Falkefangsten i Norge

Olaf Olafsen

Falkefangsten i Norge

Historisk Tidsskrift, femte række, tredje bind, 1916 (s. 337-364).

FALKEFANGSTEN I NORGE^[1].

AF

O. OLAFSEN.

---

Falkefangsten og Falkejagtens første Oprindelse taber sig i den graa Oldtid. Men alle Undersøgelser fører os tilbage til Mellem- og Østasiens Stepper og Sletter og særlig til Kina, det gamle Arnested for menneskelig Kultur. I Kina skal Falkejagten have været i Brug allerede omkring Aar 700 f. Kr. Den græske Læge Ktesias hos Perserkongen Artaxerses Mnemon omkr. 400 f. Kr. omtaler et Folk, Pygmæerne, som jagede Harer og Ræve ved Hjælp av Ravne, Glenter og Ørne. Hos Mongolerne og Manschuerne paa Mellemasicns Stepper fandt denne Slags Jagt særlig Udbredelse. Naturforholdene begunstigede den i høi Grad ligesom ogsaa disse Folks Levevis og deres Hestebrug. Fra Mellemasien forplantedes den videre til de omliggende Lande; saaledes ogsaa til Vestasien. Om den bekjendte Dchingis-Khan fortælles, at han drev Falkejagten med lidenskabelig Iver, og han havde en hel Armé af Fuglefængere. Kublai-Khan skal have havt 10 000 Falkefængere med et tilsvarende Antal Falke og ligesaa mange Jægere og Tjenere.

Den bekjendte Reisende Marco Polo skildrer i sin Reisebeskrivelse Falkejagten 1 Kina.

I Persien var ligeledes Falkejagten meget yndet, og Fyrsterne (Shahen) holdt store Skarer af Falkefængere med hver sin Falk. Falken var forsynet med Hætte og Handsker, som var udsyet med Guld og Ædelstene; paa Benene havde de smaa Bjælder. Det fortælles, at de endog blev afrettet til Jagt paa Mennesker.

Sultan Bajazet den første var en vældig Jæger. Han holdt omkring 7000 Falkonerer og 6000 Hundevogtere, hvilke udgjorde særskilte Regimenter i hans Armé. Efter Seiren ved Nikopolis i 1396 modtog han i Løsepenge for en fransk Prinds en Løsesum, som væsentlig bestod i 19 hvide Jagtfalke.

Araberne i Nordafrika og ventelig ogsaa i andre Lande drev ligeledes Falkejagt. Men endmere mærkeligt er det, at ogsaa de gamle Mexikanere kjendte den. Da Spanierne indtog Mexiko, fandt de i Montezumas Palads et fuldstændigt Falkoneri.

Grækerne og Romerne synes derimod ikke at have kjendt Falkejagten. Den antages først at være blevet bekjendt her, da Romerne traadte i nærmere Berørelse med de barbariske Folkeslag i Keiserdømmets sidste Tid. Under Konstantin den store omtales den af en Forfatter. Nogen Udbredelse i Europa fik den dog først senere under Folkevandringen og især under Korstogene. Keiser Fredrik den anden omtales som en ivrig Jæger med Falk. Han skrev endog en egen Bog om denne Sport: De arte venandi cum avibus. Den roses endnu af Skjønnere som en fortræffelig Haandbog. Sønnen Manfred forsynede den med Bemærkninger^[2].

At Falkejagten ogsaa var kjendt i Norden allerede langt oppe i Middelalderen, ser man i den gamle Sagnhistorie og af Sagaerne. Saaledes fortælles det i Vølsungasagaen, hvorledes Randver plukkede Fjærene af sin Hauk og sendte den i denne Tilstand til Kong Jørmunrek^[3]. Brynhild bød for sin Død, at hendes Smykker og 2 Hauke skulde følge hende paa Baalet^[4]. I Rolv Krakes Saga Kap. 12 fortælles om Adils’s Kjæmper, at de havde hver en Falk paa Skulderen. Rolv selv havde en Hauk kaldet Haabrok. Om Gudrød Veidekonge fortælles, at han blev dræbt paa Jagten af sin egen Søn, just som han skulde løsne sin Falk fra dens Bytte^[5]. Olav Trygvason plukkede Fjærene af sin Søster Astrids Falk^[6]. Haakon Jarl sendte den danske Konge Harald Blaatand et Aar 50 Falke som Afgift, hvorfor Kongen kaldte Norge for sin Haukøy^[7]. Bekjendt er Fortællingen om den svenske Konge Olaf Skotkonung og hans Datter Ingerid, hvor Kongens heldige Jagt med sine Falke omtales^[8]. I den ovenfor nævnte Afhandling af C. Deichman vil man finde flere lignende Træk fra Nordens ældste Historie, hvor Falke eller Hauke nævnes. Alle disse Fortællinger viser os, at Falkejagten var kjendt i Norden i Begyndelsen af den historiske Tid. Af noget yngre Vidnesbyrd vil jeg nævne: Konungs skuggsjá (Kongespeilet) S. 43 og 135 i den norske Udgave af 1848. Paa det første Sted tales der om Grønland, hvor der findes »valr mikill ok margr«. »hvítir valir«, som i andre Lande ansees for en stor Kostbarhed. Paa det andet Sted tales der om at ride med Falk og jage med Hund som noget, Konger bruger. Ogsaa i vore Eventyr og Folkesagn omtales Falken. Se saaledes i »Troldene i Hedalen« af Asbjørnsen Falkefangsten ved Mæla.

Før jeg gaar over til min egentlige Opgave, at samle de Oplysninger, som findes om Falkefangsten hos os, vil jeg fremkomme med nogle Bemærkninger af sproglig og naturhistorisk Art.

De gamle Nordmænd havde flere Udtryk, som brugtes om Falken. Saaledes Ordet falki, som rimeligvis er et fremmed Ord, indkommet søndenfra. Et andet ord er valr, som er oprindelig norsk. Haukr er egentlig Navnet paa en anden Fugleart, nær beslægtet med Falken; men sandsynligvis har det ikke altid været dem klart, at der var nogen Forskjel. Det er jo noget, som vi hyppig ser ogsaa i vor Tid, at Folk ikke magter at holde nærbeslægtede Dyr og Planter ud fra hinanden. Om der har været nogen Forskjel mellem falki og valr, ved vi ikke; men det synes, som om Folket i Almindelighed har brugt Navnene i Fleng.

Hos de egentlig sagkyndige: Falkefængerne og Jægerne m. fl. har der været skjelnet mellem forskjellige Arter af Falke, og maaske har de med Navnet valr betegnet en egen Art. Man havde Geirfalke, Formeler, Terseler; der tales om Gaashauke, Graavaler osv. Det er meget vanskeligt for os i Nutiden at afgjøre, hvilken Forskjel der var mellem disse forskjellige Slags.

Geirfalken maa være den, som nu kaldes Jagtfalken eller falco gyrfalco. Man havde baade hvide og graa; den hvide var den fineste og kostbareste. Formeler sees at have været en egen Art af Geirfalk. P. A. Munch mener, at Terseler en Forvanskning af tertiolus og skulde betegne en Falk af tredie Rang. Dette er imidlertid meget tvilsomt, da det ikke synes at passe med Sammenhængen i det hele.

I Rigsarkivets Dokumenter vedkommende Falkefangsten findes paa en Fortegnelse over Falkeleierne fra omkring 1700 tilføiet i Margen nogle Forklaringer paa tekniske Udtryk, som Falkefængerne brugte. Her hedder det: Hagers, de beste Weib. Hagers Tertzel, Männichen. Gerch Falck, Weib. Gerch Tertzel, Männichen. Terzel maa saaledes være Hanen, medens Geirfalken er Hønen. Hønen er større og stærkere end Hanen hos Falkene.

Falken (falco) er nærbeslægtet med Hauken, men adskiller sig fra denne ved længere og spidse Vinger, ved Mellemfodens Længde i Forhold til Skinnebenet og ved hurtigere Flugt. Falken har endvidere en liden fremspringende Tand paa Næbbet indenfor dets Spids. Man deler Falkene i 2 Slags: de ædle og uædle, men denne Inddeling har væsentlig Hensyn til Jagten.

Til Ædelfalken hører Jagtfalken (falco gyrfalco), de Gamles Geirfalk. Den lever i Norge, paa Island, Grønland o.s.v. Den er af Farve graa med lysere Flækker. Stjerten er lysegraa med brunagtige Tverbaand. I Høinorden, især paa Island og Grønland, gaar Farven over til rent hvidt. De hvide Falke var altid de mest eftersøgte. Den er 57–60 cm. lang, Hanen lidt mindre. Den holder sig især i utilgjængelige Fjeldtinder, men tyr om Sommeren og Høsten sædvanlig ud til Kysten for at søge Føde. Eiendommeligt for Jagtfalken som for alle andre Arter, som regnes til Edelfalken, er, at den kun slaar sit Bytte i Flugten. Den fanger aldrig noget paa Jorden og lever kun af levende Dyr, aldrig af Aadsler. Det er denne Eiendommelighed ved den, som gjorde, at man afrettede den til Jagt. Af andre Falkarter, som ligeledes regnedes til Edelfalken, kan nævnes: Lærkefalken (f. subbuteo). Duefalken (f. peregrinus) og Dvergfalken (f. æsalon). Til de uædle Falke, som ogsaa tager sit Bytte paa Jorden, hører Taarnfalken (f. tinnunculus). Den er ikke blevet afrettet til Jagtbrug.

Overalt paa vore Fjelde finder vi Navne, som minder om Falken og Falkefangst: Sammensætninger af Falk og Val med Bjerg, Top, Tind og lign. er almindelige. Saaledes: Valberg, Valanut, Valfjeld, Falketind, Falkebrot, Falkereset o.s.v. o

At fange, opdrætte og dressere Falk er en Kunst, som har været drevet i Aartusinder, og som særlig blev øvet i enkelte Slægter og overleveret som en hemmelig Kunst fra Fader til Søn. Det var især Flamlænderne, senere ogsaa Hollænderne, som øvede denne Kunst, og der fandtes her Slægter, hvor Kunstens Hemmeligheder var blevet forplantet gjennem en Række Slægtled. Disse Mænd kaldtes Falkonerer eller Falkefængere; en duelig Falkefænger stod i høi Anseelse hos Datidens Fyrster og Stormænd og lønnedes som en høit betroet Statens Embedsmand. Der uddannede sig blandt disse Mænd en egen Teknik med en Mængde tekniske Udtryk, som ikke var lette at forstaa for Uvedkommende. Der udkom ogsaa egne Skrifter, for en stor Del af hemmelig Art, som meddelte Kunstens Hemmeligheder. Saaledes det ovenfor nævnte Skrift af Keiser Fredrik den anden. Falkefængeren havde visse Kunstgreb, som maatte til, og som bevaredes som en Hemmelighed; saaledes at sætte Hætten paa Falkens Hoved og lign.

Den naturligste Maade at fange Falken paa synes at være, at man opsøger dens Rede. Den har sine Reder i høie, utilgjængelige Tinder, og for øvede og raske Fjeldfolk kan det nok lade sig gjøre i mange Tilfælde at komme til Redet og bortføre Ungerne, skjønt dette altid er et farligt og besværligt Arbeide. Men denne Methode at fange Falken paa vilde en Falkefænger ikke bruge; thi de Falke, man paa denne Maade opdrættede, duede ikke synderligt. Fuglen maatte først fanges, naar den var fuldt udviklet og havde vænnet sig til at gribe sit Bytte i Flugten.

Falkefængeren maatte derfor indrette sig paa en anden Maade. Her i Landet fangedes Falken dels inde i Landet paa Høifjeldet; her foregik Fangsten sædvanlig Høisommers Tid og lidt udover; dels senere paa Sommeren ude ved Kysten, hvor den søgte hen for at leve af Sjøfugle. Der var særlig enkelte Steder eller Trakter, hvor saadan Fangst dreves; jeg skal senere komme tilbage hertil.

Fangsten foregik paa følgende Vis: Falkefængeren byggede sig en Hytte eller grov en Grav, som han dækkede med Sten og Torv, saa at den ikke skilte sig ud fra Omgivelserne. Her laa da Falkefængeren godt dækket. I Taget var der et Hul, hvorfra han havde fri Udsigt til alle Kanter. I Nærheden af Hytten havde han nedrammet 2 Pæler eller Stænger, i hvis øvre Ender var et Hul, hvorigjennem der løb en Snor paa Trindser. Snorens Ender førtes ind i Hytten. Til Snoren var fæstet en levende Due, som flaksede med Vingerne. Den var Lokkemad for Falken. Til en anden Line var fæstet en levende Falk eller et eftergjort Billede; det var vel for at gjøre Røveren tryggere. Under Duen var hængt et Net, gjennem hvilket Linens ene Ende gik. Som Hjælper havde Falkefængeren en liden Fugl, kaldet Vægteren (Lamius excubitor), som han satte paa Hyttens Tag. Saasnart denne fik Øie paa Falken, satte den i et Skrig. Falkefængeren trak den da ind i Hytten. Falken skjød som et Lyn ned paa Duen, men styrtede i det samme med Duen ned i Nettet, hvor den ikke kunde komme sig løs. Der skulde megen Behændighed til fra Falkefængerens Side, naar alt skulde gaa, som det var beregnet, og hverken Duen eller Falken skulde miste Livet. Falken styrter sig med en saa voldsom Fart over sit Bytte, at forfeiler den dette og slaar mod Jorden, slaar den sig ihjel. Saasnart Falken var indfanget, sattes der en Hætte paa dens Hoved, Fødderne surredes sammen, og Fuglen lagdes i et Hylster af grissent Tøi, for at ikke dens Vinger og Fjær skulde beskadiges. Man fangede Falken ogsaa i egne, dertil indrettede Bur eller i Garn og altid med en Due til Lokkemad. De mindre Falkearter og Spurvehøke fangedes ogsaa paa Limpinder.

Fangsttiden hos os var almindelig fra August til ud i Oktober; stundom drev man Fangsten ogsaa om Vaaren og i Mellem- og Sydeuropa under Trækket. Et Udbytte af 6–8 Falke i Fangsttiden ansaaes for godt for en enkelt Falkefænger. Hønerne er som nævnt større end Hanerne og var derfor kostbarere. Prisen for en vild Falk, altsaa ikke dresseret, var almindelig omkring 5 Daler eller 20 Kroner i vore Penge; men da Pengenes Værdi dengang var mange Gange saa stor som nu, svarede Summen i Virkeligheden til en 150 til 200 Kr. De sjeldne hvide Falke var rimeligvis endnu kostbarere. En afrettet Falk var meget dyrere. 2–300 Daler, svarende til et Beløb af henved en 8 à 9000 Kroner, var ikke saa sjelden. Vi kan derfor nok forstaa, at Falkefængeren kunde betale ikke saa ganske liden Sum efter Datidens Værdiforhold for Retten til at fange Falke i Norge. Men vi forstaar ogsaa, hvorledes Falkejagten kun kunde være en Sport for Fyrster og Rigmænd.

I Norge fandtes der ogsaa en hel Del saakaldte Falkeleier, hvor Falkefangst dreves. Nogen samlet Opgave over dem har jeg ikke fundet.

I en Fortegnelse paa et løst Papir i Rigsarkivet fra Begyndelsen af det attende Aarhundrede er leveret en Fortegnelse, som dog ikke er fuldstændig. Den lyder saa: Paa efterskrevne Steder fanges Falkene:

1. Ved Røros en 6–7 Mil omkring.

2. Paa Dovrefjeld ved Jerkin og Fokstuen og andre Steder i Gudbrandsdalen.

3. Udi Telemarken.

4 Paa Lister kommer de og; men Bønderne fanger forud og sælger dem til Falkonererne.

5. Fra Lister ror de og med Baad hen til Hardanger Len ved Bergen og fanger dem.

6. Ellers følger de Klipperne og Fjeldryggen overalt.

Her angives kun enkelte Egne, hvor Falkefangst dreves. Nogen Fortegnelse over de enkelte Fangstpladse gives der ikke. Hvor man nævner Steder, er det oftest i stor Almindelighed. Man manglede overhovedet Kjendskab til Norge og dets topografiske Forholde og fandt det tilstrækkeligt at nævne Stiftet eller Lenet, hvor Fangsten skulde foregaa. Men »Falkeleierne i Oslo Stift« eller »i Finmarken« er en høist ubestemt Angivelse.

Øverland, som mener, at det var falco peregrinus, som man fangede i Norge, skriver (IV S. 755): »Af Falkeleier fandtes der flere, idet Falkefængerne indfandt sig i saa stort Antal, at de dannede hele smaa Kolonier. I det 16de og 17de Aarh. nævnes som Falkeleier nogle Trakter af Nedenæs Len, Telemarken, Hardangervidden og Dovrefjeld; i det 18de hører vi om saadanne paa Fjeldet mellem Tydalen – hvor et Fjeld endnu bærer Navn af Falkhytvolen – og Røros, i Opdal under Dovrefjeld og paa Lister. I 1774 fandtes der saaledes 18 Hytter paa de tre anførte Steder. Antallet var dog vistnok større, idet man ikke har medtaget de Trakter, hvor Fangsten kun nu og da slog til. Dette var saaledes Tilfældet med nogle Steder i det trondhjemske, i Gudbrandsdalen, i det oprindelig norske Sogn Särna o.s.v.«

Jeg er enig i, at det var langt flere Falkeleier, end som udtrykkelig nævnes. Det er i det hele kun sjeldnere, at Falkeleierne nævnes ved Navn; man nævner kun Egnen, hvor de ligger.

Jeg skal her anføre de forskjellige Steder, som jeg har fundet nævnt:

Oslo Stift. Bratsberg. Telemarken. Nummedal. Nedenæs (2 Falkeleier) Fævik. Agdesiden. Lister. Haranger. Breve. Salgaard. Nordhassel. Stavanger. Jæderen. Nerland. Ekersund. Ryfylke. Skudesnæs.

Bergenhus Len. Siggen. Hardanger. Kilstrømmen. Stat.

Nordmør. Fosen.

Trondhjem. Røros. Tydalen. Opdal.

Dovrefjeld. Jerkin. Fokstuen.

Namdalen.

Nordland. Salten.

Tromsø. Finmarken. Vardøhus Len^[9].

Som man ser, er der ikke mange Stedsangivelser her. Det er væsentlig Fævik, Haranger (Hananger?), Breve, Nalgaard og Siggen, Skudesnæs, Fokstuen og Jerkin, som kan siges at være det. I Hardanger har man uden Tvil fanget Falk paa mange Steder. Stedsnavnene tyder derpaa, og Traditionen er endnu temmelig levende. Paa Sandflot i Syd for Hellevasboden kan man endnu paavise Stedet, hvor en Falkehytte stod. I Bjoreidalen i Ø. for Svintenuten ligger Falkefangerberget, hvor der vises Levninger eller Mærker efter 2 Falkehytter. Dog er det vel især fra Østsiden og Sydsiden af, at man har drevet Falkefangst paa Hardangervidden, da Adkomsten her var lettest.

Det vilde have været af Interesse at kjende de mange Steder i Landet, hvor Falkefangst dreves eller Falkehytte fandtes. Lokalkjendte kan maaske opgive enkelte saadanne Steder foruden de nævnte; i de skriftlige Efterretninger om Falkefangsten i Fortiden kan man neppe gjøre sig Haab om at faa mere indgaaende Oplysninger herom, end hvad ovenfor er meddelt.

Om Falkenes Dressering eller Tæmning skal jeg give nogle faa Oplysninger, før jeg gaar videre. At tæmme eller dressere en Falk var et langvarigt og besværligt Arbeide, som krævede megen Udholdenhed og Taalmodighed, da Falken ikke er let at tæmme. Det skede ved Hjælp af Lokkemidler. Først afstumpedes Kløerne, og den fik Læderremme om Benene; men det vigtigste var dog den oftere nævnte Hætte, som sattes om dens Hoved. Den oplærtes til at sidde paa Jægerens Finger, som var dækket af en Handske; den skulde aldrig berøres af den blottede Haand. Ligeledes skulde den oplæres til altid at vende tilbage til Jægeren, naar den var sluppet løs.

Naar Jægerne drog ud med sine Falke, havde disse altid Hætten over Hovedet og var med et Baand fæstet til Jægerens Haand. Naar Jægeren fik Øie paa en Fugl, som der skulde gjøres Jagt paa, kastede han med et behændigt Kast af Haanden Falken løs, og Hætten toges af den. Dens skarpe Øie opdagede straks Byttet, og den skjød pilsnar op i Luften efter det. Men Dyret kjendte sin frygtelige Fiende, og grebet af Dødens Rædsel skjød Fuglen lige i Veiret, for at Fienden ikke skulde komme ovenover den. Falken styrter sig nemlig altid ovenfra ned paa sit Bytte. Nu begyndte en meget spændende og for Tilskuerne interessant Kamp, hvor det gjaldt om, hvem der kunde stige høiest tilveirs og holde sig længst i Høiden. Men Falken var alle Fugle overlegen, og efter kort Tids Forløb maatte den jagede Fugl lade sig falde lynsnar til Jorden. Men Falken var endnu hurtigere og naaede sit Offer, før dette berørte Jorden. Lykkedes det derimod den jagede Fugl at naa Jorden, og den ikke slog sig ihjel, idet den berørte denne, var den frelst, dersom den kun holdt sig i Ro paa Jorden. Mindre Fugle som Duer dræbtes ved det voldsomme Stød af Falken. Større Fugle, især Heiren, som man særlig lagde Vind paa at jage, maatte optage Kampen med den og herunder lægge for Dagen al sin Kraft og Snedighed for at undgaa Døden. Da Falken uden Frygt angreb meget større og stærkere Fugle end den selv var, kunde Kampens Udfald ofte være tvilsomt og drage længe ud; men som Regel seirede Falken.

Jægeren maatte være tilhest, da man med den størst mulige Hurtighed maatte jage afsted for at kunne følge Jagten. Kunde man ikke dette, udsatte man sig for at miste baade Falken og Byttet. Falkejagten udviklede derfor i høi Grad Rytterdygtigheden; men den var ogsaa meget anstrengende og ofte farlig. Mange mistede Livet ved at kastes af Hesten. Saaledes omkom Maria af Burgund, Karl den dristiges Datter, idet Hesten styrtede med hende paa en Falkejagt.

Falkejagten kræver, som man forstaar, vide Sletter med langt Udsyn og let Fremkomst. Vi skjønner, at Mellemasiens Stepper ydede de mest gunstige Betingelser for den. Her i vort Land passede den som Regel ikke og vandt derfor heller aldrig nogen synderlig Udbredelse. Det var vel en og anden Adelsmand fra Danmark, som øvede den paa Østlandet nu og da. I vore Nabolande derimod var denne Jagt langt mere yndet og udbredt.

Men Norge havde en anden Betydning for Falkejagten. Sammen med sine Bilande Island og Grønland dannede det det store Forraadskammer i Middelalderen og senere, hvorfra Europas Fyrster og Stormænd fik sin Forsyning af Jagtfalke.

Jeg gaar herved over til at omtale lidt nærmere Falkefangsten i Norge. Det er i det hele overmaade lidet, vi faar vide af Sagaerne og andensteds om Falkefangsten i vort Land. Det indskrænker sig helst til at nævne de Falkefængere, som forpagtede Retten til at fange Falke af Kongen og at nævne de Summer, som herfor skulde betales. Som Regel nævnes ikke engang de Steder, hvor Fangsten dreves, eller om de nævnes, er det saa ubestemt, at man er lige klog, hvor det var.

I vore gamle Love omtales Falken og Hauken (valr, geirfalki, haukr, gáshaukr) I Gulatingsloven hedder det i Kap. 75 og 263: Dersom der er Hauk i Marken, da skal den eie den, som har leiet Jorden, med mindre Undtagelse er gjort. Ingen maa tage en Andens Hauk; gjør han det, skal han bringe den tilbage og betale Landnám. Tager han Hauk, som er bunden i Redet, da er han Tyv, om hin havde lyst for Vidner, at han havde bundet Hauken^[10].

Her forudsættes saaledes som Regel, at Leilendingen havde Retten til at fange Falk. Den ældre Frostatingslov XI, 25 sætter Bod for den, som dræber en Hauk paa anden Mands Haand^[11]. De gamle Nordmænd kjendte altsaa den Skik at bære Falken paa Fingeren.

Den norske Landslov bestemmer (VII, 52): Alle Gaashauke og Valer, som værper i Fjeldene, tilhører Landdrotten. Ved Salg skal han først byde Kongen dem. Kongen kan fange Valer i hver Mands Mark^[12].

Allerede Frostatingsloven har en lignende Bestemmelse: Alle Gaashauke, som er taget i Redet og i Gal^[13], skal tilhøre Jorddrotten. Tog nogen dem, skulde han bringe dem tilbage og betale Landnám^[14].

I Trøndelagen havde man saaledes en anden Retsopfatning i dette Punkt end paa Vestlandet. Da den nye Landslov udkom, optog den Frostatingslovens Bestemmelse og udvidede denne derhen, at Kongen havde Ret til at fange Falk overalt og Forkjøbsret til, hvad andre fangede. Man sporer her tydelig Udviklingen af Kongemagten efter udenlandsk Forbillede.

I Forliget mellem Kong Magnus Haakonsøn og Erkebiskop Jon Raude i Bergen 1273 tilstodes der Erkebispen Ret til at kjøbe aves girofalcones, astures et griseos, saaledes som det havde været hans Forgjængeres Vis^[15].

I 1277 afsluttedes en ny Overenskomst mellem Kong Magnus og Erkebispen i Tønsberg, kaldet den tønsbergske Forening (sættargerð, compositio). Her gjentages i samme Ordelag Erkebispens Ret til at kjøbe Falke. I den norske Tekst hedder det: at kjøbe Geirfalker, Graavaler og Gaashauke. Heraf sees, at griseos er Oversættelse af Graavaler og astures af. Gaashauke^[16].

Det forekommer os underlig, at saadanne tilsyneladende Smaating kan omtales i et saa vigtigt Statsskrift og kirkeretsligt Dokument som det nævnte. Grunden hertil er imidlertid let at se. Det var et kongeligt Regale at kjøbe op Falke i Landet. Erkebispen skulde være Kongen jevnbyrdig i alle Maader. Det er saaledes som Tegn paa sin med Kongen jevnbyrdige Stilling, sin fyrstelige Værdighed, at Erkebispen gjør Fordring paa Ret til at kjøbe Falke. Han brugte dem vel som Gaver til fremmede Fyrster og Prælater.

I den opbevarede Skraa for det gamle Olavsgilde hedder det: Dersom en Mands Hund eller Hauk kommer ind i Gildeskaalen, efterat Bordene er fremsat, da føres de ud og Eieren bøde 3 Penninge^[17]. I den gamle islandske Lovbog Jonsbogen findes den samme Bestemmelse^[18].

I Diplomatariet findes flere Oplysninger om Falkefangst, Kjøb og Salg af Falke o.s.v. Det ældste Diplom i denne Henseende er et Pavebrev fra Cølestin III af 1194 til Erkebisp Erik i Nidaros, hvor Paven tillader Erkebispen og hans Efterfølgere »non ad voluptatem sed ad tuum et ecclesiæ commodum« at kjøbe Falke, Hauke og Graavaler (aves falcones et astures et griseos)^[19].

I 1212 ser vi, at Kong Johan af England havde faaet Geirfalke fra Norge^[20], og sikkert var de Gave fra den norske Konge eller en anden norsk Stormand; for det følgende Aar modtog Kong Johan Hauke og Geirfalke baade fra Bisp Nikolas i Oslo og fra Baglekongen Filippus^[21]. Dette er første Gang, det nævnes, at en norsk Konge sender Falke som Foræring til en udenlandsk Fyrste; senere blev det meget almindeligt, – det var jo let for den norske Konge at skaffe dem, og det var i de udenlandske Fyrsters Øine sjeldne Gaver, som de satte stor Pris paa. Haakon Haakonsøn sendte gjentagne Gange Falke til den engelske Konge, saaledes hvert Aar i Aarene 1222–1225 og atter i 1228, 1230–1232, 1234, 1245, 1248^[22], og hans Søn Magnus Lagabøter gjorde det samme, saaledes i 1276, 1279 og 1280. Ved en Leilighed bliver det udtrykkelig nævnt, at Falkene var fangede paa Island^[23]. Den engelske Konge nøiede sig ikke med disse Gaver, men kjøbte ogsaa Falke fra Norge^[24].

I 1279 sendte Kong Magnus Ravn Oddsøn til Island, som det synes for at arbeide for Indførelsen af hans nye Lovværk paa Øen. I den Anledning sees Erkebispen at have tilskrevet Biskop Arne i Bergen med Bøn om, at han ikke maatte lade Kongen drage de Friheder fra Kirken, som denne havde havt paa Island, før Øen kom under Norges Konge, nemlig til frit at kjøbe Svovl og Falke^[25].

I et Brev fra 3 Novbr. 1337 takker Biskop Haakon i Bergen Kong Magnus Eriksøn for hans Godhed mod ham i Oslo. Han fortæller derefter, at den skotske Svend, som fulgte ham og havde Kongens Brev til Fehirden i Bergen at overlevere ham en hvid Tersel, ikke kunde fan nogen saadan, da der ikke fandtes hverken hvide celler graa I Skatkammeret. Biskopen raadede derfor til, at Skotlænderen maatte faa en hvid Formel eller saamange vraa, som svarede hertil. Formeler maa saaledes have været af ringere Værdi end Terseler og de graa Formeler ringere end de hvide. Heraf ser vi, at i Kongens Skatkammer i Bergen opbevaredes ogsaa Falke, som Kongen rimeligvis havde modtaget i Afgift af Falkefængere eller muligens kjøbt. De brugtes væsentlig som Gaver til fremmede Fyrster og udenlandske Sendemænd^[26].

I et andet Brev til Kongen af 3 Novbr. 1340 omtaler Biskopen en Raymund de Lamena, tydeligvis et Sendebud fra en udenlandsk Fyrste, som nu var i Bergen. Han skulde have nogle Geirfalke fra Kongens Skatkammer i Bergen, men havde ikke kunnet faa flere end 2–3, da der ikke fandtes flere^[27].

Den 12 Sept. 1347 tilskriver Pave Cølestin VI Kong Magnus Eriksen og takker ham for de tilsendte »falcones albos et alia regia munera«^[28]. Selv Paven, Kristi Statholder, fik Falke fra Norge.

Omtrent fra samme Tid er en Ansøgning fra Kong Magnus Eriksøn til Paven om Tilladelse til at sende Sultanen nogle Falke tilsalgs. Han undskylder sig med, at han er haardt tynget af Gjæld, og at det er for at lette denne Byrde, at han søger om Tilladelsen. Et karakteristisk Tidsbillede! Kongen beder Paven om Tilladelse til at sælge Landets Produkter for at dække lidt af sin Gjæld! Ynkeligheden og Fattigdommen kan ikke belyses bedre end ved dette lille Træk. Paven tillod ham i et Tidsrum af 5 Aar at sælge Falke til Sultanen af Babylon^[29].

Om den ovenfor nævnte Raimund de Lamena findes et senere Brev af 22 Marts 1341 fra Biskop Haakon til Korsbroder Arne Vade. Her fortæller Biskopen, at Raimund endnu var i Bergen. Han havde faaet Løfte – formodentlig af Kongen – paa 30 Geirfalke, men havde kun faaet 2 Høner (hæina), da der ikke var flere i Skatkammeret. Han skulde betale Kongen med forskjellige Apotekervarer^[30]. Heraf sees, at Kongen drev en formelig Handel med Falke. Raimund er antagelig en Agent for en eller flere udenlandske Fyrster. Det var en Tuskhandel, hvor uden Tvivl den slue Udlænding har vidst at tage den troskyldige Konge ved Næsen. Apotekervarer var i Datiden den rene Humbug, eller deres virkelige Værdi var i hvert Fald en Brøkdel af deres Kostende.

Endelig har vi ogsaa et Brev af 1529 fra Esge Bilde paa Bergenhus til Kong Fredrik den første, hvori han meddeler Kongen, at der havde været en Falkoner hos ham med et Brev fra Kongen angaaende alle de Falkeleier, som laa under Bergenhus. Men han kunde ikke finde, at han havde betalt nogen Afgift. Tidligere havde Falkefængerne pleiet at betale Kongen omkr. 200 Gylden aarlig for disse Falkeleier. Han beder derfor Kongen underrette ham om, om han havde sluttet nogen Overenskomst med Falkefængeren, eller om denne havde betalt Afgiften^[31].

I Norske Regnskaber og Jordebøger findes nogle Oplysninger om Afgiften af Falkeleierne. I 1518 hedder det saaledes: Nils udi Karmsund betalt XX Rhinske Gylden paa Kornelius Falkeners Vegne, som denne var blevet skyldig i Hermans Tid for et Falkeleie ved Skudesnæs^[32].

Samme Aar betalte Skell Clawes Hollænder 4 Rhinske Gylden for et Falkeleie paa Siggen. Ligesaa betalte den samme Mand 30 Gylden til Jørgen (d. e. Jørgen Hansen, Befalingsmand paa Bergenhus) af Falkeleierne i Ryfylke^[33]. Samme Aar betalte en Povel Hollænder paa en Falkeners Vegne, som ihjelstak en Hollænder paa Skibet, 13 Mark i Bøder^[34].

I 1519 opføres: 10 Mark antvordet mig en hollandsk Baadsmand paa en Falkeners Vegne af Siggen^[35].

I 1520 indbetalte Fogden Villads i Nummedal (d. e. Namdalen) for et Falkeleie, som en Bonde havde, 2½ Mark^[36].

Ligesaa er under 13 Aug. s. A. opført 4 Gylden af Hiige (d. e. Higgen, Siggen) Falkeleie. Samme Aar betalte Skell Clawes 7½ Mark for et Falkeleie i Nummedal^[37].

I 1521 betalte Herman Batszer 30 Gylden for et Falkeleie paa Jæderen^[38].

Falkener Herman Rikersson betalte 25 Mark for Leie af Siggen^[39]. En Falkener betalte i 1521 en dobbelt Dukat af et Falkeleie i Nummedal^[40]. Ligesaa betalte samme Aar en Hollænder X Mark for Siggens Falkeleie^[41]. Kort efter betalte Hustru Magdalena i Hollænderboderne for en Valkener i Afgift af et Falkeleie 30 Gylden^[42].

I 1528 opføres i et Regnskab fra Akershus: Clawes Falkener 1 Hørnicks Gylden for Falkeleiet i Fevik^[43].

I 1560 nævnes en Johannes Falkener af Amsterdam, som var blevet skyldig Kongen »for Færøs Vare« 2500 Daler. Her maa dog rimeligvis ogsaa andre Varer have været medregnet^[44].

Af hvad her er anført, kan vi gjøre os et Begreb om, hvad man betalte i Afgift for Falkeleierne. Afgiften har været forskjellig fra 4 til 30 Gylden alt efter Falkeleiernes Beskaffenhed og det Antal Falkehytter, som fandtes paa Stedet. Ofte er flere Falkeleier bortleiede under et som: Falkeleierne paa Jæderen, i Ryfylke o.s.v.

I Norske Rigsregistranter findes en Mængde Kongebreve om Falkefangst i Norge. En Del af disse skal her anføres:

Den 7 April 1560 skriver Kongen til flere Lensherrer, at han havde erfaret, at der laa mange Falkefængere i Norge og fangede Falke, som de udførte uden at yde nogen Afgift til Kongen. De skulde derfor undersøge, hvilke Falkefængere der laa i deres Len, og paalægge dem at begive sig til Kongen med sine »Geirfalke og Gertersel« og tilbyde ham dem tilkjøbs^[45].

Den 15 Juni s. A. fik Simon Prytz (Prütz) Kongens Brev paa 2 Kronens Falkeleier i Nedenæs, Grunne og Fæwick (Fevik), mod sædvanlig Afgift. Kongen skulde have Ret til at kjøbe de Geirfalke og Geirtersel, han ønskede, for 6 Daler Stykket; ligesaa andre Falke. Han skulde ikke tage Falkeunger af Redet^[46].

Dagen efter, den 16 Juni, skriver Kongen til Befalingsmanden i Nedenæs Kristian Munk, at han havde undt Simon Prytz to af Kronens Falkeleier i Nedenæs paa Vilkaar, som ovenfor er nævnt, og paalægger Lensherren at afkjøbe ham paa Kongens Vegne, om han fanger nogen vakker Geirfalk eller Geirtersel, efter den Pris, som er fastsat i Brevet til Falkefængeren. Han skal alvorligen forbyde enhver at tage Falkeunger ud af Redet, at ikke Falkeleierne maatte lægges øde. Alle, som overtraadte Forbudet, skulde straffes^[47].

Den 25 Juli s. A. fik Johan Jellufsen Falkener Kongens Brev paa Borgerskab m. v. i Bergen. Han skulde være fri Tiende og anden Tynge^[48]. Han nævnes oftere i den følgende Tid. Af et lidt ældre Brev sees, at han var en Hollænder og havde bygget et Skib til Kongens Tjeneste^[49].

Den IS April 1561 fik Laurits Falkener Kongens Brev paa at maatte nyde og bruge alle Kronens Falkeleier nordenfjelds mod at betale Afgift som sædvanlig og Told af de Falke, som udførtes. Han skulde være forpligtet til at sælge Kongen hver tredie Geirfalk for 6 Daler og andre Falke til sædvanlig Pris. Unge Falke maatte ikke tages fra Redet.

En anden Falkefænger, som paa denne Tid maa være kommet op til Norge fra Holland, var Adrian Rotgarsen Falkener, som senere blev Borgermester i Trondhjem^[50]. Han nævnes oftere i Rigsregistranterne i den følgende Tid.

Øverland mener^[51], at det var i 1560, at Kongen tilegnede sig Retten til at bortleie Falkefangsten. Dette er ikke rigtig. I vore ældste Love er Falkefangsten som enhver anden Brug af Høifjeldet (Almenningen) noget, som tilkommer Bønderne. Gulatingsloven saavel som Frostatingsloven nævner ikke Kongen, hvor de taler om Falkefangst. Men Landsloven (Landsleiebolken Kap. 52) siger, at Kongen har Korkjøbsret til alle Falke, som sælges, og ligesaa til at fange dem overalt^[52]. Denne Ret tilkom Kongen som Eier af Almenningen, men blev senere betragtet som et Regale.

Den 19 Mai 1579 udstedte Kongen et aabent Brev til alle Islændinger, at Johan Bockholt havde faaet Fuldmagt til at indkjøbe Hvidbjørne, hvide Falke, Enhjørningstænder, Rosmartænder o.s.v. paa Island^[53].

Den 19 Mai s. A. fik Bernt Nordhassel Kongens Brev paa fremdeles at beholde det Falkeleie paa Lister, som kaldtes Nordhassel^[54].

Den 4 Novbr. 1580 fik en Engelskmand Henrik Gettle Kongens Brev paa at maatte fange Falke paa Island^[55].

Den 11 Juli 1582 udsteder Kongen et Brev til flere Befalingsmænd eller Lensherrer i Norge om Falkefangsten. De skulde tilholde Falkefængerne at henvende sig til Kongen om Salg av Falkene. Der var mange Falkefængere i Landet, og der fangedes en hel Del Geirfalke, hvoraf Kongen gjerne ønskede at beholde nogle^[56].

Den 6 Mai 1585 fik en Englænder Evert Asbjørn Kongens Brev paa 2 Falkeleier i Nordmør og Fosen mod sædvanlig Afgift^[57].

Den 6 April 1589 udstedte Kongen et Brev til alle Islændinger om hvide Falke^[58].

Den 19 April 1594 fik Henrik Krag Brev fra Kongen, at han maatte forskaffe ham 5–6 hvide Falke, naar han kom til Island. Aaret efter fik han et nyt Brev af samme Indhold^[59].

Den 1 Mai 1595 fik Brostrup Gjedde Kongens Brev paa at kjøbe hvide og graa Falke til ham paa Island. Han havde nemlig faaet Forleningsbrev paa Island^[60].

Den 11 Juni 1603 fik Grev Moritz af Nassau Tilladelse til ved sine Fuglefængere Brødrene Johan Bruggen og Peder Walter at fange saamange Falke, de kunde, uden Afgift i Lister og Mandals Amt i 3 Aar. Tilladelsen fornyedes senere^[61].

I 1606 fik nogle engelske Falkefængere Tilladelse til at fange Falke paa Island^[62]. Hertug Johan Georg af Sachsen fik s. A. Tilladelse for sin Tjener Mikal Zeiger at kjøbe Falke i Norge, dog uden Forhindring for andre, som havde faaet samme Ret^[63]. Hans Glasmester fik Kongens Stadfæstelse paa Statholder Jørgen Friis’s Tilladelse til at kjøbe Falke i Akershus. Han skulde ogsaa have Ret til selv at fange og til at kjøbe Falkeunger og Reder af Bønderne^[64].

I 1608 fik Hertug Henrik af Brunsvik Kongens Brev for sin Valkefænger Joakim Sommer at fange og kjøbe Falke paa Island^[65]. Aaret efter fik Grev Morits af Nassau samme Tilladelse for sin Falkefænger Antonius Henriksen i 3 Aar^[66]. I 1611 fik den samme Mand Tilladelse for sine Fuglefængere Walter og Johan Bruggen at fange Falke i Lister og Mandal^[67], og i 1614 fik han Brev for de samme Mænd til at fange Falke i Bratsbergs Amt og Telemarken^[68]. Samme Aar fik Grev Morits’s Falkefænger Johan von Elendt Tilladelse til at fange Falke i Tromsø og Finmarken i 1 Aar^[69]. I 1615 fik de samme Mænd ny Bevilling til at drive Falkefangst i Lister, Stavanger, Agdesiden, Bratsberg og Telemarken, tilfjelds og ved Sjøsiden^[70].

Det er mærkeligt, at Grev Moritz af Oranien san ofte skulde søge Bevilling paa Falkefangst i Norge; man kunde fristes til at tro, at han drev Forretning med Falke. Maaske har han dog blot optraadt til Fordel for de to Falkefængere. Disse omtales senere under Navn af Peter og Johan Verbrugen. I 1619 fik Peter Werbrugen Bevilling paa Falkefangst i Nordlandene, Vardøhus Len og andensteds i Norge, hvor Falkefængerne ikke havde slaaet sig ned^[71].

I 1619 tilskrev Kongen, Kristian den fjerde, Fredrik Friis og meldte, at Kong Jakob af Skotland havde klaget til ham over, at Islændingerne ødelagde Falkeæggene og tog Falkeungerne, og man saaledes kunde frygte for, at Falkene skulde blive udryddet paa Øen. Han skulde nærmere undersøge Sagen og indsende sin Erklæring^[72].

Pieter von Brygen fik i 1623 Bevilling paa Falkc- fangst i Nordland og Lapland (?) i 6 Aar^[73]. Johan og hans Søn Villum Werbrugen fik samme Aar Bevilling paa Falkefangsten i Stavanger, Bratsberg, Telemarken, Agdesiden og Bergenhus Len for 10 Aar^[74]. Peiter von Bryggen fik i 1624 Bevilling paa Falkefangst i Trondhjem, Salten og Vardøhus Len i 6 Aar^[75] Samme Aar omtales Kongen af Englands Falkefænger Martinus Neall, som fik Bevilling paa at fange Falke og Hauke paa Island^[76]. I 1626 kaldes han Martinus Nealis. I dette Aar nævnes Adrian Nairodt som Prindsen af Oraniens Falkefænger^[77]. I 1630 fik Johan von Elendt med sin Tjener Bevilling til at drive Falkefangst i Tromsø og Finmarken^[78]. I 1631 nevnes Villum Lakey, som fik Tilladelse til at drive Fangst paa Island^[79]. Prinds Kristians Falkener Antonius Meyesar fik s. A. Bevilling paa at kjøbe og fange Falke i Bergenhus, Stavanger og Agdesiden Len mod sædvanlig Afgift^[80].

I 1634 gaves Hollænderen Vilhelm Adams Tilladelse til at drive Falkefangst i Nordlandene, da Johan Elendt nu var død^[81], og i 1635 fik den samme Mand og hans Hustru i Helsingør for sin Livstid Ret til at fange Hauk og Falk overalt i Norge, hvor Johan Verbruggen m. fl. tidligere havde fanget, naar disse Mænds Tid var ude^[82]. I 1636 fik Jens Boldmester Bevilling paa Falkefangsten i Skaane, Halland og Blekinge samt paa Island^[83].

I 1637 har Prindsen af Oranien en Falkefænger Henrik de Gier, som sammen med Johan og Villum Verbruggen fik Bevilling paa Falkefangsten i 7 Aar i Oslo, Stavanger, Bergens og Trondhjems Stifter^[84]. Henrik de Gier mistede kort efter sin Bevilling, da han beskyldtes for falske Opgaver^[85]; men han fik den igjen; men nu blev Johan Verbruggen beskyldt for Løgn og Falskhed^[86]. Der opstod en bitter Kamp mellem de to Mænd, hvoraf en vekselvis var Seierherre og erklærede Modparten for en Løgner^[87]. Man faar herigjennem et Indblik i Forholdene; Falkefængerne søgte at mele sin Kage, saa godt de formaaede, og det var ikke altid saa godt at kontrollere dem. Henrik de Gier, som var Dronningen af Bøhmens Falkener, maatte tilsidst fortrække til Vardøhus Len^[88].

I 1643 søgte Villum (Vilhelm) Verbrugen om Fornyelse af Bevillingen, som han og Faderen fik i 1687; han tilbød foruden den sædvanlige Afgift en »billig Villighed«. Dette blev ham tilstaaet. Han havde endvidere klaget over, at man havde øvet Vold mod ham, frataget ham hans Falke og jaget hans Folk bort fra deres Hytter. Kongen bød Lensherren Ove Bjelke at hjælpe ham til hans Ret^[89].

I 1648 fik Ove Bjelke Skrivelse fra Kongen om en Falkefænger Hübert Ombs, som Tronfølgeren Prinds Fredrik havde sendt op til Norge for at fange Falke til ham. Prindsen havde forbeholdt sig nogle Steder, hvor han vilde drive Fangst, nemlig: Breve, Salsgaard og Haranger i Lister Len. Han skulde understøtte ham uanseet den Bevilling, som var givet Villum Verbrugen^[90].

I 1650 havde Hübert Ombs klaget over, at man havde lagt ham Hindringer i Veien for at nyde det ham meddelte Privilegium paa Falkejagt paa visse Steder i Norge. Kongen byder nu, at alle skal rette sig efter det meddelte Privilegium^[91]. Næste Aar fik Hübert Ombs Bevilling paa Falkefangst i Norge i 3 Aar mod en aarlig Afgift af 100 Rgd.^[92].

I 1654 fik Kristoffer Nordhassel Bevilling paa at fange alle de Hønsehauke, han kunde fange i 1 Mils Omkreds omkring Gaarden, indtil videre. Dog maatte han ikke hindre Falkefængerne i deres Bedrift^[93].

I 1659 fik den bekjendte hollandske Admiral Opdam Bevilling paa Falkefangsten i Trondhjems Stift i 2 Aar^[94]. Samme Aar fik Hertug Georg Vilhelm af Brunsvik Bevilling for sin Falkener Lorents Bemen at fange Falke i Norge i 5 Aar mod en aarlig Afgift af 400 Daler^[95].

I Rigsarkivet findes en hel Del Regnskaber m. m. vedkommende Falkefangsten og Afgiften for den. Heraf skal anføres: I 1711 fik John Clasen, Lambert Hartrois, Francis Bregnais, Henrik Bregnais og Arnoldt Beyan Tilladelse til at fange Falke i Norge i 6 Aar fra 1712 til 17I8 mod en aarlig Afgift af 550 Red. Samtidig sees ogsan Josef Volandt at have betalt Afgift for Falkefangst. Det sees, at Falkefængerne foruden den fastsatte Afgift maatte levere til Kongen aarlig 2 Tersfalke. Disse indleveredes paa Kongens Falkonergaard. Vilhelm v. Hoven nævnes i 1718 som Falkonermester.

I 1717 den 4 Febr. indgav den ovennævnte J. Volandt paa Falkonerernes Vegne Klage til Kongen over Kongen af Preussens Falkonerer, som havde gjort Indgreb i deres Privilegier og udført 23 Stykker Falke (formodentlig i 1716. Paa Grund heraf havde de lidt store Tab. Man ser heraf, ligesom ogsaa af hvad ovenfor er meddelt, at Regjeringen ikke holdt sig strengt til det meddelte Privilegium. Det hændte ofte, at den meddelte enkelte Falkefængere en indskrænket Ret. Man vilde naturligvis søge at bringe mest muligt ud af Forpagtningen. Det kunde ogsaa synes at være Rum nok for dem alle og langt flere; men naturligvis gav det Anledning til Kiv og Strid. Kongen resolverede i 1717 i Anledning af den anførte Klage: Eftersom Friheden for de Preussiske Falkonerer kun lyder paa eet Aar og vi ei heller vil, at samme skal videre sig estendere, saa bevilger vi, at Forpagteren før det første Aar maa godtgjøres 50 Rgd. etc.

I 1718 bortforpagtedes Falkefangsten paany for 6 Aar, og Afgiften steg nu til 600 Rgd. aarlig. I 1725 forpagtede Statholder Vibe Falkefangsten for en Afgift af 685 Rgd. I 1728 fik Henrik Verhagen Forpagtningen for en Afgift af 720 Rgd.

Det sees, at der i Kjøbenhavn blev afholdt offentlig Licitation over Retten til at drive Falkefangst i Norge, og at Kammerkollegiet gjennem den danske Gesandt i Wien søgte at knytte Forbindelse med Keiserens Øverste Falkemester Grev St. Julian. Falkemesterne i Wien klagede over, at de nordiske Falke stod i en overdreven høi Pris.

Falkenes Transport og Underhold maa have kostet ikke saa lidet. Saaledes sees Fogden i Ryfylke i 1712 at have udbetalt til Kongens Falkener 160 Rød. til Falkenes Underhold. Disses Antal var 57. I 1730 sluttede Kammerkollegiet Kontrakt paa 6 Aar med Kommerceraad Keyser, hvorefter denne skulde have 450 Rgd. aarlig for al føre de islandske Falke til Kjøbenhavn, heri indbefattet Fragt m. v. for 1 Falkoner og 2 Knegte, som skulde afhente Falkene, og for slagtet og levende Kvæg til Falkenes Underhold m. m. Kongen synes efter dette at have benyttet sig af sin Ret til at kjøbe Falkene og har vel kjøbt de bedste. Rimeligvis har man paa Falkonergaarden i Kjøbenhavn drevet Salg af Falke til Udlandet.

I 1731 fik Henrik Verhagen, som da benævnes Kongens Falkoner, Forpagtningen i 6 Aar for 720 Rgd., mod at ingen fremmede Falkefængere maatte passere gjennem Norge. Der mødte ingen ved Licitationen uden Henr. Verhagen. Det viste sig Tegn til, at Falkejagten begyndte at gaa tilbage. Skudvaabnene blev mere og mere fuldkomne og fandt mere og mere Indgang.

I 1736–1739 havde Henr. Verhagen fremdeles Forpagtningen; men Afgiften var nu 600 Rgd. I 1758–1763 havde den samme Mand endnu Forpagtningen; men Afgiften var nu sunket ned til 180 Rgd. Der er ikke længer nogen udenlandsk Falkefænger, som melder sig. I 1770 har en Udlænding Gotfred Romben og »Medinteressenter« faaet Forpagtningen i 3 Aar for en aarlig Afgift af 100 Rgd. I 1773 blev intet Bud gjort. I 1781 fik Falkonermester Verhaven (?) Tilladelse til uden Afgift at fange Falke. Han opgav Indtægten heraf til 37 Rgd. I de følgende Aar betalte han en mindre Afgift; men da han døde i eller omkr. 1784, var der ingen, som vilde betale noget for Forpagtningen.

Fra samme Tid findes en Erklæring fra Over-Falkoneren S. B. de Calmette til Rentekammeret, hvori han udtaler, at ingen anden end Falkonermesteren kan paatage sig Forpagtningen. De norske Falke var ikke tjenlige til Jagtbrug, fortæller han, dels for deres kortere Varighed, og dels fordi deres Brug forudsatte mange Redskaber, som man ikke havde. Dette er noget, som man aldrig tidligere havde hørt noget om; tvertimod var de norske og islandske Falke de mest eftertragtede. Men Jagten havde nu skiftet Karakter, og Brugen af Falk var indskrænket til enkelte Arter af Jagt.

Fra samme Aar (1785) haves ogsaa en Erklæring fra Falkonermesteren Fredr. Pettersen, som indeholder enkelte Oplysninger af Interesse. Han regner op de Fyrster, som i Tiden omkring 1750 pleiede at kjøbe Jagtfalke, og det Antal, de kjøbte:

Keiseren aarlig 20–24 Falke.

Kongen i Frankrig 8–10.

Kurfyrsten i Bayern 8–10.

Do. i Køln 8–10.

Do. i Polen og Sachsen 8–10.

Markgreven af Brandenburg 16–20.

Do. af Bareidt 6–8.

Greven af Hessen Kassel 4–6 o.s.v.

Ialt 86–114 Falke.

Liebhaberne i det tydske Rige, siger han, aftog imidlertid, og Afsætningen blev bestandig mindre. Falkonererne bortdøde, og ingen indtog deres Plads. Man hjalp sig med Sletfalke, som man selv fangede, og de islandske Falke, som Kongen forærede dem; »thi Geerstück er dem for bekostelig baade at anskaffe og underholde, da de ei kunde bruges længere end 1–2 Aar til nogen Tjeneste, og for 10–12 norske Falke, som i nogle Aar er forlangt af Keiseren, kan ingen uden Tab forpagte den norske Falkefangst«. Falkefangsten i Norge ophørte saaledes mod Slutningen af det 18de Aarhundrede.

Falkefangsten har neppe nogensinde spillet nogen synderlig Rolle i økonomisk Henseende for vort Folk. Men der er en anden Side ved den, som har havt større Betydning. Den bragte vort Folk i nær Berørelse med Udlandet og dets Kultur, og mange Egne i Landet, som f. Ex. Lister, har uden Tvivl modtaget adskillig Paavirkning af Falkefængerne.

I alle Tilfælde er Falkefangsten og Falkejagten et meget interessant og vigtigt Kapitel i Kulturhistorien, som fortjener at kjendes.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Se C. Deichman i Det n. Vidensk. Selsk. Skr. 2det B. 1788 S. 55, – Folkevennen for 1874 S. 195 fl., – P. A. Munch, N. Folke-Kalender for 1850 S. 36. Af disse Afhandlinger er den anførte i Folkevennen den bedste.
2. Mere herom vil man finde i den nævnte Afhandling i Folkevennen.
3. Se P. A. Munch, Gude- og Heltesagn S. 136.
4. Smst. S. 132.
5. P. A. Munch, Det n. F. Hist. I S. 388.
6. Olav Trygvasøns Saga i Heimskringla Kap. 65.
7. Jomsvik. saga Kap. 7. Olav Trygvasøns Saga Kap. 61. Tjodrek Munk Kap. 5.
8. Olav den Helliges Saga i Heimskr. Kap. 90. Se videre Haakon Haakonsøns Saga Kap. 288 og 294.
9. I Rigsarkivets Dokumentpakke vedk. Falkefangst.
10. N. g. L. I S. 39, 85.
11. N. g. L. I S. 23.
12. N. g. L. II S. 137.
13. det er: som Unger, der ikke kunde flyve.
14. N. g. L. I S. 242.
15. N. g. L. II S. 459. D. N. I No. 64. Sml. Keyser, Den N. Kirkes Historie II S. 20 fl. P. A. Munch, D. n. F. H. V S. 554.
16. N. g. L. II S. 464 og 471. Keyser, Den N. Kirkes Hist. II S. 26 fl. P. A. Munch, D. n. F. H. V S. 580 fl.
17. N. g. L. V S. 9.
18. N. g. L. IV S. 291, 334.
19. D. N. II No. 3.
20. D. N. XIX No. 97.
21. Smst. No. 101 og 102, sml. No. 106.
22. Smst. No. 139, 148, 150, 153, 164, 167, 171, 192, 198, 202, 203, 207, 212, 237, 246, 293, 297, 302.
23. Smst. No. 167.
24. Smst. No. 205, 291, 296, 308.
25. Arne Biskops Saga Kap. 24. P. A. Munch, D. n. F. Hist. V S. 684.
26. D. N. VIII No. 96.
27. D. N. VIII No. 135.
28. D. N. VI No. 184.
29. D. N. VII No. 198.
30. D. N. VIII No. 140.
31. D. N. XII No. 552.
32. N. Regnsk. og Jordebøger I S. 83.
33. Smst. I S. 85.
34. Smst. I S. 91.
35. Smst. I S. 339.
36. Smst. I S. 355.
37. Smst. I S. 562.
38. Smst. I S. 690.
39. Smst. II S. 536.
40. Smst. II S. 563.
41. Smst. II S. 566.
42. Smst. II S. 576.
43. Smst. IV S. 310.
44. N. Regnsk. og Jordebøger IV S. 622.
45. Norske Rigregistr. I S. 288.
46. Smst. I S. 294.
47. N. R. I S. 294.
48. Smst. I S. 298.
49. Smst. I S. 254, 260.
50. Øverland, Norges Historie IV S. 754.
51. Smst. S. 755.
52. N. g. L. II S. 137.
53. N. R. II S. 337.
54. Smst. I S. 338.
55. Smst. II S. 395.
56. Smst. II S. 479.
57. Smst. II S. 609.
58. Smst. III S. 34.
59. Smst. III S. 337, 369.
60. Smst. III S. 377.
61. Smst. IV S. 11 og 136.
62. N. R. IV S. 142.
63. Smst. IV S. 145.
64. Smst. IV S. 195.
65. Smst. IV S. 290.
66. Smst. IV S. 308.
67. Smst. IV S. 443.
68. Smst. IV S. 527.
69. Smst. IV S. 527.
70. Smst. IV S. 565.
71. N. R. V S. 21.
72. Smst. V S. 26.
73. Smst. V S. 295.
74. Smst. V S. 318.
75. Smst. V S. 412.
76. Smst. V S. 396.
77. Smst. V S. 522.
78. Smst. VI S. 257.
79. Smst. VI S. 340.
80. Smst. VI S. 358.
81. Smst. VI S. 706.
82. N. R. VII S. 47.
83. Smst. VII S. 286.
84. Smst. VII S. 318.
85. Smst. VII S. 339.
86. Smst. VII S. 377.
87. Smst. VII S. 505, 532 og 534.
88. Smst. VII S. 733.
89. Smst. VIII S. 297.
90. Smst. IX S. 11.
91. N. R. X S. 44.
92. Smst. X S. 259 og 264.
93. Smst. XI S. 287.
94. Smst. XII S. 248.
95. Smst. XII S. 409.