Fløiten
Efter min Mening kunde vi alle nyde langt flere af Livets Goder og have meget mindre af Ondt, naar vi kun ſørgede for, at vi ikke betalte for meget for vore „Fløiter“. Thi det ſynes mig, at de fleſte ulykkelige Menneſker, ſom vi møder, kun er blevne ulykkelige derved, at de har undladt denne Forſigtighed.
Hvad jeg derved mener, vil fremgaa af følgende lille Hiſtorie, ſom tildrog ſig i min tidligſte Ungdom.
Da jeg var en Gut paa 7 Aar — det var paa en Helligdag — gav engang mine Slægtninger mig en hel Del Kobbermynter. Jeg fik nu travelt med at gaa til en Kjøbmand, ſom havde Barneleger at ſælge. Men allerede paa veien didhen mødte jeg en anden Gut med en Fløite, hvis Lyd behagede mig ſaa vel, at jeg frivillig bød ham alle mine Penge for den.
Fornøiet over denne min Handel ilede jeg hjem igjen og ſtreifede fløitende gjennem hele Huſet; thi min Fløite gjorde mig ligeſaa megen Glæde, ſom den var til Fortræd for hele Familien. Da mine Brødre, Søſtre, Onkler og Tanter hørte om denne Handel, ſagde de mig, at jeg havde givet flere Gange mere for Fløiten end hvad denne var værd. Derved blev jeg gjort opmerkſom paa, hvormange ſmukke Ting jeg kunde have faaet for de øvrige Penge, og da de desuden gjorde ſig lyſtige over min Enfoldighed, ſaa begyndte jeg af bare Ærgrelse at graate. Nu gjorde Angeren mig mere Fortræd end Fløiten havde gjort mig Glæde.
Denne Tildragelſe havde imidlertid det Gode ved ſig, at den efterlod et blivende Indtryk hos mig, ſom i Fremtiden blev mig til ſtor Nytte; thi ſaa ofte jeg kom i Friſtelſe for at kjøbe noget Unyttigt, ſaa ſagde jeg altid til mig ſelv: Betal ikke formeget for Fløiten; og ſaa ſparte jeg mine Penge.
Da jeg blev voxen og indtraadte i Verden, hvor jeg havde Anlednig til at iagttage Mennevkenes Handlinger, troede jeg at bemerke flere, ja endog mange Menneſker, ſom gav for meget for deres Fløiter.
Saa jeg en Ærgjerrig ængſtelig ſtræbe efter Hofgunſt og ødſle ſin Tid bort i Forværelſer, ſom ofrede ſin Ro, ſin Frihed, ſine Dyder, ja endog ſine Venner for at erholde den, ſaa ſagde jeg til mig ſelv: Han giver for meget for ſin Fløite.
Saa jeg en anden lefle efter Folkegunſt, ſtedſe at blande ſig i politiſke Stridigheder, og derved forſømme ſine egne Anliggender, ſaa ſagde jeg: Han betaler ſandelig formeget for ſin Fløite.
Naar jeg traf paa en Gjærrig, ſom forſagede enhver Art af Bekvemmelighed og enhver Fornøielſe, aldrig gjorde ſine Medmenneſker noget Godt og derved tabte ſine Venner og ſine Medborgeres Agtelſe, kun for at ophobe Skatte, ſaa tænkte jeg: Fattige Mand, du betaler ſandelig alt for meget for din Fløite.
Traf jeg paa en fornøielſesſyg Mand, ſom forſømte enhver aandelig Glæde, enhver Anledning til at øge ſin Formue og blot hengav ſig til ſanſelige Fornøielſer, ſaa ſagde jeg: Bedragne Mand, du ſkaffer dig Lidelſer iſtedetfor Glæde, du giver for meget for din Fløite.
Ser jeg En, der er henfalden til Pynteſyge, luxuriøſt Indbo og ſmukke Kjøretøier, ſom overſtiger hans Formue og foraarſager ham Gjæld og ſom tilſlut ender ſin Løbebane i Skjændſel, ſaa ſiger jeg: Ak, han har betalt ſin Fløite dyrt, meget dyrt.
Naar jeg ſer en ſmuk og blid Pige gift med en raa og uſleben Tølper, ſaa ſiger jeg: Det er evig Skade, at hun har givet ſaa meget for ſin Fløite.
Kort, hvor jeg ſaa hen, bemerkede jeg at Menneſkene ſelv tildrager ſig den ſtørſte Del af ſin Elendighed derved, at de ikke rigtig taxerer Tingenes Værdi og at de betaler ſin Fløite for dyrt.
Jeg føler imidlertid ſaa meget mere for disſe ulykkelige Menneſker, naar jeg betænker, at det, tiltrods for al Visdom, ſom jeg paaberaaber mig, gives visſe Ting her i verden, ſom er altfor forføreriſke, f. Ex. Æblerne til Kong Johan, ſom heldigvis ikke er at faa tilkjøbs; thi hvis disſe blev bortauktioneret, ſaa kunde det let hænde, at jeg lod mig forlede til ved Kjøb af disſe at ødelægge mig ſelv for ſiden at overbeviſe mig om, at jeg dog endnu engang havde givet for meget for min Fløite.
