Dante
| Garschin | Essays. Fremmede Forfattere Dante av Nils Kjær |
Laura Marholm Hansson |
Dante [rediger]
«Den store Mand» – hedder det etsteds i Vedels Bog – «er som et Ganglie i Nervesystemet – det Sted, hvor Strømmene fra de forskellige Nervestammer og Fibrer gaar sammen – et Aktivitetscentrum, som giver Bevægelserne ny Retning.» Om denne Bestemmelse bestandig slaar til, er tvilsomt, men sikkert er det, at den er rammende for Dante. For alle senere Slægter vil han staa som den Personlighed, hvori alle Middelalderens Særdrag er opsummerede, og samtidig som en Personlighed, der i mangt indebærer og anelsesfuldt forkynder den nye Tid. Et sælsomt Menneske denne Dante – og vel værd at studere, ikke mindst for Nutidsmennesker, der er hengivne til den Overtro, at alle forviklede Sjælsmysterier ene og alene er moderne Foreteelser.
Valdemar Vedel, der som Litteraturhistoriker først og fremst er Psykolog, har gravet sig ned i dette Stof med den nysgærrige Sjælegranskers inderlige Evne til Fordybelse og «Selvforglemmelse». Det har været ham mindre om at gøre at modellere en Statue end at fornemme og bibringe Fornemmelsen af et Menneske. Og hvor vanskeligt er det ikke at trænge ind til det Menneske, der slumrer bag en halvtusindaarig, traditions overgroet Tornehæk.
Efter Molbechs Oversættelse skulde Den guddommelige Komedie ikke længer være nogen lukket Bog for nordiske Læsere. I det smidige danske Sprog har det store Verdensdigt opstaat i et Genbillede, der maaske er Originalen fuldt saa værdigt som de fleste Overførelser paa andre Sprog. Til trods for dette er Komedien saare lidet læst og kendt. Det kan for endel skyldes dens imponerende Omfang. Man frygter for at give sig i Kast med et Digt paa hundrede Sange i tre saa højtidelig afskrækkende Afdelinger som Helvede, Skærsild og Himmel. Den afgjørende Grund er dog simpelthen den, at de fleste Læsere savner Forudsætningerne til at kunne goutere en Digtning, der er fremsprungen af en Aand saa vidt forskellig fra Nutidens. Den Personlighed, vi møder i Komedien, er færdig dannet og forbenet i Anskuelsesmaader og Følelsessæt, som er os fremmede. Den Absolutisme i Rangforordning og Værdsætten, den Uforsonlighed i Underkastelse som i Herskerglæde, i Kærlighed og i Had …, hele den Middelalderluft, som er fortættet i Dantes Digt, er os besværlig at aande i, fordi vi forlængst er blevne betingede i vore Domme og ængstelig tilbageholdende i vort Følelses- og Driftsliv. – Tænk blot paa den Kristendom, som den moderne Tid har formet efter sit Billede! Dette blege Tevandsudtræk af Religion, som de mest frisindede og mest tolerante Præster udgyder fra Prækestolene. Den ærlige Fanatisme savnes i al denne fint forsonende Mageskiften mellem Gud og Verden! Før drev man Synderne til Bodsbænken ved Vold og Trusler, nu narres de i Garnet med Lokketoner. Men var ikke den gamle Fangstmaade retskafnere?
Os spage Nutidsmennesker falder det derfor saa svært at leve os ind i Dantes Digtning og dens Aandssfære. Vi formaar det heller ikke uden et stort Forarbeide, uden møjsommelig at efterspore dens Oprindelse i middelalderligt Liv og Tænkning. Før vi kan faa Forstaaelse af det mejslede Billede, maa vi undersøge de foreløbige Udkast og Betingelserne for deres Tilblivelse.
Vedel har gjort det til sin Opgave at trevle op de mange Grene, som samles i det store Nervecentrum. Han hensætter os strax i Klostrenes mugne Luft og véd med faa, fyndige Pennestrøg at tegne Munkenes vegeterende, verdensfjendske Liv i de trange, halvmørke Celler. Derind flygtede jo alle de fredsommelige Sjæle, som Tidens stadige Vaabengny og vilde Kampliv forjog fra Byer og Borge. Og didind tog de med sig Minder om blodig Vold og Vildskab og forstørrede dem sælsomt i sin skræmte Fantasi. Virkelighed og Syner mængede sig forvirret i disse Hjærner, hvis Virksomhed ikke tøjledes af nogen logisk Aarsagserkendelse, men hidsedes ud i det vidunderligste af overspændt Religiøsitet, af indeklemt Drift, af ensomt Stilleliv paa Klosterborge, hvorom Verdenskampen rasede. Og af disse Mennesker skreves de Krøniker og Legender, der udgør Middelalderens typiske Litteratur. Planløst og hulter til bulter nedtegnes der i disse Krøniker alle de Forunderligheder, som har sat Munkefantasien i Drift: Herjingstog og Plyndringer, mærkelige Mænds Levned, Naturfænomener og monstrøse Beretninger om fremmede Lande. Og Legenderne beretter naivt og overspændt om Helgener, om Mirakler og Jærtegn, om Ridderes Kampe med Drager, om fromme Kvinders Syner. Men i Madonnadyrkelsen er det først, at den middelalderlige Poesi og Føletrang naar sit Toppunkt. Den hulde Jomfru, den rene Kvindeligheds og Skønheds Ideal, den forsonende Moderømhed som Mellemled imellem den strenge Gud dom og de svare Syndere – det er Middelalderens varigste og skønneste Skabelse, et rigtigt Instinktvalg af en smærtetynget Slægt, en uudtømmelig Kilde for Livshaab og for Digtning … Denne Madonnadyrkelse faar i middelalderlig Poesi ofte et Anstrøg af virkelig jordisk Forelskelse, ligesom den hulde Gudsmoder ofte skildres næsten som en højædel Borgfrue:
«Ich habe mir erlesen
ein Weib so schön, ein Weib so fein;
hochadelig vom Wesen,
hochfürstlich ist die Traute mein!» …
I Regelen er dog Madonnadyrkelsen blot en extatisk, himmelvendt Henrykkelse, hvor alle jordiske Momenter er henvejrede. Og her har vi Ophavet til Dantes Beatricekultus, som vi snart skal gaa ind paa under Omtalen af hans Ungdomsdigtning.
Vedel viser i sin Bog, hvorledes Dantes Digt har dybt Rodfæste i Munkenes Verdenssyn og Livsvurdering. For dem, som var flygtet ind i Ensomheden, stod Jorden som en Jammerdal og en Vildmark, fuld af Fristelser og Farer, og Livet som et glippende Fæstepunkt over Helvedes grufulde Slug. Hvad havde man saa andet at gøre end at drømme sig et hinsidigt Paradis, fuldt af alle de Henrykkelser, som Jordelivet savnede, men som alle Jordlængsler strømmede imøde?
Og al den himmelske Herlighed, den ejede de jo paa Forskud, de Mennesker, som forstod at lukke sig inde i stille Selvbeskuen, i from Extase … Dette er intet mindre end en rød Traad i Dantes Digt: først Verdenslivets Vildmark (selva oscura), hvorfra Digteren føres gennem dens direkte Fortsættelse Helvede, over Skærsildsbjærgets Skraaning ind i Paradisets Herlighed.
Men i ligest Linje kan vi følge denne Middelaldersjælens Trang til Kontemplation og selvforsagende Kærlighed i Dantes Ungdomsdigtning: Vita nuova.
Man mærke de forskellige Lag i denne Digtning: først de oprindelige Sonnetter og Canzoner, skrevne friskt ud af øjeblikkets Stemning, Hjærteudgydelser noget nær i Troubadourernes og den samtidige italienske Lyriks Stil; dernæst den kommenterende Prosaramme af intime Erindringer, der er flettet om de forskellige Digte, og endelig de pedantiske Forbemærkninger til hvert Digt, hvor han deler og kommenterer deres Indhold nok engang, og de filosofiske Almenbetragtninger, der for moderne Læsere maa synes at være tvungne ind efterpaa.
Vedel antager, at Sonetterne og Canzonerne er skrevne ved forskellige Lejligheder og til forskellige Damer. Man maa ikke tviste med en Autoritet, men efter en enkelt Gennemlæsning forekom det mig, at mange af Sangene først kan være digtet ind, efter at den unge Forfatter har begyndt at dukke ned i sine Erindringer og paa middelalderlig Vis at blande sammen Virkelighed og Visioner.
Det er tænkeligt, at han ved at fordybe sig i sit Stof har faat stadig nye Inspirationer, saa Udarbejdelsen har foregaaat successivt mellem rytmiske Stemninger og prosaskrevne Erindringer og saaledes, at det ligesaa ofte har været Erindringsoptegnelsen, der har affødt Digtene, som omvendt. Dette er jo af mindre Vigtighed; men derimod synes det stadig at have været Beatrice, den unge Dante har havt i Sindet, selv hvor han skriver Sonnetter til andre Damer. «Jeg gør som den, der af Skamfuldhed skjuler sin Fattigdom» – siger han i Sonnetten til «Skærmbrettet.» «For Verden viser jeg mig glad. Men inde i mig selv fortæres jeg af Graad.» Saaledes var det jo med hans Kærlighed. Han maatte dølge den bag Masker og Skinforelskelser. Beatricebilledet vilde neppe øvet den livslange Magt over ham, hvis det ikke allerede tidlig havde fæstnet sig saa klamrende stærkt til hans Sind.
Vita nuova (Nyt Liv) er en Roman med indflettede lyriske Partier, en Roman, der er dobbelt interessant for Nutidslæsere, fordi den maaske er den første Spire til det, man i vore Dage fortrinsvis kalder psykologisk Litteratur. Det er ikke Begivenhederne, ikke de ydre dramatiske Optrin, der har sysselsat Forfatterens Fantasi, men ene og alene det Sentiments-Drama, som Indtrykkene har skabt i hans Sjæl. Men den umiddelbare, inderligt naive Fremstilling er ofte overgroet med et helt Lag af skolastisk Snusfornuft. Saaledes naar han beretter om sit første Møde som Niaaring med den lille rødklædte Beatrice: «Forsanden siger jeg», fortæller Digteren, «at i det øjeblik begyndte Livets Aand, som har tilhuse i Hjærtets skjulte Hvælv, at skælve saa voldsomt, at det dirrede i de yderste Pulsaarer, og skælvende sagde den disse Ord: Se der er en Gud, stærkere end mig, som kommer for at besejre mig.» Og den naturlige Aand og Synsaanderne kommer efter Tur til Orde, og alle disse «Aander» benytter det latinske Tungemaal. – Har vi ikke her et Sidestykke til Naturalisternes quasi Videnskabelighed, der for senere Slægters Læsere maaske vil ta sig ligesaa morsom ud?
Eller vil man høre, hvorledes Middelaldermennesket ræsonnerer. Saare listelig lader Digteren Beatrices Skæbne paa en mystisk Maade knyttes til Tallet 9: Ni Aar var de ved det første Møde, ni Aar gaar der hen, før de næste Gang mødes; ved den niende Dagstime har Dante oftest sine Visioner – hænder noget til andre Tider, f. Ex. Kl. 10 om Aftenen, saa er jo dette netop den første af de ni sidste Nattetimer; – og efter en kombineret syrisk-arabisk Tidsregning faar han Beatrices Død til at indtræffe paa den niende Dag i den niende Maaned … Hvad er saa Hensigten med denne Talallegori, spørger man? Tys! Dante er uskyldig for enhver bevidst Hensigt dermed; han betragter tværtimod sit Arrangement som en objektiv Foreteelse, og han sætter sig taalmodig hen til at gruble over denne intrikate Foreteelses Betydning. «Hvis man nu spørger», siger han, «hvorfor Nitallet stedse ledsager hende saa venlig, saa vil jeg her angive den sandsynlige Grund. Ifølge Ptolemæus og den aabenbarede Sandhed er der ni Himle, som drejer sig, og ifølge Astrologernes gængse Mening staar disse ni Himles harmoniske Kombinationer i Sammenhæng med Livet her paa Jorden. Nitallet har da været Beatrices Ven, for at det skal forstaaes, at da hun blev undfangen, befandt de ni Himle sig i fuldkommen Harmoni. Se der er allerede en Grund. Men ved en endda mere subtil Betragtning kommer vi til det Resultat, at dette Tal var hende selv. Tallet 3 er Roden til 9, efter som Tretallet uden noget andet Tals Medhjælp kan frembringe Nitallet ud af sig selv (3 X 3 = 9). Naar altsaa Tretallet af sig selv er Nitallets Skaber, og den store Mirakelmager ( lo fattore dei miracoli) i sig selv er tre og én paa samme Tid, saa er det indlysende, at denne Dame altid ledsagedes af Nitallet for at give tilkende, at hun var 9, d.v.s. et Mirakel, hvis Rod er selve den høje Treenighed.» Dette er jo intet mindre end i skolastiske Formler at give sin Hjærtens Dame en mindst ligesaa stærk Kompliment som alle Sonnetter tilhobe …
Men hvor dybt middelalderlig er ikke denne subtile Spekulation, hvor suverænt ligegyldig for al nødvendig Aarsagssammenhæng og al naturlig Logik.
Et sligt Citat, synes det mig, giver os mellem Fingrene en hel Tidsalder levendegjort.
Ligesaa naivt pedantisk og skolastisk snørklet er Dante, hvor han etsteds forsvarer, at han i en Sonnet har personificeret Amore. En dannet Læser kunde jo faa den Opfatning, at han falskeligen opfattede Kærligheden som en materiel Substans. Han iler derfor med at tilføje, at han ganske rigtig ved, at Kærligheden blot er en Accidens ved Substansen.
Men disse Snurrepiberier kommer jo paa Tidsalderens og ikke paa Personlighedens Regning. Vi ser i en af de første Sange af «Helvede», i Beretningen om Paolo og Francesca da Rimini, hvor dejlig Dante forstod at skrive om Kærlighed. Men allerede Sonnetterne og Prosakapitlerne i «Nyt Liv» er gennemgaaende baarne af en Stemning og fremgaaede af en Sjæleanalyse, saa dyb og saa inderlig, at det er en Fryd at fordybe sig i dem. Naar han fortæller om, hvorledes Synet af Beatrice betager ham, saa han stundom bliver helt magtstjaalen og stundom saa beruset af Alkærlighed, at han gærne kan tilgive alle de Krænkelser, han har lidt, saa er dette betegnende for hans sælsomt spaltede, samtidig haardt hevngærrige og kærlighedstørstende, inderlig letrørte Natur. Eller hvor psykologisk sandt er det ikke, naar han fortæller om sine mange kløvede Sindstilstande, sine mangfoldige Tanker, «der stormede ind paa mig og bekæmpede hverandre indbyrdes, uden at jeg kunde forsvare mig.» Men middelalderlige er alle de Visioner og Aabenbaringer, hvori han snart ser Amor holde Beatrice i sine Arme og bære hende til Himlen, snart ser hende komme imod ham, iklædt den samme blodrøde Dragt, som hun bar ved deres første Møde.
– Dante fortæller troskyldig alt om sin Kærlighed. Men hvorfor skulde han ikke kunne det! Hans Kærlighed forlanger jo blot en stum Hilsen, et venligt Blik. Den har ingen Attraa, intet Begær. Ja, Digteren driver jo udtrykkelig sin Kærlighedshistorie ud i en Allegori og gør sin Elskede til et Symbol for den højeste, salige Renhed: Madonna. Interessant er det, at denne allegoriske Betydning allerede er uddybet i dette Ungdomsværk.
Den Side af Dantes Natur, som vi har betragtet i Vita nuova, er væsentlig den, der vender ind mod Middelalderen. Men vi har ogsaa flygtig pegt paa den, der vender ud mod Renaissancen og Nutiden: den Evne til Sjæleanalyse og rolig Selviagttagelse, som vi har ringe Anledning til at beundre hos nogen før Dante. Jeg ved ikke, om den moderne Jeg-Roman i lige Linje stammer fra den store Florentiner, men sikkert er det, at hans Ungdomsværk har inspireret megen senere Digtning, bl. a. Petrarca og endog skal have forledet den berømte Lorenzo de Medici til Efterligning …
Efter denne Afstikker vender vi tilbage til Vedels Bog. Man mærker en Tendens hos denne Forfatter til at undgaa den Taineske Æstetiks ejendommelige Perspektivforenkling. Dette betegner visselig intet Brud med Metoden, men blot en Udvikling. Vedel tager efterhaanden flere forskjellige Udgangspunkter og følger de mer eller mindre tydelige Nervetraade frem til det Knudepunkt, som er givet ved Dantes Hovedværk.
Efter at ha paavist Oprindelsen fra det kontemplative Klosterliv, der forklarer en Side af Florentinerens Personlighed og Digtning: den drømmende, extatiske, passivt selvbeskuende Side, gaar han tilbage og finder sig et nyt Udgangspunkt i «den latinske Aand» – den virkelighedskære, aktive Romeraand, der hele Middelalderen igennem var levende i Italien og udøvede en sejg underjordisk Modstand mod det gotiske Barbari. «Den latinske Raceaand,» siger Vedel, «er Logik, Matematik, Jura. Bearbejdet i denne Aand bliver Evangeliet til et System af Dogmer, som den uspekulative, men dialektiske latinske Aand kan tumle med, og til en juridisk Verdensforfatning, som formummede Advokater og Doktorer kan fortolke paa Romerkirkens Synoder» … – Intetsteds har den romerske Juristaand sat dybere Mærker end i Dantes Komedie. Det store Verdensdigt er jo en Verdens rettergang, hvor den landflygtige Florentiner sætter sig paa Dommersædet og ledet af sin ubønhørlige Retfærdsaand dømmer alle og fordømmer de fleste. Saa sygelig vék som den platoniske Elsker i Vita nuova, saa jernhaard og kraftfuld er Digteren af Inferno. – Hvad er foregaaet i Mellemtiden? Hvad er det, som har forvandlet den blødt modtagelige Ynglingesjæl til en uforsonlig Verdensdommer? Ja – det synes bittert ironisk at sige sligt i vor Tid, men det er i Politiken, Dante har fæstnet og forbenet sig til en Personlighed. «Nyt Liv» er antagelig skrevet ca. 1295, og et Par Aar efter begynder han paa sin kortvarige, men betydningsfulde politiske Løbebane.
Vi kender Italiens oprevne Tilstande i hine Tider.
Middelalderens tysk-romerske Kejserdømme havde udspillet sin Rolle ved Midten af det 13de Aarhundrede. Det var Kommunernes, Smaarepublikernes Opkomsttid og Pavedømmets foreløbige Forfaldsperiode. Partinavnene Ghibelliner og Guelfer, Kejserens og Pavens Tilhængere, er det foregivne skillende Mærke. Men i Virkeligheden kæmper man om smaa selviske Interesser.
Dante var af gammel guelfisk Familje, men hans Sympatier var nærmest ghibellinske. Den ghibellinske Adel, der laa nede for den nye Købmands- og Opkomlingsadel, sluttede sig nemlig til de mindre bemidlede Klasser, og Dante blev disses Mand. Som aktiv Politiker blev han imidlertid ikke længe paa Scenen. Han vaagede skinsygt over hvert Overgreb paa Republikens Suverænitet og modsatte sig ihærdig Pavens Forsøg paa at blande sig i den florentinske Partistrid. Under et Ophold som Gesandt i Rom blev han, skønt fraværende, anklaget og dømt til Baalet af sine politiske Modstandere, som i Mellemtiden var komne til Roret ved fransk Undsætning. Dante kom aldrig mer til Florens. Han flakkede siden om som landflygtig mellem Italiens Byer og Borge.
Dette var Dantes kortvarige, men begivenhedsrige og følgesvangre politiske Liv. I Landflygtigheden har den Ide modnet i ham, som synes anlagt efter hele hans autokratiske Naturel: Ideen om det absolute Verdensherredømme. Grebet af et mægtigt, flammende Had til det florentinske Demokrati og smærtelig oprørt over Italiens sønderrevne Tilstand, vendtes hele hans Hu til en Fornyelse af det romerske Verdenskejserdømme. En absolut Magt over Borgersamfundet: Kejseren. En absolut Magt over Kirkesamfundet: Paven, og en absolut Magt over Verdensaltet: Gud. Dette blev Dantes Ideal, hans Livs Illusion at faa opfyldt og hans Livs store Skuffelse at se tilintetgjort, da Kejserprætendenten (Henrik VII) blev slagen og Paven bortført til Avignon. Det er maaske denne Skuffelse, der bragte den stolte Florentiner til at søge Erstatning hos den tredje store absolute: Hevnens og Naadens Gud. Betragtet fra dette Synspunkt er Divina Comedia et stort politisk Stridsskrift i gammeltestamentlig, profetisk Aand, hvor Forfatteren tager en imaginær Hevn over sine politiske Antagonister og holder et sidste Opgør med den Verden, der sveg hans største Haab.
Tragisk er den Livsskæbne, som har lagt sine Furer i den ærværdige Florentiners Ansigt. Og tragisk er det – som Vedel med Rette bemærker – at se en stor Aand hildet i en saa skæbnesvanger historisk Fejltagelse som den, Dante levede og døde for. Men er ikke Underlaget for ethvert stort Menneskeværk i Grunden en intim Tragedie, ofte isprængt med «guddommeligt komiske» Momenter. Og ikke vilde vi ejet Dantes udødelige Værk, om han ikke havde lidt hin store politiske Skuffelse, og om han ikke havde været den fanatiske Reaktionære, han var.