Bygde-Skikke/1

Eilert Sundt

Første Stykke

Folkevennen, Syvende Aargang, 1858 (s. 17-56).

Bygde-Skikke.

Af Eilert Sundt.

---

Første Stykke.

Der kunde føres en lang Tale om hvad det er for Noget, vi kalde Bygde-Skik, hvorledes Skikken kan betragtes som et Tegn og Mærke paa Folkets Kaar og Sæder, hvilken Indvirkning den igjen kan have paa de enkelte Menneskers Færd i Livet, og hvad Magt der altsaa ligger paa at kjende de forskjellige Bygdelags Skikke ret nøie. Her vil jeg dog ikke opholde mig med saadan almindelig Tale, men strax gaa lige til Sagen selv og forklare, hvad.jeg har erfaret om visse Skikke paa Landsbygderne; under Fortællingen kan der vel nu og da gives Leilighed til at anstille nogle almindelige Betragtninger.

I dette Stykke vil jeg forsøge at vise hvad det er for Høfligheds-Skikke, som bruges blandt Bondefolket i Guldalen i Throndhjems Stift Jeg begynder med Soknedalen, som egentlig er en Side-Dal til Guldalen, temmelig høit til Fjelds (Annex-Sogn til Størens Præstegjæld).

Først tænker jeg mig, at en Bondemand i et eller andet Erinde kommer ind i Stuen til en anden. Hvorledes træder han ind? Han letter ikke paa Huen, nikker ikke med Hovedet, rækker ikke Haanden til Hilsning, forandrer maaske ikke en Mine i sit Ansigt – ialfald ikke meget. Og nu kan det være, at Husbonden holder paa med at vride Vidier, at Konen sidder ved Rokken og Pigen staar og rører i Gryden; disse se vel strax op, saa de drage Kjendsel paa den Fremmede; men saa giver Bonden sig igjen i Færd med sine Vidier, og Konen bliver ved med sin Rok – for det Første. Ingen reiser sig for at gaa den Indtrædende imøde.

For Byfolk, som ikke ere kjendte med Lands-Skik, kan dette se ud, som om de gode Folk ikke havde mindste Tanke eller Begreb om Høflighed. Men Tingen er, at Landsfolk i dette Stykke have en anden Skik end Byfolk. Høflighed skal i de gammeldags Bygder ikke vises med legemlige Gebærder eller udvortes Tegn, men med Ord.

„God Dag,“^[1] siger den Fremmede, naar han er kommen lidt frem paa Gulvet. Han vender sig nærmest mod Husbonden.

„Sign Gud,“^[2] svarer denne.

„Sign Arbeid,“ hilser igjen den Fremmede.^[3]

„Takk,“ svares der, og allerede den lille Ting, om dette „Takk“ kommer langsomt eller hurtigt, kan være nok til at vise den Fremmede, om han er velkommen eller ei.

„Takk for sist,“ vedbliver den Fremmede, stundom ganske tankeløst, uden at han egentlig har Nogen at takke for, men ellers kun, naar han har nydt nogen større Opmærksomhed i Huset, saasom drukket en Kop Kaffe eller spist et Maaltid Mad.

„Itt aa takk for.“ er Svaret, eller efter Omstændighederne: „Sjøl haa Takk for sist,“ eller vel endog med større Udtryk af Erkjendtlighed: „Ska du haa Takk for sist.“

Under dette har en af dem, som ere nærmest for Haanden, gjort ryddigt paa Langkrakken foran Bordet (eller hvis det er en mere anseet Gjæst – en Storing eller en af de Fornemme – skydes der frem en Stol), og Husfaderen indbyder:

„Sjaa aat, du fær sitt.“

„Aa ja, e fær fell sitt, “ saaledes giver Gjæsten tilkjende, at det netop var hans Agt at sidde ned en Stund. Eller dersom det kun var et Snar-Erinde, han agtede at udføre, saa vilde han sætte sig med de Ord: „Nei, e ska itt sit hell naae læng.“

Nu hører det til at Værten skal sige Noget.

„Saa du æ ut aa gaar i God-Være?“ (eller „Ruske-Være“ eller lignende).

„Ja, no æ dæ rigtig godt Vær, æ dæ“ (eller: „Ja dæ æ lite rusket au, no“) – saaledes er Gjæsten strax rede til at gaa ind paa Samtalen.

Denne Tale om Veiret og andre almindelige Ting kan trække sig noget langt ud, hvis nemlig den Fremmede ønsker at samtale med Husbonden i Enrum og Tjenerne eller andre uvedkommende ikke have Skjønsomhed til at fjerne sig snart. Men det er ikke sagt, at denne Del af Samtalen er saa ligegyldig, som det for den uindviede kan synes. Er det vittige Folk, saa kunne de ret vel bruge saadanne Udtryk og Vendinger, at de paa en sin Maade faa hentydet paa et eller andet Mellemværende, for hvis Skyld den Fremmede kanske netop kom idag, og ialfald er det Høflighedspligt at holde Passiaren i god Gang.

Den her beskrevne Hilse-Skik forandres dog paa forskjellig Maade efter de særskilte Omstændigheder. Det vilde være endeløst at gjennemgaa alle disse Forandringer ganske fuldstændigt. Enkelte Træk faar jeg dog tilføie.

Dersom det er en af de andre Opsiddere paa samme Gaard eller en Person fra en af de allernærmeste Nabo-Gaarde, som kommer ind i et saadant kort Erinde som for at laane en Øx eller noget Lignende, saa kan det være nok med et „Sign Arbeid“ – „Takk.“ Tonen, hvori han siger dette, og endnu mere den upyntede Arbeidsdragt, hvori han viser sig, giver strax tilkjende at han ikke venter eller ønsker nogen videre Opmærksomhed, saa Husfolket ikke engang behøver at bede ham sidde ned.

Omvendt kan det dog ogsaa være at netop Naboer ved visse Leiligheder hilse paa en mere høitidelig Maade, nemlig paa Helligdage, da det istedetfor: „God Dag“ – Svar: „Sign Gud.“ hedder saaledes: „Guds Fred“ – Svar: „Gud vær hos.“ Det er egentlig en ældre og nu mestendels aflagt Skik; men den hænger i endnu blandt ældre Folk i Omgang med nære Naboer og andre fortrolige Kjendinger.

Naboer, som ofte se indom til hinanden og nyde Gjæstfrihed hos hinanden indbyrdes, lade gjerne den stive Takken for Sidst falde bort. Kun naar de nylig have været i Lag sammen, ved Gravøl, Bryllup og deslige, ligemeget hos den Tiltalte eller hos Trediemand, saa bruge Naboer ligesom Andre ved næste Møde at lade de Ord falde: “„Takk for Samvære sist.“ „Ja, ska du haa Takk“, er naturligvis Svaret.

I Julen besøger man hinanden jevnt, navnlig alle de, som høre Grænden til. Da falder Hilsenen saa:

„God Dag“ (eller „Guds Fred“).

„Sign Gud.“

„Glædelig Jul.“

„Takk for det – sam igjen.“

Hermed holdes paa til Nytaar; derefter og indtil Hell. 3 Kongers Dag hedder det: „Glædeligt Nytaar.“ Men i dette Sidste er der en liden Forandring opkommet i den nyere Tid; thi i ældre Dage – det kunne gamle Folk godt mindes – hed det stadigt: „Lyksaligt Nytaar.“

Er det en Mandsperson, som kommer til Hus, saa svarer Husbonden; hvis den Indtrædende er Fruentimmer, saa falder det Husmoderen til at svare. Er baade Manden og Konen fraværende, saa faar nogen af Børnene eller Tjenerne føre Ordet, saa godt de have lært det. Jeg husker vel hvorledes det morede mig engang her i Bygden at høre et 8 Aars Pigebarn hilse mig med sit: „Sign Gud“ og: „Sjaa aat, du fær sitt.“ Det var i en Husmandsstue.

Som en af Eiendommelighederne ved alle disse Hilse-Skikke paapegede jeg det, at der bruges saa Lidt af udvortes Tegn eller legemlige Gebærder. Navnlig sidder Huen besynderlig fast selv inde i Stuen. Imidlertid, naar Præsten kommer ind, saa tage alle de tilstedeværende Mandfolk strax Huen af og sætte den ikke paa igjen, saalænge Besøget varer. At vise andre „Fornemme“ denne Høflighed, ansees ikke for Pligt; men det gjøres dog tildels. Det hændte mig engang i Soknedalen, at en Mand, som jeg i længere Tid havde siddet i Samtale med, pludselig strøg Huen med nogle Ord til Undskyldning for, at han ikke havde sandset at gjøre det før.

Selve Husets Mandfolk sidde med blottet Hoved under Maaltidet, og naar Bordbønnen læses til Slut, tager den under Maaltidet indtraadte Fremmede ogsaa Huen af. „Væl bekom Maten“ siger han saa. „Takk,“ svarer Husfaderen.

Haandtag bruges egentlig kun ved Taksigelse og til Stadfæstelse paa et Løfte. Imidlertid er det dog Skik, at naar Folk samles ved Gravøl, saa opsøge Gjæsterne Husets Folk eller de forud ankomne Slægtninger af den Afdøde og hilse dem med Haandtag. Men jeg er ikke ganske sikker paa, om ikke dette Haandtag nærmest skal være en Tak fra Slægtningernes Side for den Dagen forud fra Gjæsterne komne „Bening“ eller „Sending“ af Madvarer og den dermed beviste Ære. Ved Bryllupper skulde der ogsaa hilses paa samme Maade; men den Munterhed og Uro, som da hersker, gjør, at det ikke bliver saa nøie overholdt. – En Bonde fortalte mig, hvorledes han selv engang maatte undre sig over Bygde-Skikken. Det var ved et Gravøl; Mændene trampede af sig Sneen ude i Fordøren, kom ind i sine tilknappede Vadmelsfrakker, opsøgte Husets Folk og toge dem i Haanden; „God Dag“ – „Sign Gud“ hørtes regelmæssigt; men der saaes ikke saa meget som et Nik med Hovedet. „Det saa ud, som om de skulde være stivfrosne.“

Sparsomheden i Brugen af Haandtag ved Hilsning er et af de kjendeligste Mærker paa Bygdens gamle Bonde-Skik. Men en bestemt Afvigelse herfra forekommer blandt Haugianerne. Naar de mødes i Stuen, paa Veien, ved Kirken, hilse de stadigt med Haandtag og holde hinanden længe i Haanden. De byde ogsaa sit Haandtag, skjønt noget kortere, til Saadanne, som de – aandelig talt – nære noget Haab om, uden at de just regne dem blandt Sine. Denne Forklaring gav flere Bygdemænd mig aldeles ensstemmig, og de føiede til, at Skikken fra Haugianerne af ligesom holder paa at udbrede sig blandt andre Bygdefolk – men endnu dog ganske lidt.

Jeg kom ikke til at tale med nogen af Haugianerne selv om denne lille Sag, saa jeg veed ikke hvordan de selv betragte det. Ellers formoder jeg. at Haugianerne sig imellem tildels ogsaa bruge andre Hilsnings-Ord end dem, som ovenfor anførtes efter den gamle Bygde-Skik.

Imidlertid kræver ogsaa denne gamle Skik en egen Haandrækning. Konen i Huset skal „rækk Handa“ til den Fremmede, d. e. byde ham Noget at spise og drikke. Naar Gjæsten, som vi ovenfor hørte, vel er bragt til Sæde og Samtalen kommen i Gang, reiser Konen sig fra sit Arbeide og gaar hen til Skabet; saa kommer hun hen mod ham med en Kake-Skive i Haanden, om muligt med et Stykke Gubb-Ost paa eller en „Klingre“ (Kringle) til.

„Du maa taa aa bit ti.“

„Nei, vor da itt aa kaamaa me naaen Mat – e har no itt gjort so lang Vei.“

„Du har sakt gaatt so lang Vei, du kan trøng aa bit ti no“ – eller hvis den Fremmede virkelig kun har gaaet et ganske kort Stykke, kan Konen svare kortere saa: „D’æ itt størr Mat, dæ, heller.“

Ældre Folk holde imod Haanden en Gang eller to. Yngre Folk derimod, som ikke længer holde sig saa ganske til de ældre Tiders Skik, ere ikke fuldt saa „vare“ af sig. Men selv disse begynde dog ikke at spise øieblikkelig.

Om Lidt kommer Konen igjen med en Skaal Øl.

„Singgott – du kann vaaraa tyst.“

„Nei, du maa da itt vør dæ.“

„Drikk no.“

„Aa ja, d’ æ varmt Vær – e kann itt anna si, e æ lite tyst au; men du sko no itt vør dæ lell.“

Saa drikker han en Gang.

„Takk for godt Øl“ – og saa gjør han Tegn til at sætte Skaalen fra sig.

„Aa, du maa no drikk taa di.“ siger Konen; maaske føier hun til: „D’ æ no tunt Øl.“

„Nei, dæ va godt Øl,“ svarer Gjæsten. Har han godt for at snakke for sig, kan han lægge til et skjærmende Ord: „D’ æ itt bryggja taa bare Sækken, dæ.“ Og saa drikker han en Gang til og sætter Skaalen paa Bordet. Kake-Stykket har han endnu i Haanden og bider smaat af.

Hører Gjæsten til den yngre Slægt, kan han gjøre det kortere og tage imod Ølskaalen med det Ord til Konen: „Ja, du ska vaaraa vælkomen.“ Han tager sig da vel ogsaa en større Slurk med en Gang.^[4]

Til denne gammeldags Skik med Kake og Øl har der i de senere Aar føiet sig en ny. Dersom Konen finder, at hun endnu bør gjøre noget større Ære af sin Gjæst, saa giver hun sig til at stelle istand en Kop Kaffe. – Kake og Øl (eller Melk) bydes nok paa det Nærmeste til hver Gjæst, som har saadant Erinde til Huset, at hans Ophold skjønnes at blive ikke altfor kort. Derimod kan Husmoderen ofte være uvis med sig selv, om Kaffeen ogsaa bør komme til, og i enkelte Tilfælde lagde jeg Mærke til, at hun saa sagte raadførte sig derom med Manden.^[5] – For den enkelte Kops Skyld maa der ofte baade brændes og males Kaffe og hugges Sukker; det lod til, at man ikke pleier have stort Forraad af disse Ting i færdig Stand; Og da Skorstenen efter gammel Skik er i selve Stuen, saa foregaar al denne Tilstelning for Gjæstens Øine. Han lader dog gjerne, som han i sin Beskedenhed ikke falder paa, al det er for hans Skyld. Endelig staar Koppen (eller oftest en Skaal) paa Bordet, iskjænket til Bredderne, og det pleier være god, stærk Kaffe her i Soknedalen.

„Vil du no samtykk aa drikk en Kop Kaffe?“ Eller mere fortroligt: „Du maa gaa bort aat.“

Den Fremmede gjør først Indvendinger. Men saasom den hele Kaffe-Skik er saa ny, saa er der nok ikke vedtaget særegne Talemaader for dette Tilfælde; kun har man som en Fornemmelse af, at de Ord og Vendinger, som passe for Kake og Øl, ikke passe her.

Men efter Kaffeen (og den drikkes gjerne helt ud) maa Gjæsten „takke rundt,“ d. e. han maa søge op Husfaderen og Husmoderen og Børnene og takke hver enkelt af dem ved at tage i Haanden. Ja selv om det er et Pattebarn, som Moderen netop har ved Brystet, saa søger han maaske efter den lille Haand. Men saa kan det ogsaa være, at Husbonden tænker paa at skaane sin Gjæst for videre Uleilighed: „Aa vør itt slikt Smaat.“

Man ser aldrig, at en Bondemand takker saaledes for den før beskrevne Traktering med Kake og Øl. Det var andre Høfligheds-Skikke, som der brugtes. Derimod skal det være brugeligt fra gammel Tid at takke rundt efter Bordsætningen i Gjæstebud, og derfra er vel Skikken bleven overført paa Kaffeen, der agtes for en af de største Trakleringer.

Ved denne Leilighed kan det erindres, at det er langt sjeldnere at byde den Fremmede et Maaltid Mad, med mindre han skal overnatte i Huset. Dersom en ganske nær Nabo kommer ind og sidder ned, medens Husets Folk holde paa med Maaltidet, saa kan Konen, helst hvis den Fremmede er Fruentimmer, tage Noget af det Bedste og lægge paa en Træ-Tallerken eller et Fladbrød-Stykke og give hende i Haanden der, hvor hun sidder. Dette bliver da istedetfor den før omtalte Traktering med Kake. Ere derimod Omstændighederne saa, at Gjæsten bør bydes til Bords til fuldt Maaltid, saa sker dette med særskilt Anretning, efterat Husets Folk have spist. Skal Gjæsten overnatte, og er Husbonden hans Ligemand, saa sætter Konen nok Kveldsmaden frem for de to tilsammen; er det derimod en Storing, som gjæster Huset, saa maa han oftest, hvis han ikke vil spise alene, opfordre Bonden til at gjøre Selskab. Og i begge Tilfælde gaar Konen og varter op og lader sig ikke engang overtale til sat sidde hos. Hun gjør det neppe selv da, naar en hel Familie, Mand og Kone, aflægger Huset et Besøg og tilbringer Aftenen – Noget, som ellers kun yderst sjelden sker i saadan gammeldags Bygd som denne.

Dog, jeg vender tilbage til det Besøg af en fremmed Bondemand, som jeg begyndte disse Skildringer med. Hidtil har jeg havt det Tilfælde for Øie, at han traf Husbonden i Stuen. Men nu kunne vi forestille os, at denne er ude for Øieblikket. Hvorledes gaar det saa til?

Efterat den Fremmede vel er kommen til Sæde og har vexlet nogle høflige Ord med Konen, spørger han:

„Æ’n itt hem sjøl?“

„Jo, han va no her nys ut i Garen – e ska gaa ut aa be’n kaamaa inn – du maa no sitt lite.“

Konen kommer snart igjen, samtaler med den Fremmede og trakterer, som før forklaret.

Saa kommer Manden og den Fremmede hilser først.

„God Dag.“

„Sign Gud.“

„Vælkomen inn.“

„Takk.“

„Takk for sist.“

„Ja, ska du haa Takk for sist.“

„Du ska haa Takk for godt Øl – e æ komen me baa i Maten aa i Drikken, e.“

„Aa, dæ har fell itt vørte so my taa mæ di heller, kann e tru.“

Under dette kunne vi tænke os, at Bonden har sat sig og tørret Sveden af sin Pande, saa han er beredt til at gaa ind paa Samtale med sin Gjæst.

Her maa jeg fortælle, hvorledes det gik mig selv engang, da jeg befandt mig netop i det Tilfælde som denne Gjæst. Det var paa en længere Reise i Sommeren og Høsten 1857, at jeg kom til Soknedalen. Jeg var ganske fremmed i Bygden, og vel havde jeg af Præsten saaet Anvisning og Hilsen til nogle af de anseede Bønder, men jeg foretrak for det Første at vandre lidt om paa egen Haand. Thi naar man vil lære Tilstanden og Leveskikken i en Bygd at kjende – hvilket netop var min Agt –, saa bør man ikke bare holde sig til et lidet Udvalg af Bønder, men give sig i Lag med Folk af alle Slags, taabelige og forstandige, oprigtige, fule o. s. v. Det kan imidlertid være temmelig besværligt og trættende at leve saaledes i Dage og Uger som Fremmed blandt lutter Fremmede: man maa atter og atter forklare, hvad man er for en Person, hvad man reiser efter o. s. v., og det kræver hel Anstrængelse at forvandle de Fremmede, som man træffer paa, til kjendte Folk, saa man af Samtalerne med dem tør gjøre sig Slutninger om de almindelige Forholde i Bygden. Og naar saa Trætheden indfinder sig, kan man føle sig saa ensom og forladt og ret fristes til Modløshed. I en saadan Stemning fik jeg høre, at der i Nærheden boede en Bonde, som havde læst et Skrift, jeg et halvt Aars Tid iforveien havde udgivet i Trykken, nemlig om Sædeligheds-Tilstanden i Norge. Dette var mig saa nyt; thi jeg havde da været paa Reiser i over 2 Maaneder og det netop i nogle af de Egne, som den samme Bog mest vedrører; men ikke havde jeg truffet en eneste Bonde, som lod til at kjende den. Denne Mand maatte jeg altsaa besøge, og jeg ilede til hans Hus. Jeg kom did imod Aftenen; Konen, Børnene og et Par Tjenere eller Arbeidsfolk vare inde i Stuen; men „han sjøl va no her nys ut i Garen.“ Der gik Bud efter ham, og det traf sig saa, at Budet fik fuld Besked med sig om, hvad det var for en Fremmed, som ventede paa ham. „Er det dig, som har gjort den Bogen, som Manden min har holdt paa med i al Sommer?“ spurgte Konen, da hun hørte mit Navn, og jeg forberedte mig paa at høre den første Dom af en Bonde – og det en slet og ret Arbeidsbonde, efter hvad jeg af Husets Omstændigheder allerede kunde skjønne – om hvad jeg havde vovet at skrive om Bonde-Almuen i vort Land.

Saa aabnedes Døren, og „han sjøl“ traadte ind; jeg skjønnede, det var ham, for det udsendte Bud kom ind med. Det var en høi Mand, en 40–50 Aar gammel, klædt i almindelig Arbeidsdragt, ikke raget siden sidste Søndag. Han saa mig; men han lettede ikke paa Huen, gik ikke just hen mod mig, rakte mig ikke Haanden, nikkede ikke med Hovedet, sendte mig ikke et Smil, talte ikke et Ord. Og jeg, som dengang ingenlunde var fortrolig med de eiendommelige Lands-Skikke, som jeg ovenfor har fortalt om! Jeg blev ilde ved. Mon han skulde være saa uvillig mod mig for den Ligefremhed, hvormed jeg havde skrevet i hin Bog om Bondefolket? – det var min første Tanke; jeg husker det meget vel; ligesaa mindes jeg godt, hvor ubehageligt det i dette Øieblik var, da alt det øvrige Husfolk holdt Øinene fæstede paa mig. Men jeg erindrer ogsaa, at jeg fordrev den uhyggelige Stemning ved den Betragtning, at jeg jo var blandt Landsmænd, og jeg tænkte: „Nære de Uvillie mod mig, saa skal den dog ikke faa Lov til at vare en Time heller.“ Jeg gik hen og gav Manden Haanden; han maatte jo tage den, men slap den temmelig snart. Jeg hilste med mit „God Dag,“ og han svarede, men kort; et saadant Ord som: „Velkommen hid“ fik jeg ikke høre. Jeg fortalte ham noget om min Reise, og han hørte derpaa, men sagde ikke stort.

Inden Timen var omme, var dog Samtalen kommen paa Gang. Vi fortsatte til sent paa Kveld og begyndte paa igjen næste Morgen. Jeg siger, at jeg i denne Mand lærte at kjende en af de fortræffeligste Bønder, som jeg nogensinde har fundet paa mine Reiser.

Ud paa Formiddagen fik Samtalen en særegen fortrolig Vending.

„Du kan nok synes.“ sagde han, „at det var en underlig Maade, jeg bragte igaar, da jeg kom ind i Stuen.“

„Ja, rigtig synes jeg det,“ svarede jeg og lo.

„Ja, jeg har tænkt paa det siden.“ svarede han, „og sat mig for, at jeg vilde tale med dig om det.“

„Nu?“

„Jeg vidste nok, hvordan jeg skulde hilse, naar jeg vilde hilse paa den Maade, som du er vant med; men jeg gjorde det ikke, men brugte den Maade, som hører Bygden til. Og Aarsagen var at der var saa mange Folk i Stuen.“

„Mange Folk i Stuen siger du? og hvad mener du de vilde have sagt, om du ikke havde brugt Bygde-Skikken?“

„Det mener jeg nok, jeg veed,“ svarede han og vendte Ansigtet næsten helt bort. „De vilde nok have sagt: Nei, se naa ham – naa vil han være saa herre-kjendt.“^[6]

Et Haandslag var mit første Svar, og denne Gang slap han ikke Haanden fuldt saa snart. Jeg takkede ham hjertelig for hans Fortrolighed. Det var, som om der med en Gang gik et Lys op for mig over mange Ting, som jeg i min flereaarige Omgang med Bondefolk i de gammeldags Bygder ofte havde maattet undre mig over, ja ikke sjelden havde følt mig stødt ved.

Høflighed i Omgang er et enkelt Stykke af det, som vi betegne med det vidtløftige Ord: Dannelse. Byfolk, som ikke ere kjendte med Bondens Maade, dømme ofte saa, at Bonden har altfor lidet Begreb om Høflighed, at han er udannet, plump og raa. Men dette er i mange Tilfælde en urigtig Dom. Tingen er, at der er ligesom to Slags Dannelse i Landet, Byfolkets og Landfolkets, og Forskjellen er ikke altid saa, at denne sidste er ringere end den første, men saa, at der hersker forskjellige Begreber om, hvad der er det Rette og Passelige.

Hvorledes Forskjellen er fremkommen, om saaledes, at en Del af Landets Folk selv lidt efter lidt have forandret og da vel i visse Maader udviklet eller forædlet de tidligere Skikke (gammeldags og nymodens), eller saaledes, at nye Skikke fra andre Lande have trængt sig ind og fundet Efterlignelse hos en Del af Folket (norsk og udenlandsk), se, det er Ting, som kunde være Gjenstand før historisk Undersøgelse. Men hvad der for mig ligger mest Magt paa, det er at lære den hele Dannelses-Tilstand i Landet at kjende saadan, som den nu for Tiden er.

Det er i Grunden yderlig smaa Ting, som tilsammen danne det, vi kalde Høfligheds-Skikke. Det kan synes underligt at tale og skrive om Sligt. Men det gaar ofte saa, at Forskningen maa bemøie sig netop med det Smaa. Et paafaldende Exempel herpaa kan jeg anføre for de Læsere, som have en Smule Skjøn paa, hvad Botanik er eller Videnskaben om Planterne: naar det gjælder om at beskrive Forskjellen mellem to Slags Træer, saa pleier Videnskabsmanden ikke henvise til Stammens Tykkelse og Høide og Træets Udseende i det Hele; mere han gjør opmærksom paa visse smaa Dele ved Blomsten, ofte saa smaa og fine, at man ret maa stirre meget stærkt for at opdage dem. Men ganske ligedan vil man ofte kunne komme til Forstaaelse om vigtigere Ting i Folkelivet ved at agte paa saadanne enkelte Træk, som i sig selv ere ganske betydelige og derfor lettelig oversees af de Fleste.

Netop formedelst det, som jeg havde oplevet ved mit første Møde med hin Bondemand, og som jeg siden i fortrolig Samtale hørte af ham, foresatte jeg mig at benytte Leiligheden til at blive nøiagtig kjendt med denne Bygds Skikke i det nævnte Stykke. Jeg samtalte udførligt om Sagen med den samme Bonde og fulgte siden hans Raad at gjennemgaa det Hele med en ældre Mand i samme Bygd, hvem han nævnte for mig som en af de skjønsomste og paalideligste. „Dersom han og jeg forklarer det lige ens, saa kan du være mere sikker paa, at det er rigtigt.“ Og jeg maatte forandre mig over, hvorledes de to Forklaringer ofte stemmede lige paa Stavelsen; thi de Ord og Talemaader, som bruges ved Hilsninger o. s. v., ere – som Læseren vel har forstaaet – for en stor Del saaledes vedtagne og staaende, at de bruges uden Afvigelse af Alle og Enhver. – Hvad jeg her meddeler, er altsaa ikke blot Erindringer om egne Iagttagelser, saadanne, som enhver Reisende kan have gjort, men det er for den væsentligste Del grundet paa Forklaringer, som jeg indhentede hos flere skjønsomme Mænd, og som jeg nedskrev paa Stedet.

Jeg kunde nok have fremsat Summen af mine Undersøgelser saaledes: Bønderne i vore Fjeldbygder ere ingenlunde saa kantede og plumpe, som mange Byfolk mene. Men en saadan Forsikkring vilde ikke due f. Ex. til at anstille Sammenligning mellem Folkelivet i forskjellige Egne af Landet. For mig havde netop Iagttagelsen af de mange enkelte Ting en særegen Interesse, og jeg fortsætter derfor med Fremstillingen paa samme omstændelige Maade, som jeg begyndte.

Jeg fortalte om, hvorledes en Bygdemand hilser ved sin Indtrædelse i Stuen, hvorledes han bliver modtaget og trakteret. Nu er det Afskeden.

Efter udrettet Erinde bør Gjæsten endnu dvæle lidt og samtale med Værten om en eller anden nnderholdende Ting, saasom om Storthinget, som holder paa saa længe, om Jernbanen, de tænke at bygge fra Byen til Støren.

„Nei, e bli sittand længer, enn e hadd tænkt,“ – siger den Fremmede omsider. – „Dæ bli fell snart Kveld,“ kan han lægge til.

Under disse Ord lægger han fra sig Levningen af det Kake-Stykke, som man vil erindre, han fik i Haanden (og der maa altid levnes Noget^[7]), og han nærmer sig Udgangen.

„Nei, du maa no itt vaaraa so hastug – du maa sett de ne aa drikk ei Gong,“ yttrer Værten indbydende.

Langsomt gaar den Fremmede tilbage, sætter sig og drikker en Slurk.

„Nei, e maa haa me i Vei, no.“ Han reiser sig. „E vinn no itt mer no, ska e kaamaa over Elva, mæ e ser, aa finn paa Veien.“ Nu tager han vel allerede i Døren.

„Aa ja, du vinn no dæ enno, godt.“

„Ja – her vender han sig halvt mod Folket i Stuen. men aabner Døren – dokk ska no haa Farvel aa Takk for me no denn her Gonga“.^[8]

„Aa, du har no lite aa takk for,“ sendes efter ham.

Naar Døren er lukket i, maa Bonden „sjaa ut“ efter den Bortgaaende. Denne, som allerede er ude paa Gaardspladsen, gjengjælder Opmærksomheden med et eller andet høfligt Ord, oftest om Veiret, og dette Ord kræver naturligvis Svar.

„Ja, farvel i Kveld no da“ – med disse Ord seer den Fremmede efter Veien, han skal tage.

„Ja, du maa laavaa sæ væl no da,“ hilses der igjen.

„Du au likso“ svarer den Bortgaaende og vender sig lidt imod. Og dermed fik altsaa han det sidste Ord, som havde nydt Gjæstfrihed i Huset.

For at undgaa de mange Omstændigheder, der saaledes sees at være forbundne med et Besøg for at udrette et Erinde, har man fra gammel Tid havt en egen Skik, som hedder at „kakke paa,“ og som endnu tildels er i Brug. Denne Skik bestaar deri, at den Fremmede banker (kakker) paa Væggen eller Døren, hvorefter En strax ser ud og faar Bud med ind til den, som den Fremmede vil have i Tale. De To staa nu ude paa Gaarden en Stund; men dersom det ikke er videre Hemmeligheder, de have at tale om, kunne de gaa ind og fortsætte i Stuen, og den Fremmede gaar ind og ud, uden at Husets øvrige Folk behøve at vise ham nogen videre Opmærksomhed.

Det kan ogsaa gaa af uden videre Ceremonier, naar en nær Nabo ser indom til en anden bare for Tidsfordrivs og Venskabs Skyld, saaledes:

„God Dag – e sko se hit, kor dæ li mæ Kvelda.“

„Aa, mi æ no færug mæ aa faa os Nattvor.“

„Nei, li dæ so my mæ Kvelda? e saa itt paa Klokka, e.“

Saa sidder han og prater, og om en Stund tager han en let Afsked. Kanske Husbonden under Praten har lagt sig til Sengs eller netop holder paa at trække Strømperne af sig. „Sjaa ut en taa dokk,“ siger han da til en af de andre Personer i Stuen; thi denne lille Opmærksomhed at følge Gjæsten ud maa ikke forsømmes.

Naar en Tigger-Kone fra Bygden kommer ind, hilser hun paa sædvanlig Maade, kun at hun ikke pleier sige Tak for Sidst, hvilken Talemaade mere hører Gjæstevenskabet til; hun modtages ogsaa paa sædvanlig Maade, dog saa, at man gjerne hjælper hende til Sæde ved Ovnen, da man veed, at Saadanne jevnlig trænge til at varme sig. Efter en passende Indledning med Tale om Veiret o. s. v. siger hun med sagte Stemme til Husmoderen:

„E maa be de om ekkort Lite“ – eller lidt mere fordringsfuldt: „E lyt høre aat mæ de, om du har Raad te an gje me ekkort Lite, te Lang-Helgen.“

Husmoderen giver hende noget Mad at tage med hjem. Gaven rækkes uden Ord; den modtages med et „Takk“ eller „Mang Takk,“ og lægges i Hiten (Posen) uden at sees paa.^[9]

Stundom kan vel en Betlerske, selv af Bygdens egne, være djærv og uforskammet. „Lad høre, hvordan Ordene da kunne falde?“ saaledes henvendte jeg mig til den Bondemand, som var min bedste Hjemmelsmand i disse Sager.

Han lo først; men saa lænede han sig tilbage mod Væggen, lukkede Øinene halvt i og sad stille en Stund. Saa begyndte han, og jeg nedskrev følgende lille Stykke:

„E har so klene Sko – du har fell itt et Par Sko aa gje me?“

„E har nylig gjitt bort eit Par – e har dæ itt so no.“

Om Lidt siger hun igjen:

„Dem æ so klar, Sokkan mine – du har fell itt eit Par Sokka aa gje me?“

„E har sagt itt dæ heller, no,“ svarer Konen lidt ærgerlig.

Nu sidder den Første en Stund og pønser.

„E har hørt aat mer so Mang – e sko haa me eit Stykkj te aa sætt i Stakken – du har feil itt eit Stykkj saales, du hell, vet e?

„Han va no saa klar, Stakken aat Gjetl-Droken,^[10] daa ho kom her i Vaar – e tok bort dæ, e hadd, aat hana.“

Nu skjønner Betlersken, at man ikke vil give efter for hendes Djærvhed, men lade det være nok med den Mad, hiin har faaet i Posen. Thi Noget maa den Fattige altid faa.

Sammen med denne Prøve paa Husmoderens Evne til at vælge sine Ord kan det være artigt at høre, hvorledes Husbonden veed at udtrykke sig saa jevnt og sindigt, naar det gjælder f. Ex. at irettesætte en efterladen Tjener.

Første Gang: „Nei, du maa itt gjøraa dæ so – men se so, som du ser, e gjer dæ no.“

Anden Gang: „Nei, se so!“

Tredie Gang: „Nei, se so, maa du itt gjøraa dæ – du saa da, kor e gjør dæ.“

Hjælper heller ikke dette, saa gjør Bonden bedst i at tie og faa sig en ny Karl næste Aar – saa mente min Hjemmelsmand.

Jeg vender atter tilbage til de egentlige Høfligheds-Skikke. Hidtil har jeg tænkt paa de Tilfælde, at Folk mødes i Hus. Men der er ogsaa en egen Skik og Brug, naar man mødes paa Vei og Mark.

Nu forestiller jeg mig, at en Mand farer hen efter Veien og ser Nogen i Nærheden beskjæftiget med et eller andet Arbeide. Hvor meget han end haster, maa han dog standse lidt paa Farten og hilse: „Sign Arbeid“ samt modtage Svaret: „Takk.“ Men er det paa nogen Maade muligt, saa staar han en liden Stund stille og yttrer et Ord om Arbeidet, saa vidt at det høres, han lægger Mærke til det.

„Saa du kjør Møk idag?“.

„Ja, aa du æ ut aa gaar i slikt Før?“

„Ja, far væl.“

„Lykk paa Reis.“^[11]

Eller lad os tænke os en Bonde kjøre til Byen med Læs og møde en Bygdemand, som kommer fra Byen. Det vilde være et stort Særsyn, om de foer hinanden forbi uden at standse. Selv Hestene kjende Skikken og staa stille.

„God Dag,“ siger En.

„God Dag,“ svarer den Anden (ikke „Sign Gud,“ som der svares i Stuen).

Der er ikke nogen vis Regel for hvem af de To der skal begynde; det skulde da helst være den Yngre. Ellers kunde en af mine Hjemmelsmænd, en gammel Mand, mindes, at i hans Ungdom brugte de, som da vare gamle, saadan Hilsen: „Godt Mot.“^[12] – Svar: „Gud vær hos.“

„Tak for Samvære sist,“ kan den Første fortsætte.

„Ja, ska du haa Takk.“

„Æ du au ut aa færast?“

„Ja, e æ no dæ – aa du kjem fraa Byen, du?“

„Aa du ska reis i Vei?“

Nu maa den, som kommer fra Byen, forklare, hvordan „Tiden“ var der (Dyrtid, god Tid), og man skilles med et „Lykk paa Reis da.“

Folk, som træffes paa Kirkeveien, slaa gjerne Følge – Mændene i en Hob, Kvinderne i en anden – og samtale lidt smaat. Naar de tomme til Kirke-Porten, maa den Yngre altid lade den Ældre gaa foran. Og dette sidste gjælder uden Forskjel, om hin er Gaardmand og denne Husmand. Her kan det ogsaa erindres, at alle Bygdefolk, Gaardmænd og Husmænd og Tjenere uden Forskjel, tiltale hinanden med „Du.“^[13] Saadanne Tegn anførte Bønder ofte med en vis Tilfreshed til Bevis paa, at her ikke kjendes nogen saadan Standsforskjel som i flere andre Bygder, hvor Husmændene i Omgangslivet staa paa et lavere Trin. Dette er ogsaa ganske naturligt i en Bygd, hvor Gaardmændene – maaske paa enkelt Undtagelse nær – dels af Nødvendighed, dels af Vane gaa som Arbeidet-Bønder hele Aaret rundt og Dag ud og Dag ind, og hvor det endnu er Skik at nedsætte Husmænd ikke paa Aaremaal, men for Levetiden, samt paa den gammeldags Maade, at de kun have at svare et vist Beløb i Penge samt visse Arbeids-Dage i Onnerne, saa de Resten af Aaret ere frie for Arbeidspligt. – Ellers troede jeg nok at finde enkelte Tegn paa, at der ogsaa i denne Bygd begynder at indtræde en vis Standsforskjel mellem Gaardbrugere og Husmænd.

Af enkelte Smaa-Træk, jeg har anført, vil det sees at der er nogen Forskjel i den ældre og den yngre Slægts Høfligheds-Skikke. De yngre Folk tage sig Tingen lettere og gjøre ikke fuldt saa mange Ophævelser og Omsvøb; det lader til, at de mere faste og stive Skikke fra Fortiden holde paa at opløse sig og give Plads for et friere Væsen, saaledes, at den Enkelte mere og mere vover paa at følge sit eget Sind og ikke lader sig sig ligesom binde og tvinge af Skikken.

At saa er, det bemærkede jeg ikke alene selv, medens jeg endnu var i Bygden, men det hørte jeg ogsaa siden bemærke af en Embedsmand, som er vel kjendt med Folkelivet sammesteds. Han opfattede Tingen saa, at de yngre Folk vare langt mindre høflige end de ældre, og han føiede til, at naar man vilde finde ret tydelige Exempler paa pynteligt og manerligt Væsen blandt Bønderne, saa maatte man opsøge de enkelte Gjenlevende af dem, som havde været udkommanderede i Krigens Tid, og ligesaa af dem, som havde været disses Samtidige, saa de havde kunnet tage Exempel af de hjemkomne Krigsfolk. – Denne sidste Bemærkning morede mig ogsaa af den Grund, at det var første Gang, jeg traf til at høre den Tanke udtalt, at de fra Krigen hjemvendte Soldater havde udøvet nogen mærkelig Indflydelse paa Sæderne, og det en Indflydelse til det Bedre. Tingen er jo ogsaa rimelig nok; thi efter Troppernes Hjemkomst talte jo fast hver Bygd en hel Del unge Mænd, som havde seet noget af Verden og derved samlet sig Menneske-Kundskab og Skjøn paa almindelig Folke-Skik; men det er ogsaa troligt, at den Indflydelse, disse Folk kom til at udøve, mest maatte vise sig i en Række af Smaa-Ting,^[14] og at den derfor snart maatte forsvinde for Opmærksomheden ved Siden af de store Forandringer i Samfundslivet, som var en Følge af Begivenhederne i Krigsaarene og den derefter følgende Fornyelse af Stats-Forholdene.

Der er noget særeget Vemodigt i, at en Folke-Skik opløses og svinder hen, som vi kunne tænke os at være bleven til under flere Slægters halv bevidste og halv ubevidste Stræben hen imod det Rette og Sømmelige. Der kan ogsaa være noget Betænkeligt deri, efter det Sprog: man veed, hvad man har, men ikke hvad man faar igjen; det skulde nemlig være en overmaade beklagelig Begivenhed i Folkelivet om de gamle nedarvede Høfligheds-Skikke skulde forsvinde saaledes, at dermed ogsaa Tanken om selve Høfligheds-Pligten forsvandt, saa Folket kun kom til at bestaa af en Flok raa og egenraadige Personer. – Men netop hin Sammenligning med de gamle Soldater lader mig haabe, at den unge Slægt, som nu for Tiden vækker Anstød, kanske ikke er paa saa gal en Vei endda. Thi det er troligt, at da de samme Soldater kom hjem fra Krigen, saa have de ogsaa i sin Raskhed og Selvfølelse – stundom vel i Overmod – brudt paa de gamle Bygde-Skikke i Et og Andet og dermed maattet høre ilde af dem, som da vare gamle – og nu nævnes dog netop de som Mønstere paa pyntelig Omgjængelse. Kommer kun an paa, hvad det er for en Aand, som raader. Jeg mener nemlig det, at den gode Tanke, som laa paa Bunden af den gamle Skik, ogsaa kan være tilstede hos den nye Slægt, og at den netop kan yttre sig kraftig og levende derved, at man ligesom holder paa at fornye det Gamles Skikkelse, ret ligesom Sommerens drivende Varme er den samme iaar som ifjor, naar den lader nogle Træer i Skoven dø ud og andre voxe op i Stedet.

Skulde jeg ikke have fundet noget Spor af Forskjel mellem den ældre og yngre Slægts Høfligheds-Skikke, saa vilde det have været mig et Tegn paa en Vedhængen ved det Gamle, som vel snarest maatte udlægges som stillestaaende Tankeløshed. Men ellers er ikke Soknedalen den Bygd, som giver synderlig Anledning til Sammenligning mellem Før og Nu; thi naar jeg samler til Et alt, hvad jeg der saa og hørte, saa maa jeg sige, at jeg fandt det paafaldende gammeldags her, langt mere end jeg her i Indlandet af Throndhjems Stift havde ventet at finde det.^[15]

Men derfor traf det sig heldigt, at jeg kom til at begynde disse noget særegne Undersøgelser netop i denne gammeldags Fjeldbygd, og at jeg derfra ifølge min Reise-Plan drog ned igjennem Guldalen ligetil Throndhjem. Øverst oppe i Dalen bar det mig stundom for, som om jeg skulde være sat nogle Menneske-Aldre op i Tiden; nede i Dalen derimod følte jeg mig ligesom Nutiden nærmere.

Men før jeg fortsætter med Forklaring af Høfligheds-Skikkene for at anstille Sammenligning mellem de mere og mindre gammeldags Bygder, maa jeg hidsætte nogle Bemærkninger om Bygdefolkenes Væsen i det Hele eller Folke-Charakteren. Soknedalen (og ligesaa Nabo-Bygden Rennebo i ØrkeElvens Dalføre) er vide bekjendt i Throndhjems Stift for sine Beboeres kraftige Væsen, Haardførhed, Stræbsombed, Fremfærd. De ere ordholdende og meget omhyggelige med at opfylde sine Forpligtelser, saa Fogden har ikke meget Bryderi med at faa Skatterne betalte; men de have ogsaa Ord for at være meget paaholdende paa sin Ret, saa der skal ikke meget til, før de komme op i Processer. Selv syntes jeg at finde, at de fleste af dem i Samtaler udmærkede sig ved bestemte Svar og greie Forklaringer, og det blev mig sagt, at Soknedalen var en af de Bygder, som sendte de fleste og flinkeste Lærlinger til Klæbo Seminarium. Der gaar i Nabo-Bygderne det Ord om Soknedølen, at om han saa blev bunden „ataat en Gjærde-Staur,“ saa vilde han dog „tage Huld“ og komme til Velmagt, og vist er det, at af de enslige Personer eller hele Familier, som i de sidste Menneske-Aldere formedelst Næringens Knaphed hjemme have maattet flytte ud, mest til Egnen omkring Throndhjem, have paafaldende mange arbeidet sig op til Velstands-Kaar. Det glædede mig i Soknedalen at finde adskillige Tegn til Læselyst og Videlyst, og det morede mig paa flere Gaarde at se, hvorledes de nævenyttige Bønder f. Ex. gjorde sig gilde Spids-Slæder efter nyeste „Maksel“ og hang Bjælder paa Sæletøiet, saaledes som de havde seet det i Byen. Dette Sidste er nu en Smaa-Ting; men mere skulde der heller ikke til for at give Bygden nogen Formon for de nærmeste Bygder i Hoved-Delen; netop her har man lagt Mærke til disse samme Bjælder: naar Soknedøler engang imellem gjøre sig en Slæden Tour til Hoved-Kirken, staar Bygdefolket her og ser paa dem og siger den ene til den anden: „No kjem Soknedalingen mæ Bjellan sine.“

I Modsætning hertil maa jeg forklare, at alle de Folk – mest af Embedsstanden –, som vare kjendte med Tilstanden i de forskjellige Bygder, og som jeg traf til at faa tale med derom, brugte meget stærke Udtryk for at beskrive den store Mangel paa Livlighed i Sind og Krop, som skulde herske i selve Hoved-Dalen.^[16]

For en Fremmed, som kan kan standse i Bygderne en ganske kort Tid, er det altid vanskeligt at opfatte Folke-Charakteren og derfor voveligt at dømme om den. Men alligevel har jeg hensat denne korte Skildring for derefter at sige saa: om der end var nøiagtig de samme Høfligheds-Skikke i alle disse Bygder, saa vilde dog Soknedølens medfødte Raskhed lade ham iagttage Skikkene med større Lethed og Belevenhed, eller om der end, som jeg tror, er noget naa nymodens i Hoved-Dalene Høfligheds-Skikke, saa giver dog hin Mangel paa Livlighed Folkets Adfærd ofte Udseende af mere gammeldags Stivhed eller endog Plumphed end i den mere afsidesliggende og i Virkeligheden vistnok mere gammeldags Soknedals-Bygd.

En Kone i Soknedalen, som var kjendt i Leinstranden, den nederste Bygd i Guldalen, nær Throndhjem, fortalte mig følgende Historie. En Familie fra Soknedalen havde kjøbt Gaard og bosat sig i Leinstranden, og en Husmandskone kom ind der i et Erinde. „God Dag,“ sagde hun; „Sign Gud,“ svarede Manden i Stuen paa sin Soknedals Vis. Men Husmandskonen blev ganske fornærmet; hun havde ikke før, sagde hun, været tiltalt som Tiggerkjærring. Denne Misforstaaelse havde saadan Grund: I Leinstranden er det brugeligt at svare den Indtrædendes Hilsen med et „God Dag igjen,“ ikke med „Sign Gud;“ dette sidste Ord er nok kjendt, men bruges bare til Fattigfolk. – Af denne lille Historie uddrog jeg følgende Formodning: Før i Tiden var rimeligvis dette vakkre „Sign Gud,“ som endnu høres i hver Mands Hus i Soknedalen, brugeligt blandt Bondefolket hele Guldalen over og altsaa ogsaa i Leinstranden; ja, der var kanske en Tid, da denne Hilsen brugtes i selve Throndhjems By og hos Præsterne og Fogderne paa Landet; men nu har en senere Tids Væsen bevirket, at blandt Byfolk er denne Tiltale ganske aflagt, og blandt Almuesfolk nær Byen hænger den nok endnu, men betragtes som simpel, bare god nok for Betlere og saadanne.

Med dette lille Exempel vil man forstaa, hvorledes jeg, da jeg omsider forlod Soknedalen for at drage gjennem Bygderne mod Throndhjem, var opsat paa at lægge Mærke til hver den Ting, som kunde komme mig for Øine eller Øren og paa nogen Maade kunde fremme mine Undersøgelser. Først i Størens Hovedsogn. Traf jeg Almuesfolk, som vare saa skjønsomme, at de kunde høre paa mine Spørgsmaal uden at undre sig altfor meget, saa kunde jeg sidde i Timevis og samtale med dem. Og vistnok blev den hele Forklaring paa det Nærmeste en Gjentagelse af, hvad jeg allerede vidste fra Soknedalen af; men det kjedede mig endda ikke; thi jeg var altid vis paa at saa opfange et eller andet lidet Træk, som var nyt. – Her vilde det dog ikke gaa an at fortælle omstændeligt om saadanne Smaating, som f. Ex. at i Støren er det mest aflagt i den senere Tid at „takke rundt“ for en Kop Kaffe. Men jeg kan fatte mig i Korthed og sige saa: Saa vist det end er, at Høfligheds-Skikkene oprindelig have været og endnu i det Hele ere ens i Soknedalen og Støren, saa fik jeg dog det Indtryk, at der – og det fra Byfolket af – er udbredt lidt mere af nye Skikke i den sidste Bygd.^[17]

Den næste Bygd nedad i Dalen er Horrig, ogsaa Annex-Sogn til Støren. „Den som bare boede i Horrig! der skulde det være en let Sag at blive en rig Mand“. – saaledes udtrykte man sig ofte i Soknedalen og gav dermed den Mening tilkjende, at de gode Horrigbygger nok ikke havde brugt med synderlig Flid og Omtanke den gode Leilighed, som Bygdens Beliggenhed og Natur-Beskaffenhed tilbyder dem. Og jeg kan lægge til, at naar Mænd udenfor Bondestanden, som ovenfor anført, klagede over Mangel paa Livlighed og Tænksomhed og Foretagelses-Aand i Guldalen, saa var det mest Horrigs-Bygden, de sigtede til^[18]. Saa meget kunde ogsaa den Fremmedes Øie se, at de udvortes Omstændigheder for Fremgang i Velvære og Dannelse ere gunstigere her end i de øvre Bygder, men at alligevel Dannelsen ingenlunde staar høiere her. Imidlertid fandt jeg ogsaa i Horrig enkelte tænksomme Folk, som jeg havde Fornøielse og Nytte af at samtale med, og efter deres Forklaringer kan jeg anføre dette, at Bygde-Skikkene ere saa at sige ganske ens her og i Støren. Et skal jeg dog lægge til: Ligesom Milestolpen sagde mig, at jeg var en Mil nærmere Byen her end i Støren, saaledes var det mig ligesom et Mærke paa det samme, da jeg en Dag gik hen efter Veien og blev hilset af nogle unge Karle, som havde paa Hovedet ikke røde Top-Huer (dette Fjeldbondens Kjendings-Mærke), men Kaskjetter, og – lettede lidt paa dem, idet vi mødtes.

Nedenfor Horrig komme vi til Melhus Præstegjæld eller dets tre Sogne i Hoved-Dalen: Flaa, Melhus og Leinstranden. Et fjerde Sogn er Hølandet – en Markebygd ovenfor Melhus Hovedsogn, paa Høiderne mellem Gul- og Ørke-Elven. I denne sidste afsidesliggende og fattige Bygd er det temmelig gammeldags og dermed forskjelligt fra Leveskikkene i det øvrige Præstegjæld. Men selv i hvert af de tre Sogne i selve Dalen er der visse Afvigelser i Et og Andet, saaledes f. Ex. i Sproget; i Flaa f. Ex. siger man „ei“ for „jeg,“ i Hovedsognet hedder det „æg.“

Vi skulle dvæle lidt længer med vor Betragtning i Melhus Hovedsogn. Først skal jeg erindre om den Skik med Husmandsvæsnet i Soknedalen, at Husmændene der snarest ere at betragte som et Slags Leilændinger, som kun have at svare et vist Antal Arbeidsdage og et vist Beløb i Penge, men ellers ikke have nogen Arbeidspligt for Husbonden. Allerede i Størens Hovedsogn er dette Forhold i den senere Tid blevet anderledes, saa at nok de fleste Husmænd der ere arbeidspligtige efter Forlangende af Værten hele Aaret rundt. Men dette Forhold har i Melhus bestaaet i længere Tid og er blevet ganske almindeligt. Hermed er Standsforskjellen mellem Gaardmænd og Husmænd blevet mere udviklet her. Dette er en Følge af, at her er større Gaarde, som mere tiltrænge Husmændenes stadige Arbeids-Hjælp. Men denne Udvikling af Stands-Forskjel er gaaet endnu videre, idet en Del Gaardbruger-Familier temmelig kjendeligt danne en Klasse for sig selv, der staar nogle Grader over den almindelige Bonde-Almue, omtrent som der er nogle Gaarde, der ved sin Størrelse staa temmelig meget over de middels Gaardsbrug. Man bliver opmærksom paa denne Forskjel allerede ved at reise igjennem Bygden og betragte Husene paa Bonde-Gaardene – nogle meget store, derhos panelede og malede, andre smaa og graa. – Paa Romerike i Christiania Stift kan man

med Hensyn til et lidet Udvalg af Familier høre det

Udtryk: „konditionerede Bønder.“ Dette Udtryk hørte jeg just ikke her, og Standsforskjellen er neppe heller saa stor her som paa Romerike; men det var dog omtrent den samme Tanke, som jeg hørte udtrykt med de Ord: „bedre Gaardbrugere“ og „simple Bondefolk.“ – I Soknedalen var det netop saa vidt, at en Smule Stands-Forskjel mellem Gaardmænd og Husmænd begyndte at komme frem; i Støren og Horrig vare disse to Klasser allerede tydelig adskilte; i Melhus endelig maatte jeg skjelne mellem tre Klasser, idet en lignende Forskjel mellem en høiere og lavere Bonde-Klasse var temmelig kjendelig. I Melhus er der nogle Bonde-Familier, i hvis Skjød man for en Stund næsten kan glemme, at man er paa Landet; i andre og det i de fleste Familier gjenfinder man omtrent de samme Sæder og Leveskikke som i Horrig og Støren; hos afsidesboende gamle Folk endelig kan man snarere tro sig henflyttet helt op til den gammeldags Soknedals-Bygd.

Man vil forstaa, at denne Mangfoldighed gjør det vanskeligere at opsatte og gjengive et Billede af Skikkene for Omgang og Selskabelighed. I Soknedalen kunde hver Mand give Forklaring for den hele Bygd ved at fortælle om Skikkene i hans eget Hus; i Melhus er der større Ulighed mellem det ene Hus og det andet, den ene Grænd og den anden. En Mand kunde her have sit Hus og sin Grænd for Øie og derefter give en meget omstændelig Forklaring; en anden Mand kunde gjøre ligesaa, og det kunde altfor let træsfe, at disse Forklaringer kom i Strid med hinanden.

Som Prøve hidsætter jeg dog nogle Træk, som jeg optegnede under Samtale med den af mine Hjemmelsmænd i Melhus Hovedsogn, som jeg maatte anse for den kyndigste og paalideligste i dette Stykke – en Skoleholder, som var barnefødt i Sognet og havde levet der al sin Tid.

Ogsaa her bruge Mandfolkene – og der er neppe nogen Undtagelse – at beholde Huen^[19] paa den hele Dag, inde som ude. Den lægges kun af, naar Bordbønnen læses og Maaltidet varer. Ligesom i Soknedalen blottes dog Hovederne ved en Embedsmands eller lignende Fremmeds Nærværelse. Her i Melhus kan det dog stundom sees, at naar en af „de bedre Bønder“ kommer ind til en anden, saa letter han paa Huen, i det samme han hilser sit „God Dag;“ men oftest sætter han den paa igjen strax.

Det „Sign Gud,“ hvormed Husets Folk længere oppe i Dalen besvare den Indtrædendes „God Dag.“ er allerede temmelig aflagt i Horrig, og her i Melhus høres det kun en sjelden Gang, hos afsidesboende Folk af den ældre Slægt. „God Dag igjen,“ er nu det almindelige Svar.

Endnu er det dog almindeligt, at den Indtrædende ledsager sit „God Dag“ med det vakkre Ønske „Sign Arbeid.“^[20] „Takk“ svares der.

„Takk for sist,“ kan saa den Indtrædende sige, hvis han har nogen større Traktering at takke for; hvis det er en af de bedre Bønder, kan han fremdeles ledsage dette Ord med et Haandslag og stundom, skjønt langt sjeldnere, tillige med et let Nik med Hovedet. „Itt aa takk for“ svares ogsaa her, eller: „Sjøl Takk.“

Nu indbydes til Sæde. „Du maa innpaa Bænken aa sett deg ne.“ – „Aa, æg fær nok sitt“ – saa lyder Tiltalen og Svaret almindeligst. Men blandt de bedre Bønder kunne Ordene falde saa: „Vær saa god og sæt dig“ – „Ja, du skal have Tak.“

Net samtales lidt om Veiret, og saa kommer Traktering, endnu saa temmelig ligedan som i Soknedalen, at sige, hvis det er Bønder, som ere i Besøg; (thi er det Embedsmænd, saa bestræber man sig mere for at behandle dem paa Byvis). Melk bydes dog sjelden uden paa afsidesliggende og smaa Gaarde; det er saa simpelt, det. Det maa helst være Øl eller en Dram eller i den senere Tid et Glas Vin. Men dette kan erindres, at sjelden nogen Kone nu for Tiden kommer frem med Melkeskaalen i Haanden; hun sætter den paa en Tallerken. Dersom Øllet bydes i Skaal istedetfor i Krus, sættes den ogsaa paa Tallerken.^[21] Snarere kan det være, at Manden i Huset kommer frem med Brændevins-Glasset i Haanden, paa den gamle Vis; men det er dog nu en tiltagende Mode at sætte det paa Tallerken eller vel endog paa Præsenter-Bret. – Paa Tallerkenen lægges da noget at bide i; sjelden nu saadan grov Kake som i Soknedalen, men nogle Kringler eller finere Kager, til Brændevin tildels nogle Sukker-Stykker, – og paa Grund af denne Forbindelse nydes Drikken først og Smage-Biden derefter, medens det i Soknedalen var omvendt. – De Ord, som vexles ved denne Traktering, ere af samme Slags som dem, vi hørte i Soknedalen, men gjerne kortere. Særligt skal det anmærkes, at det „Sing-gott,“ som vi hørte ledsagede Øllet og Drammen, nu er blevet sjeldent i Melhus, medens det før var almindeligt. – Kringlen kan f. Ex. bydes med det Ord: „Du maa taa aa bit ataat.“ sjeldnere paa denne nyere Maade, og da blandt de fornemmere Bønder: „Vær saa god.“ Enkelte bryde kun et Stykke af en Kringle; men det er kun faa og af de mere dannede Bønder; de fleste tage en hel Kringle, nyde lidt af dem og gjemme Resten i Lommen – en Skik, som ellers var mig ganske ny. – „Takk“ er heller ikke i Melhus almindeligt efter dette Slags Traktering; men efter Kaffe var det før brugeligt at „takke rundt,“ en Ceremoni, som dog nu holder paa at blive aflagt blandt de mere Øvede. – Ved Afskeden kunne ogsaa Hilsnings-Ordene falde omtrent som i Soknedalen, og en af Husets Folk maa „se ud“ efter den Bortgaaende, Bonden selv efter gift Mand, Konen efter gift Kvinde o. s. v; men ogsaa om denne rimeligvis ældgamle Skik blev det sagt, at den ikke just iagttages saa samvittighedsfuldt nu som før.

Det saar være nok.med disse Prøver. Man vil have seet af dem, at det virkelig er, som om en ny Aand holder paa at trænge ind i Folkelivet i de nedre Bygder af Dalen og opløse de gamle Skikke, som vi fandt mere i fuld Stand i de øvre Bygder. Forskjellen er just ikke saa særdeles stor; men den er kjendelig.

At vise Høflighed i Omgang med Folk, det er maaske et af de vigtigste Stykker i Børne-Opdragelsen i vore Bonde-Bygder, – jeg mener just ikke: et af de vigtigste i sig selv, men et af de Stykker, som Forældrene med mest Omhu lægge Vind paa. Hvor Tilstanden er saadan som i Soknedalen, der kjender hver skikkelig Fader og Moder alle de hidhørende Skikke paa det Nøieste, og naar de lære sine Børn dem og formane dem til at følge dem, saa kunne de give sine Ord Vægt ved at sige: „Saa gjøre Alle.“ Her maa derfor denne Del af Opdragelsen falde lettere, og den kan drives til stor Fuldkommenhed. Men der tør gaa misligere hermed i en Bygd, hvor det gamle Væsen er i Forfald, hvor Omgangs-Skikken ikke længer er saa stiv og afmaalt, hvor En gjør saa, en Anden anderledes; „Saa skal du gjøre,“ siger Moderen til Barnet den ene Dag, og den anden Dag ser den Unge, at denne eller hin anseede Mand i Bygden ikke gjør saa, og dermed gaar Moderens Opdragelses-Værk istykker. Men hvad Indflydelse en ufuldkommen Opdragelse i dette ene Stykke kan have paa Ungdommen i andre og vigtigere Henseender, det er uberegneligt. Jeg mener ialfald, at der burde tages Hensyn hertil ved den Tale, som saa hyppig høres i vore Dage og det ikke mindst paa Landsbygderne (vi hørte ogsaa noget deraf ovenfor), at den opvoxende Ungdom er saa uhøflig og ulydig og selvraadig – mere end før.

Jeg opholdt mig et Par Maaneder i Guldalen. I en af de sidste Uger havde jeg en Samtale med en Bonde, som gjorde et meget stærkt Indtryk paa mig. Det var en yngre Mand, neppe 30 Aar, og jeg opsøgte ham, fordi jeg havde hørt ham omtale som en Mand, der i sin nærmeste Kreds udøvede adskillig Indflydelse og agtedes som et Slags Ordfører for en vis Misfornøielsens Aand, som i nogle Aar skulde have hersket i hans Grænd. Jeg var hos ham en Times Tid, og Samtalen bevægede sig hurtigt hen over en stor Mængde Ting: Manden havde saa mange Klagemaal over Uretfærdigheder ved Gaardenes Skyldsætning, over de altfor store Skatter, over den Skade, som Jernbanen fra Throndhjem til Støren vilde foraarsage den arme Bonde, over Fanterne, som streifede om – med meget mere, og med disse Klagemaal lagde han ikke alene den vrangeste Opfattelse for Dagen, men han fremsatte sine umodne Paastande med en besynderlig Djervhed eller rettere sagt: med Ubeskedenhed, ja Uforskammethed. I de mange Uger i Guldalen havde jeg jo gjort Bekjendtskab med mange Slags Mennesker: forstandige og taabelige, oprigtige og fule o. s. v.; men ikke hos noget Menneske havde jeg fundet en saa paafaldende Afvigelse fra det Almindelige, som Tilfældet var her. Jeg skulde meget ønske, at jeg ret levende kunde gjengive det Indtryk, som denne Guldaling gjorde paa mig. Hidtil havde jeg ved mine Undersøgelser om Folkelivet i Guldalen fundet Meget, som havde gjort mig utilfreds, ja som jeg havde baade ærgret og græmmet mig over, og som jeg tildels havde betragtet som uheldige Eftervirkninger af det, som jeg syntes, altfor gammeldags Væsen i det Hele, – Ting som jeg tænker at omhandle i nogle senere Fremstillinger; men nu forstod jeg, at jeg under denne min Sindsstemning ikke havde sat fortjent Pris paa og ikke tilbørlig glædet mig over et i Sandhed vakkert og elskeligt Træk, som dog ogsaa hænger sammen med Folkelivets gammeldags Sæder: den ene Mands aldeles usædvanlige Adfærd (han lignede mere en drukken By-Slusk end en skikkelig Guldals-Bonde) aabnede med en Gang mine Øine for, hvor overmaade jevne og stilfærdige, besindige og pyntelige alle de Andre havde viist sig mod mig i Adfærd og Tale. Se der, hvad den gammeldags Bonde-Opdragelse har udrettet! Men dette havde jeg ikke paaskjønnet tilfulde. Jeg gik bevæget bort fra den underlige Mand og sagde ved mig selv: „Gid jeg kunde vende tilbage og opsøge alle mine Kjendinger hele Dalen omkring for endnu engang at tage Afsked med dem og lægge større Hjertelighed og varmere Tak i mit Haandslag.“

Saa var min Stemning da, og saa er den endnu. Men nu, i den rolige Stund, faar jeg dog lægge et Ord til. Hin hensynsløse, fremfusende, buldrende Mand havde dog det Gode ved sig, at han mente det ikke værre, end han sagde det. Der var vist ikke den heftige Tanke i hans Hjerte-Krog, som ikke ogsaa kom frem i hans Tale. Fuldstændigere kan vanskelig noget Menneske vrænge Indsiden ud, end han gjorde det. Men – men hvor mange Folder der ofte er i den gammeldags Bondes jevne, forsigtige, afmaalte, høflig-venlige Tale! og hvor der kan skjule sig Meget og Mangt i disse Folder! det var ikke frit, at jeg selv nu og da syntes at mærke Sligt, og ved Undersøgelse i Samtale med Embedsmænd og enkelte fortrolige Bønder kom jeg lidt efter lidt efter, at der under den gammeldags Høfligheds jevne og glatte Ydre skjuler sig ofte her i Guldalen en stor Forbeholdenhed, større end jeg nogensinde i andre Bygder havde faaet Begreb om. Et Slags Forbeholdenhed skriver sig fra Vindesyge. Medens det efter Alles ensstemmige Vidnesbyrd er besynderlig frit for Tyvagtighed i Guldalen, saa er Underfundighed i Handel saa almindelig, at den herskende Tankemaade ingenlunde stempler den som Last. Den øves maaske hyppigst ved Heste-Handel, men ogsaa ved andre Leiligheder. Et Exempel: en Mand falbød en Hest og roste den dygtigt; en Kjøbelysten besaa den og befølte den paa det Nøieste og sluttede Handelen; da Kjøb-Skaalen blev drukket, sagde Kjøberen: „Nu kan du sige mig, hvad Feil Hesten har.“ „Aa, den er noget tagskjær“ (d. e., den lader sig vanskelig tage, naar den gaar løs i Marken – en Feil altsaa af den Beskaffenhed, at selv den bedste Hesteskjønner umulig kunde opdage den, for han var bleven Eier af Hesten). Dette Slags Underfundighed drives omtrent saaledes, som Kjøbmændene for 30 Aar siden drev Smugleri og roste sig af det istedetfor at skamme sig. – Smugleriet har det forbedrede Told-Opsyn nok paa det Nærmeste gjort Ende paa; men i disse Bygder gjælder det endnu som en Grundsætning selv blandt Bønder, som for Resten ere anseede som hæderlige Folk, at ved Handeler faar man have Øinene oppe – eller Pungen. – Et andet Slags Forbeholdenhed har sin Grund i utidig Menneskefrygt, og den har jeg ikke paa mange Steder fundet saa mange og stærke Exempler paa som netop her i Guldalen. En Bonde kom med et Læs Hø, som han falbød til en Embedsmand; denne havde ikke Skjøn paa slige Ting; men han havde en sjelden erfaren Tjenestekarl og spurgte ham til Raads; „aa, d’ æ da brav Høy,“ sagde denne; Spørgsmaalet blev gjentaget i Enrum, men han blev ved Sit; siden viste det sig, at neppe Koen vilde æde det slette Hø, langt mindre Hesten. Dette var i en af de øvre Bygder i Gulelvens Hoved-Dal, og med saadanne Exempler herfra kunde jeg fortsætte længe. Netop i den samme Bygd blev jeg ofte forundret ved, at Bønder, der ellers viste sig som raske og dygtige Folk, ofte selv i Samtale med mig i Enrum gav sig til at hviske istedetfor at tale og sluttede med at bede mig endelig ikke fortælle, at de havde sagt mig det. „Er det saa her“, spurgte jeg en Gang, „at Bruden aldrig flytter hjem til Brudgommens Hus i Næ, men bestandig i Ny?“ (i „vexand,“ aldrig i „tværand“); dette blev bejaet. „Hvad Mening kan der være med den Skik?“ „Aa; de tro nu det, at der ikke skal følge Lykke med ellers – men du maa ikke sige til Nogen, at du har talt med mig om det.“ – I en af disse Bygder har en Hædersmand stiftet en Afholdsforening og ved Møder og Foredrag trolig arbeidet for dens Fremme. Jeg talte med en Bonde om denne Afholdsforening og fik høre, at der kun skulde være ganske faa Medlemmer – det var mest bare Skoleholdere. Her opstod saadan Samtale:

Jeg. „Hvorfor er ikke du og flere andre skikkelige Folk med der?“

Han. „Aa nei, for naar Nogen er med, saa sige de, at han vil være saa meget bedre (fornemmere) end Andre.“

Jeg, „Ja men Skoleholderne ere jo med, sagde du?“

Han. „Ja, de ere bare med for at staa sig godt med Præsten.“

Jeg. „Saa staa de sig vel ikke videre godt med Almuen da?“

Han. „Aa jo, for de drikke, de ogsaa.“

Jeg fik ikke videre Leilighed til at undersøge Sandheden af denne uhyggelige Historie, og jeg vil helst tro, at den ialfald var overdreven. Men alligevel tror jeg, at Mandens Forklaring giver et altfor sandt Indblik i en temmelig almindelig Tænkemaade blandt Almuen.

Med disse Træk vilde jeg antyde, hvad der efter min Mening altfor let følger med den gammeldags Høfligheds-Skik. Dennes Fortrin bestaar deri, at den ligesom lægger Tøile og Tømme paa Heftigheden og Hidsigheden og Lidenskaben, saa selv naar bittre Uvenner mødes, finde de sig tvungne til at hilse og omgaaes pynteligt og stilt. Men Øvelsen i at beherske Lidenskaben giver ogsaa Øvelse i at fordølge det, som ikke behøver at fordølges,^[22] og det som ikke bør fordølges. Deraf den store Udbredelse af hint forsigtige, forbeholdne, ja falske Væsen.

Naar nu, som vi have seet, de gamle Høfligheds-Skikke i den senere Tid afløses af nye, saaledes, at den gamle Tvang viger Pladsen for Frihed og Naturlighed, idet Enhver mere opfører sig saaledes, som han er sindet og stemt, saa vil denne Forandring nok medføre, at Raaheden og Hidsigheden nu og da slipper løs, saaledes som Tilfældet var med hin Mand, jeg ovenfor fortalte om, og som i paafaldende Grad stod udenfor Folke-Skikken; men det tør ogsaa være, at den samme Forandring ogsaa vil have sit Fortrin, at nemlig Mængden af Folket derunder lidt efter lidt skal ledes til den Erkjendelse, at hvad det gjælder om dannede Folks Omgang med hinanden, det er ikke saa meget at dølge sit Sind, men meget mere at udrydde af Sindet alt det som kunde behøve at dølges og saa frimodig yttret sine Meninger og oprigtigt aabenbare sit Sind og dermed give Sandheden Ret.

Saadant raat og uhøfligt Sluske-Væsen, som jeg har fremstillet i en enkelt (og i Virkeligheden meget enkeltstaaende) Prøve, kan jeg snarere tænke mig nu og da at dukke frem i en Bygd som Melhus end i de mere gammeldags Bygder høiere oppe i Dalen; men saa har jeg ogsaa den Fortrøstning til den nyere Tids Aand, at det paaankede, forbeholdne, bondefule Væsen snarere vil blive dømt af dem almindelige Mening i hin mere fremskredne Bygd.

---

---

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Eller efter Omstændighederne: „God Morgen,“ „God Kveld.“
2. Det udtales: „Sing Gu“ og hedder i enkelte Grænder „Gud sign.“
3. Eller efter som Omstændigheden kan være: „Sign Maten,“ naar der spises, „Sign Kvil,“ hvis man ligger paa Sengen i Hviletiden mellem Arbeids-Økterne, „Sign Laget,“ hvis Folket sidder sammen uden nogen Beskjæftigelse, f. Ex. i Aftenskumringen.
4. En Skaal Melk tækkes oftest med det kortere Ord: „Æ du tyst?“ – Det Udtryk „Singgott“ bruges kun ved Øl og Brændevin, hvilket sidste dog kun sjelden bydes nu. Ordet er af tydsk Oprindelse, ensbetydende med „Sign Gud,“ og en meget gammel Mand mente, at det maatte være blevet indført ved de tydske Gefreidere og andre Garnisonsfolk, som der før var i Throndhjem, og som han, der selv havde været Soldat, endnu mindedes nogle af.
5. Er det et Barn, som kommer ind i et Erinde, og som ikke altfor nylig har været i Huset, saa kan Husmoderen stikke det i Haanden et Stykke Fladbrød eller Lefse med noget Rume (Fløde) paa. Derved faa saadanne Smaa lidt Øvelse i at bruge de Talemaader: „Nei, du maa itt vør dæ“ o. s. v.
6. Jeg har fremstillet det første Møde mellem ham og mig saaledes, som jeg selv da opfattede det: jeg syntes, at han slet ingen Høflighed viste mig. Men efter hans egen Forklaring og efter andre lignende Erfaringer baade før og senere maa jeg tilføie dette, at naar en Bonde skal hilse en Bymand paa sin Maade, saa kan det altfor let gaa saa, at det Hele gaar istaa for ham eller maaske for dem begge to, saasom han mærker, at hans Maade ikke passer sammen med den Andens, og han ikke i en Hast veed at tage Tingen paa en anden Maade. I det ovenomtalte Tilfælde vilde en Bygdemand i mit Sted ikke have taget nogetsomhelst Anstød – thi han vilde jo været vant med „Bygdens Maade“ –, og ligeoverfor en Bygdemand vilde Bonden selv ganske vist have været mere naturlig og fri, altsaa ogsaa (for at bruge et Udtryk, som stundom høres i Tale om By-Skik) mere „beleven.“
7. Er det en Mand af rigtig gammeldags Sæder, har han vel bare nydt en liden Bid, og naar Husmoderen siden lægger det Levnede hen i Skabet, kan man høre hende yttre: „Nei han va da rigtig var au, han“ (var eller grannvar, bruges om den, som er forsigtig i sin Opførsel, omhyggelig for ikke at overtræde det Passende).
8. Eller kortere: „God Nat aa Takk for me i Kveld.“ Dette „God Nat“ bruges ellers ogsaa midt paa Dagen og selv om Morgenen („God Nat idag“), og den Talebrug skal være ældgammel her i Bygden.
9. Fantefolk takke med en Overflødighed af „Guds Velsignelse;“ Finner, som stundom gaa igjennem Bygden og da altid betle, sige „Takk og Tusind Takk.“ Hvert Slag har sin Maade.
10. „Gjetl-Droken,“ (det sidste Ord udtalt „Draak“) d. e. Gjæter-Pigen.
11. Paa Tilbagereisen fra Throndhjem foer jeg Ørkedals-Veien. En Bonde fra Meldalen skydsede mig et Stykke op i Rennebo og stod bag paa Slæden. Jeg skulde bøie af Veien og søge en Bonde; men hverken Skydsmanden eller jeg kjendte hans Gaard. Saa kom vi tæt forbi en Laave, hvor en Mand stod og træskede. Skydsbonden gik hen. „God Dag.“ „God Dag igjen.“ – „Saa du held paa mæ Træskjing?“ „Ja, aa du æ Skjot-Kar idag?“ „Æ no dæ au. No æ dæ verte fint Vær.“ „Ja, han saa itt ut so igaar.“ – „E veit itt, kor d’æ han bur, han“ o. s. v. – I saadant Tilfælde vilde en Bykarl vel uden videre have raabt sit Spørgsmaal hen til Manden; men her gik det Hele saa stilfærdigt og pynteligt.
12. Godt Mot d. e. godt Møde.
13. Ogsaa Børn sige Du til Forældrene. Kun til Præsten og vel til andre Embedsmænd og „Storfolk“ siges „De,“ („dokk“) skjønt „Du“ ogsaa her høres af Folk, som ere mindre vante til at omgaaes med „Fornemme“ eller ogsaa med en vis Selv-Følelse forsætlig holde paa den gamle Skik. – Istedetfor „Du“ kan „han“ stundom bruges i livlig Fortrolighed, f. Ex. naar man overraskes ved at træsfe en Kjending i en Flok: „Nei, æ han au her?“
14. Netop i Soknedalen havde det moret mig at høre en Soldat fra 1814 med megen Omstændelighed fortælle om, hvilke nye Skikke og Moder han og hans Kammerater førte hjem med sig, f. Ex. at bruge Buxe-Sæler. Før brugte man „Brok“ (Knæbuxer), som kun heftedes med en Knap og hang over Hofterne; men paa gamle Folk med smale Hofter gled den idelig ned, og derfor fortælles der endnu om en Kirkesanger i Bygden paa den Tid, at naar han var traadt frem i Chordøren for at synge, saa var hans første Forretning at hale op Broken. Enkelte gamle Folk brugte dog „Brok-Greier,“ et eget Slags Sæle med Tværbaand over Brystet og Ryggen; men Ungdommen lo til disse Alderdommens Mærker. – Men saa kom Soldaterne hjem med Langbuxer og de nu brugelige Sæler, og denne nye Mode blev strax optaget af Bygdens Ungdom.
15. Thi efter Exemplet fra Bergens Stift og fra Romsdalen formoder jeg, at der ude mod Havkanten i Throndhjems Stift er endnu mere gammeldags end inde i Landet.
16. Dette gjælder dog ikke om de to øverste Sogne af Holtaalens Præstegjæld, som ogsaa ligge i Hoveddalen. Folket her ligner mere Soknedølen i Bestemthed og Kraft. Dette er et Charakter-Træk, som synes at ligge til Fjeldfolket, og det er da vel ikke urimeligt at antage, at selve Naturforholdene (den klarere Luft, det kraftigere Kosthold) har nogen Indflydelse her.
17. Men Forskjellen er ikke stor, og derfor kunde denne Underlighed fremkomme: i Soknedalen blev det mig sagt, at Støresbyggen brugte mere at hilse med Haandtag og med at holde Huen i Haanden, ligesom af Ydmyghed; i Støren derimod paastod Almuesfolk, at i Soknedalen var man mere snar til at bruge Haandtag og saadanne fornemme Hilse-Maader af Storagtighed. Det er ikke saa meget Forskjel i Skikken som i Folke-Charakteren, der her kommer tilsyne.
18. Der gaar det Ord (og jeg tror, det var en af de forrige Præster i Støren, som først skulde have sagt det), at 1 Soknedaling er jevngod med 2 Støresbygger eller med 3 Horrigbygger.
19. De Ældre bruge endnu Rød-Hue (Top-Hue), de Yngre tildels Kaskjet. I den senere Tid sees Rødhuen sjeldnere paa Kirkeveien; i dens Sted bruges Kaskjet eller helst Hat. Gaar en Mand naa Hjemveien fra Kirken ind til en Anden i Besøg, saa sidder han altsaa med Hatten paa i Stuen. Hjemkommen til sit eget Hus bytter han den strax med den mageligere Hue.
20. Eller „Sign Maten“ o. s. v., ganske som i Soknedalen. Ogsaa i Melhus tager den Fremmede Huen af, naar Husets Folk sidde ved Bordet og læse Bordbønnen. „Væl bekom Maten.“ siger den Fremmede tilsidst; „Takk.“ svarer Husbonden.
21. I gamle Dage brugtes naturligvis Træ-Skaale, hvor der vil bruges Stentøi eller Krus-Skaale; og saa lange Træ-Skaale vare i Brug, bares de ganske vist frem i Haanden. Men dette Sidste pleier ogsaa hænge i, længe efterat Krus-Skaalene ere komne i Brug, og i Soknedalen vilde det kanske endog vække Opsigt og se storagtigt ud, om en Kone vilde bære Skaalen frem paa Tallerken.
22. Jeg tænker her paa dette, at det er sjeldent i de gammeldags Bygder at høre en hjertelig Yttring af det muntre, glædestemte Sind, Latter, Spøg, Sang. Adstadigheden og Alvorligheden er bleven ligesom eneraadende; det synes at gjælde som Tegn paa Dygtighed og god Opdragelse at kunne beherske og skjule selv de blide og venlige Følelser.