Det norske Folks Historie/4/113
Da Sigurd Ribbung kom til Østerdalen, fandt han der, som det allerede var aftalt, en stor Deel af sine Tilhængere, der vare komne ham imøde. Deres Antal var saa stort, at han strax kunde rejse sit Banner. Og saaledes var da Ribbungernes Flok paany optraadt. I Spidsen for Flokken drog han for det første, efter Bestemmelsen, til Vermeland. Undervejs samlede endnu flere sig til ham, og ikke færre end tolv af hans forrige Troppehøvdinger, alle sammen med mange Folk. Ligeledes indfandt de raumarikske Bønder eller Høvdinger, Harald af Skotyn, Alf og Gjardar Styrssønner, og Aamunde paa Folevold sig mandsterke hos ham[1]. Vermelændingerne modtoge dem med aabne Arme, “og ydede dem al den Understøttelse, der stod i deres Magt. Da alt det Fornødne var bragt i Orden, gjorde Sigurd et Indfald paa Raumarike, hvor han kom ganske uventet; thi Kong Haakon havde vel, saasnart han modtog Jarlens Brev om Sigurds Flugt, sendt Breve øster til Viken og bedet sine Mænd tage sig vare, men disse Breve kunde endnu uretteligt være ankomne. Sysselmanden, den oftere omtalte Olaf Mook, var just i et Bryllup paa Gaarden Leyren[2] i Skaun med et stort Følge, bestaaende af kongelige Hirdmænd, Gjester, og mange andre gode Mænd; han havde ingen Anelse om, at Fiender vare i Vente og vidste saaledes ikke af, førend Huset var omringet. Ribbungerne tilbyde ham, men ingen af de andre, Grid. Han vilde ingen Grid modtage, uden at den ogsaa udstraktes til alle de øvrige. Dette blev ham da tilsagt og han gik ud, stolende paa Ribbungernes Ærlighed. Men han fik snart andet at erfare, thi ikke for var han kommen ud, førend de grebe ham og holdt ham fast, og nu maatte han see paa, at alle hans Mænd bleve dræbte, een for een, eftersom de kom ud, i alt 60, hvoriblandt 20 kongelige Hirdmænd. Derpaa tvang de ham til at sværge dem en Ed, at han aldrig vilde være dem imod, ellers vilde de dræbe ham. Han svor Eden, men sagde dog, at han ikke kunde aflægge den med god Samvittighed[3]. Heller ikke ansaa han sig bunden af den, thi da han var sluppen fra dem, samlede der sig strax Folk til ham, med hvilke han angreb og fældte nogle af dem. Men heder det, da Ribbungerne havde Frænder og Venner i hvert Huus paa Raumarike, fik de snart at vide, hvor Olaf var, og overrumplede ham paa ny, medens han var inde paa en Gaard. Han slap vel ud, men faldt dog ikke langt fra Husene; de dræbte ogsaa de fleste af hans nys samlede Trop. Derpaa forsøgte de sig mod Hedemarken, hvor Ivar af Skejenhov og den gamle prøvede Frederik Slafse vare Sysselmænd, men her kom de til kort, da Heinerne viiste den største Raskhed; de skare Hærør op, opnævnte 120 Mand af hver Treding til at holde Vagt Nat og Dag, og vedtoge indbyrdes over hele Hedemarken, at den, som ikke strax var rede, naar Nødvendigheden krævede det, til at værge Liv og Gods mod Ribbungerne, skulde holdes for en Landsforræder mod Kongen. Ribbungerne fik ej alene ingen Fremgang der, men Hedemarkingerne gjorde selv et Tog imod dem, deels lige til Vermeland, deels ud paa Raumarike, og tilføjede dem megen Skade. Saaledes stode Sagerne: Ribbungerne synes, med Vermeland og Marker som Tilholdssted eller Udgangspunkter, at have viist sig og herjet deels paa Raumarike – med Undtagelse af de Bygder, hvor de havde gode Venner – deels i Viken, endog dens sydligere Deel, da Kong Haakon seent om Høsten selv rejste til Viken. Det var hans Hensigt, denne Gang kun at gjøre en Skynderejse derhen og derpaa vende tilbage igjen til Bergen endnu inden Juul, da hans Bryllup, som ovenfor omtalt, var bestemt til den Vinter; han gav ogsaa for sin Afrejse alle de nødvendige Befalinger med Hensyn til Julegjestebudet og det derpaa følgende Bryllupsgilde. Efter at have døjet endeel af Storm, især under Sejladsen fra Rott forbi Jæderen og Lister til Seløerne[4], lagde Kongen en Morgen ind i Hornboresund, hvor han af nogle østenfra ankomne Fragtemænd allerførst fik Ribbungernes Indfald paa Raumarike og Olaf Mooks Drab at vide; han tog sig meget nær deraf, da Olaf var en retskaffen Mand og derhos noget beslægtet med ham[5]. Siden sejlede han til Tunsberg, hvor Arnbjørn Jonssøn. Simon Kyr og de øvrige Lendermænd og Sysselmænd fra Viken indfandt sig hos ham. Men da han sagde dem, at han saa snart agtede sig tilbage til Bergen igjen, erklærede de at herpaa var ikke at tænke under den Ufred, som nu herskede, og truede med, at hvis han rejste, vilde de ogsaa strax begive sig bort. Han maatte da beslutte sig til at forblive der indtil Videre, men sendte Dagfinn Bonde og Haakon Kaaviis nordefter – sandsynligviis baade til Nidaros og Bergen, – for at melde, at han ej kunde komme til bestemt Tid og forklare Aarsagerne dertil[6].
- ↑ Skotyn er maaskee, som Munthe antager, det samme som Sköðvin, nu Skøjen, der ligesom Folevold ligger paa Østsiden af Glommen i Nes Prestegjeld. Men da Harald af Skotyn strax efterat være nævnt her, ganske forsvinder, og derimod senere en Harald af „Lautyn“ optræder som Ribbungehøvding, skulde man snarest antage, at „Skotyn“ her er Læsefejl for „Lautyn“. Det er derhos rimeligere at „Lau“ er læst for „Sko, Sco“, end at ðin kunde blive tyn. Denne Gaard er det nuværende Løften ved Hovin Kirke i Ullensakers Prestegjeld. Hvorledes man end læser, seer man dog, at Ribbungerne fornemmelig havde hjemme paa Raumarike.
- ↑ Leyren er det nuværende Leren i Sørum (Sudrheim) Sogn paa Raumarike.
- ↑ Der staar egentlig, at Eden neppe var sœrr d. e. „sværgelig“ eller saadan, som man var berettiget til at sværge; altsaa kunde han heller ikke være forpligtet ved den.
- ↑ Kongen selv, siges der, havde ved denne Lejlighed Skibet „Sættaspillen“ eller Forligsbryderen, see ovenfor S. 551. Uagtet Stormen var saa sterk, kom han dog velbeholden ind til Seløer Havn og roede siden paa en Baad ud imod de øvrige Skibe, der kom bagefter, for selv at lodse dem i Havn. Det første af disse var Haakon Kaaviis’s Skib, der havde mistet de fleste af Skjoldene ved Fremstavnen og var blevet meget lekt.
- ↑ Olafs Slægtskab med Kongehuset bestod deri, at hans Farmoder var en Datter af Kong Harald Gille, hendes Navn angives ej, men sandsynligviis var hun en Datter af Thora, Graabardes Datter. Hendes Mand, Olafs Farfader, heed Olaf uarge, og var Lendermand paa Raumarike.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 104–106.