Christian Frederiks Kundgjørelse af 16. august 1814
Da Vi efter Opløsningen af Eders Forening med Danmark overtog Styrelsen af Norges Anliggender, var dette for at forhindre, at ikke Borgerkrig og Partie-Aand skulde sønderslide Eders elskede Fødeland.
Eders Ønske kaldte Os til Norges Throne, Vi fulgte Eders Kald; Eders Tillid og gode Sag fordrede Vor Deeltagelse. Vi besluttede at underkaste Os enhver Opofrelse, for at føre Eder hine Goder imøde.
Vel øinede Vi de Farer, som i en ulige Kamp truede at tilintetgjøre Eders og Vort Haab; men Vi kunde umuligen fatte, at Europas mægtigste Stater vilde forene sig, for at undertrykke et ædelt og uskyldigt Folk, hvis billige Ønske var Frihed og hvis eneste Attraae var Uafhængighed.
Imidlertid lode Sverrigs mægtige Bundsforvandte Os ved deres Sendebud erklære, at Norges Forening med Sverrig var uigjenkaldeligen besluttet. Det er Eder bekjendt, at Vi vare villige til at opofre en personlig lykkelig Stilling, naar et sammenkaldt Storthing fandt, at dette kunde berede Folkets Held, men det er Eder ogsaa bekjendt, at de Vilkaar, som da bleve tilbudne for en Vaabenstilstand, vare af det Slags, at Vi ikke kunde antage dem, forinden Krigslykken blev prøvet, idet de vare stridende mod Grundloven.
Vi maatte saaledes beklage, at Vore redelige Bestræbelser for, at undgaae Krigen i Norden, bleve frugtesløse.
Norges udstrakte Grændser og Søkyster havde gjort det nødvendigt i at fordele Tropperne. Sverrig rustede sig med Anstrengelse paa flere Steder, og uvis om, paa hvilken Deel af Riget dets Angreb kunde ventes, maatte Vi vælge en Stilling, hvorfra Vi baade kunde dække Rigets indre Provindser, og tillige ile de truede eller anfaldne Puncter til Hjælp. Glommen syntes i denne Henseende at tilbyde de fleste Fordele.
Ved Efterretningen om Fiendens Indbrud over Ide-Sletten og Svinesund, ilede Vi at samle et Armee-Corps i Rakkestad, for ved et Angreb fra denne Side at standse Fienden fra at faae videre Fremgang; men Frederiekstads uformodede Overgivelse nødte Os til at søge Glommen, thi Fienden, havde derud vunden en sikker Overgang, og Veien til Christiania kunde forceres.
Overlegen til Søes kunde Fienden ved idelige Landgange tournere Vor høire Flanke. En langvarig Blokade af Engelsk og Svensk Sømagt havde hindret Magazinernes tilstrækkelige Forsyning; de vare næsten udtømte, og Mangel paa de fleste Nødvendigheder der truede at knække det Mod, som Fiendens Overmagt ei kunde bøie. Rigsforsamlingens Afsendte bleve ei modtagne af det Engelske Ministerium, og kom saaledes tilbage uden Haab om Hjælp eller Formildelse af dette Riges fiendtlige Forholds-Regler.
Under disse Omstændigheder foreslog Sverrig en Vaabenstilstand. Af de to Fæstninger, hvis Besiddelse af Svenske Tropper i de afbrudte Underhandlinger var omtvistet, var den ene allerede i deres Magt, og den anden afskaaren al Undsætning, og bombardet. Krigslykken havde erklæret sig imod Os, og Fortsættelsen af Kampen i nærværende Stilling maatte berede Fædrenelandets Ødelæggelse.
For at afværge dette, og for at give Folket Leilighed til, at skjønne Rigets Tilstand ved et berammet Storthing, gjentog Vi Vort Tilbud villigen at træde tilbage fra den lykkelige Stilling, hvortil Eders Tillid havde kaldt Os.
Vaabenstilstanden og Conventionen af 14de Dennes bleve undertegnede, og i Følge deraf have Vi ved Rescript af Dags Dato til samtlige Overøvrigheder ladet sammenkalde et overordentligt Storthing, at aabnes i Christiania Fredagen den 7de October dette Aar.
Elskede Norske Folk! kun den bydende Nødvendighed — det ville I ikke omtvivle — kunde bevæge Os til et Skridt, som Eders Hengivenhed gjorde Os dobbelt smerteligt. Vor Attraae var, at fortjene Eders Kjærlighed, Vor Trøst er Overbevisningen om Eders Sindelag, og den Bevidsthed, at Eders Vel var Maalet for alle Vore Handlinger.
Givet paa Moss den i6de August 1814.
| v. Holten. |
|
Dette verket er ikke beskyttet av opphavsretten, fordi det er laget av Den norske regjeringen (Åndsverkloven §9). |