Den Salige
O, vær hilset atter og velsignet
blide Aand, fra Salighedens Hjem!
Ingen Glæde paa min Vei har lignet
den, du kaldte af min Vaardrøm frem;
ingen Kval kan falde paa min Hjerte
tungt som den, du klaged i min Favn.
O, du Salige, i Fryd og Smerte
har min Sjel en Gjenlyd af dit Navn.
Alt er følt, fuldkommet og erindret,
Alt fornyes evig i mit Sind;
mildt og ømt har Sorgen, der er lindret,
spredet Mindets Fred om mine Trin.
Sorgen vaaged hvor din Aske blunder, og den vandred gjennem Ørkner hen, og tilsidst, ved Kjerlighedens Under, fik jeg dig du Salige igjen.
Og da kom du fra de stille Lande, og den lange Sørgenat blev klar, klar ved Skinnet om din rene Pande og ved Straalen, som dit Øie har; og paany din Salighed er over mine Drømme som et Lysets Bad, og jeg hører atter hvad du lover, at vi aldrig mer skal skilles ad. <poem>