Nesjar

Legg til lenke
Fra Wikikilden
NESJAR.
AF
DR. YNGVAR NIELSEN.

1. Brunlanes. Mellem Larviksfjorden og Langesundsfjorden ligger det flade Forland, Brunlanes eller Neset, – med sin ubeskyttede Kyst et østlandsk Sidestykke til Lister, Jæderen, Bud, Ørlandet o. lign. Steder. Paa dets mere østlig liggende Del gaar Skoven nær ned til den flade Strand, medens denne vestover er mere træbar, vekslende med lave Klipper og sandede Strøg. Kysten er imidlertid mere indskaaren end de nævnte andre Forlande. Ikke mindre end tre forskjellige Bugter stikker ind fra Havet, regnet i vestlig Retning fra Frederiksværns lille, af mindre Øer udmærket beskyttede Havn, – Naverfjorden, Hummerbakfjorden og Nevlunghavn. Af disse Bugter er

Naverfjorden nærmest at regne for en aaben Rhed; ingen Holmer eller Skjær skjærmer den brede Bugt mod Havets Bølger.

Hummerbakfjorden er smal, i den indre Del meget lukket, men tillige adskillig øret op af den lille Elv, som falder ud i den. I gamle Dage maa den have gaaet adskillig længere ind, og har da antagelig været farbar for Skibe op imod Gaarden Snørsvall, medens det har været let at trække smaa Fartøier endnu længere op. Fjorden var da Havn for den bekjendte Storgaard Manvik, hvis Betydning for en Del kan have været baseret paa denne Adgang til en beskyttet Fjord, nær ved det store Hav.

Nevlunghavn er den vestligste af de tre Bugter. Den er tillige den største og den eneste, som i Nutiden har nævneværdig Betydning for Kystfarten. Den dækkes af Øer, Holmer og Skjær og frembyder indenfor disse en temmelig stor Flade. Her er en virkelig Havn, der kan byde Ly.

Vestenfor Nevlunghavn stikker saa det lange Nes eller Tange ud i Havet, der under Navn af Mølen danner Brunlanesets sydvestligste Spidse. Efter denne aabner der sig igjen en større Fjord, der under Navn af Mørjefjorden gaar et godt Stykke op i Landet og danner Brunlanesets Afgrænsning mod Vest. Her ender det gamle Vestfold, og hvad der følger videre mod Vest, er det gamle Grenland, der omgiver den Fjord, som nu kaldes Langesundsfjorden.

I Forbindelse med nogle herliggende Øer, Fugløen o. a., beskytter Mølen den Havn, hvorved det lille Strandsted Helgeroen nu er beliggende. Her var, ligetil Dampskibstrafiken blev mere almindelig, det Sted, hvorfra Reisende sædvanlig fik Befordring med Baad over til Havne og Byer ved Langesundsfjorden. Forsaavidt havde det nu ganske ubetydelige Sted længe adskillig Vigtighed som et Led i Kystfærselen[1].

Grenland, Grenafylke var et noget uklart Begreb. Det bestod igjen af forskjellige Dele, som ligeledes for sig kan være noget ubestemmelige. Tilsammen dannede de Omgivelserne af Grenmarr, der var enstydig med Langesundsfjorden. Men Grenland indtog i ethvert Fald kun et ganske smalt Stykke af Kysten, som et Mellemparti mellem Vestfold og Agder. I Rækken af de gamle norske Landskaber kunde det saaledes ikke fylde nogen bemærket Plads; det var kun en beskeden Overgang fra Vestfold til Agder.

Af alle historiske Begivenheder, som knyttes til Brunlanes, er uden Sammenligning Søslaget ved Nesjar, der leveredes mellem Olav den hellige og Svein Jarl, Palmesøndag, 25de Marts 1016, den mærkeligste. Dette Slag var som en Gjentagelse af Slaget i Hafrsfjorden; det betegner Norges anden Samling til et eneste Rige. Saaledes er dertil knyttet en meget stor Interesse, og denne Interesse maa da ogsaa gjælde de Lokaliteter, hvor Slaget er udkjempet. I denne Henseende har der hidtil ikke været fuld Klarhed. Man har vidst, at Slaget forefaldt udenfor Kysten af Brunlanes. Man har nærmest været tilbøielig til at lokalisere det ved den sydvestligste Spidse. Men det hele har været ubestemt. Enkelte har endog villet søge Stedet i Frederiksværns Nærhed og ment, at Naverfjordens aabne Rhed var den rimeligste Lokalitet.


2. Slaget ved Nesjar. Som den historiske Hovedkilde for alt Kjendskab til denne Begivenhed har vi de Kvad, de saakaldte Nesja-Viser, der, som det siges, om Sommeren efter Slaget skal være digtede af Sighvat Skald, som ved samme Anledning havde fulgt Kong Olav. Disse Viser er altsaa den samtidige Kilde og maa tillægges Troværdighed; de er en Beretning, formet til Ære for Seierherren. Benævnelsen Nesja-Viserne forekommer saavel i Fagrskinna, som i Heimskringla, der begge anfører disse Kvad til Hjemmel for, hvad de beretter om Slaget. Fuldstændig er rigtignok ikke disse Kvad bevarede. Men der kjendes dog en Del Vers. Hvad der her for os har Betydning, er deres Beskrivelse af Stedet, – det, som de oplyser om Nesjar, eller rettere om Kamppladsens Beliggenhed. Thi Navnet Nesjar forekommer, vel at mærke, ikke i Kvadene. Det er kun de paa dem byggede prosaiske Beretninger, der har noget Navn for Stedet, hvor Kampen foregik.

Der er her to Steder i Viserne, som har Betydning.

Det første findes alene i Heimskringla:

Da Siklingen søgte
mod Svein i Havnen,
han retted’ et Anfald.

Det andet forekommer baade i den legendariske Olavssaga, i Fagrskinna og Heimskringla og lyder saaledes:

Det jeg ved, at Stridsveirets
Kjender, østenfor Agder,
lod Karlhovde lægge
nær ind til Jarlen.

Et forudgaaende Vers, der alene forekommer i Fagrskinna, har desuden berettet, at Kongen kom fra Viken, østenfra, medens Svein Jarl kom nordenfra.

Mere siger ikke Kvadene. Ogsaa deres Beskrivelse af selve Slagets Forløb er holdt i ganske almindelige Ordelag. Andre samtidige Kilder er os nu helt ubekjendte, og fremfor alt kan vi ikke vide noget, om der ved Siden af Nesjaviserne ogsaa har været en lokal Tradition, der ligeledes har kunnet tjene som Grundlag for de mere udførlige Beretninger, der efterhaanden dukker frem i Sagaerne.

Af Nesjaviserne faaes altsaa ingen anden sikker Oplysning end den, at Kongen angreb Svein Jarl i höfn, og at dette skede firir austan Agðir. Men dette viser dog med Tydelighed hen til Brunlanes, nærmest dets sydvestlige Spids, som ligger østenfor Agder og har, ikke alene en, men to Havne.

Den første Gang, et Stedsnavn for Slaget forekommer, maa være i den legendariske Saga om Olav den hellige (Christiania, 1849, S. 19), hvor det heder, at Kongen og hans Mænd, efter at have faret ud efter Viken, lagde sig við Nesjar firir Grenmar. Antagelig er denne Angivelse hentet fra den nu væsentlig tabte, ældste Olavssaga, der er tilbleven ved Aar 1160. Samme Angivelse træffes ogsaa i den lille, saakaldte Aagrip, der ligeledes er tilbleven ved denne Tid, og som siger, at Kampen stod firir Nesjum við Grenmar. Theodricus monachus nævner, at Slaget stod in loco, qui dicitur Nesiar. Paa disse, meget knappe Oplysninger bygger saa de større Sagaer, hvilke meddeler stedse fyldigere Beskrivelser, der endelig naar sit Høidepunkt i Flatøbogens udførlige Talangivelser over det gjensidige Styrkeforhold mellem de kjæmpende Parter. Fagrskinna siger, at Kong Olav lagde sine Skibe við Nesjar firir innan Grenmar, medens Jarlen kom fra den vestlige Side og for med Hæren, til þess er hann kom austr firir Nesjar ok lagði þar til hamnar.

Heimskringla anvender de Udtryk, at Jarlen med sin Hær holdt inn um Grenmar ok lagdisk við Nesjar.

At der har været en Fortælling, som henlagde Slagpladsen til et Sted, med Navnet Nesjar, synes ikke at kunne være tvivlsomt. Allerede deri, at Sighvats Skaldekvad fik Titelen Nesja-Viserne, maa der ligge et Bevis for Rigtigheden heraf. Men dermed følger ingenlunde, at de islandske Sagaskrivere har havt nærmere Rede paa, hvad der mentes med denne, i sig selv noget ubestemte Benævnelse. Ikke engang Forfatteren af Fagrskinna, som dog skulde give Udtryk for den særlig norske Tradition, kan i dette Punkt tillægges større Vægt. Han har gjort som Islændingerne for øvrigt, – taget, hvad der engang var skrevet, og neppe gjort sig nærmere Rede for, hvad dermed mentes. I den yngste islandske Historieskrivning har man saa taget Nesjar, ikke for et enkelt Stedsnavn paa en Halvø, et Nes eller en Gaard, men kun gaaet ud fra, at derved forstodes det hele Strøg mellem Langesunds- og Larviksfjorden, eller de nuværende Sogne, Berg og Tanum af Brunlanes, der jo laa østenfor Agder og Grenmar.

Naar derfor Nesjar gjentagne Gange nævnes i de yngre Kongesagaer, da er det enten aldeles givet, at dette er Meningen dermed, – eller ialfald høist sandsynligt, at sa er Tilfældet. I et Tilfælde har disse Sagaers Forfattere endog givet Nesjar en videre Udstrækning, idet de ogsaa har henlagt Strøget mellem Tønsbergfjorden og Larviksfjorden dertil. Det er i den bekjendte Fortælling om Odin, der gjæstede Smeden paa Pinsle, underveis paa sin Færd til Sverige for at være med ved Lena (1209). Der siges ogsaa denne Gaard at ligge á Nesjum.

Antagelig er det denne Fortælling (Haakons, Guthorms og Inges Saga}}, Kap. 20), der har givet Anledning til, at en Række Forfattere, fra P. A. Munch til Finnur Jónsson, har ment at kunne definere Nesjar, som indbefattende den hele Strækning fra Langesundsfjorden til Tønsbergfjorden. Men hvis der kan reises Tvivl med Hensyn til den Betydning, der af Islændingerne er givet Nesjar, som Betegnelse for de paa »Neset« liggende tvende Sogne, Berg og Tanum, saa maa denne Tvivl blive saa meget stærkere og saa meget mere berettiget, naar ogsaa det store Strøg østenfor Larviksfjorden skal drages med ind under Nesjar. Pinsle ligger nemlig i Sandeherred, og derfor er det neppe andet end en Konjektur af en islandsk Forfatter, som ikke har havt nærmere Kjendskab til Norges Topografi, naar han vil fortælle, at denne Gaard laa paa Nesjar. I denne Forbindelse synes det at være den naturligste Forklaring, at der her foreligger en Frugt af vedkommende Forfatters historiske Læsning. Han har kjendt Slaget i 1016 og har troet, at Nesjar ikke var en enkelt Lokalitet, men et helt Strøg, – kanske, som af P. A. Munch forudsat, en længere Kyststrækning.

Ved denne Opfatning har da ogsaa de senere Historikere ment at maatte blive staaende. Men derimod tror jeg; der med Føie vil kunne gjøres adskillige Indvendinger, og at det hele ikke har været grundet.

Benævnelsen Nesjar som Landskabsnavn er alene kjendt i Kongesagaerne. Derimod træffes den ikke i de Kilder, som her maa være de afgjørende. I Diplomatariet, i Biskop Eysteins Jordebog og i Udgaven af de gamle Regnskaber og Jordebøger vil man forgjæves søge efter et Punkt, der angives at ligge paa Nesjar. Havde der ved dette Navn i Almindelighed været ment en større Strækning, – havde det skullet betegne et helt Landskab, kan det ikke vel tænkes, at det ikke skulde have forekommet paa et eller andet Sted i disse Kilder. Den skarpe Divergens, som her træffes mellem Kongesagaer, skrevne af Islændinger paa den ene Side, og Diplomer og Jordebøger paa den anden, stammende fra selve de paagjældende Egne og nedskrevne af der hjemmehørende Nordmænd, maa forekomme afgjørende for de førstes Værd som topografisk Hjemmel. I ethvert Fald maa det ansees umuligt, at Nesjar ogsaa skulde have omfattet Tjølling (Skiringssal) og Sandeherred. Den islandske Sagaskriver har for det første overseet, at han ved en saadan Konjektur har ladet det lidet udprægede Stedsnavn Nesjar helt overdække et saa betydningsfuldt Landskabsnavn, som Skíringssalr ialfald engang maa have været, og dermed villet forklare, hvor Gaarden Pinsle skulde ligge.

Men saa er det et andet Spørgsmaal, om dog ikke den islandske Sprogbrug i dette Tilfælde skulde være grundet, naar Nesjar anvendtes som Benævnelse for det, Nordmændene ellers har givet Navn af Nesit, det nuværende Brunlanes. Til en Besvarelse heraf er det først nødvendigt at undersøge, om der ikke er andre Stedsnavne i Norge, der engang har havt den samme Form. Vi lades her ikke i Stikken af Kilderne. Diplomerne – atter igjen en norsk Kilde – giver flere Navne Nesjar. Men disse er alle Gaardnavne, altsaa knyttede til en bestemt, mere snevert afgrænset Lokalitet.

Et Nesjar haves allerede inden det gamle Skiringssal[2], og forekommer der aldeles tydelig som Navn paa en Gaard, i hvilken St. Stephans og St. Georgs Hospital eiede en Part. For at fixere Sprogbrugen netop inden de Landsdele, med hvilke vi her nærmest har at gjøre, maa dette Navn særlig være af Vægt. Vi har videre i Vestre Slidre, i Valdres et Gaardnavn[3], der i vore Dage lyder Nesja. At dette i Fortiden har lydt Nesjar, maa synes som utvivlsomt, uagtet det ikke kjendes gjennem middelalderske Diplomer. Omkring Aar 1600 forekommer det dog med en gammel Dativform (Nesjum). Denne Gaard ligger indenfor, ovenover den forholdsvis smale Rod til et bredere Nes, som stikker ud i Slidrefjorden.

Ogsaa inden Veø Præstegjæld i Romsdalen træffes i 1504 de to Gaarde Ytre og Indre Nes betegnede som i Nesie garddom[4], hvilket ogsaa peger hen til den samme Feminins Flertalsform Nesjar.

Gaardsnavnet Nese, der i Begyndelsen af det 16de Aarhundrede forekommer paa flere Steder, mellem Aardal i Ryfylke og Sundalen[5], maa ogsaa opfattes som Levning af en ældre middelaldersk Form Nesjar. Der vil vistnok endnu kunne paavises adskillige andre Stedsnavne, som svarer til disse. Men hvad her allerede er anført, kan være tilstrækkeligt. Der kan af dette neppe udledes nogen anden Slutning end den, at Navneformen Nesjar over en større Del af Norge udelukkende findes anvendt om en enkelt, snevert afgrænset Lokalitet, derimod ikke om et Distrikt. Saaledes er det ikke sandsynligt, at Navnet ogsaa skulde været anvendt af Nordmænd paa samme Maade, som det forekommer i de yngre Kongesagaer. Det Nesjar, hvor Slaget stod i 1016, kan derfor efter al Rimelighed ikke være en Betegnelse for alt, hvad vi nu indbefatter under Brunlanesets to Sogne, Berg og Tanum, men maa alene opfattes som en mere begrænset Lokalitet. Det er, hvad Theodricus monachus siger: paa et Sted, som kaldes Nesjar, og paa samme Maade maa de øvrige Prosaforfattere, der først skrev om denne Begivenhed, antages at have fortolket Kvadenes Beretning. For dem, som for os, var denne den eneste, samtidige Kilde. Kvadene siger tillige, at der paa eller ved det saakaldte Nesjar var en Havn, og at Kampen forefaldt i denne.

Udtrykket lyder: í hǫfn. Her kan der tænkes den Mulighed, at dette Ord skulde være et Stedsnavn, og i dette Tilfælde skulde det gaa an at anse det identisk med det Navn: Hamna, der nu anvendes om Nevlunghavn. Hvis dette kunde tænkes som tilfredsstillende Forklaring, var dermed alle Vanskeligheder løste. Men saadant maa dog visselig ansees meget tvivlsomt, skjønt det ikke helt kan afvises. Muligheden er der, men dog saa ringe, at det maa være nok at nævne den.

Saaledes faar vi ikke andet at holde os til end det, at Slaget har staaet østenfor Agder, og at der ved Aar 1160 er angivet et bestemt Sted ved Navn Nesjar, der laa paa den østlige Side af Grenmar. Her var der en Havn, og i denne fandt Angrebet Sted.

Noget Gaardnavn Nesjar, der i Tidens Løb vilde gaa over til Nese, Nesja, findes imidlertid ikke paa Brunlaneset. Men der kan være andre Stedsnavne, som har denne Form, og saadanne lader sig virkelig paavise. Der er et enkelt Nes, som har baaret dette Navn, og nu træffer det sig netop saaledes, at dets Beliggenhed stemmer vel overens med, hvad Forfatterne af de kortfattede ældste Sagaer har ment at kunne betegne som Slagstedet.

Under en Diskussion om Nesjars Beliggenhed, der i 1906 har været ført, væsentlig i den lokale Presse i Larvik, er dette yngre Stedsnavn bragt frem, under Henvisning til nogle historiske Kilder, som ellers ikke har været paaagtede, men som ligefuldt har sit Værd. Lokalkjendte Forfattere har der tillige leveret Indlæg, som vil faa sin Betydning for en Udredning af det her omhandlede Spørgsmaal[6]. Disse Kilder er de gamle Søkarter og Søbøger, fornemmelig de hollandske. I dem begge har Texten været saa temmelig konstant; det ene Kart har laant fra det andet, og de norske Stedsnavne har saa vandret fra de hollandske Karter til de franske og tyske, ligesom Tilfældet har været med Søbøgernes eller Kursbøgernes Text. Disse sidste svarer til, hvad man nu paa Engelsk benævner Naval directories, og kan indeholde ganske specialiserede Beskrivelser – i dette Tilfælde over den Kurs, der skulde følges under en Seilas fra Lindesnes og op til Christianiafjorden.

Paa et hollandsk Søkart fra 1716 omtales de Nesse som en Havn beliggende ved Nordsiden af Langesundsfjorden, indenfor Langesunds østlige Huk; denne Havn ligger ved en kredsformet Strand, og den ligger under en Kreds af Klipper, farvet som rød Sand. Der ligger tillige nogle smaa Skjær ved Kredsen. Havnen ligger ogsaa, efter denne Text, en Mil i Vest for Staværn.

I Overensstemmelse hermed beskrives ogsaa det samme Sted i en dansk Søbog (Kursbog) fra Midten af det 18de Aarhundrede. Der er ingen Tvivl om, at dennes Text kun er en umiddelbar Oversættelse af ældre hollandske Forbilleder[7]. Efter Opgaverne om Dybdeforholdene i Havnen maa denne være identisk om Helgeroen. Men om Hollænderne ved de Nesse har ment denne Havn, er det dog ikke derfor givet, at den har baaret dette Navn i Norge. De Nesse har ikke været nogen Havn, men et Nes, og dette Nes har igjen været det, som nu kaldes Mølen.

Helgeroen paa den ene Side og Nevlunghavn paa den anden – begge er de Havne ved de Nesse. Men dette Navn kan til samme Tid opfattes som en Anvisning om, at det netop er Mølen, som i Middelalderen kaldes Nesjar og derefter senere fik den samme Navnform Nese, som ellers kjendes. Overgangen Nesjar–Nese er jo konstant og aldeles naturlig. Dette Nese ligger ganske, som Kvadene angiver Slagpladsen, og som de ældste Sagaforfattere, efter dem, mener at kunne sætte Beliggenheden af Nesjar. Ad denne Vei vindes der ogsaa større Sandsynlighed for, at Nesjar har været Navn paa en enkelt, snevrere Lokalitet.

Paa gamle Generalkarter over Norge fra det 17de og 18de Aarhundrede forekommer neppe noget saadant Navn inden Brunlanes. Navnene er paa disse Karter ikke meget varierede. Det er atter her i Almindelighed et konstant Udvalg, som gaar igjen, og som antagelig atter stammer fra de hollandske Søkarter. Dog er der ialfald et enkelt Generalkart, paa hvilket der træffes et Navn, som kan have Hentydning til den Lokalitet, hvorom der her spørges, idet der paa Brunlanes mellem Laurvig og Langesond anføres Nesklio[8]. Dette synes at minde om Gaardnavnet Kløtre, der i saa Tilfælde enten er ment at skulle betegnes som Kløtre ved Nese (ɔ: Nesjar) eller som Kløtre paa Neset (ɔ: Brunlanes). Thi det bør her vel erindres, at for den almindelige Bevidsthed maa det have staaet saa temmelig uklart, at der skulde skilnes mellem Nese som en speciel, afgrænset Stedsbetegnelse og Neset som Navn for Berg og Tanum Sogne af Brunlanes. Navnlig for Udlændinger kan det have havt sine særegne Vanskeligheder at holde disse to Ting ud fra hinanden. Sammenblandingen kunde snarere siges, paa Grund af Navnenes Lighed, at være næsten uundgaaelig.

Da et Gaardsnavn Nese, Nesjar paa dette Sted aldrig kan paavises, er det neppe rimeligt, at det tidligere har været brugt. Men der er intet til Hinder for at antage, at det herværende, skarpt fremtrædende Nes, den sydvestlige Afslutning af Brunlanes, har baaret et saadant Navn allerede i det 11te og 12te Aarhundrede. En saadan Formodning kan saa meget mere ansees styrket, som det sydvestlige Nes i Grunden er delt i to Grene, af hvilke Mølen er den vestligste, hvorved det kan finde sin Forklaring, at her netop Flertalsformen er anvendt. Her maa det gamle Nesjar være at søge, og Slaget i 1016 maa have staaet paa den ene eller den anden Side af dette Nes.

Men paa hvilken Side?

I Vest har vi Helgeroen; i Øst ligger Nevlunghavn, og paa begge Steder er der en hǫfn. Kunde det tænkes, at dette Ord her var et Egennavn, var Sagen meget klar. Men som allerede nævnt, vil den Formodning blive en Smule vovet, og der maa derfor søges efter andre Oplysninger, som kan give Retledning. Baade Helgeroen og Nevlunghavn eier Betingelser for at kunne have været Skuepladsen for Slaget ved Nesjar. Men til at afgjøre dette Spørgsmaal er vi udelukkende henviste til Nesja-Viserne. Hvad Sagaerne for øvrigt meddeler, er uden bevislig Hjemmel.

Der findes virkelig i dette Kvad et Sted, som her kunde have Betydning og give Vink for en Paavisning af Slagets Lokalitet. Saavidt jeg ved, har det ikke tidligere været paaagtet og vurderet. Men efterat Finnur Jónsson for ganske nylig har henledet min Opmærksomhed derpaa, kan jeg ikke negte, at det maa have sin Interesse, – særlig derigjennem, at det bringer Slagpladsen i Relation til et sikkert Punkt, der fremdeles kjendes. Det er Linien: nár flaut út við eyri ófátt ɔ: ikke faa Lig flød ud ved Øren.

Hvad er saa Øren?

Dersom Ordet eyrr her skulde tages i Betydning af opskyllet Land ved en Elvemunding, da er der kun et eneste Sted paa Brunlanes, der kan opvise en saadan Øre, og det er Hummerbakfjorden. Her er det saa, at den lille Elv, som rinder ned forbi Bergs gamle Kirke, Manvik og Snørsvall, ører Fjorden op og stadig skyder Landet fremover i denne.

Men Hummerbakfjorden er altfor liden og navnlig altfor smal til at kunne have været Skuepladsen for et Slag med de Maal, som dette maa have havt. Langskibene har der umulig kunnet ligge overfor hinanden. Desuden vilde i denne Fjord Ligene ikke kunnet drive ud ved Øren. De maatte for at naa Øren have drevet den modsatte Vei, ind ved Øren.

Saaledes kan der ikke under nogen Forudsætning tænkes paa denne opskyllede Øre inde ved Fjorbunden. At der nær Kamppladsen har været en Øre, er imidlertid sikkert; denne maa altsaa søges paa et andet Sted, – og et saadant findes. Men dette er en Øre i en lidt anden Betydning, som en lav Banke eller Odde, der stikker ud i Havet. Ingen kan da negte, at denne eyrr er Mølen, den ubeskyttede sydvestlige Afslutning af det hele Brunlanes.

Nesja-Viserne beretter altsaa, at ikke fan Lig af dem, som faldt i Slaget ved Nesjar, blev tagne af Strømmen, der førte dem ud til Mølen. Strømmen har følgelig paa den Dag, da Slaget stod, rendt fra Kamppladsen til Mølen. Men dette kan have været baade fra Nevlunghavn og fra Helgeroen. Det har fra begge Sider været en sydgaaende eller vestgaaende Strøm, der har taget Ligene hen til Mølen. Fra Helgeroen har Strømmen gaaet mere i sydlig Retning. Fra Nevlunghavn har dens Retning været en mere vestgaaende. Naar Ligene kom til Mølen, har den stærke Strøm fra Kattegat drevet dem videre vestover og ned i Skagerrak.

Strømmen fra Helgeroen kan løbe stærkt mod Syd over det grunde Farvand indenfor Fugløen og Fuglørogna og saa presse haardt paa i de trange Løb mellem disse og Mølen.

Strømmen fra Nevlunghavn mod Vest følger Kystens Løb og gaar nær under Land ud til Mølen[9]. Fra begge Steder mødes altsaa den udgaaende Strøm ved dette Punkt, hvorfra den fortsætter mod Sydvest langs Kysten af det gamle Agder.

Paa denne Maade kommer vi ikke nærmere mod en Afgjørelse. Der ligger altsaa heller ikke i Kvadenes Meddelelse om Strømmen, som i sig selv fortjener at bemærkes, nogen Veiledning til at finde ud, hvor Slaget har stanet, – enten i Helgeroen eller i Nevlunghavn. Sagaernes Oplysninger er, som allerede antydet, værdiløse, idet de er nedskrevne omkring 200 Aar efter Slaget og af Islændinger, der neppe har været lokalkjendte. Ethvert Forsøg paa, ad den Vei at ville paavise Slagpladsen, er overflødigt. Det er jo mere end paafaldende, at Sagaernes Skildringer bliver mere udførlige, jo længere ned deres Affattelse ligger i Tiden, indtil endelig de yngste Kilder endog ved paa en Prik at fortælle, hvor mange Skibe der var med i de kjæmpende Flaader, 45 i Jarlens og 20 i Kongens. At derimod den ældste af de mere udførlige Sagaer, den legendariske Olavssaga, byder nogle Detailler, der skal belyse Kongens Fromhed, Einar Tambeskjælvers Forhold til ham o. s. v. kan være helt naturligt og kan finde sin Forklaring i Hensynet til Olavs senere Stilling som Nationalhelgen med dertil hørende Legendedigtning. Men vedkommende Sted viser tillige dennes Svagheder. Sagaen lader saaledes Einar Tambeskjælver gjentage sine berømte Ord om sin egen Bue og Norges Rige, der ellers henføres til Slaget ved Svold, men som muligens, naar det kommer til en nærmere Prøve, paa begge Steder kunde vise sig at være en uhistorisk Tilsætning. Ialfald kan saa meget ansees sikkert, at Einar ikke to Gange har sagt disse Ord, baade ved Svold i 1000 og ved Nesjar i 1016, alene med den uvæsentlige Forandring, at de den ene Gang henvendtes til en Konge, den anden Gang til en Jarl.

Hvorledes en yngre Forfatter har kunnet fastsætte Tallet af Skibene til 45 og 20, er ikke muligt at angive med nogen Sikkerhed. Hans Udgangspunkt maa have været det Udsagn, som findes i Nesja-Viserne, at »Kongens Hær var mindre«, og at dette forøgede Seierherrernes Ros (»godt har vi kjæmpet«) Maaske kan Forfatteren derefter have opgjort sig en Beregning paa Grundlag af det normerede Antal af Ledingsskibe fra det nordenfjeldske og fra det søndenfjeldske. I den legendariske Olavs Saga har han nemlig (i Modsætning til Fagrskinna) fundet, at søndenfor Stad gik ingen Leding ud. I den ældre Gulatingslov kunde han videre finde, at Tallet af de Ledingsskibe, der stilledes af Fylkerne fra Namdalen til og med Søndmør, var 135, medens Viken stillede 60 Skibe. Mellem disse Tal er Forholdet netop det samme, som mellem Tallene fra Slaget, 45 og 20. Det ene repræsenterer Tredieparten af 135, det andet Tredieparten af 80. Saadant kan være et Tilfælde. Men det forekommer dog sandsynligt, at det maa have været gjennem et Regnestykke af denne Art, Forfatteren har kommet til sin bestemte Angivelse af Tallet paa Skibene inden de to Flaader. Imidlertid kommer Erling Skjalgssøn til med det eller de Skibe, han har bragt fra Rogaland. Disse maa da have staaet udenfor Jarlens Ledingsflaade, og Sagaskriveren har overseet, at Regnestykket, naar han var med, ikke helt passede. Han har holdt sig til det, som var fortalt, at der ikke var Ledingsskibe ude fra Fylkerne søndenfor Stad, altsaa heller ikke fra Rogaland. Hvad Forfatteren har beregnet, bliver i alle Tilfælde kun Skibene nordenfor Stad.

Forfatteren af den legendariske Saga fortæller, at Kongen efter »Seiren reiste et stort Kors paa det Sted«. Hvis dette Sted, hvor Korset blev reist, kunde paavises, var Bestemmelsen af Slagpladsen en let Sag. Uheldigvis kjendes ikke noget til dette Kors, der vel maa antages at have været af Træ. Til at reise et Stenkors var der ikke Tid. Navnet Helgeroen kunde lede Tanken hen mod en Formodning om, at Korset havde været reist paa dette Sted. Saa kunde antages, hvis Stedsnavnet kom af heilagr, og hvis de andre Steder, der skal bære samme Navn, ogsaa kunde paavises at have faaet dette, fordi de stod i en eller anden Forbindelse med gammel Kultus, hedensk eller christelig. Derom vides dog intet, og der er jo ogsaa en anden Forklaring, at udlede Helgeroens Navn af Mandsnavnet Helge. Saafremt denne er den rigtige, bliver der selvfølgelig ingen Forbindelse mellem Stedsnavnet og det efter Slaget reiste Kors[10]. I det andet Tilfælde kunde det ogsaa ligge nærmest at tænke paa en hedensk Helligdom.

Beretningen om Korsets Reisning kan efter dette ikke give nogen Veiledning til at fastsætte Slagpladsen ved Nesjar, og det er fremdeles lige uklart, enten denne er at søge i Nevlunghavn eller i Helgeroen. Vi kan ikke benytte Sagaerne, som ikke i noget Punkt kan tillægges Autoritet, hvor de ikke er overensstemmende med den Beskrivelse, Sighvat Skald har givet i Nesja-Viserne. Det er, med al den Viden, som vi nu har, alene disse, som er vor Kilde, og Sagaernes vidløftige Udmaling har for os intet Værd. Denne viser os kun, at man paa den Tid, da Sagaerne blev førte i Pennen, havde Trang til at skrive og læse mere udførlige Oplysninger om en Begivenhed, hvis historiske Betydning den Gang – i det 12te, 13de og 14de Aarhundrede – var almindelig anerkjendt.

Saaledes er det ingen Grund til at fæste sig ved det Ræsonnement, P. A. Munch[11] i sin Tid har fremført: »Det heldige Udfald af Slaget ved Nesje sikrede Olaf Herredømmet i Norge. Det betragtes derfor ogsaa af Sagaskriverne som en af de vigtigste Begivenheder i hans Regjering, og som det egentlige Udgangspunkt for denne. Dette er ogsaa Aarsagen, hvorfor saa mange nærmere Omstændigheder ved Slaget ere os bevarede. De fleste af disse synes man dog at have hentet fra et Kvad, kaldet Nesje-Viserne, som Sighvat Skald, der selv var med, digtede kort efter, og hvoraf ikke faa Vers ere opbevarede.« Dette sidste er sandt. Men den Vægt, de senere Aarhundreders Sagaskrivning lagde paa Slaget med dets Udfald, kan ikke forklare mere end, at de gjennem Udmaling har søgt at forhøie den Glans, der skulde omgive denne historisk mærkelige Kamp. Derimod maa det være indlysende, at de aldeles ikke, hvor meget de end vilde udmale Slaget, kunde skaffe frem flere samtidige Kilder, og saa længe vi ikke bevislig har disse, vil der ikke være Grund til at fæste sig ved Udmalingen. Sagaskrivernes Forstaaelse af den skildrede Begivenheds historiske Rækkevidde har ikke kunnet give dem bedre Kilder. Der ligger mindst halvandet Aarhundrede mellem de ældste af dem og Slaget ved Nesjar. For dette har de, efter al Sandsynlighed, ikke raadet over flere Kilder end de, vi har, nemlig Nesja-Viserne og dem alene. P. A. Munchs Ytringer er følgelig ikke grundede. Det er ingenlunde altid saa, at en for lange Tider afgjørende historisk Begivenhed i Øieblikket forstaaes og opfattes som det, den i Fremtiden viser sig at være. Endnu mindre kan det siges, at Kildernes Udførlighed og Omstændelighed staar i noget Forhold til de enkelte Begivenheders historiske Vægt, og allermindst vilde dette have sin Anvendelse paa Middelalderen, som ved nærværende Anledning.

I ethvert Tilfælde giver de samtidige Beretninger, som er komne til os, ingen Afgjørelse paa det her stillede Spørgsmaal. Hvad de oplyser, er kun, at Kong Olav kom indenfra Christianiafjorden og Svein Jarl langs Agders Kyst, – at Kongen angreb Jarlen i en Havn, der laa nær ved en Øre, – at Kongens Styrke var mindre end Jarlens, men at han alligevel seirede. Ligeledes maa det ansees sikkert, at Slaget stod ved et Sted, kaldet Nesjar, og at vi gjenfinder dette Sted i Mølen. Her træffes da, som sagt, to Havne, en paa hver Side.

Det kommer nu an paa de Omstændigheder, under hvilke Slaget blev udkjæmpet.

Hvis Jarlen har været bestemt paa at levere Slag ved Mølen, – hvis han der har villet udnytte sin Overmagt og selv vælge det bekvemmeste Sted, da taler Sandsynligheden for, at han efter sin Fart over Grenmar har lagt sig foran Helgeroen og der taget Kampen. Dette er en Plads for et af de gamle Søslag i stor Stil. Foran Helgeroen kunde Jarlen udfolde hele sin Flaade, og der var det farligt for en underlegen Angriber at vove sig ind. Udenfor Helgeroen kunde Jarlen have en Slagplads som den i Hafrsfjorden. Han havde der Fordelene paa sin Side, som det da blev hans Sag at udnytte.

Anderledes var det, hvis han paa sin Seilas langs Kysten blot har hastet videre. Da synes det meget naturligt, at han har lagt sig ind i Nevlunghavn, i den mindre Havn lige i Kystlinien, med det snevrere Farvand. Men der savnede han til Gjengjæld Adgang til at udvikle sin

Overmagt. Her var det den svagere Part, Kongen, som

Kart over Brunlanes.
(Efter Topografisk Kart over Norge, Blad 9 A, Kragerø).

havde Fordelene paa sin Side, og som kunde rette det

kraftigste Stød. I det snevrere Farvand, med den knappere Plads, blev Situationen en helt anden.

Kong Olav seirede. Det kan være, at dette bliver et vægtigt Moment til at fastsætte Slagets Plads, – at det taler for, at Kampen har fundet Sted i Nevlunghavn. Men Slutningen har, som det let vil sees, sine svage Momenter, og man vil vistnok være paa den rette Side ved kun at vove den Antagelse, at Slaget stod nær Mølen, enten i Nevlunghavn eller ved Helgeroen. Med Sikkerhed kommer man ikke nærmere mod en Afgjørelse. For mit Vedkommende holder jeg dog mest paa Nevlunghavn.

Paa Mølen ligger der store Stenrøiser. De har været de tause Vidner til den Kamp, der for lange Tider afgjorde Norges Skjæbne. Men da Slaget stod, havde de allerede mange Aarhundreder bag sig. Det er Mindesmærker fra Broncealderen, ligesom Sothaugen ved Hafrsfjorden[12]. Men de har intet at gjøre med Slaget ved Nesjar, uden forsaavidt de kjæmpende har passeret forbi Mølen og der seet dem, ganske som de endnu ligger der.

Medens det altsaa for Tiden ikke er muligt ved Bestemmelsen af Slagets Plads at komme nærmere end til en Sandsynligheds-Formodning, stiller det sig noget anderledes med Angivelsen af dets Datum. Allerede den legendariske Saga henfører Slagdagen til Palmesøndag, og der er ingen Grund til at benegte Rigtigheden af denne Angivelse, som i og for sig lyder meget rimelig. Netop med en Personlighed som den hellige Kong Olav kan der have været en Tradition, som har bevaret Mindet om, at det var paa denne Dag, han vandt sin afgjørende Seier. Absolut sikker er vel ikke Angivelsen, at Slaget forefaldt paa Palmesøndag (25de Marts). Dog kan det synes, som om den gamle Tradition her maa have havt forholdsvis sikre Holdepunkter, naar den for at undskylde Helgenkongens Benyttelse af en stor Helligdag har tilføiet en Forklaring af de Grunde, som voldte dette, og for at vise, at han ikke kunde handle anderledes. Men nogen særlige Garantier i denne Henseende byder ikke Olavssagaerne, som har trukket Solformørkelsen 31te August mere end en hel Maaned frem for at faa den ind paa Kongens Dødsdag.


3. Manvik. Brunlanes har ingen Storgaard af den Betydning, som de findes i de midtre Dele af det gamle Vestfold. Der er i denne Henseende ogsaa andre Gaader ved disse Distrikters gamle Forhold, til hvilke det ikke nu er muligt at give den endelige Forklaring[13]. Der er maaske ikke noget andet Strøg af Norge, hvor et dyberegaaende Studium af de gamle Jordegodsforhold vil kunne bringe et mere interessant Udbytte, end netop Vestfold.

Netop Brunlanes, med den flade Slettekarakter, skulde være et Sted for de store Gaarde med de store Ætter. Men det er først i den senere Middelalder, vi faar høre om saadanne paa dette Sted. Da bliver, fra omkring 1400, Brunla den store Hovedgaard, og nogenlunde paa samme Tid træder Manvik frem i Række med denne. Manvik er dog allerede nævnt i det 12te Aarhundrede, idet Lodin af Manvik omtales som en af de mere fremtrædende Personligheder, der faldt med Magnus Erlingssøn ved Fimreite 1184. Antagelig har derfor denne Gaard allerede paa den Tid været en betydeligere Eiendom i en gammel Æts Besiddelse. Den ligger nær Hummerbakfjorden, og den kan have havt sin Havn i denne.

Seet ude fra Havet gjør netop Omegnen af Manvik et Indtryk, som om denne Gaard laa i Omgivelser, der minder om, hvad vi ellers træffer f. Ex. ved store nordenfjeldske Ættegaarde, ved Sole o. s. v. Men dette første Indtryk er ikke det rette. Det nuværende Manvik ligger netop bortgjemt, henne i en Krog, hvor der ikke synes at have været Plads for en middelaldersk Ættegaard i større Stil. Lidt længere oppe i den Dal, der fører op fra Hummerbakfjorden, omkring Bergs Kirke, – der har man det rige Landskab, som sees ude fra Havet, med de Betingelser, som netop paa dette Sted skulde skabe Forudsætningerne for et middelaldersk Storgaardsanlæg, medens der paa det Sted, hvor nu Gaarden Manvik har sine Huse, ikke synes at være nogen saadanne.

Efter at have taget disse Lokaliteter i Øiesyn paa selve Stedet, kan jeg ikke tilbageholde mine Tvivl, om Gaarden virkelig i Middelalderen har ligget paa sin nuværende Plads, – om ikke det gamle Manvik oprindelig har ligget oppe ved Berg, hvor der paa Høiden er store Flader henimod Eidsten. Der laa ogsaa den gamle Kirke, som nu er Ruin. Da gamle Ættegaarde hyppig havde Kirke eller Kapel, synes ogsaa Kirkens Nærhed at kunne have sin Betydning: for Bestemmelsen af det oprindelige Manviks Plads. Ogsaa fra dette Punkt var der let Adgang til Hummerbakfjorden, ligesom Manviks gamle EKiere derfra tillige havde let Adkomst ned til Nevlunghavn. Fra det nuværende Manvik vilde det ikke være fuldt saa let at komme hen til Naverfjorden, som desuden kun var en aaben Rhed. Det er de to andre Bugter, som er Havnene paa Brunlanes, og af dem var Hummerbakfjorden i Middelalderen – ikke bredere, men længere. Ogsaa Hensynet til de to Havne forekommer at maatte tale for den opstillede Formodning, at det gamle Manvik har ligget oppe ved Bergs Kirke. Let Adgang til Havet maatte, navnlig i den tidligere Middelalder, være en af de første Betingelser for en Storgaard i Kyststrøget, foruden at der maatte være rigeligt med Jord. Begge Dele var forenede, hvis Manvik laa ved Bergs Kirke.

Her er atter et af de Tilfælde, hvor det endelige Svar neppe vil kunne gives uden, efterat der er foretaget Gravninger. Men jeg har ikke villet tilbageholde mine Tvivl. De angaar jo en Lokalitet, der ligger nær Nesjar og Slagpladsen fra 1016, hvad enten denne maa søges ved Nevlunghavn eller ved Helgeroen.

Hvad Hummerbakfjorden angaar, da kan dens Navn ikke være af nogen synderlig Ælde. I Middelalderen har den været en Vik og havt Navn derefter. Det er da antagelig det samme Navn, som gjenfindes i den indenfor Fjordbunden liggende fordums Ættegaard Manvik.

20de Februar 1907.

Umiddelbart efterat foranstaaende lille Afhandling var sat og korrigeret, udkom Aarsberetning for 1906 fra Foreningen til norske Fortidsmindesmærkers Bevaring, hvor der S. 247 flg. er trykt en Afhandling af Doktor Arent Augestad med Titelen: Hvor paa Nesjar stod Søslaget mellem Svein Jarl og Olaf den Hellige? Forfatteren, der længe har været bosat i Larvik, som der har havt Anledning til at erhverve nærmere Kjendskab til Lokaliteterne omkring Nesjar, og som yderligere for sit specielle Øiemed har anstillet Undersøgelser over den hele Kyst paa Neset, kommer til det Resultat, at Slaget stod nær Helgeroen.

Men efter den omhyggeligste Gjennemgaaelse af de fremførte Grunde, er det mig umuligt at give Forfatteren min Tilslutning.

Han bygger nemlig sin Bevisførelse paa Sagaerne, og han overser derved, at disse er skrevne mindst 200 Aar efter Slaget, medens enkelte af dem er betydelig yngre, endog forfattede henimod 1380. Doktor Augestad synes ovenikjøbet at ville benytte Peder Claussøns Oversættelse af Kongesagaerne som primær Kilde, ved Siden af disse selv. Han har derved handlet i Strid mod en af de mest fundamentale Regler for al historisk Kritik, ved ikke at begynde med en Prøvelse af Kildernes gjensidige Værd. I det Sted tager han dem alle lige gode, til og med den Opgave, at der var 45 og 20 Skibe paa hver Side. Det vækker hos ham intet Anstød, at denne Viden hos en Sagaskriver først dukker frem omtrent 350 Aar, efterat Slaget stod. Hvad der staar skrevet, det er for ham skrevet og dermed sikkert.

Dette er den store Grundfeil ved Doktor Augestads Undersøgelse. Dens Følge bliver igjen den, at der intet kan bygges paa Undersøgelsens Resultat. Sagaernes detaillerede Beskrivelser er for den moderne Kritik i dette Spørgsmaal omtrent værdiløse. Man maa kræve, at den, som vil skrive over historiske Emner, ogsaa har, ialfald i nogen Grad, Kjendskab til, hvad historisk Metode og derpaa bygget Arbeidsmaade har at sige. Dette Kjendskab synes Doktor Augestad helt at savne. Det kræves nu, at Undersøgelsen begynder med kritisk Prøvelse af Kilderne, og at disse bringes i det rette Forhold til Emnet. Man maa saaledes ikke – som her faktisk skeet, S. 250 – regne det 19de Aarhundredes Sagaoversættelser som »Kilder«. I dette Tilfælde er der endog Grund til at spørge, om Forfatteren kjender, og om han har benyttet de oldnorske Texter. Han anfører ikke engang Nesja-Viserne, som dog er den eneste, literære Kilde, der virkelig har Værd, og den, fra hvilken enhver Undersøgelse maa gaa ud.

Gjennem sin varme Interesse for Vestfolds Fortidsminder har Doktor Augestad Krav paa vor Sympati. Men hans historiske Bevisførelse om Slaget ved Nesjar kan trods denne Sympati ikke tilkjendes det mindste videnskabelige Værd. Dette er saa meget mere at beklage, som han i sin Afhandling har leveret gode og paalidelige Oplysninger om det, han virkelig kjender, nemlig om de topografiske Forhold.

Doktor Augestad oplyser (S. 254 flg.), at Helgeroen ikke udtales som Helge. Jeg har netop igaar, fra det allerpaalideligste Hold, modtaget den Meddelelse, at efter Udtalen paa Brunlanes maa det ansees for sikkert, at Helgeroen kommer af Mandsnavnet Helge.

Jeg kan endnu tilføie, at fra samme Hold er mig meddelt, at Manviks gamle Gaardstufter findes ret imod Bergs Kirke lige ved Veidelet, og at saaledes min ovenfor fremsatte Formodning har meget for sig. Manviks Eiere slaar fremdeles rundt Bergs Kirke, ialfald paa de to Sider, hvilket igjen kan bestyrke den Gisning, at Kirken oprindelig har hørt til Manvik, som det Kapel, der gjerne fandtes ved de gamle Storgaarde.

26de Februar 1907.



Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Den her meddelte Beskrivelse grunder sig paa Selvsyn. Forfatteren foretog den 3die Juni 1906 en Undersøgelsesvandring rundt det hele Forland og vandrede da, saagodtsom den hele Vei, i Strandkanten fra Frederiksværn, rundt Naverfjordens Bund og frem til Nevlunghavn, og derfra til Helgeroen. Tilbageturen lagdes saa derfra direkte efter den øvre Vei til Larvik.
  2. ↑ Diplomatarium Norvegicum, IX, S. 274.
  3. ↑ O. Rygh, Norske Gaardnavne, IV, 2, bearbeidet af A. Kjær, S. 255.
  4. ↑ Diplomatarium Norvegicum, XI, S. 238 flg.
  5. ↑ Se Registret til andet Bind af Norske Regnskaber og Jordebøger fra det 16de Aarh., hvor for øvrigt Formen Nesjar er rekonstrueret.
  6. ↑ Blandt disse Indlæg kan fornemmelig nævnes Doktor Arnt Augestad, Om Søslaget ved Nesjar, i Jarlsberg og Larviks Amtstidende, 14de, 21de Juli og 29de August for 1906, og Opsatser af Samlagsbestyrer Th. Wurschmidt i samme Blad 1ste og 22de September 1906. Dertil kommer en Diskussion i Aftenposten, 15de, 16de og 19de Juli 1906 mellem Adjunkt K. Bugge og Forfatteren.
  7. ↑ Jeg kjender denne kun fra et Exemplar, der tilhører Adjunkt Aage Aagaard i Larvik. I Universitetsbiblioteket synes denne Literatur desværre ikke at være repræsenteret.
  8. ↑ Dette Kart betegnes som: Regni Norvegiæ Nova et Accurata descriptio. Penes P. Valk et P. Schenk. Paa det staar Christiania anført ved Siden af Obslo, og Baahuslen (Vigsidin) betegnes som tilhørende Norge; Hallingdal og Valdres er ogsaa henlagte til Stavanger Stift. Kartet kan efter dette antages at være fra Tiden omkring 1630, neppe meget yngre, og aldeles ikke ældre end 1624.
  9. ↑ For at erholde Oplysninger om disse Strømforhold har jeg henvendt mig til Samlagsbestyrer Wurschmidt i Frederiksværn, der velvillig har meddelt saadanne i et Brev af 10de Januar 1907.
  10. ↑ O. Rygh, Norske Gaardnavne, VI (udg. ved A. Kjær) S. 320.
  11. ↑ Det norske Folks Historie, I, 2, S. 534.
  12. ↑ G. Gustafson, Norges Oldtid, S. 39 og 37, hvor der findes Billeder fra Mølen. Hos A. Faye, Norske Folkesagn (1ste Udg., S. 105) heder det: »Paa Brunlaneset findes saaledes nogle store Stenhobe, som Søfolk kalde Nessier, hvilke Kjæmper skulle have kastet hid fra Jomfruland.
  13. ↑ Jeg har tidligere omhandlet disse mærkelige Sider ved Vestfolds gamle Historie, navnlig dets Mangel paa Lendermænd, i mit Skrift, Af Norges Historie (1904), S. 64 flg.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Nesjar&oldid=225774»