Hassel-Nødder/Hule Nødder
Ekhorn har nok ſelv ſpiiſt de Bedſte.
Huller ſidde jo i de Fleſte?
Da til Tidsfordriv
i travaligt Liv
brug ei Tand, men Kniv!
frelſe liden Maddik derinde!
Den en gylden Pung dig ſkal ſpinde.
Ekhorn veed vi nok er en Skøjer,
tænker kun paa evige Løjer,
ſpiſer Kjernen ſød,
men i Pigens Skjød
kaſter hulen Nød.
Men juſt netop udi de Hule
Sommerfuglelarver ſig ſkjule.
Ekhorn Egoiſt vil kun ſvælge,
Fantaſus de Hule vil vælge.
Om de Friſke veed
han jo den Beſked:
der er Kjerne fed.
Men i en af hundrede hule
kan et ſtort Vidunder ſig ſkjule.
Engang var en Perle inddrukket,
engang var en Guldnaal indſtukket.
Huldren — det var ſlemt —
havde Naalen glemt
for en Alfes Skjemt.
Ofte blaa ſom Himmelens Bendel
boer der liden Sfinx Filifendel.
Fantaſus har hørt den at hamre
ſidſte Høſt paa Hamſenes Kamre;
tænker ſaa ſom ſaa:
jeg de hule maa
nøje pasſe paa.
Der formummet tør jeg dig finde,
Fagre Sfinx, du min Elſkerinde!
Derfor Du de hule ei hade,
Livet liden Maddik tillade!
Sfinxen næſte Vaar
med ſin Vinge ſlaaer
Ekhorns Næſe ſaar.
Gylden Pung, ſom ligger tilbage,
bør du ſom et Minde ei vrage.
