Yngune», men alle tilsammen «Ynglinger». Dronning Drott var søster til kong Dan den storladne, som Danmark har faaet navn efter.

18. Dag hed kong Dygves søn, som tog kongedømme efter ham; han var saa vis en mand, at han skjønte fuglerøst. Han havde en spurv, som sagde ham mange tidender; den fløi ofte til andre lande. Det var engang, at spurven fløi til Reidgotland^[56] til en gaard, som hed Vårve; den slog sig ned i bondens ager og aad der. Bonden kom til, tog op en sten og slog spurven ihjel. Kong Dag blev ilde tilmode ved, at spurven ikke kom hjem, gik til soneblot^[57] for at spørge og fik det svar, at hans spurv var dræbt paa Vårve. Siden bød han ud en stor hær og fór til Gotland; men da han kom til Vårve, gik han op med sin hær og herjede; folket flyede vidt og bredt unda. Da det led mod kveld, førte Dag sin hær mod skibene og havde da dræbt eller fanget mange folk. Men da de for over en aa ved det sted, som heder Skjótansvad eller Vaabnevad, da løb en arbeidstræl frem fra skogen til aabredden og kastede i deres flok en høtyv, og den kom i kongens hoved; han faldt strax af hesten og døde. I den tid blev den høvding, som herjede, kaldet «gram», men hærmændene «gramer». Saa siger Tjodolv:

Jeg hørte, at Dag
daad-lysten
dødens færd
fare maatte,
da den vise
til Vårve kom,
spyd-svingeren,
spurven at hevne.

Og det ord
paa Østerveier
kongens mænd
fra kampen bar,
at Sleipnes foders^[58]
slyngegaffel
til den gram
gav døden.

19. Dags søn hed Agne, som blev konge efter ham, en stor hærmand, mægtig og navnkundig og en ihærdig mand i alle deler. Det var en sommer, at kong Agne for med sin hær til Finland, gik der op og herjede. Finnerne drog sammen en stor flok og drog til kamp; Froste hed deres høvding. Der blev det et stort slag, men kong Agne fik seier; der faldt Froste og en stor skare med ham. Kong Agne for med hærskjold om i Finland, lagde det under sig og fik stort hærfang; han fangede og tog med sig Frostes datter Skjaalv og hendes broder Loge. Men da han kom hjem vester, lagde han til ved Stoksund og satte sine telt syd paa Feten [engen]; der var da skog. Kong Agne havde da guldsmykket, som Visbur havde eiet. Kong Agne gik at tage Skjaalv til hustru; hun bad kongen gjøre arveøl efter hendes fader. Han bød da til sig mange stormænd og gjorde et stort gilde. Han var bleven meget navnkundig af denne færd. Da blev det der holdt stort drikkelag. Men da kong Agne blev drukken, bad Skjaalv ham at vogte smykket, som han havde paa halsen. Han tog da smykket og bandt det fast paa sin hals, førend han gik at sove. Landteltet stod ved skogen og over teltet et høit træ, som skulde skygge mod solheden. Da kong Agne var sovnet, tog Skjaalv et tykt snøre og fæstede det under smykket. Hendes mænd slog da teltstængerne ned, men kastede løkken af snøret op i træets grener, trak saa siden til, saa at kongen blev hængende næsten oppe ved grenene, og det blev hans bane. Skjaalv og hendes mænd løb ud paa et skib og roede bort. Kong Agne blev brændt der, og stedet vestenfor Stoksund^[59] paa østsiden af Tauren^[60] kaldes siden Agne-fet^[61]. Saa siger Tjodolv:

Rigs-tula, som Snorre kjendte.

Reidgotland synes ber at betyde Danmark; andensteds betegner det Jylland. «Reidgoter» var engang navne paa Goterne i Sydeuropa.

Soneblot (egentl. forsoningsoffer) var en høitidelig ofring, hvorved en galt ofredes til guderne og disse raadspurgtes.

Sleipnes (d. e. hestens) foder er = hø.

Det kalder jeg under,
om Agnes hær
Skjaalvs raad
rose vilde,
da Loges søster
i luften hæved’

med guldsmykket
gude-frænden;
ham som ved Taur
tæmme skulde
Signys brudgoms
svale ganger^[62].

20. Agnes sønner hed Alrek og Eirik, som var konger efter ham; de var mægtige mænd, store hærmænd og idrætsmænd. Det var deres sedvane at ride paa hester og tæmme dem baade til gang og løb; de kunde de bedst af alle. De kappedes mest med hinanden om, hvem som red bedst eller havde de bedste hester. Det hændte en gang, at de to brødre red bort fra andre mænd paa sine bedste hester og red ud over nogle sletter, men kom ikke tilbage. Man fór at lede efter dem, og de fandtes begge døde og med knuste hoveder, men intet vaaben havde de med undtagen hestenes bidsler, og det troede man, at de havde dræbt hinanden med dem. Saa siger Tjodolv:

Alrek faldt
der, hvor Eirik
for broderhaand
sin bane fandt,
og med hestenes
hovedremmer

Dags frænder
dræbte hinanden.
Uhørt det var,
at øgenes greier
af Frøis ætlinger
førtes i kamp.

21. Alreks sønner var Yngve og Alv, som tog kongedømme i Svitjod dernæst. Yngve var en stor hærmand og meget seiersæl, vakker og den største idrætsmand, sterk og rask i kamp, gavmild og meget lystig; af alt dette blev han vennesæl og meget omtalt. Kong Alv, hans broder, sad hjemme og var ikke i hærfærd; han fik tilnavnet Elfse, han var en taus, herskesyg og uvenlig mand; hans moder hed Dageid, datter af kong Dag den mægtige, som Dåglingene er komne fra. Alv havde en hustru ved navn Bera, smuk og kjæk og meget lystig. Yngve Alreksøn var

(det gamle Stockholm) mellem Jemtorget og Slussen. en høst kommen hjem fra viking til Upsaler og var da meget navnkundig. Han sad ofte længe om kvelden ved drikken, men kong Alv gik ofte tidlig tilsengs. Dronning Bera sad ofte oppe om kveldene, og Yngve og hun talte ofte sig imellem. Alv talte ofte til hende derom, bad hende gaa tidligere at sove og sagde, at han ikke vilde ligge vaagen efter hende. Hun svarede, at den kvinde var lykkelig, som heller havde Yngve til mand end Alv; da hun ofte sagde dette, blev han meget vred derover. En kveld gik Alv ind i hallen, medens Yngve og Bera sad i høisædet og taltes ved; Yngve havde et sverd liggende over sit knæ. Folkene var meget drukne og gav ingen agt paa, at kongen kom ind. Kong Alv gik til høisædet, drog sit sverd under kappen og stak det gjennem Yngve, sin broder. Yngve løb op, svang sit sverd og hugg Alv banehugg; begge faldt de døde paa gulvet. Alv og Yngve blev haugsatte paa Fyresvoldene. Saa siger Tjodolv:

Og hin verge
af viet stalle^[63],
dræbt af Alv,
døden fandt,
da Dåglingen
drog sverdet
avindsyg
mod Yngve.

Sandt er det neppe,
naar Bera sagdes
de kjække mænd
til kamp at hidse,
da brødre blev
hinandens bane
uden aarsag
af iversyge.

22. Alvs søn hed Hugleik, som tog kongedømme over Svearne efter brødrene, thi Yngves sønner var endnu børn. Kong Hugleik var ingen hærmand og sad hjemme i ro; han var meget rig og nidsk paa gods. Han havde gjerne i sin hird alskens legere: harpespillere, gigespillere og felespillere; han havde ogsaa hos sig seidmænd og alskens tryllekyndige folk. Hake og Hagbard hed to meget navnkundige brødre; de var sjøkonger og havde stor hær, stundom fór de begge sammen, stundom hver for sig; det var mange kjæmper hos hver af dem. Kong Hake fór med sin hær til Svitjod imod kong Hugleik, men denne samlede folk for at møde ham. Da kom til hans hjælp to brødre, Svipdag og Geigad, begge navnkundige mænd og sterke kjæmper. Kong Hake havde hos sig 12 kjæmper, og der var da Starkad den gamle hos i ham; kong Hake var ogsaa en sterk kjæmpe De mødtes paa Fyresvoldene; der blev en stor kamp, og mange af Hugleiks mænd faldt strax. Da søgte kjæmperne Svipdag og Geigad frem, men Hakes kjæmper gik 6 mod hver af dem og tog dem tilfange. Da gik kong Hake ind i skjoldborg imod kong Hugleik og dræbte der ham og hans to sønner; derefter flyede Svearne, men kong Hake lagde landene under sig og gjorde sig til konge over Svearne. Han sad da i landet i tre aar, men i den fredstid fór hans kjæmper fra ham i viking og samlede sig saaledes gods.

23. Yngve Alreksøns sønner hed Jårund og Eirik; de laa i hele denne tid ude paa hærskibe og var store hærmænd. En sommer herjede de i Danmark og stødte da paa Haaløigernes^[64] konge Gudlaug; de holdt slag med ham, og enden derpaa blev, at Gudlaugs skib blev ryddet, men han selv fangen; de flyttede ham til land paa Strømønes^[65] og hængte ham der. Hans mænd kastede der op haug efter ham. Saa siger Øivind skalde-spilder:

<poem> Men Gudlaug tæmmed den grumme Sigars hest^[66], da seier vandt østerkongerne, og Yngves sønner den gavmilde i galgen hængte.

Og ligbærende luder paa neset Vinges træ^[67] hvor vigen deles. Der er kjendt ved kongens grav Strømønes^[68], med stener merket. at kong Hake i Svitjod havde sendt fra sig sine kjæmper; da styrede de til Svitjod og drog siden hær til sig. Men da Svearne spørger, at Ynglingene er komne did, driver en stor hær til dem. Siden lægger de op i Lågen og styrer til Upsaler imod kong Hake, men han farer imod dem paa Fyresvoldene og havde meget mindre hær. Der blev det en stor kamp: kongen selv gik frem saa haardt, at han fældte alle dem, som kom nær ham, og tilslut fældte han kong Eirik og huggede ned brødrenes merke; da flyede kong Jårund og al hans hær til skibene. Kong Hake fik i striden saa store saar, at han saa, at hans levedager vilde ikke blive lange. Da lod han tage et skib, han eiede, og lod det lede med døde mænd og vaaben, lod det flytte ud tilhavs, lægge roret i lag og drage op seilet, men lægge ild i tyrived og gjøre baal paa skibet. Veiret stod fra land; kong Hake var da død eller næsten død, da han blev lagt paa baalet. Skibet seilede siden luende ud i havet, og dette blev meget omtalt i lang tid siden.

24. Kong Yngves søn Jårund var konge i Upsaler; han styrede landet, men var ofte om somrene i hærfærd. En sommer fór han med sin hær til Danmark, herjede om i Jylland og fór om høsten ind i Limfjorden, hvor han herjede; han laa med sine skibe i Oddasund^[69]. Da kom did med en stor hær Haaløige-kongen Gylaug, søn af Gudlaug, som før er nævnt. Han lægger til strid med Jårund, men da landets mænd blev var det, drev de til fra alle kanter baade med store og smaa skibe. Da bliver Jårund overvunden og hans skib ryddet. Han selv løb da overbord, men blev fanget og leiet op paa land. Da lod kong Gylaug reise en galge, leiede Jårund derhen og lod ham hænge. Saa endte hans dager. Saa siger Tjodolv:

Jårund døden
endelig fandt,
liv-røvet,
i Limfjorden,
da høibrystet
hør-ganger^[70]

Gudlaugs bane
bære maatte,
og bersers herre
om halsen
fik Hagbards
haarde strikke.

25. Jårunds søn hed Aun eller Aane, som blev konge over Svearne efter sin fader; han var en vis mand og en stor blotmand, men ingen hærmand og sad hjemme i landet. I den tid, da disse konger var i Upsaler, som nu er nævnte, var i Danmark først Dan den storladne, — han blev meget gammel —, saa hans søn Frode den storladne eller fredsomme, saa hans sønner Halvdan og Fridleiv; de var store hærmænd. Halvdan var ældst af dem og fremmeligst i alt; han fór med sin hær til Svitjod mod kong Aun; de havde nogle kampe, og Halvdan fik altid seier, saa kong Aun tilsidst flyede til Vestergautland. Da havde han været konge over Upsaler i 25 vintre; han var ogsaa i Gautland i 25 vintre, medens kong Halvdan var i Upsaler. Kong Halvdan døde sottedød i Upsaler og er der hauglagt. Efter det kom kong Aun atter til Upsaler, da han var 60 aar gammel. Da gjorde han et stort blot for at faa langt liv og gav Oden sin søn, som da blev blotet til ham. Kong Aun fik det svar af Oden, at han endnu skulde leve i 60 aar. Aun var nu fremdeles konge i Upsaler i 25 vintre. Da kom Aale den frøkne, søn af Fridleiv, med sin hær til Svitjod imod kong Aun; de havde nogle kampe, og Aale seirede altid. Da flyede kong Aun anden gang fra sit rige og fór til Vestergautland. Aale var konge i Upsaler i 25 vintre, indtil Starkad den gamle dræbte ham. Efter Aales død fór kong Aun atter til Upsaler og styrede da atter riget i 25 vintre. Da gjorde han et stort blot og blotede sin anden søn; da sagde Oden ham, at han skulde leve stadig, saalænge han gav Oden en søn hvert 1Ode aar, og lagde til, at han skulde give et herred i sit land navn efter tallet paa de sønner, han blotede til Oden. Da han havde blotet syv af sine sønner, levede han i ro vintre saa, at han kunde ikke gaa, men blev baaret paa stol. Da blotede han sin 8de søn og levede da atter i 10 vintre, men laa da i seng. Da blotede han sin 9de søn og levede da atter i ro vintre; da drak han af horn som spædbarn. Da havde Aun en søn tilbage og vilde da blote ham;

Tyland (Tysyssel) paa nordsiden og Hardesyssel paa sydsiden af fjorden.

Hørrens (hørstrikkens) ganger er = galgen. han vilde da give Oden Upsaler og de herreder, som ligger der til, og lade kalde det Tiundaland^[71]. Men Svearne forbød ham det, og det blev da intet blot af. Derpaa døde kong Aun, og er han haugsat ved Upsaler. Det kaldes siden Aane-sott, naar en mand dør af ælde uden sygdom. Saa siger Tjodolv:

Endelig kunde
i Upsaler
Aun faa føle
aane-sott.
Langlivet han
leve skulde
anden gang
som en unge.

da af odden
paa oxehorn
sønners drabsmand
drak liggende.
Men mjødhornet
mægtede ikke
østerkongen
op at holde.

26. Aun den gamles søn hed Egil, som var konge i Svitjod efter sin fader; han var ingen hærmand og sad hjemme i ro. Tunne hed hans træl, som havde været fehirde^[72] hos Aun den gamle. Men da Aun var død, tog Tunne meget løsøre og gravede det i jorden. Da Egil var bleven konge, satte han Tunne blandt de andre træler; det likte han slet ikke og løb bort, og med ham mange træler. De tog nu op det løsøre, han havde skjult, og han gav det til sine folk, men de tog ham til høvding. Siden drev mange onde mennesker til ham; de laa ude i skogene, og stundom løb de ind i bygdene og rante eller dræbte folk. Da kong Egil fik vide det, fór han med sine mænd for at lede efter dem. Men da han en aften havde taget natteherberge, kom Tunne med sin hær over dem uventet og dræbte mange af kongens mænd. Da kong Egil merkede ufreden, vilde han gjøre modstand og satte sit merke op, men mange af hans hær flyede fra ham. Tunne og hans mænd søgte djervt imod; da havde kong Egil intet andet Vilkaar end at fly. Tunne forfulgte de flygtende lige til skogen; siden fór han tilbage til bygden, herjede og rante og fik da ingen modstand. Alt det gods, som Tunne tog i herredet, gav han sine mænd; deraf blev han vennesæl og fik stor folkehjælp. Kong Egil samlede hær og fór til strid imod Tunne; i kampen lik Tunne seier, men kong Egil flyede og mistede mange folk. Kong Egil og Tunne holdt 8 Slag, og Tunne fik seier i alle. Derefter flyede kong Egil fra landet og ud til Danmark til Frode den frøkne i Selund. Han lovede kong Frode skat af Svearne, om han fik hjælp; Frode gav ham da en hær og sine kjæmper. Kong Egil fór da til Svitjod, men da Tunne fik vide det, fór han imod ham med sin hær. Det blev da et stort Slag, Tunne faldt, men kong Egil tog da atter sit rige; Danerne fór hjem. Kong Egil sendte kong Frode gode og store gaver hvert aar, men betalte ikke skat til Danerne; dog holdt venskabet sig mellem ham og Frode. Efter Tunnes død raadede kong Egil i tre vintre. Da hændte det i Svitjod, at en oxe, som skulde bruges til blot, var gammel og opfød saa sterkt, at den blev mand-olm, og da man vilde tage den, løb den paa skogen, blev galen og var længe et skadedyr ude i skogen. Kong Egil var en stor veidemand^[73], han red ofte om dagen ud i skogene for at veide dyr. Det hændte engang, da han havde redet paa veide med sine mænd; da havde han fulgt et dyr længe og havde redet efter det i skogen fra alle sine mænd. Da stødte han paa oxen, red til og vilde dræbe den, men oxen vendte sig imod ham. Kongen stak til den, men spydet skar sig ud, og oxen stak nu hornene i hestens side, saa den strax faldt flad ned og med den kongen. Da løb kongen op igjen og vilde drage sit sverd, men oxen stak ham hornene i brystet, saa de stod dybt i. Da kom kongens mænd til og dræbte oxen, men kongen levede kun en kort stund og er haugsat ved Upsaler. Saa siger Tjodolv:

For Tunnes magt
Tys^[74] ætling,
den lovpriste,
fra landet flyed’.
Men oxen
olm sit horn
farved blodigt
i Egils bryst,

den som øster
ofte og længe
hovedet høit
havde baaret.
Og hornets sverd
i hjertet stod
paa Skilvingers^[75]
skjønne ætling.

27. Egils søn hed Ottar, som tog rige og kongedømme efter ham. Han holdt ikke venskab med Frode. Da sendte Frode mænd til kong Ottar for at kræve den skat, som Egil havde lovet ham. Ottar svarer, at Svearne havde aldrig betalt skat til Danerne, han vilde heller ikke gjøre det; sendemændene fór tilbage. Frode var en stor hærmand. Det var en sommer, at Frode fór med sin hær til Svitjod, gik op der og herjede, dræbte mange, men fangede andre; han fik meget hærfang; han brændte ogsaa vide bygden og gjorde megen skade. Næste sommer fór kong Frode for at herje i Østervei^[76]. Det spurgte Ottar, at kong Frode ikke var hjemme. Han stiger da paa hærskibe, farer ud til Danmark, herjer der og faar ingen modstand. Han hører, at det var stor hærsamling i Selund, stævner derfor vester [nord] i Øresund og seiler derpaa syd [vest] til Jylland, lægger ind i Limfjorden og herjer paa Vendel^[77], brænder der og lægger landet øde. Vått og Faste hed Frodes jarler, dem havde Frode sat til landevern i Danmark, medens han var borte. Da jarlene hørte, at Svea-kongen herjede i Danmark, samler de hær, løber ud paa skibe og seiler syd [vest] til Limfjorden; de kommer der meget uventet over kong Ottar og lægger strax til kamp. Svearne tager godt imod dem, og det falder folk paa begge sider; men efterhvert som nogen faldt blandt Danerne, kom andre og flere fra herrederne, og ligesaa lagde de til med alle de skibe, som var i nærheden. Enden paa striden var, at der faldt kong Ottar og de fleste af hans mænd. Danerne tog hans lig, flyttede det i land og lagde det paa en haug, lod der dyr og fugler rive i liget. De lager en træ-kraake og sender den til Svitjod og siger, at deres konge Ottar ikke var mere værd. De kaldte Ottar siden Vendel-kraake. Saa siger Tjodolv:

Ottar faldt
under ørnens klør,
duelig,
for Daners vaaben.
Hans lig ravnen
rev i sønder,
den vide flyvende,
paa Vendel.

Det verk, ved jeg,
af Vått og Faste
hos svenske folk
i sagn nævnes:
at Frodes jarler
i ølandet
den drabelige
dræbt havde.

28. Ottars søn hed Adils, som tog kongedømme efter ham; han var længe konge og meget rig. Han var ogsaa nogle somre i viking. Kong Adils kom med sin hær til Saxland^[78]; der raadede den konge, som hed Geirtjóv, men hans dronning hed Aalov den mægtige; deres børn nævnes ikke. Kongen var da ikke hjemme. Kong Adils og hans mænd løb op til kongsgaarden og rante der, nogle drev fæet ned til strandhugg; hjorden var gjætet af træler, karler og kvinder, og dem tog de alle med sig. I den skare var det en merkelig fager mø, som kaldte sig Yrsa. Kong Adils fór nu hjem med hærfang. Yrsa sattes ikke blandt trælkvinderne; snart fandt man, at hun var vis og talte godt for sig og var kyndig i alt; alle syntes godt om hende, men dog kongen mest. Det kom da dertil, at Adils gjorde bryllup med hende. Yrsa var da dronning i Svitjod og tyktes at være en dygtig kvinde.

29. Kong Helge, Halvdans søn, raadede da for Leidra; han kom til Svitjod med saa stor en hær, at kong Adils saa ikke andet valg for sig end at fly unda. Kong Helge gik med sin hær paa land der og herjede, han fik meget hærfang; han fangede dronning Yrsa, havde hende med til Leidra og tog hende tilegte; deres søn var Rolv Krake. Men da Rolv var 3 vintre gammel, kom dronning Aalov til Danmark og sagde da til Yrsa, at kong Helge, hendes mand, var hendes fader, men Aalov hendes moder. Da fór Yrsa tilbage til Adils i Svitjod og var dronning der, saalænge hun levede siden. Kong Helge faldt i hærfærd. Rolv Krake var dengang otte vintre og blev da tagen til konge i Leidra. Kong Adils havde længe strid med den konge, som hed Aale den oplandske; han var fra Norge. De holdt slag paa Væner-isen; der faldt Aale, men Adils fik seier; om denne kamp fortælles længe i Skjoldungesagaen^[79] og ligesaa om, at Rolv Krake kom til Adils i Upsaler; da saaede Rolv Krake guldet paa Fyresvoldene. Kong Adils var meget glad i gode hester, han havde de bedste hester i den tid. En af hans hester hed Sløngve; en anden Ravn; den tog han fra den faldne Aale, og af den avledes en anden hest Ravn, som han sendte til Haalogaland til kong Godgest; den red kong Godgest, men fik ikke stanset den, saa han faldt af og fik sin bane; det skede i Åmd^[80] paa Haalogaland. Kong Adils var ved dise-blot^[81] og red paa sin hest rundt dise-salen; hesten snublede under ham og faldt, og kongen stupte fremover, og hans hoved kom imod en sten, saa at skallen brast, men hjernen laa paa stenen. Det var hans bane; han døde i Upsaler og er der haugsat. Svearne kaldte ham en mægtig konge. Saa siger Tjodolv:

Det hørte jeg og,
at onde vætter
skulde øde
Adils’s liv,
og hæder-rig
fra hestens bov
Frøis ætling
falde maatte.

Og blandet
den høie Bragnings^[82]
hjerne blev
med haarde grus.
Og daadsæl
dø skulde
Aales fiende
i Upsaler.

30. Adils’s søn hed Øistein, som dernæst raadede for Sveavælde. I hans dager faldt Rolv Krake ved Leidra. I den tid herjede konger meget i Sveavælde, baade Daner og Nordmænd. Det var mange sjøkonger, som raadede for stor hær og intet land havde; den alene tyktes med fuld ret at hede sjøkonge, som aldrig sov under sodet bjelke og aldrig drak ved arnens hjørne.

31. Sålve hed en sjøkonge, søn af Hågne i Njardø^[83], som da herjede i Østervei; han havde rige i Jylland. Han førte sine skibe til Svitjod; da var kong Øistein til gjestning i det herred, som hed Lovund^[84]. Der kom kong Sålve uventet om natten, omringede huset og brændte kongen inde med hele hans hird. Da farer Sålve til Sigtuner og kræver sig kongenavn og hyldning, men Svearne samler hær og vil verge sit land, og der blev et saa stort slag, at det siges at have varet i 11 dager. Der fik kong Sålve Seier, og var han da konge en lang stund over Sverige, indtil Svearne sveg ham, og der blev han dræbt. Saa siger Tjodolv:

Ved jeg, at Øisteins
livs ende
lukket blev
paa Lovund,
og Svear sagde
Siklingen^[85]
indebrændt
af jydske mænd.

Og træets
tærende sott
hentede kongen
i eget hus,
da tømmerfast
træbygning,
fuld af folk,
om fyrsten brændte.

32. Kong Øisteins søn hed Yngvar, som derefter var konge i Sverige. Han var en stor hærmand og var ofte ude paa hærskibe, thi Sverige havde været meget herjet baade af Daner og Østerveis-mænd. Kong Yngvar gjorde fred med Danerne og tog da til at herje paa Østerveiene. En sommer havde han hær ude, fór til Estland og herjede der om sommeren paa et sted, som heder Stein. Da kom Esterne ned med stor hær og holdt der strid; landshæren var da saa vældig, at Svearne ikke kunde staa sig. Da faldt kong Yngvar, men hans folk flyede; han er haugsat der lige ved havet; det er i Adalsysla^[86]. Efter denne useier fór Svearne hjem. Saa siger Tjodolv:

Og det kom,
at Yngvar var
af Syslas folk
slaaet ihjel,
og hvidhaaret høvding
ved havets hjerte^[87]

havde estnisk
hær dræbt.
Nu Østerhavet
for svenske ædling
søgudens sang
synger til gammen.

33. Yngvars søn hed Ånund, som dernæst tog kongedømme i Svitjod; i hans dager var det god fred i Svitjod, og han blev meget rig paa løsøre. Kong Ånund fór med sin hær til Estland for at hevne sin fader, gik der op med sin hær og herjede vide om i landet og fik meget hærfang; han farer om høsten hjem til Svitjod. I hans dager var det godt aar i Svitjod; Ånund var mest vennesæl af alle konger. Svitjod er et stort skogland, og der ligger ødemarker saa vidt, at det er mange dagsreiser over. Kong Ånund lagde megen iver og omkostning paa at rydde skoger og bygge rydningene, han lod og lægge veier over ødemarkene, og da fandt man vide i skogene skogløst land, og der byggedes da store herreder. Paa denne vis blev land bygget, thi det var nok af landsfolk til at bygge det. Kong Ånund lod bryde veier over hele Svitjod baade over skog og myr og fjeld; derfor blev han kaldt Braut-Ånund^[88]. Kong Ånund satte sine gaarder i hvert storherred i Svitjod og fór over hele landet paa gjestning.

34. Braut-Ånund havde en søn, som hed Ingjald. Da var Yngvar konge i Fjadrundaland^[89]; han havde med sin hustru to sønner, den ene hed Alv, den anden Agnar; de var næsten jevnaldrende med Ingjald. Vide om i Svitjod var det i den tid herredskonger. Braut-Ånund raadede for Tiundaland; der er

hed i oldnorsk Ey-sýsla (ø-syssel); derfor kaldtes fastlandet ligeoverfor Aðal-sýsla (hoved-syssel) og hele Estland tilsammen Sýsla. Upsaler, og der er alle Svears ting; der var da store blot, og did søgte mange konger; det var ved midvinter^[90]. Og en vinter, da det var kommet mange folk sammen til Upsaler, var kong Yngvar der og hans sønner; de var sex vintre gamle; Alv, kong Yngvars søn; og Ingjald, kong Ånunds søn, satte i gang en gutteleg, og skulde hver raade for sin hær; men da de legte med hinanden, var Ingjald mindre sterk end Alv, og det tyktes ham saa ilde, at han græd meget. Da kom hans fosterbroder Gautvid til og leiede ham bort til Svipdag Blinde, hans fosterfader, og sagde ham, at det var gaaet ilde med ham: han var mindre sterk og mindre kraftig i legen end Alv, kong Yngvars søn. Da svarede Svipdag, at det var en stor skam.

Dagen efter lod Svipdag tage hjertet af en ulv og stege paa ten, og gav det siden til Ingjald kongssøn at æde; deraf blev han den grummeste og værste af sindelag. Og da Ingjald blev voxen, beilede Ånund for ham til Gauthild, datter af kong Algaute, han var søn af Gautrek den gavmilde, som var søn af Gaut, som Gautland^[91] har faaet navn efter. Kong Algaute tyktes at vide, at hans datter vilde være godt gift, om hun fik søn af kong Ånund og han var lig sin fader. Møen blev sendt til Svitjod, og Ingjald holdt bryllup med hende.

33. Kong Ånund fór en høst mellem sine gaarder med sin hird og kom did,som heder Himenheid^[92]; det er nogle trange fjelddaler, men høie fjeld paa begge sider. Det var da meget regn, men forud havde det faldt sne paa fjeldene. Da løb et stort skred med sten og ler ned; der kom kong Ånund og hans hær under, og deraf fik kongen bane og mange mænd med ham. Saa siger Tjodolv:

Ånund blev
af Jonakrs sønners
sorg^[93] heftet
under Himenfjelde,
og kongen,
Esters kuer,

stygt blev rammet
af steners fald,
og hærmanden
helt blev dækket,
den vældige stridsmand,
af stenskredet.

36. Kong Ånunds søn Ingjald var konge i Upsaler. Upsale-kongerne var de ypperste konger i Svitjod, naar det var mange herredskonger der, fra den tid da Oden var høvding i Svitjod. De konger, som sad i Upsaler, var enekonger over hele Sverige indtil Agnes død, men da kom riget først i brødreskifte, saa som før er skrevet [s. 22], men siden splittedes rige og kongedømme i ætter, eftersom de delte sig, men nogle konger ryddede store skoglande og byggede dem og øgede saa sit rige. Men da Ingjald tog rige og kongedømme, var det mange herredskonger, som før er skrevet [s. 33]. Kong Ingjald gjorde rede et stort gjestebud i Upsaler og vilde gjøre arveøl efter sin fader, kong Ånund; han lod indrede en sal, ligesaa stor og herlig som selve Upsalen, og kaldte den syv-konge-salen; deri blev reist syv høisæder. Kong Ingjald sendte mænd over hele Svitjod og bød til sig konger og jarler og andre udmerkede mænd. Til det arveøl kom kong Algauta, Ingjalds maag, og kong Yngvar af Fjadrundaland med hans to sønner, Agnar og Alv, kong Sporsnjall af Nærike, kong Sigverk af Aattundaland; kong Granmar af Sudermannaland var ikke kommen. Der var det givet sex konger sæde i den nye sal; et høisæde var da øde, som kong Ingjald havde gjort istand. Al den mængde, som var kommet med, havde faaet sæde i den nye sal. Kong Ingjald havde givet sin hird og alle sine folk rum i Upsalen. Det var sedvane i den tid, at naar man gjorde arveøl efter konger og jarler, skulde den, som gjorde arveøllet, og som man skulde leie til arv, sidde paa trinet foran høisædet, indtil det bæger blev baaret ind, som kaldtes Brage-bægret. Da skulde han staa op med Brage-bægret og gjøre løfte og derpaa drikke bægret ud; siden skulde man leie ham i det høisæde, som hans fader havde havt; da havde han ret til al arv efter ham. Nu blev denne gang gjort saa, at da Brage-bægret kom ind, stod kong Ingjald op og tog et stort dyrehorn; han gjorde da det løfte, at han skulde øge sit rige til det dobbelte mod hvert verdenshjørne eller ogsaa dø; siden drak han hornet ud. Og da folk var drukne om kvelden, talte kong Ingjald til Svipdags sønner Gautvid og Hulvid, og de skulde væbne sig og sine mænd om kvelden, som paatænkt var. De gik ud og til den nye sal, bar ild paa den, og dernæst tog salen til at lue, og der brandt inde 6 konger og alle deres mænd; de, som søgte at komme ud, blev strax dræbte. Derefter lagde kong Ingjald under sig alle disse riger, som kongerne havde havt, og tog skat fra dem.

37. Kong Granmar spurgte disse tidender og tyktes da at vide, at samme vilkaar var tiltænkt ham, hvis han ikke tog sig ivare. Kong Hjårvard, som blev kaldet Ylving, kom den samme sommer med sin hær til Svitjod og lagde til i den fjord som hed Myrkvafjord^[94]. Men da kong Granmar spørger det, sender han mænd til ham og byder ham og alle hans mænd til gjestebud. Han tog imod det, thi han havde ikke herjet paa kong Granmars rige, og da han kom til gjestebudet, blev det der stor glæde. Om kvelden, naar man skulde drikke bægre, var det de kongers sedvane, som sad i sine lande, eller i de gjestebud, som de lod gjøre, at man skulde om kvelden sidde ved drikken to og to, sammen for sig mand og kvinde, saa langt dets rak, men de, som var tilovers, skulde sidde sammen for sig. Men det var vikingers lov, at om de var i gjestebud, skulde de alle sidde sammen ved drikken. Kong Hjårvards høisæde var reist ligeoverfor kong Granmars høisæde, og alle hans mænd sad paa den bænk. Da sagde kong Granmar til sin datter Hildegunn, at hun skulde gjøre sig rede og bære øl til vikingene; hun var en meget skjøn kvinde. Da tog hun en sølvkalk, fyldte den, gik for kong Hjårvard og talte: «Hil alle Ylvinger ved Rolv Krakes minde» og drak halvt af, men rakte den til kong Hjårvard. Nu tog han kalken og hendes haand med og sagde, at hun skulde gaa og sidde hos ham; hun svarer, at det var ikke vikingesed at drikke to og to med kvinder. Hjårvard svarede, at det var mere at vente, at han vilde gjøre det skifte at give vikingeloven op og drikke to og to med hende. Da satte Hildegunn sig hos ham, de drak begge sammen og talte mangt om kvelden. Dagen efter, da kongerne Granmar og Hjårvard kom sammen, beilede Hjårvard til Hildegunn. Kong Granmar bar denne sag for sin hustru Hild og andre stormænd og sagde, at de vilde kunne faa megen støtte i kong Hjårvard. Nu blev det sterke tilraab til det, og dette tyktes alle raadeligt, og det endte med, at Hildegunn blev fæstet til kong Hjårvard, og han holdt bryllup med hende. Kong Hjårvard skulde nu blive hos kong Granmar, thi han havde ingen søn til at styre riget med sig.

38. Den samme høst samlede kong Ingjald en hær og vilde drage imod Granmar og hans maag; han havde mænd fra alle de riger, som han før havde lagt under sig. Og da maagene spørger dette, samler de folk i sit rige, og til deres hjælp kommer kong Hågne og hans søn Hilde, som raadede for Østergautland. Hågne var fader til Hild, som kong Granmar havde til hustru. Kong Ingjald paa land med hele sin hær og havde meget større hær. De kjæmpende seg sammen, og kampen var haard; men da man havde kjæmpet en kort stund, flyede de høvdinger, som raadede for Fjadrundaland og Vestergautland og Nærike og Aattundaland, og hele den hær, som var kommet fra disse lande, og de fór til sine skibe. Derpaa kom kong Ingjald i stor nød, fik mange saar og kom sig derefter paa flugt til sine skibe; men der faldt hans fosterfader Svipdag Blinde og begge hans sønner, Gautvid og Hulvid. Kong Ingjald fór efter dette tilbage til Upsaler og var ilde tilfreds med sin færd; han tyktes at finde, at den hær var ham utro, som han havde fra de deler af sit rige, som han havde vundet ved hærfærd. Efter dette var det stor ufred mellem kong Ingjald og kong Granmar. Da dette havde gaaet saa i lang tid, fik begges venner det bragt dertil, at de skulde forliges; kongerne Ingjald og Granmar og hans maag Hjårvard aftalte stævne mellem sig, mødtes og gjorde fred indbyrdes; den fred skulde vare mellem dem, saalænge de tre konger levede; det blev styrket med eder og forsikringer. Vaaren efter fór kong Granmar til Upsaler for at blote, som sedvane var, ved sommerdag, for at freden skulde vare. Blotspaanen^[95] faldt da saaledes for ham, at han ikke skulde leve længe. Derefter fór han hjem i sit rige.

39. Om høsten efter fór kong Granmar og hans maag kong Hjårvard at tage gjestning paa den ø, som heder Sile^[96], paa sine gaarder, og medens de var ved gjestebudet, kom kong Ingjald did med hele sin hær en nat, slog ring om huset og brændte dem inde med alle deres folk. Derefter lagde han under sig alt det rige, som kongerne havde havt, og satte høvdinger over det. Kong Hågne og hans søn Hilde red ofte op i Sverige og dræbte kong Ingjalds mænd, dem han havde sat over det rige, som deres maag Granmar havde eiet. Det stod da i lang tid sterk strid mellem kong Hågne og kong Ingjald, men Hågne fik dog holde sit rige imod kong Ingjald lige til sin dødsdag. Kong Ingjald havde med sin hustru to børn: det første hed Aasa, det andet Olav Trætelgja. Gauthild, kong Ingjalds hustru, sender gutten til sin fosterfader Bove i Vestergautland; han blev der opfødt sammen med Boves søn Saxe, som blev kaldt Flette. Det er folks tale, at kong Ingjald dræbte tolv konger og sveg dem alle imod løfter; han fik navnet Ingjald den illraade; han var konge over det meste af Svitjod. Sin datter Aasa giftede han med kong Gudrød i Skaane; hun var i sind lig sin fader, og hun voldte det, at han dræbte sin broder Halvdan; Halvdan var fader til Ivar Vidfavne. Aasa raadede ogsaa sin husbonde Gudrød bane.

40. Ivar Vidfavne kom til Skaane efter sin farbroder Gudrøds fald, drog strax en stor hær sammen og fór op til Svitjod. Aasa den illraade havde allerede forud faret til sin fader. Kong Ingjald var da i gjestebud paa Ræning^[97], da han spurgte, at kong Ivars hær var kommen i nærheden. Ingjald tyktes ikke at have styrke til at stride med Ivar; det vilkaar tyktes ham og aabenbart, at om han lagde Sig paa flugt, da vilde fra alle kanter hans fiender samle sig mod ham. Da tog han og Aasa det raad, som er blevet navnkundigt, at de drak alle sin folk døddrukne og lod siden tænde ild i hallen; der brandt hallen og alle de, som inde var, med kong Ingjald. Saa siger Tjodolv

Og Ingjalds
livsgnist ødte
røg-reiseren
paa Ræning,
da hus-tyven
paa ild-hoser
gjennem-steg
gude-ætlingen.

Og den undergang
for alt folket
i Svitjod tyktes
sandskyldigst,
at han selv
sit liv
uforfærdet
ende skulde.

41. Ivar Vidfavne lagde under sig hele Sveavælde, han tilegnede sig ogsaa hele Danevælde og en stor del af Saxland og hele Østriget^[98] og en femtedel af England^[99]. Af hans æt er de danekonger og sveakonger komne, som der har havt enevælde. Efter Ingjald Illraade kom Upsale-riget ud af Ynglinge-ætten, den som kunde regnes mand efter mand.

42. Da kong Ingjalds søn Olav spurgte sin faders død, fór han bort med de mænd, som vilde følge ham, thi hele den svenske almue stod op med ét samtykke for at drive bort kong Ingjalds æt og alle hans venner. Olav fór først op til Nærike; men da Svearne hørte om ham der, kunde han ikke blive der. Han fór da vester skogveiene til den aa, som falder nordenfra i Væner og heder Elven^[100]; der dvæler de, tager der fat paa at rydde og brænde skogen og bygger der siden. Der blev snart store herreder; det kaldte de Vermeland; der var gode landskaar. Men da man i Svitjod hørte om Olav, at han ryddede skoger, kaldte de ham Trætelgja^[101], og hans stilling syntes dem vanærende. Olav fik den hustru, som hed Sålveig eller Sålva, datter af Halvdan Guldtand vestenfra Solør. Halvdan var søn af Sålve, søn af Sålvar, søn af Sålve den gamle, som først ryddede Solør. Olav Trætelgjas moder hed Gauthild, men hendes moder var Aalov, datter af Olav den skygne [skarpsynte], konge i Nærike. Olav og Sålva havde to sønner, Ingjald og Halvdan; han blev opfødt i Solør hos sin morbroder Sålve; han blev kaldt Halvdan Hvitbein.

43. Det var en stor mængde folk, som fór landflygtige fra Svitjod for kong Ivar. De spurgte, at Olav Trætelgja havde gode landskaar i Vermeland; derfor drev det did til ham en saa stor mængde, at landet ikke kunde nære dem, og det blev meget uaar og sult der; de gav sin konge skylden, saa som Svearne er vante til at give kongen skyld for baade gode aar og uaar. Olav var lidet blotmand; det likte Svearne ilde, og de mente, at uaaret kom deraf. Svearne drog da hær sammen, fór imod kong Olav, lagde ring om huset og brændte ham inde; de gav ham til Oden og blotede ham for at faa godt aar. Det skede ved Vænern; saa siger Tjodolv:

Og ved vaagen
— — —
Olavs lig
ilden slugte,
og glo-fulde
Fornjots søn^[102]

Klæderne sved
af Svea-kongen.
Fra Upsaler drog
den ætling
af Lovdes æt^[103]
for længe siden.

De klogeste af Svearne fandt ud, at det, som voldte uaaret, var, at landsfolket var talrigere, end landet kunde bære, men kongen havde ingen skyld deri. De tager nu det raad at fare med hele hæren vester over Eidaskog^[104] og kommer meget uventet frem i Solør; de dræbte kong Sålve og tog Halvdan Hvitbein tilfange; ham tager de til høvding over sig og giver ham kongenavn. Han lagde da Solør under sig; siden fór han med hæren ud paa Raumarike^[105] og herjede der og fik det fylke ved hærfærd.

44. Halvdan Hvitbein var en mægtig konge; han fik Aasa, datter af Øistein den haardraade, Oplændinge-konge; han raadede for Hedemarken. Halvdan havde med hende to sønner, Øistein og Gudrød Halvdan tilegnede sig meget af Hedemarken og Toten og Hadeland og meget af Vestfold^[106]. Han blev en gammel mand, døde sottedød paa Toten og blev siden ført ud til Vestfold og haugsat paa det sted, som hed Skæreid i Skiringsal^[107]. Saa siger Tjodolv:

Det hver hørte,
at over Halvdan
tingbønderne
taarer fældte,
da dødens
dræbende mø^[108]

tjodkongen
tog paa Toten.
Og Skæreid
i Skiringsal^[109]
over brynje-heltens
ben luder.

45. Halvdans broder Ingjald var konge i Vermeland, men efter hans død lagde kong Halvdan Vermeland under sig, tog skatter deraf og satte jarler derover, saalænge han levede.

46. Halvdan Hvitbeins søn Øistein, som blev konge efter ham paa Raumarike og i Vestfold, egtede Hild, datter af Eirik Agnarsøn, som var konge paa V estfold. Agnar, Eiriks fader, var søn af kong Sigtryg paa Vendel. Kong Eirik havde ingen søn; han døde, medens Halvdan Hvitbein endnu levede. Øistein og hans fader Halvdan tog da under sig hele Vestfold; Øistein styrede Vestfold, saalænge han levede. Da var den konge paa Varna^[110], som hed Skjold; han var meget tryllekyndig. Kong Øistein fór med nogle hærskibe over til Varna og herjede der, tog sligt, han fandt, klæder og andre sager og bøndernes redskaber, og hugg strandhugg; siden fór de bort. Da kong Skjold kom til stranden med sin hær, var kong Øistein borte og kommen over fjorden, og Skjold saa deres seil. Da tog han sin kappe, svingede den og blæste til. Da de seilede ind forbi Jarlsø^[111], sad kong Øistein ved roret; et andet skib seilede nær ham; det var lidt bølgegang; seilbommen af det andet skib slog kongen over bord; det var hans bane. Hans mænd fik taget liget; det blev flyttet ind paa Borro^[112], og haug blev kastet efter ham paa Raden^[113] nær Vadla ude ved sjøen. Saa siger Tjodolv:

Øistein sank
for seilbommen
til Byleists
broder-datter^[114]
og nu hviler
under haug af stener

paa Radens kant
kjæmpers høvding,
der hvor nær kongen
kommer den iskolde
Vadle-strøm
til gautske vig.

ved Kaupang var i 9de aarhundrede en havn og markedsplads; stedsnavnet Skæreid er ikke kjendt.

47. Kong Øisteins søn hed Halvdan, som tog kongedømme efter ham; han blev kaldet den gavmilde og madknappe. Saa er sagt, at han gav sine mænd i sold ligesaa mange guldpenninger, som andre konger gav sølvpenninger, men han sultede dem i mad. Han var en stor hærmand, som var længe i viking og vandt sig gods. Han egtede Liv, datter af kong Dag af Vestmare^[115]. Holtar^[116] paa Vestfold var hans hovedgaard; der døde han sottedød, og han er haugsat paa Borro. Saa siger Tjodolv:

Og til ting
den tredje konge^[117]
Lokes mø
fra livet bød,
da Halvdan, som
paa Holtar boede,

norners dom^[118]
nydt havde.
Og hærmænd
hyllede siden
Budlungen
paa Borro.

48. Halvdans søn hed Gudrød, som tog kongedømme efter ham; han blev kaldt Gudrød den storladne, men nogle kaldte ham veidekonge. Han havde den hustru, som hed Alvhild, datter af kong Alvaren af Alvheimar, og fik med hende halve Vingulmark^[119]; deres søn var Olav, som siden blev kaldt Geirstade-alv. Alvheimar var da navn paa landet mellem Raumelv og Gautelv^[120]. Men da Alvhild var død, sendte kong Gudrød sine mænd vest til Agder^[121] til den konge, som raadede der; han kaldtes Harald den granraude^[122]; de skulde beile for kongen til Aasa, hans datter, men Harald afviste ham. Sendemændene kom tilbage og bragte kongen svaret. Nogen tid efter skjød kong Gudrød sine skibe paa vandet og fór med en stor hær ud til Agder, kom meget uventet, gjorde landgang og kom om natten til kong Haralds gaard. Men da han blev var, at hær var kommen imod ham, gik han ud med de mænd, han havde. Der blev kamp, men det var stor folkemon. Der faldt kong Harald og hans søn Gyrd; kong Gudrød tog stort hærfang. Han førte med sig hjem kong Haralds datter Aasa og holdt bryllup med hende; de fik en søn, som hed Halvdan. Men den høst, da Halvdan var vintergammel, fór kong Gudrød paa gjestning; han laa med sit skib i Stivlesund^[123]; der var da stort drikkelag, og kongen blev meget drukken. Om kvelden, da det var mørkt, gik kongen fra skibet; men da han kom til bryggeenden, løb en mand imod ham og stak et spyd gjennem ham; det blev hans bane. Den mand blev strax dræbt; men om morgenen efter, da det var lyst, blev han kjendt; det var dronning Aases skosvend. Hun negtede da ikke, at det var gjort efter hendes raad. Saa siger Tjodolv:

Blev Gudrød,
den gjævladne,
lokket ved svig
for længe siden,
da dødsraad
mod drukne fyrste
hevngjerrigt
hoved fandt.

Og løn-seier
den listige
Aases karl
paa kongen vandt,
og Budlungen
paa bredden af
Stivlesund
stukket blev.

49. Olav tog kongedømme efter sin fader; han var en mægtig mand og en stor hærmand, han var meget fager og stor af vext. Han havde bare Vestfold, thi kong Alvgeir tog da under sig hele Vingulmark; derover satte han sin søn kong Gandalv. Han og hans fader gik meget ind paa Raumarike og tilegnede sig den største del af det rige og fylke. Hågne hed søn af Øistein den mægtige, oplændingekongen; han lagde da under sig hele Hedemarken og Toten og Hadeland. Da faldt ogsaa Vermeland fra Gudrøds sønner, og Vermerne tog til at yde skattegaver til sveakongen. Olav var i 20aars-alderen, da Gudrød døde; men da Halvdan, hans broder, gik til rige med ham, delte de riget mellem sig; Olav fik den vestre del, men Halvdan den østre. Olav havde sit sæde paa Geirstader^[124]. Han fik fodverk og døde deraf; og han er hauglagt paa Geirstader. Saa siger Tjodolv:

Og i Norge
nu en gren
af guders æt
groet havde:
Olav styrede
sterkt fordum

vidt og bredt
over Vestmare,
indtil fodverk
ved Foldens^[125] kant
bønders ven
over-vandt.

Paa Geirstader
nu den gjæve
hærkonge ligger,
i haugen dækket.

50. Kong Olavs søn hed Ragnvald, som var konge paa Vestfold efter sin fader; han blev kaldet «heidum-hære»^[126]. Om ham digtede Tjodolv den kvinverske Ynglinge-tal; der siger han saa:

Det ved jeg bedst
under blaa himmel
kjendinge-navn,
som en konge eier:

at Ragnvald,
ror-styreren,
den hæder-rige
nu mon hede.

---

1. Udhavet, d. e. verdenshavet (Mare Oceanum), som tænktes at flyde udenom den flade jord.
2. Nårvesund, nu Gibraltarstrædet.
3. Jorsaleland, landet om Jorsaler, Jerusalem.
4. Enea, fordi man i middelalderen troede, at mange europæiske folk (Romere, Franker, Briter o. fl.) stammede fra Æneas og Trojanerne.
5. Svitjod (Sverige) det store er et gammelt navn paa Rusland, laant fra det klassiske Scythia magna.
6. Serkland. Serkernes eller Saracenernes land i Vestasien og Nordafrika (samt Spanien); det store S. er Nordafrika.
7. Blaaland, blaamændenes eller negrenes land i Afrika.
8. Tanais var i den klassiske oldtid navn paa Don, som regnedes for delelinje mellem Asia og Europa; ved de fjelde, hvorfra Tanais rinder, menes oltidens «Rifæiske fjelde», som man tænkte sig længst i nord.
9. Kvisl betyder gren eller munding.
10. De gamle guder hed Æser (oldnorsk Æsir), i ental Aas (Áss); Snorre, som efter den kristne middelalders vis anså de gamle guder for tryllekyndige mennesker i fortiden, udleder áss af Asia.
11. Oden udtales med langt, lukket o og kort, aabent e (ligesom «moden»).
12. Hov (udtales haav) er vore forfædres navn paa et hedensk tempel; presten der kaldes gode (udtales gaade) eller hovgode, og prestinden gydje.
13. Diar er et sjelden brugt navn om de gamle guder, antages at være et i 9de eller 10de aarhundrede fra irsk indkommet ord.
14. Drotner, af drotten (oldn. dróttinn), herre, især om høvdingen for en hird (drótt), jfr. kap. 17. I hedensk tid findes ordet ikke brugt om guderne, derimod i kristen tid om Gud eller Kristus.
15. Blot-gydje betyder en gydje eller prestinde, som forestod ofringer (blot).
16. Her menes Kaukasus, som man i middelalderen troede havde retningen fra nordøst til sydvest (istedenfor fra sydøst til nordvest).
17. Tyrkland. Hermed menes Lilleasien og omliggende egne, hvor siden 11te aarhundrede de seldschukiske Tyrker herskede. Tyrker ansaaes i middelalderen paa grund af navneligheden for samme folk som oldtidens Teukrer, Trojaner.
18. Gardarike er det nuværende Rusland; dets hovedstæder var Holmgaard (nu Novgorod) og Kønugaard (nu Kiew).
19. Nordtyskland, Saxernes land.
20. Nu Odense.
21. Om kong Gylve i Sverige havde Snorre tidligere skrevet i indledningen til «Gylvaginning» i Edda; dette antyder han side 10, hvor han taler om list og koglerier mellem Gylve og Oden.
22. Jåtnernes hjem (jötunheimar) er efter Snorres forestilling et land i nord eller nordøst for Sverige.
23. Selund er det gamle navn paa Sjæland.
24. Senere Leire, nær Roskilde paa Sjæland. Skjold var stamfader for Skjoldungerne, de danske konger.
25. Lågen er det gamle navn paa Mælaren.
26. Gamle Sigtuner laa i nærheden af nuvær. Sigtuna paa den østre side af Upsala-fjorden.
27. Noatuner, Himenbjergene, Trudvang og Breideblik var efter den gamle religion disse guders boliger i himmelen og er ikke stedsnavne i Sverige (som Upsaler og Sigtuner).
28. Audun kommer ikke, som Snorre troede, af Oden, men af auðr (rigdom) og vinr (ven).
29. Odens hall (i himlen), hvor faldne helte kom efter døden.
30. Vinterdag var i midten af Oktober (senere 14de okt.), sommerdag ved midten af april (senere 14de april).
31. Vinterdag var i midten af Oktober (senere 14de okt.), sommerdag ved midten af april (senere 14de april).
32. Upsaler betegner overalt i kongesagaerne «Gamla-Upsala» i nord for den nuværende by (dengang Østra Aaros), som først efter Snorres tid blev bispesæde; Erik den helliges ben flyttedes did 1273, og domkirkens bygning begyndte 1287.
33. Upsale-øde var krongodset, som tilhørte de svenske konger rundt om i landet (se kap. 76 i Olav den helliges saga).
34. Her sigter Snorre til, hvad han havde fortalt i Edda: «Frode tog kongedømmet [i Danmark] efter sin fader Fridleiv i den tid, da keiser Augustus lagde fred over hele verden; da blev Kristus født. Men fordi Frode var den mægtigste konge i Nordlandene, blev freden tilskrevet ham over hele den danske tunge, og Nordmændene kaldte den Frode-freden.»
35. Her har Snorre gjort en rettelse til «Edda», thi der siger han blot: «Frøias og Ods datter er Noss; hun er saa fager, at af hendes navn er «noss» kaldet alt det, som er fagert og kostbart.» Noss (oldn. hnoss) betyder klenodie og Gerseme (oldn. gersemi) en kostbar eller ypperlig gjenstand.
36. „Milding“ betyder en „gavmild fyrste“.
37. Duren og Såkkmime (d. e. dybets jåtun) er dvergenavne. Betydningen af „Dusles ætling“ (om Svegde) er usikker.
38. Duren og Såkkmime (d. e. dybets jåtun) er dvergenavne. Betydningen af „Dusles ætling“ (om Svegde) er usikker.
39. Navnene Snæ (sne) og Driva (snedrive) samt Gisl (skistav) og Åndur (ski) hører sammen i sagnene; herhen hører ogsaa i kap. 19 Froste.med sønnen Loge (lue). Åndrer er de nordlandske eller finske Skier (én lang og én kort, den sidste skindklædt under).
40. Navnene Snæ (sne) og Driva (snedrive) samt Gisl (skistav) og Åndur (ski) hører sammen i sagnene; herhen hører ogsaa i kap. 19 Froste.med sønnen Loge (lue). Åndrer er de nordlandske eller finske Skier (én lang og én kort, den sidste skindklædt under).
41. Vore forfædre troede, at Finnerne (baade i Finmarken og i Finland) var meget tryllekyndige.
42. Maren (oldn. mara) tænktes som en gammel kvinde, der plagede folk i søvne ved at sætte sig paa dem.
43. Viljes broder er Oden.
44. Skuta er ikke paavist som elvenavn i Sverige; maaske Snorre har opfattet verset urigtig saa at «paa Skutas bred» skulde oversættes «i skutens leie»; isaafald er Vanlande brændt i sit eget skib, som Hake i kap. 23.
45. Maren (oldn. mara) tænktes som en gammel kvinde, der plagede folk i søvne ved at sætte sig paa dem.
46. Vålve betyder spaakvinde eller tryllekyndig kvinde.
47. «Viljens borg» er legemet.
48. Søens broder» er = luen; thi efter mytherne er Loge (lue) broder af Æger (søen).
49. «Skovens skade-tyv» er = ilden, ligesaa «glohunden».
50. «Skovens skade-tyv» er = ilden, ligesaa «glohunden».
51. Stalle er en forhøining (ligesom et alter), hvorpaa gudebilledet stod i det hedenske tempel.
52. Fyresvoldene, d. e. sletterne ved Fyrisaaen mellem Gamle Upsala og det nuvær Upsala, hvor da aaen mumlede ud.
53. „Halvs bane“ er ilden, thi kong Halv blev indebrændt.
54. Hel er hestens (helhestens) gudinde, Lokes datter og søster af ulven (Fenre) og ormen (Midgardsormen).
55. Om «Rig», som først blev kaldt «konge», og om hans forbindelse med Dan og Danp har der været fortalt i den tabte del af det gamle digtRigs-tula, som Snorre kjendte.
56. Reidgotland synes ber at betyde Danmark; andensteds betegner det Jylland. «Reidgoter» var engang navne paa Goterne i Sydeuropa.
57. Soneblot (egentl. forsoningsoffer) var en høitidelig ofring, hvorved en galt ofredes til guderne og disse raadspurgtes.
58. Sleipnes (d. e. hestens) foder er = hø.
59. Stoksund er det nuvær. Norrstrøm mellem Mælaren og havet (Saltsjön) paa nordsiden af «Staden», det gamle Stockholm. «Vestenfor S.» skulde rettere være søndenfor S.
60. Taur, i gmlsvensk Tør, er halvøen mellem Mørkøfjorden, Mælaren og Østersøen, deltes i Øvre-Tør og Ytre-Tør. «Østsiden af T.» skulde rettere være nordsiden af T.»
61. Agnefet er de flade strækninger i sydsiden af «Staden»(det gamle Stockholm) mellem Jemtorget og Slussen.
62. Signys (Signes) brudgom var Hagbard, som blev hængt af Sigar; hans hest er = galgen.
63. Om stalle se side 19 note 1. Konger var tempel-eiere og kaldes derfor «stallens verger».
64. Jårund og Eirik blev meget navnkundige at dette verk og tyktes nu at være meget større mænd end før. De fik vide,
65. Haaløiger er indbyggerne i Haalogaland, d. e. Nordland og det sydligste af Tromsø amt (til Malangen).
66. Ukjendt stedsnavn.
67. Ukjendt stedsnavn.
68. «Sigars hest» og «Vinges træ» er = galgen.
69. Oddasund, nu Oddesund, i den vestlige del af Limfjorden mellemTyland (Tysyssel) paa nordsiden og Hardesyssel paa sydsiden af fjorden.
70. Hørrens (hørstrikkens) ganger er = galgen.
71. «Tiundaland» har Snorre opfattet som «den tiendes land», medens det betyder «de ti hundreders (= herreders) land».
72. Fehirde (féhirðir, egentlig gods-hyrde), skatmester.
73. Veidemand, d. e. jæger, af «veide» (veiða), drive jagt eller fiskeri.
74. Tys, d. e. Odens.
75. Skilvinger er et ældre navn paa den svenske kongeæt.
76. Østervei eller Østerveie (oldn. Austrvegr eller —vegir) er Østersøen og landene om den, særlig paa østsiden (Finland, Estland, Lifland og Kurland); at «fare i Østervei» vil sige at fare i vikingetog til Østersølandene.
77. Vendel er Vendsyssel, landet nordenfor den vestre del af Limfjorden.
78. Med Saxland menes her kysten at Holsten ved Østersøen.
79. Skjoldungesagaen har fortalt om de danske konger i oldtiden, men er tabt i den form, som Snorre kjendte den i; et uddrag af den om Rolv Krake har Snorre gjort i «Edda».
80. Åmd synes at være et gammelt navn paa Hindøen eller den østlige del deraf, hvor Trondenes ligger (se Olav den helliges saga kap. 117).
81. Dise-blot, ofring til diserne eller gudinderne.
82. Bragning, d. e. konge.
83. Njardø, nu Nærø udenfor Namdalen i Norge.
84. Lovund er sandsynligvis Laghunda hundari i Fjadrundaland, hvor der var en gammel kongsgaard (Laghundsberg, nu Landsberga); man har ment, at L. var Lofø (før Laghø, hvor nu Drottningholm er), men det var intet herred.
85. Siklingen, d. e. kongen.
86. Øselhed i oldnorsk Ey-sýsla (ø-syssel); derfor kaldtes fastlandet ligeoverfor Aðal-sýsla (hoved-syssel) og hele Estland tilsammen Sýsla.
87. «Havets hjerte» forklares; «sten» og opfattes af Snorre Som et stednavn «Stein» i Estland.
88. Braut-Ånund d. e. Vei-Ånund, idet braut betyder i en skog brudt vei (af brjóta, bryde).
89. Fjadrundaland er det vestligste «Folkland» i Upland; man kan se af Olav den helliges saga kap. 77, at Snorre har ment, at Fjadrundaland var det samme som Vestmannaland. Derfor kjender han i kap. 34 konger i Fjadrundaland, Tiundaland og Aattundaland (d. e. hele Upland) samt Nærike og Sudermannaland, men ingen konge i Vestmannaland.
90. «Ved midvinter»; d. e. i midten af januar, da den hedenske julefest holdtes (se Haakon den godes saga kap. 13).
91. Gautland er Gøtaland, særlig Vestergøtland.
92. Stedsnavnet Himenheid eller Himenfjelde kjendes ikke i Sverige.
93. Jonakrs sønner blev stenede; deres sorg er altsaa = «Stener».
94. Myrkvafjord, nu Mørkøfjærden, gaar ind mod nord til Sødertelje i Sødermanland.
95. At «fælde blotspaan» kaldtes det at sprede spaaner eller træpinder (maaske forsynede med runer) paa en bestemt maade for derved at faa oplysning hos guderne om fremtiden.
96. Sile, nu Sela-øn i Mælaren, n. ø. for Strengnæs, hørte til Sødermanland.
97. Gaard paa Tosterøen i Mælaren, vest for Sela-øn, hørte ligeledes til Sødermanland.
98. Østriget, d. e. Rusland eller dets Østersøprovinser; de svenske fik først i 9de aarhundrede herredømme i Rusland.
99. «Femtedel af England»; hermed menes Northumberland, som dog først i 866 blev vundet af danske vikinger.
100. «Elven», d. e. Klar-elfven (i Vermeland) eller Gøtaelven.
101. Trætelgja, d. e. træ-øx.
102. Fornjots søn er Loge = lue, ild. Linje 2 er i haandskrifterne forvansket og oversættes derfor ikke.
103. Lovdes æt, d. e. kongeætten.
104. Eidskogen, grænseskoven mellem Vermeland og Solør.
105. Nu Øvre- og Nedre-Romerike i Akershus amt.
106. Vestfold er det nuværende Jarlsbergs og Larviks amt med Eker og Lier herred.
107. Skiringsal er det nuværende Tjølling herred (mellem Larvik og Sandefjord); derved Kaupang var i 9de aarhundrede en havn og markedsplads; stedsnavnet Skæreid er ikke kjendt.
108. Dødens mø, d. e. Hel.
109. Skiringsal er det nuværende Tjølling herred (mellem Larvik og Sandefjord); derved Kaupang var i 9de aarhundrede en havn og markedsplads; stedsnavnet Skæreid er ikke kjendt.
110. Varna, det nuvær. Rygge herred i Smaalenene, hvor den store gaard Værne ogsaa senere var kongsgaard, indtil den omkring 1200 blev et hospital for gamle hirdmænd.
111. Jarlsø, nu Jersø, ved indløbet til Tønsberg fra Christianiafjorden.
112. Borro, nu Borre herred nær Horten.
113. Rad-en (nu Ra’et) er den vold af sten og grus (moræne), som strækker sig gjennem Vestfold fra Helgeraaen til Horten. Snorre har ment, at Vadla var navn paa en elv i Borre, men der gaar ingen elv ud til Christianiafjorden.
114. Byleist var Lokes broder, hans broderdatter var altsaa = Hel.
115. «Vestmare» synes at være navn paa kystlandet vestenfor Vestfold om Grenmar (Langesundsfjorden).
116. Holtar, nu Holtan i Borre herred i Vestfold.
117. Halvdan var den tredje konge, som blandt de norske Ynglinger Hel tog til sig (ligesom hans for gjængere Halvdan Hvitbein og Øistein).
118. d. e. det ham af nornerne tildømte liv.
119. «Halve Vingulmark», d. e. Oslosyssel; thi Vingulmark udgjorde de to senere sysler Oslosyssel (nuværende Akers og Follo fogderi) og Borgesyssel (nuværende Smaalenene).
120. Raum-elv er Glommen, Gautelv er Gøtaelven.
121. Agder, senere Agdesiden, er det nuværende Nedenes amt samt Lister og Mandals amt.
122. d. e. den rødskjeggede.
123. Stivlesunds beliggenhed kjendes ikke.
124. Geirstader, nu Gjerstad i Tjølling herred (se side 42 note 6).
125. Folden, d. e. Oslofjorden eller den nuværende Christianiafjord.
126. Snorre giver i texten formen heðumhæri §om maa betyde «høiere end heier»), men i verset heiðum-hárr, Som B. Bugge oversætter «høithædret, ærerig».