I Kivledal
I Kivledal, under Bjergeli,
var jevnet en Vei til Kirke;
men oppe i Lien smutted en Sti
ind under de tætte Birke.
Paa Veien drog Folket til Sang og Bøn,
paa Stien gik Bjergets Møer i Løn, —
og Solen spilled i Morgenstunden
paa Kirkens Tag og paa Birkelunden.
Mens Sangen hørtes i Kirkechor,
bag Løvet Møerne sade,
indtil Herr Peder i Sillejord
steg frem paa sit Talerstade;
Da vandred de op i den frie Ur
og blæste en Slaat paa Horn og paa Lur.
Det klang saa fuldt gjennem Lundesalen,
det klang saa sødt gjennem Kirken i Dalen.
Hver Bjergehal og hver Li der var,
gav bævende Klang tilbage,
den hele Dal laa tindrende klar
i Toner af Lyst og Klage.
Da sprang der Blommer af Krat og Tjørn
da hviled i Luften den stærke Ørn,
og Vinden turde ei Løvet røre,
og hvert et Blad var et lyttende Øre.
Det var Herr Peder, den lærde Præst,
han havde saa stam en Tunge;
han hæved sin Røst som han kunde bedst,
da Tonerne hørtes runge;
men Ingen saa op, og Ingen gav Agt,
men Alle grebes af Tonernes Magt,
og Alle gik ud, som i Kirken vare,
Herr Peder tilsidst bag sin Sogneskare.
Saa standsed Folket i Solens Glands,
og stirred fortabt mod Fjeldet.
Med Smil og Taarer, med Sind og Sands,
de lytted til Tonevældet.
Og Blommerne spredte saa stærk en Duft,
og Ørnen svam i den klare Luft;
Hvert Blik var spændt og hver Læbe bunden,
til Tonernes sidste Klang var svunden.
Da meldte Herr Peder sin Kirkeflok,
der stod med duggede Kinder:
„Nu har jeg manet i Sten og Stok
de kaglende Jettekvinder.“
Men Tonerne baned sig selv en Vei,
og Folket i Dalen glemte dem ei.
Fra Bjelkehus og fra Lundesalen
de høres endnu gjennem Kirkedalen.