Iliaden/Drømmen. Opregning av skibene
< Iliaden
S
amtlige guder og kjæmper paa stridsvogn hvilte i søvnen natten til ende. Kun Zevs fik ei en blund paa sit øie,
men i sit sind var han plaget av tvil om hvordan han skulde
hædre Akillevs og fælde ved skibene mange akaier.
Bedst ham tyktes tilsidst det raad at sende som ilbud
straks en daarende drøm til Atrevs' søn Agamemnon.
Myndig, med vingede ord gav han drømmen sin vilje tilkjende:
«Skynd dig, daarende drøm, til akaiernes hurtige snekker.
Naar du er kommet til Atrevs' søn Agamemnon i teltet,
si ham da tydelig alt, som jeg gir dig i opdrag at melde.
Byd ham at ruste i hast akaiernes haarfagre sønner.
Nu kan han storme hin troernes by med de prægtige gater
endnu idag. De eviges slegt, som bor paa Olympen,
kives ei længer; ti Hera har rørt dem alle ved bønner.
Troernes skjæbne er viss; til vanheld og nød er de viet.»
Saa lød budet, og drømmen gik bort, da den hørte hans tale.
Ilende for den avsted og kom til akaiernes snekker.
Snart var den fremme hos Atrevs' søn Agamemnon og fandt ham
sovende trygt i sit telt. Han hvilte i kvægende slummer.
Frem til hans hoved den skred og tydelig lignet den Nestor,
Nelevs' søn, som hædredes mest av sin drot Agamemnon.
Lignende ham tok den himmelske drøm til orde og mælte:
«Sover du, søn av hin vognstyrer gjæv, den kampglade Atrevs?
Sove fra aften til gry, slikt sømmer sig ei for en høvding,
en som har stridsmænd at styre og mangt og meget at skjøtte.
Lyt nu straks til mit ord! Fra Zevs er jeg kommet med budskap,
han som vil dig saa vel og ynker din nød i det fjerne.
Skynd dig og rust paa hans bud akaiernes haarfagre sønner.
Nu kan du storme hin troernes by med de prægtige gater
endnu idag. De eviges slegt, som bor paa Olympen,
kives ei længer; ti Hera har rørt dem alle ved bønner.
Troernes skjæbne er viss. Av Zevs er de viet til vanheld.
Gjem mine ord i dit sind og la ikke tankeløs glemsel
slette dem ut, naar du vaagner paany av den kvægende slummer.»
Saa den talte og svandt; men ham lot den ene tilbake
haabende det i sit sind, som ei skulde vorde fuldbyrdet
Visst han trodde at Priamos' by skulde falde før aften.
Vildledte daare! han visste jo ei hvad Zevs vilde gjøre;
ti det var endnu hans agt at volde danaer og troer
knugende sorger og stønnende suk i vældige kampe.
Kongen for op av sin søvn. End hørte han guddommens stemme.
Opreist satte han sig og klædte sig raskt i en prægtig
nyvævet kjortel og hyllet sig ind i en folderik kappe,
bandt under skinnende føtter de skjønne sandaler og hængte
slagsverdet prydet med nagler av skinnende sølv over akslen.
Derefter grep han sin stav, det urgamle fædrene scepter.
Ilsomt skred han med det i sin haand til akaiernes snekker.
Eos, den skjønne gudinde, steg op til det høie Olympen,
bringende dagslysets bud til Zevs og de øvrige guder.
Da bød kongen herolder at kalde med lydelig stemme
straks til møte paa tinget akaiernes haarfagre sønner.
Budskapet ropte de ut, og krigerne samlet sig hastig.
Først lot han samle et raad av de modige fyrster i hæren
like ved Nestors skib, ved kongen av Pylos' snekke.
Klokt la han frem i det samlede raad hvad han agtet at gjøre:
«Hør mig, venner! En gudesendt drøm kom til mig i søvnen
nys i den hellige nat, og skuffende lignet den Nestor
baade av aasyn og høide og vekst, i stort som i litet.
Frem til mit hoved den skred og tok hastig til orde og mælte:
«Sover du, søn av hin vognkjæmpe gjæv, den kampglade Atrevs?
Sove fra aften til gry, slikt sømmer sig ei for en høvding,
en som har stridsmænd at styre og mangt og meget at skjøtte.
Lyt nu straks til mit ord. Fra Zevs er jeg kommet med bedskap,
han som vil dig saa vel og ynker din nød i det fjerne.
Skynd dig og rust paa hans bud akaiernes haarfagre sønner.
Nu kan du storme hin troernes by med de prægtige gater
endnu idag. De eviges slegt, som bor paa Olympen,
kives ei længer; ti Hera har rørt dem alle ved bønner.
Troernes skjæbne er viss; av Zevs er de viet til vanheld.
Gjem mine ord i dit sind.» Saa lød dens formaning, og hastig
svandt den paa hurtige vinger, og søvnen den søte forlot mig.
Vel, la os friste at ruste i hast akaiernes sønner.
Først skal jeg selv, som rimelig er, med fristende tale
gi dem det raad at fly til sit hjem paa de toftede skibe.
Bland saa I jer i flokken og tal dem til rette og stans dem.»
Saa han talte og satte sig ned. Da reiste sig blandt dem
Nestor, hin olding som hersket som drot i det sandige Pylos.
Venlig tilsinds mot dem alle tok gubben til orde og mælte:
«Venner, argeiernes drotter i kamp og formænd i raadet.
Dersom en drøm som denne var meldt av en anden akaier,
vilde vi visst ha kaldt det bedrag og negtet at tro ham.
Men naar han drømte det selv, den første blandt alle akaier,
da faar vi friste at ruste i hast akaiernes sønner.»
Saa han talte og hastet avsted som den første fra raadet.
Derefter reiste sig straks de scepterførende konger
følgende høvdingens raad; men krigerne strømmet til tinge.
Likesom bier fra hulen paa fjeld i myldrende sværme
svæver avsted, og stadig paany kommer andre tilsyne.
Tætte som druernes klaser paa kvist over sommerens blomster
flyver de om, snart hit, snart dit, i yrende vrimmel.
Saaledes stimlet i række og rad fra skibe og telte
talrike skarer langs havdypets strand og hastet til tinge.
Zevs' sendebud, rygtet, løp om gjennem mængden som ilden
gjennem det visnede græs og drev dem til hastig at samles.
Tinget var ei til at styre, og jorden gav gjenlyd, da mængden
satte sig ned under støiende larm. Med rungende stemme
søkte de ni herolder at stagge dem, saa de holdt inde
med sine skrik og hørte i ro paa de høibaarne konger.
Langt om længe kom mængden paa plads og stanset med skriket.
Endelig sat den i ro. Da reiste sig først Agamemnon.
Scepteret holdt han i haand, Hefaistos' straalende kunstverk.
Guden Hefaistos gav det til Zevs, til sønnen av Kronos.
Zevs gav staven som skjænk til gudernes lynsnare ilbud.
Hermes forærte den saa til den gangertumlende Pelops.
Pelops gav den igjen til Atrevs, folkenes hyrde.
Atrevs gav den som arv ved sin død til den rike Tyestes.
Sidst Agamemnon fik av Tyestes staven at bære,
tegnet paa herskerens magt over Argos og talrike øer.
Støttet til den tok han ordet og talte til alle argeier:
«Venner, danaiske helte, I krigsgudens stridsvante svende.
Zevs har lænket mig fast til en tung og knugende skjæbne,
han, den haarde, som lovet tilforn med nik at jeg skulde
styrte det murkranste Troja i grus, før jeg vendte tilbake.
Nu har han pønset paa grusomt bedrag og byr mig at stevne
vanæret hjem til Argos med tap av talrike stridsmænd.
Vel, saa er da vel dette den mægtige Alfaders vilje,
han som har styrtet i grus mangfoldige kneisende byer,
og som vil styrte mangfoldige fler; ti hans magt er den største.
Visselig er det en skam, naar det siden blandt kommende slegter
spørres at engang saa stor og tapper en hær av akaier
kjæmpet mot mænd som var færre og stred i utallige kampe
ganske forgjæves; dog end er det dulgt, hvordan striden vil ende.
Ti hvis akaiernes mænd og troernes folk vilde slutte
edelig pakt, og begge de kjæmpende folk lot sig tælle,
og om vi skilte ut troerne selv som er hjemme i byen,
medens akaierne ordnet sin hær i flokker som talte
ti mand hver, og en troer blev valgt til at øse av bollen,
tror jeg nok mangen en timandstrop vilde mangle en mundskjænk.
Fuldt saa meget forsikrer jeg trygt at akaiernes sønner
overgaar alle de troer i tal som har hjemstavn i byen;
men ifra talrike byer kom spydvante helter som stadig
trodser min vilje og volder mig mén, saa ofte jeg prøver
endelig engang at styrte i grus det velbygde Troja.
Ni av den mægtige Alfaders aar er gaaet til ende;
skibenes spanter er raatne og taugene skjøre og morkne,
mens vore hustruer og vore barn i tærende længsel
sitter i hallen og venter os hjem; men intet er fuldbragt,
ikke det mindste av det som vi satte som maal for vor hærfærd.
Nu skal jeg gi jer et raad, og la os saa følge det alle:
Kom, la os fly, enhver paa sit skib, til det elskede hjemland,
ti det blir ikke forundt os at ta det velbygde Troja.»
Saa han talte og hjertelig fryd han vakte hos mængden,
alle de mange som ei hadde hørt, hvad han vilde, i raadet.
Almuen stormet i oprør avsted lik mægtige bølger
paa det ikariske hav, naar Evros og Notos i følge
farer fra alfader Zevs' sky og jager dem fremad,
eller naar Zefyros kommer og farer i susende byger
over den bølgende aker, og aksene bøier sig tunge.
Slik kom hele det samlede ting i oprør og ilte
jublende hen mot skibenes rad, mens støvskyer hvirvlet
op under hastende føtter. De skrek til hverandre at alle
straks skulde ta paa skibene fat og faa dem paa sjøen.
Lunnerne renset de godt, og de hjemover længtende skarer
larmet og jublet mot sky, mens de rev bort skibenes støtter.
Nu hadde alle argeier i utide stevnet mot hjemmet,
hvis ikke Hera i hast hadde talt et ord til Atene:
«Ve os, du aigissvingerens barn, som aldrig kan kues!
Skal da argeiernes sønner i utide flygtende stevne
hen over havdypets bølgende ryg til det elskede hjemland,
men la Priamos selv og troerne pralende eie
Hélena, kvinden fra Argos, for hvem saa mange akaier
segnet ved Troja og faldt saa fjernt fra de hjemlige bygder?
Nei, du maa gaa til akaiernes folk, til de malmklædte helter.
Søk nu med vindende ord at stanse hver eneste kriger!
La det ei ske at de sætter paa sjø sine stavnkrumme snekker!»
Saa hun talte, og ei var Pallas Atene uvillig.
Hastig svævet hun ned fra Olympos' takkede tinder,
og i et nu kom hun ned til akaiernes hurtige skibe,
fandt saa hin helt som var kløktig som Zevs, den gjæve Odyssevs,
staaende rolig og taus. Ei la han haand paa sit sorte
toftede skib; ti hans hjerte og sind var optændt av harme.
Foran ham stanset den blaaøide mø Atene og talte:
«Høibaarne søn av Laertes, du snartænkte, kloke Odyssevs!
Skal I da virkelig styrte ombord pa de toftede skibe,
drevet av frygt og flygte saa feigt til det elskede hjemland,
men la Priamos selv og troerne pralende eie
Hélena, kvinden fra Argos, for hvem saa mange akaier
segnet ved Troja og faldt saa fjernt fra de hjemlige bygder?
Nei, du maa gaa til akaiernes folk, og staa ikke ledig!
Søk med venlige ord at stanse hver eneste kriger.
La det ei ske at de sætter paa sjø sine gyngende snekker!»
Saaledes talte gudinden, og budet forstod han og kastet
kappen i ilende løp. Herolden Evrybates tok den,
han som paa Itaka hadde sit hjem og fulgte sin herre.
Selv han skyndte sig hen til Atrevs' søn Agarnemnon,
fik saa av ham den fædrene stav, det urgamle scepter.
Derefter løp han med det i sin haand til akaiernes skibe.
Hvergang han traf en konge og møtte en navngjeten kriger,
talte han til ham med venlige ord og holdt ham tilbake:
«Kjære, det sømmer sig ikke for dig at fly som en usling.
Sæt dig nu selv i ro og bring de andre til sæte.
Endnu vet du jo ei hvad Atrevs' søn har i sinde.
Frister han nu, saa tugter han snart akaiernes sønner.
Ikke enhver av os hørte de ord som han talte i raadet.
Bare han ikke blir vred og straffer akaierne grusomt.
Stolt er en konge av sind, naar han leder sin æt ifra guder;
hæder har drotten fra Zevs, og den alvise elsker ham saare.»
Men naar i mængden han traf paa en mand som larmet og skraalte,
slog han ham barsk med sin stav og talte ham myndig til rette:
«Sæt dig i ro, min ven, og hør hvad andre vil sige,
mænd som er bedre end du; selv er du en ynkelig stymper.
Ei blir du regnet for noget i kamp, endsige i raadet.
Ikke kan hver og en av akaierne te sig som konge.
Flermandsstyre er ikke til gavn; en enkelt faar styre,
en være konge, hvem Kronos' søn, den alvise, skjænket
scepter og hævdvunden ret til at herske med kongelig vælde.»
Saaledes hastet han ordnende om gjennem leiren, og folket
strømmet paany til tinge i flok fra telter og skibe
larmende vildt som det oprørte hav, naar mægtige bølger
tordnende brytes mot kneisende strand, og brændingen bruser.
Endelig satte de andre sig ned, og det tystnet pa tinge.
Taletrængt skraalte dog endnu den brautende mundhelt Tersites.
Mangt et smædeord gjemte han paa i mindet og trættet
frækt og paa høist usømmelig vis med konger og brukte
ord som han haabet forvisst skulde vække akaiernes latter.
Styggere var han end alle de mænd som var kommet til Troja.
Hjulbent var manden, ett ben var for kort. Hans skuldre var bøiet
frem over brystet, saa ryggen blev krum, og øverst gik issen
op i en spids, og lurvet og tynd var den sparsomme haarvekst.
Mest var manden forhatt av Akillevs og helten Odyssevs;
ti imot dem var han hatskest. Nu skjeldte han ut Agamemnon
høilydt med skrikende ukvemsord; men alle akaier
skydde ham værre end pest og hatet ham inderst i sjælen.
Frækt, med skingrende røst utskjeldte han nu Agamemnon:
«Atrevs' søn, hvad kræver du nu? hvad er det du savner?
Kobberet fylder jo helt dine skur, og inde i teltet
har du av utvalgte kvinder en flok, som vi andre akaier,
naar vi har stormet en by, maa bringe til dig som den første.
Kanske du ønsker dig guld, som en hestetumlende troer
vel skulde bringe fra Ilios hit til løsning for sønnen,
en som enten jeg selv eller andre akaier har fanget.
Higer du efter en mø, som kjælent kan stille din elskov,
en du kan ha for dig selv? Det sømmer sig ei for en høvding
blindt at føre akaiernes folk til det argeste vanheld.
Krystere! ikke akaiske mænd, men akaiske kvindfolk!
La os nu vende paa skibene hjem og la ham faa ruge
over sin hædersløn her ved troernes by, saa han skjønner
om ogsaa vi er med paa at hjælpe ham litt eller ikke.
Nu har han krænket Akillevs, en helt som er tusinde ganger
bedre end han. Han har ranet hans hædersløn; selv har han tat den.
Dog Akillevs er lunken; han føler ei harm i sit hjerte.
Ellers, Atreide, blev denne din voldsdaad ogsaa den sidste.»
Saaledes haante han frækt den mægtige drot Agamemnon.
Da stod den herlige helt Odyssevs brat ved hans side,
maalte ham barsk med sit blik og gav ham en myndig formaning:
«Styr dig, Tersites, du mundkaate nar med den klingende stemme
Prøv ikke mere alene at yppe en ordstrid med konger.
Uslere stymper end dig, det sier jeg trygt, kan vi ikke
finde blandt alle som kom med Atrevs' sønner til Troja.
Derfor burde du holde din mund og ikke med haansord
tale om konger og skjelde dem ut og lure paa hjemfærd.
Endnu vet vi jo ikke forvisst, hvordan dette vil ende,
om vi akaier med held eller skam skal vende tilbake.
Her tør du sitte og haane med spottende ord Agamemnon,
Atrevs' søn, fordi de danaiske helter har git ham
gaver i mængde. Du taler saa ordene stikker i hjertet.
Nu skal jeg si dig et ord, og det skal du ogsaa faa sande:
Træffer jeg dig, naar du bærer dig ad paany som en taape,
maatte Odyssevs' hoved ei mer sitte fast paa hans skuldre;
maatte jeg ikke bli kaldt Telemakos' far, hvis jeg ikke
tar dig og klær dig naken for hvert et plag som du eier,
kappe og kjortel og bindet om det som du dækker med blygsel,
og saa derefter jager dig hen til de hurtige snekker
bort ifra tinget med krænkende slag, saa du hyler av smerte.»
Saa han talte og slog ham paa ryg og paa skuldre med staven.
Ynkelig krympet han sig i sin kval og fældte en taare.
Hævet sig da under guldsmykket stav over ryggen en blodig
svulmende stripe. Han satte sig ned og skalv i sin vaande,
saa sig forlegent omkring og visket en taare av øiet
Midt i sin harm brast mændene ut i en hjertelig latter.
Vekslet da mange et blik med sin nærmeste nabo og hvisket:
«Sandelig, ofte og tidt har Odyssevs truffet det rette,
hvergang han kom med de klokeste raad og krigerske anslag.
Bedst er dog det som han nu har gjort i akaiernes møte,
at han har faat denne skjendegjest her til at tie paa tinge.
Neppe vil siden hans kjæphøie sind faa lyst til at trætte
atter engang med konger og føre saa skammelig tale.»
Saa lød almuens ord; men Odyssevs, hin stadødelægger,
reiste sig op med sin stav, og den blaaøide Pallas stod hos ham,
lik en herold og æsket til lyd blandt folket paa tinge,
forat akaiernes sønner fra inderst til ytterst i ringen
klart skulde fatte hans raad og merke sig vel hvad han sagde.
Venlig tilsinds mot dem alle tok helten til orde og mælte:
«Atrevs' søn, vor drot, nu vil nok akaiernes sønner
gjøre dit navn blandt mælende mænd foragtet av alle.
Ei vil de holde som ærlige mænd det ord som de gav dig,
dengang vi drog paa vor færd fra det hestenærende Argos,
først naar Troja var styrtet i grus at vende tilbake.
Rent som umyndige barn og enslige, vernløse kvinder
længes de saart efter hjemfærd med klynk og jamrende klage.
Vel maa man stræve mot hjemkomstens dag, naar ondt man har døiet;
ti om man skilles fra hustru og hjem en eneste maaned,
længter man saart ved sit toftede skib, naar vinterens stormer
velter de skummende bølger paa sjø og stænger ens veier.
Men for os er det niende aar jo ilet til ende,
medens vi venter, og derfor forarges jeg ikke om folket
længter ved skibenes krummede stavn; men skammelig er det,
naar vi har dvælet saa længe, at skynde os tomhændt tilbake.
Kjære, hold ut og vent her en stund, saa faar vi vel snarlig
vite forvisst om Kalkas har spaadd os sandt eller ikke.
Visselig præget et minde sig klart i vor sjæl, og til vidne
tar jeg jer alle, saamange som dødens gudinder har sparet.
Godt vi mindes, som var det igaar, da akaiernes skibe
møttes i Avlis paa færd mot Priamos selv og hans troer.
Rundt et opkomme stod vi i kreds ved de hellige altre.
Lytefri brændofre bragte vi fromt til de evige guder
under en herlig platan, hvor vandet sprang frem ved dens røtter.
Da fik vi skue et merkelig tegn: En frygtelig slange,
blodrød paa ryggen, et udyr som Alfader selv hadde utsendt,
snodde sig frem under altret og bugtet sig hen til platanen.
Oppe i den var et rede hvor smaafuglens vernløse unger
laa paa den høieste gren og gjemte sig vel under løvet.
Selv var de otte, men ni med spurven som fostret sin yngel.
Slangen fortærte de smaa som pep og jamret i dødsangst,
mens deres mor med klagende skrik om ungerne flakset.
Lynsnart snappet saa slangen den skrikende smaafugl ved vingen
Men da den grisk hadde slukt baade spurven og alle dens unger,
gjorde hin gud, som sendte den dit, et tydelig jertegn:
Kronos' søn lot den stivne til sten for akaiernes øine.
Vi stod stumme og saa med undrende gru hvad der skedde.
Men da det grufulde tegn hadde stanset vor hellige ofring,
da tok Kalkas til orde og tolket os gudernes vilje:
«Hvorfor blev I saa tause, I haarfagre mænd av Akaia?
Dette saa grufulde tegn har Zevs, den alvise, sendt os.
Fuldbragt vorder det sent; men aldrig skal varselet glemmes.
Likesom slangen har slukt baade spurven og alle dens unger,
otte i tallet, men ni med fuglen som fostret sin yngel,
likesaa mange henglidende aar skal vi hist maatte kjæmpe;
men naar det tiende kommer, skal byen, den herlige, falde.»
Saa han talte, og nu blir det fuldbragt alt hvad han varslet.
Vent da alle som én, I malmklædte mænd av Akaia,
til vi faar tat den mægtige by hvor Priamos hersker.»
Saa han talte. Argeierne skrek, og tordnende gjenlød
skibenes rad av akaiernes rop, mens høilydt de priste
helten Odyssevs' raad, den høibaarne drots; men iblandt dem
talte den hestetumlende drot, den gereniske Nestor:
«Aa, for en skam! I taler jo her paa tinge, som var I
endnu uvittige barn og ukjendt med kampe og hærfærd.
Hvor blir det av den pakt vi besvor med de dyreste eder?
Nu faar det hele gaa op i røk, baade planer og anslag,
edspakten, viet med vie, og de haandslag paa hvilke vi stolte.
Ja, for vi spilder jo tiden med kiv og kan ikke finde
midler og veier, endskjønt vi har været her længer end længe.
Atrevs' søn, hold fast ved dit maal med urokkelig vilje.
Gaa som argeiernes fører til slag og vældige kampe.
La dem saa finde en skammelig død, hvis der findes akaier,
en eller to, som faafængt paa egen haand tænker at drage
hjemad til Argos, forinden vi vet om det bare er blændverk
løftet vi fik av skjoldguden Zevs, eller om det skal holdes.
Ja, ti jeg sier at Zevs, den almægtige, gav os sit tilsagn
selvsamme dag da akaierne drog paa de hurtige snekker
hit for med død og fordærv at hjemsøke troernes skarer.
Dengang gav han os naadig et tegn ved at lyne til høire.
Derfor maa ingen akaier i utide tænke paa hjemfærd,
førend enhver har hvilet hos en av de troiske kvinder
og vi har skaffet os hevn for Hélenas sorger og sukke.
Men er der nogen som vil til sit hjem og ei lar sig rokke,
vel, la ham prøve at lægge sin haand paa sin toftede snekke,
forat han førend de andre skal finde sin død og sin bane.
Drot, vær sindig og klok; men lyd dog ogsaa en anden.
Visselig er det raad jeg vil gi for godt til at vrakes.
Del, Agamemnon, hele dit folk i stammer og slegter,
saa de kan verge sig slegt for slegt og stamme for stamme.
Sætter du dette i verk, og akaierne lyder din vilje,
da faar du se hvilke flokker og førere viser sig feige,
eller er tapre; ti da har de ansvaret selv under kampen.
Da faar du se om guderne vil at du ikke skal styrte
Troja i grus, eller mændenes frygt og daarskap har skylden.»
Derefter talte den mægtige drot Agamemnon og svarte:
«Gamle, du seirer paany over alle akaier paa tinge.
Maatte saasandt fader Zevs og Apollon og Pallas Atene
skjænke mig ti saa raadsnare mænd blandt akaiernes sønner.
Da skulde herskeren Priamos' by visst snart vorde bøiet
dypt i støvet med stormende haand og jevnes med jorden.
Dog, den aigissvingende Zevs har skjænket mig sorger,
han som tumler mig om i frugtesløs tvedragt og trætte;
ja, ti Akillevs og jeg har kjæmpet og stridt om en kvinde
hatsk med de bitreste ord, og jeg selv var den som begyndte.
Men hvis vi engang kan enes, ja da skal der ikke forundes
troerne frist for den truende hevn, nei ikke den mindste.
Gaa nu enhver til sit maaltid, saa stevner vi atter til kampen.
Alle maa gjøre istand sit skjold og hvæsse sin lanse.
Naar I har sørget for rikelig fôr til de fotrappe hester,
mønstre da stridsvognen vel og vend eders tanker til krigen,
saa vi kan stride fra morgen til kveld i grufulde kampe.
Ei vil vi faa et øiebliks hvil, nei ikke før natten
kommer og sænker sit mulm og skiller de kjæmpende helter.
Dampende vaat blir mangen en rem som holder om brystet
skjærmende skjold, og mangen en haand skal trættes av lansen.
Mangen en ganger skal skumme av sved for den skinnende stridsvogn
Men om jeg træffer en mand som holder sig borte med vilje
fjernt ifra striden ved skibenes stavn, saa skal han tilvisse
ei kunne føle sig tryg paa at slippe for hunder og gribber.»
Saa han talte. Argeiernes stridsrop bruste som havets
bølger mot kneisende strand, naar Notos med vælde dem jager
ind mot det kløvende skjær, saa brændingen skjuler det stadig,
pisket av byger fra hver en kant og av vekslende vindstøt.
Straks stod de op og stormet avsted til de hur tige snekker,
tændte ved teltene flammende baal og sørget for maaltid.
Hver mand bragte sit offer til en av de salige guder.
Inderlig bad de om vern i kamp og frelse fra døden.
Mændenes drot Agamemnon lot ofre en velnæret okse
fem aar gammel til Kronos' søn, den almægtige hersker.
Alle akaiernes gjeveste mænd lot han byde til gilde.
Først gav han Nestor et vink og lot saa Idomenevs kalde,
derpaa de tvende Aianter og Tydevs' søn Diomedes,
og som den sjette Odyssevs, i kløkt lik selve Kronion.
Ubuden kom av sig selv den høimælte helt Menelaos,
saasom han visste saa vel at hans bror hadde meget at skjøtte.
Rundt om oksen de stod og løftet de hellige bygkorn.
Bedende talte iblandt dem den mægtige drot Agamemnon:
«Zevs, du herlige gud, du skysamler, æternes hersker.
La ei solen faa synke i hav og natmulmet komme
før jeg har styrtet kong Priamos' borg med de sværtede bjelker
ned fra dens tinder og herjet med ild dens mægtige porter,
flænget til laser med lansen den skinnende brynje som dækker
Hektor om brystet, og und mig at talrike mænd i hans følge
snart paa sit ansigt maa segne til jord og bite i græsset.»
Saa han talte; men Kronos' søn bønhørte ham ikke.
Offeret tok han imot, men øket hans nød og hans møie.
Men da saa bønnen var endt, og de hellige bygkorn var drysset,
trak de tilbake hvert offerdyrs hals og slagtet og flaadde.
Stykker av laarene snittet de ut og dækket dem dobbelt
til med et lag av fett; smaa kjøtstykker lagde de øverst,
brændte saa alt paa et baal av knastørre kløvede stammer.
Indmaten stak de paa spid som svendene holdt over ilden.
Men da nu ofret var brændt og enhver hadde smakt paa dets indmat,
delte de op det levnede kjøt og stak det paa spiddet,
stekte det skjønsomt og godt og trak det tilbake fra ilden.
Endelig da deres møie var endt og maaltidet rede,
gik de tilbords og alle fik nok av de bugnende retter.
Men da enhver hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
talte den hestetumlende drot, den gereniske Nestor:
«Atrevs' herlige søn, vor mægtige drot Agamemnon.
La os ei spilde vort dagverk med ord eller utsætte tiden
til at ta fat paa det verk som guden vil gi os i hænde.
La nu herolderne rope at alle akaiernes stridsmænd
klædt i brynjer av malm skal samles ved skibenes leie.
La os saa samlet gaa hen til akaiernes vidtstrakte leirplads
saa vi kan drive dem snarere frem til de hidsige kampe.»
Saa han talte, og Atrevs' søn tok raadet til følge.
Straks lot han raske herolder med rungende røst kalde sammen
alle akaiernes haarfagre mænd og egge til striden.
Lydt herolderne kaldte, og mændene samlet sig hastig.
Samlet i flok om Atrevs' søn drog kongerne ivrig
ordnende om gjennem skaren, og Pallas Atene gik med dem
med sin aigide som aldrig forgaar og aldrig kan ældes.
Hundrede herlige kvaster av guld, vidunderlig flettet
flagrer fra randen; hver kvast er værd sine hundrede okser.
Raskt for hun om med det blinkende skjold i akaiernes rækker
eggende folket til hast, og hun vakte i krigernes hjerter
kraft og ubøielig mod til en strid uten rast eller hvile.
Søtere tyktes dem straks at stevne til kamp end at ile
hjemad til fædrenes elskede land paa de stavnkrumme snekker.
Som naar en herjende ild fortærer den vældige urskog
oppe paa fjeldenes top — fjernt sees de lysende flammer —
saaledes lyste den straalende glød fra det skinnende kobber
høit mot himlen i seterens glans, da de hastet til striden.
Som naar utallige skarer av himmelens vingede fugler,
traner og gjæs, eller ogsaa en flok langhalsede svaner
flyver om Asias slette og over Kaystrios' strømme,
svævende frem og tilbake med lyst paa lekende vinger —
skrikende slaar de sig ned saa vidt over sletten det gjalder —
saa skred talrike skarer av mænd fra skibe og telter
hen til sletten omkring Skamandros' bredder, og jorden
drønet med frygtelig larm under fotslag av mænd og av hester.
Fylkingen stilte sig op paa den blomstrende eng ved Skamandros
tusind paa tusind saa tæt som løv og blomster om vaaren.
Likesom fluernes talrike sværm i tætteste vrimmel
svæver i summende flugt over kve, hvor bølingen samles,
naar det er sommer paa vang, og melken i spandene skummer,
likesaa tæt stod akaiernes mænd mot troer paa sletten,
higende efter med flængende hug at fælde for fote.
Likesom gjæterne let kan sanke tilsammen og ordne
vældige flokker av gjeter, naar spredt de vanker paa vidden,
saaledes ordnet de førende mænd sine skarer til kampen,
hver paa sin plads, og om gjennem fylkingen gik Agamemnon.
Blikket og aasynet mindet om Zevs, den lynglade hersker;
midjen var smal som hos Ares, og brystet var bredt som Poseidons
Likesom oksen kan sees saa let blandt alle i flokken;
ti over kjørne rager den op i den samlede bøling,
saa lot Zevs paa hin dag Agamemnon hæve sig herlig
høit over mængden og skille sig ut fra samtlige helter.
Tal og fortæl, I muser, som bor i olympiske haller.
I er gudinder og skuer jo alt og vet hvad der hænder.
Vi faar kun høre et sagn, og ingenting vet vi med visshet.
Nævn os danaernes styrende mænd og de mægtige fyrster.
Regne op mængden formaar jeg jo ei eller nævne hver enkelt,
hadde jeg end ti munde og ti veltalende tunger,
røst som aldrig blev træt og et hjerte av haardeste kobber,
hvis ikke aigissvingerens barn, de olympiske muser,
selv vil nævne mig tallet paa dem som stevnet til Troja.
Førernes navne alene og skibenes tal vil jeg melde.
Leitos, Arkesilaos, Penéleos og Protoénor
sammen med Klonios førte til kamp boioternes skarer.
Fjernt fra Hyria kom deres mænd og det fjeldkranste Avlis,
eller fra Schoinos og Skolos og lundenes by Eteénos,
Tespia og Mykaléssos med vidtstrakte torver og Graia.
Andre var hjemme i Harma, Eilésios og i Erytrai
eller i Eleons by, i Peteon, eller i Hyle
eller i Medeons velbygde stad og Okáleas bygder,
hist i Evtresis, i Kopai, i Tisbe hvor duerne flokkes.
Fra Koroneia de kom og fra engenes by Haliártos.
Mænd fra Plataia var med og kjæmper som bodde i Glisas.
Andre var stevnet paa tog fra den velbygde by Hypotébai
eller fra havgudens hellige lund i det skjønne Onkéstos.
Fjernt fra Midéia kom andre og Arne hvor rankerne grønnes,
og fra Antédon, den ytterste by, og det hellige Nisa.
Femti var skibenes tal; paa hvert steg hundred og tyve
raske boiotiske svende ombord og gav sig paa færden.
Mænd fra minyernes stad Orkómenos og fra Asplédon
førte Askálafos frem og Iálmenos, sønner av Ares.
Møen Astýake, datter av Aktor, Azevs' ætling
fødte dem hist i sin fars palads i sit høienloftskammer,
der hvor den vældige gud hadde hvilt hos hende i løndom.
Treti var skibenes tal som fulgte de tvende paa færden.
Skedios gik med Epistrofos frem som fokernes fører,
sønner av Ifitos, Naubolos' søn, den modige høvding.
Helter fra Kyparissos var med og fra fjeldbyen Pyto,
mænd fra det hellige Krisa, fra Davlis og fjernt fra Panópevs,
mænd som Hyámpolis hadde til hjem eller Anemoreia,
eller som bodde langs elven den skjønne Kefisos' bredder.
Andre var kommet fra Lilaias by ved Kefisos' kilder.
Disse blev fulgt paa sin færd av firti tjærede snekker.
Førerne hastet omkring og fylket de fokiske rækker.
Nærmest boioternes hær tilvenstre blev mændene rustet.
Lokrernes fører var Aias, den fotrappe søn av Oïlevs,
ikke saa stor som Telamons søn, den vældige Aias,
nei langt mindre, ja liten av vekst, og av lin var hans brynje;
men i at svinge et spyd var ingen hellener hans mester.
Krigerne bodde i Kynos, Kalliaros, Opus og Bessa,
eller de hadde i Skarfe sit hjem og det skjønne Avgeiai,
andre i Tarfe og Trónions by ved Boágrios' bredder.
Lokrernes skibe, som fulgte sin drot, var firti i tallet.
Tvers for Evboia, den hellige ø, har folket sin hjemstavn.
Saa kom abanternes krigerske folk som bor paa Evboia,
mænd fra Eretria, Chalkis og druernes by Histiaia,
helter fra Dion paa svimlende skrent og Kerintos ved havet,
mænd fra Karystos og stridsmænd som hadde sin hjemstavn i Styra
Fører for dem var en helt Elefénor, krigsgudens ætling,
Chalkodons søn, den høibaarne drot for de tapre abanter.
Raske abanter med uklippet haar var førerens følge,
stridsmænd øvet med spyd og higende efter at flænge
fienders brynjer om bryst med de fremstrakte asketræs lanser.
Høvdingen kom med sit folk paa firti tjærede skibe.
Derefter fylket sig mænd fra den herlige kongsstad Atenai,
helten Erektevs' land. Ham fostret gudinden Atene
Alfaders barn; men den frugtbare jord var høvdingens ophav.
Hjem til Atenai hun bar ham som barn til sit herlige tempel,
der hvor atenernes sønner, mens aarene kommer og svinder,
søker hans gunst med ofre av lam og hornede okser.
Fører for disse var Petevs' søn, den gjæve Menestevs.
Ingen av dødelig æt var rask som han til at ordne
vælige gangeres spand og mændenes skjolddækte fylking.
Nestor alene holdt maal; ti han hadde alderens fortrin.
Femti var skibenes tal som fulgte sin fører paa færden.
Aias fra Salamis møtte med tolv velrustede skibe.
Mandskapet førte han dit, hvor atenernes rækker var fylket.
Derpaa kom svende fra Argos' by og det murkranste Tiryns.
Inde fra fjorden kom mænd fra Asine og fra Hermione,
fra Eipdavros, hvor rankerne gror, fra Eion, Troizen,
unge akaiiske kjæmper fra Mases og øen Aigina.
Føreren var Diomedes, hin helt med den rungende stemme,
Stenelos, søn av den navngjetne Kapanevs, kom som den anden,
og som den tredje i laget Evryalos, kjæk som en guddom,
søn av den gjæve Mekistevs som høvdingen Talaos avlet.
Helten med rungende røst Diomedes førte dem alle.
Otti var skibenes tal som fulgte de trende paa færden.
Derpaa kom mænd fra den velbygde by, det skjønne Mykenai
og fra det rike Korintos og hist fra det stolte Kleonai,
mænd fra Orneia og fjernt fra det yndige Araityréa,
eller fra Sikyons by, hvor Adrastos fordum var konge.
Saa Hyperesias mænd og krigere fra Gonoessa,
helter fra Aigions stad og mænd, hvis hjem var Pellene,
stridsmænd fra kystlandet viden omkring og fra Hélikes sletter.
Hundrede skibe var deres, og føreren var Agamemnon,
Atrevs' søn. Hans kjæmper var flest og taprest av alle.
Stolt av sin værdighet rustet han sig i det blændende kobber,
og mellem heltene raget han op over alle de andre;
ti han var gjævest av byrd og førte de talrikste stridsmænd.
Derefter kom Lakedaimons mænd fra den mægtige fjelddal.
helter fra Faris og Sparta og Messa, hvor duerne vrimler,
de fra Aigeiai, den yndige by, og det skjønne Bryseiai,
mænd fra Amyklai og Helos som ligger ved bredden av havet,
kjæmper som hadde sin hjemstavn i Las og paa Oitylos' bymark.
Fører for dem var hans bror, den høimælte helt Menelaos.
Seksti var skibenes tal, og de fylket sig skilt fra de andre.
Stolende trygt paa sit mod gik han om gjennem mændenes rækker
eggende alle til kamp; ti han higet jo mest i sit hjerte
efter at skaffe sig hevn for Hélenas sorger og sukke.
Mænd som hadde i Pylos sit hjem og det skjønne Arene,
eller i Aipy og Tryon, hvor elven Alfeios kan vades,
krigere fra Kyparissos og mænd fra Amfigeneia,
Pteleos, Helos og Dorion, der hvor muserne møtte
trakernes sanger Tamyris og røvet ham sangen for altid,
dengang han kom fra Oikalias stad, hvor Evrytos hersket.
Pralende hadde han svoret at seire i sang, om han skulde
kappes med muserne selv, med aigissvingerens døtre.
Harmfulde gjorde de sangeren blind og røvet ham sangen,
gudernes herlige gave. Han glemte sin sang og sin cithar.
Fører for disse var Nestor, den gamle gereniske vognhelt
Niti var skibenes tal som fulgte den gamle paa færden.
Saa kom Arkadiens mænd fra fjeldet Kyllene, hvor graven
dækker kong Aipytos' ben. Hvast kjæmper de svende med lansen.
Mænd fra Orkomenos, rike paa faar, fra Feneos, Ripe,
eller fra Stratias by og det vindomsuste Enispe.
Mænd fra Tegea var med og den yndige by Mantineia,
Stymfalos' krigerske helter og mænd fra Parrasias bygder.
Seksti skibe var deres, og føreren var Agapenor,
søn av Ankaios. Ombord paa samtlige snekker var mange
kjække arkadiske mænd, vel øvet i krigeres idræt,
Atrevs' søn Agememnon, den mægtige drot, hadde skjænket
mændene toftede snekker til fart over mørkeblaa bølger;
ti de var ukjendt tilforn med havet og sjømandens virke.
Derpaa kom mænd fra Buprasions by og det hellige Elis,
landet imellem Hyrmine og Mýrsinos ytterst ved stranden
helt fra Aleisions by til Olenias mægtige fjeldryg.
Fire var førernes tal. Ti letrodde langskibe fulgte
hver av de fire. Ombord paa ethvert steg mange epeier.
Talpios, Evrytos' søn, og Amfimakos, Kteatos' arving,
ætlinger begge av Aktor, gik frem med hver sine flokker.
Derefter kom Amarynkevs' søn, den sterke Diores.
Helten Polyksenos førte den fjerde av krigernes flokker,
søn av Agástenes, han som igjen var en søn av Avgeias.
Saa kom Dulikions mænd og folk fra de hellige øer
langt tilhavs, Ekinaderne kaldt, tvers over for Elis.
Fører for disse var Meges, en helt lik krigsguden Ares,
søn av Fylevs, en kjæmpe tilvogns og gudernes yndling,
han som i harm mot sin far til Dulikion flyttet sin arne.
Høvdingen kom med sin hær paa firti tjærede snekker.
Men Kefallenernes modige flok blev ført av Odyssevs,
mænd fra Itakas ø og fra Neritons løvrike lunder,
fra Krokyleia og fjernt fra Aigilips' daler og kløfter,
kjæmper som hadde sit hjem paa Zakyntos og Samos' bymark.
Andre var kommet fra fastlandets kyst og hinsides havet.
Fører for dem var Odyssevs. I kløkt var han Alfaders like.
Tolv var hans skibe i tal, og de pranget med rødmalte stavner.
Toas, Andraimons søn, var drot for de gjæve aitoler,
helter som bodde i Olenos' by, i Pylene og Plevron,
eller i Kálydon høit paa et fjeld og i Chalkis ved havet.
Ei var der længer en søn av den modige Oinevs i live.
Selv var han død, og hans lyslette søn Meleágros var falden.
Derfor var høvdingen Toas aitolernes eneste fører.
Krigerne fulgte sin drot paa firti tjærede snekker.
Drotten Idómenevs selv, den navngjetne spydsvinger, førte
kreternes folk fra Knossos' by og det murkranste Gortyn,
mænd fra Lykastos paa skinnende skrent, fra Milétos og Lyktos,
eller fra Rýtions velbygde stad og det herlige Faistos,
dertil de andre som bor i de hundrede byer paa Kreta.
Drotten Idómenevs, spydvant som faa, var krigernes fører.
Helten Meríones hjalp ham, hin krigsgudens like i manddrap.
Otti var skibenes tal som fulgte de tvende paa færden.
Helten Tlepólemos, tapper og stor, en søn av Herakles,
førte fra Rodos sin modige hær, og ni var hans snekker.
Mændene bodde paa Rodos i trende forskjellige fylker,
Jalysos, Lindos den herlige stad, og det hvite Kameiros.
Drotten Tlepólemos førte dem frem, hin mester med lansen,
Astyokeias søn med den sterke Herakles, som røvet
møen fra byen Efýra ved elven Selléeis' bredder,
herjende mangen en by, hvor høibaarne mænd var til huse.
Men da Tlepólemos vokste sig sterk i de prægtige saler,
fældte han straks til hevn den aldrende bror av sin farmor,
helten den graanede Lynkevs, en ætling av krigsguden Ares.
Langskibe tømret han straks, og da talrike stridsmænd var samlet,
flygtet han hen over havet; ti haardt blev han truet av alle
sønner og sønnernes sønner av kjæmpen den sterke Herakles.
Flakkende om fik han døie saa mangt, til han landet paa Rodos.
Der slog folket sig ned i trende forskjellige stammer,
elsket av Zevs, hin gudernes drot og menneskers herre.
Kronos' søn lot det regne med gods og gnid over landet.
Nirevs var kommet fra Syrne, og tre var hans skibe i tallet,
Nirevs, en søn av Aglaia og helten, den gjæve Karopos,
Nirevs, den skjønneste mand blandt alle de gjæve danaer
næst efter Pelevs' herlige søn, da de stevnet til Troja.
Dog, hans kræfter var smaa, og ringe i tal var hans følge.
Derpaa kom kjæmper fra Kos, Evrypylos' by og fra Kasos.
Nisyros, Krápatos' by og de fjerne kalydniske øer.
Feidippos var deres fører og Antifos. Begge var gjæve
sønner av Tessalos, helten hvis far var den sterke Herakles.
Krigerne kom med en flaate paa treti gyngende skibe.
Nu vil jeg nævne de mænd som kom fra pelasgernes Argos,
de som var bosat i Alopes by, i Alos og Trekis
eller i Ftia og Hellas, hint land med de deilige kvinder.
Folket blev kaldt myrmidoner, akaiiske mænd og hellener.
Femti var skibenes tal, og fører for dem var Akillevs.
Dog de higet ei mer til kampenes larmende tummel;
ti der var ingen som raskt kunde føre til strid deres rækker.
Ledig ved skibene laa deres fotrappe høvding Akillevs,
vred for en skjønlokket kvinde, for Brisevs' yndige datter,
møen han vandt i møisommelig kamp fra byen Lyrnessos,
dengang han stormet hin stad og det murkranste Tebe og dræpte
Mynes som faldt for hans haand, og Epistrofos, vældige kjæmper,
sønner av drotten Evenos, Selepios' mægtige arving.
Vred over hende han sat; men reise sig skulde han snarlig.
Stridsmænd fra Fýlake kom og fra Pýrasos' blomstrende marker,
Demeters lund, og fra Iton, hvor flokker av faar finder næring,
mænd ifra Antron ved havet og Pteleos' grønklædte enger.
Høvding for disse var helten den krigerske Protesilaos,
medens han end var i live; nu hvilte han længst under mulde.
Drotten forlot sin halvreiste borg, og hans ensomme hustru
kradset i Fylake kindet tilblods; ti av alle akaier
segnet han først for dardanernes haand, da han svang sig fra borde,
Vel fik hans stridsmænd en fører paany; men de savnet sin høvding,
Rækkerne fylkedes nu av Podarkes, krigsgudens ætling,
søn av Ifiklos, den kvægrike drot som Fylakos avlet.
Helten var kjødelig bror av den modige Protesilaos,
men han var yngre; ti baade av aar og i manddom var helten
Protesilaos den første. Vel manglet hans krigerske svende
ikke en fører, men savnet dog saart sin herlige høvding.
Firti var skibenes tal, som fulgte sin fører paa færden.
Dernæst kom helter fra Ferai ved sjøen Bolbeis' bredder,
mænd fra Iolkos, den velbygde stad, fra Glafyrai og Bolbe.
Elleve var deres skibe i tal, og Admetos' ætling
Evmelos var deres fører, en helt som den fagre Alkestis
fødte Admetos, den skjønneste mø blandt Pelias' døtre.
Derpaa kom mænd fra Metone og fjernt fra Tavmakias marker,
fra Meliboia og byen Olizon oppe paa aasen.
Syv var skibenes tal. Filoktetes, den navngjetne skytte,
var deres fører og drot. Paa hvert av hans skibe var femti
rorskarler, mænd som forstod med kraft at kjæmpe med buen.
Plaget av grufulde lidelsers kval laa nu deres høvding
hist paa det hellige Lemnos, forlatt av akaiernes sønner,
pint som han var ved det giftige bid av en frygtelig slange.
Der var han lænket til leiet; men snart skulde alle argeier
mindes i leiren paany den herlige drot Filoktetes.
Høvdingeløse var ikke hans mænd; men de savnet sin fører.
Nu blev de fylket av Medon, en frillesøn kjæk som den barske
borgødelægger Oilevs i løn hadde avlet med Rene.
Saa kom helter fra Trikke og dalene fjernt ved Itome
og fra Oikalias stad, hvor Evrytos engang var hersker.
Hæren blev ført av Asklepios' søn, den gjæve Makaon
og Podaleirios, høvdingens bror, de kyndige læger.
Treti var skibenes tal som fulgte de tvende paa færden.
Mænd fra Ormenions stad og den sølvklare bæk Hypereia,
dem fra Astérions by og Titanos' skinnende skrenter
førte den gjæve Evrýpylos frem, en søn av Evaimon.
Samtlige snekker som fulgte sin drot, var firti i tallet.
Derpaa kom stridsmænd fra Orte, Argissas stad og Gyrtone,
fra Oloósson med skinnende borg og fra byen Elone.
Fører for disse var drotten, den krigerske helt Polypoites,
søn av Peiritoos, kjæmpen som Alfader Zevs hadde avlet.
Men for Peiritoos fødte den herlige Hippodameia
sønnen den dag da han tugtet de lodne Kentaurer og jog dem
bort til aitikernes land paa flugt fra Pelions lier.
Ei var han ene; ham fulgte den vældige kriger Leontevs,
søn av Koronos, den modige drot, en ætling av Kainevs.
Firti tjærede skibe var høvdingens følge paa færden.
To og tyve var skibenes tal som førtes av Gunevs.
Kjække peraiber og tro eniener var med ham fra Kyfos,
helter som hadde sit hjem i det vinterlig barske Dodona
eller paa markerne langs Titaresios' yndige bredder,
elven som sender sit speilklare vand i Peneios' strømme.
Dog, den blander sig ei med Peneios' skumhvite hvirvler.
Ovenpaa flyter dens vand som et dække av olje; ti elven
kommer fra Styks, hin flod som nævnes i grufulde eder.
Protoos førte magneternes folk, en søn av Tentredon,
mænd fra Peneios og Pelions li med det skjælvende løvhang.
Protoos, helten saa rask, var krigernes fører paa toget.
Høvdingen kom med sin hær paa firti tjærede snekker.
Disse var drotter og ledende mænd i danaernes fylking.
Hvo der var bedst av dem alle, maa du fortælle mig, muse,
bedst av mænd og av hester som fulgte de tvende Atreider.
Ypperst av samtlige hester var de som Evmelos tøilet,
Feres' ætling; de ilte saa let som vingede fugler.
Farve og alder var ens, og ryggen som strakt efter snoren.
Foibos Apollon selv hadde drættet dem op i Peraia.
Begge var hopper og spredte paa val en rædsel som Ares.
Taprest av kjæmper var Telamons søn, den vældige Aias,
medens Akillevs var vred; ti han var den bedste av alle.
Raskest var ogsaa de hester som trak den gjæve Peleide.
Dog nu laa han i ro ved de stavnkrumme gyngende snekker,
rugende over sin harm mot mændenes drot Agamemnon,
Atrevs' søn, og hist, hvor brændingen bruste mot stranden,
lekte hans svende med diskos og skjøt med jagtspyd og bue.
Bundet, enhver til sin vogn, stod hestenes forspand og tygget
kløverens frodige blad og græs fra de myrlændte enger.
Dækket med omhu stod under teltene førernes vogner.
Mændene savnet sin kampglade drot og vandret i flokker
frem og tilbake i leiren og kjæmpet ei længer paa valen.
Krigerne stormet nu frem som en herjende ild over sletten.
Markerne drønet og skalv, som naar Zevs, den lynglade hersker,
pisker i vrede med lynet den jord som dækker Tyfoevs
hist i arimernes land, hvor man sier at jætten skal ligge.
Saaledes drønet den skjælvende jord under heltenes føtter,
da de brøt op, og hen over markerne stormet de hurtig.
Rap som den susende vind kom Iris til troernes møte,
sendt av den aigissvingende Zevs med et ulykkesbudskap.
Troernes folk var stevnet til ting ved Priamos' borgport.
Stimlet til møte var samtlige mænd, baade unge og gamle.
Iris, den fotrappe, stillet sig nær og talte til kongen.
Skuffende lignet hun Priamos' søn Polites av stemme,
troernes speider, som stolende trygt paa de hurtige føtter
sat paa en haug hvor den graanede drot Aisyetes var gravlagt,
stadig paa vakt, naar akaiernes mænd brøt op fra sin flaate.
Høvdingen skuffende lik tok den fotrappe Iris til orde:
«Gubbe, en endeløs strøm av ord er din høieste glæde
nu som i dypeste fred, skjønt krigen den grufulde raser.
Vel er jeg gaat til mangen en kamp mot talrike stridsmænd;
aldrig saa jeg dog endnu saa stor og saa velrustet fylking.
Talløse skarer som sandet paa strand og som træernes blade
iler mot byen til kamp og stevner i hast over sletten.
Hektor, til dig vil jeg helst gi et raad, og gjør som jeg sier:
Hjælpende skarer i mængde er samlet i Priamos' kongsstad.
Hver sine tungemaal har de, og spredt er folkene bosat.
La nu av folkenes drotter hver enkelt faa gi sine egne
landsmænd besked og føre dem ut, naar skaren er fylket.»
Saa hun talte, og Hektor forstod hint bud fra gudinden.
Straks lot han møtet bli hævet, og mændene grep sine vaaben.
Vidt blev fløiene aapnet paa gap, og ut gjennem porten
stormet de alle tilfots og tilvogns i larmende trængsel.
Utenfor bymuren hæver sig høit i det fjerne en mægtig
gravhaug med skraanende sider. Frit ligger den ute paa sletten.
Mennesker kalder den helst Batieia. Blandt evige guder
bærer den navnet Myrsines grav efter møen den raske.
Her blev troerne selv og hjælperne fylket til kampen.
Troerne førtes av Hektor, hin helt med den vaiende hjelmbusk,
Priamos' søn. Hans følge var størst, og de tapreste helter
rustet sig der med brynjer og spyd og stundet mot kampen.
Helten Aineias, Ankises' søn, var dardanernes fører.
Høvdingens mor Afrodite blev favnet av drotten Ankises
engang paa Ida, udødelig brud av en dødelig brudgom.
Helten Arkilokos fulgte og Akamas, begge de gjæve
sønner av drotten Antenor. I alleslags kamp var de øvet.
Derpaa kom mænd fra Zeleia som ligger ved foten av Ida,
troiske helter som drikker den sorte Aisepos' vande,
rike paa gods. Den straalende Pandaros var deres fører,
søn av Lykaon. Apollon selv hadde skjænket ham buen.
Fra Adresteía kom andre og hist fra Apaisos' bygder,
fra Pityeia og mænd fra den kneisende fjeldby Tereia.
Fører var Amfios, pansret i lin, og den gjæve Adrastos,
sønner av Merops, en drot fra Perkote. Kyndigst av alle
var han i sandsigerkunst. Sine sønner forbød han at stevne
frem til den mandespildende kamp; men de fulgte ei budet;
ti de blev lokket og draget av dødens de mørke gudinder.
Derpaa kom mænd fra Praktios' bred og det stolte Perkote,
kjæmper fra Sestos, Abydos og fjernt fra det skjønne Arisbe.
Asios, Hyrtakos' søn, var heltenes mægtige høvding,
Asios, Hyrtakos' søn, som var kommet tilvogns fra Arisbe,
trukken av vælige hester fra floden Selléeis' bredder.
Drotten Hippótoos førte pelasgernes spydvante stammer,
kjæmper som hadde sit hjem paa den frugtbare mark ved Larissa.
Helten Hippótoos førte dem frem og den tapre Pylaios,
sønner av Letos, Tevtamos' søn av pelasgernes stamme.
Peiraos, helten saa gjæv, og Akamas førte til kampen
trakernes stammer som bor ved den rivende strøm Hellespontos.
Evfemos førte til kamp de lanseberømte kikoner.
Helten Troizenos, hans far, var søn av den høibaarne Keas.
Fjernt fra Aksios' strøm, fra Amydon, førte Pyraikmes
alle paionernes stridbare mænd med de krummede buer.
Aksios spreder saa viden om land sine speilklare strømme.
Men paflagonerne førte Pylaimenes, laadden paa brystet,
fjernt fra eneternes land, hvor mulæsler færdes i frihet.
Krigerne kom fra Kytóros og fjernt fra Sésamos' bymark.
Andre var bosat i herlige hjem ved Partenios' bredder
og i Aigialos, Kromne og fjeldene rundt Erytinoi.
Odios selv, halizonernes drot, og Epistrofos førte
mænd fra det fjerne Alybe, hvor sølvgrener vokser i fjeldet.
Mysernes fører var Kromis og Ennomos, kyndig i varsler.
Dog de varslende fugler blev ikke hans vern imot døden;
ti av den raske Akillevs' spyd blev han fældet i floden,
der hvor mangfoldige troer blev dræpt av Aiakos' ætling.
Fjernt fra Askania førte Askanios, kjæk som en guddom,
sammen med Forkys det frygiske folk, og de stundet mot kampen.
Mestles og Antifos førte til kamp maionernes fylking,
drotten Talaimenes' sønner med nymfen fra sjøen Gygaia.
Heltene førte maioniske mænd som var født under Tmolos.
Nastes var fører for karer, hvis tungemaal lyder barbarisk,
stammer som bor i Milet og paa fteirernes løvrike aaser,
langsmed Maiándros' strøm og paa fjeldet, det bratte Mykale.
Nastes førte dem frem og Amfimakos, Nomions sønner.
Begge var herlige helter. Den ene var draget i krigen
prydet med straalende smykker av guld, som var han en ungmø.
Daare! Hans guldsmykker vernet ham ei mot døden den grumme;
ti for den fotrappe ætling av Aiakos bukket han under,
fældet i floden. Hans guld blev den kjække Akillevs' bytte.
Drotten Sarpedon og Glavkos gik frem med de lykiske stridsmænd.
Fjerntfra kom de, fra Lykiens land, fra den hvirvlende Ksantos.