Nils Griis, dansk-norsk Envoyé i Haag

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Grisius, verae virtutis nobilitatisque vir.

(Sig. Havercamp til Hans Gram.)

Det er meget hyppigt Tilfældet, at man i den dansk-norske Literatur har lettere for at finde Oplysninger om forholdsvis lidet betydelige, navnlig geistlige og literære Personers Livsforhold og Virksomhed, end om dem, der i sin Samtid have indehavt de indflydelsesrigeste og anseligste Stillinger. Enhver Sagkyndig vil vide, at man uden stor Møie kan skaffe sig Kundskab om, hvo der til enhver Tid var Præst i dette eller hint Kald, Rektor ved denne eller hin Skole o. s. v., medens man tidt maa anstrenge sig mere for at erfare, i hvis Hænder den høieste politiske og civile Administration var betroet. Vi savne endog Navnelister over Collegiernes Præsidenter og Deputerede, Høiesterets Medlemmer, Overøvrigheder o. s. v.[1] Men i ingen Retning er man oftere i Forlegenhed, end hvor det gjælder Diplomatiets Historie. Vel er der gjort en god Begyndelse gjennem Professor Holms, Geheimelegationsraad Vedels, Gigas’s m. Fl.s Arbeider paa dette Felt, men udenfor de af disse Forfattere behandlede Emner ved man for det meste lidet eller intet.[2] Mænd, der ved Udlandets Hoffer og Regjeringer have repræsenteret Danmark-Norge, saavelsom ogsaa fremmede Magters Gesandter i Kjøbenhavn ere efterhaanden gaaede i næsten fuldstændig Forglemmelse, uagtet der mellem dem er mange, som have den utvivlsomste Adkomst til at kjendes og erindres. Men det skal paa den anden Side ogsaa villig indrømmes, at denne Del af Historien kræver Forudsætninger hos sine Dyrkere, der ikke altid ere lette at erhverve.

Denne Side af de gamle Tvillingrigers Historie maa ogsaa af gode Grunde i Regelen være danske Videnskabsmænd forbeholdt. Vistnok var det efter 1660 ingenlunde uhørt, at Nordmænd anvendtes i den udenlandske Tjeneste; man kan nævne Grüner, Stockfleth, Griis, Wedel-Jarlsberg, og det hændte endog to Gange, at Udenrigsministeriets Chefer, var norske af Fødsel (Rosencrone og N. Rosenkrands), men dels var dette dog kun Undtagelser, dels forudsætte saadanne Studier Archivarbeider i en saa stor Udstrækning, at de vanskelig kunne drives for Alvor udenfor Kjøbenhavn og hyppig ogsaa gjøre Reiser til andre Hovedstæder nødvendige.

Jeg har i den følgende Afhandling forsøgt paa, at fornye Erindringen om en af de ovenfor nævnte Nordmænd, Præstesønnen Nils Griis, i sin Tid en anseet Mand ude og hjemme. I denne Hensigt har jeg i Geheimearchivet gjennemseet hans samtlige Relationer fra Haag for Aarene 1718–1746 (et Snes Folianter) og ved Siden heraf adskillige andre utrykte Akter, derhos selvfølgelig al den mig tilgjængelige Literatur, hvori jeg formodede at kunne finde noget for mit Øiemed. Ikke desto mindre lader mit Forsøg uden Tvivl meget tilbage at ønske, thi jeg har under Udarbeidelsen efter min Tilbagekomst til Christiania haardt savnet Anledningen til fortsatte og dyberegaaende Archivstudier.

Det er mig imidlertid en kjær Pligt at takke mine Venner, de danske Archivembedsmænd C. F. Bricka og G. Kringelbach, for den værdifulde Bistand, som de med aldrig svigtende Redebonhed, Godhed og Forekommenhed have ydet mig.

I.

I Sigdal, en afsides, men smuk og behagelig Dal, der gjennemstrømmes af Simoa, en af Drammenselvens mange Bifloder, hvilken forener sig med Hovedfloden ved Aamot Jernbanestation i Nærheden af Modums Blaafarveverk, levede i den sidste Trediedel af det syttende Aarhundrede en Præst Nils Nilsen Griis. Han var bleven Student fra Christiania Skole 1662 og tilhørte en dengang især i Norges Hovedstad ret talrig, nu vistnok uddøet Familie,[3] der uden Tvivl alene havde Navnet tilfælles med de adelige Ætter af dette Navn, som man møder baade i Danmark og Norge i den senere Middelalder. Om Præsten, der i 1676 erhvervede Magistergraden,[4] hvilket formodentlig snarere er et Bevis paa, at han levede i nogenlunde gode Kaar og altsaa kunde betale Sportlerne, end paa mere end almindelig Lærdom, er ikke meget at bemærke. Han roses for at have afskaffet en Gudstjeneste, som indtil hans Tid fandt Sted i Hovedkirken hver Julenat fra Kl. 2–4, og ved hvilken „mange grove Overtrædelser“ skal have gaaet i Svang. Den 12te Februar 1704 døde han som Fader til mange Børn; han havde været to Gange gift.[5]

Den af Sønnerne, om hvem jeg her skal fortælle, var Faderens næstældste Søn af første Ægteskab med Boel Hansdatter († 1686) og var født paa Sigdals Præstegaard den 4de Juni 1672.[6] Hvor og af hvem han er bleven undervist, vides ikke, men den 7de Juni 1688 sees han og hans ældre Broder Thomas at være blevne extraordinært indskrevne som Studenter ved Kjøbenhavns Universitet efter privat Examen.[7] Grunden til, at de to unge Nordmænd ikke oppebiede den sædvanlige Examens- og Immatrikulationstid, var den, at deres Fader sagdes at ligge for Døden,[8] og de have da formodentlig ilet hjem til Norge, hvor imidlertid Faderen kom sig og, som vi have seet, levede endnu mange Aar derefter. Senere studerede begge Brødre[9] Theologi, og Thomas blev siden sin Faders Medhjælper og tilsidst hans Eftermand i Sigdals Sognekald; han skal have været Magister og døde 1722.

Men fra 1688 af ved jeg for en længere Aarrække Intet at fortælle om Nils Griis. Med temmelig Sikkerhed kan imidlertid sluttes, at han har studeret med stor Flid og ikke mindst dyrket Klassikerne, især de latinske, som han gjennem sit hele Liv stedse vedblev at elske, og at han derhos maa have fundet Anledning til at gjøre Udenlandsreiser og knytte fornemmere Bekjendtskaber, end dem, der almindelig faldt i Præstesønners Lod at stifte. Det ligger nær at slutte, at han enten har reist som Hovmester med unge Adelsmænd, eller at han har været Privatsekretær hos en eller anden Minister eller Diplomat. Den første, rigtignok meget tvivlsomme, Efterretning om ham, som vi møde, er den, at han „den 18de Juni 1700“ skal være bleven „Legationssecretair til Ostende“.[10] Der gaves imidlertid ingen dansk Legation i den nævnte By, og der lader sig heller ikke paavise, at Griis er bleven ansat i dansk Tjeneste i det nævnte Aar. Er der derfor noget sandt i det Hele, da kan det i det høieste betyde, at han muligens har havt et privat Engagement som Korrespondent eller Sekretær i Ostende, en Gjætning, der maa staa ved sit Værd. Maaske er det kun en Forvexling med en Stilling, han senere indtog paa et andet Sted. Sikkert derimod er, at det var den et Par Aar senere udbrudte spanske Successionskrig, som bragte Griis til Nederlandene, og at han under denne Krig har vundet sine første Sporer som Diplomat.

II.

Haag, den nederlandske Republiks politiske Hovedstad, havde i det syttende og tildels endog det attende Aarhundrede ogsaa været et Brændpunkt for det europæiske Diplomati. „Med skaanselløs Offentlighed behandlede den nederlandske Forbundsregjering ikke alene sine egne Udvalgs Resolutioner, men ogsaa samtlige Gesandtskabers Meddelelser. Fremmede Magters Agenter fik i Haag bedre end andensteds Oplysninger om svævende Spørgsmaal. Hollændernes Dygtighed og Iver i diplomatiske Forretninger var stor, deres Gesandter vare vel underrettede, saaledes som i sin Tid de venetianske. Den europæiske Politiks System i den første Del af det attende Aarhundrede: alle Magters principielle Indblanding i alle Spørgsmaal, den uafladelige Bestræbelse for at udfinde fremtidige og fjerne Muligheder, den utrættelige Afveien af indbyrdes Magtforhold, den skuffende Leg med Forsvars- og Garanti-Forbund, hele denne lurende og opsigtvækkende Ligevægtspolitik havde i Haag tidlig udviklet sig i fuld Blomst. Ved alle store Underhandlinger i det syttende Aarhundrede havde hollandske Statsmænd spillet en fremtrædende Rolle; over Haag kom under Wilhelm III. alle vigtige Aktstykker til det engelske Udenrigsministerium. Under den sidste Koalitionskrig havde denne Konge givet den hele politiske Forretningsførelse i Hollændernes Hænder, og der vare ogsaa Ryswikerfreden og September-Alliancen i 1701 blevne afsluttede.“[11] Wilhelms Død i 1702 frembragte for det første ikke en saa stor Forandring i Nederlandenes politiske Stilling og Republikens Forhold til England, som under andre Omstændigheder vilde have indtraadt, thi de to Sømagter havde allerede grebet en bestemt og en fælles Politik i det store spanske Spørgsmaal, der foreløbig maatte trænge alle andre Hensyn tilbage.

Den dansk-norske Stat, i hvis Interesser Forholdet til Holland gjennem mange Menneskealdre havde spillet en fremtrædende Rolle, fik under den 1702 udbrudte Krig mere end sædvanligt at varetage i Nederlandene. For det første sendte Frederik IV. som bekjendt betydelige Stridskræfter til Krigsskuepladsen som „Auxiliairtropper“ i engelsk-hollandsk Sold, og for det andet gjaldt det at beskytte de forenede Rigers Søhandel. Danmark-Norges Neutralitet i den store europæiske Krig skaffede nemlig ikke alene dets Skibsfart store Udsigter til Fordel, men udsatte den samtidig ogsaa for meget store Farer paa Grund af det hensynsløse Kapervæsen, som dreves saavel fra fransk Side (især fra det gamle Røverrede Dunkirken), som fra engelsk og ikke mindst nederlandsk. Navnlig vare Kaperne fra Provindsen Zeeland berygtede. I 1704 klagedes over, at ikke mindre end 20 danske og norske Skibe vare optagne af Zeelænderne, som uden retslig Kjendelse solgte dem eller de fleste af dem som gode Priser, hvorfor Frederik IV. maatte gribe til det Middel at beslaglægge en stor hollandsk Ostindiefarer, som paa Tilbagereisen havde søgt Havn i Bergen, et Middel, som ogsaa viste sig ret virksomt.[12]

Som Danmark-Norges Gesandt i Haag fungerede dengang Etatsraad Hans Henrich v. Stöcken, som i 1699 var forflyttet fra London, hvor han før havde været Envoyé, aabenbart efter Datidens Forhold et Avancement.[13] Han roses af Samtiden for sin Klogskab.[14]

Under disse vanskelige Forhold fandt imidlertid Regjeringen at burde give Stöcken en overordentlig Medhjælper, og her dukker da den nu 32 Aar gamle Nordmand Nils Griis frem af sin hidtil saagodtsom ukjendte Fortid. Den 26de Februar 1704 udnævnes nemlig „Nicolas“ Griis til „Legationssecretair in Holland“, idet dog Gagen (vistnok 300. Rdl.) skal udbetales ham ogsaa for hele Aaret 1703.[15] Han kaldes i Udnævnelsen „unser lieber getreuer“ (= „os elskelig“), en Titel, der pleier at forudsætte, at Vedkommende allerede tilforn har været i en offentlig Stilling, men det er som sagt ikke lykkedes at finde noget sikkert Vidnesbyrd om nogen saadan.

Det var imidlertid ikke Meningen, at Griis skulde leve i Haag som Ministerens personlige Medhjælper. Han fik strax fra Begyndelsen af en selvstændigere Stilling i Brüssel, hvor der, navnlig under Krigen, var Brug for en stadig tilstedeværende Diplomat.

Allerede under Christian den andens Landflygtighed, Grevefeiden og Christian den tredies Ufred med Keiseren havde Danmark og Norge havt nok at bestille med den dengang saakaldte „burgundiske“ Regjering. En særlig Styrelse for de spanske Nederlande havde ogsaa siden stadig havt sit Sæde i Brüssel, efter Omstændighederne udrustet med større eller mindre Selvstændighed. I den sidste Tid før 1700 havde Statholderskabet og Forsædet i hin Regjering været overdraget til Kurfyrsten af Bayern, Max Emanuel, den samme, hvis nys afdøde Søn havde havt en vis Udsigt til at arve hele det spanske Monarki. Thronskiftet i Madrid bragte i Virkeligheden Magten i disse Egne fuldstændig over i Ludvig den fjortendes Hænder, og dennes Sønnesøn Philip havde ogsaa, inden han forlod Frankrige for at tiltræde den farlige Arv efter sin spanske Frænde, overdraget Bedstefaderen en Overledelse af sine belgiske Besiddelser, ja Rygtet fortalte endog at de skulde formelig afstaaes til Frankrige. Max Emanuel, der havde forladt Bayern og levede i Brüssel, vaklede som bekjendt en Tid mellem det østerrigske Parti (Keiser Leopold var hans Svigerfader) og det franske, men bestemte sig til sin Ulykke for det sidste. Medens han foreløbig drog til Bayern igjen, overtog Marquis Bedmar som Vicestatholder eller Guvernør Ledelsen af de belgiske Affærer, indtil Kurfyrsten efter Østerrigernes og Englændernes glimrende Seir ved Höchstädt (13de August 1704) atter som Flygtning vendte tilbage til Brüssel. „Secretair“ eller „Secretair-Resident“ Griis ansattes altsaa i Brüssel, dog under overtilsyn af v. Stöcken i Haag. Hans Aflønning her bestemtes til 1000 Rdl., men for at tilveiebringe denne i og for sig ikke store Sum greb man til en overordentlig Foranstaltning, nemlig at paalægge alle i Danmark og Norge hjemmehørende eller befragtede Skibe, der seilede paa Frankrige, Spanien, England, Portugal og Holland, en Afgift af 3 Skill. pr. Læst.[16] I Slutningen af 1704 (16de Novbr.) tilstodes der Griis en Permission paa to Maaneder for at reise hjem, dog under Forbehold af Stöckens Samtykke. Sandsynligvis har det været den gamle Præst Griis’s samme Aar indtrufne Død i Sigdal, der har kaldt hans Søn tilbage i Besøg. Muligvis har Griis nu været i Norge, maaske for sidste Gang i sit Liv. Hvad man forøvrigt hører om ham, angaar Reklamationer af danske og norske Skibe, optagne især i Ostende, altsaa af fransk-belgiske Kapere. Krigsbegivenhederne medførte imidlertid snart store Forandringer i Belgien, thi Slaget ved Ramillies (23de Mai 1706) gjorde i det væsentlige Ende paa Frankriges Indflydelse i hint Land. De allierede Englændere og Hollændere sloge paa denne Dag Marschal Villeroi og Kurfyrst Max Emanuel saa afgjørende, at Brabant og en stor Del af Flandern faldt i Seierherrernes Hænder, og Kurfyrstens Regjering i Brüssel var dermed sprængt. England og Holland anerkjendte vistnok den østerrigske Prætendent til det spanske Monarki, Carl (III) som Belgiens lovlige Herre, men uden derfor at ville overlade ham Styrelsen af Landet før ved den endelige Fred. I Virkeligheden blev det især Hollænderneg, som kom til at raade for dette, dog med Bibehold af en af dem afhængig Regjeringskommission af indfødte Belgiere.[17] Griis havde selvfølgelig strax efter Slaget forespurgt sig hos sin Regjering om, hvorledes han herefter skulde forholde sig under de nye Forhold; han formodede dengang endnu, „at Erkehertug Carl vilde indrette et nyt Gouvernement“, og den 21de Juni 1706 fik han til Svar, at han skulde forblive paa sin Post og vende sig til de „høie Allieredes Gouvernement“. I November s. A. fik han et formeligt Kreditiv til denne. Man erfarer i den følgende Tid i Regjeringens Breve til Griis forskjellige Uheld, som timedes vor Søfart: General Caspar Herman Hausmanns Skib var saaledes i 1707 optaget af Dunkirkerne, et Skib, tilhørende Lorentz Hansen af Throndhjem, arresteret, i 1710 klager Borgermester Fasting i Bergen i sin Svoger (den senere store Fallent) Kammerraad Christopher Mohrsens Navn over, at et denne tilhørende Skib er taget i Barcelona, og senere over, at to andre, ligeledes Mohrsen tilhørende Skibe vare opbragte i Ostende.[18] I samme Aar paalægges der ogsaa Griis at interessere sig for, at Hertugen af Holstein-Rehtwisch maatte blive Guvernør i Luxemburg.[19]

Det sidste Brev om de Mohrsenske Skibe synes at vise, at Griis’s Virksomhed ikke har havt Held med sig, og han fik derfor en drøi Reprimande, hvori det endog heder, at man nu i flere Aar ikke har modtaget en eneste Relation fra hans Haand Kort efter fik han endog (21de Novbr. 1710) en formelig Rappel og det i lidet naadige Udtryk, idet der gaves ham Befaling til strax at anmelde sin Afreise hos Interimsregjeringen i Brüssel og derpaa ufortøvet, medbringende alle sine Papirer, at indfinde sig i Kjøbenhavn. Samtidig udgik Befaling (20de Novbr. 1710) til, at den ovennævnte Afgift paa danske og norske Skibe til den Brüsselske Residents Løn skulde ophøre, men i 1715 blev ved Reskr. af 12te April dette Paalæg gjenoptaget og nu bestemt til danske og norske Sømænds Udfrielse af algiersk Fangenskab.

I Kjøbenhavn har Griis imidlertid aabenbart forstaaet at retfærdiggjøre sig, thi efter nogen Tids Forløb blev han atter sendt tilbage til Brüssel i sin forrige Egenskab som „Secretair-Resident“. Naar dette er skeet, kan neppe paavises, men i Marts 1711 sees Gesandten i Paris, den som tydsk Forfatter bekjendte Wernicke, at have faaet Brev fra „Mr. Gries de Bruxelles“.[20] Han forblev i sin Post indtil 1713, da han den 21de April d. A. vendte tilbage til Kjøbenhavn, aabenbart i Anledning af, at de forskjellige under 11te samme Maaned i Utrecht afsluttede Fredstraktater havde gjort en overordentlig dansk Diplomat i Brüssel overflødig. Dagen for hans Tilbagekomst sees af Statsregnskabernes Hovedbog, hvoraf man ogsaa erfarer, at hans Gage just ikke er bleven ham betalt paa den ordentligste Maade. Den 2den Mai s. A. bestemtes endelig, at han for Tidsrummet 1ste Januar 1711 til 21de April 1713, „da han fra Brüssel til Kjøbenhavn er indkommen“, skal erholde udbetalt sit Tilgodehavende, 2,304 Rdl.

III.

Ved Griis’s Tilbagekomst til Danmark i 1713 opstaar atter et Hul i hans Levnetshistorie, som kun utilfredsstillende kan udfyldes, heldigvis dog det sidste. Saa meget er vist, at han i de nærmestfølgende Aar ikke havde nogen offentlig Ansættelse. Vi møde ham imidlertid i Paris og det paa en Maade, der faar en særegen Interesse derved, at Efterretningen hentes fra Holbergs Selvbiografi og røber et personligt Bekjendtskab mellem denne og Griis.

Under sin næstsidste Udenlandsreise kom Holberg, idet han drog tilbage fra Italien 1716, atter til Paris, hvor der opstod en Tvist i en Forretningssag mellem ham og en Franskmand. De uenige Parter enedes om at tage Nils Griis til Voldgiftsmand, og han afgjorde Sagen til Holbergs Fordel.[21] Man kunde heraf maaske slutte, at Griis har staaet i nær Forbindelse med den danske Gesandt i Paris, fremdeles Wernicke,[22] maaske boet hos ham eller lignende, siden ogsaa Franskmanden respekterede ham og underkastede sig hans Afgjørelse. Omtrent ved samme Tid var det vistnok, at Griis i en Samtale med en fransk Geistlig gjorde en vittig Bemærkning som ogsaa Holberg har opbevaret. Franskmanden vilde nemlig udfordre ham til en religiøs Disputats, men Griis svarede, at det var ufornødent, da de jo vare af en og samme Religion. Da den anden saa spurgte om de Danskes Troesbekjendelse, sagde Griis: „De Danske tro, at Paven ikke sørger ilde for sig og sit Skatkammer, naar han med saa stor Nidkjærhed haandhæver den romerske Stols Myndighed og Hellighed, og det samme tror nok det romerske Konsistorialkollegium selv.“ Den franske Geistlige taug da stille, medens de Tilstedeværende brast i Latter.[23] Hvad jeg her har gjengiven er dog det eneste, som med Vished vides om Holbergs Forhold til Griis. Man ser, at Holberg har havt stor Agtelse for denne sin Samtidige og norske Landsmand, men der er dog intet, der med Sikkerhed lader slutte til det nærmere Venskab mellem dem, som af en Forfatter har været omtalt eller antaget, og selv om man ikke senere havde faaet Vished for, at det var Grev Christian Rantzau, til hvem Holberg har stilet sine selvbiografiske Breve, vilde det være en urimelig Antagelse, at den unævnte vir perillustris skulde have været Griis.[24] Bekjendtskabet kan dog ellers gjerne tænkes stiftet ved Holbergs første Udenlandsreise.

Den ovenfor omtalte H. H. v. Stöcken, Griis’s fordums Foresatte, var imidlertid død i sin Stilling som Envoyé i Haag den 2den Novbr. 1709.[25] Han efterfulgtes af en Slægtning, der ligeledes hed Hans (Johan) Henr. v. Stöcken. Denne yngre Stöcken (dengang Hofjunker) var i 1705, som det synes i August, bleven udnævnt til Legationssekretær „ved de udenlandske Hoffer“ og anbragt hos sin Frænde i Haag, da dennes egentlige Sekretær, Griis, jo var sendt til Brüssel; han findes allerede opført i Haag paa Gagelisterne for 1706. Da den ældre Stöcken var død, havde Kongen resolveret (20de Januar 1710), at Legationssekretæren mod et Tillæg til Gagen (300 Rdl.) af 400 Rdl. i „Traktementspenge“ skulde indtil videre forestaa Legationen. I Efteraaret samme Aar ankom saa den nye Envoyé J. H. Ahlefeldt, som fremlagde sit Kreditiv den 13de Oktober.[26] Fremdeles var Forholdet mellem Danmark og Nederlandene noget spændt paa Grund af Kaperierne, der atter forekom ikke sjelden, og Sagerne bleve end vanskeligere, efterat Frederik IV. havde paaført Sverige Krig.[27] I September 1712 skriver den saxiske Gesandt i Kjøbenhavn, Baron Manteuffel, til sin Herre, Kong August i Dresden, „at han havde tilraadet Kongen af Danmark ikke at bryde med Holland“; 24 hollandske Skibe vare da arresterede af de Danske.[28] I 1714 tog Ahlefeldt Afsked fra sin Post som Envoyé, og nu blev under 18de Januar s. A. Legationssekretær Stöcken udnævnt til hans Eftermand, dog kun med Residents Rang og 3000 Daler om Aaret, idet han samtidig udnævntes til Justitsraad,[29] den sædvanlige Rang for Residenter.

Den yngre Stöcken var som Resident ikke yndet i Holland og blev heller ikke gammel i sin Stilling som selvstændig Diplomat. Allerede 1717 blev han rappelleret. Hertil var Foranledningen følgende: Han havde i April s. A. anmeldt, at han stod i Begreb med at ægte en hollandsk Dame, Mad. de Botzelaer. I Anledning heraf fik han fra den daværende Udenrigsminister, Geheimeraad Sehested, der allerede siden 1700 havde forestaaet det tydske Kancelli, hvorfra som bekjendt dengang de diplomatiske Forretninger bestyredes, en meget bestemt Skrivelse af 27de April, der gik ud paa, at Kongen ikke syntes om, at hans Gesandter knyttede saa faste Baand i de fremmede Lande, hvori de vare ansatte, og at man maatte henstille til ham at hæve sin Forlovelse.[30] Hertil svarede Stöcken, at det nu var for sent, da Forbindelsen var offentliggjort og Bryllupsdagen bestemt. Han tilføiede, at hans Forlovede var en Dame af „qualité“, og at.hun havde en Broder i det hollandske Admiralitet. Han vilde derved, skal han have skrevet, faa Adgang til at erfare hollandske Statshemmelighder og kunde derved gavne Kongen. Over dette Svar blev Frederik IV. forbitret og besluttede, at Stöcken skulde afskediges.

Efter Statsminister Ditlev Vibes Forslag bestemte Kongen en Hr. Jonge til hans Eftermand, men denne undslog sig for at modtage Embedet. Nu kom Raden til Nils Griis, som paa denne Tid, uvist under hvilke Vilkaar, igjen befandt sig i Kjøbenhavn.[31] Griis udnævntes da til Resident i Haag den 13de November 1717 og fik samtidig Rangen som Justitsraad. I det Kreditiv, som medgaves ham til Generalstaterne, motiveres hans Udnævnelse dermed, at „han sig alt forhen udi mange Aar som vores Legations-Secretaire udi den Haag, saavel som vores Secretaire Resident udi Brüssel haver opholdet og i saa Maader formodentlig den Ære haver Eders Høy og Mogenheder[32] nogenledes bekjendt at være.“ Til sin Equipage fik han en Sum af 500 Rdl. i Kroner og som aarlig „Gage og Appointement“ 3000 Rdl., der skulde løbe fra den Dag, han tiltraadte Reisen til Holland. Den 27de November 1717 forlod han Kjøbenhavn,[33] og den 1ste Januar 1718 melder den fratrædende Resident Stöcken til Kongen, at Justitsraad Griis igaar er ankommen til Haag og har forevist ham Hs. Majestæts naadigste Reskripter, hvorfor alt skal blive ham overleveret. Afieveringen af Embedet foregik, og Stöcken reiste hjem. Hans Afsked med Hollænderne var ikke venlig, da han endnu i sidste Øieblik havde tirret dem ved en Note, hvori der forekom stødende Udtryk, men man gav ham dog „les lettres récrédentiales usitées“. Desto mere Pris synes man lige fra første Stund af at have sat paa Griis. Det fortælles, at han var kjendt fra før af i Haag som „Secretaire de commission“ (noget, hvorom det dog ikke har lykkedes mig at finde nærmere Oplysning), og Lamberty bemærker allerede i Anledning af hans Tiltrædelse, at han udmærkede sig ved en stor Klogskab og Evne til at rette sig efter Omstændighederne og en usædvanlig Viden.[34] Stöcken havde klaget over, at den Generalstaternes Komite, med hvilken han havde at gjøre, pleiede at blive staaende under sine Forhandlinger med ham og derved tvang ham til at gjøre det samme, og Griis havde Ordre hjemmefra til ikke at indlade sig paa at forhandle, medmindre man tog Sæde, en Opmærksomhed, som Kongen forlangte for sin Gesandt. Mod den nye Resident gjordes der ingen Vanskeligheder i denne Henseende.[35]

Om Stöckens senere Skjæbne kan fortælles, at han efter nogle Aars Forløb (18de Marts 1721) udnævntes til Landfoged i Oldenburg, i hvilken Stilling man sidste Gang finder ham opført i Statskalenderen for 1751. Den 6te Juni 1732 var han bleven udnævnt til Etatsraad.

IV.

Nils Griis beklædte Gesandtskabsposten i Haag i 28 Aar (1718–1746), altsaa gjennem den allerstørste Del af den Periode, der ligger mellem Successionskrigens Ophør og det oraniske Statholderskabs Gjenoprettelse 1747. Men da den norske Præstesøn overtog den Stilling, som før ham havde været indtaget af Adelsmænd som Marcus Gjøe og Ahlefeldt,[36] var den nederlandske Republik ikke mere, hvad den i fordums Dage havde været. Dens Glandstid var for bestandig borte. Holland var omtrent samtidig med Sverige bleven en Stormagt, og paa samme Tid som dette vort Broderrige udgik det igjen af Stormagternes Række. Grunden hertil er for begge Staters Vedkommende omtrent den samme: dengang de hævede sig, vare andre større og i Længden derfor mægtigere Lande dels endnu ikke fremtraadte paa den store Skueplads, saasom Rusland og Brandenburg-Preussen, dels vare deres Kræfter midlertidig bundne, saaledes som Tilfældet havde været med England. Holland, „Stormagten uden Land“, havde endnu spillet en Rolle under den store spanske Krig, men det høstede kun ringe Frugter af sine store Anstrengelser under denne, og det kom herefter aldrig mere til at gribe ind i det øvrige Europas Skjæbne. Det var henvist til under den stedse mere tiltagende og for hver Dag farligere Konkurrence med andre Nationer at bringe saa meget som muligt ud af sin Handel og Skibsfart, og dets Politik kunde alene blive en strengt fredelig. Dets Diplomati tabte selvfølgelig sin hidtil havte europæiske Betydning, de store europæiske Fredstraktater, som tidligere vare blevne afsluttede paa Republikens Grund, saaledes som i Breda, Nimwegen, Ryswik og Utrecht, dateredes ikke mere fra hollandske Stæder. Betydelige Statsmænd havde dog Republiken endnu ved denne Tid i sin Tjeneste i Frants Fagel og Slingelandt.

Danmark stod dog fremdeles i mange Berøringer og havde derhos endnu meget uopgjort Mellemværende med Nederlandene, saa at der for de danske Gesandter var nok at gjøre. Der var derfor ogsaa sørget for, at Residenten, der jo i Regelen maatte være i Haag, havde nogen Bistand gjennem underordnede Agenter i Amsterdam. En saadan var Kommerceraad Frederik Arentz, „H. Maj.s Commissair i Amsterdam“, hvis Død Griis indberetter 1719. Hans Eftermand synes at have været Peter Treschow (født i Stege paa Møn 1728) og Broder saavel af Christiania-Patricieren Gerhard Treschow som ogsaa af Jernverkseier Herman Treschow, de i 1812 nobiliterede Treschowers Stamfader.[37] 1731 var en Sr. Balde dansk Agent, og fra 1735 opføres hans Enke (ɔ: Firma) i mange Aar i Statskalenderen som „Königliche Agentin“.

Hollands og Danmark-Norges Interesser havde, som vi have seet, lige siden Aarhundredets Begyndelse været i Strid med Hensyn til Søfartens Frihed. Men hertil var ogsaa kommet et ubehageligt Gjældsforhold. Hollænderne skyldte Frederik den fjerde Penge. De Tropper, som Kongen havde udleiet i deres og Englands Sold, vare vedblevne at staa i Vaaben mod Frankrige ogsaa efter Danmarks Fredsbrud med Sverige. Men kort efter denne Begivenhed indtraadte det følgerige Omslag i England, da Toryerne kom til Magten, hvilket medførte en Slappelse i Krigen mod Ludvig den fjortende. Marlborough kaldtes tilbage 1711, og den nye engelske Anfører, Hertugen af Ormond, forholdt sig ganske passiv. Fra 1712 af negtede Englænderne yderligere at betale for de danske Tropper, hvis Underholdning saaledes maatte overtages af Nederlandene og Keiseren. I 1714 vare Tropperne endelig marscherede hjem,[38] men uden at noget ordentligt Opgjør havde fundet Sted, og Danmark stod der med utvivlsomme Fordringer paa Holland, hvis.Afbetaling nu henskjødes fra Aar til Aar under forskjellige Paaskud. I 1717 havde man i Danmark grebet til den Udvei at arrestere Skibe fra Provindsen Nord-Holland, der særlig heftede for Gjælden, medens derimod de andre Provindsers Skibe bleve uantastede. Selvfølgelig vakte dette stor Forbitrelse i Holland, hvis Gesandt gjorde Forestillinger i Kjøbenhavn. At Løsladelsen af Skibene dog udsattes, derfor gav man i Holland Resident Stöcken Skylden.[39] De frigaves dog snart, men kun under den udtrykkelige Betingelse, at de ikke maatte seile til Sverige, hvis Handel og Skibsfart det naturligvis fremfor alt gjaldt at ødelægge under Krigen.[40]

Hollænderne vare derfor fremdeles misfornøiede. De vilde desuden have endnu flere Indrømmelser til Bedste for sin Handel, og Betalingen af Gjælden blev der Intet af. I Sommeren 1718 viste sig, aabenbart som en Demonstration, en Flaade paa ni hollandske Linjeskibe i Kattegat.[41] I Juli havde Griis foreslaaet gjennem en offentlig Deklaration at blotte Hollændernes fortsatte Smuglerier og deres hemmelige Forbindelser med de Svenske, til hvilket Forslag Ministrene C. Sehested og J. G. v. Holstein sluttede sig.[42]

Forholdet lettedes naturligvis noget ved Fredsslutningen mellem Danmark og Sverige den 3die Juli 1720, men Aaret efter var den Handelstraktat mellem Holland og Danmark-Norge udløben, som i 1701 var afsluttet paa 20 Aar og paa særdeles fordelagtige Vilkaar for Holland. Saaledes kom alt for lang Tid paa det uvisse. Det varede hele 10 Aar, inden Differentserne endelig bilagdes, og Mellemtiden optoges med gjensidige Klager.

Af de mange Handelsforhold mellem Holland og Danmark-Norge vare disse de vigtigste. Fra Norge fik Hollænderne væsentlig Trælast og Fisk, tildels ogsaa Jern, hvorimod man indførte did en stor Mængde Varer. Hvis man tør tro et samtidigt, i sin Tid meget udbredt Skrift om Hollands Handel, vare paa den Tid, hvorom vi tale, 300 hollandske Skibe beskjæftigede med Fart og Handel paa Norge, hvert gjennemsnitlig med en Tonnage af 500 og en Besætning af 10 à 12 Personer.[43] Bergen, Throndhjem, Christiania og Drammen vare de hyppigst besøgte Havne. I 1719 var der mellem de Kjøbmænd i Amsterdam, der dreve Handel paa Norge, et stærkt Ønske om at faa en Konsul ansat i Christiania, og en Ansøgning i denne Anledning blev indgiven til Generalstaterne, som lod Sagen behandle af en Komite, der formodentlig har henlagt den. Amsterdammerne havde i Ansøgningen allerede udpeget den Mand, som de ønskede til sin Konsul, nemlig Peter Vogt, der ved Siden af at være Handelsmand i Christiania senere blev Lagmand og døde som Konferentsraad 1767.[44]

At Hollands Handel med Danmark var af ringere Betydning end med Norge, paastaaes udtrykkelig i det nys citerede Skrift om den nederlandske Handel.[45] En væsentlig Del deraf var den store Udførsel af levende Stude, som fandt Sted fra Jylland.[46] Det danske Kjød var bekjendt for sin særdeles Godhed, især til Skibsprovision. Denne Udførsel foretoges ikke for jydsk, men for hollandsk Regning. De hollandske Slagtere kom til Jylland om Vaaren, reiste om paa Gaardene, kjøbte de kornfedede Stude og dreve dem i April Maaned afsted til Ribe, Ringkjøbing, Varde o. s. v., hvorfra de udskibedes. Man beregnede i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede de til Holland udskibede Stude til et Antal af 25,000 om Aaret, men desforuden blev en stor Mængde dreven afsted sammestedshen overland. Vil nogen have et ligesaa sandt som fornøieligt Billede af Jyders og Hollænderes Studehandel, da bør han repetere den Tale, som „Tredie Proprietarius“ holder i første Scene af „Den ellevte Junii“, hvor Proprietarien beretter om sine og „Adrian van Enkhuysens“ Negotiationer og Forsøg paa at lure hinanden.

Men under denne Danmarks Tvist med Holland var det, at den danske Regjering (1718) fandt for godt at forhøie Udførselstolden paa Øxne fra 2 Rdl. Spec., der havde været betalt siden 1691, til 3 Rdl. Spec. Dette var ikke heldigt, thi fra nu af aftog Udførselen og hævede sig aldrig mere til den gamle Høide.[47] Hollænderne søgte andre Tilførselssteder, og deres Regjering forhøiede derhos samtidig ogsaa Indførselstolden paa dansk Kvæg for at skade Danmark og, som Griis skriver i en Relation fra Oktober 1723, for at tvinge Hollænderne til selv at opelske Kvæg og ikke indføre dem fra Danmark og Tydskland.[48] I samme Aar var det, at det nysnævnte Stykke af Holberg, hvis Helt ikke for Ingenting netop heder Studenstrup, først bragtes paa Scenen, og den indtraadte Krise berøres ogsaa i Proprietariernes uforglemmelige Samtale i første Akt. („Gud bedre os for Market vi gjør, bitte Far!“)

Foruden denne Differents var der adskillige andre. Som saadanne anfører Griis i en Depesche af 1721 nogle hollandske Klager, der ikke ere uden Interesse. Man var saaledes misfornøiet med, at den danske Konge gav sine Undersaatter Moratorier og derved skadede deres hollandske Kreditorer. Man fandt ogsaa den saakaldte Tiende (les dîmes) af norsk Jern og Trælast for høi. Og i høie Toner klagedes over det norske Lodsvæsens nye Ordning, hvormed Retten til at antage Lodser overdroges mænd. De ansatte Lodser vilde hindre andre fra at tage Del i dette Arbeide, de toge sig altfor høit betalt og toge ogsaa undertiden sin Magelighed saaledes i Agt, at Skibe tidt vare udsatte for at forlise, førend de fik Hjælp.[49]

Hollænderne gjorde endog Vanskeligheder med Hensyn til Øresundstolden. Deres Envoyé i Kjøbenhavn, Goes, vilde endog paastaa, at denne Tolds historiske Oprindelse ikke var ældre end den Speierske Fred 1544, og denne Sag antoges at blive gjort til Gjenstand for de hollandske Stænders Forhandlinger. Griis havde i Haag gjort gjældende, at Sundtolden var ældgammel og betalt af Hanseaterne, længe førend Flamlændere og Hollændere begyndte at beseile Østersøen, hvorfor ogsaa Tolden i gamle Dage havde hedt „De Hense-Told“. I at fremdrage gamle Akter og gjøre dem gjældende til sin Fordel gik Hollænderne endog saa vidt, at de paaberaabte sig Privilegier, som Christiern den anden i 1531 (førend han seilede til Norge) havde givet Staden Amsterdam.

En yderligere Kilde til Hollands Misnøie var en særegen Begunstigelse, som i hine Aar blev Danmarks Hovedstad tildel. Paa sin Søn Prinds Frederik Christians Fødselsdag 1ste Juni 1726 havde Kongen skjænket Kjøbenhavn Eneret til Oplag af de saakaldte fire Species: Salt, Vin, Brændevin og Tobak. En væsentlig Bevæggrund hertil var vistnok den at sikre Statskassen mod den Toldsvig, som netop for disse vigtige Artiklers Vedkommende blev dreven i stor Maalestok i de danske Smaabyer, medens det var lettere at føre Kontrollen i Kjøbenhavn, der var en befæstet Stad med.Volde og Porte. Privilegiet bestemte yderligere, at Indførselen kun maatte ske i danske Skibe. Selvfølgelig vakte dette Privilegium, ifølge hvilket andre Byer altsaa strax maatte betale Tolden uden Adgang til Oplag, stor Forbitrelse i Provindserne, hvilket man bedst ser af Holbergs vittige, oprindelig paa Latin forfattede „Samtale mellem tvende Kjøbmænd Sylvester og Montanus“.[50] Holberg tager her Parti for Kjøbenhavn og afslører ubarmhjertig Provindsstædernes Toldsvig, der, som han lader Montanus sige, gik saavidt, at „der af Vin alene ikke har været fortoldet saa meget, som det udfordres til at forsyne Kirkerne med“.[51] Dette hans Flyveskrift, ligesom ogsaa et andet samtidigt om det ostindiske Kompagni, gjorde ham da ogsaa i høieste Grad populær blandt Kjøbenhavns Handelsstand, saa at nogle af denne „holdt for, at Autor for sin havte Møie burde raisonnabelt betales“.[52]

For Hollænderne var Tabet ved denne Bestemmelse meget føleligt, da disse hidtil havde forsynet en stor Del af Danmark med de nævnte Varer. Griis indberetter herom i 1729.

I samme Depesche omtaler han ogsaa, hvorledes der i Nederlandene ved denne Tid var foreslaaet helt at afbryde Handelen med Norge og ligefrem forbyde Indførselen af norsk Trælast. Magistraten i Amsterdam havde ladet Borgerskabet tilspørge, om man ikke kunde undvære den norske Trælast, eller om et Forbud mod den norske Handel vilde genere Staten Holland føleligt. Kjøbmændene havde, hver efter sin Interesse, givet forskjellige Svar. Nogle havde ment, at Østersøen skaffede tilstrækkelig Trælast, og at man altsaa kunde være Norge foruden, andre, at visse norske Træsorter ikke kunde faaes andensteds og derfor vare uundværlige. Gesandten maatte antage, at Sagen vilde blive forelagt Stænderne, og at dens Skjæbne var uvis.

Allerede siden Christian den fjerdes Tid havde Danmark Besiddelser i Ostindien og et ostindisk Kompagni. Dette var i Frederik den fjerdes Tid kommet mere og mere paa Knæerne og var i 1729 blevet ophævet efter forskjellige mislykkede Forsøg paa at faa Forretningerne, der syntes meget lovende, bragte paa Fode igjen.[53] Paa Foranledning af en Kjøbmand Peter Becker fra Bremen blev dog strax Tanken til en Gjenoplivelse af denne Handel optagen, og fra 1731 udsendtes adskillige Skibe med god Fordel til Ostindien og China. Men det forstaar sig, at dette vakte Misundelse og Modbestræbelser især fra Hollænderne, hvem ogsaa det samtidig (1731) oprettede svenske ostindiske Kompagni var en Torn i Øiet. Man behøver blot at minde om de to Sømagters bekjendte Forbitrelse over det i sin Tid oprettede belgiske Kompagni i Ostende for at vise, i hvilken Grad England og Holland vare iversyge mod enhver Konkurrent i denne Handel. Da nu ogsaa Svenskerne forsøgte at blande sig i den, undsaa Hollænderne sig ikke for at optage deres først udsendte Skib „Fridericus Rex.“ i Sundastrædet og bringe det til Batavia, men det blev dog igjen løsgivet.[54] Overhoved kunde det ikke være anderledes, end at den svenske Frihedstids ivrige Bestræbelser for at udvikle Landets Handel ved mere end en Leilighed maatte volde Hollænderne Ærgrelse. Derfor havde de allerede, ifølge en Relation af Griis, i 1725 ytret den største Misfornøielse over den svenske Produktplakat, der var en Efterligning af den engelske Navigationsakt. Danmark havde i Henseende til den asiatiske Fart fælles Interesser med Sverige ligeoverfor Holland. De danske og svenske Skibe afseilede paa engang, og man tillod de Svenske at sende sine Skibe til de danske Besiddelser i Ostindien.[55]

Hollænderne grebe forøvrigt, for at lægge Hindringer iveien for den danske asiatiske Fart, til det Middel at forbyde sine Assurandører at forsikre danske Skibe, som vilde seile paa Ostindien. Griis’s Forestillinger i denne Henseende frugtede Intet. Men derimod gav denne Hollændernes Vranghed Anledning til oprettelsen af et dansk Assuranceselskab, der hurtig fik store Midler at raade over.[56]

Under alt dette var Frederik den fjerde død og Christian den sjette bleven Konge. En Forfatter har anført, at Danmarks og Sveriges forenede Optræden skal have imponeret Hollænderne og fremkaldt Ønsket hos dem om at faa sit Mellemværende med Danmark opgjort.[57] Om dette er rigtigt, ved jeg ikke. Men i ethvert Tilfælde opnaaedes virkelig efter en Række af „dels venskabelige, dels heftige“ Forhandlinger mellem Griis og den nederlandske Regjering[58] og i Kjøbenhavn mellem den danske Regjering og den nederlandske Gesandt Gillis Coymans, at Hollænderne omsider gik ind paa at betale sin Gjæld til Danmark, de saakaldte „Arrèrages“ fra Successionskrigen. Man kom overens om, at Nederlandene skulde betale Kongen i resterende Subsidier 314,416 fl. og 4 stuivers, Halvdelen strax og Resten om sex Maaneder, dog med Fradrag af 63,031 fl. for værdier, som Danmark under sidste Krig havde taget fra nederlandske Koffardiskibe. Endvidere skulde Nederlandene for tilbagestaaende Sold til hans Tropper betale 531,790 fl. i fire Terminer, hvorfra dog skulde fragaa 162,691 fl. Gjæld, som disse Tropper havde stiftet i Holland. „Til en anden Leilighed“ blev derimod udskudt Spørgsmaalet om et Beløb af 131,255 fl., som tilkom de danske Tropper fra den Tid, de havde skilt sig fra den engelske Leir.[59] Samtidig fornyedes Handelstraktaten af 1701. Denne Overenskomst er dateret 3die Septbr. 1731,[60] og den 13de Novbr. s. A. indberetter Griis, at de nederlandske Stænder hver for sig have ratificeret den, saa at den nu kunde blive endelig afsluttet.

Af de 131,255 fl., som Hollænderne skjøde fra sig „til en anden Leilighed“, har Danmark vistnok aldrig faaet en Skilling Griis synes dog at have havt et Haab derom og anbragte i en af sine Depescher i December 1731, at det maaske kunde hjælpe noget til at faa denne Efterregning klareret, ifald Danmark vilde honorere en meget gammel Fordring; som en fornem nederlandsk Adelsmand længe og gjentagende havde gjort gjældende. Denne Adelsmand var en endnu levende Søn af den berømte Admiral Jacob Wassenaer af Obdam, der i 1658 havde reddet Kjøbenhavn. Frederik den tredie havde nemlig ikke alene gjort Obdam til Ridder, men ogsaa tilstaaet ham en aarlig Pension, der imidlertid ikke var bleven ordentlig betalt. Det var nu en gammel Gjæld, thi som bekjendt havde Obdam fundet Døden allerede 1665, da han sprang i Luften i det bekjendte Søslag mellem Englænderne og Hollænderne paa Høiden af Harwich. Fra dansk Side var man uvillig til at honorere Fordringen, som Grev Wassenaer dog idelig havde fornyet i flere Aar. Samtidig gjorde forøvrigt ogsaa Pensionæren i Hoorn, Groot, lignende Fordringer, grundede paa „en gammel Obligation, udstedt af „en af Hans Majestæts Forfædre“.

Ogsaa efter 1731 forekom Rivninger mellem Danmark-Norge og Holland. De angik for en stor Del Seilads, Handel og Fiskeri i Havene om de gamle norske Bilande, Færøerne, Island og Grønland.[61] I Handelen i hine Egne, der, ligesom ogsaa Finmarkens, var monopoliseret, søgte hollandske (og engelske) saakaldte „Lurendreiere“ at blande sig, medens der fra dansk Side paastodes, at Kongen af Danmark og Norge var Herre over Kyster og Farvande fra Norge af og mellem Spidsbergen paa den ene og Grønland paa den anden Side. Navnlig var der i flere Aar en Art Krig ved Grønlands Kyster, hvor den rige Jacob Severin i Kjøbenhavn med sine armerede Skibe optog hollandske Handelsfartøier, i 1739 ikke mindre end 4; til Gjengjæld optoge Hollænderne et Skib for Severin. I 1744 forbødes det Fremmede at nærme sig Grønlands Kyst paa 15 Miles Afstand.[62] I April 1742 gik det Rygte i Holland, at Danmark havde udrustet en Flaade, hvilket, skriver Griis, fremkaldte stort Røre i Amsterdam. Man var dog, fortsætter Gesandten, mindre bange for at forstyrres i Fiskerierne ved Island, der kun var af Interesse for Stæderne ved Maasfloden,[63] end for at Danmark-Norge skulde tage Parti med Sverige i den Krig, som førtes mellem dette og Rusland. Man tænkte sig endnu Muligheden af, at Svenskerne skulde seire i denne Kamp, og frygtede det Tryk, som et enigt Norden kunde øve paa Østersølandene.[64] Den 26de Mai skriver Gesandten, at Hollænderne allerede havde ladet fem Fregatter løbe ud, og at de skulde have passeret Texel. Det er ogsaa bekjendt, at Sømagterne i det følgende Aar, da Planen om en Gjenforening af Nordens tre Riger kom frem, vare alt andet end gunstigt stemte for denne. De samme Magter bidroge ogsaa efter Freden i Åbo til at afholde det skuffede Danmark fra at angribe Sverige.[65] Et vistnok aldeles ugrundet Rygte om et Fredsbrud i Norden havde i 1745 fra Stockholm fundet Veien til Holland, idet Griis (3die August) beretter, at man der fortalte, at Rusland havde erklæret Danmark Krig.

Ostindiehandelen vedblev ogsaa stundom at foranledige Vanskeligheder. I 1737 fremkaldte de Instruktioner, som de hollandske Skibskapteiner havde faaet, om hvorledes de skulde forholde sig mod de danske Ostindiefarere, det Udbrud af Kong Christian, at „dette ret lignede Hollænderne“.[66]

Under 5te Juli 1723 havde et Interessentskab med en Jørgen Michelsen Bornholm som Formand faaet kgl. Bevilling til at oprette et 50 Fod høit Vippefyr paa Lindesnæs og et andet 70 Fod høit paa Markø, ¼ Mil derfra. Fremmede Skibe skulde erlægge en liden Kjendelse i denne Anledning, men da Sagen blev anmeldt af Griis i Holland, fandt man vistnok Foranstaltningen saare priselig, men vægrede sig ved at betale og henskjød Sagen, til en almindelig Handelstraktat atter kunde opnaaes.[67] Dette blev imidlertid ikke iagttaget, og endnu i 1735 klagedes over, at Hollænderne vrede sig fra at betale, medens Englænderne ydede Bidrag.[68]

Man kunde have ventet, at Griis i sine Relationer undertiden havde omtalt den stærke Udvandringsstrøm til Holland, som dengang fandt Sted fra det danske Monarki i Almindelighed og hans Fødeland Norge i Særdeleshed.[69] Dette er imidlertid ikke Tilfældet. I Juni 1720 fik Gesandten Brev fra Regjeringen i Kjøbenhavn i Anledning af de hyppige Tilfælde, at danske og norske Søfolk i hollandsk Tjeneste toges til Fanger af Barbareskerne. Medens nemlig Hollænderne sørgede for Udløsning af sine egne Landsmænd, naar deres Skibe optoges, lode de Fremmede, der tjente dem, vansmægte i Fangenskabet. Kongen lod udtale, at Saadant ikke kunde være Generalstaternes Vilje, og at han i lignende Tilfælde vilde interessere sig ligesaa varmt for Hollændere, der maatte tages fra danske Skibe, som for sine egne Undersaatter, et Løfte, som rigtignok ikke kunde medføre stor Risiko, og hvortil heller ikke sees fra hollandsk Side at være taget Hensyn. I 1735 faldt Marineløitnant Job Dishington (formodentlig en Bergenser), der for med et Skib fra Amsterdam for at øve sig i sit Fag, i Marokkanernes Hænder og bragtes til Salé. Den hollandske Regjering lovede at antage sig hans Sag.

V.

Ogsaa med Kongens og Kongehusets særlige Anliggender og Hemmeligheder kunde naturligvis Gesandten stundom faa et og andet at bestille. Saaledes havde f. Ex. Frederik den fjerdes sygelige Broder Prinds Carl († 1729), Vemmetoftes Anlægger, ligesiden 1706 nydt en Pension saavel af England som Holland, hvilken Sømagterne havde tilstaaet ham, fordi han i deres Interesse under Successionskrigen havde afstaaet sine Rettigheder til Bispedømmet Lübeck (Eutin). Disse Penge, for Hollands Vedkommende 10,000 fl. aarlig, betaltes altid ordentlig gjennem Griis, selv i de Aar, da Spændingen mellem Generalstaterne og Danmark var paa det høieste.[70] Kort efter den nævnte Prinds’s Død fik Gesandten et vigtigt Hverv, Dronning Anna Sophie vedkommende.

Vel kom Griis i det Hele til at iagttage denne Dronnings haarde Skjæbne efter hendes Ægteherres Død og de mange Forandringer, som Christian den Sjettes Thronbestigelse overhoved medførte, paa Frastand, og hans egen Stilling berørtes ikke derved. Men der opkom i Slutningen af 1730 Rygter om, at Enkedronningen hemmelig havde anbragt store Pengesummer i Holland, hvorfor de udenlandske Sagers Minister, Iver Rosenkrands, anmodede Griis om at anstille Undersøgelser herom i størst mulige Stilhed. I Begyndelsen af Januar 1731 skrev Rosenkrands yderligere, at der fra en Kjøbmand Floten i Utrecht var kommen et nyt Rygte om, at Anna Sophie vilde flygte til Holland, hvor hun agtede at kjøbe Stedet Vianen af Generalstaterne. Griis fik særdeles megen Anerkjendelse fra Rosenkrands’s Side for den Dygtighed, hvormed han, uden selv at reise til Utrecht, hvilket skulde have gjort altfor megen Opsigt, havde undersøgt Sagen. Det ser ud, som om Enkedronningen virkelig har tænkt paa at komme til Holland, men da Regjeringen i Danmark havde faaet Kundskab om Sagen i rette Tid, blev der selvfølgelig Intet deraf. Denne Sag behandledes kun i Privatbreve mellem Griis og Rosenkrands.[71]

Den ovenfor omtalte Prinds Carl havde i sin Ungdom opholdt sig i Frankrige. Mange Aar senere, efter at Prindsen var død, fremstod en Eventyrer fra Montpellier, der kaldte sig Antoine d’Oldenbourg med Paastand paa at være Prindsens Søn, men blev afvist som Bedrager.[72] Af Griis’s Relationer (27 de August 1743) sees, at ogsaa han har havt noget med denne Sag at gjøre.

I Mai 1734 modtog Griis Brev fra Kongen (Altona 19de Mai) med Paalæg om i største Hemmelighed at undersøge, om det kunde lade sig gjøre at faa en unævnt Person anbragt i Tugthuset i Amsterdam og det saaledes, at Vedkommende skulde holdes borte fra alt Samkvem med Udenverdenen og heller ikke af nogen examineres før Indsættelsen i Anstalten. Griis svarede (29de Mai), at dette vilde være aldeles ugjørligt, thi ingen kunde anbringes i hollandske Strafanstalter uden Anklage, Undersøgelse og Dom. Selv om Magistraten vilde indlade sig paa en saadan Imødekommenhed mod Kongen, kunde Borgermesteren afslaa det, ja selv om man kunde faa Personen ind i Tugthuset, vilde Sagen dog let kunne blive bekjendt, og da var et Avertissement i en Avis nok til at bevirke, at Manden strax blev sat paa fri Fod.[73]

Man studser uvilkaarlig ved at læse disse Breve og ledes til at tænke paa Bastillen og lettres de cachet. Vedkommendes Navn kjendes imidlertid. Han var en Læge ved Navn Wolfgang Jacob Müllner fra Nürnberg, som, efter at have studeret og praktiseret paa forskjellige Steder, var kommen til Danmark med Dronning Sophie Magdalenes Broder. Hvori hans Forbrydelse egentlig har bestaaet, er neppe ganske paa det Rene, det har bl. a. været sagt, at han havde bistaaet Folk med fosterfordrivende Midler, hvilken skjændige Kunst Kongen for enhver Pris skal have villet hindre ham i at udøve. (?) Da han ikke kunde anbringes i Holland, sendtes han, „idet man indbildte ham, at han skulde være Overchirurg over den norske Armée“ (?!) til Akershus Fæstning. Til Kommandanten her, Generalmajor Bertouch, udgik den 16de Juni 1734 to hemmelige Breve, hvilke han efter Læsningen skulde sende tilbage, og hvori der befaledes ham, at en vis Person skal sættes fast i et aparte Kammer og ei komme i Berøring med noget Menneske, uden en Præst. Han maatte vel faa Bøger, men ikke Skrivemateria1ier. Af Chatolkassen skulde aarlig betales 150 Rdl. for hans Kost.[74] Efter et Par Aars Forløb kom Manden dog paa fri Fod og blev endog udnævnt til Provincial-Physicus paa Bornholm,[75] hvilken Ø han dog ikke havde Lov til at forlade. Han rømte alligevel derfra og begav sig til sin Fødeby Nürnberg, hvorfra han offentlig angreb navnlig Schulin, i hvem han altsaa maa have seet sin værste Fiende. 1738 (13de Januar) udgik fra Danmark en Opfordring til Nürnbergs Magistrat om at lade ham afstraffe.[76] Om denne Opfordring blev efterkommet, er uvist. Müllner skal være død i Nürnberg.

Som bekjendt nedrev Christian den sjette det gamle Kjøbenhavns Slot og opførte det store Christiansborg, som siden to Gange er nedbrændt. Dette hans prægtige Bygverk var uhyre bekosteligt, og under opførelsen var der ofte Pengetrang, og man maatte søge Laan udenlands. Det blev 1735 paalagt Griis at opdrive Penge i Holland. De hollandske Pengemænd forlangte Pant, og Kongen tilbød dem Bergens Toldintrader, der hørte til de under Partikulærkassen henlagte Statsindtægter. Men man vilde ikke nøie sig hermed og forlangte Pant i Øresunds Told. Paa disse ydmygende Betingelser, der maatte svække Statens Kredit, vilde ikke Kongen indlade sig, og Forhandlingerne om Laan ad denne Vei maatte opgives.[77]

Endog med literære Sager kunde en Gesandt paa Embedsvegne faa Befatning. I 1745 underrettede Grev Schulin saaledes Griis om, at der fra oberst Thurahs Haand skulde udgives det bekjendte Verk „Den danske Vitruvius“, hvortil Kongen havde givet sit Bifald, og som H. M. derfor gjerne saa støttet ved udbredt Subskription, for at de store omkostninger dermed lettere kunde dækkes. Griis henvendte sig til en hollandsk Boghandler i denne Anledning. I 1732 forespurgtes der hos Gesandten om en tydsk Theolog, Dr. Christoph Gottlob Stockmann, som opholdt sig i Holland, og som ønskede at udgive et Haandskrift af Luther og synes at have søgt dansk Understøttelse. Svaret blev, at Manden skulde være en velstuderet og agtværdig Mand. I 1730 havde den franske Adelsmand des Roches i Holland udarbeidet sit vidtløftige Verk over Danmarks Historie, som han ønskede at dedicere Frederik den fjerde. Forinden dette kunde tillades, maatte man vide noget om ham. Som bekjendt flyttede Forfatteren siden til Danmark, hvor han oversatte flere danske Skrifter, og døde der.[78]

VI.


At Holland, trods dets øiensynlige politiske Nedgang, dog ogsaa i det attende Aarhundrede, idetmindste i dettes første Halvdel, fremdeles var et af Verdens Middelpunkter, er ubestrideligt. Holberg, som kjendte Landet fra gjentagne Besøg, kalder det derfor ogsaa „alle Menneskers fælles Fædreland“.[79] Et Tegn herpaa er det, at vi paa den Tid, hvorom her er Tale, idelig se Eventyrere og Rømningsmænd fra alle Kanter optræde og færdes netop i Holland, hvor da ogsaa de republikanske Forhold bidroge sit til at gjøre dem Opholdet lettere. Vi skulle af Griis’s Relationer anføre nogle Exempler paa uheldige danske og norske Landsmænd, som i hans Ministertid lode sig finde i Amsterdam eller havde Berøring med Holland.

I Juni 1719 havde vor Gesandt begivet sig til Leyden og der ladet arrestere en dansk Regimentskvartermester Christian Hichmann, som var flygtet fra Kjøbenhavn med Penge, tilhørende Generalmajor Juels Regimente. Hos ham var antruffet en Hoben Sedler fra Lotteriet i Itzehoe, lydende paa Damers Navne i det Roskildske adelige Jomfrukloster o. s. v. Hichmann truede med at reise yderst graverende Anklager (accuser cruellement) mod sin Generalmajor.

I Oktober samme Aar havde Griis gjort sig stor Umage for at faa paagrebet Jøden Levin Abraham, som for nogle Maaneder siden havde flygtet fra Danmark med Juveler, tilhørende Etatsraad Neves Enke.

I Februar 1720 var Gesandten i Amsterdam for at faa fat paa (Foged) Melchior Hoyer, der var rømt fra Norge „avec les deniers du roy“. (altsaa med sin Kasse), og efter 8 Dages Forløb lykkedes det ogsaa at gribe ham. Som Grund til sin Flugt til Holland angav den Ulykkelige, at han af tre i Skien bosatte Borgere, Brødrene Lucas, Andreas og Amund Levordssønner, havde kjøbt en dem efter deres Broder Sivert, „Laurentzen Lange“ i Amsterdam tilfalden Arv.

Povel Juels eventyrlige Paafund og ulykkelige Skjæbne havde gjort Opsigt i vide Kredse og var omtalt i udenlandske Aviser. En dansk Svindler i Amsterdam, Simon Petersen, forsøgte da at mele sin Kage ved det Paafund, A at „en af hans Venner havde erfaret et Anslag mod Kongen af Danmarks Liv og var i Besiddelse af et yderst vigtigt Brev, som han dog kun vilde vise Kongen selv“. Der var virkelig Tale om at give Personen 50 Gylden som Reisepenge til Danmark i denne Anledning. Det oplystes, at han stod i Forbindelse med en russisk Agent Brandt eller van Bourch. Den, der imidlertid antoges for at være Ophavsmand til hele dette Snak, var en anden dansk Vagabond i Holland, som i Begyndelsen vilde holde sit Navn skjult for Gesandten, men hedte Finch eller Finx. Han fortalte, at han som dansk Orlogskaptein havde taget russisk Tjeneste 1697, dog med Christian den femtes Tilladelse, og at han var bleven staaende i Czarens Sold til 1702, da han var sendt fra Rusland til Holland for at kjøbe to Krydsskibe. Siden havde han levet i. Holland uden Ansættelse. Han gav sig ud for at sidde inde med hemmelige Opfindelser i Søvæsen og Skibsbygning. I Holland havde han søgt at bringe disse frem, men var holdt nede af „Misundere“. Nu vilde han sælge sine Inventioner til Danmark for 15,000 Gylden. Han levede, siger Griis (15de April 1724), uden Familie snart i Amsterdam, snart i Haarlem, Hoorn, Gampen o. s. v. I Amsterdam boede han mellem simple Folk; „son extérieur marque plutôt necessité qu’aisance“. De Danske i Amsterdam kjendte ham ikke. Den samme Finx lod det imidlertid ikke blive med dette. Han havde en værdig Bekjendt og Korrespondent i Danmark, med hvem han satte sig i Forbindelse, og denne Aandsfrænde var ingen anden end den store Brevbryder Christian Erlund. Gjennem denne indleverede han et „General-Projekt til et almindeligt Rigs- og Lande-Fond, hvormed Undersaatterne ikke vilde blive videre trykkede, men hvorved der altid vilde være Penge i Kassen“.[80]

I 1739 arresteredes i Amsterdam en dansk Gardeløitnant Blichfeldt, som hvervede Tropper til udenlandsk Tjeneste.

En dansk adelig Dames Skandalhistorier i Nederlandene vakte i hin Tid stor Opsigt og findes ogsaa flere Gange berørte i Griis’s Brevskaber. I Frederik den fjerdes Dage var der en fransk Bankier ved Navn Jean Henri Huguetan (af en Boghandler-Familie i Lyon), der under Successionskrigen havde store Forretninger for den franske Regjering, men gjorde sig skyldig i Bedragerier og flygtede til Holland, hvorfra der fra fransk Side gjordes forgjæves Forsøg paa at „enlevere“ ham. Over England kom Personen til Danmark, hvor han 1711 blev Kammerherre, 1717 hvid Ridder, derpaa Greve til Grevskabet Gyldensteen i Fyn, der oprettedes for ham. I Holland havde han ægtet en Dame af en af Landets allerfornemste Slægter, Wassenaer. Foruden en uægte Søn, Joh. Henr. des Mercières, om hvem det fortaltes, at han havde taget sit Efternavn efter den Gade i Lyon, hvor Faderen oprindelig hørte hjemme, og som var dansk Konferentsraad og Ridder samt ansat i Landøkonomi- og Kommercekollegiet, havde Greven ogsaa en ægte Datter. Denne flygtede 171* til Skaane med en Søn af den spanske Gesandt i Kjøbenhavn, Marquis Monteleone, og lod sig der vie til ham, og Efterkommerne paa Spindesiden af dette Ægteskab have siden Grev Gyldensteens Død i 1749 besiddet Grevskabet.[81] I nogle Aar levede Gyldensteens Datter med Monteleone tildels vistnok i Nederlandene. I 1723 skriver Griis, at Grev Gyldensteen endnu ikke har villet vide noget af sin Svigersøn og ikke vil give ham og Datteren en Skilling at leve af, og i 1725, at den unge Monteleone, som nu kaldes designeret spansk Gesandt i Kjøbenhavn, fremdeles er i Uenighed med Svigerfaderen. Men Marquise Monteleone blev ikke den Mand tro, med hvem hun havde flygtet. Hun rømte med en hamburgsk Theaterdandser Wellmann, senere Dandsemester i Hannover, og kaldte sig Madame de Casado. Efter ni eller ti Aars Forbindelse med ham, under hvilken hun fødte ham adskillige Børn, lod hun sig i 1743 vie til sin Elsker, „for at legitimere disse sine Børn“. Den nye Madame Wellmann, skjønt nu vistnok forlængst ikke mere ung, indlod sig dog paa nye Eventyr og reiste bort fra sin Mand. I Paris engagerede hun sig „un homme pour valet de chambre“ o. s. v. Men nogen Tid efter, i Slutningen af Aaret 1745, kom dog det værste. Dandsemester Wellmann, som boede i Huset hos en ældgammel, nittiaarig Faster af sin bortrømte Kone, dræbte denne Tante med flere Sabelhug. Nogle mente, at „en dyb Melankoli fra Tid til anden havde gjort Manden gal“, efter at hans Kone havde forladt ham, rigtignok fordi han ogsaa skulde have truet hende med Sabelhug. Den gamle Dame var den, af hvis Midler Ægteparret havde levet.[82] (Udfaldet af denne Sag og den vidtløftige Mad. Wellmanns senere Skjæbne kjender jeg ikke).

Zahlkassereren i Christiania, Paul Weibye, der, som en stor Del af Datidens Embedsmænd, ved Siden af sit Embede drev store Handelsforretninger, var 1722 for Kassemangel sat paa Akershus, hvor han hensad lige til 1733.[83] Han havde imidlertid mange Penge tilgode hos en dengang meget bekjendt Kjøbmand og Verkseier paa Vestlandet, Nils Joosten,[84] til hvem saa det Offentlige holdt sig. Joosten sattes i Gjældsarrest i Corps de garde („Kortergaarden“) paa Akershus; og Resident Griis fik i Novbr. 1722 ordre fra Kongen til i Stilhed at begive sig til Amsterdam og der lægge Beslag paa en Sum Penge, som skulde tilhøre Weibye. I Amsterdam viste det sig ogsaa, at Joosten skulde have tilgode 45,000 fl., som vare transporterede til Weibye. Det var Penge, som tilkom Joosten af et Skibsassurance-Kompagni, men han var mistænkt for Assurancesvig, og Vedkommende negtede derfor at betale. I det Hele vare Nordmændene ikke meget ansete for sin Ærlighed i Assurancesager, og Griis meddeler i denne Anledning, at Assurandørerne i Amsterdam særlig vare enige om aldrig mere at assurere Skibe fra Throndhjem, fordi Thrønderne gjentagne Gange havde gjort sig skyldige i Bedragerier og endog engang assureret „une cargaisson de caillous“ for 100,000 fl. Den Joostenske Sag, der nu var bleven Kongens, trak ud i en Uendelighed af Tid og foranledigede en Mængde Skriveri. I 1727 kunde Griis berette, at Sagen var vunden i første Instants, men der var strax blevet appelleret. Endnu i 1732 opholdt Griis sig i længere Tid i Amsterdam i Anledning af de Joostenske Penge; i 1733 var Joosten selv død, men endnu i 1734 omtales Sagen, hvis endelige Udfald jeg ikke kjender, som uafgjort.

I 1728 fik Griis ordre til at interessere sig for Enken efter Laugmand Dreyer i Throndhjem, Anna Catharina van Stricht, som havde en gammel Fordring paa Generalstaterne fra den Tid af, da hendes Fader, Abraham van Stricht, tjente den nederlandske Republik i Brasilien. Beløbet udgjorde ifølge Dokumenter af 1667 9079 fl. Kravene gjentoges 1732 for Fru Dreyers Døtre, Eleonora Sophie (Enke efter oberst Lund) og Ernestine Kunigunde. I 1738 anmeldtes en endnu ældre Fordring, hvorved man næsten maa tænke paa Pedros Replik i Don Ranudo (Act. 1., Sc. 2) om Kræmmeren, der „kræver i et fornemme Huus for et Stykke Netteldug, som hans oldefader crediterede“. Det var nemlig en gammel Enke, Fru Lindenow, hvis Farfader, Admiral Christopher Lindenow, i 1654 havde solgt Fyrst Mauritz af Nassau et Spand Heste for 1200 Rdl. Opgjør var lovet 1704; siden havde hendes Moder Mette Reedtz, Priorinde i Roskilde, forgjæves søgt Betaling gjennem Frederik den fjerde osv.

Medens Spanierne i 1732 og følgende Aar førte Krig i Afrika, deltog en Nordmand af den høieste Adel i disse Kampe, nemlig den unge Grev Frederik Anton af Wedel-Jarlsberg.[85] Griis meddeler undertiden Nyheder om ham, som han havde faaet gjennem Generalstaternes Ambassadør i Madrid. Den 24de Januar 1733 skriver han saaledes, at Greven skulde være bleven slemt saaret i en Fægtning ved Oran, og at man havde maattet afsætte hans venstre Haand, men nogle Dage efter berigtigedes dette derhen, at Grevens Haand dog var reddet, og at han snart vilde være saa frisk, at han kunde vende tilbage til Europa.[86]

VII.

Jeg indfletter her i min Afhandling en kort Fremstilling af Frederik den fjerdes og Christian den sjettes Forhold til det lille nordtydske Fyrstendømme Ostfrisland, Hollands og det dengang med Danmark-Norge forenede Oldenburgs nære Naboland. Vel formaar jeg ikke, som jeg kunde have ønsket, at paavise Griis’s Deltagelse i denne Sag, men da Ostfrisland paa hans Tid var Gjenstand baade for hollandsk og dansk Indblanding og Annexionslyst, hører dets Anliggender dog paa en vis Maade med blandt de Emner, hvorpaa jeg her er kommen ind.

Siden det femtende Aarhundrede regjerede i det lille Land ved Emsmundingen, der tidligere havde været omtrent overladt til sig selv og behersket af forskjellige Høvdinger uden fyrstelig Rang, en Familie Zirksena.[87] Man kan imidlertid være i Tvivl, om Udtrykket „regjerede“ er det rette, thi Ostfrisland havde en politisk Forfatning, der i Absolutismens Aarhundrede var et sandt Særsyn, og som indskrænkede Fyrsterne paa en Maade, der minder om det svenske Skinkongedømme i den saakaldte Frihedstids Dage. Stænderne havde nemlig de mest udstrakte Rettigheder, idet de ikke alene besad Skattebevillingen, men endog Raadigheden over Skatternes Forvaltning var lagt i deres Haand, og Staden Emden, der i det syttende Aarhundrede talte 30,000 Indbyggere og saaledes hørte til de betydeligere Byer i Nordeuropa, var næsten ganske uafhængig. Det var under Indflydelse af den nederlandske Republik, at denne Forfatning, fastslaaet i 1611, havde faaet sin egentlige Udvikling, thi da Fyrsterne under Nederlandenes Kamp med Spanien havde vist Tilbøielighed til det spanske Parti, havde det været Hollænderne magtpaaliggende saavidt muligt at binde disses Hænder. Ostfrisland var overhoved et eiendommeligt, en Tid lang ogsaa et rigt og velhavende Land, hvis Historie, der er behandlet i de udførlige og grundige Verker af Wiarda og Klopp,[88] har en Interesse, der overgaar flere af de større tydske Smaastaters.

I dette Land, der i det sextende Aarhundrede havde ikke uvigtige Berøringer med Norden før og under Grevefeiden, hvis Greve Edzard II. siden ægtede Gustav Vasas Datter, og hvor i vort Aarhundrede Anton Martin Schweigaard tilbragte nogle af sine Ungdomsaar, var siden 1708 Georg Albrecht Fyrste. Hans Dage vare alt andet end lykkelige for ham og Landet. Det hidtil blomstrende Marskland hjemsøgtes af en Række frygtelige Digebrud og Oversvømmelser og af andre Ulykker. De politiske Forhold bleve som Følge heraf fortvivlede. Striden mellem Fyrste og Stænder steg til det Høieste. Der var Skyld paa begge Sider. Den videnskabelig dannede, men til Fyrste lidet skikkede Georg Albrecht lod sig lede af sin stivsindige og umedgjørlige Kantsler Brenneisen, som dog var en uegennyttig Mand og foretrak sin lidet behagelige og slet lønnede Post for et juridisk Professorat i Halle, der – hvilket betegner det tydske Smaastatsvæsen – var aflagt med dobbelt saa høi Indtægt, som det ostfrisiske Kantslerembede. Et Skrift af ham om Forfatningen satte i Særdeleshed ondt Blod. Paa den anden Side bestode Stændernes Deputerede for en stor Del af trættekjære Rethavere og egennyttige Levebrødspolitikere, der paa slige Menneskers Vis kroede sig i sin Stilling og levede høit paa Skatteydernes, eller som det i Nutiden vilde have hedt, „Folkets“ Bekostning.[89] Der appelleredes til Keisermagten, som gav Fyrsten Ret, men uden at de wienske Manifester – procul a Jove, procul a fulmine – bleve synderlig paaagtede. Som Følge af alt dette udbrød i 1724 en fleraarig Borgerkrig. En liden Episode af denne Kamp ville danske og norske Læsere erindre, fordi den er fortalt af den Mand, paa hvem vi altid helst tænke, naar det gjælder det attende Aarhundredes første Halvdel. Ludvig Holberg kom nemlig under sin sidste Udenlandsreise paa Hjemveien til at passere Ostfrisland og beskriver udførlig de Fataliteter, som mødte ham i Leer, sit Sammenstød med drukne ostfrisiske Frihedshelte og sit Bekjendtskab med Kaptein Andri fra Emden, „som den Tid var anseet af Indbyggerne i Leer, ligesom Junius Brutus fordum af de Romere, da de stridede for Friheden.“[90]

Georg Albrecht var 1723 bleven Enkemand og giftede sig strax igjen med Sophie Caroline af Baireuth-Culmbach, Sophie Magdalenes Søster, hvorved han altsaa (30te Oktober 1723) blev den danske Thronfølgers Svoger. Herigjennem kom han altsaa i Forbindelse med det danske Kongehus og kunde saaledes gjøre sig Haab om dettes Beskyttelse imod sine oprørske Undersaatter, „Renitenterne“, som de almindelig benævntes. Frederik den fjerde gjorde ogsaa noget for ham.

Flere Magter havde sendt Tropper ind i Landet. Keiseren havde en liden „Salvegarde“ staaende i Ostfrisland, der dog holdt sig temmelig uvirksom. Hollænderne og Kongen af Preussen sendte ligeledes allerede i 1724 nogle Kompagnier, dog kun for at beskytte Staden Emden, hvor Hollænderne havde Garnison, ikke for at hjælpe Stændernes „Administratorer“. Man lod Fyrsten og hans „Renitenter“ udkjæmpe sin Strid alene, og Georg Albrecht vandt da i 1725 en Seir ved Leer. Keiserlige Mandater udgik atter til hans Fordel, men uden at gjøre Indtryk. Da henvendte Fyrsten sig i April 1726 til Kongen af Danmark, der strax paalagde Kommandanten i Oldenburg at sætte to Kompagnier i Bevægelse, hvilke efter nogen Tids Forløb virkelig rykkede ind i Landet under Anførsel af Oberst Schwermann og toge Kvarter i Residentsstaden Aurich, dog, som det synes, uden ligefrem at deltage i Kampen.[91] Alligevel imponerede de Oprørerne og fremkaldte disses Flugt fra Norden og andre af dem besatte Stæder.[92] Vel vedvarede Oprøret endnu en Tid, og Landsbyerne gjenlød af Sange som:

Den Vürsten will wij vangen,
De Commissie will wij hangen,
De Cantzler up dat Rad,
So hebben wij Ostvreesland platt,

men de danske Troppers Ankomst havde virket, og i April 1727 befalede Kongen derhos atter tre Kompagnier danske Tropper (hvert paa 125 Mand) under Oberstløitnant von Wangelew at rykke ind fra Oldenburg for at støde til Schwermanns Styrke i Aurich.[93] Nu var det forbi med den i tre Aar førte Feide. I Mai var Fyrsten Herre over Oprørerne, men Forholdet mellem ham og Stænderne vedblev at være spændt lige til hans Død (11te Juni 1734). I Emden nød Borgermester og Raad fremdeles Bistand imod Fyrsten af Hollænderne. Christian den sjette befalede derfor den 22de Januar 1731 Griis i Haag at interessere sig for Fyrsten i denne Sag og henstille til Generalstaterne at ophøre med sin Indblanding i det Emdenske Spørgsmaal.[94]

De danske Tropper forbleve fremdeles i Landet i mange Aar og levede paa dettes Bekostning (skjønt dog en Del af Tropperne i 1732 sendtes hjem), og man holdt „Renitenterne“ i Ave.[95]

Georg Albrecht efterfulgtes 1734 af sit eneste gjenlevende Barn af første Ægteskab, den attenaarige Carl Edzard. Enkefyrstinden, den barnløse og i sit Forhold til Fyrsten ulykkelige Sophie Caroline, var som en udfattig Prindsesse fra nu af nærmest henvist til at prøve den danske Gjæstfrihed, der i hine Dage stod saa mange Tydske aaben. Den blev hende ogsaa i fuldt Maal tildel. Allerede kort efter hendes Mands Død sendtes den bekjendte Diplomat Grev Rochus Lynar til Ostfrisland for at bistaa hende med Raad,[96] og 1735 (eller 1736) kom hun selv til Danmark. Vel vendte hun tilbage igjen, men kom 1740 paany til Danmark, hvor hun nu forblev til sin Død 1764 og fik en aarlig Appanage af 16,600 Rdl.[97] Fyrst Carl Edzard aflagde selv den danske Konge, der fremdeles beskyttede ham ved Tropper, et Besøg paa Gottorp 1740, og det følgende Aar var ogsaa hans Minister Langeln i Danmark, hvor han fik det hvide Baand.[98]

Ogsaa Carl Edzard blev barnløs, og den ostfrisiske Mandsstammes forestaaende Uddøen, der længe var imødeseet, begyndte at beskjæftige flere Magter. Preussen havde gamle Fordringer paa at arve Landet, der idetmindste vare uendelig bedre end Frederik den andens paastaaede Ret til Schlesien. I 1732 havde Frederik Wilhelm endog antaget Titel og Vaaben som eventuel Fyrste af Ostfrisland. Men ogsaa Hannover (England) mente sig berettiget, ligesaa Biskoppen af Münster og Greverne af Kaunitz-Rietberg, og Holland havde den største Lyst til at annektere Landet.[99] Faa eller ingen undte Preussen denne Udvidelse, som navnlig kunde blive af Betydning formedelst Emdens fortrinlige Beliggenhed og de Muligheder, den aabnede Preussen til Deltagelse i Søhandelen.

Under disse Forhold begyndte ogsaa den danske Konge, der alt længe havde beskjæftiget sig saa meget med Ostfrislands Anliggender, dels at modarbeide Preussen, dels endog i Egenskab af Greve af Oldenburg selv at gjøre formentlige Fordringer gjældende. Kong Christian blev her ogsaa yderligere tilskyndet af sin Svigerinde, der personlig havde meget imod, at Preussen, „der ikke vil lade sig nøie med den halve Verden“, skulde bemægtige sig Landet. Desværre kjendes endnu ikke meget til Enkelthederne af denne Sag. De danske Fordringer gik fornemmelig ud paa visse Dele af Fyrstendømmet, Budjadinger- og Stedingerland. Hollænderne, der i Ostfrisland vilde have en „Barriere“ mod Preussen, havde laant Stænderne Penge og havde Emdens Magistrat paa sin Side, medens Byens Borgerskab (der holdtes nede af Holland) tog Parti med Preussen. Hollænderne holdt vedblivende Garnison i denne By og paastode dette at være en gammel Ret for dem. I 1737 og følgende Aar arbeidede Hannover-England og Danmark i Fællesskab paa at afværge Preussens befrygtede, for begge Parter ubehagelige Naboskab ved Nordsøen og syntes at være enige om, dersom det lod sig gjøre, at dele Ostfrisland mellem sig.[100]

Saaledes hengik nogle Aar i Spænding for dem, der vare interesserede i denne Sag. Da døde pludselig Fyrst Carl Edzard, og med ham udsluktes altsaa Cirkzenaernes Mandslinie. Fyrstens ugifte Tanter gjorde et afmægtigt Forsøg paa under Paaskud af, at Lenet var arveligt ogsaa paa Kvindesiden, at bemægtige sig Regjeringen, idet de gjorde Regning paa Hjælp fra Danmark. Det var midt under den østerrigske Successionskrig. Frederik den anden, indviklet i denne, erfarede Dødsbudskabet i Pyrmont. Han var som sædvanlig rask i Handling, sendte strax Tropper ind i Landet, og skaffede sig Hylding af Stænderne. Hverken Hannover eller Holland lode det komme til Kamp om dets Besiddelse. Hvad de danske Tropper, som fremdeles stode i Landet, angaar, da skrev Frederik (28de Mai) til sin General Dessow, at han ikke vilde taale dem længere der,[101] og de forsvandt ogsaa strax.

VIII.

Medens Griis saaledes under vexlende Chefer, Chr. V Sehested (til 1721), Frantz v. Hagen (til 1730), Iver Rosenkrands (til 1735) og tilsidst Schulin, fungerede i Haag, foregik efterhaanden Forandringer i hans personlige Forhold, hans Rang og Indkomster. Han havde tiltraadt sin Stilling 1717 som Resident med Justitsraads Rang og 3000 Daler om Aaret. I November 1730 (kort efter Christian den Sjettes Thronbestigelse) skriver han til Hans Gram, at han nu vil søge om at forfremmes fra Resident til den høiere diplomatiske Stilling som Envoyé. Det generede ham at være omgiven af smaa Envoyés fra andre Lande, og han ønskede ogsaa forbedrede Indkomster. Han beder Gram om at „sondere Hans Excellence“ (Iver Rosenkrands, Grams Velynder) herom.[102] Ønsket gik ogsaa i Opfyldelse, og allerede i December s. A. ønskede Rosenkrands ham til Lykke som Envoyé. I 1731 takker Griis Rosenkrands for Avancementet og udtaler, at den nye Titel vil sætte ham istand til at udrette mere i Tjenesten, end han havde formaaet som Resident. Fra 1ste Januar 1732 tilstodes der ham en Forhøielse i Gagen af 2000 Rdl. Hans Løn udgjorde altsaa herefter 5000 Rdl. (Species),[103] hvilken han beholdt til sin Død. I sine senere Aar fik han desuden 160 Rdl., „som ham til en vis Udgift kvartaliter forud betales.“ Det maa vel have været en eller anden hemmelig Pension, som han besørgede udbetalt i de rette Hænder. Derhos havde han altid sine Udgifter til sine ret hyppige Reiser til Amsterdam godtgjorte med nogle hundrede Rdl. om Aaret, og nød endvidere godt af den almindelige Indrømmelse, som Hollænderne tilstode fremmede Diplomater, nemlig Frihed for Told og Accise.[104] Formodentlig fik han af og til Ærespræsenter af Generalstaterne. Ved særlige Leiligheder, saasom Dødsfald i den kongelige Familie og med den beslægtede Fyrstehuse, der medførte Udgifter for Diplomaterne, fik han ogsaa overordentlige Godtgjørelser.[105] Omtrent samtidig med Avancementet til Envoyé fik han Etatsraads Rang og Titel.

For en Mand i diplomatisk Stilling ere Rang og Titler den Dag idag ikke ganske uvæsentlige Ting, da de altid afgive en vis Maalestok for Vedkommendes Anseelse i Hjemmet. Paa den Tid spillede saadanne Ting en endnu langt høiere Rolle end nu, og det kan derfor ikke for- undre, naar man ser, at Griis som aldrende Mand med en vis Utaalmodighed ventede paa at blive hvid Ridder, eller hvad man i vore Dage kalder Storkors af Danebrogen, hvilken Dekoration dengang endnu ikke uddeltes til ret mange. Han henvendte sig et Par Gange til Geheimeraad Schulin, sin Chef, med Ønske om at blive bragt i Forslag. Schulin refererede ogsaa i 1738 skriftlig hans Begjæring for Kongen og tilføiede, at Griis var en af det kongelige Hus’s ældste Tjenere og altid havde tjent med Troskab. Christian den sjette behagede imidlertid egenhændig at skrive paa Schulins Forestilling: „An dem Envoyé Griis kann Er antworten, er muste sich noch etwas gedulden, die ordens würden nicht nach der Anciennetet, sondern nach meriten ausgetheilet.“[106] Griis var jo ogsaa af borgerlig Stand, og Kongen tør have ærgret sig over de Vanskeligheder, som opfyldelsen af flere ovenfor omtalte Ønsker mødte i Holland. I 1742 havde Envoyéen formodentlig indlagt sig „Meriterne“, thi han blev da paa Dronningens Fødselsdag (28de Novbr.) hvid Ridder, og valgte som Devise „Recte faciendo“. Foruden ham dekoreredes kun en i dette Aar.[107]

Som Ungkarl var Griis kommen til Haag, og som Pebersvend levede han der til sin Død. Hans ugifte Stand tør være Grunden til, at han aldrig lod sig nobilitere, noget, der for en Mand i hans Stilling vilde have været en let Sag at opnaa. Han havde dog optaget en ældre Familie Griis’s Vaaben,[108] og der var mange, som mente, at han var af adeligt Blod, f. Ex. Carl Deichman, der skrev om ham: „Var af gammel norsk Adel og fød i Norge, hvor der endnu findes af denne Familie, men har Intet af Adelstanden uden det blotte Navn, som de fleste norske Adel.“[109]

Den nysnævnte Deichman har noteret: „Konferentsraad L., som kjendte Griis, holdt ham for en Deist.“ Denne Konferentsraad L. var sandsynligvis den nedenfor (S. 71) omtalte Løvenskiold, Deichmans Søstersøn.

Til Bedømmelse af Griis som Menneske kan ellers nogle Vidnesbyrd anføres af den bedste og paalideligste Beskaffenhed, nemlig de, der fremgaa af hans Forhold til nogle af Samtidens høit agtede Videnskabsmænd.

Ved Siden af sin politiske Virksomhed havde nemlig Griis en Yndlingsinteresse, der hører til Livets skjønneste og ædleste. Han var en varm og inderlig Lærdomselsker, der tilbragte sine gladeste Timer i sit Bibliothek. I Holland var han høit anseet for denne sin videnskabelige Sands. Mellem de uden Tvivl ikke faa Lærde, med hvem han under sit lange Ophold i Nederlandene traadte i nær Forbindelse, er der en, som har sat sit Venskab med Griis et Mindesmærke i Literaturen, den bekjendte Philolog og Historiker Sigebert Havercamp († 1742), i mange Aar en af Leidens Universitets berømte Lærere. Havercamp dedicerede Griis sin værdifulde og elegante Udgave af Paulus Orosius, der udkom i Leyden 1738.[110]

Havercamps Ros over Griis gjenlyder ikke alene i denne Dedikation, men gjenfindes ogsaa i hans bevarede Privatbreve til Nordens to ypperste Philologer paa den Tid, Hans Gram og Christian Falster.[111]

Medens Falster ikke kom i personlig Berøring med Griis, var derimod dennes Forhold til Gram desto nærmere og fortroligere. Naar Bekjendtskabet mellem disse to Mænd er stiftet, ved jeg ikke, men formoder, at det maa hidrøre fra de Aar, i hvilke Griis uden Ansættelse i det mindste for en Del tilbragte i Kjøbenhavn (1713–1717), netop den Tid, da Gram (Student fra 1703, Aaret før Griis’s Ansættelse i Brüssel) begyndte sin Virksomhed som Universitetslærer. En stor Mængde Breve fra Griis til Gram ere bevarede,[112] det ældste er fra 1728, det sidste fra 30te Oktober 1746, altsaa faa Uger før Griis’s Død, men der er al Grund til at tro, at Brevvexlingen har været igang, længe før det førstnævnte Aar, og at altsaa de ældste Breve ere tabte. De ere alle uden Undtagelse skrevne paa Fransk, idet kun en enkelt Gang et dansk Ord kan slippe Brevskriveren af Pennen.

Disse Breve, af hvilke et og andet allerede ovenfor leilighedsvis er benyttet, frembyde mange interessante Smaatræk, og man maa kun beklage, at ikke ogsaa Grams Svarskrivelser ere bevarede. For en stor Del dreie Brevene sig om Bøger. Gram sendte Griis Literatur fra Danmark, og Griis forsynede til Gjengjæld Gram og vistnok ogsaa det store kgl. Bibliothek, hvis Chef denne blev 1730, med Bøger fra Holland; der var saaledes stadig Mellemregnskab mellem dem.

Griis glædede sig ved fra Gram at modtage Arild Huitfeldts Krønike og et smukt Exemplar af Torfæus’s norske Historie. Han var i 1733 meget nysgjerrig efter at vide, om Nils Slanges Christian den fjerdes Historie skulde udkomme, og om det skulde ske paa Kongens Bekostning. Det forekom ham, at han kunde erindre, at ogsaa Holberg havde skrevet den samme Konges Historie og overleveret sit Haandskrift heraf til Frederik den fjerde for 16 til 17 Aar siden, og udbad han sig nu at faa et Exemplar af Holbergs Danmarks Historie paa bedste Papir, der var at faa. Samtidig skrev han om, at en ny Udgave af Pontanus blev forberedt. I 1735 omtalte han, at Havercamp havde fortalt ham om et forestaaende Besøg i Holland af Christian Falster. Dennes Amoenitates og hans Udgave af Juvenals fjortende Satire kjendte han. At gjøre Falsters personlige Bekjendtskab kunde han nok have Lyst til, uden at han dog særlig længtes derefter, men derimod vilde intet være ham kjærere end at se Gram selv i Haag som sin Gjæst. Han skulde da ogsaa hente Havercamp til sig fra Leyden, og da skulde de alle tre fornøie sig kosteligt, men naar Gram ikke kunde nyde denne Lærdes Selskab, forbeholdt han sig selv at nyde Grams.[113]

Mellem de Personer, som af og til omtales i Brevene, indtager Biskop Deichman en interessant Plads. Gram stod i Forbindelse med Deichman, der var en ivrig Bogsamler, og Griis havde besørget et større Bogindkjøb for Biskoppen just lige før dennes pludselige Fald. Denne Begivenhed gjorde Opsigt udenfor Rigernes Grændser; i Holland hedte det, at Deichman var ført som Fange til Kjøbenhavn og sad i Citadellet; „voilà l’autre Cardinal Coscia,“ tilføier vor Brevskriver. Griis udtalte sig forsigtigt om Deichman, men hans Ord ere ret mærkelige. „Jeg ved,“ skriver han den 4de Novbr. 1730, „at naar en Geistlig er en brav Mand, kan han ikke være det mere end en anden ligeledes hæderlig Mand, men er en Kirkens Mand en Slyngel, da er han det i en høiere Grad, end en anden vilde formaa at blive det. Jeg siger dog ikke dette, som om jeg skulde mistænke vor Cardinal-Erkebiskop af Norge, thi jeg vil som god Christen tænke det bedste.“ – – „Det slaar ikke Feil, at Biskop Deichman har Kapitaler ude paa Renter og det paa meget høie. De Kjøbmænd fra Christiania, der komme til Amsterdam, kalde 12 Procent en Bisperente, en høiærværdig Rente.“[114] Da i det følgende Aar Deichmans Død var bleven bekjendt, skriver Griis (19de Juni 1731): „Jeg er ret nysgjerrig efter at vide, hvad der bliver gjort med hans Bibliothek. Det vilde have været en Lykke for ham, om han var død et Aar før, men maaske har Gud (for at tale christeligt) havt Barmhjertighed med hans Sjæl og har villet give ham Anledning til at gjøre Poenitentse.“[115]

Gram var Griis’s Kommissionær ikke alene hvor det gjaldt Bøger, men ogsaa i mange andre Anliggender, hvorom paa sit Sted mere. Denne Mand, i sit Slags enestaaende i Danmarks og Norges Historie, havde Tid til alt. Griis henvendte sig f. Ex. til denne sin Ven i 1728 for at faa en „Secretair eller Copiist“, altsaa en Privatsekretær. Den Mand, han kunde bruge, maatte hverken være en „Junker“ eller en Volontair og heller ikke en Mand, til hvis Familie der skulde tages Hensyn. Han skulde faa sin Betaling efter sin Dygtighed og maatte forstaa en Smule Fransk og saa meget Tydsk, at han uden Vanskelighed kunde lære Hollandsk. En anden Gang omtaler han en Søn af Islænderen Professor Londemand (senere adlet under Navn af Rosencrone) i Bergen.[116] Den unge Mand (uden Tvivl Londemands ældste Søn af første Ægteskab, Hans Christopher, der 1774 døde ugift som dansk Godseier, Konferentsraad og forhenværende Militær) var kommen til Holland 1732, men Faderen havde vist sig saa haard imod ham, „at han maaske vilde komme til at angre derpaa gjennem hele sit Liv.“ Sønnen henvendte sig til Griis i om Hjælp. Denne tænkte paa at antage ham som en Slags Sekretær, ikke fordi han var duelig dertil, men for at oplære ham.

Af særegen Interesse er det at se, hvorledes den aldrende Mand ofte længtes hjem til Danmark. I 1730 skriver han (Datum sees ikke, men det er dog før Thronskiftet), at han gjerne vilde tilbringe to eller tre Uger i Kjøbenhavn, blandt andet fordi han ønskede at gjøre personligt Bekjendtskab med sin Velynder Plessen, hvorved vistnok maa forstaaes Ludvig Plessen. Reisen synes ikke at være kommen istand, ligesom der overhoved intet Spor er til, at Griis mere kom til Danmark, endsige til Norge, efter 1717. I 1735 udtaler han som sit Ønske at kunne ombytte sin diplomatiske Stilling med et Stiftamtmandsembede. I sit Dødsaar 1746 udbryder han i Anledning af nogle interessante Nyheder, som Gram havde meddelt ham: „Jeg har følt i mit Hjerte og gjennem alle mine Aarer, at jeg er Dansk, skjønt jeg nu er bleven en Fremmed i Danmark.“[117]

Det er ikke tvivlsomt, at mere end en dansk og norsk Reisende har fundet en venlig Modtagelse hos Griis, naar hans Vei førte ham til Haag. I det mindste en af disse har nedskrevet en Beretning om det Bekjendtskab, han paa saadan Maade gjorde med den gamle Statsmand, og deri givet et ypperligt Billede af Griis’s Liv paa hans høie Alderdom. Det er Terkel Kleve, den senere Klevenfeld, Denne lærde og af Adelshistorien meget fortjente Mand foretog i sin Ungdom, medens han var Justitssekretær i Høiesteret, en fleraarig Udenlandsreise, tildels med offentlig Understøttelse. Efter Datidens Skik holdt Kleve nøiagtige Dagbøger, hvilke heldigvis ere bevarede i fire tykke Oktavbind paa det danske Universitetsbibliothek. De kunne endnu betragtes som saa omtrent ubenyttede, thi de Prøver, som Nyerup har givet af dem i sit „Magasin for Reiseiagttagelser“, bestaa kun i enkelte, i Flæng udskrevne Smaating, som han anbragte i Magasinet, naar der manglede nogle Sider for at fylde et Hefte. Klevenfeldts eiendommelige, ofte med et vist Humor krydrede Stil og den kjendelige Forkjærlighed, hvormed han dvæler ved sit Besøg i Haag, ere for mærkelige til, at jeg skulde ville meddele hans Beretning om Griis og hans Omgangskreds i Uddrag eller benytte den stykkevis paa forskjellige Steder i min Fremstilling. Jeg giver den derfor saagodtsom hel, saaledes som den er flydt fra dens Forfatters egen Pen, i det Haab, at Læseren med mig vil sige:

– – quo fit, ut omnis
Votiva pateat veluti descripta tabella
Vita senis.

„4de August 1742. Haag. Logerer i Marèchal de Turenne for at profitere af den svenske Benzels Selskab. Han er af de lærde Benzeliers Familie, Søn af Biskoppen i Göteborg, men paa mødrene Side allieret med mange adelige Familier og har arvet adskillige publique svenske Documenter efter adskillige Beslægtede, som have været i Ambassader o. s. v. Er engageret som Secretair i det svenske Cancelli og har været udvalgt af Stænderne som Secretair ved sidste Rigsdag, hvortil vel ikke lidet har contribueret, at han har en Biskop til Fader, som er mere end at have ham til Morbroder. Reiser med kongelig Tilladelse paa 2 Aar, er stille af Omgjængelse, men af Forstand og Routine og solide Studier. Maa have skjønne Midler, siden han kjøber overalt kostbare Bøger, har og foruden et romersk Mynt-Cabinet, et smukt Bibliothek hjemme, hvoraf han har Catalog med sig. Han agter sig herfra til England.“[118]

„Overleverede om Eftermiddagen det fra H. Exc. Geheimeraad Holstein til vores danske Envoyé, Etatsraad Griis, medtagne Brev, som han med megen Respect modtog.[119] Han er en Mand af over 70 Aars Alder, født i Norge, tror, at han er af de gamle Griisers Stamme, siden han fører deres Vaaben, har først været Legations Secretair, siden Resident og endelig Envoyé her paa Stedet og altsaa ved 23 Aars Routine her er bleven som den ældste, som den habileste Minister, som han her ansees for. Han ligner paa nogen Maade afg. Conferentsraad Seidelin, er en meget lærd Mand, stedse elevé og fuld af esprit, som gjør hans Alder behagelig baade for sig og andre. Paa nærværende var incommoderet, som hans Alder idelig foraarsager, og han ved en stricte Diæt alene overvinder. Spiser ordinairement Kl. 12, sætter stedse Foden, efter Ordsproget, under eget Bord og aldrig gaar til Gjest hos andre, hvorfor og Alderen dispenserer ham, men i hans eget Huus lever han pro dignitate, Fædrelandet til Ære og Respect.[120]

„5te August. Søndag. Blev besøgt af Mr. Adeler Søn af forrige Landsdommer i Lolland, som er i Huset hos Envoyé Griis og der sine dubio assisterer, sig selv til stor avantage under en saa habil Minister.[121] Derefter besøgt af den danske Legations Secretair, Grev Diefenbroeck (genannt Gransfeld), som forhen har været Legations Secretair i Spanien, som han formedelst af Climatet entstaaende Svaghed har maattet forlade. Logerer hos sin Broder, som er etableret i Holland, han har og en Broder i Kjøbenhavn, som har et Compagni udi. Grenadeer Corpset, og jeg har den Ære at kjende. Denne Secretair er en habile og obligeant Mand – –. Besøgte Grev Diefenbroeck, item den svenske Minister Envoyé Preutz,[122] hvor jeg ved Hr. Benzel var introduceret og inviteret at spise samme Aften. Denne Herre, som uden Tvivl er fra svensk Pommern, er af Ministrene i Aar den allerældste, men i Ministerio næst efter Hr. Griis, synes skrøbelig af sin Alder, men dog fatiguerer sig meget i Forretninger indtil Kl. 2 om Natten og om Morgenen Kl. 6 atter anfanger. Er Elsker af Studier, som han in ministerio endnu observerer. Æstimeres af dem, som ere kyndige i Affaires, som en habil Minister og forresten er æstimable af sit noble Gemyt og oprigtige Omgjængelse. Spiste om Aftenen hos Envoyé Preutz, tracteret pro dignitate og accableret med Overflødighed af alle Slags Godheder. – Fruen er af Nation hollandsk, som han har befriet i Holland, er en af de obligeanteste Fruer i hendes Huus, som jeg har truffet i Holland af de Indfødte, kommer ikke meget iblandt de store Selskaber, men holder Selskab hos sin gamle brave Mand, som par inclination alene og af Kjærlighed har befriet hende. Haver tilsammen 3 Børn, af hvilke den ældste Datter imod 15 Aar har appliceret sig paa Theologien med saadan Alvorlighed, at hun giver ikke nogen noget efter af dem, som gjøre Profession af det theologiske Studium.“ – –

„6te August. Besøgt saavel af den danske Envoyé, Hr. Griis, som af den svenske Hr. Preutz, af hvis indbyrdes entretien (da jeg havde den Ære at see dem paa engang) jeg vel kunde mærke, at de begge ere gode Venner, det jeg og af Hr. Preutz’s foregaaende Declaration har erfaret. Om Eftermiddagen fremdeles besøgt af den svenske Legations Secretair Hr. Baron Horn, som jeg ved Hr. Benzel havde havt Anledning at kjende. Han er af den ældste og store Hornske Familie, opfødt udi forrige Premier Minister, Grev Horns Huus, som har givet denne unge Cavalier saa stor Avantage, at det aarsager Estime til hannem og Honneur for den Herre, under hvis Opsigt han er opfostret, er optrukken i Sprog og Videnskaber, vant fra Ungdommen af i Affaires, hvorudi han har attireret større Erfaring, end han vil lade andre vide formedelst den Modestie, som er blevet ham indplantet under Grev Horns Disciplin.“

„7de August. Spiste om Middagen tilligemed Hr. Benzel hos Envoyé Griis, hvor tillige spiste Bispen af Leuchs Resident,[123] som residerer i Holland i Anledning af den Communion, som hans Herre, der tillige er souverain Prinds, har med Republiken saavel i Henseende til Maastricht, som andensteds, tillige og for at holde Republiken i god Forstaaelse for hans Herre, som i adskillige Maader inqvieteres af Kongen af Preussen. Den gode Herre, som rimeligvis er catholsk, raadede Hr. Benzel discursvis og i Fortrolighed ei at lade nogen vide paa Reisen, at han er en Biskops Søn, da det vilde holdes for scandaleux i de catholske Lande. Hr. Envoyéen (Griis) derimod replicerede, at han expresse skulde være det bekjendt for at vise for Verden, at endog Bisper vare istand til – – saa smukke og artige Børn. Tracterede pro dignitate, da Hr. Envoyéen af Schweitzer, Domestiquer, Meubler, Appartements har alt det, som kan give hans Characteer honneur og derhos selv er opmuntret af Esprit som den yngste Cavalleer og habileste Minister. Accablerede sine Gjester med Artighed og megen Overflødighed, endskjønt han selv er mere multi joci end multi cibi, holdende en nøie proportion i Æden og Drikken, som har gjort ham til en aldrende Mand og conserveret ham i Alderdommen. Han eier et smukt politisk og nyttigt Bibliothek, som han Tid efter anden har acqvireret, hvor han og søger sit daglige Selskab, eier Porcellæn og har Ord for at eie det prægtigste, som findes i Byen. Vores allernaadigste herskabelige Portræter hænge i den fornemste Stue, hvilket ogsaa er Mode hos de andre Ministre, og hos Envoyé Preutz er hængt for hendes Majestæts, Dronningen af Sveriges Portræt et bredt Flor, efterdi Sørge-Aaret endnu ikke er tilende.“

(11te August atter spist hos Griis med Sekretær Bøhn fra det tydske Kancelli i Danmark).

„17de til Middag hos Envoyé Preutz. Om Eftermiddagen tog Afsked med Envoyé Griis, som viste mig sit Bibliothek, som ikke er saa stort, som kostbart af adskillige store Verker. Graevii og Gronovii Antiquitates med Poleni Supplementer til begge Dele, en stor Samling af autores in usum Delphini, hvoriblandt han havde betalt Cic. Libri Orat. med 50 Gylden. Feiler i Samlingen intet uden Statium. Ved Discurs om en Haand Autor i Lommen paa Reiser forærede han mig Bandii Horatium, der har façon som en Psalmebog.“

Fra Haag reiste Kleve til Brüssel, hvor han traf en ung Nordmand, Løvenskiold, „forrige Etatsraad Leopoldi Søn.“[124]

Om Danmarks og Norges Handelsforhold til Holland findes i Reisedagbogen bl. a. Følgende, som her kan fortjene Plads:

„De jydske Øxne ankomme her ligesaa uanseelige, som Nationen selv, naar den gaar hjemmefra directe i fremmede Lande, men til Slutning faa samme Anseende som Indbyggerne fra Jylland, naar de nogen Tid have smagt fremmed Luft. Selv have Hollænderne ofte forsøgt at gjøre sig løs for Jyderne i den Tro, at Naturen selv var i Stand til at producere Oxer i Overflod, og man ansaa det for et glædeligt Budskab, da Frisland for nogle Aar siden frembød sig at fournere de øvrige Provindser, hvorved man mente at finde en Revanche over Danmark, som begyndte ved Seilads og Fabriker at gjøre Holland Afbræk og tilsidst havde taget Forhøielses Told paa de udgaaende Øxne, forbød desaarsag fremmed Kvægs Indførsel ved en paabuden stor Afgift, men Udgangen har vist, at man maa hente de firbenede Oxer fra Jylland, thi Friserne kunde ikke præstere præstanda, deres Kjød kan og ikke udholde de lange Reiser, med mindre det meleres med det Danske. Der er dog en Ting i Verden, som Hollænderne maa hente andenstedsfra uden at være istand til at sende den i Negotien tilbage.“

„Den norske Fisk er og af det Slags, som Hollænderne have maattet hente til sig til Landets Subsistence, men denne og andre Ting af samme Slags tjene til indvortes Negotie i Landet, da de store Kjøbmænd lade deslige Vare komme og debitere dem siden til Fløde (sic) de mindre Kjøbmænd og private Folk. Paa nærværende Tid skal den nordiske Fisk ikke være saa let at afsætte, formedelst Folk i Landet blive mere og mere kræsne og lider efter Moden heller at spise den franske Fisk.“

„Den norske Træhandel er og iblandt de Vare, som her foraarsager stor Negotie i Landet. (Men det pommerske Træ faar mere og mere Indpas. Det norske er mere „bestandigt“). Norske Bergværker gjøre og endeel af Handelen, men fordærves ved den svenske Negotie. Færøiske, islandske, grønlandske, finlandske (!) Varer ere her alle begjærlige. – –“

„En Tjenestepige faar 120 Gylden, naar hun kan forestaa Kjøkkenet, og Resten efter Proportion, som attirerer mange fremmede, endog danske Piger,[125] hvoraf jeg har talt adskillige jydske, som ere saa naturaliserede, at de have ganske glemt deres Fædrene-Sprog og forvandlet det jydske æh til det hollandske Mynheer, hvilket de affecterer ved hvert Ord, som og er det eneste, der er at faa for godt Kjøb i Holland. Tjenestefolk faa gode Drikkepenge, hvilket maa holdes for visse Accidentier. Fremmede betale Gjestebudet til Domestiquerne. Hvis man tager Afsked, før Pigen og Tjeneren ere komne ved Døren, veed Madame i Huset paa en god Maade at foraarsage en god Pause, indtil alting har sin Rigtighed.“

Ogsaa paa Tilbagereisen til Danmark i September 1744 besøgte Klevenfeldt Haag og Gesandterne Preis og Griis. Hos den sidstnævnte traf han sammen med den danske Generallieutenant Prætorius, „som har taget Tjeneste i Holland, hvilket dog skal fortrydes.“

IX.

Ved Christian den sjettes Død (4de Oktober 1746) var Griis en Mand paa 74 Aar. Thronskifter pleiede som bekjendt ofte at ledsages af Personskifter i de høiere Stillinger, og Envoyéen tænkte derfor ved Efterretningen om Kongens Død strax paa Muligheden, at han kunde faa Opfordring til nu at gaa af. „Jeg er beredt paa alt,“ skriver han til Gram den 10de Oktober.[126] Man ser imidlertid ikke noget Spor til, at man i Kjøbenhavn tænkte paa at lade ham træde tilbage. Dog, hermed være det, som det vil, ogsaa Griis stod nu ved sit Livs Ende.

Griis’s sidste Embedsbrev er dateret 19de Novbr. 1746. Tre Dage senere skrev hans sidste Legationssekretær, August Joachim Lange (en Søn af den bekjendte theologiske Professor i Halle), der i 1745 havde afløst Baron Gronsfeld-Diepenbroek, at Gesandten led af Forkjølelse (rhume) og af Lægen havde ordre til at holde Sengen, uden at Sygdommen ansaaes for farlig. Den 26de November Kl. 3 Eftm. afgik han imidlertid ved Døden. Den 3die December indberettede Lange, at hans Begravelse var fastsat til næste Mandag i den lutherske Kirke i Haag, i hvilken han allerede i levende Live havde sikret sig Gravsted ved at testamentere den hundrede Dukater.

Den Afdøde efterlod en aabenbart ikke ganske liden Formue, hvis Beløb jeg dog ikke nøiagtig kan angive. Hans Executor testamenti var en Diplomat i Haag af l noget lavere Rang, ved Navn Thomas Ernst Sturmann, der i sin Tid havde været Fyrsten af Ostfrislands Raad og Agent i Nederlandene.

Hans Hovedarvinger bleve hans norske Slægtninge, med hvem han altid havde vedligeholdt Forbindelse, og for hvem han ogsaa synes at have været en kjærlig og opofrende Broder og Onkel. En af hans yngre Brødre (han nævner ikke hans Navn og Stilling) havde havt en mindre heldig Livsbane. Han havde gjort „un sot mariage d’amour“, hvoraf to Sønner Eskild og Nils Christian vare Frugten, og var død som ung. Moderen, hvis Forbindelse havde bragt hende i Uvenskab med hendes Familie, kunde ikke opdrage Sønnerne og døde ogsaa selv fra dem. Nils Christian (dimitteret fra Christiania Skole 1738) døde ganske ung som Skibspræst paa en Chinafarer.[127] Desto mere Bryderi voldte Eskild. Han kom til Holland 1731 for at ty til sin fornemme Onkel. Denne sendte ham til en luthersk Præst i Cleve for at undervises, og her lærte han lidt Latin, da han vilde være Theolog, og kom saa igjen til Haag. Gesandten vilde ikke lade ham der kalde sig Griis, da dette vilde have medført forøgede Bekostninger, og henvendte sig i 1735 til Gram for at faa ham anbragt i Danmark. I Kjøbenhavn voldte det unge Menneske Gram megen Møie, da det viste sig, at han var sindsvag eller noget lignende, og han derfor endog maatte „bevogtes i hans Svaghed“ af leiede Folk; vidtløftige Regnskaber for ham ere bevarede. I 1744 var han kommen til Norge og skrev fra Tangevald et Brev til Gram, hvori han taler om sit „elendige og bedrøvelige Raseri i Kjøbenhavn“. En Søster af Envoyé Griis, Anna Margrete († 1767), var Enke efter Provst og Sognepræst Peder Hansen Alstrup i Bamble († 1738).[128] Man ser, at hun i Aaret 1740 havde klaget til sin Broder i Haag over, at Stiftamtmanden i Christiania, Konferentsraad Neve, og Biskoppen i Christiania Stift chikanerede hende i Anledning uf nogle Kirker, som hendes afdøde Mand havde kjøbt; Griis fandt det naturligvis i sin Stilling ikke passende at blande sig heri, men bad sin Ven Gram om at anvende sin Indflydelse til Bedste for Søsteren. Endelig havde Griis havt en Niece, gift med en afdød Gyntelsberg, Kaptein i den danske Marine. Et Par Søstersønner omtaler han ogsaa, men vilde ikke have videre med dem at bestille, fordi de havde været slette Børn mod sin Moder.

Jeg har ikke kunnet opdrive Griis’s Testamente, der efter en i 1734 erhvervet facultas testandi var oprettet 1742, men man ser af Sturmanns og Madame Alstrups Breve til Gram, at sidstnævnte, Eskild og Broderen samt Fru Gyntelsberg skulde arve. Mad. Alstrup (Brev fra Kragerø af 8de Marts 1747) var ikke tilfreds med, at Eskild skulde have noget, thi, som hun oplyser, var han og hans nys afdøde Broder „Slegfredbørn“, hvilket ogsaa allerede Udtrykket „mariage d’amour“ om deres Forældres Forbindelse maatte lade formode. Eskild fik da heller ikke mere end Renterne af et Legat, som nedenfor skal omtales. Dertil havde Griis testamenteret en Fru Adeler i Kjøbenhavn, Enke efter en Landsdommer, 500 „écus d’Hollande“.[129]

Griis havde megen Kjærlighed til det Universitet, hvor han i sin Ungdom havde studeret, og tænkte i sine sidste Aar meget paa at efterlade Universitetet en Gave, der kunde bevare hans Minde.[130] Kort før sin Død besluttede han derfor at stifte et Stipendium til Understøttelse for Studenter. Gram skulde nærmere bestemme Reglerne for dets Uddeling. I Griis’s Brev om denne Sag har han ladet indflyde en mærkelig Ytring om sin Opfatning af sit Landsmandskab. Han erklærer, at der ikke skulde gjøres nogensomhelst Forskjel paa Danske og Nordmænd, de to Nationer skulde være ganske ligestillede.[131] Man kan her ikke lade være at tænke paa Holbergs Ord i hans Testamente: „Mine Landsmænd, det er Danske og Norske“, den naturlige Tænkemaade paa denne Tid, da Rigerne for den dannede Almenheds Betragtning udgjorde Et.

Allerede i levende Live oversendte Griis 3000 Daler til Gram, hvoraf Eskild skulde nyde Renterne til sin Dødsdag, hvorefter de skulde tilfalde Universitetet som Legat; yderligere skjænkede han 1000 Daler, hvis Renter skulde tilfalde Universitetets Professorer for deres Umag med Administrationen. Efter Griis’s Død forfattede efter Kongens Befaling i Reskript af 3die Febr. 1747 Gram Statuterne, hvori det blandt andet bestemmes, at Legatet alene maa gives til saadanne Studerende, der have de bedste Karakterer i Latin, Græsk, Historie og Geografi, „anseende, at disse tvende Sprog og den Kundskab, de ældste grækiske og latinske Skribenter i deres eget Maal grundigen at forstaa, er den sande Lærdommens Grundvold og den rette clavis eruditionis et doctrinae“. Ephorus for Stipendium Grisianum skulde derfor stedse være en Professor philologiae.[132] Det varede imidlertid meget længe, inden Legatet kom til at træde i Virksomhed, thi den stakkels Eskild Griis, „der dels af medfødt naturlig Svaghed, dels af stærk Melankoli var forfalden til Lediggang og Ørkesløshed“, som det heder i den kongelige Resolution, levede endnu 1797 paa Ferring Præstegaard ved Lemvig i Jylland, hvor den ene Sognepræst efter den anden fandt sin Regning ved at have ham som Pensionær.[133] omsider kom ved den stakkels Mands Død Summen i Universitetets Besiddelse, og dens Renter tilflyde den Dag idag danske Studenter, der vistnok som oftest ikke vide, hvo deres Velgjører var, eller ofre hans Minde en Tanke.

Ogsaa sit Bibliothek skjænkede Griis til offentligt Brug. I et Brev af 1735 fortæller han Gram, at det bestod af omtrent 900 Folianter, 900 Kvarter og af mindre Formater „i Proportion“. Det har altsaa været en Bogsamling af mindst 5–6000 Bind, og, som Klevenfeldt har fortalt os, af udvalgte og kostbare Verker. Rimeligvis er den ogsaa voxet ret meget i de 11 Aar, som hengik inden Eierens Død. Allerede, da Griis skrev det citerede Brev, omtaler han det som sin Hensigt at testamentere det til det Offentlige. Det var Meningen, at en væsentlig Del skulde tilflyde Universitetsbibliotheket i Kjøbenhavn, men da dettes Studerende jo for det meste vare Theologer og „Philosopher“, vilde han have undtaget de politiske Verker, der skulde gives til det tydske Kancellis (Udenrigsministeriets) Brug. Da Envoyéen imidlertid erfarede, at Sorø Akademi skulde gjenoprettes, forandrede han sin Bestemmelse derhen, at de oprindelig for Universitetsbibliotheket bestemte Bøger skulde skjænkes til Sorø. Derhen kom de ogsaa. Bøgerne forsynedes med en Inskription og til Giverens Amindelse ophængtes hans Billede i Akademiets Bibliothek.[134] Dette brændte som bekjendt 1813. Endnu findes der dog i Sorø et Minde om Griis, idet hans Navn er anbragt paa en af de to Tavler i den nuværende Akademibygning, der opregne Akademiets Velgjørere.

Hint Billede var dog ikke det eneste, der existerede. I Norge gives der endnu to i Behold. Det ene findes hos Gaardbruger Jespersen paa Nordhus i Fjelbærs Præstegjeld i Bergens Stift, hvis Hustru i Sidelinjen stammer fra Griis’s Fader, og er malet i Haag 1743 i Griis’s 71de Aar.[135] „Han staar i en noget pompøs Stilling og slaar ud med Haanden, der er malet med megen Omhu. Trækkene ere noble“. Dette Billede tilhørte tidligere Sognepræst til Evindvig, Provst Nils Griis Alstrup Dahl († 1852), der havde faaet det fra sine ovenfor nævnte Frænder i Throndhjem. Provsten besad ogsaa en pragtfuld Sølvkande, der havde tilhørt Envoyé Griis og var prydet med det af ham førte Vaaben. Denne sidste Familieskat havde tidligere tilhørt Provstens Forældre, Oberstløitnant J. K. Dahl og hans Frue Else f. Alstrup, hvis smukke Hjem Digteren J. C. Hauch har sat et venligt Minde i sine Erindringer.[136] Desværre maatte dog Sølvkanden ved Provst Dahls Død sælges og er vel nu sagtens vandret enten i Smeltedigelen eller til England.[137]

Foruden dette hos Griis’s Paarørende i Sidelinjen opbevarede Billede findes som antydet endnu et og det i den Bygd, hvor Envoyéen er født, i den Kirke, hvor hans Fader og hans ældste Broder vare Præster. Sammenhængen hermed er ret interessant, og jeg vil derfor ofre et Par Sider til at fortælle den.

I Sigdal levede paa den Tid, hvorom jeg ovenfor har fortalt, en Storkakse, ret en Bygdematador, ved Navn Iver Olsen, Eier af den i Nærheden af Hovedkirken beliggende Gaard Kolsrud. Denne Iver Olsen er efter Døden bleven en Sagnfigur i Egnen og maa derfor i sin Samtid have været en bekjendt Mand. Han var født 1685, men hørte oprindelig ikke hjemme i Sigdal, og man har endog ment, at han var kommen fra Sverige eller Danmark. Om Oprindelsen til hans Formue havde man den Fortælling, at han med „en anden Handelskarl“ reiste om paa Landet for at opkjøbe Trælast for Kjøbmænd i Drammen. Paa en liden Indsø kuldseilede de to Reisende, og et Jernskrin, hvori de havde Penge til Indkjøb, sank tilbunds. Man „soknede“ vistnok efter Skrinet af alle Kræfter, men det var og blev borte, thi Tingen var nok den, at dette var bragt i Sikkerhed forinden, og at Kuldseilingen saa bagefter var sat i Scene. Siden nedsatte Iver sig paa Kolsrud og kjøbte 1722 Bygdens Kirker af Frederik den fjerde. Han ægtede først en rig Enke, Else Andersdatter Berg, der var ældre end ham, og med hvem han ikke fik Børn. Ved at anstille sig syg og lade bede for sig i Kirken lokkede han sin Kone til at oprette gjensidigt Testamente, hvorpaa han strax blev frisk igjen. Efter hendes Død ægtede han en anden, Dorothea Olsdatter, med hvem han heller ikke fik Børn, hvorimod han tog til sig en Gut fra Modum, Nils Nilsen Green, hvem han „kjøbte Kapteins Rang og skaffede et Kompagni i Hallingdal“, og af hvem der endnu lever Efterkommere. Med sine Naboer paa Gaardene Jokstad og Skylsholt laa Iver i Processer, der paadømtes ved Kommissærer, og som han vandt, saaledes at han kom i Besiddelse af store Skovstykker; Retsakterne skulle endnu findes paa Kolsrud. Iver, der almindeligvis blev kaldt „Sigdals-Kongen“ og i Dokumenter kaldes „Seigneur“, blev ifølge Ministerialbogen begravet 6te Juli 1758, „73 Aar gammel ringere end tre Maaneder“. Om hans Begravelse haves en Fortælling, der forøvrigt hører til de hyppigere forekommende Vandringssagn. Ved Kolsrud er en temmelig brat Bakke, og da Ligvognen, forspændt med to store og vælige Heste, kom midt i denne Bakke, stod den stille, og det var umuligt at faa den af Stedet. Efter flere forgjæves Forsøg tog da en Mand i Ligfølget saa til Orde: „Vil det ikke gaa i Guds Navn, saa faar det gaa i Fandens!“ og „da gik det saa fort, at der knapt var Raad for Følget til at komme med.“ Ivers Lig blev nedsat i en Ligkjælder under Sigdals gamle Kirke midt under Hovedgangen. Da denne Kirke for nogle og tredive Aar siden blev nedreven, fandtes den „elegante“ .Kiste, forsynet med en Sølvplade, hvis Indskrift (som sædvanligt) Ingen skjøttede om at afskrive, og som siden er bortkommet. For et Snes Aar siden fandtes i Aadalen (eller i Valders) et smukt, sølvbeslaget Drikkehorn, der havde tilhørt Iver og var forsynet med hans Navn. Det kjøbtes af senere afdøde Direktør J. Gjerdrum.[138]

Denne i Sagnet saa ilde omtalte Mand har imidlertid i sin Egenskab af Kirkeeier lagt en lokalhistorisk Interesse for Dagen, som vistnok faa af de øvrige Spekulanter, der tilforhandlede sig Norges Kirker, have kunnet rose sig af. Han lod nemlig ikke alene anbringe Altertavler i disse,[139] men lod endog i Hovedkirken opsætte en stor Tavle, hvorpaa læses en Fortegnelse over Bygdens Sognepræster med tilføiede biografiske Notitser. Og da Envoyé Griis var død, anbragte han i Sakristiet et der fremdeles hængende stort og særdeles smukt Billede af denne, som han lod forsyne med følgende – af Feil rigtignok vrimlende – Personalier samt nogle Æresvers:

„Portrait over Deris Excellences Høyædle, høyvelbaarne Herre Hr. Nils Nilssen Griis, Ridder af Dannebrog, Deris Kgl. Majestæt til Danmark og Norge høist betroede Envoyé extraordinair Hos Republiqven Holland og West Friesland, som var fød paa Holmen, Sigdals Præstegaard anno 1670 d. 18de Decembris. Hans Fader war welærværdige og høilærde Magister Nils Nilssen Griis, forrige Sognepræst til Sigdals Præstegjeld. Anno 1700 d. 18 Juni blev han allernaadigst beskikket at være Legations Secretair til Ostende i Flandern, hvilket Embede han berømmelig forestod udi 8 Aar, hvorefter han blev ophøjet til fornefnte høye Charge som extraordinair Envoyé.

Samme høye Station har han til sin allernaadigste Konges behagelige Fornøyelse, Fædrelandet til Bæste og sin ægen stoere Berømmelse betjent udi 47 Aar. Død til Grawenhag i Holland 18 Novbr. 1747. Udi sit Alders 77de Aar.“

Field Vegget Sigdal! see Din høye Ziir og Ære
I dette Dyds-Portrait som Vidnesbyrd skal være
At Steeder eene ey: men Nazaret og kand
Forsyne Kongen med en trofast Rigens Mand.
Her banet Viisdom Vey til Høye Ærens-Sæde
Her tiente Troeskab sig een Ridder-Ordens Kiæde
Her Dyden selver har ved egen Møy’som Flid
Giort sig udødelig til Ævig Alders Tid.
Hos Fremmede hans Navn i Ævig Ære bliver
Hvad Under Landsmænd da den Ære sig og giver
At Pensle Hannem af og prise saadant Navn
Af hvilken Rigerne har nydt saa stort et Gavn.

Bekosted af den første Sigdals Kirkes Eyere og Familiens Ven

Iver Olsen af Kolsrud d. 16 Sep. 1750.[140]

Det er lidet sandsynligt, at Iver Olsen nogensinde personlig har kjendt Griis, der i hans Dage neppe har besøgt Sigdal; Iver betegner sig jo ogsaa kun som „Familiens“ Ven. Men selv om det ligger nær at tro, at Forfængeligheden var med i Spillet, da Iver „bekostede“ Monumentet over Griis, er dette selv dog mærkeligt som noget enestaaende i sit Slags for den Tid. Man skal nemlig neppe kunne finde noget Sidestykke til, at en udvandret Nordmand, der i et fremmed Land vandt Ære og Anseelse, paa en saadan Maade er bleven ihukommet i en afsides Hjembygd. Paa en forunderlig Maade kan saaledes Griis’s Historie afsluttes paa det samme Sted, hvorfra den tager sit Udgangspunkt.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Til den norske civile Embedsstands Historie har Chr. Lange gjort betydelige Samlinger, som bevares i Rigsarchivet og der ogsaa ere blevne fortsatte.
  2. ↑ Et nyttigt Hjælpemiddel er det Festskrift (af F. C. Bruun), der udgaves 1870 i Kjøbenhavn „Til Erindring om det kgl. danske Udenrigsministeriums hundredaarige Bestaaen som selvstændigt Regjeringsdepartement.“
  3. ↑ Nogle Medlemmer af den omtales i Alf Colletts Bog, „En gammel Christiania-Slægt“, Chra. 1883, passim.
  4. ↑ Han fik Tilladelse til at erhverve Graden fraværende, se H. Matzen, Kjøbenhavns Universitets Retshistorie, I, S. 50.
  5. ↑ Svendsens store haandskrevne Præstehistorie for det gamle Akershus eller Christiania Stift paa det norske Universitetsbibliothek. Her opregnes de mange Børn af første Ægteskab. Det er en aabenbar Feil hos Svendsen, naar han gjør Mag. Griis i Sigdal til en dansk Præstesøn fra Helsinge i Sjælland. Dette fremgaar tydelig nok, naar man undersøger vedkommende Helsinge-Præsts Personalia i Wibergs danske Præstehistorie.
  6. ↑ Han skriver nemlig selv til Gram: „4 Juin 1735, jour de ma naissance, après avoir passé mon grand climactèrique, entrant dans ma 64me année.“ (St. kgl. Bibl. Mscr. N. K. S. No. 2017d 4to). Hos Svendsen angives hans Fødsel til 1673. En tredie Angivelse af Griis’s Alder findes i Aarsb. fra Foren. til Norske Fortidsmindesmærkers Bevaring for 1883, S. 129.
  7. ↑ I Matrikelen (i Kbhvns. Univ. Archiv) læses: „7 Junii. 1688, consensu Dnn. Proff. ad Academiam admissi sunt post examen privatum e privata Thomas Grisius et Nicolaus Grisius.“ Der tilføies „Casp. Barthol.“, hvilket betyder, at Brødrene valgte denne Professor til Privatpræceptor.
  8. ↑ Det maa nemlig nødvendigvis sigte til disse Brødre, naar det i H. Matzens Kjøbenhavns Universitets Retshistorie (I, S. 50) heder, at den 2den Juni 1688 „tillodes to Nordmænd, hvis Fader berettes at ligge for Døden, at maatte deponere privatim.“
  9. ↑ At ogsaa Nils Griis begyndte som Theolog, hvilket allerede i og for sig maatte synes høist rimeligt, siges udtrykkelig i Lettres et mémoires du Baron de Pöllnitz, III. (5. ed. Francfort 1738, p. 240): „Elevé pour être ministre des autels“ etc.
  10. ↑ Aarsberetning fra Foren. til Norske Fortidsmindesm. Bevaring for 1883, S. 129.
  11. ↑ Carl v. Noorden, Europäische Geschichte im 18ten Jahrhundert, I, 1 (Düsseldorf 1870), S. 209–210. Det kan ogsaa mærkes, at Holland var de politiske Journalers Hjem. I Haag udkom „Mercure historique et politique“, i Amsterdam „Lettres historiques“, i Haag endvidere Schweizeren Lambertys indholdsrige Mémoires pour servir a l’histoire du XVIII. siècle, hvis Samler ikke uden Føie endog paa Titelbladet af sit Verk kunde anbringe den Bemærkning: „la Haye a toujours été comme le centre de tous ces négotiations.“
  12. ↑ Andr. Hoyer, K. Friederich des IV.s glorwürdigstes Leben, I, S. 97. Af et Brev i Geh.-Arch. („D. K. Hist.“ 228, 671 sees, at Stöcken i Juli 1704 alvorlig havde ladet Generalstaterne høre, hvorledes han i hele tre Aar forgjæves havde arbeidet paa at skaffe danske Undersaatter opreisning for de hollandske Kaperier, og at Kongen af Danmark kun paa bestemte Betingelser vilde frigive Ostindiefareren. I samme Aar („D. K. Hist.“ 228, 41) havde Sverige foreslaaet for Danmark, at de nordiske Magter i Forening skulde optræde mod Hollændernes Overgreb.
  13. ↑ Stöcken var født 10de Mai 1666 og Søn af den 1681 adlede Geheimeraad, Rentemester og Generalkrigskommissær Henrich v. Stöcken (f. 3die Mai 1635, død 20de Juni 1681).
  14. ↑ 3 A. Hoyer. Fr. IV.s glorw. Leben, I, S. 150–151: „Der kluge Minister v. Stöcken i Holland, auf welchen die Seemächte die grösste Reflexion gemacht hatten.“
  15. ↑ I Geh.-Arch. mellem „Patenter“.
  16. ↑ L. Fogtmanns Samling af kgl. Rcskripter o. s. v. for Danmark og Norge, III, S. 327–328.
  17. ↑ Carl v. Noorden, Europ. Gesch. I, 2, S. 337–354.
  18. ↑ Maaske have disse gjentagne store Uheld havt en Hovedandel i Mohrsens store Kassemangel som Stiftamtskriver i Bergen. I denne Egenskab overbevistes han nemlig 1711 om en Deficit af mere end 100,000 Rdl. og maatte derfor tilbringe 13 Aar paa Akershus Fæstning. L. Daae, det gl. Christiania, S. 200.
  19. ↑ Den 25de Septbr. 1703 skrives fra Frederiksborg til Griis i Brüssel (Geh. Registr. i Geh.-Arch.): „dass er bey vermuthendem Sterbfalle der Gräfin v. Duros, nomine des Barons v. Wedel als deren Mit-Erbens ihre Verlassenschaft zu versiegeln, auch falls gen. Gräfin hei ihren Lebzeiten von ihren Effecten ihme etwas in Verwahrung geben würde, solche zu sich zu nehmen.“ Denne Wedel er „uns. Brigadier und lieber getreuer Baron Erhard v. Wedel“, om hvem se f. Ex. B. Moes Tidsskrift for den norske Personalhistorie, VII, S. 195.
  20. ↑ Wernickes interessante Brevsamling i Geh.-Arch., der har været Gjenstand for Opmærksomhed af tydske Literaturhistorikere.
  21. ↑ L. Holbergii Opuscula quaedam Latina, Lips. 1737, I, p. 117. Besynderlig nok er i Oversættelsen af 1745, til hvilken endog studerede Forfattere ofte holde sig i Originalens Sted, i Stedet for Griis’s Navn sat,„en tilfelles Ven“, og saa er ogsaa Tilfældet i den sidste Overs. af 1754 (p. 143) og den hollandske af 1765 (S. 119).
  22. ↑ Om dennes Forhold i den nærmestfølgende Tid har man et Par Notitser i „Danskes Reiseiagttagelser“, et Fjerdingaarsskrift, udgivet af Jacob Neumann, II (Kbh. 1799), S. 51 flg.
  23. ↑ L. Holbergii Opusc. I, p. 65.
  24. ↑ „Griis, en Ven af Holberg og sædvanligen anseet for den vir perillustris, til hvem Holberg har stilet sin Autobiografi.“ J. Møller, Mnemosyne, I, S. 387. Mærkes kan det ogsaa, at Holberg paa sin sidste Udenlandsreise, skjønt han opholdt sig en Tid i Amsterdam, ikke synes at have besøgt Haag, hvor Griis da levede.
  25. ↑ Den altid vel underrettede Lamberty gjør i Anledning af hans Død følgende Bemærkninger (Mémoires pour servir à l’histoire du XVIII. siécle, V, p. 433–434): „On regretta ce Baron-la, qui, à l’exception des affaires de son Ministère avoit beaucoup de probité et bien de l’habilété. Tout le defaut, que des gens avoient trouvé en lui, c’étoit l’entêtement de plusieurs autres ministres, de faire consister l’habilété dans une taciturnité ridicule sur la moindre minutie.“
  26. ↑ Lamberty, Memoires, VI, p. 317.
  27. ↑ Et Tilfælde fra 1712, da svenske Skibe havde optaget et Skib fra Bergen og ført Skipperen til Texel o. s. v., findes omtalt hos Lamberty, l. c. VII, p. 617.
  28. ↑ Samlingen „Danske Kongers Historie“ i Geheime-Archivet, No. 341, 96.
  29. ↑ Om nogle Omstændigheder ved hans Embedstiltrædelse se Lamberty, VIII, p. 714.
  30. ↑ „S. M. ne voit pas volontiers, que ses ministres prennent ces fortes engagements au lieu, ou ils ont ordres de vaquer à ces affaires, et c’est pour cela, qui je dois vous conseiller de redresser, s’il est possible, le pas, que vous venez de faire et de rompre entièrement le dit engagement“. (Geh.-Registratur i Geh.-Archivet).
  31. ↑ I Danske Samlinger (III, S. 31) findes Griis nævnt i et Brev fra 1716, uden at jeg dog forstaar Sammenhængen hermed. Brevskriveren er den af Theaterhistorien bekjendte Montaigu.
  32. ↑ „Hoogmogende“ var den officielle Titel for Generalstaterne (les hautes puissantes), de enkelte Provindsers Deputerede vare „Edelgrootmogende“.
  33. ↑ Geh.-Registr. og Extrakt-Protokollen i det kgl. Konseil i Geh.-Archivet.
  34. ↑ „Mr. Greis (saaledes udtaltes og skreves hans Navn gjerne i Holland) étoit doué d’une grande sagesse, d’un esprit accomodant, d’un savoir distingué et d’une conduite si reglée et clairvoiante, qu’on l’avoit emploié dans des negotiations ailleurs.“ (Mémoires etc. XI, p. 3).
  35. ↑ Alle disse Enkeltheder ere hentede fra Lamberty l. c. Han har her modtaget sine Oplysninger fra Griis selv. Den omtalte Jonge, hvem Gesandtskabsposten fra først af var tiltænkt, skal efter en Antegnelse af Carl Deichman (Mscr. No. 396 Fol. paa Univ.-Bibl. i Christiania) have været „Etatsraad“ Jonge.
  36. ↑ Om Datidens danske Ministre i Udlandet i Almindelighed kan henvises til P. Vedels Bemærkninger i Dansk hist. Tidsskrift, 4. R. IV, S. 537 flg.
  37. ↑ Slægtregister i Ny Samling af Danske o. s. v. Jubellærere af C. Giessing, I, p. XIX, hvormed kan jevnføres H. J. Huitfeldts Note til Skriftet „Gamle Dage“ af C. B. Dunker, Chra. 1871, S. 406.
  38. ↑ F. H. Jahn, De danske Auxiliairtropper, II, Kbh. 1841, S. 248.
  39. ↑ Die europäische Fama, B. 205 (1717), S. 218 flg. Lamberty, Mémoires, vol. X–XI passim.
  40. ↑ Under 24de Septbr. 1718 omtaler Griis, at et flandersk Skib St. Pierre, ladet fra Gøteborg med Jern og Trælast, var optaget af en dansk Kaper og bragt ind til Christiania. Endnu i 1720 havde en Kaper (armateur) af Arendal, Thomas Thomassen, optaget et Skib fra Amsterdam.
  41. ↑ E. Holm, Studier til den store nordiske Krigs Historie, S. 206. (Dansk hist. Tidsskr. 5 R., III, S. 615).
  42. ↑ „Danske Kongers Hist.“ i Geh.-Arch. under 23de Juli 1718.
  43. ↑ Mémoires sur le commerce des Hollandois dans tous les états et empires du monde. Nouv. Ed. Amsterdam 1719, p. 57.
  44. ↑ Griis’s Relation af 4de April 1719. Om vogt se L. J. Vogts Skrift: Slægten Vogt i gamle Dage, Chra. 1881, S. 66 flg.
  45. ↑ Pag. 58: „Le Danemarc fournit peu de choses aux étrangers, et son commerce n’est pas si considérable que celui de Norwegue.“ Man erindre ogsaa Erik Pontoppidans bekjendte Fortælling fra sin Udenlandsreise, at paa Børsen i Amsterdam (1720) stod paa den Pillar, der betegnede de Danskes „rendez-vous“, den Indskrift: Bergen en de andre Platz in Denemarc en Norwegen“. Amsterdam havde – hvad man neppe ret har paaagtet – i 1539 faaet et eget Bergefarer-Kollegium (een bijsonder Gildt), der dog i hin Tid, hvorom her tales, vistnok ikke mere existerede. Isaac le Long, De Koophandel van Amsterdam (Rotterdam 1753), II, p. 223.
  46. ↑ „Nogle Bidrag til Studehandelens og Studeholdets Historie“ af L. Holst i Dansk Maanedsskrift, udg. af M. G. G. Steenstrup. 1866. I, S. 447 flg.
  47. ↑ Eutropii Philalethi (ɔ: Erici Pontoppidani) Oeconomiske Balance, Kbh. 1779, S. 159. Et lidet Træk af Hollændernes Misfornøielse med et ældre Toldpaalæg i Norge kan her anføres. Vicestatholder Just Høg skriver til Kongen fra Christiania 26de Mai 1683 om „den sidste Toldrulle“: „Jeg haver Aarsag at tro, at Hollændere og Englændere maatte begynde at holde sig ganske herfra og med Møie igjen tilvænnes. Paa en liden Reise, jeg gjorde nedad Landet, talte jeg med adskillige Skippere og særdeles ved Drøbak med en af Hinlopen i Frisland, som, da han ikke kjendte mig, rent ud bekjendte, at der vare adskillige Skibe færdige til at reise til Norge, men havde forandret Bestemmelse, da de hørte herom.“ (Geh.-Arch.).
  48. ↑ I 1732 synes Indførselstolden af Hollænderne yderligere at være forhøiet. I en Depesche fra Griis af 18de Oktober 1732 heder det, at før betaltes der kun 2 pCt. af Studenes Værdi, siden kom hertil omtr. 30 Sols pr. Stud. Nu forlangtes 5 fl. Det er altsaa, siger han, tydelig Meningen at forhindre Indførselen. Paa lignende Maade gik man da frem mod den norske Fisk, „dont autrefois on a fait un grand débit ici.“
  49. ↑ I 1720 havde en forhenværende Maaneds-Kapteinløitnant Gabriel Christiansen faaet istand en ordning af det norske Lodsvæsen, hvorefter der ansattes to Overlodser, en for Kysten fra Frederikshald til Lindesnæs (det Søndenfjeldske), en anden for Kysten fra Lindesnæs til Vardøhus (det Nordenfjeldske). For første Distrikt blev G. Christiansen selv Overlods med Kapteins Titel. Han druknede 1738 paa en Embedsreise paa høilys Dag mellem Christianssand og Flekkerø i en Baad med fire Lodser ombord ved at støde paa et Skjær! I Bestemmelserne om Overlodsernes Ansættelse indeholdtes ogsaa, at G. Christiansen skulde erholde en Tiendedel af alle Lodspenge i sit Distrikt og examinere, antage og inspicere Lodserne. Se om denne Sag Constantius Floods Skrift „I Havskjærene“, Chra. 1882, S. 203 flg. Garde, Efterretninger om den danske og norske Sømagt, III, S. 347». IV, S. 716.
  50. ↑ Oversættelsen trykt i W. Høybergs Holbergiana, Kbh. 1755, S. 153 flg., senere i A. E. Boyes Holbergiana, Kbh. 1833, II, S. 15 flg. Dialogen begynder saaledes: „Hans Tjener, min Herre! Det kommer mig for, som jeg har havt den Ære at se ham tilforn. Er han ikke en af de fire Species?“
  51. ↑ Den 30te Oktober 1790 skriver Fr. Moltke, dengang Stiftamtmand i Christiania: „Er det ikke skammeligt, at i afvigte Aar er ikke fortoldet saa meget Vin, som man dog kan anslaa, at Kirkerne blot har behøvet.“ Af Geheimeraad Joh. v. Bülows Papirer, udg. af L. Daae, Christiania 1864, S. 42.
  52. ↑ L. Holbergii Opuscula Latina, I, p. 216–217. (Trende Epistler, oversatte. Kbh. 1747i. S. 211–212).
  53. ↑ Som bekjendt skrev Holberg i 1728 en latinsk Dialog „de societate Indica Danorum“, som han siden udgav paa Dansk (optrykt i W. Hoybergs Holbergiana, Kbh. 1755, S. 121 flg. og siden atter i A. E. Boyes Holbergiana, B. 2, Kbh. 1833, S. 1 flg.1. Udførlige Efterretninger om disse Sager hos A. Hoyer, Fr. des Vierten glorw. Leben, II, S. 139 flg.
  54. ↑ Bidrag till Svenska Ost-Indiska Compagniets Historia, 1731–1766, af J. C. A. Hellstenius, (Diss. Ups. 1860), S. 6.
  55. ↑ Europäische Fama, Th. 244, 1733, S.. 698–699.
  56. ↑ Europäische Fama l. c., S. 704.
  57. ↑ Gebhardi, Gesehichte von Dänemark, II, S. 774–775.
  58. ↑ Europ. Fama l. c., S. 702.
  59. ↑ Jan Wagenaar, Vaderlandsche Historie, te Amsterdam 1796, XIX, p. 65–66.
  60. ↑ Reedtz, Répertoire historique des traités conclus par la couronne de Danemarc, à Gottingue 1826, p. 183 og de der citerede Kilder.
  61. ↑ I Anledning af de første af Egede fremkaldte Foretagender ved Grønland skriver Holberg i sin Naturens og Folkerettens Kundskab (Udg. af 1763, S. 155): „De Norske have udi disse Tider bemægtiget sig det Land ved Strat Davis. Om Hollænderne støde dem derfra eller sætte Ild paa deres oprettede Lager, kan man sige, at de øve Vold og overtræde den udtrykkelige eller stiltiende Konvention, gjort mellem Mennesker, at hvad en først indtager, det hører ham med Rette til.“ Udtrykket „De Norske“ er for hin Tid paafaldende.
  62. ↑ L. Koch, Christian den Sjettes Historie, Kbh. 1886, S. 77.
  63. ↑ Hos Wagenaar (Vaderl. Hist., XIX, p. 278. flg.) vil findes nogle Oplysninger om hollandske Islandsfarere m. m., optagne af de Danske 1740.
  64. ↑ „Les nouvelles qu’on prétend avoir de Copenhague d’un armement de vaisseaux de guerre que Sa Majesté fait faire font grand bruit à Amsterdam, et la peur qu’on a que S. M. épousera les interêts de la Suède dans la conjoncture cause beaucoup de peine et d’agitation parmi les marchands de cette ville qui s’interessent plus pour le commerce de la mer Baltique que pour la pêche d’Islande, qui est proprement un commerce des villes situés sur la Meuse.“
  65. ↑ Malmström, Sveriges polit. Hist. fra 1718–1772, III, S. 142.
  66. ↑ J. Møller, Mnemosyne, III, S. 118.
  67. ↑ Kgl. Reskripter o. s. v. for Norge, udg. af F. A. Wessel-Berg, IV. S. 1141.
  68. ↑ Depescher af 1725 og 1735. Om dette Fyr skriver i en senere Tid en Student Hans Christian Heidrich, der havde været Huslærer paa Lister for Claus Pavels (se dennes Autobiografi paa mange Steder), til Martfelt (Kjøbenhavn 17de Oktbr. 1788): Lindesnæs Fyr koster Regjeringen, skjønt mange Nationer kontribuere dertil, men Lindesnæs Stenkul har den Beskaffenhed, at de kan brænde endog i Smedeværksted paa Lister Land og maaske ligesaa langt bort paa den anden Side af Lindesnæs. Altsaa kan man endelig komme ud med et tusinde Læster om Aaret.“ (Martfelts Papirer paa det kgl. Bibl., Ny kgl. Saml., Fol. 1344 og følgende Numere).
  69. ↑ For Norges Vedkommende kan henvises til mit i 1880 udgivne Skrift: Nordmænds Udvandring til Holland osv. Jeg har her (S. 47) ogsaa berørt danske Udvandringer til samme Land. Om Udvandringerne fra Jylland kan derhos mærkes Hübertz, Aktstykker om Aarhus, III, S. 392 flg. Rahbeks Erindringer, I, S. IV. O. Mallings Optegnelser (Dansk hist. Tidsskr. 1. R. IV, S. 109) o. s. v. Talrigheden af Svensker i Amsterdam omtales i Gjörwells Erindringer (Saml. till Skånska landskapens Hist., III, 1875, S. 56).
  70. ↑ Chr. H. Brasch, Vemmetoftes Historie, Kbh. 1859, II, S. 183–184.
  71. ↑ Rosenkrands’s private Kopibog (desværre kun for 1730–1731) findes i Geh.-Arch. („Danske Kongers Historie“, No. 389 b). Se ogsaa skandinaviske Literaturselskabs Skrifter, XXIII, S. 167–169. Den 19de December 1730 havde Griis skrevet til Hans Gram, at Grev Gryldensteen (om hvem senere) efter Rygtet skulde være arresteret (hvor?) „comme ayant part aux affaires de la reine douairiére“.
  72. ↑ Chr. H. Brasch, Vemmetoftes Historie, II,. S. 181–182.
  73. ↑ Geh.-Arch., „Danske Kongers Historie“, No. 398.
  74. ↑ Til denne Begivenhed sigtes aabenbart i et Brev af 1739 om Akershus Fæstning, hvori omtales „det Logement, hvori den ubekjendte Person haver voren (!) arresteret, hvilket Kommandanten, Hr. Generalmajor Berlow (sic), ei vil til nogen Ting overlevere.“ Norske Samlinger, I, Chra. 1852, S. 655.
  75. ↑ Tildels efter Ingerslev, Danmarks Læger og Lægevæsen, II, S. 350 flg. Smlgn. L. C. Müllers Danmarks Historie, fortsat „under Ledelse af“ J. T. A. Tang, VI, S. 360.
  76. ↑ Geh.-Arch., „Danske Kongers Historie“, No. 422, 1, og „Ausländische, nicht geheime Registr.“, Fol. 54 b. (Det sidste Citat skyldes Fr. Krarup).
  77. ↑ Forskjellige Breve i „Danske Kongers Historie“ i Geh.-Arch. J. Müller, Mnemosyne, III, S. LXII. L. Koch, Kong Christian den Sjettes Historie, Kbh. 1886, S. 69.
  78. ↑ Des Roches stod i Brevvexling med Gram. I et af disse Breve (1733, 27de Oktober) forekomme nogle Ytringer om en norsk Dame, som jeg ikke ret forstaar: „Les deux premiers volumes des contes Peruviens paroitrent dans le mois prochain sous la protection de Madame L’Heure, la gloire et les délices de la Norvège.“ .
  79. ↑ „Hollandia cunctis terrarum orbis incolis patria censenda est.“ L. Holbergii Opuscula quaedam Latina, I, p. 151.
  80. ↑ Se herom „Danske Kongers Historie“ i Geheimearchivet under 1724, hvor der findes Breve fra Finx og Erlund. Jeg kan ved samme Leilighed ikke lade være at tænke paa en Fortælling netop fra den samme Tid, der findes i Tullins „Samtlige Skrifter“, III (Kbh. 1773), S. 135: „Da en vis Projektmager pralede af ved sit Forslag om en ny Matrikulation i Norge, at han havde vist Regjeringen Vei til at vinde nogle Tønder Guld, svarede En af Selskabet: „Jeg er istand til strax at skaffe Kongen ti Gange saa meget.“ Da denne ansaa det for urimeligt, svarede hin: „Ja, saasnart Kongen vil overlade mig et Regiment Soldater og tillige give mig Tilladelse til at gaa ind i hver Mands Hus for at borttage alt, hvad de eie.“
  81. ↑ For den største Del efter Samlinger til den danske Adels Historie i Geheimearchivet. Smlg. ogsaa T. A. Beckers „Danske Herregaarde“, I, under Gyldensteen.
  82. ↑ De fleste Træk af denne sørgelige Historie ere hentede fra Griis’s Relationer, enkelte dog fra hans Breve til Gram.
  83. ↑ Se om ham fornemmelig Alf Collett, En gammel Christiania-Slægt, S. 82 flg.
  84. ↑ Collett l. c. gjør Joosten til Kjøbmand i Skien. I Griis’s Rapporter heder det, at han boede i Arendal, og i M. S. Dedekams Bidrag til Arendals Beskrivelse (Arendal 1860, S. 41) siges, at han boede i Risør, hvilket vel er rigtigt. Derimod feiler igjen Dedekam, naar han fortæller, at Joosten sattes fast formedelst Forbindelse med Paul Juel. Joosten omtales i Norske Samlinger, II, Chra. 1860, S. 556.
  85. ↑ I nogle Uddrag af Optegnelser af Grev O. M. Rantzau (i Geh.-Arch.) læses i 1732: „Le comte de Wedel-Jarlsberg part pour faire la campagne avec les Espagnols contre les Maures. Est blessé au siège d’Oran en Afrique.“
  86. ↑ I 1735 skriver Hans Gram til Otto Thott: „Hr. Grev Wedel af Jarlsberg, vores nordiske Africanus, er det, som har for 14 Dage siden ret beilet til mig, for at faa sig en Middag om Ugen, besat med et Slags Gjæster, der vilde intet snakke om andet end om Bøger“. Suhms nye Saml., IV, 1, S. 135.
  87. ↑ C. Paludan-Müller har i Grevens Feide, I, S. 35 flg. givet en sammentrængt Udsigt over det ostfrisiske Rigsgrevskabs (senere Fyrstendømmes) Opkomst.
  88. ↑ Th. D. Wiarda, Ostfriesische (Geschichte, I–X, Aurich, Göttingen und Bremen, 1791–1813. O. Klopp, Geschichte Ostfrieslands, I–III (mit besondern Titeln), Hannover 1854–1858.
  89. ↑ Samtiden karakteriserede dem ved de bidende Linjer:

    Protestando convenimus,
    Conveniendo competimus,
    Competendo cousulimus,
    Consultando confundimus,
    In confusione concludimus,
    Conclusa rejicimus,
    Et salutem patriae consideramus
    Per consilia lenta, violenta, vinolenta.

  90. ↑ L. Holbergii Opuscula Latina, I, p. 191–194. I „Pernilles korte Frøikenstand“ (Act. 2, Sc. 7) har man vistnok en Erindring fra Ostfrisland. „Første Gaudieb“ heder nemlig Brennoisen og bemærker, at han har „studeret sine jura med Iver“ og „har havt Tvistighed mod en Byfoged“, aabenbart en Allusion til den ostfrisiske Kantsler.
  91. ↑ Wiarda l. c. VII, S. 300–301, 308. Klopp l. c. II, S. 336.
  92. ↑ A. Hoyer, Fried. des Vierten glorwürd. Leben, II, S. 162.
  93. ↑ Wiarda l. c. VII, S. 358.
  94. ↑ Geh. Registratur i Geh.-Arch.
  95. ↑ „Die Kraft der Altständischen war gebrochen, und, wo noch ein Funkchen glimmte, da thaten die Straf-Dänen ein Uebriges.“ Klopp l. c. II, S. 547.
  96. ↑ Dansk hist. Tidsskr. 4. R. IV, S. 546.
  97. ↑ L. Koch, Christian den Sjettes Historie, S. 320 flg. Riegels’s Beskyldning mod denne fattige, men elskværdige Fyrstinde fortjener ikke yderligere Gjendrivelse end den, som forlængst er bleven den uværdige og lavtliggende Forfatter tildel.
  98. ↑ Danske Samlinger, 2. R. V., S. 264 og IV, S. 202.
  99. ↑ J. G. Droysen, Gesch. der preuss. Politik, IV, 2, S. 290 flg. Samme Forf. oplyser (l. c. S. 176), at den almindelige Fortælling om, at Keiseren i 1732 skulde i en gylden Daase have skjænket Frederik Wilhelm, der besøgte ham i Prag, et Lensbrev paa Ostfrisland, er en Fabel.
  100. ↑ Droysen l. c., S. 301, 357. For nogle Aar siden har jeg seet en Afhandling, hvori omtaltes „die dänischen Gelüste“ efter Ostfrisland, men det har ikke været mig muligt igjen at opspore den.
  101. ↑ „Da auch noch dänische, wiewohl in geringer Anzahl bestehende Truppen noch sich anjetzo in Ostfriesland befinden unter dem Prätext, als ob solche einige vermeintliche Jura vor dem K. von Dänemark daselbst souteniren sollten, so hat der Obriste Graf v. Wied – – seine Veranstaltungen dergestalt zu machen, dass er solche dänische Commandos, ehe sie sich dessen versehen, mit guter Art surprenire, ihnen darauf bekannt mache, wie Ich – solche dorten länger zu dulden nicht gemeinet wäre und selbige darauf mit guter Art nach dem Oldenburgischen oder Delmenhorstischen zurück zu schicken.“ Politische Correspondenz Friederichs des Grossen, III, Berlin 1879, S. 156.
  102. ↑ Il y a quelques uns de ces petits messieurs envoyés ici, valets de caffé, valets de chambre, quartiermaitres de regiment revêtus, joueurs filoux, qui me sont devenus insupportables, non obstant que dans mon extérieur jo le porte aussi haut que presque tous les envoyés ici à l’exception de celuy d’Angleterre, comme Mons. Finch l’a été, parce que les Anglois ont plus haute paye que tout les autres ministres. Un secretaire de l’Ambassade d’Angleterre a plus d’8000 fl., vous pouvez de la juger de ce que les ambassadeurs et les envoyés ont.“ I en Depesche af 17de Novbr. 1731 lader Griis, nu Envoyé, mærke, at de mindre Staters Gesandter stundom vare udsatte for overmodig Behandling af de større Magters. Den russiske Ambassadør, Grev Golowkin, havde været i Haag nogle Uger, men ikke notificeret sin Ankomst uden til Englands og Frankriges Ambassadører og ganske overseet de øvrige Gesandter. Disse havde ikke villet gjøre ham den første Visit uden saadan Notifikation, „qui est un peu de ceremoniel généralement observé et pratiqué.“ Det var ellers Skik i Haag, at Gesandterne hver Mandag samledes som paa en Art diplomatisk Børs i Statsraadets Bygning.
  103. ↑ Efter Regnskaberne i Kongerigets Archiv i Kjøbenhavn, smlgn. J. Møller, Mnemosyno, III, S. 60 flg., hvor man har en fuldstændig Fortegnelse over de i 1744 ansatte Gesandter og deres Løn. Griis’s Gage opføres her med 5000 Species.
  104. ↑ Isaac Sahlmoon, Hollands Stats- och Commercie-Spegel, I (Stockholm 1731), S. 189. Denne Begunstigelse havde ikke saa lidet at sige, thi, „Accisen i Holland er saa stor og saa almindelig, at ingen kan sætte en Ret Kjød eller Fisk paa Bordet, den jo idetmindste ti Gange er foracciset.“ Joh. Hübners fuldstændige Geographie, I (Dansk Oversættelse, Kbhvn. 1743), S. 480.
  105. ↑ Saaledes fik Griis 1719 200 Rdl. i Anledning af Hertuginden af Mecklenburgs (Dronning Louises Moders) Død, 1710 efter Prinds Carl 200, 1730 efter Kong Frederik 500, 1735 efter Prindsesse Sophie Hedevig 200 samt 100 til sin Legationssekretær Amthor, 1737 100 Rdl. efter Dronning Sophie Magdalenes Moder Markgrevinden af Culmbach. „Efter Kong Carl XII. i Sverige er ei noget anvist til Ministrene“ bemærkes der udtrykkelig i Regnskaberne.
  106. ↑ „Danske Kongers Historie“ i Geh.-Archivet.
  107. ↑ Danske Samlinger, 2. R., IV, S. 295.
  108. ↑ Se Klevenfeldts Beretning i det følgende.
  109. ↑ Manuskr. i Chra. Univ.-Bibl. Fol. No. 396. Det kan erindres, at da der nogen Tid senere udgik Opfordring til alle Landets Præster m. fl. om at angive, om der boede Adel i deres Embedsdistrikter, blev intetsteds i Norge nogen af Familien Griis angiven som adelig.
  110. ↑ Dedikationen lyder saaledes: „Excellentissimo Viro Nicolao Griis, Sereniss. Regi Daniae, Norvegiae etc. a consiliis Status ut et in suprema justitiae curia ejusdemque Majestatis ad ordines foederatos Belgii Ablegato Extraordinario, Lugd. Kal. Decbr. 1737.“ Af Fortalen kan anføres: „– – Quae me imprimis caussa impulit, excell. et generosiss. vir, ut hujus tam utilis scriptoris novam editionem tuo lubens conseorem nomini. Nam licet in omni scriptorum genere, quae paucae supersunt a negetioso munere vacuas colloces horas, tamen saepe affirmantem audivi, te in nullis majori cum voluptate ponere quam in veteribus historicis. Itaque his inter reliquos selectissimos ex omni studiorum voluptate libros selecta cura congestos merito prae ceteris splendet bibliotheca, non tamen ut solo ornatu placeat et laudatorum ad sese trahat oculos, sed ut domini et amicorum usibus pateat.“
  111. ↑ Grams Breve paa det st. kgl. Bibl. og Falsters paa det danske Universitetsbibliothek. Til Falster skriver Havercamp 22de Februar 1732. Griis kaldes her „vir humanissimus et eruditorum cultor eximius, splendidae bibliothecae possessor.“ Havercamps Ord om Griis i et Brev til Gram ere allerede anførte som denne Afhandlings Motto.
  112. ↑ St. kgl. Bibl. Mscr. N. K. S. No. 2017d, 4to.
  113. ↑ „A ce cas-la nous ferions venir ici M. Havercamp et nous nous divertirions philosophiquement, mais vos heures perdues seroient a moy seul.“ (Brev af 17de Novbr. 1735). Som bekjendt kom Gram aldrig udenfor Danmarks Grændser. En paafaldende Beretning om, at han 1736 var i Tydskland, der findes i Pseudonymen Theodorus’s Skrift: „Peter Nicolai Holst“, Kbhvn. 1884, S. 98, beror, efter hvad Forf. selv har været af den Godhed at meddele mig, paa en Misforstaaelse.
  114. ↑ Je scay, que, quand un ecclesiastique est un honnête homme, il ne peut pas l’etre plus qu’un séculier, quand il est honnête homme, mais que quand un homme d’eglise est fripon, il l’est plus qu’un homme du monde ne le sauroit etre. Je ne dit pas cecy, comme si jo soupçonnois nôtre cardinal archeveque de Norvegue, car je le veux croire chretiennement fort honnête homme. – – Il ne peut pas manquer, qu’il n’ait des capitaux à interêt et a bon interêt. Les marchands de Christiania, qui viennent à Amsterdam, appellent 12 p.Ct. een Bisperente, en høiærværdig interêt af Penge.“
  115. ↑ Dette Brev er kommet ud fra de øvrige og findes ikke i det st. kgl. Bibl., men i Geheimearchivet.
  116. ↑ Londemand, født Islænding, Lector theol. i Bergen med Professors, senere med Biskops Rang, var en rig Mand, ikke uden Erudition, men af en tvivlsom Karakter. Et høist karakteristisk, men ikke meget tiltalende Billede af sig selv har han givet i et Brev til Rostgaard, se Frederik Rostgaard og hans Samtid af Chr. Bruun, II, S. 238 flg.
  117. ↑ „J’ai senti dans mon coeur et dans toutes mos veines, que je suis Danois, étranger, comme je suis présentement en Dannemarc.“
  118. ↑ Dette maa være Matthias Benzelius (senere adlet Benzelstierna), der døde som Overpostdirektør og Statssekretær m. m. 1791. Sv. Biogr. Lex., II, S. 115.
  119. ↑ J. L. Holstein var Klevenfeldts store Velynder, og til ham skrev han hyppige og lange Breve under den hele Udenlandsreise, hvilke endnu bevares paa Ledreborg. I et af dem omtaler han, at han havde gjort Efterspørgsler om Christian den andens Archiv (hvis Skjæbne dengang var ganske ubekjendt, og som man formodede maatte findes etsteds i Nederlandene). Griis havde hørt Rygter om, at det skulde befinde sig i Wilworden, „hvor Etatsraad Foss efter eget Sigende skal have forefundet det.“ Kfr. Aktstykker til Christian den andens og Frederik den førstes Historie, I, S. XX.
  120. ↑ Allerede flere Aar iforveien (1733) havde den bekjendte Baron Pöllnitz besøgt Haag og da bemærket om Griis: „Il se fait fort estimer, mais il voit peu de monde.“ Lettres et mémoires du Baron de Pöllnitz, 5ieme ed., III (Francfort 1738), p. 240.
  121. ↑ Nogle Maaneder senere (16de Oktober 1742) skriver Griis til Hans Gram, at den unge Adeler, som var i hans Hus „pour commencer à s’exercer dans les affaires“, nylig er død.
  122. ↑ Joachim Frederik Preis (ikke Preutz) var født i Dorpat (ikke i Pommern) 1666, kom 1703 til Nederlandene som Legationssekretær og forestod siden 1715 selv den svenske Legation der, fra 1721 som Envoyé, lige indtil 1759, da han døde i Haag, 93 Aar gammel, efter nogen Tid i Forveien at være bleven Friherre. Ligesom Griis var han oprindelig bestemt til Geistlig, ligesom han en ivrig Elsker af Lærdom og som han høit anseet i Holland. (Svensk Biogr. Lexicon, XI, S. 362 flg.). Med Hensyn til Sverige findes paa andre Steder i Klevenfeldts Reisejournal et Par Antegnelser, som her kunne medtages. I Cassel (22de Marts 1742) bemærker han, at der herskede en overmaade stor Jalousi mellem Svenske og Hessere. De sidste troede, at Pengene gik ud af Landet til Sveriges Bedste, og „ere fortrydelige over de Svenske, fordi de ikke tilbørligen skjønne paa deres Landsherres Naade og Fromhed.“ De Svenske, som kom til Cassel, paastode tvertom, „at Hs. Maj. ikke nær er saa elsket i Cassel som udi Sverige.“ „Man talte om, at Statholder Wilhelms Søn, Prinds Frederik, skulde blive deklareret Successor i Norge, hvorover man i Cassel ikke er meget fornøiet af Frygt for at miste baade deres Landsherre saa og hvad der endnu er tilbage. Og er det ei at tro, hvad Hovedstaden og Landet dagligen aftager derved, at Landsherren ei fortærer Indkomsterne i Landet, og hvad Forskjel der er paa Levemaaden nu fra fordums Tid. Landet er armt nok og har selv sit Brød nødigt.“ I Paris ulte April 1743) skriver vor Reisende: „I Kirken hos Hr. Envoyéen berettedes der den glædelige Tidende, at nogle af Sveriges Stænder havde udvalgt Hs. kgl. Høihed vor allernaadigste Kronprinds til Successor til Sveriges Throne, hvilket satte mig i Humeur over alle.“
  123. ↑ Efter Griis’s Død indberettede hans sidste Legationssekretær til Kjøbenhavn: „Le ministre de Liège a toujours été intime ami de Mr. l’Env. Griis pendant son vivant.“
  124. ↑ Den samme, om hvem Henrichsen (Hielmstierne) den 22de Februar 1743 skriver fra Kjøbenhavn til Langebek: „Vores norske Heros, det forstaar sig, jeg taler om Mons. Løvenskiold, er kommen hjem.“ Dansk hist. Tidsskrift, IV, S. 301. Men hvo der her menes af de to nogle Aar tidligere adlede Brødre, Herman L., Stamfader for den norske, og Severin L., Stamfader for den danske Linie af Familien, tør jeg ikke afgjøre. Efter Alderen at dømme dog sandsynligvis den sidstnævnte.
  125. ↑ Om danske Piger, som droge til Amsterdam for at faa 100 Gylden om Aaret, fortæller samtidig ogsaa E. Pontoppidan. (Menoza III, 52de Brev).
  126. ↑ „Si j’y demeurerai le reste de mes jours, depense de Dieu et de S. Maj. Je suis prêt à tout.“
  127. ↑ Han var ordineret til denne Stilling allerede 2den Decbr. 1740. O. Bang, Samling af adskillige opbygg. og nyttige Materier, II, S. 20.
  128. ↑ „En Søn af dette Ægtepar, Mandrup Funck Alstrup, begav sig efter endte Studier til sin Onkel i Holland, hvor han forblev i to Aar, det formodes som Sekretær. Det er formodentlig ved onkelens Indflydelse, at han i en Alder af 27 Aar blev Postmester i Throndhjem. Senere blev han ogsaa Raadmand og forvaltede begge Embeder til sin Død. Han skildres som agtværdig, munter og gjestfri. To af hans Sønner indehavde ogsaa Postmesterembedet i Throndhjem, den første Hans Bartman Alstrup, kom i Kassemangel og flyttede til Sverige, den anden, Nils Griis Alstrup, levede som Postmester i Throndhjem endnu 1825. Hans første Kone var en Datter af Admiral Kaas.“ Meddelt af Griis’s Frænde, Medicinaldirektør Dr. med. L. Dahl efter Familiepapirer. Om en anden Søstersøn af Envoyéen, Nils Griis Alstrup, se Norsk hist. Tidsskrift, 2. R. V, S. 183.
  129. ↑ Hun var Moder til den ovenfor nævnte unge Mand, hvem Klevenfeldt traf i Haag, og hun synes at have staaet Griis nær. I 1744 beder han Gram om at skaffe hende en Plads i Trinitatis Kirke („l’eglise Ronde“), der stod under Universitetets Patronat. Jvfr. Lassens Norske Stamtavler, S. 65, hvor Dødsaaret er urigtigt.
  130. ↑ I 1742 skriver han til Gram, at han gjerne vilde „faire quelque chose pour laisser après ma mort mon nom en bonne odeur à nôtre academie de Copenhague, non obstant que je n’ay été, ny professeur, ny autheur, ny sçavant.“
  131. ↑ „Je trouve convenir, qu’il ne soit point fait de distinction entre Danois et Norvègiens, mais qu’indifferemment ceux des deux nations en jouissent de quelques écoles, qu’ils soient, pourvu qu’ils soient d’honnêtes personnes.“ (Brev til Gram 16de Juli 1746). En Nordmand, der vilde studere ved Kjøbenhavns Universitet, og som kunde godtgjøre gode Kundskaber i de gamle Sprog, vil derfor visselig endnu være berettiget til at søge Griis’s Legat.
  132. ↑ I Suhms Saml. Skr. VI, S. 10 (og X, S. 60) heder det, at Gram, „faa Timer før han døde, gjorde et Tillæg til Griis’s Testamente efter den Afdødes Villie“ og „sov en halv Time efter hen“. Jvfr. Hofmans Fundatser, I, S. 226.
  133. ↑ Udførlige Oplysninger om denne Sag findes i Kjøbenhavns Universitets Journal, udg. af Jac. Baden, Aarg. V, S. 68–73. Man kunde have ventet, at Gram i Anledning af sin Vens og Universitetets Velgjørers Død havde sørget for et af de dengang brugelige Programmer, men det skede ikke. Et saadant vilde navnlig have belært os om Griis’s dunkle Ungdomshistorie.
  134. ↑ Under Billedet læstes: Nicolao de Griis, Legato S. M. Dan. et Norv. apud Belgas et Eq. Ord. Dan. ob bibliothecam, quam sibi moriens legavit, hoc grati animi monumentum posuit Academia Sorana“. Hoffmans Fundatser VII, p. 592–593. Her i Christiania findes dog endnu et Verk af den grisiske Donation i Thv. Boecks bekjendte Bibliothek. Det er Jan de Serres, Inventaire general de l’histoire de France etc., I–IV. A Paris s. a. (ca. 1614). Indb. i Pergament. Hvert Bind er forsynet med trykt Inskription: Legatus Academiae Soranae ab Illustrissimo & Excellentissimo Dno Nicolao Griis, Equite etc. etc.
  135. ↑ C. J. Anker og H. J. Huitfeldt-Kaas, Katalog over Portræter i Norge, S. 157.
  136. ↑ C. Hauch, Minder fra min Barndom og min Ungdom, Kbh. 1867, s. 130 flg.
  137. ↑ Meddelt af Medicinaldirektør Dr. med. L. Dahl, hvem ogsaa Beskrivelsen af Billedet skyldes. Velvillig Oplysning om dette er ogsaa meddelt mig af Fru M. Jespersen paa Nordhus.
  138. ↑ Disse Oplysninger og Sagn skylder jeg en gammel Ven, Provst J. Stub i Jevnaker (Præstesøn fra Sigdal og i sin Tid pers. Kapellan sammesteds).
  139. ↑ En saadan, med et Vers under af Hr. Thomas Griis, findes endnu i Eggedals Kirke.
  140. ↑ I det voluminøse Haandskrift i flere Foliobind af den samtidige Klokker i Christiania J. B. Hass, „Ære- og Efter-Minde“ o. s. v., hvor disse Vers ere afskrevne, heder det ogsaa, at Envoyé Nils Griis „hviler i Sigdals Kirke i egen Begravelse“. Hans Lig skulde altsaa være ført fra Haag til Sigdal, hvilket dog ikke er rimeligt, og hvortil der heller ikke kjendes noget Spor. Om Billedet i Kirken se forøvrigt C. J. Ankers og H. J. Huitfeldts Katalog over malede Portræter i Norge, S. 46 og Aarsberetn. fra Foreningen til Norske Fortidsmindesmærkers Bevaring for 1883, S. 129.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Nils_Griis,_dansk-norsk_Envoyé_i_Haag&oldid=209844»