Fortale til fra Kristianiabohêmen

FORTALE

TIL

„FRA KRISTIANIABOHÊMEN“

ROMAN I TO DELE

AF

HANS JÆGER.

UDKOMMER TIL JUL.

KRISTIANIA.

I KOMMISSION HOS HUSEBY & CO. LIMIT.

1885.

Pris 20 Øre.

Udgivelsen af nærværende har intet sammenhæng med udgivelsen af selve bogen. Når vi har påtaget os kommissjonen af denne fortale, er det skeet for at bidrage vort til en alsidig diskussjon.

Kommissjonærerne.

———————— Thronsen & Co.s Bogtrykkeri. Jeg ved, at denne bog er et monstrum af

en bog — literært som socialt. Men desværre den maatte bli det i begge henseender.

Literært, fordi jeg, uden oprindeligt literært talent, i trediveaars alderen saa mig nødsaget til at overta løsningen af en opgave, som jeg i en aarrække havde gaat og ventet paa skulde bli løst af en anden — den opgave nemlig at indlede en moderne norsk romanliteratur.

Socialt, fordi denne opgave ikke kunde løses uden ad naturalistisk vej, og fordi ethvert virkelig naturalistisk værk baade ved sin form og ved sit indhold nødvendigvis maa støde voldsomt an imod, hvad der nufortiden ansees for god social tone.

Jeg skal forklare hvorfor:

Naturalismen er — kort defineret — deterministisk digtning.

Og determinismen gaar ud fra, at menneskene under de faktisk forhaandenværende omstændigheder umulig kan handle anderledes, end de virkelig handler. Den gaar med andre ord ud fra, at hvis et menneske drages til ansvar for sine handlinger, saa drages han til ansvar for noget, hvori han ingensomhelst „skyld“ har, hvori han altsaa er ganske og aldeles „uskyldig“ Men at drage et menneske til ansvar for det, hvori han er ganske og aldeles „uskyldig“, det kan man ikke gjøre med nogen moralsk ret.

Determinismen gaar altsaa ud fra, at man aldrig med nogen moralsk ret kan drage et menneske til ansvar for hans handlinger. —

Den praxis, det moderne samfund befølger, svarer ikke ganske til denne determinismens opfatning. Det moderne samfund bekjender sig, som man ved, til en bestemt herskende moral, i den opdrages den opvoxende slægt, og for overtrædelser af den sætter samfundet forskjellige straffe, i den hensigt at bevidstheden om straffen, der følger paa den umoralske handling, skal træde støttende til, hvor den moralske følelse skulde vise sig utilstrækkelig til trods forden moralske opdragelse.

Saadan er det moderne samfunds praxis, og ved denne praxis opretholdes den dag i dag den gamle morals herredømme.

Og hvad er det, som derved sker? Hvad vil det sige, at moralen ved hjælp af den moralske opdragelse og det moralske ansvar sejrer hos den store masse af individer?

Intet andet, end at alle de individuelle anlæg ogtilbøjeligheder, der staar i strid med den gjængse moral, trænges tilbage; at m. a. o. individualiteterne nivilleres, hindres i at komme til fri udfoldelse. — Ved denne individualiteternes nivellering fattiggjøres det personlige individuelle liv, og følgen er, at samfundslivet, det sociale liv, istedetfor at være et frugtbart samliv mellem rigt udviklede individer, hvis forskjelligartede og ejendommelig udformede naturer bryder sig imod hinanden i et rigt vexlende farvespil, svinder ind til en ensartet sammenlevens farveløse graat i graat. — Fattiggjørelsen af den enkeltes liv hævner sig mangefold paa det sociale livs gehalt.

Deterministen ser paa denne fattiggjørelse af livet — og beklager den. Baade for sin egen og for alle de andres skyld. Og er han forfatter, saa kunde det nok hænde, han fik lyst til at ta et rigtig forkrøblet exemplar af arten og lægge det frem for offentligheden; pege paa de spirer, som oprindelig fandtes, vise, hvordan de lidt efter lidt dræbtes under den moralske udvikling, og saa stille det frem i hele sin nøgne fattigdom, det ynkværdig forkrøblede liv, hvori denne kastreringudvikling endte.

Men hvis han gjør det?

Ja, saa skriger publikum op — og lejesvendene, de strænge dusinkritici gaar i spidsen —: hvorfor fremstiller han ikke heller det skjønne i livet end det stygge! Dette ækle stof, og denne utilhyllede fremstilling af det i hele sin ækkelhed — vi ved ikke, hvad der er modbydeligst. — Nej digtningen skal være skjønliteratur, ikke stygliteratur.

Dog, der blir ikke skrevet saamange af den slags bøger; der er nemlig andre opgaver, som ligger den deterministiske forfatter nærmere.

Sagen er den:

Der gives en hel del individer, som er slig anlagte, at den moralske følelse, trods alle samfundets moralske foranstaltninger, alligevel ikke formaar at voxe sig saa stærk hos dem, at den bringer dem til at handle moralsk. Disse individer faar da sin straf — en straf, som dikteres dem af den moralske offentlige mening —: de blir stødt ud af det egentlig sociale liv. Og i tusinder og atter tusinder af tilfælde blir denne udstødelse af det sociale liv begyndelsen til en række ulykker, der ender i fortvivlelse og undergang. — Lad os tænke paa, hvordan det i de fleste tilfælde gaar unge forbrydere, imod hvem samfundet, ogsaa efter at de har udstaaet sin lovlige straf, fremdeles blir ved at udøve et moralsk ansvar. Og — for at ta et enkelt literært exempel —: lad os tænke paa Alexander Kiellands „Else“, som for sin moralske forseelses skyld blir stødt ud paa gaden af sin — gudbevars kjærlige, men moralsk forblindede plejemor, og derved gaar tilgrunde. Og lad os tænke paa de utallige andre unge piger, hvem det gaar ligedan. Lad os tænke paa, hvad det vil sige det: at leve udstødt af det sociale liv og bli behandlet som samfundets bærme og udskud, lad os tænke paa, hvad det vil sige, og vi vil forstaa, hvorledes selve livet og dermed ogsaa den personlige frihed da faar saa lidet at betyde, at resikoen for at miste liv og frihed ikke længer formaar at afholde individet fra forbrydelsen, afholde det fra aaben kamp mod samfundet som samfund — denne kamp, der saa godt som bestandig ender med individets undergang som menneske.

Deterministen ser paa disse sørgelige frugter af det moralske ansvar og gribes af sympathi for alle disse ulykkelige ofre for den offentlige menings moralske tyranni — først fordi disse menneskers oprindelighed tiltaler ham, dernæst fordi de lider. Og bor der en digter i ham, kan det nok hænde, han stiger ned i den verden, hvor disse ulykkelige har sit tilhold, vandrer omkring blandt dem, lever sammen med dem og studerer deres liv dernede i de skumle regioner, hvor smuds og raaddenskab, raahed og uterlighed, uhumskhed og forvorpenhed spirer frodig frem af fattigdommen og den aandelige elendighed, som sop af den sumpige jordbund. Og naar han saa stiger op igjen til dem, som har sine hjem deroppe i lyset og luften og fremstiller for dem i levende sanddru billeder disse forulykkede individers tragiske levnetsløb —: hvordan de først begyndte sin tilværelse deroppe i dagens klare lys de ogsaa; hvordan de saa, slig som de nu engang var, af omstændighedernes magt med nødvendighed førtes ind paa de umoralske veje, ind under det moralske ansvar; og hvordan de saa blev kastet ud paa skraaplanet, hvor de med jernhaard nødvendighed gled ned i elendigheden — naar han skildrer med levende farver for dem heroppe al den gru, som de i sin moralske forblindelse fører ned over disse ulykkelige; saa venter han, at den moralske forblindelse skal falde som skjæl fra deres øjne, at de skal slaa sig for sit bryst og bekjende, at deres er skylden, og at de skal sige til sig selv hver enkelt af dem; jeg vil ikke længer være med paa denne grufulde umenneskelighed! jeg vil ialfald fra nu af gjøre mit til, at der kan bli en ende paa dette moralske tyranni saa al denne menneskelige elendighed endelig engang kan komme til at høre op.

Ja, se det venter han den stakkels mand — men hvad sker?

Det pene moralske forkrøblede samfund vender sig fra ham med afsky. — Aa fy! fy! disse naturalister! siger de, bestandig har deres emner „en affinitet til det lave og slette, til det, der svækker anstændighedsfølelsen ved sit forhold til det obscøne“. Med sine modbydelige billeder besmitter de vor fantasi og tilsøler de vort følelsesliv — og vor moralitet tar skade deraf. Og sligt kalder de kunst! — Nej, den sande kunst, den stiller sig som opgave „at øve en forædlende indflydelse paa fantasi og følelsesliv og derved indirekte paa moraliteten“.

Og der staar naturalisten, plantet paa sine to bene i stum forbauselse —: Hvad væver de om „forædling“ de bæst! — hvad andet er det, han har villet med at vise dem sine nøgne sanddru billeder af disse menneskeliv, som endte dernede i sølen, end netop at forædle deres forkrøblede fantasi og følelsesliv og dermed tillige deres moral! — Men deres sind er ikke modtageligt for forædling. Forgjæves har han vist dem i hele sin smudsige afskyelighed al den elendighed, som de ved sin umenneskelig umoralske moral fører sine medmennesker ned i — de vil ikke beskjæftige sin fantasi og sit følelsesliv med saa lavtliggende ting som den menneskelige elendighed, de selv frembringer; de vil bare fortsætte med at frembringe den. — Og han den stakkars forfatter, som indbildte sig, han skulde kunne røre dem til medlidenhed med de ulykkelige ofre! som indbildte sig, han skulde kunne vække saamegen menneskelighed hos dem, at de opgav sin gamle fordærvelige individualistiske moral og lod sig besjæle af den nye moral, samfundsmoralen, som ikke kjender andre moralske pligter end dem, samfundet har overfor individerne, ingen moralske pligter, som individerne skulde ha ligeoverfor samfundet!...

Men du naadsens gud! siger man; skal individerne ikke længer ha moralske pligter? det vil jo ikke sige andet, end at nu skal alle menneskets lavere drifter, som hidtil har været holdt saa nogenlunde i ave af moralen, slippes løs og faa lov at boltre sig, som de vil. Og da har vi jo den største uretfærdighed af alle —: de stærkere individers ret over de svagere!...

Aa nej da! Har samfundet den moralske pligt ligeoverfor individerne at sørge for, at enhvers — ikke nogen enkeltes, men alle og enhvers individualitet kan komme til fri udfoldelse; har m. a. o. samfundet den moralske pligt at sørge for, at alle individer kan opnaa den størst mulige grad af frihed og udvikling, saa er det dermed ogsaa git, at samfundet har ret til at fordre af individerne, at de ikke ved sine handlinger gjør det umuligt for samfundet at opfylde denne sin moralske pligt. Samfundet har med andre ord, i kraft af den moralske pligt, som paaligger det overfor individerne, ret til at sætte de grænser for individernes handle frihed, som er nødvendige for, at alle individer kan opnaa den størst mulige grad af frihed og udvikling, og gjør samfundet det, saa kan ikke den stærkere undertrykke den svagere — med mindre han overskrider disse grænser. Men da kommer samfundet og drager ham til ansvar derfor — ikke med nogen moralsk ret gudbevars, men med en juridisk^[1].

Og herved kommer jeg ind paa en anden opgave, som frembyr sig for den deterministiske forfatter.

Ligesaa vist nemlig som samfundet i kraft af den moralske pligt, som paahviler det, har ret til at indskrænke individernes handlefrihed inden visse grænser, for at alle individer kan opnaa den størst mulige grad af frihed og udvikling — ligesaa vist er det ogsaa samfundets moralske pligt at sørge for at optrække disse grænser netop saa snævert, som det til den ende behøves, og hverken videre eller snævrere. Thi trækkes de for snævert disse grænser, saa vil jo det — ligedan som tilfældet var med den individualistiske moral — paa den ene side lede til en unødvendig nivellering af individualiteterne og derved forarme det sociale liv, og paa den anden side skabe forbrydere af folk, der ikke behøved at være det. — Og trækkes grænserne ikke snævert nok, saa aabnes der derved en adgang for den stærkere til at undertrykke den svagere.

Men viser det sig nu, at grænserne for den individuelle frihed i den bestaaende samfundsorden dels er trukket for snævert og derved bevirker en unødvendig nivellering af individualiteterne; og dels ikke snævert nok, saa at den stærkere faktisk faar retslig adgang til at undertrykke den svagere og hæmme den fri udfoldelse af hans kræfter, politisk, økonomisk, socialt, intellektuelt — saa er det jo klart, at den deterministiske forfatter til emner for sine kunstneriske fremstillinger gjerne vil vælge netop de individers udviklingshistorier, der rammes af disse mangler ved samfundsordenen. For derved at vise, hvorledes de umoralske samfundsinstitutioner har sin andel i individualiteternes forkvakling og forkrøbling, og i ulykke og elendighed.

Viser det sig saaledes, at den bestaaende ejendomsret gir den økonomisk stærkere ret til at undertrykke den økonomisk svagere baade politisk, økonomisk, socialt og intellektuelt, og at dette forhold fremavler de store samfundsonder: fattigdom, raahed, vankundighed; og viser det sig, at familie- eller ægteskabsinstitutionen ved sin unaturlige adskillelse af kjønnene hos individerne skaber et fond af liderlighed, som sammen med fattigdommen, raaheden og vankundigheden fremavler det store samfundsonde, vi kalder usædelighed; og viser det sig, at disse samfundsonder uafladelig kræver en mangfoldighed af ofre — saa er det jo klart, at den deterministiske forfatter som emne for sin kunstneriske fremstilling gjerne vil vælge netop de individualiteters udviklingshistorie, der falder som ofre for disse samfundsonder.

Men hvis han gjør det, saa falder man igjen over ham med sit forslidte vrøvl om „affiniteten til det lave, det slette, det uanstændige, det obscøne“. Naturalisten kan vende sig, hvor hen han vil: han kan gi sig ikast med en hvilkensomhelst opgave, hans livssyn maatte føre ham ind paa — altid vil de bli spyttet ham i ansigtet disse fortærskede gloser. De pene, moralske, forkrøblede samfundsmennesker vil nu engang ikke stilles ansigt til ansigt med sine ofres elendighed. Hvad kommer det disse privatmænd, som aldrig har vidst, hvad almenaand var — hvad kommer det dem ved, at endel fremmede mennesker ikke kan finde sig tilrette i deres pene, hyggelige samfund, og derved gaar tilgrunde! hvad kommer disse fremmede mennesker dem ved! —

Fremmede mennesker... ? Og hvad om ogsaa en del af deres egne gik med i løbet! — Hvem ved, kanske det kunde røre dem?...

Ja, hvem ved — det var kanske et forsøg værdt.

Der gives i vort samfund en liden skare mennesker — mest sønner af brave, pene forældre — for hvem det fattige aandsforladte liv i det moderne samfund ikke har den tillokkelse, at udsigten til at leve et sligt liv formaar at sætte deres energi i bevægelse — mennesker for hvem det moderne samfund er en øde, trøstes løs sandørk, hvor de ingensteds kan fæste bo, hvor de bare vanker omkring og vansmægter efter livet. Den lille skare er fremtidens fortidlig fødte børn, dens første udsæd, mændene med de store behov, fremtidsbehovene, der først kan tilfredsstilles under friere, rigere og skjønnere samfundsformer, som det er forbeholdt fremtiden at skabe — det er den landflygtige, hjemløse bohême. — Ogsaa en skjøn frembringelse af den moderne kultur.

Hvordan forløber disse hjemløse existencers liv?

Jo: de tilbringer sin ungdom dels med frugtesløse forsøg paa udenfor sig at finde et maal, som svarer til den dybe trang derinde i dem, og dels med ligesaa frugtesløse forsøg paa at døve denne higende trang ved hjælp af alle de aandelige narkotika, som det gamle, indvendig raadne, samfund stiller til deres raadighed. Og naar saa engang det frugtesløse i disse forsøg tilslut er gaaet op for dem, og haabløshedens ro har sænket sig ned over dem — saa vaagner de en vakker dag op til forstaaelse af situationen. Da gribes de af raseri imod dette pene, brave samfund, som ganske rolig, med koldt blod har ødelagt deres liv — og de tænker et øjeblik paa at rejse sig til kamp imod al denne djævelske penhed og bravhed. Men da er det for sent. Deres ungdom er borte, deres energi slidt op; kanske deres arbejdskraft med. Og selv om de kunde gjøre noget — de vilde jo ikke komme til at nyde frugterne af sit arbejde. Og de gider s’gu ikke kaste sig ind i et arbejdsliv, som ikke de selv, bare andre, skal høste nytten af; de er ikke længer saa unge, at de kan tilfredsstilles ved det surrogat for livet, som ligger i en kamp for at redde dem, der kommer efter. Ialfald kan en slig kamp ikke begejstre dem nok til at overvinde deres slaphed og energiløshed. — Og saaledes fordunster det første øjebliks raseri, haabløshedens ro sænker sig igjen ned over dem, og de lever slapt videre. Men livet fortoner sig mørkere og mørkere for dem; haabløsheden stiger til fortvivlelse, og selvmordstanken lægger sig rugende over dem. Og konsekvent — tar de sig virkelig afdage; hvis ikke selvopholdelsesdriften i dem er stærk nok til at holde konsekvensen stangen. Er den det, saa redder de sig ind i en eller anden liden stilling, hvor de fortsætter med at holde livet oppe — indtil endelig naturen forbarmer sig over dem og lar dem dø døden, som de fornuftigvis skulde ha søgt af sig selv for længe siden. —

Som man ser: ogsaa en prægtig opgave for en deterministisk forfatter. Men ogsaa et uhyggeligt stof med „affinitet til det lave, det slette, det uanstendige, det obscøne“.

Men dette er dog de pene brave borgermænds eget kjære afkom, deres smertens børn. Det er deres egne, og det endda de bedste af deres egne, de mest udviklingsdygtige af dem, som paa den maade gaar tilgrunde. — Hvad om de brave borgermænd ved kunstneriske fremstillinger af disse existencers livsskjæbner, der falder som ofre for det sociale livs fattigdom, skulde kunde bringes til at se tværsigjennem „lavheden og sletheden og uanstændigheden og obscøniteten“ saa de et øjeblik kom til at stirre lige ind i den tragiske skjæbnes forstenende medusaøjne! — Hvem ved!?....

Dog, lige meget! — Èt er sikkert: bohêmen voxer; de blir stadig flere og flere disse hjemløse existencer som ikke formaar at skyde rødder i det gamle samfunds jordbund, og som derfor vantrives og gaar tilgrunde. Og kunde disse ulykkelige, allerede ved begyndelsen af sin livsbane, selv bringes til hel og klar forstaaelse af den skjæbne, som er æslet dem i det gamle samfund — de vilde gribes af hellig harme over denne ofring af slægtens dyreste blod, fremtidens udsæd, til den gamle tids Moloch. Og med den evne til begejstring, som alene ungdommen ejer, vilde de rejse sig, alle som én, til en planmæssig, sejg og udholdende kamp for at undergrave de tre gigantiske granitkolosser, som bærer den gamle kultur og det gamle samfund og holder al aandsfattigdommen oppe — : kristendommen, moralen og det gamle retsbegreb. Og i den kamp vilde de finde erstatning for det liv, der blir dem nægtet.

Men for at kunne bringe dem denne forstaaelse paa forhaand — saa maa der skrives en bohêmeliteratur. Og for at der skal bli skrevet en bohêmeliteratur, saa maa der gjøres en begyndelse. Og en saadan begyndelse er denne bog.

Lad saa penheden og bravheden skraale paa lavhed og slethed og uanstændighed og obscønitet, saameget de lyster; det rører mig ikke. Jeg har kun én sorg —: at jeg ikke kunstnerisk skal ha magtet min opgave saa pas, at denne bog virkelig blir en begyndelse.

1. Her turde kanske være plads for den bemærkning, at i et fuldt udviklet samfund, der virkelig har opfyldt sin pligt ligeoverfor individerne og skaffet dem alle den størst mulige grad af frihed og udvikling, politisk, økonomisk, socialt og intellektuelt; i et samfund altsaa, hvor individet staar der med fuld forstaaelse af, hvad en forbrydelse er, nemlig oprør imod samfundet som samfund — der vil der neppe være plads for andre straffe i kriminalloven end dødsstraf eller deportation. Thi den, der da begaar en forbrydelse, han begaar den ikke længer, fordi umoralske samfundsforhold indvirker uheldig paa hans natur, men fordi han, med denne sin natur, overhovedet ikke er skikket til at være medlem af et frit samfund. Derfor maa samfundet kaste ham ud, saa lidet han end selv kan hjælpe for, at han er slig.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.