Minder fra Tiden omkring Aaret 1830 til 1848/2
Tiden omkring Aaret 1830 er en mærkelig Tid i vort Lands indre Historie. Almueskoleloven af 1827 begyndte da at vise sig virksom ved Fjernelse af de gamle ukyndige Lærere og Indsættelsen af nye, som havde nydt en bedre Undervisning og forstod at oplære Børnene foruden som før ialmindelighed blot i Religion, tillige i Skrivning Regning Geometri, Historie og Geografi. Præsterne begyndte med Iver at tage sig af Skoleundervisningen, ikke alene ved at reise omkring og holde Overhøringer, men ved at sørge for Oplærelse af dueligere Skolelærere, dels ved at opmuntre unge begavede Mænd til at søge faste Skoler, dels ved selv at holde Skole til Uddannelse af Lærere. Almuebogsamlinger blev stiftet og istedetfor at Bønderne og Arbeidsfolkene paa Landet hidtil ialmindelighed udenfor Religionsbøgerne kun læste Bøger som Holger Danske, Keiser Octavianus og Roland og forresten fordybede sig i Sagn, Eventyr, Viser og i den nedarvede Tro paa Usynlige, Bergsfolk, Nøk, Nisser, Draug, Vardøgl, Gjengangere &c., spredte nu de ny Skolelærere og de gode Bøger fra Leiebibliotheket et nyt Lys udover Bygderne, som snart bragte Overtroen til at vige eller snige sig om som landflygtig. Indtil Aaret 1827–1830 havde Embedsmændene raadet i Storthinget, men fra nu af begyndte Bønderne at gjøre sine Meninger gjældende og kræve Forandringer i Love og Styrelsessæt svarende til, hvad Grundloven hjemlede. Dette fremkaldte de alvorligste Rivninger især paa Vestlandet, og Mænd som John Neergaard og Andre, der gave sig til at reise omkring og holde Foredrag for Bønderne over deres politiske Rettigheder og opfordre dem til at gjøre disse gjældende ved at møde frem ved Valgforsamlingerne og der stemme paa Bønder, som de var sikre paa vilde vælge Bønder til Storthingsmænd og ikke tage andre Embedsmænd med end de, man var sikker paa vilde holde frem paa folkelig frisindet og sparsommelig Vei, – vare udsatte for et Had og en Forfølgelse af de gamle Embedsmænd, hvorimod Morgenbladets bittreste Udfald mod de „raabarkede Bønder“ i vore Dage kun er Smaatteri. Og det var kun menneskeligt dette. Thi hvor i al Verden har man vel set, at Indehaverne af saadanne Forrettigheder som de Embedsmændene i Norge besad i den danske Tid og efter danske Love og Vedtægter lige til 1830, have givet Slip paa samme uden at arbeide imod og søge at stoppe eller tilintetgjøre de, der lagde dem Hindringer i Veien for at bevare ubeskaaret deres Indtægter Magt og Anseelse? Det var en forfærdelig Ting i disse absolutsindede Embedsmænds Øine, at de raa, uvidende Bønder, paa hvem de havde set ned med Foragt som en underordnet Race, der kun var til for at dyrke Jorden og betale Skatter, nu skulde opkaste sig til Udøvere af den lovgivende, bevilgende og beskattende Myndighed og snu Tingene op og ned og gjøre Embedsmændene, som hidtil havde været Bøndernes Herrer, til Bøndernes Tjenere. 1830 Aars Storthing vedtog en ny Sportellov, som fastsatte Betalingen for Embedsforretninger til hvad der var rimeligt og billigt, og tilintetgjorde herved de skamme- lige Vilkaarligheder og Optrækkerier, som ør herskede, hvoriblandt den, at der for Reiser i Embedssager blev regnet Skyds og Diæt fuldtud for hver Forretning, hvormange saadanne man end havde paa en Dag eller en Reise. Men Folket i Sorknesgreina stode, saavidt jeg mindes, udenfor dette politiske Røre. Vel mærkede man ogsaa her, at der var en dyb Kløft mellem Storfolk og Bønder, men for Embedsmændenes Vedkommende var man nu engang vant til at betragte disse som sin Øvrighed, for hvem man altid toge Hatten af, bøiede sig og viste skyldig Underdanighed, selv om det var en Embedsmand, man ikke havde Agtelse for og Tillid til, og som man bagefter bedømte haardt; og Byfolket ansaaes af Bønderne som en Klasse Mennesker, der søgte at høste al den Nytte, de kunde af Handelen med dem, og som gjorde sig en Fornøielse og Glæde af at holde Bønderne for Nar og omtale dem som raa, uvidende og uredelige. Mistilliden mellem Byfolk og Bønder var derfor skarp og gjensidig. Og den Haan og Spot, en Bonde kunde blive udsat for af Byfolk, var utrolig. Men ogsaa i denne Henseende tror jeg Sorknesmændene gjorde en Undtagelse og bleve bedre behandlede end almindeligt.
Mine Forældre eiede en Part i Sorknes af Skyld henved 6 Daler, men der hørte Sæterskov (Tømmerskov) til denne Part for to Brug, og der skulde kunne hugges 50 Tylter Tømmer aarlig i denne Skog uden Forringelse af samme. Uagtet nu Nystuen, Søgaarden og Ivarstuen endnu vare saakaldte hele Gaarde, saa var min Fader i Grunden den Mand, som stod sig bedst, da Skoven under Nystuen og Søgaarden var udhuggen, og Ivarstuen hørte til Nordgreina og var Leilændingsgaard. Min Faders Skov var derimod fredet, idet han aldrig hug mere, end han behøvede til at klare sig. Men førend jeg nu fortæller mere om Sorknesfolkene, mine Forældre og Driften og Stellet hjemme m. V., maa jeg, for at det Hele kan blive klarere, forudskikke nogle Oplysninger om Sorknesgaardene, hvoraf den søndre Del kaldtes Søgreina og var beboet af Selveiere, og den nordre Del kaldtes Nordgreina og var beboet af Statsleilændinger. – Hele Hjembøen bestaar af Sandjord, som Glommen Elv i Tidernes Løb, rimeligvis tusinder af Aar siden, har lagt ned, men da Sorknes antagelig har været dyrket ligesaa længe som Soløer-Dalen har været beboet, altsaa længere tilbage end Landets Historie naar, saa er Jorden uagtet den Bund af Elvesand, den hviler paa, fordetmeste udmærket Muldjord, der paa mange Steder skal kunne bære Havre-Afgrøder Aar efter Aar uden Gjødsel. Sorknes vilde derfor være af de bedste Gaarde i Landet, dersom det ikke var udsat for Frost og Oversvømmelse. Men næsten hvert Aar led og lider man Skade af den ene eller anden af disse Naturkræfter og somme Aar af begge. Vaarflommen gjorde ialm. ingen videre Skade paa Sorknes, da der endnu ikke var saaet, og Engene ikke synderlig tilgrode, men Hegge-eller Pintse-Flommen, der som oftest kom efter Vaaraannen, og efter at Græsvæxten var kommen i Gang, gjorde altid nogen Skade, idet Elven da altid gik over den største Part af Slaattemarken og paa mange Steder lagde igjen Sand og Rusk. Enkelte Steder tror jeg vistnok, at den lagde igjen lidt Dynd, som forbedrede Jorden, men Græsset led dog mere herved, end Dyndet for Jorden var værd. Naar nu denne Heggeflom, der, som et Mundheld siger „indtræffer i Pintse enten Pintse er Høst eller Vaar“, blev stor, saa gik den ogsaa over en Del af Agerlandet og enkelte Aar, naar den var overlag stor, kunde paa min Faders og flere Gaarde største Parten af Ageren blive oversvømmet, og da var Uaaret som oftest givet, idet der lidet eller intet kom igjen, hvor Elven havde staaet over, og det almindelig var for sent at saa paa nyt. Man levede derfor i en umaadelig Spænding, naar Heggeflommen kom og truede med at gaa over Agerlandet. Enhver satte ud Elvemaal, og Nat og Dag vogtede man paa Stigningen, som ofte foregik med en Hurtighed som Floden i Havet. Mændene gik tause omkring og saa paa, hvorledes deres Ager Tomme for Tomme blev sat under Vand, og Qvinderne græd og bad til Gud om at standse Flommen; kun Børnene, som ikke forstod hvad der stod paa Spil, fornøiede sig ved at se den stolte Flod nærme sig Husene. Mine Forældres Vaaningshus stod lige paa Skrænten af den Bakke, som Elven i Tidernes Løb har dannet, og uagtet dette var Høidedraget, saa var der kun omtrent 1 Alen i skraa Retning (45 a 60°) fra Elven til Husvæggen, naar Flommen var overlag stor. Jeg tror, dette indtraf hvert femte eller 6te Aar, ialfald kan jeg mindes flere slige Flommer i de Aar, jeg boede i Soløer (til Aaret 1848), men jeg erindrer kun en Flom, som var rigtig skastor, nemlig i Aaret 1846, da Elven svulmede op til en Høide, som den ikke skal have havt siden Sommeren 1789 i Slaataanstiden. Jeg opholdt mig den Gang paa Opager og saa ikke, hvor langt Elven stod paa Sorknes, men den naaede fra Opsets nedre Kant paa vestre Side til Mosegruns Marker paa østre Side af Elven og oversvømmede største Parten af Haresmarken og Kilen (Gaardene fra Grue Præstegaard til Skytteren). Paa Gaarden Vold, hvortil jeg, da Elven stod paa det Høieste, reiste over, flød Møblerne i nederste Etage af Husene, og Opsidderne kunde ikke naa hinanden uden paa Flaader eller Baade. Det var et stolt Syn dette, at se Glommen fylde den hele Dal fra Berg til Berg, men det var gruopvækkende og nedslaaende. Glommens Vand, som almindelig er speilklart og glider langsomt nedover, var nu grumset og stygt som Elbens og andre af Europas store Floder, og Strømmen gik med en rivende Hastighed. I Kilen og paa Haresmarken bruger man Værker for at holde Elven fra Agrene, og ved disse holdes der i Flomtiderne Vagt Nat og Dag med Arbeidsfolk og Heste. Dersom nu Værkerne paa et eller andet Sted sprænges paa en saadan Maade, at Reparation er ugjørlig strax eller dersom Vandet paa noget Sted begynder at flyde over og der ikke er Udsigt til at hindre Flommen fra at trænge ind, da sendes der Ilbud langs hele Værket og til Beboerne, hvis Huse ere udsatte for Oversvømmelse, med den Besked, at nu maa Værkerne aabnes for at Vandet kan strømme jevnt ind. Nu begynder Arbeiderne, som hidtil have brugt Spaden Nat og Dag for at holde Værkerne istand, at bryde dem ned saamange Steder og saa hurtig som muligt paa én Tid, for at ikke Flommen paa et enkelt Sted skal sprede og ødelægge Jorden. I Løbet af et Par Timer forvandles da Land til Sø i en Udstrækning af lige indtil Mils Bredde paa enkelte Steder og i forskjellig Længde efter Beliggenheden. Under en saadan Skadeflom er det ikke saa sjeldent at se Huse komme flydende ned over Elven, nemlig Hølader fra Engene langs Samme og Skigaarde og andet, som kan løsne og flyde, gaar selvfølgelig afsted paa samme Vis. For Mange, som ikke har faaet betimeligt Varsel, eller som har forsømt at sikkre sig ved at sende Kreaturene til Høidedrag og flytte ud af Kjældere og nederste Etage, kan Flommen sætte Livet paa Spil baade for Folk og Fæ. Saadanne Stakler maa da redde sig ved at ty hen paa Laavene, Lofter og Tage; og de, som have Farkoster og i betimelig Tid have ordnet sig saa, ro gjerne ud for at komme disse Syndere til Hjælp. Stillingen er alvorlig og skrækindgydende, men mangen Gang saa komisk, at man maa le midt i Graaden. Der sidder en Mand paa Taget af sin lave Hytte med en Kat, en Gris, en Gjed, en Sauv og lidt Bohave uden Midler til at komme derfra. En Kone med et Par smaa Børn sidder paa Loftet, medens Møblerne flyder nede i Stuen. Paa en Staburstrappe sidder en Mand og spiser Spegekjød og Fladbrød, og Naboen gaar nede i sin Stue i Vand op paa Livet og fisker op Møbler. Atter en anden gaar i en lignende Stilling med Flaske og Glas i Hænderne og med Sang og Prat aabenbarer, at han har søgt Trøst og Varme i „Akviten“. Man skulde tro, at en slig Oversvømmelse knækkede Modet paa Folk og satte dem i en varig trykket Tilstand, men nei. Naar Elven er gaaet ned, er Ulykken snart glemt. Man bær Skaden, som ofte kan være uhyre stor, som noget, der hører med til Livet i Soløer. – Det samme gjælder om Frostaarene, hvis ødelæggende Virkninger ere endnu mere udstrakte og ødelæggende end Elvens Flom.
At Potetesgræsset og en Del Havre fryser, hører paa flere Gaarde i Soløer til det almindelige Aar efter Aar, men enkelte Aar fryser hele Kornavlingen væk næsten over hele Soløer. Paa Sorknes hendte dette to Gange, medens jeg var hjemme. Jeg er ikke sikker paa Aarstallene, men jeg tror, det den ene Gang var før 1830 og den sidste et halv Snes Aar senere. Nødmidlerne i slige Aar var Furubark, Hvidmose (islandsk Mose) og Brødmose. Furubarken tilberedes paa den Maade, at man flækker Barken af den øverste Del af Træerne, skaver bort al den ydre brune Bark, tørrer den gjenværende Hinde i Badstuen, banker den i smaa Smuler og maler den til Mel, som da bruges i Forening med Mel af Korn til Brød og Grød. Mine Forældre brugte aldrig dette Nødmiddel, men jeg smagte Barkebrød hos Askerud-Anne paa Askerudmoen og mindes endnu godt, at det havde en bitter og meget ubehagelig Smag; men blandt Husmænd og Inderster var Barkebrød en meget almindelig Spise i den her omhandlede Tid i Omegnen af Sorknes. Derimod mindes jeg godt, at jeg fulgte min Fader til Brusæteren og paa Juberget eller Jubergsmyren indsamlede Hvidmose, som blev hjemført, kogt, malet paa en Potetesqværn og blandet i Fladbrød og Grød sammen med Bygmel; men uagtet vi fik Melk til, smagte dette afskyeligt og jeg tror ikke, at der blev spist stort i vort Hus af dette. Brødmosen blev heller aldrig benyttet i vort Hus, men jeg spiste den kogt i sød Melk paa Sømoen, og den smagte godt, omtrent som Torskenakker, hvormed den ogsaa havde nogen ydre Lighed, naar den var kogt. Men udenfor dette „Hardaar“, før 1830, veed jeg ikke at have nydt nogen af de nævnte Nødmidler, som vistnok heller ikke lettelig vil finde Anvendelse i vor Tid, da der altid bliver en eller anden Raad til at skaffe Korn til rimelig Pris, medens det i gamle Dage ingen anden Redning gaves for Fattigfolk, end Bark og Mose blandet i de Kornsaaer, de kunde tigge eller kjøbe af de Faa, som havde Noget at undvære.
Kostholdet i mine Forældres Hus var meget tarveligt og sparsommeligt. Vi var 8 Børn og havde stadig Leiefolk, og vi spiste Alle ved et Bord. Forfrokost: Stomp (Hellekage) og undertiden Rugbrød eller Fladbrød med Smør, sommetider med lidt varm Melk til. Frokost: Sild og Velling, eller hakkede Potetes med Jevning paa af Melk og Bygmel, eller Fløtgrød (Grød af Blandkornmel med Fedt paa). Til Middag Grød og Surmelk, til Eftessvel Potetes og Suppe eller Sild, til Aftens Velling med sur Mysmørost eller lidt sur Melk i og derhos Sild og Brød til Arbeidsfolkene. Torsdag eller Lørdag og Søndag Middag var der Kjød og Flesk med Grynsuppe (Majer) eller Ertersuppe eller om Høsten fersk Kjød og Sø, det sidste om Søndagene. Løverdag Aften Kjernemelksgrød eller Melkegrød. Til andre Tider kunde der ogsaa blive opvartet med Kalvekjød, Flesk Ludfisk, Pandekage af Raamelk med Bygmel i – en ren Lækkerbidsken for os Børn. I Julen levede vi derimod fedt. Juleaften Ribbensteg og Medister-Pølse med brunede Potetes til og Melkegryn, Vørterkage, Rugbrød, Lefse samt Øl og Dram, det sidste dog kun til voxne Mandfolk. Hver Morgen paa Sengen Ølost med Smør og Brød med sød Myseost paa. Sø og Kjød eller Fisk og Melkegryn til Middag. Smør og Brød til Eftessvel og Persesylte til Aftens. Ølkannen stod stadig paa Bordet, som næsten hele Dagen fra Juleaften til Nytaar stod dækket med Smør, Brød, Sylte, Kjød og Flesk. Ved Hjemkomsten fra Sæteren vankede Mølske – en udmærket Ret, bestaaende af den Ost, man faar af sød Melk, hvilken Ost lægges op paa et Fad enten hvid, som den er, naar den formes til Hvidost eller kogt i Myse, saa den faar et gulagtig Udseende, og til denne Ost bruges sød Melk med Fløde i. Naar man er færdig med Slaataannen trakteres med Rømmegrød, og ligeledes, naar man er færdig med Skuraannen. Firtsold, Klod og Fedt samt Melkesold vankede ofte som Frokost eller Eftesverd. Vi Børn stegte ellers ofte og spiste som Mellemmad Potetes i Asken eller skar tynde Skiver og stegte paa Kakkelovnen. Forfrokostkagen, som bestod af en Blanding af Rug og Byg samt Potetesstappe, blev som oftest stegt paa Helle, men i Vintertiden mange Gange paa Kakkelovnen.
Vaaraannen begyndte paa Vinterføret med Udkjørsel af Gjødning. I dette Arbeide deltog aldrig Fruentimmerne, men Smaagutterne. Saa kom Saaning, Harvning og Sætning af Potetes. I den sidste Del (Potetessætning) maatte Jenterne og Husmandskonerne ogsaa være med. Efter Vaaraannen kom Jetningen, som vi Børn maatte udføre skiftevis. Ofte jetede jeg flere Dage, ja Uger i Rad. Det var et slemt Arbeide, naar vi af Fornød maatte slippe Kreaturene ud før Teleløsningen, og især led jeg ondt i koldt og regnfuldt Veir, da jeg var daarlig klædt og ingen anden Beskyttelse havde mod Regn og Blæst end mine pjaltede Klæder. Thi som Jeter maatte man bruge Stubhoser og de usleste Filler, man havde, og i Sommertiden Næversko. Men naar Veiret var godt, var det som ofteste glade Dage disse Jeterdage. Vi vare som oftest i Flok og Følge Alle fra Søgreina og stødte af og til sammen under Hjemmarksjetningen med Nordgreinsjeterne, som ellers havde sin egen Lei, og vi morede os med Tolbasser, Siljufløiter, med Sang og Sagn og Eventyr. Var jeg alene, læste jeg eller gjorde Næversko og Næverkonter, hvilket jeg lærte mig til paa egen Haand, og det var en af mine stolteste Øieblikke, da jeg kom hjem og havde gjort en Kont, efter faa Dage forud at have gjort fineste Sort Næversko, hvoraf der var 3 Slags[1]. Det var endda paa den Hale, som ligger i Sætermarken nær Janaren paa Grændsen mod Skulstadmarken, jeg udførte dette Storværk af en Næverkonte, og jeg var den Gang rimeligvis omtrent 12 Aar gammel. I det hele var Jetningen paa Sæteren en sand Lysttur. Vi levede godt med Melkemad, og Sæterjenterne vare almindelig velvillige, snille og livsglade Mennesker. Det gik som en Dands med Sang og Munterhed fra Morgen til Qvæld. Og Søndagsaftenerne kom undertiden Spilmand og Gutter fra Bygden, og da gik Dandsemoroen dels i Sæterhusene og dels paa Tunet. En St. Hansaften kan jeg ogsaa mindes, at Dandsen foregik oppe paa Vesle-Kneiten, hvor der var en smuk grøn Slette (Hale). Veslaasen, som var en af de største Spilopmagere, jeg har kjendt, var Spilman. Han blæste vildt paa Klarinet, men han maatte have Noter og en Stubhose laa foran ham og figurerede som saadanne. Denne vendte han som det bedst var, ledsaget med en eller anden Glose til de Dandsende, som lønnede hans Vittigheder med de hjerteligste Lattersalver. Men sædeligt og ordentligt gik det til, og jeg kan ikke en Gang mindes, at der blev nydt Brændevin ved denne Leilighed. En anden St. Hansaften tog vi os en Tour til Nordgrinssæteren, som ligger 3 Mil længere i Øst; Gutter og Piger var med, og det gik med Sang og Munterhed paa Veien frem og tilbage, og i Sæteren med Dands. Livligt gik det ogsaa til, naar vi mødte Nordgrins-Jeterne paa Lopholen i Sætermarken, hvor der var Gynger anbragt mellem Træerne, og hvilken Hole var saa stor, at baade Folk og Fæ havde Rum nok at røre sig paa. Marte Søgaarden var et Par Sommere min stadige Jeterkammerat baade hjemme og paa Sæteren. Det var en udmærket snil og brav Pige, noget vel alvorlig imellem kanske; men det, som især gjør, at jeg mindes hende, er, foruden alle de gode Smagebiter, hun gav mig, den deilige Sangstemme hun havde. Hun kunde en Mængde Viser, og der gik vist ikke mange Dage, uden at hun maatte synge for mig. Hun var mange Aar (vist 10) ældre end jeg, og voxen, medens jeg var Barn, men som oftest føiede hun mig i at synge, og jeg har sjelden hørt Musik, som har gjort et saa dybt Indtryk paa mig. Især var det Sangen (af Ingeman tror jeg): „Kjære Moder, hvorfor sover Du, paa det haarde Egebord saalænge“ – som stemte mit Sind til en forunderlig barnlig Vemod. Martes Moder var død, og hendes Stedmoder, Mary Armberg, var en brav men streng Kone. Hendes egne to Børn, Anne Marie og Haagen, som vare mine Jevninger omtrent i Alder, jetede aldrig. Thi Mary holdt dem for gode dertil. Det kan nok hende, at Marte Søgaarden, naar hun sang bemeldte Vise, tænkte paa, at hun var Stedbarn og maatte deltage i den lave og simple Jetersyssel, som hun rimeligvis aldrig havde kommet til at gjøre, hvis hendes egen Moder, hvem hun som Barn havde set paa Ligbaaren, havde levet. At høre Marte lokke (kaue) Morgen og Aften var ogsaa en hel Nydelse. Den blev ny og smukkere for hver Gang syntes mig denne simple ensformige Melodi i hendes Mund. Hun blev gift til Stensbø i Brandvold. Om hun lever nu, ved jeg ikke. Men det var om Syslerne, jeg skulde fortælle, og foruden Jetning, saa var det Brak-Pløining og Harvning, Kastved- og Reisvedhugning, samt Næverløbning, som foregik imellem Vaar- og Slaataannen. Jeg kan knapt mindes længere tilbage, end jeg maatte være med paa alle disse Arbeider, og før jeg var confirmeret gik jeg ofte alene paa samme, og det faldt mig mangen Gang tungt og trættende. Næverløbningen, som foregik i Græslien, omtrent 1 Mil nord for Sæteren, var jo ikke saa farlig tung, men i den frodige og tætte Skov i Græslien var der en saadan overhændig Masse Myg og Mihanke, at det var næsten umuligt at berge sig for dette blodtørstige Kryb[2]. Men slige Ubehageligheder turde vi ikke engang nævne for vor strenge Fader. Vi maatte gaa den bestemte Tid, hvordan det end saa ud, uden at vove et Kny. Saa kom Slaataannen, og det var en streng Tid. Jeg maatte med de øvrige op Kl. 3-4 Morgen og slaa. Dette var et umaadelig tungt Arbeide for mig. Jeg syntes mangen Gang, jeg var færdig til at stupe af Træthed, men jeg fandt, at det var en saadan Skam at klage, at jeg som oftest klemte paa, til Hviletiden kom. Høie og kjøre Hø faldt lettere, og Slaatten paa Floksengen og Storengen, hvor jeg slap med at bruge Riven og kjøre, vare rene Festdage. Vi rustede os ud med Mad og Drikke for flere Dage til Flokseng-Slaatten, og der mødte frem, foruden alle Opsiddere paa Sorknes, Eiere fra Stenradet, Stemsrud, Gruset og Præstegaarden. Der vrimlede af Folk og Heste, og man kappedes om at slaa og rage, og i Hviletiderne om at more sig. Engen var delt i smale Teiger, som gik fra Elven op mod Stenradet i en Længde af næsten Fjerdings Vei. Nu gjaldt det mellem Slaattekarlene om, hvem som først kunde naa Enden af Teigen og derhos have den bredeste og den peneste og bedste Slaattefure. Det hvinte rundt om af Ljaaen og klang af Bryningen. Styrken var forholdsvis nogenlunde lig for Alle, og den, som først var færdig med Slaatten, tilkjendegav ofte dette med et Hurra, som ogsaa de efterfølgende undertiden fortsatte med, medens de, som sidst bleve færdige, taug og vare undselige over at staa tilbage. I Middagstider var det almindeligt, at Slaattekarlene badede sig i Glommen, og her gjaldt det da atter om hvem der var bedste Karen til at stupe, dukke, svømme og træde Vandet. Jeg veed aldrig at Nogen ved disse Leiligheder omkom, skjønt Vandet i Glommen næsten altid var for koldt til Badning; det var ogsaa kun, naar man ikke kunde naa i Indsøbad, man tækkedes med det kolde Glommebad. Naar Slaataannen var færdig var der atter et lidet Pusterum, som anvendtes til Forberedelse til Skuren: Istandsættelse af Huse og Gaardsredskaber. Mit Arbeide i denne Tid var at drive Kreaturene til Floksengen eller Holmen og Storengen om Morgenen og hente dem om Aftenen, og naar disse Enge vare udbeitede, reiste vi til Sæteren igjen med Kreaturene. En Par Ugers Tid forud vare Hestene slupne til Sætermarken, og i denne Tid maatte der holdes Vagt, for at ikke Hestene skulde komme ind paa Sætervolden og ødelægge Eftersletten. En Sommer mindes jeg, at jeg blev paalagt at udføre denne Vagt, og jeg var da rimeligvis mellem 10 og 11 Aar gl. Saa glad, som jeg var over at faa komme til Sæteren, naar Budeierne laa der med Buskaben, saa forskrækket blev jeg, da jeg fik denne Befaling; thi skjønt jeg ikke troede fuldt paa alle de Historier om Usynlige og Bergefolk, som vor Husmand Andreas Stornilspladsen havde proppet i mig, havde jeg dog faaet en Frygt i mig for, at der muligens kunde forholde sig saa alligevel, at der boede en Bergekal i Bruknarten med en hel Familie, Mænd og Qvinder, Unge og Gamle, idet Andreas forsikrede mig, at baade han og mange Andre havde set og hørt disse underjordiske Folk, og at Gutter og Piger fra Sortnes i gamle Dage vare lokkede eller tagne ind i Berget, og at de, om de end af og til slap ud igjen, ikke vare som før, men Byttinger (Fjollede). Det var derhos noget mystisk ved Brusæterknarten. Den bestod af 2 Dele: Veltknarten og Storknarten. Paa den søndre Side af Veltknarten laa Sæteren paa en Høide af omtrent 100 Fod over de omkringliggende Dalfører: Namsjøens i Vest, Janaaens i Syd, Jubergsmyren i Øst og en fra denne udgagende Bæk i Nord. Rundt om Sætervolden var hugget Braate, saa der var en fri og vakker Udsigt over Skov, Berg og Dal til alle Sider undtagen mod Nord; thi her hævede Knarterne sig bevoxet med tæt Skov. Vesleknarten, som laa nærmest Sætervolden, var det meget let at komme op paa, men Storknarten, som hævede sig, om jeg ikke tager Fell, over et Par Hundrede Fad høiere, var kun bestigelig fra ei enkelt eller enkelte Steder. Uhyre Stenblokke stak frem her og der paa Knartens Fod og Sider, bevoxet med Mose, Træer og Sidselrod. Furu- og Løvskover stod tæt med Ener, Ormegræs eller Lyng i Bunden. Jeg havde mindst et Par Gange besteget dette Bergefolkenes maleriske Hjem, dels af Nysgjerrighed for at se, hvorledes det saa ud paa denne høieste Bergtop i flere Miles Omkreds, og dels for at sanke Sidselrod, hvoraf just den bedste Sort skulde findes omkring paa Storknarten. Desuagtet stod denne Fjeldtop nu for mig som et truende Spøgelse, naar jeg skulde afsted for at opholde mig paa Sæteren og holde Vagt. Peder Veltstuen, som saa ofte fulgte mig, naar jeg skulde afsted paa længere Skovvandringer for at hente hjem Hesten, var nu borte, og hvem skulde jeg da faa med uden at min strenge Fader, som ikke troede hverken paa Usynlige, Bergetrold, Gjengangere eller noget sligt Vas, som han kaldte det, fik vide det, og vilde sætte sig imod det; thi, jeg, som skulde tage Gaarden efter Fader, jeg maatte tidlig vænnes til at blive Kar og til ikke at frygte for Sligt. Hvorledes det nu gik og ikke gik, stelte dog Moder det saa, at min Søster Anne, som var 2 Aar ældre end jeg, fik følge med mig, og udrustet med hver vor Næverkonte eller Skræppe med Melkebutter og god Mad i, droge vi en vakker Eftermiddag afsted. Anne var meget overtroisk og havde lært en hel Del Varsler og Beskyttelsesformularer af vor Tjenestepige Anne Veenberget[3]. Naar vi kom et Stykke paa Veien op i Salberget, sagde hun, at det var rart, at vi endnu ikke havde hørt Titen; jo der er den, og nu hoppede den lille søde Engel af en Fugl fra Træ til Træ og Gren til Gren og sang os sit: Titi, Titi. Nu blev Søster Anne glad, og takkede Gud, for nu vare vi sikkre paa at komme vel og vakkert frem, og at ingen Fare vilde møde os. Jeg syntes ogsaa, at det var en Guds velsignet Trøst i denne Fugleqvidder, og jeg tænker nok, at jeg nu delte den Tro med min Søster, at Gud sendte os dette Tegn paa, at vi vare under hans Varetægt og at intet Ondt skulde vederfares os. Vi kom frem til Sæteren, uden at vi mødte hverken Ræven, Bergetrold, forgjorte Orme, eller Bjørn eller Graaben. Men naar det begyndte at mørkne, bleve vi bange. Vi maatte imidlertid gjøre vor Runde for at se efter, at Hestene ikke vare brudte ind paa Sætervoldene. Og paa og imellem disse Vandringer læste vi flittig i Stilhed de bedste Bønner, som Mor og Bedstemoder havde lært os. Den første Nat gik hen uden at Hestene brød ind, og uden at vi hørte eller saa noget, som skræmte os. Men næste Dag blev det anderledes. Vi hørte da, medens vi gik for at hente Vand i Kalkilden, som ligger i Storknarten, en forfærdelig Lyd, som lignede et dybt, stærkt Brøl af et Menneske. At det var Bergekallen, som udsendte denne Lyd, var der ingen Tvivl om, og vi læste nu Fadervor og andre Bønner, gjorde Korsets Tegn og sagde: „Vig fra mig Satan“. Og snart blev det ogsaa roligt. Naar vi kom hjem, lo Fader os ud og sagde, at det var Katugla, vi havde hørt[4].
Skuren begyndte med at nappe Lin, og dernæst skar vi Ageren, hvilket altid skede med Ljaa af samme Slag som den, man slaar Hø med, naar undtages, at der var fæstet en Bue, dækket med Næver, der dannede et Bret, som lagde Kornstraaerne i jevne, pene Lag. At skjære, optage og binde hurtigt og pent, fordrede Behændighed og Øvelse. Den, som skar, maatte gjøre det saa, at han ikke slog Korn ud af Axene, og den, som tog op og bandt, maatte lægge jevne Baand og ikke have Ax andre Steder end i Toppen. Naar Ageren laa, var Skjæringen meget vanskelig. Jeg syntes ellers, naar jeg var kommen op i 14–15 Aars Alderen, at det var lettere at skjære end at tage op, og jeg tog Del i og var duelig i begge Arbeider i Slutningen af mit Ophold i Hjemmet. Det er ellers alm., at Mændene skjære og Qvinderne tage op og binde. Naar Kornet saaledes var skaaret og bundet, blev det sat i Muger paa 10 Baand. Naar disse Muger havde staaet nogle Dage, blev Baandene sat paa Stør („sneiset“) til Tørring, som medtog 14 a 21 Dage, og saa foregik Indkjørselen. Derefter kom Potetesoptagningen, hvori Mænd og Qvinder og Børn tog Del. I gode Aar gav 10 Snese Lo en Tønde Korn, og vi kunde derfor, naar vi ved Indkjørselen regnede Snesene, hvilket altid blev gjort ved stor Omhyggelighed, paa det nærmeste beregne Udbyttet. Den største Avling paa min Faders Gaard gik op til gode 100 Td. Korn og 100 Td. Potetes, og naar vi fik en saadan Høst af godt Slag og godt indhøstet, saa var der Mad i Overflod til hele det store Hus, og Alle vare da lykkelige og glade. Men naar ny hele denne Grøde frøs bort, da var Tiderne tunge, og Sindene alvorlig og mørke. Jeg mindes endnu, som om det var hendt igaar, at Fader en Nat vækkede og kommanderede ud til at skjære Korn. Det stod endnu grønt, men Marken var rimet, og det laa Is paa Vandpytterne, og Frosten var altsaa givet, da Himlen var klar. Der blev nu skaaret og bundet og lagt i Haug, saa Axene eller Toppene af Baandene laa ind, og skjønt Arbeidet gik paa bare Livet, var det kun en liden Del af den vakre Ager, vi fik skaaret og lagt sammen til Skydning af Isen, førend Solen kom med sine Straaler og endte vort Arbeide, og forvandlede det gjenstaaende Korn til Mask. Men vi glemte aldrig at takke og prise og tilbede den gode og almægtige Gud i Jesu Christi Navn, hvordan Aaret end faldt ud. Vi saa i de gode Aar en Guds Naade og Velsignelse og i Misvæxtaarene en Straf for og Paamindelse om Synden. Jeg kan ikke sige vore Synder, thi den Gang var jeg saa uskyldig at jeg ikke havde Bevidsthed om at have syndet. Og mine Forældre og Søskende førte et i mine Tanker saa strengt redeligt, sædeligt og christeligt Liv, som jeg syntes rimeligt at vente af Mennesker. Min Tro var altsaa den Gang noget jødisk. Senere fik jeg dog Prøver paa, at der i vort Hus ogsaa var Skrøbeligheder og Synd, og at vi ikke kunde gjøre Regning paa at staa i saa høi og fortrinlig Gunst hos Gud og Jesus, som jeg en Gang antog.
Efter Indhøstningen kom Høstpløiningen. Dette Arbeide, som jeg vistnok blev paalagt allerede fra mit 10de Aar, var let, da Jorden var løs, og Marken fuldkommen fri for Sten; men trættende var det at gaa der bag Plogen Fure op og Fure ned den hele Dag. En Høst led jeg under dette Arbeide af en meget slem Tandpine. I min Fortvivlelse gik jeg til Amund Toverud, som var Skomager, og fik ham til at trække den syge Tand ud. Han gjorde det med en almindelig Knibtang, men rev med et Stykke af Kindbenet. Jeg troede, at hele Hovedet var gaaet af, saa ondt gjorde det, naar han rykkede til. Følgen af denne Tandtrækning var en Betændelse i Kindet, som bandt mig til Sygeleiet i lang Tid og nær havde kostet mit Liv, idet Halsen holdt paa at gro igjen af Hævelsen. Endnu medens Høstpløiningen varede, begyndte Tømmerhugsten. Min Fader hug, som før anført, ikke mere, end han behøvede til Skatter og Udgifter samt Indkjøb af Sild, Salt og Korn. Heraf indses altsaa, at han maatte hugge mere Tømmer, jo daarligere Aarveien var. Naar jeg var færdig med Pløiningen, maatte jeg afsted til Brusætermarken og være med paa Tømmerhugst, som var et meget tungt Arbeide for mig. Vi laa i en Hølade i Brusæteren de Gange, jeg var med og huggede i Juberget, og mit Arbeide var især at barke (med Øx at skrælle Barken af Stokkene), medens Andreas Husmand og Broder Søren fældte og kuttede og Fader ligeledes, hvorhos han mærkede Tømmerets Længde og hug Øine og Bumærke paa Stokkene. Saasnart Hugsten var færdig, og Myrene saavidt tilfrosne, at de bar Hesten, begyndte Tømmerlunningen. Den var ligesaalidt som Tømmerhugsten noget Smaagutarbeide, men jeg maatte alligevel være med. Fader lagde Stokkene tilrette og spændte Stokkene til Skjækerne med en Lænke, og jeg kjørte dem afsted til den bestemte Lunneplads. Det stod ikke paa at udføre dette Arbeide, naar Marken var nogenlunde fremkommelig, men paa flere Steder var det saa ulændt af Topper, Stene, Tuer, Myrhuller og Fordybninger, Træer og Busker, at Stokken sad fast som det bedst var, og her gjaldt det altsaa at have et skarpt og øvet Øie for at finde den bedste Vei, og, naar Stokken var kjørt fast mellem Træer og Stene at se, hvor Vægtstangen skulde anbringes for at saa den løs. Studierne for at vælge den bedste Vei og for at finde det rette Punkt til Anbringelse af Haandspigen for at hive og faa Stokken løs samt Arbeidet hermed, var saa anstrengende og angreb mig ofte saa grundig, at jeg endnu den Dag idag efter omtrent 40 Aars Forløb har enkelte af disse Fjetringer og Ulænder, hvor jeg arbeidede timevis for at faa Stokken løs, i en saa lyslevende Erindring at jeg synes, jeg ser baade Stenene, Stokken og Hesten m. V., samt min Faders lynende vrede Øiekast, naar jeg havde kjørt saa fast, at jeg maatte ty tilbage til ham undertiden omtrent en Fjerding Vei efter Hjælp for at komme løs. Havde jeg truffet nogenlunde den rimeligste Passage, gav han sig snart tilfreds, selv om Stokken var kjørt fast, men imangel deraf, viste han mig, hvor jeg skulde have kjørt, med en saa ringeagtende Mine, at det skar mig i Hjertet. Hændte det, at der ikke skulde et stærkere Vippetag til, end jeg kunde have magtet det, naar jeg havde lagt rigtigt an, fik jeg et lignende Haansblik, ledsaget med den Bemærkning, at jeg maatte se til at bruge mine Sandser. Saasnart Lunningen var færdig, begyndte Hankekjøringen, idet man kjørte det lunnede Tømmer ned fra Lunnerne til nordre eller søndre Namsjø-Køien. Jeg var med at hankekjøre til begge Steder, dels fra Juberget og Brusæterteigene og dels fra Græsliteigene. Denne Kjøring var lettere og naar jeg havde Nogen i Følge med mig, var det igrunden en Moro at følge med Hesten, som ofte rendte i smaat Trav med tre Stokker paa Slæb nedover den opkjørte, glatte Hankekjørselsvei. Men som ofteste gik det til paa den Maade, at Fader og jeg fulgtes ad fra vort Logis i Namsjøkøien tidlig om Morgenen i Mørke og op til Tømmerlunnene, og at jeg da maatte kjøre nedover igjen bleve i Mørke og ofte i uopkjørt Vei, og det kunde da hænde, at der indtraf det Uheld, at Stokkene bleve staaende fast, at et Stokøie gik ud, en Led i en af Lænkerne, som holdt Stokkene sammen, brast &c., og da var det ikke greit for mig, som en 12 Aars gl. Gutunge, at klare det. Men „kun vetlaus er raalaus“ hedte det, og da jeg nu slet ikke fandt mig tjent med at staa som vetlaus, maatte jeg altid finde paa Botvon og komme frem saa godt og hurtigt som muligt; thi et vist Antal Vendinger skulde gjøres for Dagen, og dette maatte gjøres, enten vi bleve færdige sent eller tidlig. Medens jeg kjørte Venningerne ned til Namsjøen i en Veilængde fra 14 til 34 Mil, stelte Fader tilrette ved Lunnerne: hug Bagøier, lagde Stokkene tilrette og udpegede Vei fra Lunnerne til Hankekjørselsveien. Vi holdt intet ordentligt Maaltid om Dagen under dette Arbeide, men spiste lidt Tørmad, naar Tiden tillod det under Kjøringen. Hesten fik en Hødot, hvergang Sammenkjedningen foregik, eller naar man af en eller anden Aarsag gjorde en Stands. Naar vi kom hjem til vort Logis i Namsjøkøien om Aften og havde lagt Klæde paa Hesten, som stod ude i et Skur ved Køien, og givet den Mad, gjaldt det om at faa Ild op, at koge Aftensmad, spise og lægge sig til at sove. Der fandtes ikke hverken Stole, Brisk, Bord eller Bænk i Køien, som bestod af en tømret Hytte uden Loft og Gulv og uden Vinduer. Peis var der dog, og foran var der lagt Halm, som brugtes baade som Stol, Bord og Seng. Paa denne Halm lagde vi Aaklæder (grove hjemvævede Uldtæpper) og ovenpaa havde vi enten et saadant eller en Skindfæld. Trøien, Snesokkerne og Skoene toge vi af os, naar vi lagde os til at sove, men de øvrige Klæder beholdt vi paa Nat og Dag[5]. Naar det var rigtig klinkende koldt, saa maatte vi enten ligge og fryse eller staa op om Natten og lægge paa Ilden; thi naar Brasen var nedbrændt og Gløderne slukne, var det snart forbi med Varmen i Køien. Trætte som vi vare efter Dagens Arbeide, sov vi som ofteste den hele Nat uden at brase paa; men vi vaagnede da rigtignok tidligere end Hønsene hjemme og holdt os skadesløse for Tab paa Søvn ved da at koge Potetes og stege Flesk til Frokost. Sov vi forlænge, maatte vi nøie os med samme Kost til Frokost, som var den regelmæssige Aftensmad, nemlig Grød og Melk. Lørdagene reiste vi hjem, og det smagte da usigelig godt at faa vaske sig, faa rene, tørre Klæder paa, Melkegrød til Aftens, god varm Seng og Søndag god Frokost og Sø og Kjød til Middag; men saa kom Tanken om Morgendagen, thi Mandag da maatte vi afsted igjen til det samme Yrke Klokken 5 a 6 Morgen, og naar der var Uføre og Sneveir, var det for mig en af de mest uhyggelige Timer i mit Liv disse Mandagsmorgener, og jeg kan gjerne sige Nætterne til disse Mandage, af hvilke jeg klart mindes en, som var søvnløs. Men naar jeg nu en Gang var paaklædt og var kommet mig ud over Dørtærskelen, saa var det værste over. Naar der var Uaar, var Tømmermængden saa stor, at vi knap blev færdig med Hankekjøringen til Jul, uagtet vi da ogsaa maatte bruge leiet Hjælp baade til Hugst og Kjøring fra først til sidst. Og naar vi saa kom hjem nogle Dage før Jul, gjaldt det om al hjemføre og hugge Jul-Ved, det vil sige saameget Ved, at vi havde nok i mindst 14 Dage. Og skjønt jo dette Arbeide var let og behageligt i Sammenligning med Tømmerkjøringen, saa krævede det baade en stor og vedholdende Anstrengelse. Kl. 5 om Morgenen drog jeg afsted til Salbergsteigen, 38 Mile fra Hjemmet, ganske alene, læssede paa og kjørte hjem, ofte bange paa mit skjære Liv for at blive overfaldt af Graaben, som paa den Tid luskede omkring og ofte, gav sin Nærværelse tilkjende ved sine sæle Hyl. Men mærkværdig nok, jeg mødte aldrig nogen Ulv, uagtet jeg ofte saa friske Spor efter den paa disse Vedkjørings-Reiser. Det hændte, ofte at Vedlæsset væltede for mig, især i Dalsbakken og Hunkjendalsbakken, og som ofteste maatte jeg da læsse det hele af for at faa Slæden paa ret Kjøl igjen, da jeg var for veik til at vælte det hele Læs op igjen. Medens Mændene saaledes udover Høsten og til Jul arbeidede i Skov og Mark, vare Fruentimmerne med min Moder i Spidsen beskjæftigede med Spinning, Bagning Brænning af Brændevin, Brygning, Stel i Fjøset og med Melken, samt Udnistning hver Uge til Tømmerkjørerne, saa Qvindfolkene havde nok at staa i de ogsaa. En af deres værste Arbeider om Høsten var vistnok med Linet; thi det var fordetmeste Fruentimmerarbeide at behandle det fra det var modent til Napning, til det var forvandlet til Sytraad, Lærred og Strie. Det er en vidtløftig Proces: rebbe (ræpa), kjøre det ud, breie (lægge det udover Marken) til Faaning, samle det op igjen, naar det er „faat“, tørre det paa Badstuen, broke, skake, hekle, spinde, rende, væve; men af disse Arbeider kom man dog ikke længere før Jul end til at begynde med Spinningen. Om Høsten havde Qvindfolkene desuden at rebbe og hugge Løv og klippe Sauerne. Husets hele Befolkning var saaledes i en travel Virksomhed før Jul, og Alle, Store og Smaa, imødesaa derfor denne Hvilens, Glædens og Velværets Fest med stor Længsel. Og hvilken Nydelse var det ikke ovenpaa det tunge, haarde, vedholdende Arbeide, ovenpaa den tarvelige Hverdagskost, i Julen at faa hvile og spise den bedste Mad og fryde os ved Julebordet med Sang og Bøn og komme sammen med Slægtninge og Barndomsvenner til Leg og Munterhed hver Dag i 14 Dage.
Allerede tidlig paa Efterm. Juleaften var alt Arbeide i Regelen færdigt, og Kornbaandet sat opover Lølovtaget, og saasnart det blev mørkt, blev Julebordet dækket og Lysene tændte, men forinden maatte Alle lauge (bade) sig og tage rene, ny Klæder paa fra Top til Taa. Alle maatte være pyntede. Og saa samlede vi os i den renvaskede, vel oplyste og varme, deilige Stue med hvide Rul-Gardiner for Vinduerne og sang et Par Jule-Salmer og frydede os med Tak og Pris til Gud, ikke alene, fordi han havde sendt os sin Søn som vor Frelser, men ogsaa for de timelige Goder, hvoraf den herlige Julekost indtog en fremragende Plads. At faa sove til lys Dag, faa Ølost og Smør og Brød med Ost paa paa Sengen, at staa op i varmt Værelse, og gaa i ny, rene, pene Klæder, kjøre Lystturer, synge, dandse og lege med Gutterne og Smaapigerne, hvilken Herlighed! Men Juleaften maatte dog alt være høitideligt og alvorligt og ligedan første Juledag, da vi enten maatte i Kirke eller holde Andagt hjemme. Her var det atter jeg, som maatte være den fornemste Deltager, thi da jeg havde den bedste Sangstemme og var den flinkeste næstefter Far og Mor til at læse, maatte jeg som ofteste, ikke alene anføre Sangen, men ogsaa læse Prædiken. Jeg var ofte lei af dette om Søndagene, men nu, Juleaften og Juledagene, gjorde jeg det med levende Glæde. Jeg, ligesom Forældre og Søskende, vare nu i sand religiøs Stemning, og i den oprigtigste Tro paa Jesus sang og bad vi med en Andagt og Freidighed og Glæde, som lyste ud af vore Ansigter og vidnede om, at her var Alle forenet i Tro, Haab og en Kjærlighed, som frembragte den skjønneste og ædleste Familie-Harmoni, som Jordlivet eier. Hvor smerteligt det berørte mig, min Moder og Søskende da Fader en Juleaften forstyrrede denne skjønne Høitid for os, kan jeg aldrig glemme, saa gjerne jeg end vilde have denne mørke Plet ud af vore herlige Minder om Juleqvælds-Glæderne i Barndomshjemmet. Han havde nemlig drukket sig fuld, og han kunde da undertiden være en meget haard, urimelig og lei Mand. Slog os gjorde han jo rigtignok sjelden; men han skræmte os saaledes med sit truende Sprog og Skjældsord og med sine af Vrede lynende Øiekast, at vi alle rømte Huset, netop som vi havde badet og pyntet os og skulde ind og tage den første Smagebit af Julekosten, Øl og Vørterkage med Smør og Ost paa efter Badet. Endelig kom da Bedstemoder (hans Moder) ind og tugtede ham. Hvor vred og urimelig han end var, taug han som et Barn, denne kjæmpestærke, aandskraftige, strenge Mand, naar hun talte til ham. Han maatte pakke sig til Sengs, og stille som Mus listede vi os da ind igjen den Ene efter den Anden. Men Høitiden den Juleaften var spildt. Og vor kjære Frelser maatte vi nu i al Stilhed tage med os til Sengs hver for sig, uden som sædvanlig i samlet Kor at synge høit til hans Lov og Pris, graadfærdige over, at vor Fader ikke havde ham med sig, siden han kunde bære sig slig ad paa denne store Høitid.
Faamælt og alvorlig som han i Almindelighed var, blev han efter en slig Raptus, som heldigvis sjelden indtraf, næsten stum i flere Dage. – Nytaarsaften var atter en stor Høitid, men da gik det mere muntert til, idet vi legede og morede os det bedste, vi kunde. Blandt Legene var den, at vi satte os paa Gulvet med Ryggen mod Indgangsdøren til Dagligstuen, satte Skoen paa Taaspidserne og kastede den bagover Hovedet. Vendte nu Taaen mod Døren, saa betydede det, at den, som hævde kastet, skulde komme til at forlade Huset inden næste Nytaarsaften; vendte derimod Taaen indad, betegnede det Forbliven i Hjemmet. Helligtrekongers Aften var atter stor Høitid med trearmet Lys paa Bordet. Bøn og Sang blev ogsaa da anvendt men det stod os paa denne Aften ogsaa frit for at lege og more os. Helligtrekongers-Dag var ren Hviledag. Men hermed var Julen ude, og nu maatte Begsømskoene, Snesokkerne, Strigskjorten og de gamle lappede Klæder frem, og Randskoene, Lærredsskjorten og Stadsklæderne ud i Stadsstuen.
20de Juledag var rigtignok ogsaa en Fridag og man friskede da op igjen med Julbok Moro Dands og Munterhed, men der blev dog aldrig paa denne Dag som i Julen; men snarere som et Gravøl paa Julefesten.
Mandfolkene kjørte nu efter Trekongers Dag frem Ved til Huset, og saa bar det atter til Namsjøkøien igjen. Did var nu Tømmeret i Regelen kjørt frem, og herfra maatte det nu kjøres paa Slæder over Namsjøen og Salbergsaasen til Tømmervælten ved Steenvadet, omtrent 34 Mil. Vi kjørte gjerne tre Stokker ad Gangen, og, saavidt jeg erindrer, gjorde vi to Vendinger om Dagen. Naar Føret var godt, var dette en noksaa morsom Beskjæftigelse, thi da kunde vi sidde paa, naar vi havde Lyst, og ofte kjøre i lystigt Trav paa Opturen; men var Føret slet og Namsjøen fuld af Overvand eller svag Overis, var det tungt og trist baade for Kar og Kamp (Gamp, Hest). Færdig med denne Kjørsel blev vi almindelig først i Førefaldet, og kort derefter kom Tømmermærkerne, nemlig en fin, fornem Herre fra Kristiania og en saakaldet „Tømmermærker“, som hørte hjemme i Oplandet, var kyndig Tømmerkjender og besad nogen Øvelse i at skrive, regne og prate. Disse to store Mænd skulde nu modtage, maale og mærke Tømmeret, og paa dem beroede det for en stor Del, om Tømmerets Eier skulde faa god eller slet Betaling for samme. Det var med en ubeskrivelig Fornemmelse, jeg den Gang overvar denne Handling. Jeg syntes, jeg kjendte hver Stok, som jeg havde fulgt fra Stubben i Sætermarken til Vælten ved Stenvadet; de vare alle i mine Øine fuldgode og fortjente den bedste og mest opmærksomme Modtagelse disse Stokke, men efter et hurtigt Øiekast og af og til med et Stik med Klaven, fik de i en rivende Fart sin Karakter „7 Alen 11 Tom“, „8 Alen 10 Tom“, „10 Alen 12 Tom“, og med det samme dette var sagt 5 Hugmærker, og dermed var de solgte disse Skovens Herligheder for den Pris, Udsendingerne bestemte, uden noget Hensyn til alle de tunge Tag, de havde kostet mig og Mine. Det var en almindelig Mening i Bygden, at Embedsmænd og Storkaxer fik mere, ja ofte dobbelt saameget for sit Tømmer som simple Bønder, og dette skulde stikke deri, at Tømmermærkerne ved Modtagelsen af de simple Bønders Tømmer anvendte mere end en streng Maaling, saa at største Parten blev Undermaal, medens deres Venner, Kaxerne og Embedsmændene, hos hvem de boede og levede som Herremænd, fik største Parten Maals Tømmer. Jeg hørte aldrig min Fader yttrede sig herom, men jeg mærkede stadig, at han var mindre vel fornøiet, ja ofte yderst misfornøiet med Maalingen. Desuagtet forholdt han sig næsten aldeles taus under Annammelsen, og lod de to Herrer maale, skrive op og mærke hans Tømmer uden at føre nogen anden Kontrol dermed, end at han var tilstede og saa paa, at Tømmermærkeren, naar det forlangtes, satte Klaven paa Stokkenes Topender og raabte som ovenanført: „10 Alen 12 Tom, 8 Alen 11“, 7 Alen 10“ o. s. v., medens Bymanden stod og tegnede op med sin Blyant i en Bog. Saavidt jeg mindes lød Kontrakten mellem Tømmerets Kjøber og Sælger paa, at denne under en vis Bod pr. Tylt (1 a 2 Spd.) skulde levere et vist Antal Tylter til 7, 8 og 10 Alens Længde og en Tykkelse i Toppen fra 10 til 12ʺ, saaledes at der kun regnedes hele Tommer, og at Alt, som var under 10 Alen, gik for 8 Alen og Alt under 8 Alen for 7 Alen &c. Det vil heraf let indses, at „Mærkerne“ havde et Spillerum, som de kunde benytte efter Behag til at lade Stokken faa 10 eller 11, 11 eller 12 Toms Tykkelse og en Alens Længde mere eller mindre ved at kaste bort eller lægge til for Brøkdelene af Tommer og Alen. Prisen paa 12ʺ stod i en aldeles uforholdsmæssig Høide i Forhold til 10 og 11 Tom. Jeg kan nu ikke længere mindes Enkelthederne af alt dette, men det mindes jeg, at Priserne ofte bleve saa smaa, at min Fader ikke en Gang havde saameget tilovers som simpel Dagløn for Arbeidet, beregnet efter den Tids lave Priser, og at Gundersen og Andre, som vare Mærkernes spendable Værter, fik meget mere. Uagtet det hedte, at ingen havde saa god og smuk Skov, som min Fader, hændte altsaa den besynderlige Modsigelse at han fik den mindste Pris. Dette var dog ikke altid Tilfældet; thi jeg mindes godt, at min Fader roste en Mærker, som var indsendt fra Dyborgh, tror jeg, det var, som en retskaffen og paalidelig Mand, og paa hvis Anmeldelsesmaade han intet havde at klage.
Jeg har nu gjennemgaaet Hovedsyslerne paa min Faders Gaard Aaret rundt; men der var mangt og meget mere at iagttage og udrette baade inde og ude, end jeg har anført. Saaledes havde min Moder og den af Børnene, som maatte være hjemme med hende, meget at gjøre for at holde Huset rent, passe og stelle med Spæbørn, have Maden færdig til rette Tid o. s. v. Thi hver Morgen maatte Gulvet sopes rent, og den smukke hvide Gulvsand strøes paa, hver Løverdagsaften alle Børn vaskes, kjæmmes og forsynes med rent Linned. Klæderne til Store og Smaa maatte stadig eftersees, stoppes og lappes. Men ogsaa Mændene havde mangt og meget at tage vare paa og skjøtte, og deriblandt var Skigaardenes Vedligeholdelse et stort Arbeide; thi al Indmark var indhegnet og bestod foruden Sætervolden i 3 Dele: Hjemjordet, Smørtangen og Sorkaateppen. Fast hvert Aar rev Elven bort store Strækninger af Gjerdet, som altsaa maatte opføres fra nyt af. Rydningen af Slaattemarken, som Elven gik over næsten for Ende hvert Aar, var fælles Yrke for Mænd og Qvinder. Det samme var Tilfældet med at stelle i Haven, som bestod af et Blomsterbed nærmest Vaaningshuset, et Bed for Gulerødder Pastinakker og Persille, et for Sukkererter, et for Kaalrod (Kaalrabi) og et for Hode-Kaal. Paa begge Sider af disse Bed var Stikkelsbær og Ribs og i Bakkeheldingen mod Vest Bringebær, Hæg og Rogntræer, mod Syd var der to Torvpaller (Sophaer af Torv), og paa den østre Side af disse plantede jeg paa den heromhandlede Tid et lidet Heggetræ, som endnu staar der, og af min Broders Børn kaldes „Heggen hans Gunnar Fabro“. I Nord laa Haven i Ly af Vaaningshuset. Denne i mine Vine deilige Have var mig et kjært Sted og en vakker Sommerdag at sidde i „Pallen“ der og læse, synge eller lege hører blandt mine behageligste Barndomsminder. Og saa naar Bærene, Kaal- og Gulroden var moden! Hvor disse Frugter smagte herligt.
Men endnu har jeg nogle Udretninger at fortælle om, som jeg udførte eller var med at udføre. Og deriblandt hører da for det første Byreiser, for at kjøbe og hjemkjøre Sild og Salt samt Korn, hvilket egentlig skulde udføres paa Vinterføret, men ofte paa Grund af Tømmerkjøringen maatte foretages paa Sommerføret.
Den første Gang jeg var med paa en saadan Reise til Christiania var sammen med Fader. Vi kjørte hver vort Læs, jeg med en liden mindeværdig musgraa Hest, tilhørende min Broder Peder. Det var med blandede Følelser, jeg tiltraadte denne 1214 Mil lange Reise, da jeg tidligere ikke havde været længere fra Hjemmet end til Kirken, og jeg havde hørt saameget om alle de Farer, man kunde være udsat for; især var det Røverne i Gjelleraasen som ængstede mig, ikke at tale om alle de slemme Farsund og de fæle Fanter paa Byveien og i Byen. Men Glæden over at faa se mig om, komme til Byen og der træffe mine Slægtninge Mari Faster og Sophie Moster og hendes 3 Børn, var dog den langt overveiende. Med den inderligste Bøn til Gud om at holde sin beskyttende Haand over os og med de bedste Ønsker fra Moder og Søskende om Lykke paa Reisen, droge vi en Morgen i Juni Maaned afsted. Vi reiste over Elven ved Gjølstad, og det var ikke uden Ængstelse jeg saa det bar afsted med os i en rivende Fart nedover Elven, efterat Førerne med sin Færge havde roet os op under Fossen. Første Aften kom vi til Kongsvinger, hvor vi logerede hos en Enke, Maren Brandvold, som var meget snil mod mig og roste mig, fordi jeg i en saa ung Alder var Kar til at kjøre Læs paa en Byreise. Næste Dag passerede vi Oselven paa Flaade, som blev trukken med Taug, Vormen, Netsund og Lersund og logerede paa en Gaard Minne, og 3die Dag kom vi vel og vakkert til Byen i god Tid. Plankekjørerne, hvoraf der passerede lange Rækker mellem Byen og Lersund, vare ofte nærgaaende mod os, dels ved at spærre os Veien og dels ved kaade og uvittige Ytringer, men vi bøiede af det bedste, vi kunde uden at svare og slap uskadt fra disse for sin Brutalitet berygtede Mennesker, hvoraf flere havde en hel Del skrevet med Kridt, dels paa Hatten og dels paa Ryggen. Paa Gaarden Graarud vaktes min Opmærksomhed ved de smukke Grantræer og paa Linnerud den herlige Løn-Allé, og her var det, jeg med bankende Hjerte fik det første Skue af den store By, som jeg havde hørt saameget Tale om. Vi toge ind hos Hansen paa Lille Torvet og i en Fart havde jeg mine graa ny Vadmelsklæder paa og kom til Sophie Moster, som modtog mig paa det kjærligste. Snart kom Fætter Ferdinand, som var 12 Aar ældre end jeg, og hans to Søskende Lina og Gunda tilstede, og strax var jeg som hjemme mellem disse hjertensgode, snille Mennesker. Og saa bar det ud med Ferdinand og mig for at vise mig om i Byen. Nede paa Hustangen, hvor Rekrutexercise foregik, traf vi en hel Del Smaagutter paa min Alder, og med flere af disse maatte jeg mod min Villie tage Ryggetag. Jeg havde allerede den Gang Øvelse i denne Kunst og ved Lundkast, Spændkast eller Spendkrog lagde jeg fort væk, som de røg paa mig, den ene efter den anden af dem paa Ryggen; men herover bleve disse Gutter sinte, kaldte mig „Graatassen“ m. V. og lagde sig om mig Allesammen, og ilde var jeg vist nu kommet fra det, hvis ikke Fætter Ferdinand, som var en kjæmpestærk Gut og fra Skolen kjendte alle mine Angribere, havde, dels med det Gode, dels med det Onde, friet mig fra dem.
Et andet Aar i Juni sendte Fader mig med Hest og Kjærre samt Penge til Store Nes for at kjøbe Havre. Jeg reiste alene, men fik Følge med en Mand fra Nordgreina. Jeg tiltraadte Reisen med Ordre til at kjøbe god Havre for billigst mulige Pris, og hos Manden paa Opager ved Vormen Elv høre efter, hos hvem der var Korn tilsalgs. Jeg naaede frem uden særegne Vanskeligheder og gik omkring sammen med min Reisefælle og fik endelig kjøbt fuldt Læs. Min Ordre lød videre paa at reise tilbage over Gjølstad-Sund. Min Reisefælle drog derimod vestre Side af Elven til Opagersund, og som Følge heraf skiltes vi ved Gjølstad. Jeg var nu altsaa alene c. 4 Mile fra Hjemmet med et stort Læs Havre. Det var lidt underligt for mig som liden Gut, men med Guds Hjælp vil det vel gaa, tænkte jeg. Jeg kom ogsaa vel over Elven, men idet samme Kjærren gik ned fra Færgen, røg Vognaxelen tvers af, saa Kjærren faldt plat ned paa den ene Side. Færgemanden reiste sin Vei uden at bryde sig herom. Og her stod jeg nu hjælpeløs uden en Gang i min Angst at være istand til at faa Hesten fraspændt. Jeg maatte derfor lade Hesten og Læsset staa, som Kjærren var dumped ned lige i Elvekanten og ile op til en liden Plads, som laa oppe paa Elve-Bakken. Men her var ingen anden tilstede end en af Alderdomssvaghed hjælpeløs Kvinde, og andre Beboere var der ikke i Nærheden. Jeg gik da ned igjen til Hesten, og efter de yderste Anstrengelser fik jeg da fraspændt og førte Hesten op til Pladsen, hvor jeg nu traf en ung Pige, Karen tror jeg hun hedte, hvem jeg fortalte Sammenhængen, og hun hjalp mig med stor Beredvillighed. Vi fik fat i en Langarmkjærre og med den yderste Anstrængelse løftede vi Kornsækkene over i den og spændte fore; men kommen et Stykke op i den bratte Bakke, som fører op fra Elven, med Læsset, gled Sækkene bagover paa Kjærren, saa Hesten blev strybet, og baglængs bar det da med Hest og Kjærre lige ned i Elven, dog uden at Kornet kom bort, medens derimod de bagerste Sække blev lidt vaade. Nu maatte vi atter spænde fra og ud paa Bygden og søge Hjælp. Langt om længe fik jeg da fat i en Smed, som satte Kjærren istand. Jeg var efter al denne Angst og Overanstrængelse saa mat og medtaget, at jeg neppe kunde gaa. Naar Kjærren langt paa Qveld var færdig og forspændt, lagde jeg mig, efter at have passeret Dahler, op paa Læsset, sovnede af og vaagnede først ved Kongsrudporten, som stængte Veien, og nu var Solen netop runden op paa en klar Himmel; jeg kjendte mig strax igjen paa dette Sted, 114 Mil fra Hjemmet, var frisk og glad, takkede Gud, som saa naadigen havde holdt sin Haand over mig, klappede og velsignede den herlige Storbron, som om han havde reddet mit Liv. Ja det var et mærkeligt Dyr denne Storbron. Ualmindelig velskabt og vakker bestandig fed og trivelig, var den vild og fnysende og yderst haard at styre, naar den var spændt for en Agekjærre, Kariol eller Spidsslæde og taalte da ikke nogen foran sig; derhos var den tagskjær i høi Grad, naar den var sluppen løs i Havn. Men i det daglige Yrke var den saa tam, snil og lydig, som en Hest kan være og gav ofte Prøver paa en beundringsværdig Forstand. Dette var ogsaa Tilfældet under Vanskelighederne i Gjølstadbakken. Den stod som et Lam under Arbeidet med Omlæsningen af Kornsækkene fra Færdeskjærren til Langarmkjærren, til vi vare færdige, og naar Strybtaget kom paa den høit oppe i Bakken, gik den meget langsomt og forsigtig tilbage og standsede i rette Tid. Og saa Vandringen paa egen Haand fra Gjølstadsund eller Dahler til Kongsrudporten, uden at lade sig friste til at gaa af Veien? Alle, som saa og kjendte dette Dyr maatte beundre det, men for mig, som havde fulgt det i saamangen haard Dyst i Tømmerskoven og under Vedkjøringen, paa Færdesveien med Kjærren og Sæterveien med Kløver, og set saamange Prøver paa dets Forstand, Styrke, Mod og Hurtighed som Traver, jeg nærede en afgudisk Kjærlighed til dette ædle, stolte Dyr, og det holdt af mig som en Ven, uagtet jeg ved min Mangel paa Styrke til at styre og Evne til at være fore vaer, havde bragt det og mig i saamangen en slem Knibe.
Jeg kom da hjem ud paa Morgentiden og min Fader, som næsten aldrig lod et rosende Ord komme over sine Læber til mig eller nogen af de øvrige Børn, gjorde denne Gang en Undtagelse og sagde, at Kornet var godt og billigt, og at jeg havde gjort mine Sager godt. Der manglede kun en Ting, og det var, at der skulde have været lagt Fjæler under Hjulene ved Nedkjørselen fra Færgen, men denne Feil blev helt og holdent tilskrevet Færgemanden. En Feil til var der ogsaa begaaet, den nemlig, at jeg ikke havde bundet Sækkene fast paa Langarmkjærren, men den blev anset for tilgivelig, da det ikke var at vente, at Pigen og jeg skulde have erhvervet en slig Erfaring om Tyngdens Love, at vi paa Forhaand kunne skjønne Uraad.
En Sommer i September Maaned – jeg erindrer ikke om det var samme Aar, jeg havde gjort den nysomhandlede Kornkjøbsreise eller senere –, fik jeg Befaling til at gaa til Sæteren og hente hjem Storbron, som var sluppen i Havn paa Volden der. Jeg fik Peder Veltstuen med mig, og lette paa Foden og glade i Tanken om paa Tilbageveien at faa ride paa den fede, deilige Hest, tilbagelagde vi snart den en Mil lang, vel kjendte Sætervei. Kommen op Gjenveien til Nystusæteren, saa vi min Ven Storbron ligge paa Sætervolden et Par Bøsseskud fra os, og jeg forberedte mig nu paa at anvende de to Midler, jeg havde til at faa den fat: Fladbrød, og, om dette og Lokning slog Feil, et Reb; thi saasnart, han kom i Berørelse med Rebet, stod den bom stille. Vi nærmede os saaledes langsomt og lokkende „Fola, Fola, Fola Bron min“ og skrabede med Fladbrødet, men Hesten blev liggende uden en Gang at løfte paa Hovedet og spidse Ørene. Vi vedbleve da paa den beskrevne Maade langsomt at nærme os mere og mere, til vi kom lige ind paa den og fandt da, at den var død. Der laa dette smukke Dyr, smæk fed og blank, saa det skinnede af Haarene paa den, men dens Vom var frygtelig udspilt. Vi ilede hjem det forteste vi kunde‚ og hjemkommen, græd jeg sammen med min Moder og Søskende over Tabet af dette herlige uerstattelige Dyr, som over en kjær Slægtning. Fader græd ikke, men han saa mismodig ud og forholdt sig som sedvanlig taus som en Mur.
En Helligdag den 30te Mai 1830, havde alle Mandfolk paa Sorknes, Store og Smaa. Unge og Gamle, min Fader dog undtagen samlet sig paa Ivarstu-Volden for at lege Soldat. En Halvmaanblæser og en Tambur gik foran, og saa kom i Geled med Garstaurender som Geværer det hele Kompagni.
Som denne Moro stod paa som bedst, kom der Bud fra Fader at jeg skulde komme hjem strax. Altid vant til at lystre uden Tøven, naar Budet kom fra Fader, ilte jeg hjem og fandt der Hesten spendt for Agekjærren. „Sæt Dig opi og kjør det forteste, Du kan og hent Mari Kyrorn, Jordemoderen, din Moder er i Barnsnød“, lød Befalingen. Jeg havde aldrig været i Kyrorn, men vidste dog af Hørensagen, at den laa et Sted i Austadberget, omtrent 38 Mil fra Hjemmet. Jeg reiste afsted i flygende Fart uden at svare eller spørge om Noget, fandt Stedet og Konen hjemme og bragte hende hjem i den kortest mulige Tid. Og saa gjorde sin Indtrædelse i Verden en Broder, som fik Navnet Martin, som nu bor i Chicago i Amerika og skal eie 200,000 Dollar. Hvorledes dette er gaaet til, kommer jeg kanske senere til at tale om.
En Sommerdag havde Fader læsset paa Korn, som han bad mig kjøre til Grusetqværna, sætte det ind der og saa Besked om, hvad Tid han kunde komme did for at male. Som sagt, saa gjort. Nu havde Stornils-Andreas blandt mange andre Spøgelseshistorier fortalt mig, at der i Høgmobakkerne var Trold, som rev Selepinderne ud, saa Kjærren faldt, og naar man saa gik hen og saa gjennem „Hugulaget“ (Bidslet), kunde man se Troldet i Form af en Hund eller et andet Dyr. Som jeg nu paa Tilbageveien kjørte i friskt Trav ned ad nævnte Bakke, dætter Kjærren bums ned, idet Selepinderne paa begge Sider gik af, og netop som dette var sket, kom to Hunde ud af Skoven, hvoraf Veiens begge Sider var omgivet, og snusede paa mig. Jeg spændte fore igjen og strøg afsted det forteste, jeg kunde, bange for Hundene og frygtende for, at det var Troldet, som Andreas havde talt om. Men det viste sig, at det var Løitnant Brocks to Jagthunde. At begge Selepinderne gik ud paa en Gang, var vistnok en Sjeldenhed, men at den ene gik ud, hørte til Dagens Orden, da Pinderne aldrig vare, som de skulde være, men ofte bestod af halvraadne Qvister, og det lader sig da forklare som noget ganske naturligt, at de begge ogsaa kunde gaa paa en Gang.
Den oftere nævnte Andreas Husmand havde ogsaa fortalt mig, at der i vor Stald var en Nisse, som han oftere havde kjendt Fingrene paa, naar han om Qvælden havde været i Stalden og nappet og givet „Svarten“ Natfoder. Derhos havde han oftere om Morgenen set, at „Svartens“ Hængeman var bleven flettet om Natten og Hesten pudset, alt paa en slig forsiggjort Maade, som blot Nissen kan det. Min Broder Søren stadfæstede dette, og begge vidste god Besked om, at dersom man vanskjøttede Hesten, saa fik man Bank af Nissen. Da Søren som ung Mand giftede sig og forlod Hjemmet, var det min Tour at fodre Hesten. Og som oftest, maatte jeg gaa alene og give den Natfoder. Uagtet nu Fader havde sagt mig, at det var bare Eventyr disse Fortællinger om Nissen, og jeg hellerikke troede rigtig paa samme, overkom der mig dog ofte, især naar der var rigtig bælmørkt, og der om Aftenen havde været fortalt Spøgelseshistorier, en saadan Rædsel, naar jeg skulde udføre dette Hverv, at Vandringen til Stalden Kl. 8–9 Aften for at give Hesten Natfoder var noget af det Værste, jeg havde at gjøre. Da gamle Svarten blev skudt, og vi fik en rød Hest igjen, sagde Andreas, at det ikke nyttede at komme med Hest af anden Farve end sort paa Gaarden. Den røde Hest blev heller aldrig fed, men saa ussel ud og blev ikke til fuldt Gavn, hvor godt der end blev stelt med den. Den blev derfor solgt og saa fik vi Stor-Bron, som styrtede saaledes, som jeg ovenfor har talt om. Dette gjorde, at jeg ofte tænkte at det kanske var sandt alligevel, at der var Nisse i Stalden vor, og ofte naar jeg kjendte en Pinne i Høet, frygtede jeg for, at det var Nissens Finger. Men jeg slap dog altid med Skrækken, da Nissen aldrig hverken gav mig Ørfigen eller synte sig for mig, skjønt jeg vistnok havde fortjent det, da jeg ikke gav Hesten Mad og Drikke saa ofte, som jeg vidste, det skulde gjøres. Det var saa langt fra, at disse Aftenvandringer til Stalden for at give Natfoder tog Mørkerædheden fra mig, at den tvertimod forøgede den. Min Mening er derfor den, at man ikke bør befale Børn at gaa alene i Mørket, naar de ere mørkrædde.
Min Faster Berthe Gammelstuen døde, medens Manden laa haardt syg. Min Fader som nærmeste Slægtning maatte da tage sig af det sørgelige Hus og ordne det Fornødne til Begravelsen. Det var i Juni Maaned, tror jeg. Ligkisten blev paa Begravelsesdagen sat ud paa Gaarden i en Lund, som var dannet af Granbusker, og et Par Dage forud sagde Fader, at jeg skulde synge ud Liget med en Salme, som han viste mig. Melodien kjendte jeg ikke, men den fandtes i min Koralbog og var snart lært ved Hjælp af Salmodicon. Det var nok første Gang, man havde set en Gutunge paa et Halvsnes Aar synge ud Lig, og jeg haabede, at det ogsaa skulde blive sidste Gang, jeg gjorde det, da jeg var yderst undselig af mig, og syntes jeg kunde sige ned af Blygsel, da jeg stod der ved Kisten og skulde begynde, ikke at tale om, at jeg var hjærtelig bedrøvet over i Berthe at have tabt en af mine bedste og kjæreste Slægtninge udenfor Hjemmet og over at se den Afdødes to Børn, omkring min Alder, mine Søskendebørn, Peder og Marthe, staa der sørgende og grædende. Det maatte imidlertid gaa og gik ogsaa nok saa godt med Sangen.
Samme Sommer eller maaske senere, da jeg en Morgen drog ud med Kreaturene for at jete, kom Amund Perstuen efter mig og sagde, at hans Datter Ragnhild skulde begraves den Dag, og at den der havde lovet ham at synge ud Liget, havde sendt Bud, at han ikke kunde komme, og at jeg derfor endelig maatte gjøre det. Jeg sagde, at jeg ikke kunde eller følte mig istand dertil, men det hjalp ikke. Han tog Næverkonten og Saltskræppen fra mig og gav en anden Gutunge, bemærkende, at han var vis paa min Faders Minde, og synge maatte jeg ogsaa den Gang.
En Vinterdag lød Kommandoen fra Fader „Gaa i Fjøset og slagte Kalven“. Jeg havde aldrig slagtet og havde ren Rædsel for Slagtning. Det var noget af det afskyligste, jeg vidste at se derpaa, men jeg havde ikke alene maattet være med og se det om Høsten, da vi nedlagde en Ko, 6 Sauer og 2 Svin, men jeg havde ogsaa maattet være med vog leie de arme Dyr til Slagterbænken og hjælpe til at binde og holde dem fast der under Slagtningen. Jeg synes endnu, jeg ser Kjørenes vakre bedende Øine vendte mod mig, som de kjendte som Ven og Beskytter fra Fjøset og Jeterskoven, hvor jeg saa mangen Gang havde klappet og smeiket dem og givet dem Hø og Salt, med Graad og Bøn om Hjælp og Redning. Og saa at se Sauerne! De gik villige og sorgløse til Bænken og sparkede først lidt, naar de kjendte Kniven paa Strupen. Uf, hvor det smertede at se Andreas, som almindelig udførte Slagtningen, langsomt sprættede op Skindet paa Strupen af Dyret, flaade lidt til begge Sider, greb begge Struperne og trak til Siden, og saa endelig gav Dyret lidt efter hvert flere Knivstik mod Hjertet og tappede Blodet af det, til det døde. Nu skulde jeg gjøre dette forfærdelige Arbeide! Der var ingen Raad til at undgaa det; thi bede mig fritaget eller sige, at jeg ikke kunne gjøre det, vidste jeg var faafængt, og faa nogen anden til at udføre det, som jeg skjønte netop var paalagt mig, for at jeg skulde lære mig op ogsaa til dette Yrke, turde jeg ikke. Jeg maatte altsaa gjøre det og gjorde det ogsaa nogle Gange senere efter Paalæg, men det staar endnu for mig med den samme uimodstaaelige Afsky, og jeg mindes saa grant, hvorledes det hver Gang tog paa mig.
Jeg vilde ønske og haabe, at Folket lærer sig op til en anden og mindre pinlig Maade at slagte paa end den her beskrevne, og at ingen Husfader paalægger fine Børn hverken at være med og holde i, eller udføre dette blodige Haandværk, naar de have en medfødt Rædsel derfor. Selskabet til Dyrenes Beskyttelse har udgivet et Skrift om Slagtning paa den for Dyret mindst smertelige Maade, hvilket alle Landmænd burde gjøre sig bekjendt med og efterfølge.
Endnu var der mangt og meget, jeg maatte udrette og udføre paa egen Haand. Min Forstand og Omtanke modtog paa denne Maade en stor praktisk Udvikling ligesom mit Legeme og mine Nerver blev hærdet og mit Haandtag i alt, som hørte til Gaardsstel, Gaardsdrift, Hugst og Kjørsel, Slaat og Skur m. V. blev godt opøvet. Hukommelsen og Ordenssandsen blev skjærpet ved, at jeg maatte lære at finde Vei i Skov og Mark, kjende Teigerne i Skoven og paa Engen, og i Mørket finde enhver Ting, som hørte til mit Behov og Yrke som Gaardskarl.
Det er sandelig ingen let Skole, at gjennemgaa, denne Bondebørnenes Oplærelse i den hele Drift, fra at sope Gulvet og vugge og passe Børn, op til at udføre og styre det hele Gaardsbrug. Al denne Gjerning udføres fra Barnsben med Lydighed og Flid under Gudsfrygt og Nøisomhed og som Følge heraf, finder man hos Bønder i Almindelighed en ædel, retsindig og sund Tænkemaade og en Dannelse, som i det indre, i Sjæl og Hjerte som oftest, efter min Livserfaring staar over den man i Almindelighed møder hos Byfolk og de saakaldte conditionerede Folk. Og det er naturligt, at det saa maa være. Bondens Arbeide i fri Luft er sundt, og han spiser med Smag og sover sødt og styrkende. Han har det daglige Brød og takker Gud derfor med Glæde. Fristelserne ere ikke saa mange og ikke saa stærke, at han jo kan overvinde dem under sit tunge og stadige Arbeide og sin Bøn. Den idelige Omtanke for at gjøre Alt paa bedste Maade og i rette Tid og de hyppige Samtaler med Naboer og Reisende herom, om Veirlag og andet som maa tages med i Overveielser, skjærper hans Aandsevner. Den, som ret forstaar at samtale med Bondefolk, Voxne eller Børn, Mænd eller Qvinder, vil snart sande mine Ord og erkjende, at det ikke er af Bøger alene man lærer at blive dannet og skarpsindig ædelmodig og god. Slig varm, ren, hjertelig Velvillie som man møder hos disse stræbsomme, ærlige, gudfrygtige Bønder, søger man efter min Erfaring som oftest forgjæves hos Folk i andre Livsstillinger; thi hos Daglønneren og Haandværkeren findes som oftest Avind og Bitterhed, hos Embedsmænd og Handelsborgere Overmod og Indbildskhed, Selvgodhed og Fordringsfuldhed, ofte fremmanet med Vellevnet, Dovenskab og Hang til Forlystelser, som rokker Sjæl og Legeme og skaber Fristelser, som den nøisomme, selvfornægtende, arbeidsomme og gudfrygtige Bonde dels undgaar og dels overvinder. Dette ved jeg nu, men jeg vidste det ikke den Gang, jeg gik der hjemme som Smaagut for efter min Faders Bestemmelse at tage Gaarden efter ham. Og min hele Higen og Tragten gik derfor ud paa at slippe det tunge Arbeide hjemme, komme ud og blive en slig Storkar, som de, der reiste omkring og udførte Forretninger for Foged, Skriver og Lensmand. Jeg mødte ofte disse Karle, naar jeg kjørte Møg, Sand, Ved eller Korn, og hvor godt syntes jeg ikke, at de havde det, kjørende i en fin Kariol eller Agekjærre, iførte fine Klæder, og, naar de kom frem, spisende den bedste Mad, som fandtes. Jeg opnaaede, som vi senere skulle se, ovennævnte mit Ønske og endnu mere, men jo længere jeg kom opover fra det simple, jevne, tarvelige Bondeliv til det forfinede Herreliv blandt Konditionerede, jo mere klart lærte jeg at indse, hvilken besværlig og farefuld Vei, jeg havde slaaet ind paa, og hvormeget jeg havde at lære, taale og lide for at naa frem til Maalet, Kundskaber og Dannelse, en selvstændig og sorgfri Stilling. Ja mange Vanskeligheder Savn, Krænkelser og Tilsidesættelser, Fristelser og Farer mødte mig paa min Vandring, og bragte mig ofte til at sørge og ængste mig, ofte til at nære Had og Uvillie; men fremad maatte jeg, trods alle Hindringer. Men jeg kommer senere hertil. Det er Sorknes og Folket der, jeg nu har at tale om.
Sorknesjorderne laa i en Halvcirkel op fra Elvebakken ligesom Delene mellem Eikepinnerne i et Kjørhjul, smale nede mod Bakken og bredere mod „Almendvegen“, adskilte ved Skigaarde. Langs Elvebakken stode Husene, ligesom Hausen i Hjulet, men en Gutu (Gade) gik gjennem denne Husklynge fra Syd mod Nord og mundede ud i Almendvegen mellem Nordstua og Nogards- (Nordgaards) jordene, og en anden Gutu krydsede hin fra Vest til Øst i ret Vinkel fra Glommen op til Almendvegen ved Sømoen. Husene paa hver Gaard vare for det meste byggede i en Firkant saaledes, at de dannede en indesluttet Gaardsplads, uden dog altid at staa tæt sammen, idet Vaaningshuset indtog en Side, Staldloven og Fjøset en anden Løloven en tredie, Bagerstuen en fjerde Side, Staburet og Badstuen stode gjerne adskilte fra Kredsen. Langs Elvebakken paa Jordene udenfor Husene, især paa Jakobstuen, som var min Faders Gaard og laa i Syd Vest, var der Heg-, Rogn- og Oretrær, i Bakkesiden Jordbær, Taagbær og Bringebær og i den yderste Ende af Jordene, Sorkhagene langs Sorkaaen, især i Søgreina, var Olderskov. Under Bakken mellem Glommen og Gaardene var Slaattemark og Elvesand med Viebusker, og opover disse Lav-Marker og Hager var det Glommen Elv hvert Aar mindst to Gange flød. Den egentlige Jordvei er næsten flad som en Helle, dog med svage Heldninger saavidt Vandet kan sige bort paa nogle Teiger. Lavt og fladt som disse Jorder ligger, er det dog vakkert her, især om Sommeren. Mod Vest har vi den stolte, klare Glommen Elv og bortenfor den vakkre Gaarde samt i Baggrunden Fjøraasen og Aasene, der hæver sig i 12 a 1 Mils Afstand i en Høide af et Par hundrede Fod, bevoxet med Skov af Naale- og Løvtrær; mod Syd Jorderne og de deilige Løvtrær langs Bakken og i Sorkhagen, og paa den søndre Side af Sorkaaen den vakkre Gaard Dahl med fine Løvlier langs Bakkerne mod Glommen og mod Sorkaaen. Mod Øst har vi Rensmoen og Smørhaugen og bag disse kommer 12 Mil bred Mark med Furuskog, og saa Solberget, der begrændser Synskredsen og ligeledes var bevoxet med Furuskog og hæver sig i en langstrakt Skraaning til en Høide omtrent som Fjøraasen.
Min Faders Vaaningshus bestod af en tvelængt Bygning med Stue, Sengekammer og Kjøkken i begge Ender, altsaa 6 Rum; Stuerne vare store, høie under Loftet med 3 store Fag Vinduer, altsaa lyse og luftige. Vi boede i den søndre Del af Bygningen, medens den nordre stod ubrugt og tildels ufærdig. Mine to ældste Brødre Peder og Søren vare, saaledes som før antydet, gifte i en ung Alder og bosatte som Selveiere i Smideholen, hvor Peder ryddede Gaard og fik Floksengen og 13 Part af Skoven, og Søren kjøbte en opryddet Plads. Den næste Søn derefter Johannes, var død ung, og jeg var nu den ældste Søn hjemme, og saavidt jeg mindes omtrent 10 Aar gammel, da Søren flyttede. De øvrige Søskende vare Marte, Anne, Johanne, Johannes (opkaldt som den Afdøde) og Martin, hvoraf de to førstnævnte vare ældre, og de tre sidstnævnte yngre end jeg. Peder og Søren giftede sig mod min Faders Villie og Samtykke. Han havde just ikke saameget at indvende mod Partierne, men han vilde, at de skulde være hjemme og hjælpe ham, som nu begyndte at blive gammel og træt, med Gaardsdriften. De gik imidlertid efter sit eget Hoved, og modstræbende maatte han hjælpe dem til Hus og Hjem. Men fordi de saaledes havde forladt ham, skulde ingen af dem have Gaarden Sorknes, som derimod blev tiltænkt mig som den ældste hjemmeværende Søn; men da ogsaa jeg mod hans Ønske forlod Hjemmet, blev Johannes ved Gaarden, og han sidder der nu som en meget velhavende, agtet og æret Mand. Min Moder, som var fra Gaarden Kongsgaarden i Grue, var mere end almindelig blød og ømhjertet og havde nydt en efter Bondeforhold god Opdragelse. Hun havde Rædsel og Afsky for al uhøvisk Tale og Opførsel og tilholdt os at opføre os pent og vogte os for at sværge og skjænde. „Lyve“ var et Ord, som vi ikke maatte bruge i Tiltale, da det var usømmeligt, men derimod sige, „at det ikke var sandt“. Hun lærte os at læse, synge og trøstede os, naar Fader behandlede os for haardt og strengt. Jeg kan ikke mindes, at hun brugte Ris mod nogen af os, og selv mindes jeg heller ikke, at jeg nogensinde fik Ris af Fader, men derimod af og til en Smek eller Sandsekage, som han kaldte det. En Gang fik jeg dog et Rap over Ryggen af Riveskaftet, fordi Hesten skvat under Læsning af „Rageløv“. Det var egentlig Hesten, som skulde have havt det, men den taalte ikke Hug, og saa fik jeg det. Smæk og Sandsekager fik jeg, naar der var glemt Noget uden Hensyn til om det egentlig var min Skyldighed at huske og tage det med. Hans Methode lignede altsaa Frederik II’s af Preussen, som lod en Soldat prygle, fordi Hatten blæste af ham ved Storm under en Revü. En Gang blev jeg dog dømt til Ris, fordi jeg en Vinterqveld ikke efterkom Bestemoders Befaling om at komme ind og læse paa mine Lexer. Det var i Skoletiden, og det var et herligt Kjelkeføre, saa jeg ikke kunde overvinde mig til at forlade Kjelkebakken og mine Kammerater der. Hun meldte min Ulydighed til Fader, og da Budet kom fra ham, gik jeg paa Flæ’. Naar jeg kom ind var Braset paa Muren (Peisen) i fuld Glans, saa Stuen var lys som en Dag. Bestemoder, Moder, Marte og Tjenestejenten sad i en Kreds om Muren og spandt, Anne og Johanne læste og Fader sad og gjorde en Soplime af Bjerkeris. En af disse Ris havde han nu tillavet til min Ryg. Kommen ind rørte han sig ikke af Stolen, men satte et Par gnistrende Øine paa mig yttrende: „Kom hid, – knæp ned Buxerne“. Jeg: „Aa kjære, søte, vakre, vene Far, lad mig slippe“. Han: „Knæp ned“. Jeg, kvalt af Graad og Fortvivlelse: „Gud, styrke og velsigne Dig, Far, lad mig slippe denne Gang“. Han: „Knæp ned paa Flæk“. Jeg, næsten gal af Rædsel og Skam: „Aa Herre Jesus forbarme Dig da over mig“. „Knæp ned, siger jeg“, lød det atter med ubønhørlig Strenghed. Da reiste Mor sig, og bad for mig; men uden Nytte. Men endelig kom da Bedstemor netop som han skulde slaa til, greb ham i Haanden og yttrede: „Nu er det nok, Per“, og dermed var jeg frelst; thi som sædvanlig var han lydig mod hende næsten som vi Børn mod ham.
- ↑ I det etnografiske Musæum ved Universitetet i Christiania saa jeg i 1871 et Par Næversko, som netop var af det peneste Slags, som jeg gjorde. Det er vist ellers ingen Raritet endnu at se slige Næversko, hvor der er god Næver at gjøre dem af.
- ↑ Græslien bar tydelige Spor af en Gang i Tiden at have været ryddet, idet der fandtes oplagte Stenrøser, og Marken mellem Træerne var jevn og fin. Sæterbrug kan det neppe have været, da dette vistnok tilhører den nyere Tid, og jeg antager derfor, at Rydningen maa være foregaaet før den sorte Død (1349). Jeg kjender intet Sagn herom. Derimod fortælles, at der i gamle Dage paa Brusæteren skal have boet en mægtig Mand, ved Navn Thord Bru, hvad Tid, har jeg aldrig hørt.
- ↑ Anne Veenberget, som var fra Vaaler Finskov, var det mest overtroiske Menneske som jeg nogensinde var stødt paa. Hun fortalte som historisk, at der paa Veenberget var en Mand, som kunde fremmane Regn, og som kunde faa en Regnskur til at dele sig og bøie af for hans Høbreie. – Og gjøre det for Sting Hold, Tandpine etc., det havde hun lært af denne Mand og troede fuldt og fast paa den helbredende Virkning af sine Besværgelsesformularer, hvoraf hun læste op for mig den for Sting, men jeg har nu glemt den, men hugser derimod, at hun sagde, at man, naar Tilfældet var rigtig slemt, presser nogle Draaber af en fersk Hestelort og blandede i den Mixtur, som der læstes over.
- ↑ Den nævnte saakaldte Kalkilde springer ud af en Revne i en Klippe (Sten) paa Storknartens østre Side, og ligger omtrent 1 Fjerding fra Sæterhusene. Jeg syntes og tror endnu, at jeg aldrig har smagt bedre Vand end det af denne mærkelige Kilde, som flyder lige jevn og kold, eller rettere sagt, med samme Varmegrad baade Sommer og Vinter.
- ↑ Det er mange Tømmerhuggere og Kjørere, som ikke har andre Klæder med end de, som de gaa i.