Norge og de Britiske Øer i middelalderen

Legg til lenke
Fra Wikikilden
NORGE OG DE BRITISKE ØER I MIDDELALDEREN
AV
ALEXANDER BUGGE
I. Aktstykker vedrørende Norges ældre historie i britiske arkiver.

Utenfor Danmark og Sverige har Norge ikke hat saa varige og intime politiske og økonomiske forbindelser med noget land som med de Britiske Øer. Selv i Hansestædernes arkiver findes der neppe saa mange aktstykker til belysning av vort folks historie som i London. De breve og handlinger som findes i England, fortæller om vor velmagtstid i middelalderen og om de sidste aarhundreders historie, medens de som gjemmes i hanseatiske arkiver, for størstedelen stammer fra vor nedgangstid. Det turde derfor ogsaa for det historisk interesserte publikum utenfor fagmændenes kreds ha nogen interesse at vite hvad der hittil her hjemmefra er gjort av arkivstudier paa de Britiske Øer, og hvad nyt 19de samling av »Diplomatarium Norvegicum« (»Aktstykker vedrørende Norges forbindelse med de Britiske Øer«)[1], hvorav første halvbind er utkommet, bringer. Alt i det 18de aarh. gjorde dansken Kleve (senere adlet under navnet Klevenfeldt) arkivstudier i det engelske riksarkiv. Hans avskrifter findes i det Kongelige bibliotek i Kjøbenhavn. Endel er trykt i Thorkelins Analecta. Siden var islændingen Finn Magnusson 1812 i Edinburg. Om han har avskrevet diplomer, er dog uvisst. Den første nordmand som i det 19de aarhundrede gjorde arkivstudier paa de Britiske Øer, var P. A. Munch. Han opholdt sig fra høsten 1849 til vaaren 1850 i Skotland og England. Munch tok flere avskrifter i Register House i Edinburg. I London arbeidet han, synes det, bare i British Museum med den Manske Krønike. I riksarkivet, som dengang var i Tower, har han neppe været. Senere har, saavidt jeg vet, av norske historikere bare professor A. Taranger (i 1906) gjort arkivstudier i Skotland, særlig i Edinburg. Endnu er der dog rimeligvis endel at finde i Skotland, baade i privatsamlinger og i byarkiver. Et par aktstykker fra det 16de aarh. angaaende handel paa Norge findes saaledes i Aberdeen’s byraadsprotokoller.

I Irland var A. Bugge fra august 1899 til begyndelsen av aar 1900. Jeg arbeidet bl.a. i riksarkivet (Record Office) i Dublin, men fandt intet som direkte angik Norge, med undtagelse av at en Petrus de Norwey i 1272 nævnes som den engelske konges lensmand i Limerick (Plea Rolls, nr. 6,ao 1 Edward I, membr. 1). Derimot er der en række aktstykker som kaster lys over nordboernes (Austmændenes) historie i Irland. Irske arkiver og biblioteker utenfor Dublin har aldrig været undersøkt av nogen nordmand; de indeholder dog neppe noget av betydning for vor historie. Paa øen Man findes der heller ikke, mig bekjendt, gamle arkiver. De vigtigste aktstykker til belysning av Mans gamle historie er samlet i »Monumenta de Insula Manniae. Or a Collection of National Documents Relating to the Isle of Man Translated and Edited by J. R. Oliver, Esq. M. D.«, vol. II og III (Douglas, Isle of Man: Printed for the Manx Society, 1861–1862)[2].

I England findes de vigtigste samlinger i London, dels i riksarkivet (Public Record Office) og dels i British Museum. Den første nordmand som har gjort undersøkelser i Record Office, er nuværende riksarkivar Koren (sommeren og høsten 1892). Han har bl. a. tat fotografier av flere aktstykker; disse, som er kildeskriftkommissionens eiendom, er benyttet til utgaven i Diplomatarium Norvegicum. Arkivar Chr. Brinchmann opholdt sig sommeren 1907 omkr. 6 uker i London og deltar i utgivelsen av de britiske aktstykker. Ellers har jeg selv samlet størstedelen av det hittil utrykte stof under gjentagne ophold i London. Det meste av hvad der angaar Norges forbindelser med England indtil Henrik VIII’s død, er nu avskrevet. For anden halvdel av 16. aarh. staar endnu det meste arbeide tilbake. Muligens er heller ikke Henrik VIII’s regjering fuldstændig undersøkt.

I London findes der ogsaa andre store arkiver, bl. a. i Guildhall i City. Derfra stammer et enkelt aktstykke, som vil bli trykt i tillægget til første halvdel av 19de samling; men arkivet er ikke ordentlig gjennemgaat, da det er meget vanskelig at faa adgang dertil[3]. I biblioteket i Lambeth Palace (erkebiskopen av Canterburys residens) synes der for ældre tiders vedkommende ikke at findes noget vedrørende Norge. – Mit besøk der har dog kun været flygtig. – Parlamentets arkiver er heller ikke undersøkt; de indeholder ikke usandsynlig ting av betydning for vor nyere historie.

Flere andre engelske byer eier likeledes meget rike arkiver. Systematisk undersøkt for Norges vedkommende er disse ikke. Det vilde ta for lang tid. I arkivet i King’s Lynn findes der adskillige aktstykker som har interesse for Norges (og for Islands) historie, og som er fremdrat dels av riksarkivar Koren og dels av A. Bugge. I nabobyen Boston, hvor der i middelalderen var et søkt marked og megen handel paa Norge, findes derimot ingen gamle arkivsaker, og sandsynligvis heller ikke i Yarmouth. I Bristol har jeg ogsaa forgjæves søkt at finde noget i arkivet. Ofte er det meget vanskelig at faa adgang til de engelske byarkiver. Saaledes søkte jeg sommeren 1909 at faa lov til at arbeide i arkivet i Grimsby. Men Town Clerk, en ottiaarig herre, fortalte mig at for nogen aar siden hadde medlemmer av den engelske manuskriptkommission været i arkivet og bragt uorden i det, og nu vilde han ikke længer la videnskapsmænd faa adgang! Alt i alt tror jeg dog ikke at der i de engelske byarkiver vil være meget at finde for vor historie. I engelske privatarkiver er der ikke faa breve og aktstykker som har betydning for vor nyere historie, men neppe noget som angaar vor ældre historie. Dette fremgaar tydelig av indberetningerne fra »The Historical Manuscript Commission«. – I Bodleian Library i Oxford findes der, synes det, ingen breve angaaende Norges historie. I universitetsbiblioteket i Cambridge har universitetsstipendiat Bull for et par aar siden avskrevet 4 breve fra en formularbok fra begyndelsen av 15de aarh. (MS Dd. 53); brevene er fra Richard II. I York og muligens andre bispearkiver findes ogsaa nogen faa breve.

I British Museums store manuskriptsamling er der mange breve og akter vedrørende Norges og de nordlige landes historie. For den tidlige middelalder er de ikke talrike. De vigtigste stammer fra Henrik IV og fra Fredrik II og Kristian IV og findes i samlingen »Cottoniana«. Deriblandt er f. eks. de merkelige indberetninger til Henrik IV om de nordiske rikers stilling efter Kalmarunionen (i anledning av giftermaalet mellem Erik av Pommern og Filippa av England). I British Museum findes der merkelig nok ogsaa nogen (7) norske skindbreve som har tilhørt den Arnamagnæanske samling i Kjøbenhavn, hvorfra de for længere tid siden (alt før 1840) maa være blit stjaalet[4].

Det meste av hvad der er trykt i samling XIX av Norsk Diplomatarium, stammer dog fra det engelske Riksarkiv (Public Record Office), hvor de forskjellige embedsmænd med overmaade stor velvilje har bistaat alle nordmænd som har arbeidet der. Det engelske riksarkiv er et av de indholdsrikeste i Europa. Det har derfor tiltrods for S. R. Scargill-Bird’s udmerkede fører (»Guide to the Principal Classes of Documents Preserved in the Public Record Office«) og tiltrods for de mange trykte kalendere og indices været umulig at gjennemgaa alle rækker; de meget vidtløftige retslige serier er saaledes bare for en liten del gjennemgaat, og med meget magert utbytte. Flere rækker bestaar av ruller paa omkr. 50 sammensydde blader, hvorav hvert enkelt er omkr. 1–1½ meter langt, saa det vilde ogsaa av den grund ta altfor lang tid at gjennemgaa en slik rulle for hvert aar. Fuldstændig gjennemgaat er saaledes ogsaa kronens regnskaper (Pipe Rolls) bare til begyndelsen av det 13de aarh.[5]

Den som gjennemgaar Scargill-Bird’s »Guide, vil straks lægge merke til enkelte numre som angaar Norge, f. eks. Registrum Munimentorum lib. A., et indbundet kvartbind, som bl. a. indeholder avskrifter av Alv Erlingssons forhandlinger i 1286 og av forhandlingerne om »Piken fra Norges« giftermaal med Edward I’s søn.

Ellers har rækkerne av aapne og lukkede breve (Patent Rolls og Close Rolls), som begynder med Johan uten lands 3dje og 6te regjeringsaar, git størst utbytte. Over disse rækker er der utgit utførlige »Calendars«. Disse aktstykker er, likesom de fleste rækker i det engelske riksarkiv, avskrevet paa pergamentstykker, som er sydd sammen og rullet op i ruller (1 eller 2) for hvert aar. Rullerne er i regelen overmaade tydelige at læse, med undtagelse av at skriften paa de ytterste stykker av rullen ofte er utvisket og tilsmudset. Av andre serier kan nævnes indløpne privatbreve til de engelske konger (Ancient Correspondance); selve aktstykkerne er gjerne godt bevaret, men alle seglene er borte. Det norske Riksarkiv har nu erhvervet fotografier av de aktstykker av denne række som har betydning for vor historie. Dertil kom mer klager til kongen (Ancient Petitions), bl. a. fra fremmede kjøbmænd som har lidt overlast i England, og fra engelske kjøbmænd som har lidt overlast i utlandet, samt blandede aktstykker fra kanslerens departement (Chancery Miscellaneous Documents). Endelig maa nævnes toldrullerne (Customs Accounts), som har git et ikke litet utbytte for Norges handels historie, især i begyndelsen av det 14de aarh. De er ordnet efter byer og begynder med de sidste aar av Edward I’s regjering. Fra ældre tider er intet bevaret. Jeg har undersøkt toldrullerne for de fleste engelske byer; men bare i dem fra Lynn, Boston og Hull, Scarborough og Ravensere har jeg fundet noget: Forgjæves har jeg bl. a. gjennemsøkt toldrullerne for London. Disse er for ældre tider meget ufuldstændig bevaret. Desuten angir de ikke, som de andre ruller gjør, hvor de forskjellige kjøbmænd og deres skibe hører hjemme. I det hele er toldrullerne ikke saa godt bevaret som mange andre rækker. Dette kommer vel av at regnskaperne for hver enkelt by blev indsendt til London, hvor der av dem blev utarbeidet samlede regnskaper over kronens indtægter av tolden[6]. Dette er de vigtigste av de rækker som er benyttet til første halvbind av samling XIX av Diplomatariet. Av de aktstykker som er samlet til det følgende bind, er der især fundet mange i French Rolls, som gaar fra 26 Henry III til 26 Charles II og indeholder meget som angaar Englands forbindelser med fremmede lande. De kaldes ogsaa Treaty Rolls. Fra Henrik VIII’s tid av faar de saakaldte State Papers, hvorav der er utgit utdrag (Calendars), stor betydning. Ogsaa i rækken Ambassadors (Nuncii), som gaar fra 23 Edward I til 13 Elisabeth, og i Diplomatic Documents (Chancery) har jeg fundet litt.


II. Norge og Man, Orknøerne og Skotland.

Efter denne korte oversigt over engelske arkivforhold skal jeg prøve at gi en oversigt over hvad nyt dette bind av Diplomatariet bringer. Næsten ingen aktstykker angaar, som det vil sees, Norges forbindelser med Irland. Disse forbindelser tilhørte jo for det meste en tid som der næsten ikke er bevaret aktstykker fra. Mellem Irland og Hebriderne og Orknøerne har der dog rimeligvis gjennem hele middelalderen været litt handelssamkvem, og Austmændene – som nordboerne i de irske byer kaldtes – glemte ikke ganske sine stammefrænder i hjemlandet. Det er vel kjendt, at da Haakon Haakonsson i 1263 laa ved øen Gigha, kom der bud til ham fra Irland – uten tvil fra Austmændene der – med bøn om at han vilde fri øen fra englændernes herredømme[7]. Alt fra 1224 findes der et brev fra den skotske dronning Johanna til hendes bror, Henrik III av England, hvori hun meddeler et rygte om at den norske konge næste sommer agtet sig til Irland for at hjælpe oprøreren Hugo de Lascy (pr. 157). Om der ligger noget til grund for dette rygte, vet jeg ikke. Men det synes at vidne om at ikke al forbindelse mellem Norge og Irland var ophørt[8].

Der er heller ingen breve som omhandler forbindelsen mellem Norge og Wales i gamle dage. – Jeg regner ikke de tre pavebreve fra 1199, 1203 og 1205 (nr. 69, 790 85), som nævner et egteskap mellem Llewellyn (ap Jorwerth) fyrste av Nordwales, og en datter av en konge eller fyrste paa Suderøerne (princeps Insularum). – Der var, som bekjendt, endnu i 12te aarh. endel nordiske handelsnybygder ved sydkysten av Wales. Men der er i aktstykkerne ingen spor til forbindelse mellem disse og Norge. Adskillige aktstykker handler derimot om Man og Suderøerne. Øernes beliggenhet gjorde at besiddelsen av dem var av vigtighet baade for Skotland og England, og der er baade i deres kirkelige og i deres politiske historie mange forhold som er av interesse, og som tydelig viser hvordan det norske herredømme alt længe før 1263 i virkeligheten var rent nominelt.

Før erkesætet i Nidaros blev oprettet, hørte baade Suderøerne og Orknøerne under York, mens derimot de norrøne nybygder i Irland hadde erkebispen i Canterbury som sin primas. Wymund, prest paa Skye, blev saaledes (mellem 1109 og 1114) indviet til biskop paa Suderøerne av biskop Thomas II i York (nr. 21). Siden kom ogsaa Suderøernes bispedømme (1152) under Nidaros, og Nidaros’s metropolitanstilling holdt sig til henved midten av 14de aarh., men hadde siden bare nominel gyldighet. I førstningen maatte dog Nidaros dele metropolitanstillingen med York. Endnu i begyndelsen av 13de aarh. sendte kong Ragnvald en utvalgt biskop til York for at indvies (Monumenta de insula Manniae II, s. 49 ff) Der var ogsaa ellers i dette bispedømmes stilling og forhold mange uregelmæssigheter. For det første hadde klostret i Furness i England fra 1134 av ret til at vælge biskopen paa Suderøerne[9]. Munkene i Furness søkte ogsaa i det 13de aarh., under paaskud av den lange og farefulde sjøreise, at unddra Suderøernes bispedømme fra Nidaros’s overhøihet og at lægge det under York[10]. Men underligere er det, at erkebiskopen i Dublin i et pavebrev av 1219 kaldes Suderøernes metropolitan, og at han sies at ha ret til at bekræfte valget av øernes biskop (D. N. XIX, nr. 128). Erkebiskopen i Nidaros nævnes ikke i dette brev. Om erkebiskopen i Dublin oftere har gjort sin metropolitanstilling over Suderøerne og Man gjældende, vet jeg ikke.

Mere oplysende er de aktstykker som vedrører øenes forhold til de to overmægtige naboriker, England og Skotland. Vi kan se at baade den engelske og den skotske konge alt i det 12te aarhundrede har søkt at vinde et slags overherredømme over Man og Suderøerne. Kong Malcolm av Skotland stadfæstet i 1159 Roxburg klosters privilegier og eiendomme (nr. 38). Mellem vidnerne er ogsaa Godredus, rex Insularum, d. e. Gudrød Olavsson, som blev konge over øerne 1154 og døde 1181[11]. Han nævnes efter de geistlige vidner og foran de skotske jarler, men dog i en slik stilling at han maa ha været den skotske konges lensmand. Den samme kong Gudrød synes ogsaa at ha anerkjendt den engelske konges overhøihet.

I 1158 skjænket Henrik II av England vaaben til en værdi av 78 sh. 6 d. til »Øernes konger«, d.e. Gudrød og hans brødre (nr. 35). I 1165 fik kongen av øerne (d.e. Gudrød Olavsson) paany en gave av Henrik II, og i 1167 nævnes et litet len, som han hadde i England (nr. 43 og 45). Mens Gudrød var konge, løsrev, som bekjendt, en del av Suderøerne sig og dannet et eget litet rike under Sumarlides æt, som fra nu av hersket over Coll, Skye, Long Island, Tyree og Bute. Dette hadde tilfølge at kongerne paa Man sluttet sig endda nærmere til England. Under Johan uten land utviklet dette sig til et formelig lensforhold. Kong Ragnvald gjestet ved paasketider 1206 England, blev den engelske konges mand og fik et len i Lancashire (nr. 87, 88, 90; jfr. A. W Moore, A History of the Isle of Man, s. 116). I 1212 fik kong Ragnvald ogsaa et ridderlen ved Karlingford Loch i Ulster, og kundgjorde i den anledning at han var blit kongen av Englands mand mot alle mænd og hadde avlagt ham troskabsed (nr. 93, 94). Helt godvillig er dette neppe foregaat. For vi kan se at nogen av kong Ragnvalds mænd var i fangenskap i Porchester i Hantshire og i Dover; disse blev nu frigit (nr. 95, 96). Det er trolig, at kong Johan er blit forbitret fordi Ragnvald var draget til Norge med sin søn Gudrød og hadde avlagt lydighedsed til kong Inge. Kong Johan sendte da i 1210 en hær til Man og lot øen herje og hadde den siden til flaatestation (Chron. regum Manniæ s. 15 f., jfr. A. W. Moore, A History of the Isle of Man s. 117 f.). Forholdene paa Man var imidlertid fremdeles urolige; det gamle vikingeliv trivedes endnu paa Suderøerne. Johan uten land gav 16⁄5 1213 sine embedsmænd i Irland bud om at bistaa kong Ragnvald, om nogen Wikini (d. e. vikinger) eller andre skulde gjøre skade i hans land (Monumenta de Insula Manniae, vol. II, s. 34). Kong Ragnvald fik paany i 1218 bud om at gjeste England for at hylde den engelske konge og gi erstatning for forurettelser som hans mænd hadde gjort i England og Irland. Det første leidebrev for Kong Ragnvald i dette aar blev utstedt 16de jan.; men Ragnvald kom ikke. Leidebrevet blev derfor fornyet 10de okt., og samtidig fik sheriffer og fogder i England og Irland tilhold om ikke at skade Øernes konge og hans mænd (nr. 115–118). Endelig i 1219 kom kong Ragnvald, avlagde paany lensed og lovet, likesom Johan uten land hadde gjort, at holde sit rike som len av paven – til gjengjæld fik han løfte paa 2 fater vin og »100 crannocs« korn om aaret (nr. 123–129). – Dette lensforhold maa nu ogsaa, synes det, være blit kjendt i Norge og ha vakt forbitrelse der. For i november 1220 skriver den engelske konge til Irlands justitiarius, at hans »kjære og tro« kong Ragnvald av Man har klaget over at kongen av Norge smeder rænker mot ham, fordi han har hyldet kong Henrik, og at han har bedt om hjælp, hvis kongen av Norge skulde angripe ham[12]. Irlands justitiarius faar derfor bud om i tilfælde at hjælpe kong Ragnvald (nr. 132). Av dette angrep fra den norske konges side blev der dog intet, og forholdet mellem Norge og England blev heller ikke forstyrret av dette dobbelte lensforhold som Øernes konge stod i. Da det paany utbrøt indre stridigheter i kongeætten paa Man, var det ikke den norske, men den engelske konge som i 1226 søkte at mægle mellem Olav og hans bror Ragnvald (Monum. de Insula Manniae s. 69). Kong Olav fornyet i 1235 sin troskapsed til Henrik III, imot løfte om aarlig understøttelse (nr. 221). Men nu begyndte ogsaa Haakon Haakonsson sit arbeide for paany at knytte Øerne fastere til Norge. Kong Olav drog i 1236 til Norge, og Henrik III tok under hans fravær hans land og undersaatter i sit værn (nr. 223, 224) Om Mans og Øernes historie i de følgende aar gir aktstykkerne os ingen underretning. Derimot fortæller den Manske krønike at Olavs efterfølger Harald ikke vilde indfinde sig i Norge og hylde kong Haakon, og at Haakon sendte Gospatric og Gilchrist med en hær for at avsætte Harald. Denne tok da i 1239 det raad at drage til Norge, hvor han var helt til 1242. Men Harald søkte ogsaa at staa sig godt med den engelske konge. I 1246 drog han til England, blev slaat til ridder og vendte hjem med rike gaver (nr. 233, Manx Soc. VII, s. 82). Muneh formoder, at dette vakte kong Haakons mistanke[13]. Han kaldte derfor kong Harald til Norge. Denne adlød straks budet og kom til Norge, hvor han blev gift med Haakons datter fru Cæcilia. Men paa tilbakeveien led, som bekjendt, de nygifte skibbrud og druknet nær Hjaltland. Forholdet mellem Man og Norge maa dog paa en eller anden maate være blit nærmere ordnet, og den engelske konge har anerkjendt den norske konges overhøihet over Man. I et brev av 14de nov. 1251 til sin justitiarius i Irland (nr. 251) kalder nemlig Henrik III uttrykkelig øen Man for den norske konges eiendom (terram dilecti nobis domini Regis Norwagie in insula de Manniae). Dette brev er skrevet i anledning av at Magnus’ søn Olav Svarte (Magnus filius Olavi Duf)[14] tænkte paa at gjøre indfald paa Man, hvilket kong Henrik vilde hindre. Den samme Magnus blev dog tilslut konge paa Man og fik 23de april 1253 leide av den engelske konge for at drage gjennem England til Norge (nr. 258). Der hyldet ogsaa han kong Haakon som sin overherre. Dette hindret ham dog ikke fra i 1256 at avlægge lensed til den engelske konge, som slog ham til ridder (nr. 266, jfr. nr. 262).

Saaledes faar vi gjennem aktstykkerne et tydelig indtryk av hvordan forholdet mellem Man og Norge litt efter litt løstes og øen naturlig gled ind under overhøihet av England, som den jo ogsaa tilslut kom til at tilhøre[15]. Derimot gir de bevarte breve intet billede av hvordan Suderøerne kom ind under Skotland. De skotske konger har dog længe hat planer om at vinde ikke bare Suderøerne, som fra ældgammel tid hørte til Skotland, men ogsaa Man. Allerede i slutningen av 1250-aarene hadde, kan vi se, kongen paa Man henvendt sig til den engelske konge med bøn om hjælp mot den skotske konge (nr. 270). Hadde Haakon Haakonsson ikke gjort sit tog til Skotland, vilde rimeligvis den skotske konge uten videre ha underlagt sig Suderøerne. Vi ser av et brev fra Henrik III til kongen av Skotlands raad at kong Alexander alt vaaren 1263, altsaa før Haakons tog, hadde planlagt et tog til øerne (nr. 273).

Skotlandstoget var en ikke liten kraftanstrengelse for Norge. Men det var en fuldstændig unyttig færd, og vidner som saa meget andet i denne konges liv om at drømme om at gjenvinde svunden storhet for ham var vigtigere end det virkelige livs krav. Herredømmet over Man og Suderøerne hadde neppe nogensinde utenfor Magnus Barfots tid hat nogen haandgripelig betydning for Norge, og øerne hadde i 1263 i virkeligheten længe været tapt for vort land.

Nordmændene hadde paa de fleste av øerne bare utgjort den herskende klasse. Alene paa Skye og et par av de nordlige Hebrider hadde de helt fortrængt den oprindelige gæliske befolkning. Men litt efter litt begyndte det gæliske folkeslag paany at trænge frem og brede sig. Selv kongeætten paa Man mistet litt efter litt følelsen av sin norrøne herkomst. Flere av dens medlemmer bar i det 13de aarh. gæliske tilnavne,som Godredus Donn[16] og Olavus Duff (Olav Svarte). Sumarlides æt, som hersket paa de nordlige Hebrider, var næsten helt gælisk.

Under slike forhold vilde det, selv om Haakon Haakonssons Skotlandstog hadde været seierrigt, ha været umulig for Norge i længden at beholde magten paa disse fjerne øer, som naturlig hører til Skotland. Naar Haakon V kort efter sin regjerings tiltrædelse sendte Snare Aslaksson til Edward bl. a. med forslag om at de sammen skulde kjæmpe mot skotlænderne, og naar Haakon i sin instruks til Snare gjør sin ret til Suderøerne gjældende, da var dette bare for at faa de penger han hadde tilgode fra Skotland.

Det er lærerigt at sammenligne Norges tap av Suderøerne og Man med tapet av Orknøerne og Hjaltland. Ogsaa Orknøerne var igrunden tapt for Norge længe før Kristiern I pantsatte dem. Shetlandsøerne var derimot endnu i 1468 helt norske; og til at avstaa dem til Skotland var der ingen indre grund. Ellers er utviklingen paa Orknøerne og Hebriderne i mange maater forskjellig. Ogsaa paa Orknøerne og Hjaltland hadde der været en oprindelig keltisk (piktisk?) befolkning. Denne forsvandt tidlig og har bare efterlatt sig svake spor i nogen stedsnavne. Den bevægelse som knyttet Orknøerne til Skotland, kom ovenfra, fra adel og geistlighet, og ikke som paa Hebriderne fra folket selv.

I 17de samling av Diplomatarium Norvegicum findes der flere oplysende pavebreve som viser, at geistligheten i Orknøernes bispedømme alt i anden halvdel av 14de aarh. var fuldstændig skotsk, og at den under det store schisma ialfald til omkring 1392 fulgte med Skotland og ikke med Norge og tilhørte motpaven i Avignons obedients[17]. Skotske aktstykker viser at biskopen paa Orknøerne hvert aar av den skotske konge fik 5 pund sterling om aaret fra Aberdeen for vin og kom til Herrens nadver (pro vino et frumento ad confeccionem corporis Christi). Første gang denne utbetaling nævnes, er i et regnskap fra øvrigheten i Aberdeen for aar 1327[18]. Den fortsattes ned til 1392, da de 5 pund paa grund av schismaet isteden blev git til Sir Robert de Logi, kanik i Scone[19]. I 1403 blev disse 5 pund git til biskopen i Aberdeen. Dermed skulde der fortsættes indtil schismaet ophørte (quousque universalis ecclesia fuerit ad unitatem redacta)[20]. I 1413 begyndte pengene paany at utbetales til biskopen paa Orknøerne (Alexander Vause)[21]. Og dermed fortsattes det indtil langt ind i det 16de aarhundrede.

De aktstykker som angaar Orknøernes og Shetlandsøernes indre forhold, er ikke tat med i dette bind av Diplomatariet. De fleste er alt trykt i tidligere bind av Diplomatarium Norvegicum. Desuten samles alle aktstykker i Diplomatarium Orcadense, som utgis av The Viking Club i London. Handlinger som vedrører Orknøernes forhold til utlandet, særlig til Skotland og England, er derimot medtat. Disse aktstykker er ikke mange, men de vidner om den selvstændige stilling som Orknøerne i virkeligheten indtok[22].

Av breve som angaar Norges forhold til Skotland, er der heller ikke saa mange. De fleste angaar »Piken fra Norge« og forhandlingerne med Edward av England før og efter hendes død. Naar der ikke findes flere skotsk-norske breve, skyldes det vel mest at de skotske arkivsaker ikke er saa godt bevart som de engelske. Der blev i 1282 optat registratur over den skotske konge Alexander III’s arkiv i Edinburg (nr. 307); men de fleste der nævnte breve er nu tapt. Desuten er, som ovenfor nævnt, de skotske arkivsaker ikke systematisk gjennemgaat saaledes som de engelske.


III. Norge og England.
A. Den politiske forbindelse.

De aller fleste av de breve som er trykt i bind XIX av Diplomatarium Norvegicum, angaar forbindelsen mellem Norge og England. Disse aktstykker kan deles i flere grupper. Den første omhandler forbindelser mellem kongerne, sendefærder, gaver, forbund, overenskomster osv. Der har, som bekjendt, like siden Harald Haarfagres dager gaat sendemænd mellem de norske og de engelske konger. Den første norske sendefærd som nævnes i aktstykkerne, utgik fra Inge Krokryg og Øystein i 1156 (nr. 33). Hvor mange norske sendefærder til England der har været i det 12te aarh., kan ikke med sikkerhet sies. I det 13de aarh. var de især hyppige under Haakon Haakonsson og Eirik Magnusson (under den sidste par grund av forholdene i Skotland). I det 14de aarh., og særlig efter Haakon V’s død, blev de paany sjeldne. Det var først under dronning Margrete at forbindelsen med det engelske kongehus paany blev intim. De norske sendefærder som kjendes i dette tidsrum, er:

1. i 1156 fra Inge Krokryg og hans bror Øystein (nr. 33), 2. fra de samme i 1159 (ur. 36), 3. fra Magnus Erlingsson i 1163 (nr. 40), 4. jarl Harald paa Orknøerne og hans kapellan Adam (nr. 72–74), 5. (?) biskop Martin i Bergen 1208 (nr. 92), 6. i 1213 mag. Odardus, sendemand fra biskop Nikulas i Oslo, samt Ivo og Viljalm Nordmand fra Baglerkongen Filippus (nr. 101–103), 7. i 1215 nepos Regis Norweye (Roar Kongsfrænde?, nr. 108), 8. i 1217 Roar Kongsfrænde (Roherus, cognatus Haquini regis Norvegie, nr. 113), og abbeden i Lyse (nr. 114)[23], 9. i 1218 cisterciensermunken Rikard fra kongen av Norge (nr. 119 f.), 10. i 1221 den samme broder Rikard og archidiakonen Nikulas fra Hjaltland (nr. 133 f.), 11. i 122 Ivo le Norreis (ɔ: Ivar Nordmand) med 4 fæller, deriblandt en ved navn Konrad (nr. 137)[24], 12. i 1221 Skule jarls kapellan Jon (nr. 140, en sendefærd, som paa grund av forlis ikke naadde frem), 13. den samme Jon fra Skule jarl (nr. 141), 14. i 1223 Aasgaut og Asker (Osgodus og Askerus, nr. 148 f.), 15. i 1224 Andres, archidiakon i Bergen, fra kong Haakon (nr. 153, 155 f., 165), 16. i 125 den samme archidiakon Andres og den ovenfor nævnte Aasgaut (nr. 172), 17. i 1228 kanniken Benedikt og Radulf klerk (nr. 191), nr. 18. i 1229 Andres prior i Lyse (nr. 185 ff.), 19. i 1233 broder Laurentius (nr. 208), 20. i 1235 Richard av St. Albans fra kong Haakon (nr. 213), 21. i 1236 den samme Rikard (nr. 226), 22. i 1238 atter den samme Rikard av St. Albans (nr. 232), 23. i 1250 Thorlak (nr. 249), 24. i 1264 kanniken Adam i Stavanger fra Magnus Haakonsson (nr. 276), 25. i 1269 kansleren Askatin og Peter, arehidiakon paa Hjaltland (nr. 284), 26. i 1270 Benedikt, provst og kannik i Oslo, og Elias, kannik i Bergen (nr. 286), 27. i 1976 ridder Yvo (nr. 293), 28. i 1279 (nr. 297, ingen navne kjendes), 29. i 1280 Erlend, kapelmagister i Bergen (?), og Rikard, kong Magnus’s tjener (nr. 302), 30. i 1284 baronen Bjarne Erlingsson og ridderen Vidkun Erlingsson (nr. 311), 31. i 1286 Alv Erlingsson av Thornberg, jarl av Sarpsborg[25] (nr. 318 ff.), 32. i 1289 baronen Thore Haakonsson av Leikvang (Terricus de Campis Ludi) og ridderen Peter Algotsson (forhen den svenske konges kansler), Thorvald Thoresson fra Hjaltland og Guttorm fra Oslo (nr. 328, 330 ff.), 33. i 1290 sendefærd (til Orknøerne) sammen med kong Eiriks datter Margareta (nr. 365), 34. i 1291 mag. Rowandus (nr. 370), 35. i 1292 mag. Huguitio, pleban av Castellione, hr. Peter Algotsson, hr. Bjarne Lodinsson, hr. Viljalm av Torgar og Arne, korsbroder i Bergen (nr. 372, s. 361, jfr. nr. 376?), 36. i 1294 væbneren Haakon Ormsson fra hertug Haakon Magnusson (nr. 393), 37. i 1294 hr. Audun Hugleiksson, hr. Bjarne Erlingsson av Bjarkøy og hr. Bjarne Lodinsson samt sendemænd fra hertug Haakon (nr. 394), 38. i 1297 hr. Bjarne Erlingsson, hr. Thore Haakonsson av Leikvang, hr. Jon Ragvaldsson (?), hr. Gilbert fra Orknøerne, kansleren Baard Serksson, mag. Bjarne Lodinsson, mag. Waylandus de Stikelowe, minoritermunken Ivar sant Henricus de Stikelowe (nr. 409 f.), 39. i 1299 (?) hr. Snare Aslaksson fra Haakon V Magnusson.

Saaledes kjendes mellem 1150 og 1300 omkring 40 norske sendefærder til England. Først i det 13de aarh. omtales dog sendemændenes navne. Vi ser at geistlige, baade klosterfolk og biskoper og kanniker, meget hyppig har været benyttet til disse sendelser. Flere av dem har ogsaa været utlændinger, især som det synes engelskmænd og skotlændere. Eirik Magnusson brugte paa grund av sin strid med geistligheten mest lægfolk til sine sendefærder (mag. Huguitio fra Sydfrankrike og minoritermunken Ivar er dog undtagelser) Fra Haakon V’s senere tid kjendes bare en eneste norsk sendefærd til England, nemlig kanniken Hugo i Stavanger i 1309 (nr. 467)[26]. Fra Magnus Eriksson og Haakon VI kjendes heller ikke mange norske sendefærder. Omkring 1324 maa erkebiskop Eiliv, drotseten Erling Vidkunsson og andre medlemmer av formynderstyret ha sendt breve til Edward II for at faa gjenoprettet det gode forhold mellem landene. Paa dette brev svarte kong Edward 17⁄2 1325 og sa, at hvis de vilde sende sendemænd til ham for at faa gjenoprettet freden, vilde han motta dem venlig og gjøre hvad han kunde. 3⁄11–1384 fik den tidligere drotsete, hr. Agmund Finsson, leidebrev for at drage til England med et følge av 40 ryttere, tjenere, hester, osv. Det er dog mulig at hr. Agmund ogsaa i 1373 var i England, siden Edward III den 17de april dette aar gav befaling til sin skatmester om at han skulde gi Hermand de Fynston, chiualer au Roy de Norwey, et forgyldt og emaljert drikkebæger av sølv. Under dronning Margrete var hendes kapellan, den danske Sven Stalfot, omkr. 1393 i længere tid i England[27].

De engelske sendefærder til Norge var langtfra saa hyppige, og sendemændene synes som oftest at ha været mindre fremtrædende mænd.

Lignende sendefærder var ikke sjeldne i middelalderen. Jeg har dog i engelske kilder fra det 12te eller 13de aarh. næsten ikke fundet omtalt nogen mellem de engelske og de danske eller svenske konger. Dette hænger vistnok sammen med at forbindelsen mellem Danmark og Sverige og England i denne tid var forholdsvis ubetydelig.

De fleste av de norske sendefærder hadde intet andet formaal end at bringe gaver. Hyppigst sendte de norske konger høker og jagtfalker i gave. Haakon Haakonsson sendte endog falkefængere til Island for at faa fat paa hvite islandske falker (nr. 153). Disse blev, skriver kong Haakon til Henrik III av England, skattet høiere end sølv og guld (nr. 167). Norske og islandske høker og falker spillet en ikke liten rolle baade som utførselsvare og som gaver. Alt i det 11te aarh. foregik der utførsel av norske falker til England[28]. Islandske geirfalker nævnes første gang i 1169 i England (nr. 50); men der maa alt dengang ha været indført ikke saa faa av dem. Den engelske konge sendte ogsaa flere gange selv mænd til Norge for at kjøpe falker. I 1253 drog endog mænd fra hertugen av Bretagne til Norge for at kjøpe geirfalker, og de fik underveis frit leide for at drage gjennem England (nr. 255). Mellem andre gaver fra de norske konger kan nævnes hvalrostænder[29], elghorn og en enkelt gang (i 1222) en levende elg (nr. 1376: Conrado nuncio regis Norwagie, qui duxit bestiam que vocatur Helc[30]; jfr. nr. 167). Magnus Lagabøter sendte i 1276 til Edward I: 3 hvite og 8 graa geirfalker, et sølvbæger, 20 timber hermelin(?)[31] og »fordi det undertiden efter sted og tid er fornøilig til skaperens pris at beundre de øvrige vidunderlige skapte ting og omtale deres vidunderlige og fornøilige skabning, et fuldstændig hvalhode med tænderne« (ɔ: barderne).

Den engelske konge sendte ogsaa hyppig gaver til den norske konge; det var oftest korn og malt, en enkelt gang var det relikvier (til den syke Magnus Lagabøter, nr. 298) og undertiden smykker, saaledes i 1235 et diadem av guld med ædle stener (nr. 214), og i 1237 et signet av guld, som kostet 6 £, 17 s. 9 d. (nr. 227), og i 1251 en krone med ophøiede blomster (nr. 252). Muligens har ogsaa Haakon Haakonsson git den engelske konge lignende gaver. Mellem de engelske kronjuveler nævnes i 1255 »keiserens hat« og »kronen fra Norge« (corona de Norwagia nr. 261).

Sendemændene fra den norske konge fik ogsaa regelmæssig gaver, mest penger, stundom ogsaa klædninger. Saaledes fik Roar Kongsfrænde i 1215 en klædning av skarlagen, nemlig en kappe med frynser og en kjortel, hans kapellan en uldkappe foret med kaninskind og hans to tjenere grønne kapper. Desuten fik sendemanden selv en forgyldt skaal (nr. 108, jfr. nr. 133). Ogsaa ellers fik norske stormænd stundom slike gaver. Bjarne Erlingsson fik saaledes i 1284 av Edward I en stor guldring, som han nævner i sit testamente av 1308 (D. N. XV nr. 1). Hans bror Vidkunn takket siden i et endnu bevart brev kongen for den velvilje han hadde vist broderen (nr. 314). Hundrede aar senere fik Agmund Finnsson et forgyldt bæger i gave.

Flere aktstykker handler om egteskapsforbindelser, bl. a. om Haakon Haakonssons mislykkede frieri for sin ældste søn til en datter av Henrik III (nr. 269) og om den senere kong Haakon V’s tanke paa at finde sig en brud i England. Der kom i den anledning sommeren 1294 en sendefærd fra Norge til England (nr. 393 f.). Men disse egteskapsplaner blev ikke til noget. I 1295 sluttet Frankrike og Skotland forbund mot England. Eirik Magnusson sendte hr. Audun Hugleiksson til Filip IV av Frankrike (1285–1314) og lot ham tiltræde dette forbund (nr. 398). Kong Eirik var jo ved sine to giftermaal nær knyttet til Skotland. Han blev første gang i 1281 gift med Alexander III av Skotlands datter Margareta[32], og anden gang i 1293 med Isabella Bruce, datter av Robert Bruce, jarl av Carrick, og søster av den senere kong Robert av Skotland (nr. 389 f.). Dronning Isabellas brudeutstyr, som blev overlevert i Bergen 25⁄9–1293, har tidligere bare været kjendt i oversættelse[33]. Det var ikke meget rikt, men gir os dog et godt indblik i den tids moter og kultur. Ganske anderledes rikt var Filippa av Englands utstyr. – Henrik IV’s datter Filippa blev, som bekjendt, 26⁄10–1406 gift med Erik av Pommern. Hele denne egteskapshistorie har Ludvig Daae behandlet i en avhandling i »Historisk Tidsskrift«[34]. Daae kjendte dog bare de trykte aktstykker, og saaledes ikke fortegnelsen over hendes utstyr, som findes i Public Record Office i London[35]. Beskrivelsen av hendes dragter vil, naar den foreligger trykt, gi et godt indblik i middelalderens moter og klædedragt. Dronning Filippa fik sydd til sig selv: 1 kaape med slæp av hvit satin, kantet og foret i ærmerne med hermelin (til at bære paa bryllupsdagen), 1 kjole (gonum)[36] av gyldent og græsgrønt tøi fra Cypern utbrodert med hvite blomster, 1 kjole (gomum) av rød fløiel med perlebroderier, 1 kjole av forgyldt og rødt tøi fra Cypern brodert med hvite blomster og kantet med hermelin, 1 lang kjole av hvidt og forgyldt tøi fra Cypern, utbrodert med blaa blomster, en dragt (roba) av blaa fløiel, 1 tunica av grønt tøi, 1 tunica og 1 kjole av grønt tøi med besætning av »broget verk«[37], I tunica og 1 lang kjole av sort tøi kantet og foret med graaverk, 2 kjoler av grønt tøi, den ene kantet og foret med tøi fra Tartariet, 1 par ærmer og en kaape av forgyldt tøi (ærmerne foret med hvit hermelin)[38], 2 hætter (1 av skarlagen og 1 av sort tøi), 1 kaape av blaat tøi foret med »broget verke til at ha paa skibet i regnveir(!), 3 sengetepper av forskjellig tøi og foret med skind, 1 kappe foret med bæver og kantet med silkeknapper, 3 par støvler foret med graaverk og »broget verk«. Desuten fik ogsaa hendes store følge og kong Eriks utsendinger nye dragter. Saavidt det kan sees, bragte Filippa ingen medgift i rede penge. Derimot hadde hun med sig en hel del sølvtøi, utstyr til det kongelige kapel, spisestel, derav 7 forgyldte tallerkener, skeer, saucemugger, vaskevandsboller osv., foruten mange prægtigere, forgyldte bægre o. l. En prægtig malet og delvis forgyldt stasvogn, en natstol, en kulskuffe, et messingbækken, kufferter o. a. maa heller ikke glemmes. At den engelske konge har havt sine betænkeligheter med hensyn til den komfort, hans datter vilde faa i sit nye hjem, kan vi bl. a. se derav, at han i forveien sendte en kjøkkenchef (clericus coquinae) til Danmark.

Disse fortegnelser over brudeutstyr og gaver har endel kulturhistorisk interesse. Større betydning har dog de aktstykker, som fortæller om de forbund og overenskomster som blev sluttet mellem Norge og England, og som var en følge av den livlige forbindelse mellem landene. Alt paa Sverres tid maa der ha været sluttet forbund mellem Norge og England. Johan uten land sendte jo i 1201 hjælp til Sverre, de saak. Ribbalder, og betalte delvis disses reise og underhold. Det var 11 fotfolk og én rytter under Serlo, søn av Adam; desuten 77 walisiske fotfolk under 7 førere, 51 walisere og endelig 4 ridende bueskyttere (nr. 75 ff.). En handelstraktat mellem begge lande fandtes rimeligvis ogsaa allerede dengang. – Saavidt jeg vet, har ikke England saa tidlig sluttet handelstraktat med noget andet land. –I 1217 skrev Henrik III til kongen av Norge og til Skule jarl og takket dem for deres breve, hvori de ytret ønske om at indgaa fred og forbund med ham (desiderantes fedus pacis et dileccionis nobiscum inire). Kongen sier, at han gjerne vil at kjøbmænd skal seile frit mellem begge lande. Imidlertid skal der fra begge sider utfærdiges aapne breve om saken. Overenskomsten kom dog ikke endelig istand før i 1223, da Henrik III kundgjorde at han hadde tat den norske konges undersaatter under sin særskilte beskyttelse, saa at de frit kunde komme til England og handle (nr. 147). Siden (nr. 152) takket Skule jarl Henrik III, fordi han vilde fornye det forbund som var sluttet mellem dennes far og Skule (Super hoc etiam quod nobis litteris vestris significastis confederationem inter illustrissimum regem et patrum vestrum et nos habitam vos velle innovare, hilares facti sumus et jocundi). Traktaten av 1223 er altsaa en fortsættelse av forbundet mellem Johan uten land og Sverre. Den skulde fornyes naar Henrik III blev myndig. Rimeligvis er dette blit gjort. Siden blev den høitidelig fornyet i Winchester 21de aug. 1269 (nr. 284). Traktaten i Winchester er fuldstændig bevaret, og adskiller sig paa mange maater fra Magnus Lagabøters 9 aar yngre fribrev for de tyske sjøstæder av 18de juli 1278 (Hansisches Urkundenbuch I, nr. 818). Eirik Magnusson bad efter sin fars død straks om at overenskomsten med England maatte fornyes (nr. 303). Dette blev imidlertid ikke gjort. Først under krigen med de tyske stæder blev kong Eirik ivrigere derfor og sendte 24de april 1284 Bjarne og Vidkunn Erlingsson til England (nr. 311); 10de mai 1285 sendte han paany et traktatutkast. Dette sidste indeholder særlig flere enkeltheter om nattevagt, kjøp av smaavarer osv., som ikke findes i den engelske traktat. Derimot er bestemmelsen om skibbrud fælles for begge[39].

Mot slutten av Eirik Magnussons regjering sluttet Norge sig, som bekjendt, nær til Skotland og Frankrike. Dette gjorde naturligvis forholdet til England mindre godt, selv om kanske ikke overenskomsten med Frankrike blev kjendt i England. Efterat Haakon V i 1299 forgjæves hadde søkt hjælp fra England angaaende Suderøerne, fortsatte han ogsaa sin brors skotskvenlige politik. Traktaten av Perth blev, som bekjendt, 29de okt. 1312 fornyet i Inverness. Forholdet til England var under hele Haakon V’s regjering meget daarlig. I 1307 gjestet saaledes kong Haakons kansler, Aake, England, rimeligvis paa vei til Flandern, hvor der det følgende aar blev sluttet en handelstraktat mellem Norge og Flandern (nr. 459). Dette besøk var ikke velset. 28de juni 1307 fik slotshøvedsmanden i Dover bud om at Aake, den norske konges kansler, hadde søkt kong Edward om tilladelse til at drage fra England til oversjøiske havne. Kongen paala derfor slotshøvedsmanden at passe paa, saa kansleren og hans følge ikke førte med sig ut av England breve eller andet som kan være til skade for kongen og hans rike (nr. 451). I 1309 søkte dog kong Haakon at bedre forholdet til England og sendte korsbroder Hugo i Stavanger til Edward II for at fornye det gamle forbund (nr. 467). Kong Edward var ogsaa villig til dette og sendte et utkast til ny traktat. Om den virkelig blev fornyet, vet vi dog ikke. De stadige stridigheter mellem norske og engelske sjøfolk og kjøbmænd forværret forholdet. Endda værre blev det, da nogen kjøbmænd fra Berwick on Tweed, som laa i en havn Vidabelle eller Vidaholm ved Viksiden – rimeligvis for sildefiskets skyld – i 1312 dræpte sysselmanden her og ti andre fornemme mænd. Efter dette fulgte en række arrestationer og beslaglæggelser baade i Bergen og i Viken og gjentagne klager baade fra engelske borgere og fra Edward II.

Jeg skal ikke her komme nøiere ind paa hele denne strid, som jeg alt før har behandlet i en avhandling i »Historisk Tidsskrift«. Jeg skal bare nævne, som et vidnesbyrd om hvor stor ophidselsen var paa begge sider, at kong Haakon i 1313 klaget over at mayoren i Lynn for retten hadde avlagt falskt vidnesbyrd mot ham (nr. 490). I 1317 klaget Haakon V paany til Edward II over at englænderne baade i kansleriet og for retten fremstillet falsk den behandling som blev dem tildel i Norge (nr. 505). Mellem klager fra englændernes side er den interessanteste et hittil ukjendt aktstykke fra arkivet i Guildhall. Det handler om Londonerkjøbmanden David of Cotesbroke’s agent Nicholaus Lescot, som sammen med andre engelske kjøbmænd i juleuken 1312 blev fængslet i Bergen, ja endog dømt til døden. Det ser ut som om der har været forsyndelser paa begge sider. Men naar f. eks. den kongelige sysselmand i Marstrand, hr. Peter Dyre, og ridderen hr. Snare Aslaksson fremstilles som røvere og misdedere, da synes dette mindre trolig.

Litt efter litt blev dog forholdet mellem begge lande paany bedre. 3dje mai 1315 gav Edward II paa den norske konges bøn og for at gjenoprette et godt forhold frit leide indtil 1 november til de norske kjøbmænd som vilde gjeste England (nr. 494). Og næste aar blev tre engelske kjøbmænd, deriblandt den paa Gotland fødte Sigleiv Susse, sendt til Norge for at underhandle om gjensidig erstatning (nr. 497).

Under Magnus Eriksson blev forholdet mellem Norge og England paany godt. 17de febr. 1325 skrev Edward II som svar paa et brev fra erkebiskop Eiliv av Nidaros til denne, drotseten Erling Vidkunsson og andre medlemmer av kongens raad at hvis de vilde sende sendemænd til ham for at faa gjenoprettet freden mellem begge lande, vilde han motta dem venlig og gjøre hvad han kunde (nr. 525). I Edward I’s store fribrev for utenlandske kjøbmænd (Carta mercatoria) av 1303 var nordmændene ikke nævnt. Men da Edward III hadde fornyet fribrevet, lot han, ved aapent brev av 28de april 1341, dette ogsaa gjælde for norske kjøbmænd som kom til England (for en tid av et aar, nr. 559). 20de juli 1342 gav saa kong Magnus for en tid av 6 aar de engelske kjøbmænd frit leide for at gjeste hans lande. Som en følge derav tok Edward III 22de okt. 1342 de norske kjøbmænd som besøkte England, under sin beskyttelse og tillot dem for samme tidsrum frit at gjeste hans lande (nr. 564). Dette gode forhold holdt sig utover i hele det 14de aarh. Paa Hansedagen i Lübeck 24de juli 1375 forelaa der saaledes klage fra kong Haakon over at tyskerne i Bergen hadde dræpt nogen englændere, som var kommet dit med leide av hans far kong Magnus og nogen av hans raadgivere (nr. 590, Hanserecesse II, nr. 89). Sommeren 1380 skrev kong Richard II til kongen av Norge og til hr. Agmund Finsson og takket for deres velvilje mot de engelske kjøbmænd som kom til Norge (nr. 604, 605).

Der var til stadighet ikke bare forbindelse mellem den engelske og den norske konge, men ogsaa mellem den første og erkebiskopen av Nidaros, rimeligvis fra den tid av da erkebiskop Øystein var i England (1180–1183, jfr. nr. 61 f.). Under dennes ophold var det sandsynligvis at Henrik II gav erkebiskopen av Nidaros tillatelse til hvert aar i England uten toldavgift (sine ommni exactione) at laste et skib med korn og andre levnetsmidler og at føre det til Norge. Tillatelsen blev fornyet under Richard I og under Johan uten land, som i sit brev av 13de sept. 1203 henviser til ældre privilegier fra Henrik II og Richard (nr. 80), og senere under Henrik III’s mindreaarighet i 1222 (nr. 138) og efterat denne var blit myndig (nr. 233).

Gjennem hele det 13de aarh. hadde erkebiskoperne i Nidaros skibe, som seilet paa England, stundom ett, men ofte flere[40], og endnu i begyndelsen av det 14de aarh. sendte de skibe dit. Vi kan ikke se dette av toldrullerne; men det fremgaar av en tilfældig bevart redegjørelse i anledning av en klage fra erkebiskop Jørund i 1306 (nr. 445 f.). I denne nævnes et erkebiskopen tilhørende skib ved navn Help sancti Olavi; styresmanden var en av de større kjøbmænd i Nidaros ved navn Sigurd Skallarud (Siward Scalderoth), som oftere nævnes i toldlisterne fra Lynn fra begyndelsen av 14de aarh. Han kom saaledes 11te sept. 1303 til Lynn med tømmer, tørfisk og hvalolje for 70 pund sterling i skibet »Help«[41]. Dette skib er uten tvil det samme som det ovenfor nævnte »Sankt Olavs Hjælp«. »Olavsbussen« (Olaves busce), som Sigurd Skallarud kom til Lynn med i 1304, er vel ogsaa samme skib[42]. Det tør dog hænde at erkebiskopens selvstændige handel paa England engang var større end paa Haakon V’s tid. I det i 1306 (eller snarere i 1305) beslaglagte skib hadde erkebiskop Jørund bare varer for vel 32 mark. Englandshandelen hadde ialfald tidligere ikke liten betydning for erkebiskoperne i Nidaros, som var de største skibsredere og kjøbmænd i Norge. Erkebiskopernes skibe seilet ikke bare paa England, hvor vel deres mænd især solgte tørfisk og falker, men ogsaa paa Island. Alt i Magnus Erlingssons gavebrev til erkesætet i Nidaros faar erkebiskopen ret til hvert aar at utføre 30 læster korn til Island samt toldfrihet for ett skib[43]. Disse rettigheter, som neppe har tilhørt det oprindelige gavebrev, om dette nogensinde har eksistert, maa hænge sammen med erkebiskopens ret til hvert aar toldfrit at utføre en skibsladning korn og andre levnetsmidler fra England. Denne forret findes ogsaa nævnt i pave Coelestin III’s privilegiebrev for den norske kirke av 1194[44]. Erkebiskopens toldfrihet og ret til at utføre korn til Island blev paany stadfæstet i 1273 og i 1277. Begge ganger gjaldt toldfriheten et skib fra Island (navis de Yslandia)[45]. Disse forrettigheter var vel ogsaa grunden til at handelen paa Island og paa Grønland for en væsentlig del kom i hænderne paa kjøbmænd fra Nidaros. Naar disse paa hjemveien kom til Bergen, bodde de i erkebiskopens gaard, og i Nidaros betalte de tiende til erkebiskopen og domkapitlet. De utgjorde fra først av et erkebiskopelig og siden et kongelig priviligert handelsselskap[46].

Det var dog ikke bare privilegier, men ogsaa land og andre begunstigelser, som de norske konger og deres mænd fik paa de Britiske Øer. Som bekjendt hadde kongen av Norge i begyndelsen av 13de aarh. et len i England (nr. 86, jfr. nr. 153). Senere hadde Eirik Magnusson i arv efter sin første hustru forskjellige skotske eiendomme, som dog blev bestyrt av skotlændere (nr. 377 f.). Den norske konges klerk Paal fik i 1214 et geistlig beneficium, som indbragte 100 shillings om aaret (nr. 105). Av norske stormænd som søkte at komme i den engelske konges tjeneste, kan nævnes baronen hr. Thore Haakonsson av Leikvang, som i 1289 bad om at bli Edward I’s ridder, og som likeledes bad om dennes bistand for sin svoger Alv Erlingsson (nr. 338). Denne plan blev dog aldrig til virkelighet. Av nordmænd som kom i den engelske konges tjeneste, kjender jeg, foruten den forut nævnte Petrus de Norwey i Irland, bare en eneste, nemlig Rikard fra Norge (Richardus de Norwagia), som var Edward I’s væbner (scutarius, nr. 339). Mandens fornavn kunde muligens gjøre det tvilsomt om han virkelig var nordmand av fødsel[47]. Ialfald maa han ha hat mange norske forbindelser. Han var det rimeligvis, som overbragte Thore Haakonssons ansøkning om at bli Edward I’s ridder[48].

Derimot var det ikke saa faa englændere og skotlændere som kom til Norge og i norsk tjeneste. Dels var det prester og munker, og dels var det adelsmænd. Der maa i det 13de og i begyndelsen av det 14de aarh. ha været en mængde utenlandske geistlige i Norge; mest var det englændere og delvis ogsaa franskmænd og flamlændere[49]. I slutningen av middelalderen var det derimot mest dansker og tyskere som fik prestekald i Norge. Av biskoper i Bergen var i det mindste to englændere av fødsel, nemlig Snorres gamle hirdprest Martin, som blev biskop i 1194[50], og Gisbrikt, som blev utnævnt i 1349; Gilbert, som i 1260 blev biskop i Hamar, maa efter navnet at dømme ha været skotlænder eller suderøing av fødsel. Han var forut archidiakon paa Hjaltland[51]. Især hadde kongerne mange utenlandske klerker i sin tjeneste. Mellem de vidner, som var tilstede da kong Haakon [omkr. 1226–1254] stadfæstet Magnus Eirikssons gave av Stavanger by til domkirken i Stavanger, kan nævnes meistare Willialmr og Willialmr bote, kapalin konongs[52]. Begge har sandsynligvis været englændere eller skotlændere; bote er vel det skotske navn Bute, som i aktstykker fra denne tid skrives Bot, Boet. Fra de Britiske Øer var sikkerlig ogsaa magister Rowandus, som i 1291 var Eirik Magnussons sendemand til England. I 1293 anbefalte kong Eirik og hertug Haakon til kong Edward I sin klerk Galfrid Jonsson, som hadde tjent dem længe og tro. Denne Galfrid hadde oprindelig været prest i York bispedømme (nr. 386 f.). Vi kjender ogsaa en anden geistlig fra York som fik kald i Norge, nemlig William de Kilnesee, som var prest i Fede i Kvinesdal. Han er rimeligvis den samme som den Wilialmr klærkr som under striden mellem biskop Arne og korsbrødrene i Stavanger stod paa den førstes side[53]. Da korsbrødrene seiret i striden, vendte han tilbake til England, hvor han i 1302 fik tillatelse til at utføre geistlig tjeneste i York[54]. Der var ogsaa i Stavanger bispedømme ved denne tid en anden geistlig av navnet Viljalm; han var sogneprest i Hylle[55] og var kanske likeledes englænder av fødsel; ti navnet Viljalm var ved denne tid neppe brukt av nordmænd utenfor den fra England komne æt paa Torgar. I Aal i Hallingdal var der likeledes omkring 1300 en prest ved navn Viljalm[56]. I et brev som biskop Haakon i Bergen vinteren 1339–1340 skrev til korsbroder Arne i Nidaros, nævner han en mand ved navn Gilis, som han sier kan fortælle mere nyt fra Bergen. Det ser ut, som om manden har været en geistlig som kom fra Bergen til Nidaros. Navnet er ialfald ikke norsk, men bruktes paa de Britiske Øer (Giles).

Av andre utenlandske prester i Norge kan, foruten de pavelige tiendeindsamlere, hvorav flere (som mag. Huguitio, pleban i Castellione og Bertrandus de Sueioliis) længe opholdt sig i Norge, nævnes Jón Flæmingi, som var i Nidaros under erkebiskop Jørund[57], Hugo, som omkr. 1280 var prest i Oslo, og Hugo, korsbroder i Stavanger i 1309[58].

Mellem klostergeistligheten var der kanske endda flere englændere og i det hele utlændinger. Baade Lyse og Hovedøens klostre var jo stiftet fra England, og begge stod i det 13de aarh. stadig i forbindelse med England[59]. Abbed Rikard i Lyse, som omkring 1280 oftere opholdt sig i England og deltok i forhandlinger med den engelske konge, var rimeligvis englænder av fødsel (nr. 300)[60]. Gjennem længere tid var der ogsaa forbindelse med St. Albans benediktinerkloster i England. Ricardus de Sancto Albano, som i 1234, 1236 og 1238 var Haakon Haakonssons sendemand i England, maa oprindelig ha været munk i dette kloster (nr. 213, 226 og 232). Det var saaledes intet tilfælde, at den bekjendte historiker munken Mathæus Parisiensis fra St. Albans i 1248 blev sendt til Norge for at reformere Nidarholms kloster[61].

Av de norske geistlige sendemænd som i løpet av det 13de aarh. kom til England, bærer de fleste fremmede navne og var rimeligvis, for en del i alfald, utlændinger[62].

Ogsaa utlændinger som ikke var geistlige, kom ikke saa sjelden i tjeneste hos de norske konger. Konrad (Conradus), som i 1222 bragte en levende elg til Henrik III av England, var rimeligvis en tysker. Av samme nation var vel ogsaa biskop Paal i Bergens skutilsvein Heinrekr (omkr. 1170–1190)[63]. I 1229 kom prior Andres i Lyse med gaver fra kong Haakon til Henrik III (nr. 197). Skibet førtes av Makarias de Sendehors. Navnet Makarias er rimeligvis det gammelfranske Macaire, saa manden har vel været franskmand eller englænder. Om han var i kong Haakons tjeneste eller en almindelig farmand, kan vi dog ikke se. Magnus Lagabøter hadde en tjener ved navn Rikard (Richardus, nr. 302), muligens den samme som den ovenfor nævnte Richardus de Norwagia. Enkelte utlændinger naadde ogsaa mere fremtrædende stillinger. Mellem de geistlige og verdslige stormænd, som 19/12 1305 bevidnet at kong Haakon hadde mottat dronning Eufemias medgift, var ogsaa Velent af Stikl[au] og Gibbun Marskalk. Begge var skotlændere. Gibbun Marskalk har sandsynligvis tilhørt den skotske slegt Marshall (Marescallus), som oftere nævnes i aktstykker fra denne tid; Gibbon bruktes som fornavn i Skotland[64]. Hr. Velent nævnes første gang da: dronning Isabella Bruces brudeutstyr 25⁄9 1293 i Bergen av utsendinger fra Robert Bruce blev overlevert til Audun Hugleiksson og magister Weylandus de Stiklowe.

Mellem Robert Bruces sendemænd var ved samme leilighet en Henricus de Stiklawe (nr. 390). Denne sidste maa ogsaa være gaat i norsk tjeneste; for 1297 sendte kong Eirik Thore Haakonsson og Henricus Stiklowe til den engelske konge (nr. 410). Det er derfor ingen tvil om at hr. Velent av Stiklau (navnet skrives D. N. III, s. 70 Stiklau, d. e. Stiklau, ikke Stiklan)[65] er skotlænder eller englænder. Storms gjetning om at han het Viljalm av Stiklastodum og er identisk med hr. Viljalm av Torgar, er saaledes urigtig (Hist. Tidskr. 2 R. B. IV, s. 183). Det kan merkes at slegten levde videre i England. En Willelmus Stiklawe nævnes 1384 i England (Patent Rolls, nr. 320). Navnet Wayland (Welandus = oldn. Vǫlundr) kjendes ogsaa ellers fra Skotland i middelalderen.

I det hele gir de engelske breve adskillige nye oplysninger om norske stormænd og embedsmænd, særlig under Haakon V. Dog maa det ikke glemmes at navnene i regelen er feilskrevne, og at folks titel og stilling ogsaa oftest er galt gjengit. Saaledes utstedte Henrik III 4⁄8 1225 leidebrev for »den norske kjøbmand« Johannes Stel. Denne kjøbmand (mercator de Norwegia) er i virkeligheten ingen anden end lendermanden Jon Staal fra Sogndal[66]. Han var paa pilgrimsfærd til St. Thomas i Canterbury, men hadde vel ogsaa varer med for ved salget av dem at tjene op litt av reisen. Mellem andre stormænd som omtales i aktstykkerne, er baronen hr. Tore Biskopsson, som selv kalder sig baron av Tunsberg (Thedericus de Tunsbergh, Illustris regis Norwagie baro, nr. 377), likesom hans svoger Alv Erlingsson kalder sig »greve av Sarpsborg« (comes de Saresburg, nr. 322 ff.). At hr. Tore var forlenet med Tunsberg, vet vi heller intet om. Storms formodning om at han er identisk med Terricus de Campis Ludi, som 1289–90 var kong Eiriks sendemand i England (Hist. Tidsskr. 2 R. B. IV, s. 180), finder likeledes bekræftelse. Hr. Tore var ogsaa i 1297 i kong Eiriks erende i England og kaldes da Thorias de Campis Ludi (d. e. Leikvangar, nu Lekum i Eidsberg, Smaalenene, nr. 409). At baronen hr. Snare Aslaksson bodde paa Huseby paa Lister, fremgaar av flere breve fra Haakon V’s sidste aar (nr. 496, 500, 512).

Det er vel kjendt, at grev Jakob av Halland, som i 1305 avstod Nord-Halland til kong Haakon, alt i forveien var forlenet med Konghelle. Herunder hørte vistnok hele Viksiden og indtægter av det rike sildefiske der. Om grev Jakobs forhold hører vi i et brev av 1304 (nr. 433). Mayor og borgerskap i Hartlepool utsteder aapent brev om at grev Jakob (Jacobus comes de Norwagia) i Norge har holdt tilbake et skib for en av deres medborgere, og at den norske konge og hans raad har negtet at utlevere det. Som vidner optrær ti mænd, som alle var tilstede da skibet blev beslaglagt. Dette er sandsynligvis foregaat i Marstrand, som var den eneste større sjøfartsby paa Viksiden. Ni navngivne englændere, borgere i Hartlepool og mænd fra omegnen, var nemlig tilstede da beslaglæggelsen foregik. En kongelig sysselmand (ballivus) i Marstrand nævnes ogsaa i 1310, nemlig hr. Peter Dyre (Here Peter Dire, nr. 472). Denne var vel i slegt med, muligens søn av den fordrevne danske stormand Ove Dyre[67].

Flere av gjaldkererne (ballivi?) i Bergen er heller ikke kjendt andensteds fra. Mellem disse er Helenger Hildesone. Han maa være den samme som den herra Ellingr Hilldusvnr som nævnes i et testamente opsat litt før 1299 av en mand fra Indtrøndelagen (D.N. II, nr. 45) og som den herra Erlingr Hillduson der i et brev fra omkr. 1327 nævnes som bosittende i Bergen. Erling Hilduson var, kan vi se, omkr. 1303 gjaldkere (ballivus) i Bergen og nævnes i flere breve fra denne tid (nr. 424 f., 427 ff.). Mellem Haakon V’s fehirder i Bergen nævnes omkr. 1312 Botulphus Bix (nr. 509) og omkr. 1318 Erling Aamundesson (Herlingus filius Omundi, nr. 508). Den første er den samme som fehirden Sira Botolv Haakonsson, som oftere nævnes i aktstykker fra denne tid; den sidste kjendes ogsaa ellers som medlem av kongens raad[68].


B. Handelen mellem Norge og England i middelalderen.

Især faar vi gjennem de »engelske breve« mange oplysninger om Norges skibsfart og handel i middelalderen. Da jeg tidligere utførlig har behandlet Norges handel med England, skal jeg her bare nævne nogen hovedpunkter. Jeg har tidligere trodd at vor handel og skibsfart naadde sin høieste blomstring i middelalderen henved aar 1300. Dette stemmer dog ikke med de øvrige forhold i Norge. Ti paa de fleste andre omraader var jo den stilstand som gik forut for tilbakegangen, begyndt ved denne tid, ja igrunden endda tidligere. Jeg er mere og mere kommet til den overbevisning, at Norges handel og skibsfart ogsaa var størst i de lykkelige fredsaar under Haakon Haakonsson ved midten av det 13de aarh. Ved denne tid var jo ogsaa Norges navn æret som aldrig for og det aandelige liv blomstret. Folkemængden øket, og byerne var i rask vekst, et fænomen som er typisk for blomstringen efter korstogene rundt om i Europa. Jeg skal bare minde om Kongespeilets ord (k. 4),at der var folk som stadig sat i kjøbstæderne og drev handel (legg einn hlut í félag við þeim mǫnnum, er jafnan sitja å kaupstǫðum ok sé þar tryggvir ok kunni vel við kaup). I Landslovens kjøpebolk (VIII § 25) klages der over at alle vil drage i kjøbfærd, saa det er vanskelig at faa arbeidshjælp paa landet. Kongen byder derfor, at ingen som eier mindre end 3 mark gjældfrit, mellem paaske og Mikalsmesse (altsaa i den egentlige handelstid) skal faa lov til at drage ut i kjøbfærd.

Paa flere steder vet vi at nordmændene alt i det 13de aarh. er blit konkurrert bort. Fremfor alt gjælder dette landene ved Østersjøen. I vikingetiden drev nordmændene en livlig skibsfart helt øst til Gotland og Nowgorod. Da Henrik Løve grundla Lübeck, sendte han bud til Nordens byer og riker, til Danmark, Sverige, Norge og Rusland, og tilbød dem fred, forat de skulde ha lov til frit at komme og gaa og gjæste hans stad Lübeck; saa fortæller Helmold i sin krønike (I, 85). 19de sept. 1188 gav keiser Fredrik Rødskjæg russer, gotlændinger, nordmænd og Østens øvrige folk lov til frit at komme til Lübeck mot at betale en told av 3 penning i hver fjerding[69]. I en toldrulle for Lübeck av 1227 nævnes ogsaa »russer, nordmænd, svensker, ølændinger, gotlændinger og livlændere og Østens øvrige folk«[70]. I en toldrulle for utførselen fra Greifswald (litt før 1275) nævnes »dansker, nordmænd og svensker« (Dani, Normanni, Sveci, Hans. Ukb. nr. 746). Litt efter litt ophørte dog nordmændenes skibsfart paa de tyske byer ved Østersjøen ganske. Endnu i 1298 handlet dog Amund Bratte, som tilhørte en stor kjøbmandsslegt i Tunsberg og Oslo, paa Rostock[71]. Han selv eller en av hans efterkommere maa ha bosat sig i Rostock og ha grundlagt et handelshus der. Omkring 1350 var nemlig Elisabet Bratte chef for et større firma i denne by[72]. Endnu i 1352 nævnes nordmænd i Nowgorod[73]. Men virkelig handelsforbindelse var der neppe paa den tid.

Ogsaa paa det vestlige Tyskland, Sachsen og Westfalen, hadde nordmænd i den tidlige middelalder drevet handel. I Olav den helliges saga i »Heimskringla« (k. 61) heter det, at »Vikverjerne kjendte kristne steder bedre end folk nord i landet, thi der [i Viken] var der baade vinter og sommer mange kjøbmænd, baade danske og saksiske. Vikverjer for ogsaa meget i kjøbfærd til England og Saksen eller Flæmingjaland (Flandern) eller Danmark, men nogle var i viking og hadde vintersæte i kristne lande«. At der virkelig er noget sandt i denne fortælling. synes de mange myntfund fra det 11te aarh. at vise. I disse forekommer tyske mynter i stor mængde, og mest vesttyske. Hvor længe denne skibsfart og handel har været fortsat, vet vi ikke. I en toldtarif for Utrecht fra 1122 siges det, at nordmændene har toldfrihet naar de kommer til denne by[74]. Nordmændene har altsaa engang drevet livlig handel paa Utrecht. Toldfriheten kommer neppe, som en hollandsk forfatter mener, av at der saa længe har været en vikingenybygd ved Utrecht[75]. Ogsaa paa Köln maa nordmænd ha handlet, ja de har endog bosat sig der. I det 12te aarh. nævnes der i Köln, og særlig i kjøbmandskvarteret der, oftere borgere med tilnavnet Norman eller de Norwegen. Dette viser uten tvil hen til en norsk indvandring, som en følge av nordmændenes handel paa Köln[76]. Fortalen til »Didriks saga« viser muligens at nordmænd endnu i første halvdel av 13de aarh. gjestet Saksen og Westfalen[77]. Sikkert er dog dette ikke. I alle tilfælde var nordmændenes handel paa Vesttyskland i 13de aarh. i sterk tilbakegang og ophørte snart fuldstændig.

Med den norske skibsfart paa Danmark gik det likeledes meget tilbake i det 13de aarh. Endnu mellem 1200 og 1250 kom der hvert aar en mængde nordmænd til markedet ved Skanør, mens sildefisket stod paa. Ja nordmændene synes omkr. 1200 at ha været likesaa talrike næsten som tyskerne; men siden blev de ganske fortrængt av disse. Baglernes flok blev som bekjendt stiftet sommeren 1196 paa Haløre marked. Det heter i Sverressaga: Fekk Hreiðarr sér sveitar, ok fór ór landi um sumarit, ok suðr til Haleyrar, þá er þar var marknaðr ok kaupstaðr. Þar kom Nikolás biskup, ok mikill fjölði Norðmanna með honum, ok flest Vikverjar[78].

Det fremgaar av sammenstillingen med andre steder utvilsomt, at Haløre er enten Skanør eller et nærliggende sted, hvor der var et sted som Snorre kalder á Hǫlunum.

Sommeren 1203 fremtraadte Erling Steinvæg paa markedet ved Skaanør i Skaane og krævet kongenavn[79]. Ved begge leiligheter var der, ser vi av sagaerne, mange nordmænd tilstede. I 1237 omtales en stor strid mellem de norske og de danske i Skanør[80], og i 1277 sier et par danske aarbøker, som dog ikke hører til de paalideligste, at der »var en stor kamp ved Skanør mellem de danske og de norske, hvorved der av de sidste faldt 5000 mand«[81]. Siden forsvandt nordmændene ganske fra Skanør, og omtrent al handel med utlandet paa dette vigtige marked kom i Tyskernes hænder. Ogsaa paa Ribe maa nordmænd engang ha seilet. 3⁄9 1219 nævnes nemlig i Ribe en gate ved navn Nordmandgade (Terpager, Ripæ Cimbr. 112 f., Regesta dipl. hist. Danicae I R. B. 1, nr. 1873). Likedan har, tror jeg, forholdet været i England. Av de bevarte aktstykker kan vi se at nordmændene i første halvdel av 13de aarhundrede har drevet en livlig skibsfart paa England. 23⁄6 1223 nævnes saaledes 11 norske skibe, som fik lov til frit at seile fra Lynn (nr. 159). 25⁄6 samme aar nævner den engelske konge i et brev til fogderne i Lynn 5 skibe fra Bergen (quinque naves de Berges de terra Regis Norwagie), som han har git tilladelse til at seile hjem lastet med korn (nr. 160). I aug. 1924 fik Skule jarls kjøbmand Peter Oddsson lov til at seile hjem (nr. 162). Samtidig fik skibe fra Norge og Island lov til at forlate Yarmouth (nr. 163). I august 1225 fik den norske kjøbmand Johannes Stel lov til at komme til England og Skule Jarls kjøbmand Andres Arnesson fik lov til at seile fra Lynn (nr. 169, 170). I samme maaned fik endvidere den norske konges undersaatter tilladelse til trods utførselsforbudet at kjøpe 1000 quarteria korn i Lynn og og at føre det hjem (nr. 173). Likeledes fik 31te august 1225 fogderne i Lynn tilhold om at motta de norske kjøbmænd venlig, da nordmændene hadde aapne vernebreve gjældende for 3 aar (nr. 174). I august 1230 fik 2 kongelige befalingsmænd i Grimsby bud om at frigi 10 norske skibe, som var kommet til Grimsby (nr. 201). Sommeren 1287 blev 7 norske skibe holdt tilbake i Lynn for at dække den norske konges gjæld til en kjøbmand i denne by (nr. 230 f.). Høsten 1252 maatte endog sheriffen i Norfolk sendes til Lynn, som egentlig tilhørte biskopen i Norwich, for at bilægge en strid mellem de ankomne nordmænd og indbyggerne i Lynn (nr. 254). I de paa Edward I’s tid (omkr. 1274–1275) forfattede Rotuli Hundredorum, et sidestykke til den ældre Domesday-Book, er nordmændene de eneste, som særskilt nævnes av de utlændinger som gjestet St. Botulfs marked i Boston (nr. 287). Det sikreste vidnesbyrd om handelens betydning er dog de handelstraktater som England sluttet med Norge tidligere end med noget andet land, og som i det 13de aarh. stadig blev fornyet. Derimot nævnes nordmændene ikke i Edward I’s store fribrev av 1303 for alle utenlandske kjøbmænd som kom til England (Carta Mercatoria)[82].

Adskillige av de norske skibe som i det 13de aarh. kom til England, tilhørte geistlige, særlig erkebiskopen i Nidaros og Lyse og Hovedøens klostre. Ogsaa de norske konger drev fra gammel tid en ikke ubetydelig skibsfart og handel. De hadde skibe som de leiet ut til kjøbmænd, og var parthavere i ladningen[83]. Til norske stormænds skibsfart er det derimot faa spor i aktstykkerne fra denne tid; dog fremgaar det av aktstykkerne fra begyndelsen av det 14de aarh. at norske stormænd frem- deles har eiet skibe, som de da maa ha leiet ut til kjøbmænd. I Kongespeilet (k. 3) sier som bekjendt faren til sin søn: »Uagtet jeg mere har været kongsmand end kjøbmand, saa vil jeg dog ikke laste den gjerning for dig; thi den vælger ofte de bedste mænd.« Jeg tror dog ikke at det i det 13de aarh. var saa svært almindelig, at høibyrdige mænd seilte i kjøbfærd. Nævnes kan den gamle birkebeinhøvding, lendermanden Jon Staal, som i et brev av 4de august 1225 kaldes mercator de Norwegia (nr. 169). Englandshandelen var rimeligvis alt i begyndelsen av det 13de aarhundrede for størstedelen i hænderne paa kjøbmænd i byerne. Derimot er det, som siden nærmere skal omtales, ikke usandsynlig, at adskillige av disse ikke selv eiet de skibe som de fór med, men at de leiet dem av geistlige eller verdslige stormænd eller av kongen. Ti ogsaa kongerne drev fra gammel tid av handelsvirksomhet. I sagaerne nævnes det flere ganger, at kongerne gjorde felag med farmænd. Saaledes fortælles det i »Heimskringla« i Olav den helliges saga (k. 66) om Gudleik den gerdske, som hadde faat sit tilnavn fordi han ofte drog i kjøpfærd til Gardarike: »Kong Olav sendte bud til ham, at han vilde tale med ham. Men da Gudleik kom til ham, sagde kongen til ham at han vilde gjøre bolag med ham, og bad ham kjøpe sig slike kostbarheter som er vanskelig at faa der i landet (i Norge). Gudleik svarer at det skal være efter kongens ønske. Da lar kongen overgi til ham saa mange penge som han syntes«.... Gudleik for om sommeren i Østervei til Holmgaard (Nowgorod) og kjøpte der herlig pell, som han vilde skaffe kongen til høitidsdragt, og desuten kostbare skind og fortrinlig bordstel. Den slags felag har rimeligvis været i bruk langt ned i tiden. Flere ganger nævnes i de engelske aktstykker mænd som kaldes »kongen av Norges kjøbmand« (mercator regis Norwegie). Andre kaldes »hertugen av Norges (ɔ: Skule jarls) kjøbmand« (mercator dueis Norwegie, nr. 162, 170). Dette har muligens været mænd som paa lignende maate som Gudleik gerdske har utført forretninger, kjøpt og solgt varer for kongen eller for Skule jarl.

Saavidt vi kan se, har størstedelen av de nordmænd som handlet paa England i det 13de aarh., været virkelige kjøbmænd.

Undersøker vi f. eks. paa fortegnelsen over de 11 norske skibe som 23de juni 1221 fik lov til at seile fra Lynn, ser vi at av disse tilhørte ett Hovedøens kloster; ett førtes av en munk og ett av en prest; resten av kjøbmænd (mercatores, nr. 159). Av de 7 skibe som sommeren 1237 blev holdt tilbake i Lynn, tilhørte ett Hovedøens kloster og blev git fri; resten har tydeligvis tilhørt norske kjøbmænd (nr. 230). En norsk kjøbmand overgav under Ribbungernes kampe 1220–1227 50 mark sterling[84] i rede penger til en kjøbmand i Lynn ved navn John Lamberd (nr. 154). Litt efter litt maa ogsaa kjøbmændene ha begyndt at slutte sig sammen i gilder, slik som de brukte i utlandet. Det var uten tvil et haardt støt for vor skibsfart, da Eirik Magnusson i 1295 forbød Englandsfarerne gilde i Bergen (nr. 397)[85].

Tilbakegangen begyndte litt efter litt. I det 11te aarhundrede hadde Norge staat i livlig forbindelse med byerne paa vestkysten av England. Av Domesday Book (I, fol. 262 b.) kan vi se at der til Chester ved elven Dee var en betydelig indførsel av skindvarer, rimeligvis fra Norge[86]. Ogsaa jagtfalker blev indført fra Norge til det vestlige England. Byen Worcester betalte paa Edward Confessors tid en norsk høk (accipitrem norreseum) til kongen[87]. William av Malmesbury, som omkring 1140 skrev sin bok »De gestis ponttficum«, sier om Bristol at det er en »havn for skibe som kommer fra Irland, Norge og andre oversjøiske havne«. Men i løpet av det 12te aarh. ophørte litt efter litt norske skibe at seile paa Vestengland. I 1213 fik slotshøvedsmanden i Bristol paalæg om at overlate til en navngit mand et skib og »utrustningen fra den gamle galei fra Norge« (et armamenta veteris galie de Norwegia, nr. 99). Dette er sidste gang vi i middelalderen hører om et norsk skib i Bristol.

Forbindelsen mellem Bristol og Norge hørte dog neppe ganske op; ti da englænderne i førstningen av det 15de aarh. begyndte at opsøke fiskerierne ved Island, var mænd fra Bristol mellem dem som gik i spidsen[88].

Naar det gik tilbake med Norges handel paa det vestlige England, da hang vel dette for en del sammen med at forbindelsen mellem Norge og nybygderne paa Suderøerne og Man og i Irland litt efter litt ophørte. I det hele har det visst været et økonomisk tap for vort land, at det ved freden til Perth i 1266 maatte avstaa Man og Suderøerne. Disse øer kunde vel ikke i sig selv bety stort for vor handel, men gjennem dem hadde vi forbindelse med den vestlige del av de Britiske Øer. – I London hadde nordmændene fra gammel tid handelsrettigheter (nr. 112). Men i de bevarte toldlister fra London fra omkring 1300 har jeg ikke fundet navnet paa nogen nordmand.

Selv om det i løpet av det 13de aarh. var gaat tilbake med Norges selvstændige handel og skibsfart, saa var der dog endnu omkring 1300 ikke saa litet økonomisk liv og rørelse. I byerne var der vokset op en virkelig handelsstand. Som et vidnesbyrd om hvor internationalt handelslivet var, kan jeg nævne at en kjøbmand fra St. Omer i Nordfrankrike ved navn Ingelram (Lende) hadde nedsat sig i Nidaros og faat norsk borgerret[89]. Han drev handel baade paa England og paa Nordfrankrike og stod i et slags kompaniskapsforhold til en kjøbmand fra St. Omer ved navn Johannes Page. Naar Ingelram Lende hadde tat norsk borgerret, da var grunden uten tvil den, at fremmede kjøbmænd som bekjendt ikke hadde lov til at seile nord for Bergen eller til skatlandene. Ogsaa i Bergen hadde der dog fast bosat sig endel utenlandske handelsmænd. Einarr gotneski (Gotlænding) var paa Haakon V’s tid gaardeier i Bergen og en anset mand[90]. I oktober 1306 kom der til Lynn et skib fra Bergen ved navn »Goldsmyth«; det hadde muligens navn efter Gullsmiðastræti der. Føreren var en mand ved navn Willelmus Scot (eller Scote)[91] I Lynn var der omkring 1300 en borger ved navn Adam Scot[92]. William Scot har, tør hænde, været av samme slegt.

I Bergen hadde ikke bare tyskere, men ogsaa englændere og gotlændinger sin faste organisation og sat der hele aaret rundt.

I flere utenlandske byer var der norske kolonier, fremforalt i Lynn, eller King’s Lynn som det nu heter; i middelalderen kaldtes byen Biskops Lynn (Lenna Episcopi). – I et desværre tapt brev fra kansleren Baard Serksson til mayoren i Lynn nævntes Thorkil og andre norske kjøbmænd, som var bosat i Lynn (nr. 444). En gaardeier i Lynn omkring 1300 kaldes Ywardus de Norwegia (Ivar fra Norge, nr. 462). En av de større kjøbmænd i Lynn ved denne tid var Petrus de Thornden. – Han drev handel paa Norge, bl. a. paa Nidaros (nr. 463). Hans tilnavn viser at han stammet fra Nidaros (kaupangr í Þrándheimi)[93]. Olav den hellige, som i det hele var meget dyrket i Øst-Angel (Norfolk og Suffolk), var det naturligvis ikke mindst i Lynn[94]. En del av de lerete strækninger (»the Fleet«) nede ved elven kaldtes Sinoluysflet (d. e. »Saint Olave’s Fleet«), og en bro over elven kaldtes pons Sinolphi (d. e. pons sancti Olaphi, St. Olavs bro)[95]. Vi ser saaledes at Lynn maa ha hat livlige forbindelser med Norge. – Ogsaa andensteds i utlandet bodde der rimeligvis norske kjøbmænd, bl. a. i Brügge og i byerne deromkring[96]. I Brügge var der i 1308 en Nordmændenes gate[97]. Til det nu forsvundne Ravensworth (Ravensere) ved mundingen av Humber kom 26de juli 1304 et skib, som førtes av Thorstanus de Ordeburgh, d. e. Torstein fra Aardenburgh, en by som ligger ikke langt fra Brügge og i længere tid søkte at rivalisere med denne by[98]. Navnet viser at han ikke var indfødt nederlænder, men snarest en nordmand. Han betalte told for: 42 master, 4 deker[99] gjeteskind, 1 hest, 1 falk (værd 20 sh.), 4 fater farvemose (III barillos de Lytmose) og 10 saueskind. Denne last maa være kommet fra Norge. Derom vidner masterne, falken og fremforalt farvemosen, som kaldes med det norrøne navn litmose. Farvemose (lichen tartareus) var i middelalderen en ikke uvigtig utførselsvare fra Norge[100]. Fra gammelnorsk gik ordet litmose endog over i engelsk (litmus). Ogsaa i byen Damme i Flandern, like ved Brügge, har der sandsynligvis bodd en norsk kjøbmandsslegt. Den landflygtige biskop Thorfinn av Hamar, som døde i klostret Ter Doest i Flandern, betænkte i sit testamente (22⁄8 1284) en borger i Damme ved navn Michael Ulf[101]. Ellers gav biskopen i sit testamente bare gaver til navngivne norske, til norske stiftelser, til klostret Ter Doest og til de fattige i Brügge. Av samme slegt som den nævnte Michael Ulf var vistnok en kjøbmand i Damme ved navn Nicholaus Ulf, hvem kanniken Olav Eindridesson i 1320 skyldte penge til. Hadde slegten været nederlandsk eller tysk, skulde vi ha ventet at dens navn hadde været skrevet Wulf. Nicholaus Ulf kaldes ogsaa med tilnavnet Kaupmann[102]. Som ovenfor nævnt, synes en gren av slegten Bratt i Tunsberg at være kommet til Rostock[103].

En stor del av Norges utførsel var dog alt paa Haakon V’s tid kommet over paa fremmede hænder.

For at forklare dette maa jeg nævne et par ord om de varer som Norge utførte i middelalderen. Disse var flere end i vore dage, og jeg skulde være tilbøielig til at tro at Norges handelsbalance omkring 1250 stod forholdsvis gunstigere end omkring 1850, eller før vi hadde begyndt at faa nogen industri av betydning. Skindvarer utføres jo nu omtrent ikke længer i ubearbeidet tilstand; vore pelsvarehandlere maa kjøpe det skind, de bruker, i London og Leipzig. Men endnu i det 16de aarh. var utførselen av pelsverk ikke ubetydelig. Utførselen av jagtfalker har vistnok ogsaa hat økonomisk betydning. Dertil kom hvalolje, smør, uld, huder og flere smaavarer, som nu ikke har nogen økonomisk betydning som utførselsvarer, f. eks. farvemose (litmosi, som forsendtes i tønder), brynesten fra Eidsborg i Telemarken og svovl fra Island. Utførsel av smør nævnes oftere i retterbøterne[104]. Norge, og ikke Danmark, var vistnok i middelalderen det vigtigste smøreksporterende land i Nordeuropa. Høsten 1323 blev der git indberetning til kongen om den told som betaltes i Shirbeck i Lincolnshire for forskjellige slags varer. I indberetningen nævnes mænd fra Gotland, Frisland, Norge, Skotland, Irland, Köln og London som de der har toldlettelser i Shirbeck. Mellem toldpligtige varer nævnes ogsaa de vno Lup butiri (»av et løp smør«, hvorav 1 penny og 1 farthing skulde betales). Lup er neppe det angelsaksiske leap (engl. dial. leap), dyp kurv, men snarere det beslegtede gammelnorske laupr, »spand, trækar«, som helt ind i det 19de aarh. var den faste beregning for smør (det var et spand som rummet 3 bismerpund smør)[105]. Jeg kan endnu nævne en anden, hittil ukjendt utførselsvare, som vel ikke har hat økonomisk betydning, men som dog er ganske merkelig, nemlig øl. I anden halvdel av 14de aarh. blev der fra England utført meget malt til de engelske kjøbmænd i Norge; mens korn tidligere hadde været den vigtigste utførselsvare fra England til Norge, blev det nu malt. Ølbrygningen maa ha blomstret i de norske byer. Den 15de okt. 1382 kom et i Hamburg hjemmehørende skib til Kingston upon Hull. Lasten bestod mest av hvit (ɔ: tørret) sild, som i denne tid bare blev utført fra Norge (især fra Viksiden). Mellem dem som hadde varer ombord, var ogsaa Petrus de Norwey, som indførte sild og 10 fater øl[106].

Hovedutførselen var ved aar 1300 som i vore dager: tørfisk, sild og tømmer. Det er en misforstaaelse at tro at trælastutførselen begyndte meget senere. Foruten furu og gran utførtes ogsaa endel eketømmer. I 1336 eller 1337 kjøpte saaledes Edward III 2000 ekeplanker i Norge (nr. 550). Hanseaterne brukte vistnok ikke norsk tømmer; de fik hvad de trængte fra Estland og Livland. Men Nederlandene og England brukte meget norsk trælast. 4de aug. 1230 laa der ved Grimsby 10 norske skibe lastet med furubord (bordis sapineis), hvalolje og andre varer (nr. 201). Fra slutten av 13de aarh. nævnes flere engelske skibe som seilet til Norge for at kjøpe mastetømmer (nr. 407 f., 414) En norsk kjøbmand sluttet i 1301 kontrakt med en mand i Holeham i England om at levere en skibsladning tømmer av en bestemt længde og bredde til en værdi av 107 pund sterling (en ikke liten sum, da pengene dengang hadde en næsten 15 gange saa stor værdi som nu)[107]. Alt mot slutten av 13de aarh. utførte ogsaa frisiske kjøbmænd (især fra Stavoren) meget norsk trælast. I 1294 kom saaledes en skipper fra Frisland til det nu forsvundne Ravensere (Ravensworth), ved mundingen av Humber, med furuplanker og brynesten for hertug Haakon av Norge. – Brynesten kom fra Eidsborg i Telemarken og bragtes til Skien; her eller i Langesund har da skipperen ogsaa faat sin trælast. – Samtidig nævnes ogsaa 13 andre frisiske skibe som var kommet til Ravensere med trælast (nr. 395). Da hanseaterne av al magt søkte at utelukke frisere og hollændere fra Østersjøen, er det sandsynlig at disse har hentet sin trælast i Norge. Litt efter litt kom den meste utførsel av trælast i Norge til at gaa gjennem frisiske og hollandske skippere[108]. En fortegnelse over indførselen til Hull og Ravensere i 1310 viser tydelig dette (nr. 473)[109]. Men hverken nederlænderne eller englænderne hadde en saa fast organisation som hanseaterne eller søkte saa ivrig som disse at holde al konkurranse ute. Desuten foregik trælastutførselen fra stæder hvor hanseaterne ingen eller faa interesser hadde, steder som Skien, Langesund (som nævnes i et brev fra 1390-aarene), Sandefjord og Kopervik ved Drammen. Følgen var at nordmændenes egen utførsel av trælast aldrig helt hørte op, men fortsatte ialfald ned gjennem det 14de aarhundred.

Ogsaa silden var tidlig en overmaade vigtig utførselsvare fra Norge. Tyske historieskrivere (f. eks. Daenell i sit udmerkede verk »Blütezeit der deutschen Hanse« I, s. 269) fremstiller det, som om skaansk sild indtil begyndelsen av det 15de aarh. var eneraadende paa alle europæiske markeder. Dette er dog ikke rigtig. Sildefisket i Nordsjøen, som foregik tidlig paa høsten, hadde alt omkring 1300 stor betydning og beskjæftiget en mængde folk fra Calais av og helt nordover til Zuydersjøen. I september 1310 kom der saaledes til Ravensere 29 og til Scarborough 62 sildeskuter (de fleste var kanske fra det nordøstlige Frankrike). Men ogsaa sildefisket ved Bohuslenskysten var av ikke liten vigtighet, som vi kan se av de mange breve som Haakon V og den svenske hertug Erik utstedte om dette. Det var især folk fra Hamburg, Bremen og byerne ved Zuydersjøen, hollændere og englændere, som kom til Bohuslensfisket. Den store gutniske kjøbmand Sigleiv Susse i Lynn forsynte saaledes jevnlig Edward II’s hofholdning med norsk sild. I 1822 skyldte saaledes kongen ham penge for 20 lester sild (efter 73 sh. 4 d. lasten). I 1319 kom to skibe fra Zeeland til Hull lastet med norsk sild (nr. 507). Det ser ut, som om de fremmede som kom til Marstrand og deromkring, selv fik lov til at delta i sildefisket. Det var altsaa ikke som i Skaane, hvor danskerne fisket silden, mens tyskerne bare opkjøpte og saltet den. – Desuten blev Bohuslenssilden ikke saltet, men bare tørret; følgelig hadde ikke den norske »hvite silde saa stor værdi som den skaanske, og sildefisket fik aldrig saa stor økonomisk betydning for Norge som det kunde ha faat. Dog nævnes i de engelske toldlister fra omkring 1300 til 1310 flere gange norske skibe, mest fra Oslo og Tunsberg, som kom til Lynn og Hull med sild. Og vigtig var det ogsaa, at der her var et omraade hvor hanseaterne ingen særlig stor interesse hadde av at trænge sig ind.

Størst økonomisk betydning for Norge hadde dog utførselen av tørfisk. Vi kan se for en bestyrtelse det vakte herhjemme, da englænderne i 1412 og 1413 be gyndte at seile til Island. Det blev i 1415 sendt en norsk sendefærd til England for at klage over dette, og der er fra det 15de og 16de aarh. en række merkelige aktstykker om fisket ved Island. Før 1415 kom al tørfisk fra Norge, og Bergen var den faste stapelplads for tørfiskehandelen. Den tørfisk som utførtes fra Island, Færøerne og Hjaltland, blev ogsaa bragt til Bergen. Denne stilling som midtpunkt for tørfiskhandelen gjorde Bergen til en av de vigtigste handelsbyer ved Nordsjøen. Ved at overta utførselen av tørfisk og særlig ved at fortrænge nordmændene fra tørfiskhandelen paa England gav hanseaterne den norske handel et ulivssaar.

At det gik tilbake med den norske skibsfart og handel, hænger nøie sammen med stilstanden og nedgangen i Norge i hele det 14de aarh. Men vi ser den samme tilbakegang rundt om i Nordeuropa i middelalderen. Islands ikke ubetydelige skibsfart ødelagdes i det 13de aarh. ganske av de mere kapitalsterke norske kjøbmænd i Nidaros og Bergen. Gotlændingernes engang saa blomstrende handel og skibsfart kom litt efter litt helt over paa tyske hænder. En storkjøbmand som gotlændingen Sigleiv Susse maatte forlægge sin virksomhet til England. Og litt efter litt fortrængtes Visby fra sin ledende stilling av Lübeck, som ogsaa overtok Slesvigs stilling som den vigtigste by i handelen mellem Østersjøen og Nordsjøen. Ogsaa ellers i Sverige og Danmark ødelagdes den indenlandske handel og skibsfart litt efter litt av tyskerne. Hanseaterne var bedre organisert og mere kapitalsterke end nordboerne. Selv englænderne hadde vanskelig nok for at holde sig i konkurransen mot dem, og for de fattige nordmænd var dette naturligvis endda vanskeligere. Nordmændene var daarlig organisert, de hadde litet kapital, deres skibe var smaa, og de styrendes handelspolitik var trangsynt. De yndet monopoler, og utførselen av tørfisk og smør var efter deres mening til skade for landet.

Hvor økonomisk sterk den norske handelsstand vir 354 ALEXANDER BUGGE

kelig var paa Haakon V’stid, og hvordan dens stilling i det hele var, er vanskelig at se av de aktstykker som nu er bevaret. En kunde f. eks. spørge om bøndernes handel og skibsfart ganske var ophørt, naar vi hører, at en kjøbmand som pleiet at seile paa Island, 29⁄6 1329 solgte en gaard i Hardanger til Munkelivs kloster (D. N. XII, nr. 74). I de engelske toldlister opføres ikke altid – ja kanske ikke engang som regel – skibenes virkelige eiere, og skibenes navne skrives ogsaa uregelmæssig og unøiagtig. 11⁄9 1303 opføres i Lynn Syworth Skalderoth som magister navis, que vocatur Help (s. 466). At erkebiskopen i Nidaros eide skibet, nævnes der intet om (nr. 445). 20⁄7 1304 kom den samme mand til Lynn in naue que vocatur Olauesbusce. 3⁄8 samme aar forlot han Lynn in naui que vocatur Scalrothbusce. I et aktstykke av 1306 kaldes skibet med sit rigtige navn Help sancti Olaui. I aug. 1304 kom Osbertus del Vike, en munk, sandsynligvis fra Hovedøens kloster, til Lynn in busse que vocatur Seint Olaf. Men han seilet bort igjen in naui que vocatur la Rese. Jeg kan ikke forklare disse tilsynelatende motsigelser som andet end misforstaaelser og unøiagtigheter fra skrivernes side.

At endel norske kjøbmænd selv har eiet skibe, er vist ikke tvilsomt[110]. Men det er mulig, at den større del av de norske skibe som gik i fart paa England, eiedes des av geistlige (biskoper, klostre osv.), dels av stormænd og dels av den norske konge. Mellem de norske skibe som i aarene 1303–1308 kom til Lynn i Norfolk, er der navne som Huggro, Rothen, Oxe, Draxmorch[111] og Houedenbusse. De samme navne blev baaret av ledingsskibe som blev bygget under Sverre og Haakon den gamle; sagaerne nævner Hugró, Uxi, Rudðin, Dragsmǫrk og Hǫfðabuza[112]. At det virkelig skulde være de gamle ledingsskibe der blev brukt som handelsfartøier, er dog yderst tvilsomt[113]. Det er snarere opkaldelse[114].

Endel lærer vi dog av de engelske toldlister, selv om det statistiske materiale er overmaade langt fra at være fuldstændig. I tiden fra 5te febr. 1303 til 26de juni 1304 kom der 26 skibe fra Norge til Lynn og nærliggende havnebyer (nr. 422): Av disse synes 3 at være ført av utlændinger, Laurencius Tonekyn (tysk?), Heynce de Stath (tysk?) og Lambe (Lambert?) Rust. Av de øvrige 23 skibe eiedes sandsynligvis Langside av Apostelkirken i Bergen; det er vistnok samme skib som forlot Lynn 22de oktober 1308 og da kaldes Langside de Postekyrke. Postolasúðin, som kom til Island 1343 og led havari, er sandsynligvis ogsaa samme skib.[115] Utsteynsbusche tilhørte vel Utstein kloster i Ryfylke; det var dog, synes det, fragtet av en kjøbmand fra Bergen. Owoldesbusche kaldes andensteds Haualsnesbusche og tilhørte vistnok kongsgaarden eller det kongelige kapel paa Avaldsnes paa Karmøen. »Avaldsnesbussen« kom til Lynn 1ste juni 1303, ført av Thorgaut fra Bergen (Thorgout de Berwen), som uten tvil er samme mand som den Thorus Gaut, som 17de oktober 1303 kom til Lynn med »Utsteinsbussen«. I Flatø-annalerne for 1343 nævnes en Ǫgvaldsnesbuza, som forliste ved Island[116]. Buscha Sancti Laurencij tilhørte Nidarholms kloster ved Nidaros. Bischoppesbusche tilhørte en biskop. Monkereth tilhørte rimeligvis Hovedøens kloster. Help har, som for nævnt, sandsynligvis tilhørt erkebiskopen i Nidaros. Rauke eller Rauku (d. e. Rauðkú »den røde ko«)[117] tilhørte ridderen hr. Snare Aslaksson (jfr. nr. 500). Isakesbusche, som førtes av en mand fra Bergen, har rimeligvis tilhørt ridderen hr. Isak Gautesson til Tolga. Cruceberg, som førtes av en mand fra Tunsberg, er vel samme skib som Crouzembergh, som eiedes av den gutniske storkjøbmand Sigleiv Susse i Lynn[118].

Saaledes kan vi om vel halvdelen av de skibe som kom fra Norge til Lynn, med nogenlunde sikkerhet si at de ikke har tilhørt norske kjøbmænd. Rimeligvis har det ogsaa været tilfælde med flere.

Mellem de norske skibe som i aarene 1304–1307 kom til Lynn, er forholdet likedan (nr. 436). De fleste skibe har dog, kan vi se, været leiet av kjøbmænd. Bare Nidarholms og Hovedøens klostre synes selv at ha fragtet sine skibe. Skibene blev vel oftest fra aar til andet leiet av samme mand.

Jeg kan nævne Monkereth, som hadde navn efter byen Monnikerede i Flandern, og som stadig blev ført av frater Osbertus de Auxele eller Osbertus de Norwagia, som han ogsaa kaldes (d. e. broder Osbert fra Hovedøens kloster?), og Oxe, som førtes av Omundr Slumbe de Thornden (d. e. Ámundr Slumbi fra Nidaros)[119]. Men det hændte ikke sjelden at et skib et aar blev leiet ut til en kjøbmand og et andet aar til en anden. Utsteinsbusse førtes 17⁄10 1303 av Thorgaut fra Bergen, og 12⁄7 1305 av Johannes le Lunge (Jon Lange). Isakesbusche førtes 16⁄9 1303 og 12⁄7 1304 av Adam fra Bergen, men 22⁄10 1305 av Thorgaut fra Bergen og 19⁄7 1306 av Halwer Colle og Halteynus Clerk fra Bergen. Den oftere nævnte Thorgaut fra Bergen førte 1⁄6 1303 skibet Owoldesbusche (»Avaldsnesbusse«), som juni 1305 førtes av Johannes Bucskyn. Selv et skib som »Oxe« (Uxi) har neppe været eiet av Amund Slumbe fra Nidaros. I 1312 førtes det nemlig av en mand ved navn Gudmund (Godemender de Hoxe, nr. 478).

En anden grund til at nordmændene ikke kunde holde sig i konkurransen med tyskerne, var at de hadde mindre skibe og mindre kapital end disse. De tyske skibe som i 1303 og senere kom til Boston med tørfisk, hvalolje o. a. varer, førte ladninger til en værdi av 100–150 £ eller mere. Mellem de norske skibe som i tiden 3dje febr. 1308–26de juni 1304 kom til Lynn, var der bare 4 som hadde en saa værdifuld last, nemlig »Bischoppesbusche«, som hadde sild for 217 £ 10 sh., »Monkereth« med sild og huder for 121 £ 3 sh. 4 d. (samt voks), »Neuebusche« med sild og huder for 124 £ og »Nicholas« med tømmer, tørfisk og hvalolje for 106 £ 15 sh. De fleste skibe hadde dog meget mindre værdifuld last. Johannes de Norwagia kom saaledes 22⁄6 1310 til Ravensere (Ravensworth) med trælast for 5 £ 18 sh. (XIX s. 589); selv beregnet efter pengenes daværende værdi, kan dette neppe ha været mere end omkring 1200–1300 kroner.

Vi kan tydelig følge hvordan det er gaat tilbake med nordmændenes skibsfart, og hvordan tyskerne litt efter litt har trængt dem bort og selv bemægtiget sig handelen mellem Norge og utlandet. Saksiske kjøbmænd drev alt paa Olav Haraldssons tid handel paa Viken. At handelen mellem Norge og det vestlige Tyskland alt i det 11te aarh. har hat en ikke liten betydning, ser vi ogsaa av de omkring 2200 tyske mynter som er fundet i Norge, særlig i det vestlige Norge og østover til Vestfold, Ringerike og Numedal[120]. Av de i Norge fundne tyske mynter er, som før nævnt, de fleste vesttyske. Paa Foldøen blev der saaledes fundet 14 mynter fra Lothringen, 80 fra Rhinlandene (deribl. 50 fra Köln), 49 fra Frisland, 35 fra Sachsen, 77 fra Franken, 6 fra Schwaben, 7 fra Bayern. Jeg skulde tro at saksiske, vestfalske og frisiske kjøbmænd alt i denne tid jevnlig har gjestet Norge. Disse utenlandske kjøbmænd seilet ikke bare mellem Norge og hjemlandet; de drog ogsaa til Flandern, hvor Brügge begyndte at bli det store handelscentrum, og til England. Islændingen Sneglu-Halli gjestet i 1053 England. Efter et længere ophold vilde han vende tilbake til Norge. Tilslut fandt han et skib. Skipperen vilde gjerne ha ham med. Men han sa at først maatte han finde paa et raad til at faa tyskerne til ikke at bli med, ellers var det ikke plads. Ti der var mange tyskere med tunge varer (d. e. korn og andre varer som solgtes efter vegt)[121]. Halle skræmte tyskerne væk og fik selv bli med. Denne fortælling synes at være historisk og viser at tyskere alt ved midten av det 11te aarh. drev handel mellem Norge og England, men ikke i egne skibe. Ti det var rimeligvis kjøbmænd fra Köln, Soest, Münster eller andre byer inde i Tyskland. Ellers fortæller ikke sagaerne om tyskere i Norge før 1186, da tyskere (Suðrmenn) hadde bragt saa meget vin til Bergen at vin ikke var dyrere end øl. Nogen aar senere, i 1191, gjestet danske og norske korsfarere Bergen paa vei til det Hellige Land. I det lille skrift om denne færd (De profectione Danorum in terram sanctam) nævnes tyskere mellem de mange fremmede som kom til Bergen. De tyskere som i det 12te aarh. gjestet Norge, var visselig fra det vestlige Tyskland, Sachsen, Westfalen og Rhinlandene. I første halvdel av 13de aarh. spilte ogsaa vesttyskerne hovedrollen. De kom ikke bare til det vestlige Norge, men drog ogsaa til Viken for at hente trælast, som trængtes til de træbare egne i Vesttyskland og Nederlandene. Trælastutførselen fra Norge spilte nemlig alt i første halvdel av 13de aarh. en ikke ubetydelig rolle. Saaledes kom der sommeren 1230 til Grimsby i England ti skibe fra Norge, lastet med furubord, hvalolje o. a. (nr. 201). Vi tør derfor tro, at de mange tyskere som i begyndelsen av 1225, mens isen endnu laa, med sine kugger laa ved Sandefjord (eller Sandesund ved mundingen av Glommen)[122], er kommet dit for at hente trælast. Baade Sandesund og Sandefjord har været vigtige midtpunkter for trælastutførselen. Sandefjord nævnes flere gange i »Hanseakten aus England« i aktstykker fra omkring 1400.

Tyskernes mellemhandel mellem Norge og England er sandsynligvis ogsaa vokset. Dog omtales den fra for 1250 bare i et eneste aktstykke. 8de okt. 1225 fik fogderne i de engelske havnebyer befaling om ikke at lægge hindringer iveien for en kugge fra Norge med den norske konges riddere og saksiske kjøbmænd ombord (coga de Norwegiå, in qua venerunt milites regis Norwagie et mercatores Saxonie, nr. 194). Uttrykket synes snarest at vise at skibet har været norsk, men at saksiske kjøbmænd har hat varer ombord. Især maa dog tallet av tyske Bergensfarere ha øket. I 1237 var der et formelig slag i Bergen, fordi tyskerne hadde lagt sine kugger ved bryggerne, hvor bymændene ikke tillot det[123]. Alt ved denne tid maa der, saavidt jeg kan skjønne, ha været tyske vintersittere i Bergen. Didrikssaga er, efter de flestes mening, skrevet i anden fjerdedel av 13de aarh. efter tyske mænds fortællinger og efter nedertyske digte. Om forfatteren har været nordmand eller islænding, kan vel ikke med sikkerhet avgjøres. Ialfald er sagaen skrevet i Norge og uten tvil i Bergen. I de korte sommermaaneder var der neppe tid eller leilighet til at fortælle om Didrik av Bern og Sigurd Fafnesbane. Dertil trængtes de lange vintermaaneder. De tyske mænd som har fortalt den islandske eller norske sagamand indholdet av Didrikssaga, maa ha været vintersittere i Bergen. De var fra de westfalske byer Soest og Münster og fra Bremen. Sagaen fortæller uttrykkelig om Gunnars og Hognes død og sier: »Her kan man nu høre tyske mænds frasagn om hvorledes dette har tildraget sig, deres som har været født i Susat (d. e. Soest)«. Og videre heter det: »De mænd har fortalt os om dette som har været født i Brimar (Bremen) eller Mænstrborg (Münster)«[124].

Først ved midten av 13de aarh. hører vi om Lübecks handel paa Norge. Omkring 1246 hadde dansker og lybekkere tat nogen norske skibe, som var paa vei til Østersjøen. Kong Haakon tok da repressalier[125] og lot sommeren 1247 holde tilbake i Bergen »alle skibe som var kommet fra Danmark og umlandsfarere og nogen kugger tilhørende tyske mænd« (þá hafði Hákon konungr látið taka öll skip, þau er komim voru af Danmörk ok Vmlandsför ok nokkura kugga þýðverskra manna). Vmlandsför betyr ikke, som P. A. Munch mener (Det norske Folks Historie 41, 71) »vendiske skibe«, men »skibe tilhørende omlandsfarere«. De kaldtes saa fordi de reiste rundt landet« (d. e. Skagen) eller fra Nordsjøen til Østersjøen, og var mest fra stæderne ved Zuydersjøen. Kong Abel av Danmark gav 24de sept. 1251 et fribrev for umlandsfarerne. I en dansk avskrift av dette brev heter det istedenfor umlandsfare, »vindlandsfaræ« (Hans. Ukb. I, nr. 411–413). Den samme forveksling har vi, tror jeg, ogsaa i sagaen. I anledning av disse begivenheter blev der ført en brevveksling mellem kong Haakon og raadet i Lübeck, som endnu tildels er bevaret (Dipl. Norv. V, nr. 1–3). Forhandlingerne førte til en handelstraktat mellem Norge og Lübeck, som blev avsluttet 6te oktober 1250 (Dipl. Norv. V nr. 4). Indbyggerne av Norge og Lübeck skulde ha samme ret til at besøke hinandens havne med sine varer[126]. Denne traktat har vistnok øket Lübecks handel paa Norge og i det hele vintersitternes tal. Fra slutten av Haakon Haakonssons dage nævnes ogsaa de første vintersittere i Bergen i aktstykker. I anledning av striden mellem biskop Arne og de tyske haandverkere i Bergen sier et vidne 1309 at det for 50 aar siden bare var faa vintersittere i Bergen (Sagde han ok at þa varo faer vætrsætar i Bergwin, Dipl. Norv. I, nr. 122).

Saa kom den ulykkelige krig med de tyske sjøstæder 1284–1285. Norges skibsfart og selvstændige handel paa utlandet var alt dengang, tror jeg, i tilbakegang. Dette bestyrkes ogsaa av de bevarte aktstykker. I 1294 var en stor del av trælastutførselen til England kommet over paa engelske og frisiske hænder (nr. 395). Ogsaa gutniske kjøbmænd drev en ikke ubetydelig skibsfart mellem Norge og England og hadde sandsynligvis et faktori i Bergen. Denne handel hørte dog op før 1350[127]. Sildefisket ved Viksiden blev ogsaa, for en stor del ialfald, utnyttet av utlændinger, tyskere og englændere, og litt efter litt blev det mest tyskere og folk fra Frisland som utførte norsk sild til utlandet (jfr. nr. 517) Men især bemægtiget tyskerne sig tørfiskhandelen, Norges vigtigste utførselsvare. Under Haakon V maa alt en stor del av Norges handel paa utlandet være kommet over paa tyske hænder.

Meget oplysende er en fortegnelse over skibe som i tiden fra 12te febr. til 29de sept. 1303 kom til Boston, hvor der var et hanseatisk kontor, som senere ialfald stod under kontoret i Bergen (nr. 423). Jeg har notert 20 tyske skibe som i denne tid kom til Boston med tørfisk og tran, altsaa med norske varer. Tilsammen tok 134 kjøbmænd del i denne handel; derav var ingen norske, nogen faa nederlændere og resten tyskere. To av skibene eiedes av mænd fra Lübeck, to var fra Bremen, ett fra Dortmund, ett fra Lippstadt, to fra Rostock, ett fra Münster, et fra Zutphen og ett fra Wittenberg an der Elbe. En del av kjøbmændene nævnes ogsaa andensteds som vintersittere i Bergen. Der indførtes varer for omkring 2950 pund sterling, foruten endel voks, hvis værdi ikke er opgit. Om skibene kom til England direkte fra Norge, kan ikke sees. Jeg kan til sammenligning nævne, at norske skibe mellem 29de sept. 1305 og 29de sept. 1306 til Lynn indførte varer for knapt 950 pund sterling. Ogsaa til Hull og Ravensere (Ravensworth) kom alt ved denne tid flere tyske skibe med norske varer (nr. 476, jfr. nr. 442 og 447).

Utover i det lide aarh. er nedgangen særlig tydelig. I det første tiaar av aarhundredet seilte der endnu forholdsvis mange norske skibe til Lynn, Boston og andre byer ved østkysten av England. Fra det 2det tiaar er kun faa toldlister bevaret. Derimot kjender vi de skibe som i tiden fra 20de juli 1322 til 1ste okt. 1323 laa i Lynns havn (nr. 518). Mellem disse er bare 2 norske. Desuten nævnes 3 eller 4 norske kjøbmænd ombord i et nederlandsk skib (navis Nicholai de Monse). I tiden fra 29de sept. 1324 til 29de sept. 1325 fem fra Norge komne skibe til Lynn (nr. 523). Av disse tilhørte to tyskere (Henricus de Anslo og Willelmus ffan Geyen) og hadde varer saavel for tyske som for norske kjøbmænd; de 3 andre var norske. Endnu ved midten av aarhundredet maa der dog ha været nogen norsk skibsfart paa England, siden Edward III i 1342 gav de norske kjøbmænd frit leide for 6 aar til at komme til England (nr. 564).

Faa aar i forveien (1336) kunde ogsaa den engelske konge skrive til den norske og bede om at dennes undersaatter maatte forbydes at understøtte hans uvenner skotterne med skibe (nr. 551). Men saa gik det raskt tilbake baade med vor skibsfart og med orlogsflaaten. I 1393 maatte Richard II laane dronning Margrete tre store krigsskibe. Endnu omkring 1400 kom der nogen ganske faa norske skibe til byerne ved Englands østkyst, Lynn, Hull og Neweastle, derimot ikke til Boston, hvor hanseaterne hadde sit kontor. At tyskerne alt ved denne tid var fuldstændig herrer over utfurselen fra Norge, ialfald fra Bergen, ser vi av de hyppige stridigheter som nu begynder mellem hanseaterne og englænderne i Bergen. Jeg tror dog ikke at norske skibe nogensinde helt holdt op med at seile paa utlandet, selv om vor skibsfart mere og mere mistet sin økonomiske betydning for vort land og nordmændene paa kanske de fleste steder blev trængt bort av sine konkurrenter, tyskere, englændere og hollændere. Ned gjennem hele det 14de og 15de aarh. seilet norske skibe fremdeles ikke bare til Skatlandene. Færøerne, Island og Hjaltland, men ogsaa en og anden gang til utlandet, og salg av skibe nævnes ikke sjelden i brevskaper fra denne tid[128]. Endnu paa Erik av Pommerns tid blev det gamle forbud mot at uformuende bønder seilet i kjøpfærd, fornyet (D. N. II, nr. 663). I 1431 nævnes norske kjøbmænd i Skotland[129]. I 1445 seilet en skipper fra Oslo til Skotland. Han het Hans Eriksson og var sikkerlig nordmand. Men det ser ut som om skibet eiedes av to tyskere i Oslo, Claus Backer og Hans Wysendorp[130]. Omkring 1440 seilet ogsaa norske skibe, særlig fra Oslo synes det, til det nuværende kongerike Holland[131]. Skibsfarten paa Nederlandene, som vel blev fremhjulpet av stridigheterne mellem hanseaterne og hollænderne, fortsattes ned gjennem aarhundredet. Høsten 1477 forliste saaledes skipper Anstein Jonsson fra Oslo med sit skib utenfor Frisland (D. N. VI, nr. 587). Ladningen blev røvet av to skippere fra Lübeck, saa baade eier og skipper (rimeligvis samme mand) maa ha været norske. I 1519 nævnes en skipper (fra Marstrand) ved navn Oluff Torstensson, som skulde seile til Danzig (D.N. II, nr. 1061). Mal:Brø 1523 tok kong Fredrik I indbyggerne paa norsk Hisingen under sin varetægt, stadfæstet deres gamle friheter og tillot dem uhindret at seile til Danmark, Lübeck, Hamburg og de Wendiske stæder (D. N. II, nr. 1073). En skulde næsten tro at den ældgamle bondeskibsfart i det stille har været fortsat ned gjennem hele middelalderen.

Mange norske skibe kan det dog ikke ha været som i det 15de aarh. seilet paa utlandet. Det som hadde betydning for den senere utvikling, var først og fremst kappestriden mellem englændere, tyskere og hollændere om den økonomiske overmagt i Norge. De aktstykker som findes i engelske arkiver, gir flere ikke uvigtige bidrag til belysning herav. Det er vel kjendt at englænderne, da de i Bergen ikke kunde staa sig mot hanseaterne, begyndte at seile til Island for at hente tørfisk derfra; den islandske tørfisk var dog ikke saa vel anset paa markedet som den norske. En engelsk fiskeskute kom første gang til Island i 1412[132] Næste aar «kom et kjøpskib fra England til Island. Den som førte det, het Rikard; han hadde brev fra Norges konge om at han kunde seile frit i hans rike med sin kjøpskap«; saa fortæller Annalerne. Dog kjøpte forstandige mænd litet av ham, og hirdstjoren Vigfus Ivarsson tok ham i ed paa at han skulde være tro mot Island. Samme sommer kom det tredive fiskedugger eller flere til Island. Desuten kom det fem engelske skibe og la til ved Vestmannaøerne. De hadde brev med fra den engelske konge til almuen og de bedste mænd paa Island om at det særlig skulde være tillatt for islændingerne at drive handel med hans mænd.

Det maa ha været efter en forut lagt plan at englænderne pludselig begyndte at seile til Island[133]. Men med Erik av Pommerns og det norske raads billigelse var det neppe. Englændernes komme maa ha vakt opsigt i Norge; folk er blit skræmt. Det norske raad har tydeligvis underhandlet med Erik av Pommern. Denne sendte høsten 1415 et gesandtskap til England, bestaaende av biskop Jakob i Oslo og ridderen hr. Eindride Erlendsson til Losna[134], for at klage over at englænderne fisket »ved, Island og andre fiskeriøer og i de omkringliggende vande. hvilket før dette aldrig av nogen hadde været forsøkt«. Dette var en krænkelse av kongens rettigheter; ti Erik av Pommem tilla sig ogsaa høihet over havet. Sendefærden kom i førstningen av november 1415 til England[135]. Henrik V var selv optat. Han vandt 25⁄10 1415 seiren ved Agincourt over franskmændene. Hans bror hertugen av Bedford svarte derfor 8⁄11–1415 sin svoger, kong Erik, og lovet at i det første aar skulde ingen englænder seile til Island for at fiske. Dette bekræftet Henrik V selv i et brev av 28⁄11–1415[136]. Samme dag utgik der ogsaa offentlig kundgjørelse om, at ingen englænder i løpet av det første aar maatte seile til Island eller andre av de øer som laa under Danmark og Norge (ad partes insulares regnorum Dacie et Islandie et presertim versus insulam de Island)[137]. Merkelig nok var ogsaa hirdstjoren Vigfus Ivarsson høsten 1415 i England. Han hadde med sig 40 læster skreid og meget sølv og besøkte 7de okt. 1415 Canterbury. Vigfus’s Englandsfærd maa staa i forbindelse med englændernes fiske ved Island. Men han var neppe utsendt av kong Erik[138].

Paa Island var englænderne utvilsomt fra først av velset. Forbindelsen med Norge var yderst uregelmæssig. I 1412 kom der saaledes ingen tidende fra Norge til Island[139]. Efterat Islands-handelen var blit et monopol og øen var kommet under Norge, var Islands selvstændige handel og skibsfart blit ganske ødelagt, og da nu ogsaa hanseaterne hadde ødelagt den norske skibsfart og det var forbudt for utlændinger at seile til Island, er det tydelig at øen holdt paa at lide hungersnød. Det er derfor ikke at undres paa at Islands almue 1⁄7 1419 skrev til kong Erik og bad ham om at ta forbudet mot utlændingers handel tilbake[140]. Dette blev ikke gjort. Kongerne ansaa nemlig fiskestapelen i Bergen for et stort klenodie. Heller ikke de engelske konger opmuntret Islands-handelen. Men de saa gjennem fingre med den, især da tilladelsen til at seile til Island skaffet statskassen en indtægt[141]. Derimot lykkedes det heldigvis ikke englænderne, som de ogsaa hadde ønsket, at faa fast fot i Lofoten og Finmarken.

Hvor langt englænderne har gaat i sine planer paa Island, vet vi ikke. Den engelske indflydelse dér maa ialfald omkring 1430–1450 ha været overmaade sterk. Biskoperne, som John Craxton i Hole og dennes efterfølgere John Bloxwich og Robert Wodborn (1441), var saaledes englændere av fødsel[142]. I 1448 siges endog Skaalholt at ligge i provinsen London(!) [ecclesie Scalotensi Londensis prouincie D. N. XVII, nr. 577]. Biskoperne stod i forbindelse med engelske fiskekjøbmænd og har rimeligvis i det hele hjulpet de engelske interesser paa Island. Derfor ser vi ogsaa at de fik forskjellige begunstigelser av den engelske konge. Saaledes fik biskop Jon av Hólar (John Craxton) den 13de mars 1497 lov til fra England at utføre 1000 quarteria hvete og 500 quarteria malt eller bygg til Island[143]. Karmelitermunken John Bloxwich, om hvem det likeledes heter at han er »in regno nostro Anglie oriundus«, var 10⁄1 1435 utnævnt til biskop i Hole efter John Craxton, som var forflyttet til Skaalholt[144]. Han fik 28⁄5 1436 tilladelse til at sende en mand ved navn John May, fører for skibet »la Kateryne«, til Island «for at se hans bispedømme og melde og fortælle ham om dettes stilling og beliggenhet« (versus partes Islandie cum naui predicta ad videndum Episcopatum predictum et sibi de statu et situ eiusdem nunciandum et reportandum)[145]. Goswin av Skaalholt fik 4⁄12 1436 leide til at drage fra England til sit bispedømme med tjenere, hester, sølvkar o. a.[146]. Kong Kristiern I av Danmark gav endvidere 25⁄3 1456 sin yndling biskop Marcellus av Skaalholt tillatelse til i hans navn at indrømme engelske undersaatter, særlig fra Kingston on Hull, frit leide til at seile til Island. Paa grund derav fik bl. a. en »Stokfisshmonger« i London ved navn John Curteys 7⁄1 1465 tillatelse av den engelske konge til at seile til Island[147]. I det hele var det i det 15de aarh. utlændinger som raadet og skaltet og valtet som de selv vilde, paa Island. Hverken hirdstjoren eller de andre islandske myndigheter, det norske riksraad eller kongen hadde nogen virkelig magt. Kristian II’s plan (1518?) om at pantsætte Island til hollænderne eller England var kanske, set ut fra disse forhold, ikke saa urimelig som den nu maa synes os[148]. – Vi faar et grelt billede av hvordan disse utlændinger optraadte paa Island, gjennem endel optegnelser som findes i forhandlingsprotokollen for bystyret og det raadende kjøbmandsgilde (Trinity Guild) i Lynn. Vi ser derav at englænderne i 1420-aarene har drevet en formelig slavehandel paa Island. Erik av Pommern gav en islandsk biskop, rimeligvis Jon av Hole, som var utnævnt i 1426, og som paa tilbakeveien opholdt sig i England, bud om at undersøke saken. Han kom til Lynn, og der blev holdt møte om saken 26de og 27de august 1426. Der er i forhandlingsprotokollen for 26⁄8 et stykke med overskrift: »Erklæring fra kongen av Danmarks biskop om salg av gutter fra Island«. Stykket selv lyder i oversættelse: »Og det blev sammesteds fremført, at kongen av Danmarks biskop hadde ført klage for mayoren og andre borgere over at forskjellige folk fra denne by førte med sig gutter fra Island og solgte dem paa umenneskelig vis, likesom fanger; han krævet at mayoren skulde raade bot paa dette. Derpaa fremtraadte med hele forsamlingens samtykke en viss fremmed, som hadde ført en gut og en jente fra Island, og han undskyldte sig med at han var forpligtet til at føre gutten tilbake næste aar.

– – –

Og sammesteds avla Robert Hundringham ed paa at føreren og forvalteren(?) paa et skib fra Newcastle har tre gutter, John Boston én gut, T. of Jakisle to gutter, William Abot én gut, tre gutter kom til John Boston, Robert Castelaer har én gut; den samme Robert var i dette aar paa Island med sit skib, som nu ligger i Lynns havn med fisk og de nævnte gutter«[149].

Næste møte blev holdt lørdag 27de aug. Paa dette tilstod T. Langton »at han hadde én gut, Thomas Hamond av Yakislo tilstod at han hadde én gut og én jente, og han stillet sikkerhet, nemlig Robert (Castelaer?), for at han skulde føre de nævnte barn tilbake til Island næste aar. En viss John Scalwurthi har to gutter, og forpligtet sig til at føre dem tilbake næste aar, John Boston, Vynter(!). Robert Castelaer har én gut, og han lovet at føre denne gut tilbake, som ovenfor.

John Morys, fører for et skib fra Newcastle, som dette aar var ved Island, har én kvindelig gut(!), Richard Neardburgh, forvalter paa samme skib, har én kvindelig gut(!)«[150].

Hvordan det videre er gaat i denne sak, kan vi ikke se. De stakkars gutter og jenter er vel blit sendt hjem til Island. Men vi ser av dette (og av den lange retterbot av 1450) at der endnu i det 15de aarh. har været drevet slavehandel i det nordlige Europa. Men naar slikt skedde, viser det bedst hvor kraftesløst Norge var. – Jeg skal ikke her i enkeltheterne nærmere gjennemgaa forbindelsen mellem Island og England, skjønt den vel kunde fortjene en særskilt undersøkelse. Jeg skal bare minde om at der i det 15de aarh. ogsaa maa være foregaat en liten frivillig utvandring fra Island til England[151]. Mænd som var født paa Færøerne, muligens av engelsk herkomst, fik likeledes engelsk borgerret[152]. Først i det 16de aarh., efter Grevefeidens ophør, begyndte det virkelig at komme bedre tider for den norske skibsfart. Om dette lærer vi dog i de engelske og skotske kilder ikke saa meget som vi skulde ha ventet. Jeg har forgjæves undersøkt de engelske toldlister. Der maa dog alt tidlig i det 16de aarh. ha været litt skibsfart fra Norge til England. Fredrik I skrev saaledes 6⁄4 1528 til Henrik VIII for Johannes Olaui, urbis nostræ Ansloutensis in Noruegia consul, med bøn om at denne maatte faa tilbake hvad der var reddet av hans skib, som St. Magdalenas dag (22⁄7) var forlist ved Bamborough[153]. Adskillige breve fortæller ogsaa om gjensidige forurettelser og om sjørøverier baade ved den norske og den engelske kyst. I et brev fra Nicholas Robertson til Lord Cromwell av 20⁄5 1540 fortælles om nogen sigøinere (Egiptians), som i byen Boston paa østkysten av England blev sat ombord i et skib og kom til Norge. Saavidt jeg vet, er det de første sigøinere vi hører om i vort land.

Mellem Norge og Skotland var det, som bekjendt, i det 16de aarh. livlig forbindelse. Især bodde der mange skotske kjøbmænd i Bergen. Skotske aktstykker fortæller litet om norske skibe som i denne tid seilet paa Skotland. I 1547 nævnes et Norway ship lastet med bord, eketømmer og osmundjern[154]. I 1577 kom til Berwick a shippe of Norwaye med coltes and mares (unghester og hopper)[155]. Byraadsprotokollerne i Aberdeen nævner en nordmand (Claus Normand), som omkring 1561 var baadsmand (boittesman) paa et skib fra Stralsund, som seilet paa Norge og Skotland. 3⁄4 1572 solgte »Guthroun Clementssoun and Matheus Petirsounn, induelleris in Burroun (ɔ: Bergen) in Norroway« til to mænd fra Aberdeen »ane schipisboit, and sax staine and tu pound of takill«[156].

Vil vi faa et virkelig indtryk av hvordan vor skibsfart litt efter litt atter er vokset frem, maa vi undersøke Øresunds-toldregnskaperne.

I 1528 seilet 2 norske skibe gjennem Øresund. I 1536 og 1537 var der ingen, vel paa grund av forholdene i Norge. Men i 1538 passerte paany 2 norske skibe Sundet, i 1541 paany 2; i 1545 var det ikke mindre end 7 norske skibe som seilet gjennem Øresund. I 1568 var tallet vokset til 17 og i 1585 til 27; derav hadde dog 6 lybækske skippere, mens 2, som kom fra Sverige, hadde norske skippere. I 1599 seilte ikke mindre end 77 norske skibe gjennem Øresund, 45 for østgaaende, 32 for vestgaaende[157]. Vor nationale skibsfarts forfald og dens fremvekst hænger tydeligvis sammen med at hanseaterne i det 14de aarh. vandt økonomisk herredømme over Norge, og at deres magt i det 16de aarh. paany blev knækket. Vor handels og vor skibsfarts historie er ikke rik paa dramatiske hændelser; men den indeholder, tør hænde, nyttige lærdomme ogsaa for nutiden. Den viser hvor ødelæggende det er at la fremmed kapital faa magt i et land. Derigjennem ødela vi nordmænd Island, og hanseater, englændere og hollændere stanset alt fremskridt i vort eget land.


Senere tilføielse.

Til s. 313. Forbindelsen mellem Orknøerne og England er meget gammel. Krønikeskriveren William av Malmesbury fortæller at kong Henrik I av England (1100–1135) holdt et helt menageri av løver, leoparder, gauper og kameler. Mellem dem som sendte ham gaver hertil var ogsaa Orknøjarlen Paal, som, »uagtet han ved arveret var undergit nordmændenes konge, hadde mottat kongens venskap, saaledes at han sendte ham hyppige gaver«[158]. Det kan derfor ikke undre os at Johan uten Land i 1201 gav frit leide til »vor kjære frænde Harald jarl av Orknøerne, forat han kan komme til England og tale med os: (D. N. XIX nr. 72). Vi har set at de engelske konger alt i 12. aarh. søkte at vinde overhøihet over Man. Vi vet at de under Henrik II fik fast fot i Irland. Det er ogsaa vel kjendt, at de fra gammel tid søkte at faa overhøihet over Skotland og at de skotske konger stundom (f. eks. under William II og senere under John Balliol) anerkjendte dette. Det er ikke umulig at de engelske kongers politik ogsaa har omfattet Orknøerne.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Første halvdel er utkommet Kristiania 1910, anden halvdel er under trykning og vil omfatte tiden indtil Elisabeths tronbestigelse. – Jeg tillater mig samtidig at henvise til mine to tidligere avhandlinger »Handelen mellem Norge og England til begyndelsen av det 15de aarhundrede« (Historisk Tidsskrift 3 R. B. IV) og »Studier over de norske byers handel og selvstyre« (utg. av den norske historiske forening 1899), s. 134-169.
  2. ↑ Bind I indeholder Chronicon Manniae og utdrag av andre krøniker. Jeg har tidligere kjendt dette verk, men hadde glemt det, da universitetsstipendiat O. Kolsrud nylig gjorde mig opmerksom paa det. Endel breve som burde ha været trykt i første halvbind av b. XIX av diplomatariet, vil komme i tillægget.
  3. ↑ Saavidt jeg vet findes der ogsaa et par av danske historikere ubenyttede optegnelser om danskernes rettigheter i London i den tidlige middelalder.
  4. ↑ Additional Charters, nr. 26045–26051.
  5. ↑ Pipe Rolls for det meste av Henrik II’s regjering er nu trykt av The Pipe Roll Society.
  6. ↑ Toldrullerne er merkværdig nok ganske forsømt av engelske forskere. De har tidligere bare været benyttet i »Hanseakten aus England« hg. v. Kunze (»Hansische Geschichtsquellen«).
  7. ↑ Hákonarsaga Hákonarsonar (Ungers utg.), k. 361.
  8. ↑ I irske haandskrifter findes der derimot endel notiser til belysning av vor historie, bl. a. om Magnus Barfot.
  9. ↑ Monumenta de Insula Manniae vol. II, s. 1–3. Brev, hvori Olauus, rex Insularum, gir ecclesie Sancte Marie de Furnesio denne ret.
  10. ↑ Nicolaus III, som fra 1210 hadde været abbed i Furness, blev i 1217 valgt til biskop og indviet av erkeb. Henrik i Dublin (1212–1218), men tiltraadte aldrig. Jfr. Kolsruds biskopregister til D. N. XVII, s. 323.
  11. ↑ Chronica Regum Manniæ, ed. P. A. Munch, p. 156 (pavebrev av 16⁄2 1244).
  12. ↑ D. N. XIX, nr. 182: Rex Justiciario Hybernie salutem. Monstravit nobis dilectus et fidelis noster Reginaldus Rex de Mannia, quod Rex Norwagie insidias ei ponit, et terre sue mala machinatur, ... pro eo quod, sicut ipse asserit, fidelitatem nobis fecit.
  13. ↑ Det norske Folks Historie IV1, s. 59.
  14. ↑ Duf er det irske dubh »sort«.
  15. ↑ De bevarte aktstykker tyder snarest paa, at keltisk i det 13de aarh. var det sprog som almindelig taltes paa Man; jfr. navne som Olavus Duf, Fogal Mac Hasecatt (Monum. II, s. 92). Alene paa Lewis synes gælisk at ha været helt utryddet.
  16. ↑ Chron. Regum Manniæ, s. 20. Donn betyr baade »konge, fyrste« og »brun«.
  17. ↑ Se f. eks. XVII, nr. 931 f. Endnu i 1415 sendtes ansøkning til motpaven Benedictus XIII om Orknøernes bispedømme (XVII, nr. 974.
  18. ↑ The Exchequer Rolls of Scotland I, s. 60. Dipl. Norv. XIX, nr 529.
  19. ↑ Sammesteds III, s. 307.
  20. ↑ Sammesteds III, s. 579.
  21. ↑ Sammesteds IV, s. 259.
  22. ↑ Jfr. nr. 72, hvor Johan uten land kalder jarl Harald, som gjestet ham, dilectus cognatus noster.
  23. ↑ Abbeden i Lyse var sandsynligvis ikke i England samtidig med Roar kongsfrænde, men litt før denne.
  24. ↑ Jeg har i utgaven formodet at Ivo le Norreis er kansleren Ivar Bodde. Dette er dog tvilsomt. Det er snarere Ivarus Naso, som gjestet England i 1234–1235 (nr. 213), og som er identisk med lendermanden Ivar Nev (Hist. Tidsskr. 2 R. B. IV. s. 175).
  25. ↑ Alv Erlingsson har rimeligvis i England kaldt sig Comes de Saresburg paa grund av likheten med den engelske titel Comes Saresbiriensis (jarl av Salisbury).
  26. ↑ Foruten den ovenfor nævnte omkr. 1299 under hr. Snare Aslaksson.
  27. ↑ Om sendefærderne i det 15de og 16de aarh. taler jeg ikke, da stoffet endnu ikke er fuldstændig ordnet.
  28. ↑ Nr. 18. Indførsel i Domesday Book om at kongens sheriff i Worcestershire bl. a. i aarlig avgift skal gi en norsk høk.
  29. ↑ Allerede Haalogalændingen Ottar bragte Alfred den store en gave av hvalrostænder.
  30. ↑ Elg kaldes i en toldrulle fra Lynn (29⁄9 1324–29⁄9 1325) eligh.
  31. ↑ Nr. 293: viginti tymbrias mustelinarum sive albarum pellium electarum.
  32. ↑ Egteskapskontrakten (Roxburgh 25⁄7–1281) er optrykt D. N. XIX nr. 305. Om kong Eirik og dronning Margaretas datter »Piken fra Norge« og hendes paatænkte egteskap med Edward I’s søn findes der en række aktstykker i D. N. XIX, nr. 332 ff.
  33. ↑ D. N. XIX nr. 890, jfr. Calendar of Documents relating to Scotland II, nr. 675.
  34. ↑ 2 R. B. II, s. 332–374.
  35. ↑ Accounts, Exchequer, Bundle 406, nr. 10.
  36. ↑ Om gonum eller gonne, jfr. Alwin Schultz, Höfisches Leben I, s. 302.
  37. ↑ Saakaldt minever eller opus varium, d. e. de hvite bukskind av ekornen, kantet med graa rænder.
  38. ↑ Ærmerne saa ut som et omvendt kræmmerhus og var foret med skind.
  39. ↑ Jfr. Norges gamle Love, 1388–1604, utg. ved A. Taranger, I, s. 92 f.: Utdrag av ældre privilegier for de engelske kjøbmænd i Norge. Disse udaterte privilegier maa være fra en meget senere tid, rimeligvis fra Henrik IV; ti der er tale om de engelske kjøbmænds »oldermandt«.
  40. ↑ Se nr. 177 (1226), 180 f. (1226), 210 (1233, to skibe i Lynn), 222 (1236, to skibe).
  41. ↑ S. 466: XI die Septembris. De Syworth Skalderother, magistro navis que vocatur Help, pro bordo, duro pisce et oleo valoris 70 librarum.
  42. ↑ Nr. 436, s. 499.
  43. ↑ Norges gamle Love I, s. 443: Preterea in reverentiam beati martyris singulis annis presenti ecclesie unius navis vectigalia concedimus, et XXX lest farine ad Islandiam transferendas, si huius provincie paciatur ubertas.
  44. ↑ Norges gamle Love IV, s. 102.
  45. ↑ Norges gamle Love II, s. 459 og 465.
  46. ↑ Jfr. A, Bugge, Studier over de norske byers handel og selvstyre, s. 131 ff.
  47. ↑ Navnet Ríkarðr blev dog omkr. 1300 baaret av indfødte norske mænd. En mand i Nordfjord kaldes i et brev av 9de aug. 1303 Rikardr a Gœmlastadhum (D. N. XII nr. 36).
  48. ↑ Jfr. slutningen av dette brev (nr. 837): Cetera lator presencium, Ricardus, fidelis vester, si placet, ex parte mee parvitatis lucidius enarrabit. – Om de islændinger og færinger som i det 15de aarh. bosatte sig i England, haaber jeg senere engang at faa leilighet til at tale.
  49. ↑ Paa Island var der, som bekjendt, i 14de aarh. engelske biskoper.
  50. ↑ Biskop Martin gjestet England i 1208 (nr. 92).
  51. ↑ Navnet Gillibertr synes med biskop Gilbert at ha vundet indpas i bygderne rundt Mjøsen, jfr. D. N. XI, s. 30: Gillibiærter a Kaglæimi (1340 Nes, Hedemarken) og Gillibiærtter Andresson, prest i Vardal 1360, D. N. VIII s. 201, I, s. 290 (Lind, Norsk-isländska dopnamn från medeltiden, sp. 334).
  52. ↑ D. N. I, nr. 51.
  53. ↑ D. N. IV, nr. 45.
  54. ↑ Brevet, som findes i York erkestols arkiv, er trykt i »Year Book of the Norwegian Club« for 1911. Formodningen om at William de Kilnesee er identisk med Wilialmr klærkr, skyldes universitetsstipendiat dr. phil. Edv. Bull, som ogsaa har gjort mig opmerksom paa dette brev.
  55. ↑ D. N. IV, nr. 17.
  56. ↑ D. N. II, nr. 99.
  57. ↑ Han nævnes i Laurentius Saga (Biskupa sögur I, s. 799 ff.).
  58. ↑ D.N. III, nr. 16, XIX, nr. 467, IV, nr. 197.
  59. ↑ Abbeden i Lyse hadde leidebrev fra kong Johan uten land; dette gav hans kloster ret til uhindret at drive handel paa England, nr. 191 (9⁄11 1218)
  60. ↑ Allerede nævnt av Lange, De norske Klostres Historie (2. Udg.), s. 350.
  61. ↑ Jfr. Mathæi Parisiensis Historia Minor III, s. 300 og Chronica Maiora V, s. 44.
  62. ↑ Jfr. fortegnelsen over sendemænd ovenfor. Unorske navne bærer nr. 4 Adam, Orknøjarlen Haralds kapellan, nr. 5 biskop Martin i Bergen, nr. 6 mag. Odardus (franskmand?), nr. 9 f. cisterciensermunken Rikard, nr. 17 kanniken Benedikt i Oslo, nr. 19 broder Laurentius (?), nr. 20 ff. Ricardus de Sancto Albano, nr. 26 kanniken Elias i Bergen, broder Mauritius, sendemand til Skotland, nr. 34 mag. Rowandus, nr. 35 Huguitio, pleban i Castellione, kanniken Hugo i Stavanger (D. N. XIX nr.467).
  63. ↑ D. N. VIII nr. 2. Henrik skutilsvein kan ogsaa ha været englænder.
  64. ↑ Se Lind, Norsk-Isländska dopnamn, sp. 333.
  65. ↑ Navnet er altsaa ikke forkortet.
  66. ↑ Jfr. Fornmannasögur IX, s. 373, jfr. Munch III s. 700 og s. 384. Sagaerne fortæller at han hadde været i England til »Thomasvaka«. Dette kan, mener Munch, ikke ha været St. Thomas’s egentlige dag, 29de sept., men maa ha været hans Translatio, 7de juli. Leidebrevet var dog utstedt 4de aug. og gjaldt til jul. Men det er mulig først utstedt efter Jon Staals ankomst til England.
  67. ↑ Jfr. Danmarks Riges Historie II, s. 97. Ove Dyre nævnes i 1276 og hadde da tilhold i Sverige.
  68. ↑ Munch, Det norske Folks Historie IV2, s. 369. Baade Erling Aamundesson og Sira Botolv nævnes i retterbøter ang. Bergen, Norges gamle Love III, s. 134 f., IV s. 360.
  69. ↑ Hansisches Urkundenbuch I, nr. 33: Rutheni, Gothi, Normanni et cetere gentes orientales.
  70. ↑ Hansisches Urkundenbuch I, nr. 223: Sic nec Rutenus nec Nortmannus nec Suecius nec Oningus nec Guto nec Livo, sic neque omnes gentes orientales.
  71. ↑ Hans. Urkundenb. I, nr. 1294. Lübeckisches Urkundenbuch II, nr. 108.
  72. ↑ Hansisches Urkundenbuch III, nr. 535 anm. 1. Dette er først paapekt av cand. mag. J. F. Voss i en selvvalgt eksamensbesvarelse om Tunsberg i middelalderen.
  73. ↑ Hansereccesse I, nr. 177.
  74. ↑ Hansisches Urkundenbuch I, nr. 8.
  75. ↑ Asch van Wijck, Handelsverkeer der stad Utrecht, s. 493.
  76. ↑ Hermann Bächtold, Der norddeutsche Handel im 19. und beginnenden 13. Jahrhundert, s. 266, efter Hoeniger, Kölner Schreinsurkunden II2, s. 249; Lacomblet, Niederrheinisches Urkundenbuch I, nr. 474.
  77. ↑ Saga Didriks konungs af Bern, udg. af C. Unger, s. 2: Ok þo at þu takir einn mann or hverri borg um allt Saxland osv.
  78. ↑ K. 129, Fornmannasögur VIII, s. 304.
  79. ↑ Munch, Det norske Folks Historie III, s. 293, 464. Skanør og Haløre er uten tvil samme sted, saaledes som alt dr. Arup har formodet.
  80. ↑ Langebek, Scriptores rerum Danicarum I, p. 167 (Chronicun Erici Regis): Anno Domini MOCXXXVII .... Bellum fuit in Skanora inter Danos et Nordmannos. – Hændelsen gjentas i andre aarbøker. I Ryde-aarbogen (Gamle danske krøniker ved M. Lorenzen, s. 185) heter det for samme aar: Thæt oar (sic) var ok stridh a Skanör melliom Dane ok Normæn.
  81. ↑ Scriptores rer. Danicarum I, p. 187 (Petri Olai Annales Dan.): 1277. bellum fuit inter Danos et Noricos in Scanör, et pugnaverunt Dani, et occiderunt de Noricis ultra V milia, – Tallet er selvsagt høist overdrevet.
  82. ↑ Dette kom dog muligens av at der var særskilt handelstraktat med Norge. Heller ikke kjøbmænd fra Köln og gotlændinger nævnes.
  83. ↑ Jfr. nr. 259, 260, 268, 395 (hertug Haakon), s. 508 (Kyngesbusce, det samme skib som 8de aug. 1305 kom til Ravensworth og der kaldes Navis regis Norwagie, s. 526), nr. 478 (Johannes de Kyngescogge).
  84. ↑ 1 mark sterling = 15 shillings. Pengenes kjøpeevne var dengang mindst 10 ganger saa stor som nu.
  85. ↑ Ogsaa lodsernes gilde (leiðsǫgumanna gildi) blev forbudt. Naar lodserne hadde et eget gilde, vidner det om at der ikke har været liten skibsfart paa Bergen. Et lignende gildeforbud blev i 1294 utstedt for Kjøbenhavn.
  86. ↑ Byen Chester betalte en aarlig avgift til kongen av maarskind (pelles martrines); der var likeledes bestemmelser om skibe som kom med maarskind. Utførsel fra Norge av maarskind nævnes 1319 (Norges gamle love, III, s. 119, 120)
  87. ↑ Domesday Book I, fol. 172 b.
  88. ↑ A. Bugge, Contributions to the History of the Norsemen in Ireland. III. Norse Settlements round the Bristol Channel. Videnskabsselskapets Skrifter II. Christiania 1900, nr. 6, p. 11.
  89. ↑ D. N. XIX, nr. 440 f., jfr. nr. 487. Ingelram eiet sands. skibet Grandebusce (»den store busse«, av fransk grand), som flere ganger kom til Lynn, i 1311 ført av en mand med det franske eller engelske navn Roger.
  90. ↑ Norges gamle Love III, s. 122.
  91. ↑ D. N. XIX, s. 514 er trykt Stot, men navnet bør snarere læses Scote eller Scot.
  92. ↑ Hansisches Urkundenbuch I, nr. 1250, 1322.
  93. ↑ I en skrivelse fra Rostock og en fra Greifswald omkr. 1530 kaldes en kjøbmand i Lynn Petrus de Drunthem (Thrunthem), Hanseakten aus England, nr. 129, 130 f. Nidaros eller Trondhjem (kaupangr í Þrándheimi) kaldes i de engelske toldruller regelmæssig Thornden. Alt i 1286 nævnes en Petrus de Thrunden i Lynn (Lübeckisches Urkundenbuch I, nr. 492).
  94. ↑ Daae, Norges Helgener, s. 57. Edv. Bull, To engelske Olavsbilleder fra middelalderen (»Kunst og kultur« 1911, s. 49).
  95. ↑ I Barton-Turf, ikke langt borte fra Lynn, kaldtes hellig Olav Holofius (Edv. Bull i »Kunst og kultur« 1911, s. 49).
  96. ↑ Naar nordmændene, som vi kan se, særlig stod i forbindelse med Damme og Monnikerede ved Zwijn, da var grunden den stapeltvang som Brügge i begyndelsen av 14de aarh. fik gjennemført. Tørret fisk og forskjellige andre varer skulde ha sine oplagssteder i Damme, Holk og Monnikerede (jfr. Daenell, Die Blütezeit der deutschen Hanse II, s. 71).
  97. ↑ Hansisches Urkundenbuch III, nr. 674 anm. 1 (s. 474).
  98. ↑ D. N. XIX, s. 489 f.
  99. ↑ 1 dacre (oldn. dekor) = 10 stykker.
  100. ↑ Jfr. retterbot for Bergen av 30⁄7 1316 (Norges gamle Love III, s. 119). I samme retterbot nævnes ogsaa utførselstold af dikur bucskinna og af dikur gæitskinna.
  101. ↑ D. N. XVII nr. 878: Domino Michaeli dicto Wlf 2 rosulas argenteas.
  102. ↑ D. N. II nr. 188 (19⁄7 1320, Brügge): Universis presentes litteras inspecturis Olauus Eindridi salutem in domino. Noverint universi, me teneri et obligatum esse discreto viro Johanni dicto Thekenborg in sedecim libris sterlingorum bonorum et legalium de Anglia, quas idem Johannes solvit nomine meo honesto viro Nicholao Kaupmanno dicto Vlf oppidano Dammis in Flandria ad extenuacionem debiti, in quo eidem Nicholao Kaupmanno eram obligatus.
  103. ↑ Hansisches Urkundenbuch III, nr. 535 anm. 1. Dette er først paapekt av cand. mag. Voss i en selvvalgt eksamensbesvarelse om Tunsberg i middelalderen.
  104. ↑ Norges gamle Love III, s. 19, 118 f., 142, 158, 211.
  105. ↑ Middelnedertysk lôp, »liten træbut med salt, korn, smør o. lgn.« er vel ogsaa laant fra nordisk.
  106. ↑ Petrus de Norwey pro 4 lastis allecis et 4 barrellis et 3 ferkyns allecis, 10 barellis bere valoris 20 li. 13 s. 4 d. – subsidium .... 7 s. 10 d. (nr. 607).
  107. ↑ D. N. XIX, pr. 419 f.
  108. ↑ Ogsaa hamburgere utførte ikke saa litet trælast fra Norge, dels til Hamburg og dels til Het Zwyn (indseilingen til Brügge), se Kiesselberch, Die wirtschaftliche Grundlage der deutschen Hanse, s. 59.
  109. ↑ Jfr, s. 488 f. (Nauis Cleys Plache).
  110. ↑ F. eks. Goldsmyth, som kom til Lynn 9⁄10 1306 og vel har tilhørt en mand i Gullsmiðastræti i Bergen, og Goldscobusce 10⁄11 1305 (opkaldt efter Guldskoen i Bergen?).
  111. ↑ Skibet Draxmorch kan dog ogsaa ha navn efter Dragsmark præmonstratenserkloster i Bohuslen.
  112. ↑ Orig. p. papir, State Papers, 19 Henry VIII, vol. IV pt. 2 nr. 4146.
  113. ↑ Se Fornmannasögur b. XII, register, s. 391 (under skipaheiti).
  114. ↑ S. 469 er der tale om nauis Ketel de Norwagia, que vocatur Huggro.
  115. ↑ Om Rothen er opkaldelse av Ruðin, er tvilsomt. En kunde ogsaa tænke paa gaarden »Rauden« i Tunsberg.
  116. ↑ Flatø-annaler 1343 (Islandske Annaler, udg. ved Gustav Storm), s. 402.
  117. ↑ Med hensyn til navnet jfr. »Bunte Kô«, navn paa et hamburgsk skib, Kahle, Altwestnordische Namenstudien (Indogermanische Forschungen XIV), s. 201.
  118. ↑ Calendar of Patent Rolls, 1313–1317, s. 264.
  119. ↑ Jfr. Jón Slumbi paa Byneset i Aslak Bolts Jordebog, s. 59.
  120. ↑ Jfr. A. W. Brøgger, Et myntfund fra Foldøen i Ryfylke fra XI aarhundrede, Aarbøger for nordisk Oldkyndighed 1910, s. 239–282.
  121. ↑ Morkinskinna s. 100 f. (jfr. Flateyjarbók III, s. 426): For Halli siþan til scips. En þa hofþv þar raþiz til Svþrmenn margir með þunga varnað oc fecc hann nv eigi farit. en þo leto styrimenn sem þeir villdi giarna viþ honom taca ef hann sei nocqvor efni i at coma Svþrmonnom i brot oc var styrimaþr vel til Halla.
  122. ↑ Saga Hákonar Hákonarsonar k. 109 (Fornmannasögur IX, s. 350): en Suðrmenn lágu fjölmennt í Sandafirði. Skálholtsbók har: í Sandasundi.
  123. ↑ Hákonarsaga Hákonarsonar k. 193 (Fornm. IX, s. 453).
  124. ↑ Saga Diðriks konungs af Bern, udg. av C. R. Unger, s. 334. Om Münsters handel med Norge jfr. Hans. Ukb. I nr. 996.
  125. ↑ Fornmannasögur X, s. 22 f. (Hákonarsaga Hákonarsonar, k. 256).
  126. ↑ Jfr. Yngvar Nielsen, Bergen, s. 167 ff.
  127. ↑ Jfr. A. Bugge, Gotlændingernes handel mellem Norge og England, Hist. Tidsskr. 3 R. B. IV. Yngvar Nielsens formodning (Bergen, s. 144) om at de gotlandske kugger som sommeren 1248 laa ved Bergen, var kommet fra England, er vistnok rigtig.
  128. ↑ Salg av skibe omtales: D. N. XI, nr. 112 (15⁄4–1407, Tunsberg); Nikolas Andresson solgte 1⁄3 av et skib med redskap, som han eiet sammen med Jon Karlsson og Hallad Aslesson, til provsten ved St. Laurentii kirke i Tunsberg. D. N. II, nr. 638 (11⁄6–1416) salg av den halve Ottegaard i Bergen til to brødre paa Finnen, for »et skib, som var 6 lester og stod i naust med fuldt redskap«. D. N. VIII, nr. 283 (sept. 1428–sept. 1429) nævnes ogsaa salg av et skib.
  129. ↑ Exchequer Rolls of Scotland IV, s. 542 (1431): Et quibusdam mercatoribus Norwegie pro porcis, lampredis, et aliis victualibus emptis ab eisdem ad expensas domus domini nostri regis .... 3 £ 16 s.
  130. ↑ D. N. II, nr. 764 (26⁄10–1445). Brevet er skrevet paa nedertysk. Ogsaa i det 14de aarh. hører vi en sjelden gang om handel paa Skotland. I 1341 betaltes der saaledes 32 s. 4 d. i skadeserstatning til en norsk kjøbmand, for hvem dronningen av Norge hadde gaat i forbøn (The Exchequer Rolls of Scotland I, 474).
  131. ↑ I riksarkivet i Haag, 4e Memorial Rosa, fol. 65 b., findes der et langt brev av 26⁄9–1440 fra Philip av Burgund til øvrigheten i Amsterdam. Overskriften lyder: Roerende enige coipliuden van Noorwegen van Westenschouwen ende andere, die bij eenige wtuairende van Aemsterdam beschadicht sijn. – Brevet begynder: Philippus etc., laten v weten, onsen schout, burgermeysteren, scepenen, Rade ende alin onse gemeente onszer steder van Aemsterdamme, Alsoe enige wtleggeren onszer lande van Hollant, die him binnen onszer stede van Aemsterdam toegereyt hebben, ende dair aff geuaeren sijn mit ballengiers, ende andere scepen van oirloge, beschadicht hebben, enige coipluden wtden connincryck van Noorwegen, onse ondersaten van Westenschouwen, ende andere, die geenvyande onszer voirsz. landen en syn, ende angenomen hoir scepen ende goeden jnt Maersdiep [ɔ: Maasdiep, i indseilingen til floden Maas], ende vp andere stromen, gelegen binnen den palen van onsen lande ... I samme 4e Memorial Rosa, fol. 67 b. findes en skrivelse av 26⁄10–1440 til øvrigheten i Amsterdam angaaende en klage fra Mathias Claeszon coepman van Ansslo om at Clemment Claiszon fra Amsterdam »hem syn scip ende goede genomen ende angeuairt is onder Noorwegen«. I 5te Memorial Rosa, fol. 119, findes et leidebrev av 13⁄10 1440 for »Burchart van Ansloe jn Noirwegen mit synen scepe, scipluiden ende coopmanscippen veylich te zeylen wt Amstelredam jn Noirwegen ende wedder veylich jn te comen ende ouerall jn Hollant, Zeelant ende Vrieslant....« – Begge disse kjøbmænd var kanske hollændere, som hadde bosat sig i Oslo. I arkivet i Hoorn (grevsk. Holland) findes en liten utydelig skrevet papirlap uten datum, som synes at være fra midten av 15de aarh. og muligens ogsaa vidner om norsk skibsfart: Weet lieue Egbert Pieterzzon neue datie vernomen ende verstaen hebbe in Noerweghen Dat Claes Hesew poerter sculdich is een goet man in Noerweghen ghehieten Gonter (!) Ketilzon westwert van Koelbeynen(!) Hier ouer ende bij heeft gheweest Olfert Pieter woenende te Hindelopen dat Clues Hese ghecoft heeft een anker van Gonner(!) Ketelzoen voer X rinsche gulden hier om soe siet neersteliken toe dat dit vorscreven ghelt betaalt wert of die van Hoern sullen daer ghebrec ende verdriet of hebben want Gonter Ketelzon is konincs man ende heeft conincs zeghel ende consent dathij tsijn ghelt moich verhalen of die van Hoorn. (Paa baksiden:) Dese tien brinct Zegher Herkzoen wt Noertweghen ende zegher heefter vrees om gheleden had hi niet van Enchusen ghewest hi soude om mit sijn scip ghebleuen.
  132. ↑ Islandske annaler, udg. av G. Storm, s. 290 (VII, Lögmannsannáll): kom skip af Einglandi austr fyrir Dyr olma ey. var roit til þeira ok uoru fiskimenn ut af Einglandi. þetta sama haust vrdv .V. menn af enskum monnum fra skila sinum kumpanum oc geingv a land austur vid Horn ur bati. oc lietvst villdv kaupa sier mat. oc sogust(!) hafa solltit j batnum morg dægur. voru þesser .V. enskir menn hier a landi um uetrinn ..
  133. ↑ Jfr. A. Bugge, Handelen mellem Norge og England (Hist. Tidskr., 3 R. B. IV, s. 94 ff).
  134. ↑ Hr. Eindride Erlendsson var i 1429 Erik av Pommerns sendemand til Skotland (Rotuli Scaccarii Regum Scotorum IV, s. 507).
  135. ↑ British Museum Cotton MSS. Nero B III. Nr. 26; fol. 30. Orig. p. papir. Gjengit i utdrag (forvansket) av Selden i Mare Clausum (lib. II, cap. 32).
    1415 (indløpet i november).

    Ao. 3o, H. 5. Nouemb. Denmark. (tilf. med anden haand).

    Serenissimo Principi domino Henrico dei gracia Regi Anglie et Francie et domino Hybernie fratri mnostro carissimo Ericus eadem gracia Regnorum Dacie Norwegie et Suecie. Sclauorum Gotorumque Rex et Dux Pomeranie. Salutem et prosperitatis continuum incrementum. Serenissime Princeps. Vestre fraterne caritati pro multis beneficiis nobis et nostris per vos semper exhibitis. specialiterque pro fraternitatis vestre amicabilibus literis. nobis cum magistro Petro clerico nostro nuper missis gracias referimus multiformes. De quo quidem m[agistro] Petro letanter accepimus Regium v[estrum] statum vna cum fratribus v[estris] carissimis statu gaudere prospero et felice. Pro quo glorioso deo qui ipsum statum v[estrum] regium semper bene prosperari concedat graciarum refundimus acciones. Vestre dilleccioni significantes. nos vna cum consorte nostra dilectissima sorore v[estra] nobilissima benedictus deus. eciam letari successibus prosperis et optatis. Preterea frater carissime. latores presencium. nostros et regni nostri Norwegie consiliarios. venerabilem videlicet in Christo patrem Jacobum dei gracia Episcopum Asloensem et strenuum militem dominum Endreum de Lossen ad insinuandum et declarandum coram vestram regiam celsitudinem sufficientius quam litere comprehendere possent. viue vocis oraculo quales iniurie spolie et dampna ab incolis regni v[estri] Anglie nobis et nostris subditis regni Norwegie nouiter illate sunt et cotidie inferuntur, videlicet in terra nostra insulari Islandia et aliis insulis piscaturis et aquis circumquaque apud illas. que omnia ante hec tempora nunquam per quoscunque fuerant attemptata. quamque grauiter in corone nostre in regno Norwegie et iurium nostrorum dedecus et preiudicium necnon et iuramenti nostri detrimentum hec contingunt. Quorum nostrorum jurium et iuramenti conseruacionem indubie speramus vos magis diligere et velle fouere. quam quidquam in contrarium a vestris scienter permittere attemptari. transmittimus pro presenti. Quare frater carissime. Rogamus cum instancia quatinus dictos nostros ambassiatores ad beniuolam admittere velitis audienciam. eis que ipsi super premissis et aliis v[estre] serenitati nomine nostri ad presens exposuerint fidem indubiam adhibentes. secundum eamque quam de v[estra] fraterna dileceione specialem fiduciam non immerito gerimus circa supratacti nostri iuris recuperacionem commodumque et profectum nostrum. diligenciam et sollicitudinem ostendentes. cum tali eos finali et amicabili responso celerius remittendo quam non est nobis opus sollicitare v[estram] nobis dilectissimam fraternitatem amplius in premissis. Statum v[estrum] Regium Altissimus semper in votiua manuteneat sospitate.

  136. ↑ British Museum, Cotton., Nero B. III, f. 31. Utkast p. papir.
  137. ↑ Sammesteds p. 32; pergament, uten segl.
  138. ↑ Jfr. Diplomatarium Islandicum III, n. 640 og Islandske Annaler, udg. v. G. Storm, s. 292 (aar 1415).
  139. ↑ Islandske Annaler, s. 290 (VII, Lögmanns-annáll): kom eingin friett af Noregi til Islandz.
  140. ↑ D. N. II, s. 485 f.
  141. ↑ I Patent Rolls, 5 Henr. VI pt. I, membr. 7 (13⁄3 1427) siges det uttrykkelig at den i 1426 utnævnte biskop Johannes av Hole var engelskmand.
  142. ↑ Herom oplyser især de saakaldte French Rolls, som gaar fra 26 Henry III til 26 Charles II.
  143. ↑ Jfr. foreg. anm.
  144. ↑ D. N. XVII, nr. 520.
  145. ↑ French Rolls, ao 14 Henry VI m. 9 (ogsaa kaldt Treaty Roll, 118. Det ser ut som om biskopen i 1437 sendte endnu en mand til Island, da biskopen endda ikke var rede til at drage dit ('.... ipseque ad eundum ad partes predictas .... nondum sit dispositus); Patent Rolls 15 Henry VI, m. 17; 25⁄5 1437.
  146. ↑ French Rolls, 24 Henry VI, m. 3.
  147. ↑ French Rolls, ao Edward IV, membr. 4: Rex etc. Sciutis quod ex humili supplicacione dilecti nobis Johannis Curteys de Londonia accepimus quod licet carissimus Consanguineus noster Rex Dacie die Annunciacionis beate Marie virginis anno Domini 1456 per litteras suas patentes coram nobis in Cancellaria nostra per prefatum Johannem ostensas, certis consideracionibus prefatum Consanguineum nostrum moventibus, Venerabili patri, Macello(!) Episcopo Scolatensi(!); dederit et concesserit plenam et liberam licenciam, facultatem et potestatem dandi, concedendi, et firmandi nomine ipsius Consanguinei nostri securum, liberum, et tutum saluum conductum certis personis, probis habitatoribus in regno nostro Anglie, precipue in villa de Kyngeston super Hull’, quibus prefato Espiscopo vtilius et commodocius(!) expedire videtur .... ... Teste Rege apud Westmonasterium. vij die Januarij.
  148. ↑ Jfr. Allen, De nordiske Rigers Historie II, s. 502 f.
  149. ↑ Hall Book vol. I, p. 262 f.: Congregacio tenta ibidem die Veneris. XXVI die Augusti [anno regni regis Henrici VIti, VIImo],
    Declaracio ex parte Regis Dacie de ven dicione puero

    rum de Islandia || (Et ibidem mota fuit, quomodo Episcopus Regis Dacie querimoniam Maiore et aliis burgensibus fecit, quomodo diuersi homines de villa ista secum episcopi adduxerunt pueros extra Islandiam et more inhumano eos vendunt tanquam prisonarios, unde requirebat maiorem remedium apponere. Super quo assensu huius congregacionis comparuit quidam extraneus qui adduxit vnum puerum et unam filiam de Islandia et ipsum excusauit, quod fuit obligatus ibidem ad reducendum puerum in anno futuro.

    [p. 263]. – – –

    Et ibidem Robertus Hundringham jurauit in forma iuris, quod magister nauis de Nouo Castro et bursarius habent III pueros, Johannes Boston unum, T. de Yakisle duos pueros, William Abot vnum, et tres venerunt Johanni Boston, Robertus Castelaer vnum puerum, qui quidem Robertus fuit in anno instanti et Robertus Castelaer(!) in Islandia in prefata naui que in portum Lynn iam cum pissibus(!) applicata est et pueris supradictis.

  150. ↑ Beretningen om dette møte findes i Hall Book, vol. I, p. p. 147, altsaa foran beretningen om det foregaaende møte. Men Decollatio Johannis var 29de aug., og 26de aug. var en fredag. Altsaa maa lørdag før festum Decollationis være 27de aug.: Congregatio priuata tenta ibidem die Sabbati ante festum Decollationis Anno VII, post meridiem circa horam terciam. Johanne Piuont Maiore interessente, Philippus Frank, Johannes Thorisby, Johannes Saluz, Johannes Muriel et alij ibidem congregati, videlicet, Johannes Boston, Robertus Hundringham, Robertus Custelaer et alij Islandiam frequentantes ad respondendum cuidam Episcopo de Islandia, nuncio Regis Dacie. Et ibidem comparuit Willelmus Abot nuper apprenditus. T. Langton fatebatur se habere vnum puerum masculum, Thomas Hamond de Vakislo fatebatur habere vnum puerum masculum et vnam feminam, et peruenit plegios, videlicet Robertum, ad reducendum dictos pueros in Anno futuro seu transmittendum. Quidam Johannes Scalwurthi habet duos pueros masculos, pleg’ ad ipsos reducendos in anno futuru, Johannes Boston, Vynter. Et Robertus Custelaer habet vnum puerun masculum et promisit ipsum puerum transmittere, ut supra. Johannes Morys magister cuiusdam nauis de Nouo Castro qui in Anno instante in Islandia fuit habet vnum puerum feminam, Ricardus Scardburgh’ bursarius in eadem habet unam puerum feminam.
  151. ↑ Johannes Isbrond, Taillour (skrædder), filius Nicholai Isbrond in Islond oriundus, boende i grevskapet Exsex, fik 10⁄7 1438 engelsk borgerret (Patent Rolls, 16 Henry VI, m. 21 Wymund Austyn, født paa Rene paa Island (Wymundus Austyn apud villam de Rene in Islandia oriundus) og boende i Exeter i England, fik 28⁄1 1481 engelsk borgerret (Calendar of Patent Rolls, 1476–1485, p. 243). I overskriften i rullen staar: pro Wymundo Austyn Scoto.
  152. ↑ Edward Ayleward, alias Thornam, født paa Færøerne (in Insula de Ferrey) som kongen av Danmarks undersaat og boende i Cromer i grevskapet Norfolk, fik 16⁄10 1465 og paany 15⁄2 1471 engelsk borgerret (Calendar of Patent Rolls 1461–1467, p. 469, og 1467–1477, p. 245)
  153. ↑ Their company wer shipped by the kynges commaundement .... from Boston and landed in Norway.
  154. ↑ Calendars of State Papers rel. to Scotland (ed. H. J. Thorpe I, s. 65 (13⁄8 1547).
  155. ↑ Acts of the Privy Council of England, New Series. X, s. 76.
  156. ↑ Extracts from the Council Register of the Borough of Aberdeen, Spalding Club 1844, vol. I, p. 333 f.; vol. II, p. 6.
  157. ↑ Se de av fru Nina Bang utgivne og for hele Nordeuropas handelshistorie saa vigtige »Tabeller over Skibsfart og Varetransport gjennem Øresund 1497–1660« (Kjøbenhavn 1906).
  158. ↑ Guil. Malmesberiensis, De gestis regum Angliae V: Paulus Orcadum comes, quamvis Noricorum regi haereditario iure subiectus, ita regis amicitias suscipiebat, ut crebra ei munuscula missitaret.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Norge_og_de_Britiske_Øer_i_middelalderen&oldid=225419»