Illustreret Norges Historie/4/19
Efter Overgivelsen af Stockholms Slot var Dronning Kristina tvertimod Kapitulationens Bestemmelser bleven holdt tilbage i Sverige i Fangenskab, og hendes svenske Undersaatter lod hende stundom endog lide Mangel paa det nødvendigste til Livets Ophold. Det danske Rigsraad klagede herover og mente, at det var Topmaalet af al Ugudelighed, at kristne Undersaatter holdt sin af Kirken indviede og salvede Dronning som en Fange og borte fra hendes rette Herre og Husbonde. Herpaa blev Svenskerne ikke Svar skyldig, men sremdrog et og andet af Kongens private Liv, som ikke kunde være denne behageligt at høre. Navnlig udbasunede de det usømmelige Forhold, hvori han havde indladt sig med en gift Adelsdame Edle Jernskjæg. Da nu udenlandske Fyrster satte sig i Bevægelse for at udvirke Dronningens Frigivelse, erklærede de, at Dronningen skulde blive sat paa fri Fod, saasnart Kongen havde opgivet de Slotte og Fæstninger, han endnu havde i Sverige. Imidlertid havde Sten Sture sat sig i Besiddelse af de finske Slotte, paa samme Tid som Svante Nilssøn og nogle med ham forbundne Partigjængere foruroligede de norske Grænselandskaber.
Under Krigen i Sverige var der tillige opstaaet et spændt Forhold mellem den danske Konge og de vendiske Hansestæder, væsentlig paa Grund af, at disse ikke havde afbrudt sin Forbindelse med Sverige, saa længe Krigen stod paa. I Aaret 1503 blev der i Lübeck under Mægling af den pavelige Afladskræmmer Kardinal Raimund Perauld prøvet et Forlig, men dette blev kun for en Del opfyldt. Derimod udvirkede Kardinalen med Lübeckernes Bistand, at Dronning Kristina atter kom paa fri Fod. I December Maaned 1503 efter samfulde tre Aars Fravær betraadte hun atter dansk Grund. I Mellemtiden (Foraaret 1502) var hendes Datter Elisabet (sødt 1485) bleven gift med Kurfyrst Joachim af Brandenburg. Dels for at besøge denne Datter, dels for at foretage en Pilgrimsreise til Nordtysklands mest berømte Valfartssteder, Wilsnack i Brandenburg og Sternberg i Mecklenburg drog Dronning Kristina tidlig om Vaaren 1504 til Tyskland, hvorfra hun efter noget over en Maaneds Fravær atter vendte tilbage til Danmark.
Med Sverige var Fredsunderhandlingerne allerede komne i god Gang, da Dronningen kom hjem. Hendes Frigivelse af Fangenskabet havde nemlig ryddet den væsentligste Anstødssten for fredelig Underhandling af Veien. I Sverige var Stillingen imidlertid nys før bleven ikke lidet forandret, idet Sten Sture i Midten af December 1503 var afgaaet ved Døden under et Ophold i Jønkøping. Rygtet talte om, at han skulde være bleven ryddet af Veien ved Gift, som Fru Merete Ivarsdatter, Svante Nilssøns Forlovede, skulde have givet ham; men det er vel ikke stort at agte paa. Ved Hemming Gads Hjælp blev Svante Nilssøn den 21de Januar 1504 valgt til Sveriges Rigsforstander. Hans første Foretagende var at aabne Fredsforhandlinger med Danmark, og paa et Møde, der holdtes i Kjøbenhavn, blev der den 18de Mai 1504 sluttet en Stilstand paa et Aar. Før dennes Udløb skulde alle tre Rigers Raad træde sammen i Kalmar i Juni Maaned 1505 for at gjøre en endelig Fred og bilægge al Strid og Tvedragt.
Under Stilstanden opstod der imidlertid forskjellige mindre Tvistigheder, som tildels ovenfor er berørte. Disse benyttede Svante Nilssøn til at modarbejde Fredsslutningen, og han havde hellere end gjerne set det berammede Fredsmøde i Kalmar udsat. Danskerne vilde imidlertid ikke indgaa herpaa, og Mødet holdtes derfor den 10de Juni 1505, som aftalt var. Her indfandt da Kong Hans sig med et betydeligt Antal danske og norske Rigsraader, baade geistlige og verdslige, deriblandt Erkebiskoperne Gaute af Nidaros og Birger af Lund. Men her ventede de forgjæves paa Svenskerne, som udeblev aldeles. Kongen lod da Sagen gaa til Paakjendelse af de tvende Rigsraad, som her var fremmødte, og disse afsagde under 1ste Juli 1505 en Dom, som senere hen er bleven meget bekjendt Denne Dom, der var grundet paa Romerretten eller “Keiserretten“, som paa denne Tid og senere stod i Ry som subsidiær Retskilde, gik ud paa, at Kong Hans skulde gjenindsættes i fuldstændig Besiddelse af Sveriges Rige, og at Sten Stures, Svante Nilssøns og de med dem forbundne Herrers Gods skulde være forbrudt til Kronen. Men i Grunden var den hele Domsafsigelse en tom, for ikke at sige en latterlig Ceremoni, al den Stund det ikke stod i Kongens Magt at faa Dommen efterlevet. For at bøde herpaa henvendte derfor det danske og norske Rigsraad sig under 16de Juli 1505 til Keiser Maximilian for at faa Dommen stadfæstet, og denne lod de i Kalmar domfældte svenske Oprørere indstevne for sin og det tyske Riges Kammerret. Efter en formelig Proces blev de her den 2den Oktober 1506 for at have brudt det hellige romerske Riges Landefred erklærede i Rigets Acht (d. e. fredløse), hvorhos alle det romerske Riges Stænder blev tilholdte under Fredløshedsstraf at afholde sig fra enhver Forbindelse med de domfældte Svensker.
I det svenske Rigsraad var Fredspartiet imidlertid meget sterkt repræsenteret, og dettes Tilhængere aabnede et Par Maaneder efter Kalmarmødet atter Underhandlinger, der førte til, at et nyt Møde blev berammet til Afholdelse i Malmø i Februar og Marts 1506. Men den Fuldmagt, de svenske Sendebud fik med sig til denne Forhandling, var saa snever som bedst muligt, da de ikke havde faaet i Opdrag stort andet end at give en Forklaring paa, hvorfor Svenskerne havde holdt sig borte fra Kalmarmødet, og at udvirke en Vaabenstilstand paa nogle Aar. Svante Nilssøn sørgede imidlertid for at vedligeholde Almuens Had til Danskerne, saa den paa flere Steder erklærede, at den ikke vilde give Kong Hans anden Skat af Sverige end skarpe Vaaben. Omtrent ved samme Tid, som Mødet i Kalmar holdtes, havde Svante Nilssøn afsluttet en Vaabenstilstand med Russerne paa 20 Aar, saa han fra den Kant var sikker. Sverige var saaledes ikke aldeles uforberedt til at optage Fiendtlighederne, om fornødent skulde være. Vistnok søgte den danske Konge, som kun havde havt Fortræd af sit ældre Forbund med Rusland og dets Fyrste Ivan Vasilievitsch, at knytte et nyt med dennes Søn og Eftermand Basilius; et saadant Forbund med denne sluttedes jo vistnok ogsaa i 1506 i Kjøbenhavn, men det var kun Hans til liden Nytte, da Basilius ubrødelig holdt den med Sverige indgangne Stilstand. Større Gagn havde Kong Hans derimod af Frankrige og Skotland; af Kongen i det sidstnævnte Rige, der var hans Søstersøn, fik han ikke ubetydelig Hjælp ved Tilsendelse af Krigsskibe og Leietropper.
Allerede ved Tilbagereisen fra Kalmarmødet havde Kong Hans ladet den medbragte store danske Flaade herje vidt og bredt paa de svenske Kyster. Men ogsaa Svante Nilssøn havde sine Skibe ude og tilføjede snart den danske Konge et føleligt Nederlag. Ved Paasketider 1506 gjorde Aake Hanssøn, understøttet af Svante Nilssøns Folk, et ødelæggende Indfald i Skaane. Men især samlede de svenske Krigsforetagender sig mod Kalmar, der indehavdes af Kong Hans’s Høvedsmand, Jakob Trolle. Udenfor denne By leirede sig en udbudt Almuehær under Hemming Gads Anførsel, og da han merkede, at han var for svag til at foretage en lang Beleiring, stormede han Natten til den 23de Oktober Byen. Slottet, der laa til Søsiden og stadig kunde modtage Undsætning fra Danmark, trodsede derimod i over to Aar de Angreb, som Hemming Gad rettede imod det.
Til Trods for den keiserlige Achtserklæring og den pavelige Banlysning over Sverige, som heller ikke lod længe vente paa sig, vovede Hansestæderne, særlig da Lübeckerne, at holde Forbindelsen med Sverige aaben. Ganske vist var denne af og til afbrudt dels paa Grund af det keiserlige Forbud, dels paa Grund af Traktater, som Kong Hans i December 1506 og Juli 1507 sluttede med Lübeckerne om, at disse skulde søge at formaa Svenskerne til at vende tilbage til Lydighed og, indtil det skede, afholde sig fra enhver Forbindelse med Sverige. Men disse Bestemmelser blev kun staaende paa Papiret; thi Handelen paa det blokerede Sverige var altfor indbringende til, at de hanseatiske Kjøbmænd i Længden skulde modstaa Fristelsen til at bryde baade Forbud og Traktater. Allerede i 1507 var Handelen paany i fuld Gang, og i Begyndelsen af 1509 lod de Kong Hans vide, at siden det drog saa længe ud, før Sverige blev underkuet, kunde de umuligt længere sætte sin Fordel til Side.
Imidlertid gik Krigen mellem Danmark og Sverige sin Gang; men fra svensk Side maatte man nærmest indskrænke sig til at forsvare de vidtstrakte Kyster mod de Kaperier, som dreves i stor Maalestok og med største Paagaaenhed. I Juli Maaned 1507 kom saaledes den fynske Væbner Søren Norby med ni Mers-Skibe ind til Aaland, hvor han erobrede og brændte Slottet Kastelholm og tog Befalingsmanden Sten Thuressøn Bjelke til Fange. Ogsaa Høvedsmanden paa Visborg Jens Holgerssøn Ulfstand udmerkede sig i denne Fribytterkrig. I Sverige, der kun med største Nød kunde holde Forbindelsen med Udlandet, navnlig Nordtyskland, aaben, var Stemningen snart som Følge heraf meget trykket, og der blev opspundet og udspredt det ene Rygte efter det andet, og Svante Nilssøns Fiender begyndte at reise Hovedet. Kun Hemming Gad, der fremdeles laa udenfor Kalmar, holdt Hovedet oppe og forstod at indgyde de forsagte Mod, endda der i hans egen Leir udbrød Mytteri den ene Gang efter den anden, og den pavelige Banstraale brændte paa hans Isse. Med bidende Spot svarer han paa de Fornærmelser, som hans Uvenner lod blive ham til Del, med munter og grovkornet Vittighed spøger han med sine og Hr. Svantes tvivlsomme Kaar, omtrent som han var en uinteresseret Tilskuer af det hele. Han, den udvalgte Biskop af Linkøping, bander som en Landsknægt, hver Gang han faar en ubehagelig Tidende enten fra Ven eller Fiende. Men igjennem alle hans Breve, der med sonografisk Nøiagtighed opfanger alle de Stemninger og Lidenskaber, som rører sig hos denne mægtige Mand, bæver en dyb Fædrelandskjærlighed og en urokkelig Tillid til hans Sags endelige Seir. Til Svante Nilssøn skriver han en Gang saaledes: “De Stockholms Borgere skriver, at fiendtligt Krigsfolk til Hest er i Vente. Lad dem da komme i Gottes Donners Navn. Den milde Moder Maria Mø, som hjalp syv Kirkesogne i Ditmarsken, hun kan vel næst Guds Bistand hjælpe et helt Kongerige. Vær ved et frit Mod! I skal se, alting gaar vel“. Under alt dette afviste baade han og Svante Nilssøn, til Trods for det Pres, som fra flere Sider øvedes paa dem, længe ethvert Forslag om at aabne Underhandlinger. Tilsidst fik det mægtige Fredsparti inden det svenske Rigsraad det dog maget saa, at der i Kjøbenhavn den 17de April 1508 blev vedtaget en Vaabenstilstand paa 2 Maaneder, hvorpaa der i Vardberg ved St. Hans Tider skulde holdes et Møde af 24 Rigsraader fra de tre Riger for at saa alle Tvistemaal bilagte. Men det, Svante Nilssøn engang ikke vilde, det vilde han ikke, og saaledes fik han Sagen udsat fra Møde til Møde, medens der paa den anden Side mægledes den ene Stilstand efter den anden. Men lige meget hjalp det; medens Underhandlingerne indlededes som bedst, rasede ogsaa den eiendommelige og pinlige Guerillakrig, og nærmest maa man vel antage, at de ødelæggende Streiftog, som fra svensk Side foretoges til de danske Grænselande og fremkaldte Repressalier fra dansk Side, netop var anlagte paa at forpurre Fredsforhandlingerne. Henimod Udgangen af 1507 brændte Henrik Krumedike Ny Lødøse; til Gjengjæld gjorde Svenskerne et Indfald i Skaane i Februar 1508, og henved en Maaned senere foretog Aake Hanssøn en Færd til Øen Anholt, hvor han gjorde et rigt Bytte i det Sølv og de Kostbarheder, som Borgerne i Vardberg, Halmstad og Falkenberg havde bragt derhen. Under den første Vaabenstilstand, der varede fra 1ste Mai til 1ste Juli 1508, lod Svante Nilssøn nogle af sine Høvedsmænd gjøre Indfald over de norske Grænser, og saasnart denne Stilstand var udløben, herjede den danske Flaade under Jens Holgerssøn Ulfstand Kysterne af Østergøtland, Stockholms Skjærgaard og forskjellige Egne af Finland, hvor bl. a. Borgaa blev stakket i Brand. Den anden Vaabenstilstand i 1508, der varede fra 15de August til Mortensdag, krænkedes i samme Mon af Hemming Gad ved Angreb paa Kalmar og af Otte Rud ved Herjinger af de svenske Kyster. Denne sidste, som vi fra før af kjender som Høvedsmand paa Baahus efter Henrik Krumedike, var i Slutningen af 1506 bleven fjernet fra denne Post, men havde i Erstatning erholdt Borgholm paa Øland. I denne Stilling udfoldede han en saa rastløs Virksomhed som Flaadechef eller Sørøver, som det i Tidens Sprog samtydigt kaldtes, at Svante Nilssøn var rent fælen derved. Ved St. Hans Tider 1509, da en ny Stilstand var udløben, foretog han et Tog til Finland, som der skulde gaa Ord af langt gjennem Tiderne. Natten mellem den 2den og 3die August listede han sig med sit Krigsfolk ind i Byen, hvis Befolkning opskræmtes af sin trygge Søvn ved Hærblæsten. I fem Dage grasseredes der her paa det skrækkeligste; mange af Borgerne blev nedhuggede og alt det Gods, som kunde bortføres, blev bragt ombord paa Skibene. Selv Kirker, Klostre og Gejstlighedens Eiendele undtoges ikke fra Soldaternes Rovgriskhed. Men det varede ikke længe, før Samvittigheden slog den vilde Kriger, at han hverken fandt Rift eller Ro paa sig. For at
faa Fred med sig selv besluttede han at vandre paa sin Fod til Kristi Grav; men paa Veien derhen overraskede Døden ham i Landsberg i Bayern. Vi har et andet Exempel paa Tidens Barbari i følgende Træk. Ved Nargø udenfor Reval tog to kongelige Skibe tolv finske. Krigsmændene huggede Hænder og Fødder af Fangerne og kastede dem saa overbord!
Nogen Tid efter Ulykken i Aabo sluttedes der den 17de August 1509 Fred i Kjøbenhavn hvorved Svenskerne forpligtede sig til at betale Kongen og Dronningen 13000 Mark aarlig, indtil Hans eller hans Søn Kristiern igjen antoges til Konge, hvorhos Slottene Kalmar og Borgholm skulde forblive i den danske Konges Besiddelse.
I Norge havde der siden Knut Alvssøns Dage existeret et misfornøiet svensk Parti, som spekulerede i det hele Grænserøre. Dette maa det have været, som saa længe havde opretholdt Nils Ravaldssøn, og som til sine Tider benyttede Anledningen til at skaffe Svante Nilssøn og hans Høvedsmænd Indpas i Landet. Ved Svante Nilssøns Indfald i 1503 maa Oslo Kapitel saaledes have forstrakt ham med Penge, og i Udskriften paa et Brev kaldes han Norges Riges Hovmester. Skjønt Almuen med Hensyn til det hele Statsstyre forholdt sig fuldstændig ligegyldig og kold, kan man dog, om end svagt, skimte Forhandlinger, som det svenske Parti i Norge har drevet med Sveriges Rigsforstander om en paatænkt Forbindelse med dette Rige.
Det kunde ikke undgaa Kong Hans’s Opmerksomhed, at der virkelig var Fare paa Færde, og han indsaa, at den eneste Maade, hvorpaa Forbindelsen mellem Norge og Danmark kunde opretholdes, var at give det førstnævnte Rige en kraftig Lokalregjering, i hvis Spidse han stillede sin dengang 25aarige Søn Kristiern med fuld kongelig Myndighed. Ligesom et Par Aar tidligere skulde det ogsaa denne Gang lykkes den unge Kongesøn at redde Foreningen mellem de to Riger, hvis udkaarede Thronfølger han var.
Kristiern var født 1ste Juli 1481 paa Slottet Nyborg i Fyn, saa Uger efter Farfaderens Død. Der herskede paa den Tid Ro i Norden. Men ved hans Fødsel, siger Sagnet, skede der dog Tegn, som varslede om de kommende Begivenheder, hvori han skulde spille en Rolle. Han graat høilydt i Moders Liv, heder det, og da han kom til Verden, holdt han sin høire Haand fast tilknyttet; da man aabnede den, fandtes den fuld af Blod.
Den Opdragelse, Kristiern fik i sin Ungdom, var hel forskjellig fra den, som blev Tidens Kongesønner tildel. Hans Fader satte ham nemlig bort til en kjøbenhavnsk Borgerfamilie, der rigtignok i Dyder kunde maale sig med hvilken som helst adelig. Det var Hans Meisenheim Bogbinder, en af Hovedstadens rigeste, kløgtigste og mest afholdte Borgere, som fik den unge Kongesøn til Opfostring. I dennes Hus og i Omgang med Borgerbørn voxede han saa op. Til Lærer fik han Kanniken Jørgen Hindse fra Hindsholm i Fyn. “Kristiern“, skriver Allen, “gjorde sin Lærer meget af det ved sin Vildhed I Stedet for at holde sig til Jorden fandt han Fornøielse, uden at ænse Faren og skaane sine Fløilsklæder, at kravle paa Tage og Gavle eller krybe op paa Hanebjælken i Høloftet og lade sig dumpe ned paa det underliggende Hø. Byens Drenge var hans Legekammerater. For dog at have noget Baand paa ham besluttede Læreren at tage ham med sig i Kirken, naar han skulde besørge Ottesang og Aftensang og anden Tjeneste, og her stod nu Kristiern blandt de andre fattige Peblinge og sang i Koret. Men dette tog Kong Hans ilde op; han syntes, det dog var altfor simpelt for hans Søn, den udvalgte Konge, at stilles lige med det fattigste Barn i Byen“. Kanniken afskedigedes som Prinselærer, og Kristiern, der ved samme Tid synes at være flyttet fra Hans Bogbinders Hus, fik en tyst Videnskabsmand til Lærer, der pluggede en god Portion Latin i ham, saa han baade kunde føre en Samtale i dette Sprog og klare en hel Forelæsning fra Begyndelsen til Enden, ja endog fandt Fornøielse og Underholdning deri. Ved Siden heraf lærte han alle de Færdigheder og Dygtigheder, Tidens Adelsmænd maatte tilegne sig. Han sad godt til Hest, kunde paa Turnerpladsen med sin Lanse lette den ene Herre af Sadlen efter den anden og kunde føre Sverdet baade i Leg og i Alvor. Som Sømand vilde han have været paa sin rette Hylde, om fornødent havde været; thi dertil følte han baade Kald og Lyst.
Den Vildhed, som havde fulgt ham i Gutteaarene, kom ogsaa tilsyne i Ynglingealderen. Arild Huitfeldt fortæller herom: “Han bestak dem, som holdt Vagt udi Kjøbenhavns Slots Port, at de ofte hele Nætter og langt ud paa Nætterne holdt Porten aaben for ham, ud og ind ad Byen, hvor han sværmede, spøgede, ruttede, tog sælsomt afsted af det ene Borgerhus i det andet og fandtes helst der, hvor Vinen smagede bedst og smukkeste Folk var. Over saadant Byløb var Folk meget underlige. Hans Herre Fader fik det omsider at vide og tog ham for sig en Dag og læste ham et godt Kapitel med Ord og Svøbe, indtil han faldt paa Knæ, bad sin Herre Fader om Forladelse og lovede saadant aldrig mere at skulle ske“. Under alt dette dannedes Prinsen til den Mand og Fyrste, han skulde blive, og i hvilken Stilling han skulde tildrage sig Adelens og Gejstlighedens Had og vinde Borgeres og Bønders Hengivenhed og Kjærlighed. Men paa Bunden af denne rigt udrustede Aand laa Vanviddet — en Arv fra den hyppig melankolske Fader — i et let Hylle, som det kunde bryde og brød, saa ofte hans Sind kom i Bevægelse. Bild var den unge Kongesøn i sin Begeistring i sit Had, i sine Udskeielser. Ligesaa heldig, han var i de Beregningen han anstillede med koldt Hoved, ligesaa uheldig, ja ulykkelig var han i de Planer, han udkastede, naar Blodet steg ham til Hjernen. Sjelden har man vistnok set en saadan Blanding af Genialitet og Galskab forenet i en Karakter, som Tilfældet var hos den unge Kongesøn.
Hvorledes Kristiern vilde udføre den Opgave, som var bleven ham stillet, skulde Nordmændene ikke længe holdes i Uvished om. Allerede strax efter at han i Slutningen af 1506 var kommen opover til Norge, afskedigede han, uvist af hvilken Grund, Otte Rud som Befalingsmand paa Baahus og indsatte i hans Sted en anden dansk Mand, Nils Bild til Ravnholt, uden at spørge det norske Rigsraad om dets Samtykke. Med dette traf Kristiern sammen først i Januar 1507 ved sit Komme til Oslo. Allerede fra sin tidligste Færd lagde Kristiern an paa at fortrænge Nordmændene ud af alle betydeligere Stillinger. Høvedsmanden paa Akershus, Knut Knutssøn Baat til Morland, der havde faaet sin Stilling for sin Optræden mod sin Frænde Knut Alvssøn, blev nu, netop fordi han var dennes Frænde og af svensk Herkomst, erstattet med en dansk Adelsmand Jørgen Vestenie. Allerede tidligere var den ubetydelige danske Parvenu Andreas Mus bleven indtrængt paa Oslo Bispestol. Saasnart det norske Rigsraad merkede, hvor det havde den unge Kongesøn, blev Forholdet mellem ham og flere af dets Medlemmer temmelig spændt. Som Mænd, der var mistænkte for at være hans Modstandere nævnes foruden Knut Knutssøn Baat tillige Nils Henrikssøn (Gyldenløve) til Østraat, der var gift med den djærve og kloge Inger Ottesdatter (Rømer), Søster af Nils Ravaldssøns Hustru Ottilia, hendes Broder Oluf Ottessøn og Oluf Galde til Thomb, samt Erkebiskop Gaute og Biskop Karl Jæmte af Hamar. Men for at vise disse Herrer, hvor lidet han frygtede dem, sammenkaldte Kristiern den 13de Marts 1507 i Oslo et Møde af Rigsraader og lovkyndige Mænd, deriblandt ogsaa Biskop Karl, som efter Regentens Opfordring opfatte en Erklæring om, hvad Straf de burde lide, som satte sig op mod Kongens Breve og Befalinger samt forraadte Land og Folk fra Rigets rette Herre og Konge.
Sandsynligvis staar Afgivelsen af denne Erklæring i Forbindelse med det Streiftog, som de svenske Fogder i Dalsland og Vermeland Bengt Knutssøn og Oluf Bjørnssøn havde gjort i Borgesyssel i Forsommeren 1506, og med den Uro, som omtrent paa samme Tid havde hersket blandt Almuen paa Oplandene, især paa Romerike, Hedemarken og Solør, muligens ogsaa med den Opstand, som de tyske Kjøbmænd igjen skal have gjort i Bergen, hvorved Fogden Henrik Bagge dræbtes, og Kongsgaarden plyndredes og brændtes.
Hurtigere end man under saadanne Forhold skulde kunne vente, fik Kristiern Ordenen gjenoprettet i Landet. Med Aake Hanssøn, som havde Vestergøtland inde, og som han stedse behandlede med en saadan Høflighed og Agtelse, som man i den Tid sjelden eller aldrig viste en Uven, sluttede han en Vaabenstilstand som Aake Hanssøn ogsaa holdt paa ridderligste Vis, efterat Feiden mellem Danmark og Sverige igjen var udbrudt.
Længere ude paa Sommeren maa Forholdene paa Østlandet være forekomne Prins Kristiern saa vidt betryggede, at han kunde forlade Oslo for en Tid og begive sig til Nidaros og Bergen, hvor hans Nærværelse, især paa det sidste Sted, af Grunde, som vi ovenfor har set, maatte synes ønskelig. I hans Følge var blandt andre den danske Adelsmand Erik Valkendorf, der allerede i ung Alder var bleven Provst ved Domkirken i Roskilde, men nu tjenstgjorde som den unge Konges Kantsler, i hvilken Stilling han nød dennes fulde Tillid. Under Opholdet i Nidaros forlangte Kristiern af Erkebiskop Gaute at blive kronet som Konge i Norge. Hertil skal denne imidlertid have indvendt, at man ikke kunde have mere end en kronet Konge i Landet, og Kristierns Ønske blev derfor ikke opfyldt. I August eller Begyndelsen af September 1507 maa Kristiern være kommen til Bergen. Her var det især Hanseaternes, navnlig Lübeckernes, imponerende Holdning og den forkuede Stilling, Byens Borgere ved Siden af indtog, som tildrog sig hans Opmerksomhed. For at kue de første og ophjælpe de sidste søgte han at skaffe de hidtil enevældige tyske Handelsmænd dygtige Medbeilere, som kunde optage Kampen mod dem og herigjennem bryde Vei for Landets Børn til selvstændig Virksomhed. Under 13de September 1507 tilstod han Amsterdams Indbyggere en Fornyelse af deres ældre Rettigheder med Hensyn til Handelen paa Norge samt forskjellige nye Begunstigelser, deriblandt Formildelse af Strandretten og Bestemmelserne om de i Norge afdøde Kjøbmænds Efterladenskaber samt Tilladelse for 3—4 Kjøbmænd at have Vintersæde i Byen for at føre Opsyn med Vareoplagene. De hanseatiske Handelsmænd saa med sure Miner til de Rettigheder, Amsterdamerne fik, og henvendte sig nogle Dage efter til Kristiern med Bøn om Forbedring af sine Privilegier; men alt, hvad de opnaaede, var Bestemmelserne om Strandretten. I Privilegiebrevet blev der imidlertid tilføiet et Tillæg, som maa have taget sig temmelig ildevarslende ud i Hansekjøbmændenes Øine. Med Hensyn til de tyske Haandverkere, som de fra gammel Tid havde havt i Byen, som Guldsmede, Skræddere og Bødkere, tillader han dem fremdeles at beholde dem, men kun indtil videre, idet han forbeholder sig efter nærmere Forhandling med Hansestæderne at faa Forholdet ordnet paa anden Vis. For saadan Imødekommenhed havde Hanseaterne vist helst betakket sig, om de havde vovet. Men paa den ene Side skulde der mere end et Kongebud til for at knække Hanseaternes Magt i Bergen, og paa den anden viste det flg. at Hanseaterne siden Olaf Nilssøns Dage intet havde lært og intet glemt. De viste den unge Konge, at de ikke var bange for ogsaa at vende Vrangsiden ud mod ham.
Under Kongens Ophold i Bergen hændte det nemlig, at nogle af Kongens og Erkebiskop Gautes Mænd sad sammen i Erkebiskopsgaarden paa Stranden[1] og drak. Under denne Svir røg nogle op at slaas, og en “galen Karl“ eller Hofnar, som Kongen satte stor Pris paa, blev dræbt. Om en Stund rygtedes det til Kongsgaarden, at Kongens Kantsler, Erik Valkendorf, var bleven slagen i Erkebispegaarden. Saasnart Kongen hørte det, satte han og alle de, som i Øieblikket var hos ham, i største Raseri afsted til Erkebispegaarden for at tugte Drabsmændene. Men da han og hans Følge over Bryggerne og gjennem Adelgaden var komne til Skostrædet, stængte Skomagerne dette af med en Port, og Kongen blev derfor nødt til at tage en stor Omvei for at komme over til Stranden. Men da han var naaet til Erkebispegaarden, vilde Erkebiskopens Svende ikke slippe ham ind, og saa ustyrlig, som Kristiern var i sit Raseri, kan man forstaa, at der snart vilde have ligget et Hus. Da kom heldigvis Hr. Nils Henrikssøn til Østraat til idet mest kritiske Øieblik og forklarede, hvorledes det hele hang sammen. Kongen kom da igjen til Besindelse, og det hele Uveir drev over.
Kristierns Ophold i Bergen blev denne Gang neppe af synderlig lang Varighed; allerede før Vinterens Begyndelse synes han at være vendt tilbage til Oslo, hvor han tilbragte Vinteren, optagen med fredelige Forretninger. Især var det Ordningen af Forholdet mellem Oslo Bys Borgere og de rostockske Kjøbmænd, som her havde slaaet sig ned, som lagde Beslag paa hans Opmerksomhed.
Siden Kong Hans i 1487 havde indrømmet Rostockerne de gamle Privilegier, som Kristofer af Bayern havde tilstaaet dem, havde Oslo Borgere tiet; de vidste jo, at det ikke vilde frugte noget alligevel, om de klagede aldrig saa meget eller fik Kongen til en Maaneds Tid eller to at lette lidt paa det Tryk, som Udlændingen øvede paa dem. Nu, da den udvalgte Konge Kristiern befandt sig midt iblandt dem, var det ligesom de fik nyt Mod, og fra hans Side har det vistnok ikke skortet paa Opfordringer, at de maatte komme frem med, hvad de havde paa Hjerte, saa skulde han se til, hvad han kunde gjøre. Den 7de Januar 1508 mødte Oslos tvende Borgermestere, Raadmænd og mange Borgere (“al Menigheden“ heder det i det nye Privilegiebrev) paa Provstegaarden i Oslo (nær ved den gamle Kongsgaard), hvor de for Kongen personlig og de Mænd, han havde indkaldt, fremførte sine Klagemaal over den Uret og Skade, som de havde lidt og fremdeles maatte lide paa Grund af de Rettigheder, som de rostockske Kjøbmænd i deres By var i Besiddelse af. De klagede bitterligen over, at de i sin Næring og Bjering led den største Afbræk af de fremmede. Thi naarsomhelst de vilde kjøbslaa med Bønderne, og frembød Sølv, Guld, Kobber, Klæde eller Humle, da svarede disse bestandig: “Vil Tyskerne ikke have det, da skal I faa det; men vil Tyskerne have det, da faar I intet deraf“. End ikke af de faste Eiendomme, som Tyskerne mod Loven og Privilegierne ved Kjøb havde erhvervet sig i Byen, vilde de svare Skat eller Tynge. Men naar de saa havde samlet sig Pungen fuld, da begav de sig til Tyskland, Rostock eller hvor de forøvrigt kunde høre hjemme, med Rigdommen, og Armod blev tilbage i Riget. Alt dette beviste Oslos Borgere klarligen for den unge Konge og hans forsamlede Mænd. De berettede og godtgjorde fremdeles, at ganske faa Aar, før de tyske Kjøbmænd kom hid at sælge og kjøbe med Gjæst og Bønder i Alnemaal, Lod og Kvintin Aaret rundt imod Norges Lov, da var der i Oslo fem eller sex hundrede rige og velemnede Mænd, Norges Rige til Hjælp, Trøst og Bestand, naar Behov gjordes, medens der nu ikke fandtes over 60 eller 80 husarme fattige Mænd, og Aarsagen hertil sagde de, var ingen anden, end at de tyske Kjøbmænd laa der i Byen til stor Skade og Fordærvelse for Borgerne. Hertil synes de rostockske Kjøbmænd, som havde afgivet Møde, ikke at have havt stort at indvende. For at rette paa disse Ulemper tilbagekaldte derfor Kongen alle de Privilegier og Friheder, som de tyske Kjøbmænd hertildags havde havt i Oslo og tog alle Borgere i Kjøbstaden med Hustruer og Tjenere i Værn og Beskyttelse, saaledes at de for Fremtiden skulde for Norges Konge alene og kun i Tilfælde af Krig og fiendtligt Anfald staa under Fogderne paa Akershus Ingen udenlandsk Kjøbmand, som herefter bragte Varer til Oslo maatte handle Gjæst med Gjæst eller med Bønderne, ei heller maatte de ligge i Vinterleie med egen Husholdning, men tinge sig i Kost hos Borgerne og ene og alene handle med Kjøbstadsmænd, Geistlighed og Adel. Enhver Tysker, som vilde tage Borgerskab i Oslo og inden 2 Aar gifte sig enten med en indfødt eller fremmed Kvinde, skulde erholde Del i disse Privilegier. Det skulde fremdeles som hidtil staa Kjøbmænd af Stralsund, Rostock, Wismar og Greifswald frit for at seile til Oslo og Tunsberg paa Kjøb og Salg med Undersaatterne, naar de blot svarede Told efter Norges Lov.
Men som nu disse Foranstaltninger til Oslos Opkomst lagde Beslag paa Kongens Foretagsomhed spurgtes der med et fra Hedemarken, at der var udbrudt Opstand her. Til Foged paa Hedemarken var der nys før indsat en Mand ved Navn Søren Skaaning der tidligere havde staaet i Knut Alvssøns og Nils Ravaldssøns Tjeneste, men bedraget dem begge. Hans Nabo var en anden Danske Morten Tuesen, som bestyrede Henrik Krumedikes Gods og Forlening. Da nu Kong Kristiern havde udskrevet betydelige Naturalydelser og forhøiet Afgifterne, nægtede Bønderne at betale dem. Fogderne der var lidet omtykte og neppe heller hørte til Guds bedste Børn, vilde da bruge Magt. Men da reiste Bønderne sig, slog Morten Tuesen ihjel og tvang Søren Skaaning til at flygte efter at have dræbt flere af de Mænd, han havde om sig. Deres Anfører var en Herluf Hufvudfat eller Hyttefad, der synes at have været en velstaaende Bonde eller ringere Adelsmand. Herluf, hvis Tilnavn tyder paa svensk Herkomst, har vistnok hørt hjemme i Mjøsegnen, muligens i Stange paa Hedemarken. Men den af ham ledede Reisning maa dog have grebet sterkt om sig over hele Oplandene.
Paa Rygtet herom samlede Kong Kristiern strax en betydelig Krigsskare, hvortil ogsaa Biskop Karl Jæmte af Hamar maatte afgive en Del Knægte, og rykkede mod Bønderne, der havde tænkt at forsvare sig bag Forhugninger. Men Kristiern var vel hjemme i Bøndernes Maade at føre Krig paa; han omgik Forhugningerne og tvang Bønderne til at optage Kampen paa en aaben Plads. Her led Oprørerne et frygteligt Nederlag, og Herluf selv med flere andre af Bøndernes Førere toges til Fange. Ogsaa Thotens Bønder havde begyndt at røre paa sig, og da det rygtedes, at Kongen vilde lægge Tilbagetoget over Thoten og Hadeland, agtede de at møde ham paa Kjølveien. Men det samme Held, som havde fulgt Kristiern paa hans tidligere Færd, fulgte ham ogsaa nu. Det lykkedes ham at omgaa Bøndernes Postering. Den største Del af dem toges tilfange og indespærredes i de store Kjældere paa Thotens Prestegaard. Derpaa vendte Kongen tilbage til Akershus, hvor han lod nedsætte en Domstol over Bønderne. Den største Del af dem slap med store Bøder, men Herluf Hufvudfat og to andre af Bøndernes Førere dømtes til Døden. For at faa Rede paa den Sammensværgelse, som Kristiern antog maatte ligge til Grund for Reisningen, lod han Herluf og de øvrige lægge paa Pinebænken. Herunder skal Herluf have benegtet meget af, hvad han blev spurgt om; men han skal dog ogsaa have opgivet som sine Medskyldige flere, som man hidtil ikke havde havt Mistanke til. Herluf og de to andre Ledere blev henrettede udenfor Akershus og deres Hoveder sattes paa Stage, Herlufs med en Jernkrone paa i Midten, paa en omtrent i Mands Høide opkastet Stendynge. Paa dette Sted, som senerehen er kaldet Hovedstangen[2], (dial. Hu-Stangen), saa den lübeckske Prest Reimar Kort endnu 24 Aar bagefter de tomme Stager.
Hvem de Mænd har været, som Herluf og hans Kamerater paa Pinebænken opgav som Medskyldige, findes intetsteds nævnt. Men deriblandt maa Biskop Karl Jæmte af Hamar have været, den samme, som havde bistaaet Kongen med Knegte til at dæmpe Opstanden. At Karl har spillet under Dække med Svenskerne, er sikkert nok, og han synes netop paa denne Tid at have havt det temmelig travlt dermed. Men Kongen maatte gaa forsigtig til Verks; thi anede Karl den mindste Uraad, saa vilde det endog være rimeligt, at ham havde sørget for at faa sin sterkt befæstede Bispegaard og med den Herredømmet over en betydelig Del af Oplandene over paa svenske Hænder. Kristiern tog da sin Tilflugt til List.
Han skrev nemlig strax et Brev til Biskopen og bad ham snarest muligt komme ned til Sarpsborg, hvor han just skulde holde Borgarthing, for at gaa ham til Haande ved de der forefaldende Sager. Biskopen anede imidlertid Uraad og blev der, han var. Kongen skrev ham anden Gang til uden at faa noget Svar. Først da Biskopen modtog den tredie, særdeles indtrængende Skrivelse, gav han sig i Vei. Til sin Søster og sin Svoger, Peder Kempe, en Svenske, der var kommen til ham for at føre Underhandlinger paa Svante Nilssøns Vegne, sagde han, at han haabede at være hjemme igjen 8 Dage efter. Underveis anede Biskopen, at det var en Fælde, han blev lokket i, og vilde rømme til Sverige. Men det lykkedes ham ikke. I Stedet blev han fakket og ført til Akershus hvor han indsattes i et haardt Fængsel.
Biskopen havde Kristiern saaledes sikret sig; men nu gjaldt det at saa fat paa hans Gaard. Med et Følge paa 500 Mand, deriblandt 60 Ryttere, drog han opover, og det var just den 8de Dag efter Biskopens Afreise, da man paa Slottet ventede denne tilbage, han kom did. Biskopens Foged var just borte i et Ærende Da han og hans Mænd var saa nær, at de burde ses fra Slottet, satte de i et tennende Trav og med spændte Buer hen imod Porten og raabte, at man skulde lukke op for Kongen og Biskopen, for Svensken var efter dem og vilde tage Slottet. Porten kom da op i en Fart, og — Kristiern var Herre over Slottet. Biskopens Mænd blev tagne til Fange. Da Kongen gik omkring paa Bispegaarden, henkastede han de Ord: “Kommer her igjen en Biskop, saa faar han bo paa Ladegaarden. Slotte og murede Gaarde skal Bisper herefterdags ikke mere have“.
Det var paa høie Tid, Kong Kristiern satte sig i Besiddelse af Hamars befæstede Bispegaard; thi et Par Maaneder senere — i Slutningen af April — foretog den landflygtige Biskop Thorkel Jonssøn fra Sverige af et Indfald i Solør og Hedemarken, hvor han vakte adskilligt Røre. Solungerne lovede saaledes at udgaa med Mandhusingen for at bistaa ham. Men det hele løb dog stillere af, end man skulde have troet, og Thorkel Jonssøn gik noget senere i Hemmelighed over til de danske i Haab om, at Kong Hans eller Kristiern maatte have et Bispedømme at overlade ham. Men om Thorkel fik noget Embede, og hvor der siden blev af ham, vides ikke.
Ved at lade Hamarbispen fængsle havde Kong Kristiern taget et meget voveligt Skridt. Det var greit at forstaa, at Geistligheden baade i Norge og Danmark maatte blive høiligen forarget herover. Men først ved Udgangen af Mai Maaned kom der saapas Fart i gamle Erkebiskop Gaute, at han kunde foretage Skridt for at faa Biskop Karl befriet fra hans Fangenskab og gjenindsat i Embedet samt hans Sag undergivet Prøvelse af tilbørlige Dommere. Der var nok af dem, som søgte at formaa Kong Hans at tage flg af Sagen; men hvor villig denne fra først af end tør have været til det, lader det dog til, at den unge Konge snart maa have overbevist sin Fader om, at han ikke kunde have handlet anderledes, end som skeet var. Biskop Karl blev imidlertid siddende i Kong Kristierns Fængsel, hvor han blev meget haardt behandlet, og man har en meget udsmykket Beretning om, hvorledes han engang søgte at undslippe af sit Fængsel, da han fandt, at det her gik paa Livet løs. Han skar da sine Lagen og Sengklæder i Stykker, heder det, og lagede af Strimlerne en sterk Tougstige, som efter et Maal, han havde faaet, skulde naa ned til Jorden. En Vinternat, da der var falden dyb Sne, besluttede han sig til at flygte. Han fæstede Stigen til en Jernstang i Vinduet og lod sig glide ned. Men da han var kommen et Stykke nedover, saa røg Tougstigen over, og Biskopen dumpede til Jorden, og ved Faldet forstuvede han sit ene Ben. Den overhængende Fare, hvori han svævede, gav ham imidlertid Styrke nok til trods den ulidelige Smerte at slæbe sig over den tilfrosne Slotsgrav til et Holt ude paa Akershagen,[3] hvor han skjulte sig i et hult Træ. Hans Flugt var gaaet ubemerket for sig, da alle paa Slottet sov, selv de udstillede Vagter. Men den næste Morgen ved Daggry saa man Rebstumperne flagre i Vinduet, og man fik da snart Vished for, at Fangen var borte. Kristiern udsendte strax Mænd til alle Kanter for at søge efter den forsvundne. Selv steg han ogsaa til Hest, tog sine Jægere og Hunde med og gav sig til at efterspore den stakkels Biskop som et Stykke Vildt. Det varede ikke længe, før Jagthundene blev staaende ved det Træ, hvori Biskopen havde skjult sig. Kongen bød ham da komme frem, og han tiltalte ham meget haardt og lod sig forlyde med, at kunde han saasandt for sin Æres Skyld, saa skulde han strax med egen Haand have givet Biskopen den Revselse, han fortjente. Hertil svarede denne alene, at han nu var i hans Vold, og at det stod til ham at gjøre, som han vilde og som han kunde forsvare for Gud. Han blev da igjen ført op paa Slottet, hvor han holdtes i strengere Forvaring end før.
Ved selve Tilfangetagelsen af Biskopen var Kristiern falden i Kirkens Ban og kunde alene faa Afløsning ved Paven selv eller den Fuldmægtig, denne beskikkede. Kristiern søgte da at fremstille sin Adfærd for Kurien i et saa gunstigt Lys som muligt. Alligevel drog Sagen temmelig længe ud. I December 1512 fik den daværende pavelige Nuntius for Norden Idzard Grave Fuldmagt til paa Pavens Vegne at løse Kongen fra Bannet. Men da denne Afløsning neppe ansaas for tilstrækkelig gav Pave Leo II i det følgende Aar Erkebiskopen af Throndhjem og Biskopen af Roskilde Paalæg om det samme; den endelige Afløsning fandt imidlertid først Sted i Franciskanerklosteret i Kjøbenhavn d. 12te August 1513, efterat Kristiern allerede var bleven Konge i de forenede Riger. Biskop Karl, der siden sin mislykkede Flugt havde været sygelig blev løsladt af Fængslet paa Akershus i 1512 og skulde sendes til Erkebiskop Erik Valkendorf i Throndhjem, der havde paataget sig at holde ham i Forvaring. Han døde imidlertid i Oslo hos Biskop Andreas Mus, inden han endnu havde tiltraadt den lange og besværlige Færd nordover.
Om Vaaren 1509 kom der Kristiern Rygter for Øre, at der i Bergen tegnede sig til Uroligheder. Han besluttede sig da til at drage derhen; men i Forveien sendte han sin betroede Kantsler Erik Valkendorf for at undersøge Tilstanden. Det er denne ubetydelige Hændelse som skulde komme til at kjæde det mest betydningsfulde Led til Kristierns hele Historie. Allen, der i dette Punkt følger den Fremstilling, som er givet af den næsten samtidige Forfatter Svaning, der selv vistnok har kjendt flere af Hovedpersonerne, skildrer denne Tildragelse paa følgende Vis: “Kantsleren fandt ved sit Komme, at Rygterne havde været falske eller meget overdrevne. Der var for Øieblikket ingen anden Uro i Staden end den, som fremkaldtes ved dens livlige Handelsrøre. Han blev forbauset ved den Vrimmel af Mennesker fra fremmede Lande, som her færdedes, ved Massen af de opdyngede udenlandske Varer og ved det Liv og den Bevægelse, som allevegne rørte sig her. Da han for ret at nyde dette Skue vandrede omkring, fængsledes hans Øie ved Synet af tvende Kvinder, der stod i en Bod, hvor der solgtes Vafler, Bagværk og lignende Sager. Det var Kontrasten mellem disse Kvinder, som bragte ham til at studse. Den ældre havde noget simpelt og plumpt i sit Ydre, det var et ført og sværtbygget Fruentimmer med en sterk rød Ansigtsfarve og Kinder saa svære, at de hængte ned. Der var kun en Ting, som hævede hendes Skikkelse, et Par spillende Øine, der vidnede om Kløgt og indre Liv. Ved nærmere Betragtning havde han maaske fundet mere i dette Ansigt; men hans Opmerksomhed blev hendraget til den, som stod ved hendes Side. Det var en ung Pige af vidunderlig Skjønhed, velvoxen, rank og smækker som et Rør, med fine Ansigtstræk og et blidt Udtryk; hun var bly og sagtfærdig, og hendes hele Væsen havde noget overordentlig yndefuldt. Kantsleren gav sig i Tale med den ældre og erfarede af hende, at hun var Hollænderinde og Enke og hed Sigbrit, at hun i sit Hjem havde levet i smaa Kaar og, da Dyrtid indfaldt i Holland, var draget til Bergen i Haab om her bedre at finde sit Udkomme ved Smaahandel. Pigen, som stod hos, var hendes Datter og hed Dyveke (d. e. den lille Due). Af andre, som Kantsleren siden spurgte, hørte han, at Moder og Datter ansaas for at være fattige, men skikkelige og anstændige Folk, og at navnlig Datteren havde et uanfægtet Rygte for Ærbarhed og Sædelighed“.
Ganske kort Tid før St. Hans maa den unge Konge være kommen efter til Bergen, hvor han den nævnte Dag udstedte en Forordning, Byen vedkommende. De Privilegier, han ved denne Anledning gav Byens Borgere, tilsigtede intet mindre end at give de hanseatiske Kjøbmænd et føleligt Knæk. Egentlig var disse Rettigheder kun en Fornyelse af ældre Bestemmelser om Smaahandelen, som aldrig havde været afskaffede, men som dog ved den Praxis, de tyske Kjøbmænd havde bragt i Anvendelse, var satte ud af Kraft. Det blev nemlig bestemt, at al Handel med Bønder og udenbys Folk skulde foregaa paa Byens Torv, hvor Byens egne Borgere først skulde have Ret til at kjøbe, hvad de lystede. Paa Bryggen maatte ingen Handel med Kram eller Sild drives, og naar skotske eller engelske Skibe kom til Bergen, skulde i de første 14 Dage efter deres Komme deres Handel være indskrænket til Byens Borgere alene; først efter Udløbet af denne Tid skulde Bryggens Kjøbmænd have Ret til at deltage i Kjøbet.
Erik Valkendorf talte nu til den unge Konge om det Bekjendtskab, han nys før havde gjort med Sigbrit og hendes Dyveke, og navnlig var han rent overstrømmende i de Lovtaler, han gav til bedste om den sidstes Skjønhed og Ynde Saa vel belagde den fine Kjender sine Ord, at den unge hedblodige Konge blev nyfigen efter at lære den yppige hollandske Skjønhed at kjende. En Anledning hertil frembød sig temmelig snart. En Dag havde Byens Borgerskab indbudt Kongen til en Danselystighed paa Raadhuset paa Breidealmenningen, og efter et af Kongen givet Vink kom Sigbrit med sin Datter ogsaa derhen. Saasnart Kongen saa hende, maatte han strax give sin Kantsler Ret i, at hun var den skjønneste af alle de skjønne, han havde set, og han tog hende op til den anden Dans. Fra dette Øieblik af havde han hverken Tanke eller Sands for andre end Dyveke, og hun paa sin Side blev ogsaa aldeles indtagen i den unge Konge, indsmigrende, som han kunde være. Hvad der fulgte paa, ved ingen; men Sigbrit, som forresten skal have været af god hollandsk Familie, solgte for at faa tilfredsstillet sit eget Magtbegjær sin uskyldige Datter til Kongen. Det fortjener at bemerkes, at man end ikke i hine Sladderens og Bagvaskelsens Dage har havt det ringeste at lægge Dyveke til Last uden i det høieste hendes Kjærlighed til Kongen.
Efterat Kristiern fra Bergen var kommen tilbage til Oslo, lod han om ikke ret lang Tid Dyveke og hendes Moder hente til sig. Han opførte paa den anden Side af Bjørviken ligeoverfor Slottet en grundmuret Bygning for dem; sandsynligvis har dette Dyvekes Hus ligget ved det nuværende Kongshavn, hvor en Kilde paa denne Tid synes at have staaet i Ry for Hellighed. Men ogsaa i Akershus’s umiddelbare Nærhed blev der anvist Dyveke og hendes Moder en nyopført og prægtig indredet Bolig.
Ogsaa for Erik Valkendorf blev det Forhold, som gjennem ham var kommen istand mellem Dyveke og Kongen, af væsentlig Betydning for hans hele Liv. Da Erkebiskop Gaute den 12te Juli 1510 var afgaaet ved Døden, valgte Domkapitelet til hans Efterfølger Magister Johannes Krabbe. Denne begav sig til Rom for at faa sit Valg godkjendt af Paven. Men nu havde Kurien forbeholdt sig efter Gautes Død at besætte Throndhjems Erkestol ved Provision, og da saavel Hans som Kristiern paa det varmeste anbefalede Erik Valkendorf som den, der i det urolige og troløse Norge var det høveligste Erkebiskopsemne, lod Paven, Julius II, disse Hensyn være de bestemmende. Hvorvidt Kristiern ved denne Ophøielse har villet lønne ham for den Andel, han havde havt i Istandbringelsen af Forholdet til Dyveke, skal være usagt. Men sikkert er det, at Sigbrit fik ham styrtet, da han, som vi senere skal se, søgte at faa Dyveke fjernet fra hendes kongelige Elsker.