Minder fra Tiden omkring Aaret 1830 til 1848/5
Høsten 1830 flyttede jeg til Bjerke for, saaledes som ovenanført, at være Kontorbetjent hos J. C. Omsted, der drev Inkassations- og Penge-Forretninger i stor Maalestok. Der var vel allerede paa den Tid kommet ud et mindre godt Rygte om Inkassationsvirksomheden i Solør, men Omsted var nylig begyndt, og om ham vidste man altsaa enda ikke at sige stort hverken Ondt eller Godt, medens derimod Chr. Larsen, som før var paa Omsteds Kontor og fungerede paa en Gang som hans Inkassator og Fuldmægtig og som Sorenskriver Arntzens Betjent som Auktionsforvalter, var anset som en retskaffen og hæderlig Mand. Jeg havde ialfald ikke noget Begreb om, at det skulde være noget Vanærende ved Omsteds Inkassationsforretninger. Mit Arbeide bestod hele Høsten igjennem og til Julen i at skrive Auktionsregninger. Men senere holdt jeg Auktioner og mødte ved Exekutioner. De førstnævnte Forretninger som for det meste var frivillige Auktioner, var det mig en hel Fornøielse at udføre. Jeg kjørte til Stedet som en Herremand i Kariol eller Slæde og blev modtaget og beværtet paa det Allerbedste af Værtfolket, hvor Auktionen skulde holdes, hvilke i Regelen vare velstaaende Folk, som solgte Korn, Hø, Potetes og Kreature m. V. paa denne Maade for at undgaa Bryderiet og Ubehagelighederne ved Underhaandssalg og Indkrævning af Klatterfordringer her og der nedover Bygden. Slige Auktioner holdtes altid om Qvelden, og naar Forretningen, som almindelig kun varede 3 a 4 Timer, var sluttet, blev der næsten uden Undtagelse Dands, som næsten altid gik for sig paa den samme pene og skikkelige Maade som paa Sorknæs; thi slige Folk, som de heromhandlede velstaaende Reqvirenter, vilde ikke vide af nogen Spektakkel. Dandsen varede heller ikke gjerne længere end til Midnat. Om Foraaret kunde det hænde, at jeg flere Dage i Slag havde saadanne Forretninger, som jeg udførte med Liv og Lyst og til Alles fuldkomne Tilfredshed, det vil sige Auktionsforvalterens, Inkassators og Reqvirentens.
Men Møderne ved Exekutioner (Udlægsforretninger) og Tvangsauktioner vare altid ubehagelige og ofte i den Grad, at jeg ønskede, at jeg aldrig var kommen i den Stilling, at maatte udføre slige Bøddelforretninger. Vel er det saa, at man uden Synd og Skam kan ty til Retsmidlers Anvendelse, naar Debitor ikke kan eller vil rette for sig inden en rimelig Tid; men Inkassatorerne i Solør drev det paa den Maade, at de ilede med, naar Gjelden var forfalden, at sætte den under Inddrivelse for at tjene Penge ved Møder ved Forligelseskommissionen, Exekutioner og Auktioner, Klager blev derfor udtaget til første Forligelseskommission mod Enhver, som ikke betalte paa Dagen. Forlig blev afsluttet paa kort Henstand, og saasnart denne var ude, blev Udlægsforretning afholdt, og Auktion tillyst og afholdt snarest muligt. Var Skyldneren god nok, kjøbte han Udlægget igjen ved Auktionen paa faa Ugers Henstand, og strax denne var ude, blev Sagen atter paaklaget, og Forfølgningen fortsat med Udlægsforretning og Auktion. Paa denne Maade kunde der ske flere slige Søgsmaalsomgange mod en Debitor for en og samme Gjeld, indtil denne blev saa stor, at den opslugte Alt, han eiede. Til en Søgsmaalsomgang medgik omtrent 12 Uger, og der kunde saaledes komme Omkostninger til for 4 Forlig 4 Udlægsforretninger og 4 Auktioner i 1 Aar. For Møder ved Exekutioner tilkom Fordringshaveren den Gang Skyds, Diæt og Salarium uden Hensyn til Summens Størrelse og for Møde ved Tvangsauktioner beregnedes Skyds, Diæt og Salarium ligedan som ved Exekutioner. Sætter man nu
| Forligsomkostninger og Udskrift til | 10. | Spd. | 64 | ß, |
| Exekutionsomkostninger | 7 | – | 60 | – |
| Auktionsomkostninger | 7 | – | 60 | – |
| bliver altsaa Omkostningerne | 16 | Spd. | 64 | ß |
for 1 Søgsmaalsomgang og for 4 Do. eller 1 Aars Omgange 66 Spd., som jeg anser for ei Middeltal, idet Omkostningerne selvfølgelig vare forskjellige efter Reisens Længde og Summens Størrelse. Ole Sørensen Kongsgaarden i Grue og Ole Olsen Kirkemoe i Hoff, som vare meget velstaaende Mænd og eiede sine Gaarde, gik paa den heromhandlede Maade fra Gaard og Grund i Løbet af faa Aar i den heromhandlede Tid. Jeg mødte ved en Auktion hos Ole Kirkemo, og en god Hest, som var værd omtrent 50 Spd. tænker jeg, blev solgt for 12 ß. Men herved er at mærke, at der var holdt, saavidt erindres, 2 Auktioner, uden at der skede noget Bud, og at det altsaa var ved 3die Auktion, Hesten blev solgt paa de Konditioner at Kjøberen uden Afgang i Kjøbesummen skulde betale Omkostningerne ved samtlige Auktioner, hvilke formentlig beløb sig til omtrent 30 Spd. Omsted havde Forretninger over hele Solør og i 1839 en hel Del i Eidskoven, Annex til Vinger, hvor han havde været Inkassator ved Auktioner. I Sommeren dette Aar blev jeg sendt afsted did med en hel Del forfaldne Kommissionsforlig til Exekution. Naar jeg kom til Fogden, som da var Jebe paa Langeland ved Kongsvinger som konst. under Nissens Subsention, var ingen af de 4 faste Betjente disponible, og P. Schjølberg blev derfor af Fogden engageret til at udføre de ved mig forlangte Forretninger. Vi fore nu over hele Eidsskoven med disse Forretninger i flere Dage, og skjønt Schjølberg var en snil, pyntelig Mand, som udførte Forretninger med al mulig Skikkelighed og Humanitet, saa modtog de stakkels Skyldnere os dog med synlig Uvillie og bittre Bemærkninger om Flaaeri m. V., medens Kone og Børn som oftest græd og jamrede sig over de ruinerende store Omkostninger og over, at de ikke vidste at tilveiebringe Penge i en Fart, og saaledes betragtede de opskrevne Gjenstande af Løsøre og Kreature som om samme for godt blev dem berøvet. Andre fortalte, at de netop vare forberedte paa at betale, da vi kom, men da nu Gjelden fra faa Daler var voxet op til det Mangedobbelte, saa var der nu ingen anden Raad for dem end, at Udlægget maatte gaa under Auktionshammeren og blive bortsolgt for en Spotpris, eftersom de vidste, at det ikke nyttede at bede om Henstand. Et Sted mindes jeg, at blot Konen med et Spedbarn var hjemme, medens Manden, som var Husmand og Nybygger, var ude paa Arbeide. Vi maatte, for at faa fuldt Udlæg, skrive op Alt, de eiede, lige fra det ny Vaaningshus til Vuggen med Klæder i, Træskeer og Kopper, som de havde til dagligt Brug. Den stakkels Kone græd bitterlig men yttrede ikke et ondt Ord. Hun fortalte, at Gjælden var stiftet paa den Maade, at Manden havde været nødt til ved en Auktion paa Trandem, hvorved min Principal var Inkassator, at kjøbe noget Korn og Potetes, og at han havde været ude paa Dagarbeide og tjent op Beløbet, men uden at faa det ind til rette Tid. Følgen heraf var, at de nu kom til at miste Hus og Indbo, thi betale i Løbet af den korte Tid, som skulde til for at faa Auktion afholdt, var ikke muligt. Jeg blev saa rørt over Konens Ulykke og Fortvivlelse, at jeg brast i Graad, naar jeg kom ud og bad til Gud, at det maatte forundes mig at blive befriet fra denne afskylige Forretningsvirksomhed. Haardt var det ofte for mig hjemme, da jeg maatte ud paa Arbeide over Kræfterne og mangen Gang reise alene i Skoven om Vinteren i Mørke og Uveir, men dette at plyndre og fratage Fattigfolk Alt, de eiede, blot for at tjene Penge til en Rigmand, det var dog et langt tungere og værre Arbeide; thi det gnavede anklagende paa min Samvittighed som Delagtighed i en Dødssynd. Peder Schjølberg, som mærkede, hvorledes jeg led under disse Plyndringer, søgte som ældre Mand at trøste mig med, at vi begge vare uskyldige, at vi kun havde gjort vor Pligt, og at Andre i vort Sted maaske vilde have gaaet haardere frem og ialfald med mindre Deltagelse for Skyldnerne, end vi gjorde. Ja vist, men hvad Slags Deltagelse var det, jeg kunde vise Skyldneren? Jeg gik under disse Forretninger med den største Angst for, at jeg ikke skulde faa stort Salarium nok tilkjendt og fyldestgjørende Udlæg, og gjorde Alt, hvad der stod i min Magt, for at skaffe min strænge Principal disse Fordele og faa en god Modtagelse ved min Hjemkomst. Jeg havde ikke Myndighed til at love nogen Henstand, men Ordre til at sige, at Auktion imangel af Betaling vilde blive tillyst strax. Nei, jeg kunde blot tænke medlidende og tale med venlige Ord, men i Handling var jeg rimeligvis strengere mod Staklerne, end Principalen vilde have været, om han selv havde mødt; thi han havde ialfald maaske skammet sig for at tage Udlæg i Vuggen og Klæderne til et Spædbarn.
Naar man har reist omkring en Tid i slige Forretninger, faar man andre Begreber om 12 og 30 Dalers Loven, end ved at sidde og filosofere herover ved sin Skriverpult, man ser og skjønner, at det er i sin fulde Orden, ja en ren Nødvendighed, at Lovstiftningen her bør gribe ind og sætte en Grændse for det ene Menneskes Ret til at bringe det andet i den Nød og Hjælpeløshed, som opstaaer, naar man fratager en Familieforsørger Alt, Han eier, saa han ikke har en Bid Brød at æde eller en Fille at lægge under og over sig om Natten, naar han skal sove. Og hvad kommer der vel i en trang Tid ud af at sælge Ting, som for den fattige Familieforsørger har en Værdi af 30 Spd.? Neppe ialmindelighed 13 Part. Der gives Nogle, som kalder disse Indskrænkningslove, der paa den heromhandlede Tid ikke var til, Kommunisme. Men dette er af disse uoverveiede, umodne Yttringer, som den interesserede Part trumfer ud med uden Evner eller Kundskaber til at overskue det Hele og skjelne mellem, hvad der er Brug og Misbrug. Herrerne i Grækenland og Rom og de Folk, som efter dem have vænt sig til Deling af Folket i Fri og Ufri, Herrer og Slaver, ville ikke høre eller vide af, at det hverken var Synd eller Skam at holde paa Slaveriet, at en Fader kunde sælge sine Børn, og en Fordringshaver holde sin Skyldner i Fængsel og Strafarbeide paa Livstid. Slaveriet fandt efter deres Mening Hjemmel i Naturen, i Historien, i Filosofien og – tilføier Sydstatsmændene i Amerikas forenede Stater – i den aabenbarede Religion, ikke at tale om, at det var Kommunisme og Indgreb i Kontraktsfriheden at ophæve de Love, som hjemlede Slaveriet og andre barbariske Rettigheder for den ene Klasse Mennesker til at undertrykke og udsuge den anden. Men ikke destomindre er det dog nu hos alle Jordens civiliserede Folk erkjendt, at Slavehold og Standsprivilegier er forkastelige og fordærvelige Institutioner, uforeneligt med et christeligt, hæderligt og sandt lykkeligt Samfundsliv. Og at den samme Tænkemaade vil gjøre sig gjældende om Indskrænkninger i Retten til Flaaeri, anser jeg for utvivlsomt. Vanskeligheden bestaar kun i at træffe de efter Forholdene passende Grændser, men i denne Henseende faar man prøve sig frem og ikke lade sig vildlede af, at en god Foranstaltning i enkelte Tilfælde kan lede til stødende Misbrug; thi hvilket Gode har Mennesket at raade over, som ikke kan misbruges, og som ikke bliver misbrugt af Daaren og den Letsindige, de Forvorpne og Samvittighedsløse?
En af de Forretninger, jeg havde at udføre paa den heromhandlede Reise var hos en Mand, som skyldte omtrent 100 Spd. Min Principal havde kjøbt denne Fordring, saavidt jeg mindes, og da det skulde være sikkert, at han havde kontante Penge liggende, medens han forøvrigt ikke havde tilstrækkeligt ubehæftet Udlæg, saa gjaldt det om at komme ganske uforvarende over ham. Dette lykkedes ogsaa, saavidt vi kunde skjønne, men uagtet den omhyggeligste Ransagning i hver eneste Krinkel, Krog og tænkeligt Gjemsel, fandtes ikke en Skilling. Kort efterat jeg var kommen hjem, kom denne Skyldner til Bjerke for at betale sin Gjeld, idet han fremleverede en stor Uldstrømpe, som var fuld af Sølvpenge, næsten udelukkende i Toskillinger til et samlet Beløb af omtrent 120 Spd.
Kort efter denne Reise i Eidsskoven mødte jeg ved en Udlægsforretning for et større Beløb hos Enken Helvig Knøsen øverst opi Vaaler. Jeg havde kun denne ene Forretning, hvis samlede Omkostninger gik op til omtrent 18 Spd. Hun havde en Del Gjeld paa sig, men eiede en stor Gaard og kunde godt klare for sig. Hun havde gjort Udvei til at betale, da vi kom, hun havde sikkert stolet paa nogle Dages Henstand, som hun skriftlig havde bedet om. Hun tog sig meget nær af den Tort og det Tab, der paaførtes hende ved denne Forretning, men hun var en meget dannet Kone og sagde ikke et ondt Ord til mig. Jeg stod ligeoverfor denne gamle, vakkre Kone som En, der havde gjort en ond Gjerning; men uden at kunne sige et Ord til Undskyldning.
En Dag kom en Mand ind paa Kontoret, som skyldte O. 60 a 70 Spd. Han medbragte en Panteobligation, han selv eiede, paa 100 Spd., som vare sikre Penge, og bad om Henstand med sin efter Forlig netop forfaldne Gjeld mod at overlevere sin egen Fordring istedet til Indkrævning og Dækkelse, saaledes at han i sin Tid erholdt Overskudet, hvorhos han bød O. 10 Spd. for denne Villighed. Men nei. O. vilde og kunde ikke indlade sig herpaa, da han tiltrængte Pengene. Skyldneren lagde da paa og bød 15 Spd. Atter nei. 20 Spd. Nei. 25 Spd. Nei. 30) Spd. Ja han fik da gjøre det alligevel for denne Pris. Jeg kjendte Skyldneren og følte mig meget ilde berørt ved at høre paa denne Akkordering og se, at den stakkels Mand, som var Familieforsørger og haardt betynget med Gjeld, skulde være nødt til, for at undgaa Omkostninger og Ubehagelighederne ved „Vurdering“ og Tvangsauktion, at kjøbe sig fri herfor med en Bod af 30 Spd., medens hans Gjeld til O., som sagt, var 60 a 70 Spd.
Omsted selv var en flittig og dygtig Kontormand og havde Hænderne fulde af Arbeide hjemme med at modtage Penge og kjøbe Gjeldsfordringer og føre Bøger, medens Larsen og jeg vare aldeles optagne med Reiser af ovennævnte Art og, naar vi vare hjemme, med at skrive Regninger m. V. Omsteds Forretninger gik saaledes brilliant, og der var vel neppe nogen Mand i Solør som tjente saa godt som han. Han og hans elskværdige, brave Kone Olivia, ældste Datter af Sorenskriver Arne Arntzen, vare derfor særdeles lykkelige, og Larsen og jeg, som bidrog med Flid og Troskab til, at Forretningerne gik saa herligt, bleve behandlede med megen Venlighed og Forekommenhed, og nøde den Ære hver Søndag, vi vare hjemme, at være med Herskabet til Opaker til Middag. Paa dette Sted, som laa Bø i Bø med Bjerke, boede nemlig Omsteds Svigerfader, President Sorenskriver Arntzen, Ridder af Nordstjernen og Vasa, en udmærket hæderlig, elskværdig Mand. Hans Kone, Karen Anker, Datter af Provst Anker i Ringebo, var lidt fornem og stiv paa det, saa vi følte os lidt generet, men Beværtningen var udsøgt; Trina Kjømck, en Datter efter en Doktor i Elverum, var Husjomfru her og forstod til Fuldkommenhed at benytte den Overflod af alle Slags Levnetsmidler, som var ophobet i dette Velstandshus. Paa Opaker kom vi sammen med Arntzens 5 Kontorbetjente, med hvem vi snart bleve fine Busser, og disse Søndagsselskaber var saaledes for mig de herligste Gjestebud. Ved Spisebordet var det især Fru Arntzen og hendes Datter, Madame Omsted, som førte Ordet med stor Veltalenhed. De fortalte som oftest om sine Slægtningers Venners og Bekjendtes Livsvandring, og hvorledes det havde gaaet til med dem, og disse Fortællinger, som jeg nu desværre har glemt, vare ofte meget underholdende.
Paa Bjerke, hvor Jfr. Tina Lemvig var Husjomfru, førtes der i det daglige et næsten ligesaa udsøgt fint og godt Madstel som paa Opager, og Bekvemmelighederne og Møblementet paa Bjerke var om muligt endnu finere og mere komfortabelt end paa Opager. Og paa Baller og Gjestebud gik det stort til hos Omsteds. Her var altsaa tilsyneladende et lykkeligt Hjem. Men hvor findes vel en saadan Herlighed i Virkeligheden uden, at der i Skjul er mørke Punkter, og uden, at der nu og da indtræffer Begivenheder, som i større eller mindre Grad forstyrrer Lykken og Glæden? Olivia elskede vistnok sin Jørgen og disse To havde uden Tvivl forenet sig af ren Tilbøielighed. Hans Formue, som da de giftede sig udgjorde omtrent 10,000 Spd., var nu betydelig forøget ved billigt Indkjøb af Gaarden Bjerke og især ved de storartede og heldige Inkassationer og Pengeforretninger, og de økonomiske Vilkaar vare saaledes lyse nok; men O. selv, som var en beleven Selskabsmand og satte stor Pris paa et vel besat Bord, havde et Sygdomstilfælde, som ofte trykkede ham, og under disse viste Jfr. L. ham en saadan Opmærksomhed og Deltagelse at Konen blev jaloux – med eller uden Grund maa vor Herre vide; men efter hvad der fortaltes, gik det saavidt med denne Historie, at gamle Arntzen og Frue blandede sig deri og modtog hans Ed om at være uskyldig. Paa Bygden gik det Rygte, at L. var viet til O.s venstre Haand. Det er stort med de Store, maatru, og ved et Hof maa der jo være et maganatisk Ægteskab. Disse Historier døde dog hen, og alt saa igjen vel og vakkert ud. O. syntes nok ialfald selv, at han levede paradisisk lykkeligt, trods sine temporære Stensmerter. Ialfald var han aabenhjertig nok til i Familiens og mit Overvær at ønske, at der ikke var noget Liv efter Døden. Men nu kom der Tordenskyer fra flere Kanter af en anden Art. Hnr. Wergeland havde allerede skrevet sine Digte „Juleneget“ og „Kringlen“, som vendte Opmærksomheden hen paa de mange underlige Ting, som foregik i Solør[1], men nu kom der et udmærket velskrevet og overordentlig bidende Stykke i Morgenbladet, rettet personlig mod Omsted. Forfatteren skulde være Georg Krohg, en forfalden men fremragende, flink juridisk Kandidat, som med Ære havde kunkureret med Carl Arntzen om Lektorposten i Jus ved Universitetet. Han havde nylig været i Solør og ved at gaa Gaard imellem faaet høre Alt, man havde at fortælle om O.s Flaaer-Aagervirksomhed. Og det forstaar sig, at Alt var sat i Lys og Skygger, som havde Virkning. En Aften, vi kom ned for at spise, var O. selv gaaet til Sengs, uden at der forud var Tale om, at han var syg, og Madamen og Jfr. kom forgrædte og tause til Spisebordet. Jeg havde ikke Begreb om, hvad dette havde at betyde, og skyndte mig tilbage paa mit Værelse, naar jeg havde spist, medens Larsen blev igjen en Stund. For ham talte nu Madamen om den fæle Morgenblads-Opsats. Næste Dag var Alt tilsyneladende roligt, og O. talte med Foragt om den fordømte Morgenblad-Stabel, som kunde optage slige Smudsprodukter af en fordrukken Person som Krohg. Men kort efter kom der nok en Sky over Huset i Form af en Opsats i Hamars Blad, hvori ikke alene O. men ogsaa Sorenskriver Arntzen og konst. Foged Kyhn vare angrebne, Arntzen som delagtig i Misligheder ved Auktions- og Inkassationsvæsenet og Kyhn som ulovlig Sportulant. Mod begge disse Angreb tog Assessor Carl Arntzen til Gjenmæle for sin hæderlige Onkel, Sorenskriver Arntzen, og dette var da en Trøst. Men nu kom Toppunktet paa al Ulykke. Gamle Amtmand Heidmann, som nød en høi Grad af Agtelse, begav sig nemlig til Solør, sammenkaldte Almuen, eller rettere sagt de, som havde noget at klage over Sorenskriveren som Auktionsforvalter, Fogden og Inkassatorerne og modtog deres Besværinger, som han optegnede og indgav Beretning om det Passerede til vedkommende Regjerings-Departement. I denne Beretning eller i et Sammendrag af samme blev Inkassatorerne i Solør stemplede som skamløse Optrækkere og Sorenskriver Arntzen, som staaende i Ledtog med dem eller støttende dem ved sin Virksomhed som Auktionsforvalter. Det maa ogsaa indrømmes, at det var en Feil af Arntzen, at han ikke holdt nogensomhelst Kontrol med Auktionsvæsenet, thi han vilde vistnok isaafald kunne have forebygget de paaklagede Misligheder, som, saavidt jeg forstod, for hans Vedkommende vare: 1) at Auktionarius godkjendte, at Inkassatorerne beregnede det samme i Skyds, Diæt og Salarium for Møde ved Tvangsauktioner, som de vare blevne tilkjendte ved den Udlægsforretning, hvorpaa Auktionen grundede sig, og 2) at der, efterat Auktionerne vare afholdte, blev indskrevet Kjøbere, som havde faaet Varerne (Hø, Halm, Korn og Potetes) forud og ved Sedler havde forpligtet sig til at lade sig indføre som Kjøbere ved Auktionen efter høieste Pris.
Ingen af disse Misligheder fandt Sted ved de Auktioner, jeg bestyrede, hvilket kun var frivillige Auktioner, saaledes som ovenfor fortalt, men derimod mødte jeg ved Tvangsauktioner i Hoff, som holdtes af Isaksen, hvor jeg efter Ordre beregnede Skyds og Diæt til Principalen, saaledes som nysanført.
Nu vaagnede Arntzen, der, som sagt, var en sand Hædersmand, som ikke havde det fjerneste Begreb om de paaklagede Misligheder og forbød Omsted at befatte sig videre med Inkassationsforretninger, og tog de, der udførte Auktionsforretninger for ham, alvorlig i Skole. Dette indtraf, saavidt mindes, Vaaren 1840. Omsted adlød sin Svigerfaders Befaling og sluttede strax med al Inkassationsvirksomhed.
Allerede før dette skede havde Omsted sammen med den udmærket dygtige, dannede og velhavende Storbonde, Amund Bredesen paa Opset, kjøbt to store Skove, nemlig den saakaldte Næs Skov, som oprindelig skulde have hørt under Gaarden Breden i Brandvold og en paa Grue Finskov – Løvhaugens – om jeg ikke mindes feil. Amund Bredesen døde imidlertid kort Tid bagefter, og nu overtog Omsted disse Skove alene, idet han udløste Bredesens Arvinger efter den oprindelige Pris. I Næsskoven havde Omsted netop virket saameget, at han dermed havde betalt Kjøbesummen, omtrent 6,000 Spd., og nu solgte han denne Skov igjen til Gulbrand Bredesen paa Bjørnstad mod Pant i Skoven og sikre Kautionister for 25,000 Spd., og denne betydelige Sum var saaledes ren Fortjeneste. Nu var Omsted en af Oplandets rigeste Mænd. Han vedblev med Skovhandler og tjente altid Penge. Af afskediget Kapt. O. Arntzen – en Broder af Sorenskriveren – kjøbte han Gaarden Tjuren med Tilliggelser, hvoriblandt et Spigerbrug, og did flyttede nu jeg som Forvalter, hvor jeg havde at udlevere Jern til de 3 eller 4 Spigersmede og igjen modtage Spigerne, paase disse lagt i Kasser, betale Smedene og Haandlangerne, dels med Mel og Kornvarer, dels med Kontanter, paase at Driften af Jordbruget gik ordentlig og føre Bøger over det Hele. Skjønt denne Virksomhed ikke var efter min Smag, saa var jeg dog hjertelig vel tilfreds over at være bleven befriet fra de ækle Møder ved Udlægsforretninger. Min Hug stod og havde ligefra det første Aar, jeg var hos Omsted, staaet efter at studere, men da min Fader ikke var at bevæge til, at lade mig, ligesom Præstens Sønner og Klokker Nilsens Søn Martin, som jeg nu havde lært at kjende ved at være sammen med dem i Dandseskole og paa Baller, læse Latin og Græsk m. V. for at blive Student, saa var der for mig ingen anden Udvei, end at gaa den Vei, hvor jeg kunde slaa mig igjennem ved egen Kraft, nemlig at læse til Præliminær-Examen og blive norsk Jurist. Jeg opsagde derfor min Post hos Omsted og flyttede hjem til Sorknæs om Høsten 1840. Men det halve Aar omtrent, som jeg var paa Tjuren, benyttede jeg til Læsning paa egen Haand. Jeg havde god Nytte af O. Arntzens Bogsamling, som stod igjen paa Tjuren. Derhos spilte jeg Violin under Veiledning af Andreas Paulsen Léeberg, som i hele denne Tid opholdt sig i Nærheden. Jeg havde allerede, før jeg blev konfirmeret, begyndt at spille Violin paa egen Haand og senere stadig havt et saadant Instrument; thi uagtet jeg vist ikke havde let for at lære at spille, saa havde jeg en uimodstaaelig Lyst, og fandt stor Fornøielse i, allerede under min Skolegang paa Svenkerud i 1838 i mine Fristunder, at spille. Paa Bjerke var det mig ofte en Lise ovenpaa de tørre og trættende Forretninger i Aftenskumringen og efter Qveldstid at stemme op med en Slaat.
Vaaren 1840 var jeg i Bryllup paa Rensmoen (Sø’moen), hvor Sønnen Peder giftede sig med Marte Brenna. Jeg var den Gang Nøgterhedsmand. Som ivrig Dandser var jeg med i denne Moro i hele to Dage og nød kun Øl og Vand til at slukke min Tørst. Jeg reiste hjem til Bjerke en Lørdag i bedste Velgaaende; men om Natten vaagnede jeg med de frygteligste Mavesmerter og laa der alene til om Morgenen under de skrækkeligste Lidelser uden Mod til at forstyrre Folks Nattero ved at raabe efter Hjælp, skjønt der laa Tjenestefolk i samme Bygning et Par Rum fra mig i nederste Stokværk, medens mit Rum var i andet. Da Dokter Heiberg Søndag Eftermiddag kom, var jeg meget daarlig. Han satte først en hel Mængde Igler paa Maven min og derefter koppede han mig, hvortil han brugte en Indretning, som hug tolv Biller i Maven med et Slag. Dette gjorde saa ondt, at jeg ikke tror, det havde været værre, om man havde hugget Hovedet af mig. Men det var for sent, dette Middel blev anvendt; jeg fik Mavebetændelse og blev aldeles opgivet af Lægen. Men mod Forventning gik det Hul indvendig og saaledes, det stod til Liv. Naar det var paa det Værste med Sygdommen, kunde jeg bogstavelig ikke røre en Finger, uden at det forvoldte mig de frygteligste Smerter. Jeg blev liggende lige til i Mai, da jeg endelig fik være oppe lidt. En vakker Solskinsdag sad jeg ved Vinduet, som jeg af en eller anden Grund kom til at aabne og rive ned en Sølvfingerbølle, som tilhørte gamle Madame Omsted, en Stedmoder af J. C. Omsted, der ofte saa til mig, sad og læste for mig og tog sig af mig med en Godhed og Omhu, som om jeg skulde have været hendes Slægtning. For nu at hjælpe Pigen til at finde denne Fingerbølle igjen nede paa Marken, aabnede jeg Vinduet og stod en længere Tid og heldte mig udover i fri Luft. Herved paadrog jeg mig en Forkjølelse som slog sig paa Blæren og aldeles forstoppede Vandgangen. Doktoren maatte aabne Veien med en Sølvten. Jeg led gyseligt under denne Eftersmæk. Disse to Sygdomme knækkede for bestandig min Helbred. Og jeg kan gjerne sige, at jeg siden den Tid ikke har havt en „Helse-Dag“. Snart har Maven snart Blæren gjort sin Pligt daarligt og mindet mig om den dyre Fornøielse i Brylluppet paa Sø’moen.
Til Julen 1838 anskaffede jeg mig efter Omsteds Opfordring nye sorte Klædesklæder og var med først ved et glimrende Bal hos Omsteds og derefter paa Hveberg hos unge Lensmand Arne Rolsdorph, paa Grue Præstegaard hos Provsten Søren Dahl og paa Stemsrud hos Lieutenant Colbjørnsen. Jeg var som Bondegut ikke vant til Omgang med Storfolk og gruede mig derfor for at møde frem, bange for at blive tilsidesat og holdt til Bedste af Gjesterne ved disse Baller; men da jeg nu en Gang havde bestemt mig til at blive Storkar, saa var Lysten til at komme med paa disse Baller, og Glæden over at blive buden, stor. Allerede paa det første Bal hos Omsted var jeg dristig nok til at tage Del i Dandsen, og min Ven og Kontubernal Larsen tog sig af mig og oplyste mig om forskjellige Formaliteter som skulde iagttages paa Baller og som ikke brugtes blandt Bønder, saasom at gaa hen og bukke for den Dame, man vilde dandse med, føre hende pent paa sin Plads for hver Gang, og endelig, naar Dandsen var ude, at bukke for hende igjen. Det gik med stor Gene for mig hos Omsteds, men paa de andre Steder, hvor der var en langt friere Tone, gik det uden nogen synderlig Ængstelse. Thi til min store Glæde mødte mine Jevnaldrende, Martin Nilsen, Jens og Jacob Dahl, Christen og Nils Hals m. Fl., mig næsten som Jevnbyrdige. Hos Damerne kunde jeg heller ikke mærke nogen synderlig Uvillie til at dandse med mig, og dandsede gjorde jeg hver Dands, undtagen hos Omsteds, hvor jeg først optraadte efter Opfordring. Beværtningen hos Omsted var storartet, men paa de øvrige Steder beværtedes Ungdommen kun med The ved Ankomsten, skaarne Smør og Brød til Aftens med Bullion og Chokolade til og ud paa Morgenkvisten med Kaffe. Punsch, Bisp og Øl drak Enhver efter Behag. Næste Aar gik jeg i Dandseskole sammen med Ungdommen fra hele Grue og Brandvold. Skolen holdtes paa Opset af en dansk Lieutenant Larsen og ved Slutningsballet blev jeg af Omsteds m. Fl. komplimenteret som den Flinkeste baade i Dands og Gymnastik, og jeg havde da ogsaa, som Gunnerius Ulriksen bemærkede, godt at slægte paa, da jeg var en Brodersøn af Gunder Paulsen, som var Lærer i Dands og Gymnastik ved Krigsskolen, den Gang han gik der. Og fra nu af hørte jeg til Fifkavalererne. I Dandseskolen deltog, foruden de egentlige Storfolks Børn, ogsaa en hel Del Ungdom af Storbønder, især fra Brandvold, deriblandt min godes Ven fra Svenkeruds Skole, Lars Bredesen Brun. De Familier, som deltoge i Ballerne i Grue, vare foruden de Ovennævnte, hvor der var Bal i Julen 1838–32, Foged Astrups efterladte Familie paa Gruset, Foged Nissens Søn, Frekeland paa Navnerud, Proprietær Hals’s efterladte Familie paa Torderud, Lieutenant Lützows paa Grenner, gl. Lensmand Lorents Rolsdorphs, Amund Bredesen paa Opset, Sorenskriver Arntzens paa Opaker, Oberstlieutenant Arntzens paa Skulstad og Landhandler Schøyen paa Kirkenær. Allesteds, hvor der var ukonfirmerede Børn, bleve disse, naar de vare saa store, at de kunde dandse, budne med. Gifte og ældre Folk deltoge ogsaa i Dandsen i Begyndelsen, men trak sig saa tilbage, Herrerne til sine Bostonpartier og Damerne til Samtalegrupperne her og der. Men ud paa Morgensiden kom Gammelkarlene undertiden igjen og tog sig en Svingom og Dandsen varede gjerne til langt ud paa Morgenen, ja undertiden til den lyse Dag. Dandsene vare Vals, Gallopade, Engelskdands, Feier, Figaro, Trondhjemmer, Keraus og endelig Kotillion. Sommetider kunde der ogsaa blive leget Julelege. Fru Dahl og Colbjørn Olsen, en Ungkarl, som havde været Kjøbmand i Kristiania og nu boede paa sit Fødested Møistad, dandsede Minuet meget herligt og smukt.
Dandsemusikken bestod af Guttorm Kjingelsrud 1ste Violin, Clarinet Andreas Paulsen Leeberg, 2den Violin og Cello 2 Gutter fra Fjøser i Brandvold. De spilte meget godt, og især var de to Førstnævnte meget øvede og dygtige. Dandsene var komponerede og udsatte af Organist Ursin i Ullensaker. Man fik 12 Nye til hver Jul, og disse Dandse vandt altid stort Bifald som smukke og pent udsatte. Udenfor disse Baller i Julen, kom Familierne paa Bjerke og Opaker sjelden sammen med de øvrige Familier i Grue, undtagen ved extraordinære Leiligheder, saasom Begravelser Bryllupper etc.
Der gik en udmærket pen, civiliseret og god Tone igjennem ved disse Baller. Herrerne nød ikke mere af stærke Drikke end de kunde bære med Anstand, og der var lutter Fred og Enighed blandt Gjesterne og en Munterhed og et Liv over det hele Lag, som ikke stod synderligt tilbage fra Dandselystighederne blandt Bondeungdommen paa Sorknæs.
Alle, baade Damer og Herrer, brugte Dandsesko og hvide Alunskindshandsker, det vil da sige den voxne Ungdom, medens de gamle Herrer brugte sine Støvler og dandsede tildels uden Handsker.
Der blev drukket Skaaler i Punsch og Bisp for en glad Jul, et godt Nytaar, for Vert og Vertinde m. V., og den sidste Skaal blev altid ledsaget med Sangen: „Og dette skal være Vertindens Skaal, Hurra“ etc., ligesom man ogsaa ofte ledsagede de øvrige Skaaler med Sang, som gik unisont, da der endnu ikke var begyndt nogen flerstemmig Sang i Grue. Præsten Søren Dahl, som var en udmærket snil, elskværdig og forekommende Mand mod Alle, Storfolk og Smaafolk, og som havde et ikke saa lidet poetisk Anlæg, men ondt for at tale, udbragte, kan jeg mindes, „Klodens Skaal“. Hans Hjerte var stort nok til at rumme et Ønske om Velgaaende for den hele Menneskeslægt, og vi tømte selvfølgelig denne store Skaal med levende Begeistring.
Da jeg ud paa Høsten 1840 tog Afsked med Omsted, gav han mig et særdeles smigrende Vidnesbyrd om mit gode Forhold i den Tid, jeg havde været i hans Tjeneste, og blandt Mere var indfattet, at jeg med ualmindelige gode Evner forenede en exemplarisk Vandel.
Jeg var stolt af denne Attest, og i Tillid til mine ualmindelige gode Evner, som jeg nu selv ogsaa troede, jeg havde, følte jeg mig sikker paa at bryde mig frem paa den Bane, jeg havde bestemt mig til at vandre.
- ↑ Figurerne i Kringlen: En Foged, en konst. Foged og en Nabo-Foged, sigtet til Nissen, Kyhn og Präem.