Det norske Folks Historie/1/33

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 196-203).

Det er allerede ovenfor omtalt, hvorledes den i det 12te Aarhundrede sammensatte Fremstilling af den norske Konge-Æts Nedstammelse fra Nor og Gor, der danner Indledningen til „Flatøbogens“ Samling af norske Konge- og Jarlesagaer, og sædvanligviis kaldes Fundinn Noregr, opstiller Slægtregistre for de enkelte Fylker, af hvilke Slægtregistre de første Led aabenbart vise sig som opdigtede, medens kun de sildigere, – naturligviis som Brudstykker af uafhængige Ættetavler, og uden i mindste Maade at maatte sættes i Forbindelse med Nor og Gor, der selv ere opdigtede Personligheder, – fortjene Tiltro og kunne benyttes til Historiens Udfyldning. Hvad Fundinn Noregr saaledes indeholder om Thrond som Stamfader for den throndhjemske, Hørd som Stamfader for den hørdske, Rugalf for den rygske, Thrym for den egdske (Thromøske), Raum for den raumske, Brand for den gudbrandsdalske, Alf for den alfheimske, Hød for den hadelandske, Hadding for den haddingjadalske og Ring for den ringerikske Fyrste-Æt, er kun at ansee som ethnographisk Digtning, og hine Konger som Sagn-Eponymer; Enkelthederne i Beretningen om deres Ætmænd stemmer ikke engang ganske med, hvad vidtløftigere og uafhængige Sagaer berette^[1]. Fundinn Noregr kan altsaa i sin Heelhed aldeles ikke lægges til Grund for Norges indre Oldhistorie, og navnlig maa der slaaes en Streg over de første Led af de der meddeelte Slægtrækker. De sildigere Led kunne blot benyttes for det Tidsrum, hvori de falde, nemlig de nærmeste Aarhundreder før Harald Haarfagre eller det 10de Aarhundredes Begyndelse. Men foruden disse Dele af Fundinn Noregr, er der og, hvad ovenfor (S. 69) er viist, en særegen Afdeling, som aabenbart er hentet fra det ældgamle genealogiske Digt Hyndluljod og denne, saavelsom det hele os endnu i Flatøbogen selv opbevarede Digt, er os her af yderste Interesse, forsaavidt som de virkelig synes at opregne, hvad man maa antage at have været de i den nordisk-germaniske Hedenold meest anseede Fyrsteslægter, og tillige antyde den Forestilling vore hedenske Forfædre maa have gjort sig om disse Slægters Oprindelse og indbyrdes Forhold. Sammenligningen mellem Hyndluljod og Fundinn Noregr viser imidlertid at det sidste indeholder mange Tilsætninger, der maa hidhøre fra sildigere Tider, og som aldeles ikke bære Egthedens Præg. Hyndluljod maa derfor her betragtes som den egentlige Hovedkilde, hvilken meest passende kan benyttes som Udgangspunkt for Fremstillingen af vor Sagnhistorie. Dette Kvad lader Freyja komme med sin Yndling og Dyrker Ottar den unge til Jøtunkvinden Hyndla’s Hule, og opfordre hende til, i Forening med hende at opregne de „Herskeres Ætter, som ere nedstammede fra Guderne“, og især Ottars egne Forfædre Hun vedbliver:

Nu maa du fremsige
Forfædres Tal,
nu maa du melde om

Mændenes Ætter,
hvilken er Skjoldungers,
hvilken er Skilfingers,

hvilken er Ødlingers,
hvilken er Ylfingers,
hvilken er hauldbaaren,

hvilken er hersbaaren,
hvad er bedst Mandevalg
under Midgard?

Nu nævner Hyndla først Ottars egne nærmeste Forfædre, hvoraf man seer, at han var en Søn af den Innstein, der nævnes som en af Halfsrekkerne, hvorom senere; heraf skjønnes, at Digtet er af norsk Oprindelse. Da det længere nede nævner Harald Hildetand og dennes Halvbroder Randver, uden at nævne dennes Søn, kan ogsaa dets Forfattelsestid nogenlunde bestemmes, nemlig omkring 750 e. Chr.^[2]. Efterat flere af Ottars Forfædre ere omtalte, heder det nemlig i Str. 14:

Aale var fordum
fremst i Styrke;
Halfdan end før
højest blandt Skjoldunger;
vidtberømt Folk-Vig^[3]
vandt de Gjæve;
hans Ry tyktes sig hvirvle
til Himlens Hjørner.

Med Eymund han forbandt
den ypperste Mand,
og han vog Sigtrygg
med svale Egge:
han egted Almveig
den ypperste Kvinde,
de avled og aatte
atten Sønner

Derfra stamme Skjoldunger,
derfra Skilfinger,
derfra Ødlinger,
derfra Ynglinger,^[4]
derfra Hauldbaarne,
derfra Hersbaarne,
bedste Mandevalg
under Midgard.

Hildegunn var
hendes Moder,
Barn af Svaava
og Søkongen;

alt er det Æt din,
Ottar heimske,^[5]
veed du nu nok,
vil du end mere?

Der opregnes nu end videre flere Ætter, som forstørstedelen nedenfor ville komme til at omtales, nemlig Dags og Thore Drengemoders, Arngrim Berserks, Vølsungernes og Harald Hildetands, hvorpaa Hyndla gaar over til at tale om Gudernes Ætter, deres Mysterier, og Ragnarøkk, hvorfor dette Kvad ogsaa kaldes den korte Vøluspaa^[6].

Hyndluljod nævner altsaa som de ypperste Slægter Skjoldunger, Skilfinger, Ødlinger, Ylfinger, Ynglinger, længere nede ogsaa Vølsunger, og som Stamfader til alle eller de fleste af dem nævner det en Skjoldunge-Fyrste ved Navn Halfdan, hvis Ry naaede til Verdens fire Hjørner. Et Sagn om en saadan Kong Halfdan maa altsaa have været til allerede i Midten af det 8de Aarhundrede.

Fundinn Noregr udmaler Sagnet vidtløftigere, ligesom det og lokaliserer det. „Ring“, heder det her, „en Søn af Kong Raum, ejede Ringerike og Valdres, og blev gift med en Datter af Søkongen Visil. Deres Søn var Halfdan Gamle. Da han tog ved Kongedømmet, gjorde han et stort Midvintersblot, og blotede for at det skulde forundes ham at leve 300 Aar i sit Kongedømme, saaledes som Snæ hin Gamle ifølge Sagnet skulde have levet. Ved Fretten fik han imidlertid det Svar, at han vistnok ikke skulde leve i mere end een Menneskealder, men i samfulde 300 Aar skulde der ej være nogen ikkefyrstelig Mand eller nogen Kvinde i hans Æt. Han var en stor Hærmand og herjede vide om Østerveg. Der dræbte han i Enekamp en Konge ved Navn Sigtrygg, og egtede Alfny^[7] en Datter af Kong Eymund fra Holmgard. De havde ni Sønner, Thengill, Ræsir, Gram, Gylfe, Hilmir, Jøfur, Tigge, Skole og Harre, om hvilke ni det er fortalt, at de alle vare jevngamle, og som bleve saa berømte, at deres Navne i alle Digte bruges som Fyrste- eller Kongenavn. Ingen af dem skal have haft Børn, og faldt de alle paa een Gang i et Slag. End havde de andre ni Sønner, ved Navn Hildir, Næfil, Aude, Skelfir, Dag, Brage, Budle, Lofde, Sigar; Hildir, Sigar og Lofde vare Hærkonger; Aude, Budle og Næfil vare Sø-Konger; Dag, Skelfir og Brage sad hjemme. Dag var gift med Thore Drengemoder, og havde ni Sønner; en hed ... Arngrim Berserk^[8],...... denne fra Halfdan nedstammende Æt hed Døglinger. Brage var Konge paa Valdres^[9] … hans Æt hed Bragninger. Skelfir var Konge paa Vors, hans Søn hed Skjold, Fader til Erik, Fader til Alfrek, Fader til Erik maalspake … dette er Skilfingernes eller Skjoldungernes Æt^[10]. Hildir var Dags femte Søn (her har Optegneren glemt at tilføje, at fra ham stammer Hildingernes Æt^[11], Sigar var Fader til Siggeir, gift med Signy, Kong Vølsungs Datter; … han var og Fader til Sigmund, … hvis Søn Sigar^[12] lod hænge Hagbard: det kaldes Siklingernes Æt. Lofde var en mægtig Konge, … han herjede paa Reidgotland og blev Konge der … fra ham stamme Lofdungerne^[13]. Aude og Budle var Søkonger, … de lagde under sig Valland og Saxland og nedsatte sig der … Aude fik Valland … hans Æt kaldtes Ødlinger^[14], Budle fik Saxland … fra ham stamme Budlunger^[15]. … Fra Næfil stammer Niflungernes Æt^[16]. … Da den første Kvinde fødtes i Halfdans Æt, vare 300 Aar henrundne siden det Blot, Halfdan blotede for at faa lang Levealder og Magt.“

At Nedskriveren eller Bearbejderen af Sagnet bar fulgt Hyndluljod, sees let, thi man gjenkjender endog Ordenen, hvori enkelte Navne forekomme, son Dag, Thora Drengemoder, Arngrim og Vølsungerne; men det sees paa den anden Side at han har taget sig de største Friheder, baade i at henføre Halfdan selv og hans Sønner til bestemte Riger eller Steder, hvorom det gamle Kvad ikke nævner et Ord, og i at sætte Led i Forbindelse med Halfdan, hvilke Kvadet omtaler aldeles uafhængige, f. Ex. hiin Dag og Thora Drengemoder, Arngrim, der i Kvadet ej engang forbindes med Dag, Vølsungerne og Gjukungerne. At disse Tilsætninger ere aldeles vilkaarlige, sees især ved at sammenligne dette Sted i Fundinn Noregr med en anden, og som det synes, af Hyndluljod mere uafhængig Fortælling om Halfdan Gamle, der findes i Skálda, eller den Anviisning til Digtekunst, der ledsager den yngre Edda. Denne Fortælling lyder i Førstningen næsten Ord til andet som den i Fundinn Noregr, kun heder det her ikke, at Halfdan Gamle var Konge i Norge eller paa Ringerike. Hans Kamp med Sigtrygg og Giftermaal omtales paa samme Maade, kun kaldes hans Hustru her ikke Almveig eller Alfny, men Alvig hiin spake. „De havde“, fortsætter Skálda, „atten Sønner, af hvilke de ni vare føde paa een Gang, og hed Thengil, Ræsir, Gram, Gylfe, Hilmir, Jøfur, Tigge, Skyle eller Skule, Harre eller Herra; disse ni Brødre bleve saa navnkundige i Striden, at deres Navne sidenefter i alle Digte brugtes som Fyrstenavne for Konger og Jarler; de havde ingen Børn, og faldt alle i Slag. End havde Halfdan og Alvig ni andre Sønner, nemlig Hildir, fra hvem Hildingerne, Nefir, fra hvilken Niflungerne, Aude, fra hvilken Ødlingerne, Yngve, fra hvem Ynglingerne,^[17] Dag, fra hvem Døglingerne, Brage, fra hvem Bragningerne stamme: det er Halfdan mildes Æt; Budle, af hvis Æt, Budlunge-Ætten, Atle og Brynhild stammede; Lofde, en stor Hærkonge, … hvis Ætmænd kaldtes Lofdunger, til hvilke Eylime, Sigurd Fafnersbanes Morfader, hører; Sigar, hvorfra Siklingerne stamme, eller den Siggeirs Æt, der var Vølsungernes Maag, og den Sigars Æt, der hængte Hagbard. Af Hildingernes Æt var Harald den granraude, Halfdan Svartes Morfader; af Niflungernes Gjuke, af Ødlingernes Kjaar, af Ylfingernes Erik den maalspake“. Endvidere tilføjer Skálda: „Ogsaa disse Konge-Ætter ere navnkundige: fra Yngvar stamme Ynglinger, fra Skjold i Danmark Skjoldunger, fra Vølsung i Frankland Vølsunger; og fra Hærkongen Skelfir Skilfinger, denne Slægt er i Østerveg. De her nævnte Ætter har man siden anvendt i Skaldskab til at danne Omskrivninger af fyrstelige Navne“^[18].

Hvad der gjør denne Beretning mærkelig, er, at den aabenbart er aldeles uafhængig af Hyndluljod, med hvilken den endog etsteds staar i Strid, nemlig hvor den regner Eylime til Lofdungerne, ikke, som Hyndluljod, til Ødlingerne, og fra hvilken den ogsaa ellers i flere Henseender er betydeligt afvigende. Man har altsaa her Grund til at antage, at vi have en selvstændig Sagnform for os, og at de væsentlige Tillæg til Hyndluljod, som den indeholder, i det Hele taget hidrøre fra Folkesagnet selv, og ikke ere at tilskrive vilkaarlige Konjekturer eller Forbedringsforsøg af den senere Nedskriver. Men da Fundinn Noregr ved Siden af Skáldas Beretning, som den fornemmeligt følger, ogsaa har enkelte Stykker, hentede fra Hyndluljod, er det tydeligt nok, at den, der har sammenskrevet den, har kjendt og benyttet begge, og paa en temmelig vilkaarlig Maade søgt at forene dem indbyrdes. Og da Skálda desuden har det tilfælles med Hyndluljod, at den aldeles ikke henfører de navngivne Helte eller Slægter til Norge, og de fornemste af dem ikke engang til noget bestemt Land, maa man vistnok antage, at ogsaa de Tilsætninger i Fundinn Noregr, der gaa ud paa at henføre alle Slægtled til Norge, ere aldeles vilkaarlige, og aldeles ikke begrundede i noget paa Nedskriverens Tid herskende Sagn. Han er endog gaaen saa vidt, at drage Skjoldungerne, der efter saa mange Vidnesbyrd udelukkende tilhøre Danmark eller rettere Gotland, over til et enkelt Fylke i Norge. Ved at benytte og forklare Sagnene om Halfdan Gamle bør man derfor ganske vist lade Bearbejdelsen i Fundinn Noregr aldeles ud af Betragtning.

Men ogsaa ved Bearbejdelsen i Skálda er der meget, der viser sig at være uegte. Navnene paa Haldans ni første Sønner ere simple Appellativer, der enten betegne en Fyrste eller en Kriger, hvis Afledning tildels bestemt kan paavises, og hvoraf flere ogsaa forekomme i angelsaxiske Digte^[19]. Af de øvrige ni Sønners Navne ere enkelte senere dannede af de dem tillagte Ætters Navne, og omvendt, f. Ex. Hildir af Hildinger, hvilken Benævnelse for Krigerhøvdinger aabenbart kun er afledet af hildr (Krig) eller Krigsvalkyrjen; Aude ligeledes af Ødlinger, der ligefrem svarer til det angelsaxiske äðelingas, højtydsk adalingâ, og kun betegner „højbyrdige Mænd“. At Aude har kunnet sættes i Forbindelse med Ødlinger (af aðal), røber desuden en temmelig sildig Sprogperiode, da det i en ældre, hvor Udtalen var renere, umuligt lod sig gjøre at forbinde to saa forskjelligartede Navne^[20]. Ynglingernes, de danske Skjoldungers, og de hunske Vølsungers Æt henfører Skálda ikke til Halfdan den Gamle, uagtet dog Skjoldungerne ifølge Hyndluljod først og fremst hørte blandt hans foregivne Ætmænd. Saaledes viser ogsaa Skálda sig her som upaalidelig, og for at lære den genealogiske eller ethnographiske Deel af Sagnet i sin Reenhed at kjende, maa vi ty til Hyndluljod selv.

Dette omtaler som Halfdans Descendenter ikkun Skjoldunger, Skilfinger, Ødlinger og Ylfinger, maaskee og Ynglinger og Vølsunger; og af disse maa igjen Ødlingerne bortfalde, som et Navn paa Fyrster eller fornemme Mænd i Almindelighed. Men derforuden nævner det ogsaa de med Vølsunger nøje forbundne Niflunger, ligesom det endelig nævner den sidste Skjoldung, nemlig Harald Hildetand, og den Æt, hvis Bedrifter omsider sluttede den heroiske Tidsalder, og dannede Overgangen til Vikinge-Tiden, nemlig Radbards, eller hans Søn Randvers Æt. Da nu Navnet „Halfdan“ egentlig kun vil sige „Halv-Danen“^[21], og derfor nærmest synes at være knyttet til de gotiske eller halv-danske Lande, synes ogsaa Sagnet om hans Descendenters Udbredelse til alle germaniske Lande at indeholde en bestemt Reminiscens om Udvandringen fra Skandja og de skandiske Øer. Og her er det mærkeligt nok, at den eneste af Nordens berømtere Ætter, der ej sættes i Forbindelse med Halfdan, er den, som ifølge Sagens Natur ej kunde være kommen fra Skandja, nemlig den gamle Haaløyge-Æt, eller Semings Æt paa Helgeland. De øvrige Ætter udledes fra Halfdan, og naar det heder, at Konger og Jarler brugte hans Sønners Navne som Titler, maa vi atter tænke paa Erulerne, eller de egentlige Jarler, som med Sverd i Haand ej alene herjede, men og vandt sig Riger og grundede Kongestammer. Thi hvad andet vare vel de gotiske, frankiske, angliske Høvdinger, der oprettede nye Riger, end saadanne „Jarler“? Opfattes Sagnet om Halfdan paa denne Maade, bliver det af særdeles Interesse i ethnographisk Henseende. Vel kan man ej anse det for et af de allerældste, da Navnet „Halfdan“ selv hentyder paa en Tidsalder senere end den reengotiske, men dets Ælde bliver desuagtet betydelig nok. De deri nævnte Hoved-Ætter, tilligemed nogle andre af mindre Betydenhed, men som dog ved enkelte Lejligheder synes at have spillet en vigtig Rolle i vort Fædrelands ældste Historie, skulle her nærmere beskjeftige os.

1. F. Ex. hvor Hørds Søn kaldes Jøsur, Fader til Hjør og Farfader til Hjørleif kvennsame. Halfssaga, der meddeler Sagnet fuldstændigt, kalder Jøsur en Søn af Agvald, Rogalands Konge, hvilket maa være mere overeensstemmende med Sagnets egte Form (Cap. 2.)
2. Se nedenfor § 10.
3. d. e. Feltslag
4. Da det foregaaende Vers, hvor der spørges om Slægterne, nævner Ødlinger og Ylfinger, men dette, hvori der svares, nævner Ødlinger og Ynglinger, maa man enten antage, at der paa et af Stederne har fundet en Forvexling Sted, saaledes at der paa begge Steder skal læses eet og samme Navn, eller ogsaa, at paa første Sted „Ynglinger“, paa andet Sted „Ylfinger“ ved Uagtsomhed ere oversprungne. Men i sidste Fald fordrer Versreglen, at endnu en Linje, der kan have Riimbogstav fælles med den anden, maa tænkes udeladt, og indsættes, hvis man paa denne Maade vil restituere det Bortfaldne. Der er ogsaa stor Sandsynlighed for, at „Vølsungerne“, der sidenefter nævnes, og som Fund. Noregr henfører til Halfdan, have haft deres Plads i en saadan udeladt Linje. Læste man nemlig paa første Sted: „hvat er Ödlinga, hvat er Ynglinga, hvat er Ylfinga, hvat er Völsunga“, og paa andet: „þadan Ödlingar, þadan Ynglingar, þadan Ulfingar, þadan Völsungar“, da vilde alt være i sin Orden, thi istedetfor Ylfingar skulde egentlig læses Vylfingar; og man har flere Steder i Eddadigtene Exempler paa at et saadant V, der ellers udelades, har været regnet med som Rimbogstav.
5. d. e. uvidende.
6. Snorra Edda, c. 5.
7. Rettere Almveig.
8. Derforuden nævnes tre andre, Ole, Aam og Jøfr eller Jøfur. Fra Ole ledes Ætten til Sigurd Hjort paa Ringerike, Ragnhild hans Datter, og dennes Søn Harald Haarfagre.
9. Fra Brage ledes Ætten gjennem Agnar, Alf, Erik, Hild, Halfdan milde, Gudrød og Halfdan Svarte til Harald Haarfagre.
10. Ledene ere: Skjold, Erik, Alfrek, Erik maalspake, Aalrek frøkne, Vikar, Vatnar, Imald med Broderen Erik, (se nedf. § 11) og Gyda, Harald Haarfagres Dronning.
11. Ætten opregnes: Hildir, Hildibrand, Vigbrand, Herbrand, Harald Grønske (granraudi), Aasa, Halfdan Svarte.
12. Ætten opregnes: Sigar, Sigmund, gift med Hild, Datter af Grjotgard, Konge paa Møre; hans Søn Sigar.
13. Nemlig: Skekkil og Skyle, Eggthor, Hjalmthor, Eylime, Hjørdiis, Sigurd Fafnersbane, Aslaug, Sigurd Orm i Øje, Aslaug, Sigurd Hjort, Ragnhild, Harald Haarfagre.
14. Nemlig: Aude, Frode, Kjaar, Alrune.
15. Nemlig: Attil, Visil, Læse, Budle, Sørle, Atle og Brynhild, Aslaug.
16. Nemlig: Næfil, Heimar, Eynef, Rake, Gjuke, Gunnar, Høgne og Gudrun o. s. v.
17. Her skal upaatvivlelig læses „Ulf“ og „Ylfinger“, da Ynglingerne senere omtales særskilte, og desuden Hildinger, Niflunger og Ylfinger udtrykkelig nedenfor nævnes paany i denne Orden.
18. Skálda, c. 64.
19. Þengill, beslægtet med þing (Thing), forekommer ogsaa som þengel eller sengel blandt Angelsaxerne. Ræsir er kun afledet af rás, Fart; den som sætter i Fart; Gramr af Adjekt. gramr, vred, barsk; Gylfi, besl. med gjálfr, Hav; Hilmir, af hjálmr; Jöfurr, egentlig Vildsviin, angels. eofor, tydsk „Eder“, benævnt efter Hjelmtegnet, o. s. v.
20. Auði kommer enten af auðr, Rigdom, eller af auðr, øde; men med Öðlingr“, altsaa med „aðal“, har det intet at bestille. Denne Etymologi hidrører altsaa fra et Ubekjendtskab med Lydforholdene, der blot kan tilhøre en forholdsviis nyere Tid, og Aude maa saaledes aabenbart vare et Foster af et senere uheldigt Etymologiserings-Forsøg.
21. Grimm har baade i sin Grammatik (II. S. 633), og i sin Sproghistorie (S. 734) paaviist de med Halfdan aldeles analoge tydske Navne Halpdurinc (ɔ: Halv-Thüringer) og Halpwalah (ɔ: Halv-Vælsk), der lige overfor tilsvarende Navne som Altdurinc (Gammel-Thüringer, Gramm. II. 629) – med hvilket der og findes et analogt, Altsahso (Old-Saxer, Gramm. II. 627, angels. Ealdseaxa) – aabenbart betegner en blandet Stamme, medens de med „Alt“ sammensatte Navne betegne den ublandede. Ja i Beowulfdigtet forekommer endog Navnet Healfdene, der er den angelsax. Form for Halfdan ligefrem som Folkenavn og Betegnelse for Skjoldungernes Folk; det heder her (v. 2131-2134), „at Skjoldungen Hnæf, Halvdanernes Helt (häled Healfdena), skulde falde i Friserslaget“. – Ogsaa den danske Forfatter Saxo har en Antydning til, at Fyrste-Slægter – han siger rigtignok kun norske – nedstammede fra en Skjoldungekonge ved Navn Halfdan, der ved sine Krigsbedrifter saaledes udmærkede sig over hele Norden, at han i Svithjod troedes at vare Thors Søn (p. 324, 327).