Breve fra Kongo/VI
Du skal lære at arbeide, forstaa at arbeide for din egen Skyld, saa du bliver glad i det, faar Lyst og Trang til det; — saa du kan komme ud af denne Haletilværelse, den rent dyriske Tilstand, hvor Mad og Kvinder og Søvn og stille Drøvtyggen er dit Livs eneste Indhold; saa du faar friskere Blod i Kroppen, mere Omløb i Hodet, større Behov og varigere Glæder; — saa du kan forbedre dine Kaar og gjøre dine Hjem lysere og sundere; — saa du kan bringe mere ud af din Jord og af alle de øvrige mangfoldige Muligheder, som existerer i dit rige Land; — saa du kan leve i stadig Fremgang.
Du skal endvidere arbeide for at skaffe nye Indtægter og bidrage dit til, at jeg kan bære alle de Udlæg, som i saa høi Grad kommer dig og dine tilgode. Jeg holder min sterke Haand over Eder, dig selv, dine Kvinder og dine Børn, og skaffer Eder Fred; din Village bliver ikke længer plyndret, ingen kan tage dig som Slave; dine Kvinder bliver ikke røvet, og fine Plantationer ikke ødelagt af dine Fiender. Du kan i Ro nyde Frugterne af dit Arbeide, og du kan trygt forlade din Village; jeg hjælper dig i dine Trætter, og skaffer dig Ret over dem, som vil dig ondt; du kan komme til mig med alle dine Klager; du behøver ikke mere at gribe til Vaaben og leve i stadig Uro; jeg har Magten, og alle hører og lyder mine Ord; men for at jeg kan gjøre alt dette og stadig mere, da maa du bidrage med dit Arbeide. Dine Kvinder, de stræver for dig; for dem har jeg intet Bud, de kan vedblive at stelle Hus og Hjem og skaffe dig Føden; dine Børn skal faa udvikle sig i Fred; men du selv, su skal arbeide for mig; jeg forlanger ikke meget, og jeg forlanger intet gratis; du skal faa Betaling for alt, hvad du gjør for mig. Saa er min Vilje, saa er mit Bud!
Og endelig skal du lære at arbeide, saa du kan blive min Hjælper. Jeg maa have bedre Kommunikationer, — Dampskibe paa Floderne, Jernbaner gjennem Skovene, gode Veie og en rask og sikker Transport; jeg maa udnytte mine Skove, faa Metallerne ud af mine Fjelde, og gjøre mig Jorden underdanig. Men hertil maa jeg have din Hjælp. Jeg er Hovedet, du er Haanden; jeg har Ideerne og lægger Planerne, du er Arbeidskraften, som skal hjælpe mig til deres Udførelse. Du skal lære at arbeide, saa du bliver den lette, kraftige og raske Haand, saa vi tilsammen kan udføre alt det, som paaligger os!
Dette er Statens saare fornuftige Ræsonnement, saa lyder dens vise Tale.
Men intet har vakt en saadan Modstand som dette Statens Bud: Du skal arbeide! Dette Bud, rettet til Tropenegeren, det dovneste af alt det, som i Tidernes Længde har været skabt i Guds Billede!
Jeg kan med nogen Fantasi tænke mig, at en eller anden Torgny Neger-Lagmand har reist sig i Folkeforsamlingerne og taget omtrent saaledes tilorde:
„Vi liker den hvide Mands Broderaand, men vi frygter Broderhaanden. Vi Negre vil ikke alene have Fred, men vi vil ogsaa være i Fred. De Hvide har et Ord, som siger, at Fred er ei det bedste, men at man noget vil. Det er for os en saare taabelig Tale. Hvad i Alverden skulde vi ville! Vi har jo ikke de Hvides urolige Sind; vi vil forblive paa vore gamle Pladse; vi vil leve og dø i vort Rede. Og vi har det, vi trænger; vi begjærer intet mer. Hvad skal vi med de Hvides store Baade, som gaar med varmt Vand paa Floderne og paa Land; naar vi er paa Vandring, er vore Stier nok for os, som gaar den ene bag efter den anden, alt efter Rang og Stilling; og vi skal nok sørge for at holde vore Stier rette. Forbedre vore Villager? Vore Fædres Huse er gode nok, og Villagen er stor nok for os, bare vi er store nok for den! Vi skulde skaffe os Klæder? SOm om ikke vor af Forsynet paasatte Hud giver os al mulig Beskyttelse mod Regnets, Vindens og Solens Guder! Og den Smule Plag, som en eller anden alligevel maatte finde nødvendig, kan man jo skaffe sig at Trærnes Blade. Vi Negre kjender naturligvis Selvopholdelsesdriften; den har meget for sig, kun maa den ikke overdrives. Men Arbeidsdriften — nei den er aldeles ukjendt i vore Trakter! Og tror I kanskje, at de Hvide, hvis de havde alt det, som vi har, vilde arbeide mere, end vi gjør? Eller tror I, at de Hvide, hvis de hjemme hos sig havde Klæder, Sko, Mad og Drikke, Hus og Hjem, Ægtefælle, Børn, Mark, Fæ og alt det, som godt er, og intet ondt, — at de da vilde komme herned til vort Land for at lægge sine hvide Ben og sine stinkende Kroppe tilhvile paa vore gamle Gravhauge?
Desuden — og det er det vigtigste: Dette Bud strider mod vor Selvbestemmelsesret og med vore gamle, fra længst forsvundne Tider nedarvede Skikke og Sædvaner. Vore Kvinder skal arbeide — for os; thi vi kjøber vore Kvinder. Vi betaler deres Forældre eller Slegtninge, og vi betaler ofte to og tre Gange, thi de træske Kvinder rømmer ofte tilbage til sine griske Forældre, som saa hver Gang forlanger fornyet Betaling. Og sa er det jo klart, at vore Koner skal arbeide. Hos de Hvide er det ganske anderledes; der skal det mangesteds være Kvinderne, som kjøber sine Mænd, og de er ikke billige! Der er det selvfølgelig Manden, som skal arbeide, medens Kvinderne flagrer om som Sommerfugle og bestiller omtrent saa meget som vi Negermænd!
Vore Døtre skal ogsaa arbeide, saa de bliver haardføre og sterke, saa vi senere kan gifte dem bort for rigelige Summer, og paa den Maade faa den Kapital, som vi har bedlagt i vore Koner, til at bringe gode Renter. Og vore Slaver skal arbeide for os, derfor er de Slaver. Men vi selv! Vi Chefer, Nobelmænd og frie Mænd, vi skulde arbeide paa Statens Bud og sammen med og lige med Slaver, for Øinene af vore Kvinder! Skal ikke vi, som Aristokratiet i andre Lande, gjøre det, vi selv har Lyst til, — gaa paa Jagt og Fiskeri, som andre Nobelmænd, naar det behager os, eller hilse paa Aristokratiet i andre Riger, andre Villager? Er det ikke vor Opgave at vaage over Statens Tarv, medens andre stræver for os, og diskutere Kvindernes og Slavernes og vore egne betydningsfulde Spørgsmaal paa vore store Thingmøder?
Nu skulde pludselig alle stilles lige, — nei, det maa ikke ske!“
Denne Tale har visselig vakt enorm Tilslutning; men ikke hos alle; thi i Tidens Løb har ca. 25,000 Mænd og Kvinder ladet sig engagere som Statens Arbeidere, — paa Dampbaadene, ved Jernbanen, ved Stationerne; Mændene har lært sig Haandverk som Murere, Snedkere, Tømmermænd, Sagfilere etc.; de har stiftet Familie; de har alle faaet „egne Hjem“, hvor de har smaa Haver og Anlæg; og efterhaanden er vel den gamle VIllage gledet ud af deres Tanker; de vilde nok heller ikke længere trives i det oprindelige, enkle og stille Forhold. Forreste, hvem ved? — kanske de en Dag, naar de bliver gamle og slidte, vender hjem til sine Fædres Land, hvor de finder gamle Bekjendte og afblegede Venner, hvor de opfrisker Ungdoms Glæder og passiarer om Manddoms Sorger, og lægger sig en Dag tilhvile i Fædres Jord.
Neger-Torgnys Argumentation lider af to store Svagheder. Han har ikke Anelse om de Hvides uimodstaaelige Arbeidstrang, deres aldrig hvilende Arbeidsdrift; og dernæst forstaar han ikke de lange og store Maal, Staten forfølger ved at tvinge Negeren til at arbeide.
Her en nødvendig Parenthesbemerkning: jeg indlader mig ikke paa at diskutere, hvorvidt Europæeren har Ret til saaledes at trænge ind i de uciviliserede Folkeslags Lande og paatvinge de Indfødte sin Vilje, thi den Side har ingen praktisk Interesse.
Da først Kongofloden var opdaget og man vidste, at Afrikas Indre var tilgjængeligt, saa var det jo kun Tale om, hvilken europæisk Nation her skulde komme først, og det, som interesser os, er det Spørgsmaal, hvorvidt Belgierne har magtet sin Opgave, og om de har varetaget de Indfødtes Tarv ligesaagodt, som andre koloniserende Nationer kunde have gjort det. Det skal jeg for min Del svare paa, naar jeg har lagt det nødvendige Materiale tilrette, saaledes som jeg anskuer det.
Statens Bud om Arbeide har som sagt vakt megen Modstand; det har været nødvendigt at sætte haardt mod haardt. Det er jo klart, at hvis Staten giver sit Bud idag og tilbagekalder det imorgen, hvis det ikke godvillig efterkommes, — hvis den optræder vigende og vaklende overfor disse 20 Millioner vilde Medmennesker, saa er er det med engang slut paa dens Autoritet, og der vil indtræde det fuldstændigste Anarki. Staten maa tænke vel, før den befaler, og den maa give et klart og greit Udtryk for sin Vilje; men saa skal ogsaa dens Bud efterkommes. De Indfødte maa lære at forstaa, at der er „Magt bag Vilkaarene“, at der her ikke er noget enten-eller, og at det er Alvor i Legen. Disciplin maa der til, — Kulturen faar komme efterhvert.
Navnlig i det første Tiaar, da Landet toges i Besiddelse, var det meget vanskeligt at faa Negrene til at arbeide med fredelige Midler. De Indfødte flygtede fra sine Villager, og der vankede visselig mangen haard Dyst. Men hvilke Kolonister er bleven modtaget med Velvilje og imødekommende Forstaaelse hos de Indfødte, hvis Land de har okkuperet og hvem de har givet Paalæg, som tilsyneladende har været stridende mod deres Interesser og som i nogen Grad har forandret deres gamle Levevis?
I de forløbne tyve Aar har naturligvis Staten vundet meget i Erfaring, og det har været Gjenstand for grundige Overveielser, hvorledes de Indfødtes og Statens fælles Interesser paa bedste Maade kunde varetages. Resultatet af disse Overveielser og Erfaringer foreligger i Dekretet af November 1903 som i Detaljer bestemmer, hvordan de Indfødtes Arbeidspligt skal gjennemføres.
Ifølge dette Dekret skal hver voxen Neger præstere et Arbeidsresultat, svarende til 40 Timers maanedligt Arbeide og mod en saadan Betalig, at han forstaar, at Arbeidet har Værdi, Kvinder og Børn kan fortsætte sin Levevis som Forhen uden anden Mellemkomst fra Statens Side end den meget væsentlige, at den skaffer dem Fred og Beskyttelse.
Det vil naturligvis tage lang Tid endnu, før dette Dekret er gjennemført over hele Landet. Der er jo endnu mangfoldige Villager, som man ikke kjender, og som man saaledes ikke kan tage med i sine Opgaver.
Hvert Distrikts Kommissær skal i betimelig Tid indsende til Guvernøren en Oversigt over de forskjellige Arbeidsresultater, som kan paaregnes for det kommende Aar, og fremkomme med de nødvendige Forslag.
I denne Oversigt angiver han efter bedste Skjøn det Arbeide, som er det mest nærliggende for de forskjellige Racer og Egne.
Folket ved Floderne skal skaffe Fisk til Stationerne og Brændsel til Dampbaadene og besørge al Baadskyds for Reiser og Transporter. Folket langs de store Karavaneruter skal gjøre Tjeneste som Bærere; Staten har længe søgt Midler til at kunne undgaa denne Brug af Mennesker som Lastdyr; den har saaledes i de senere Aar gjort Forsøg med Automobiler; men der udfordres jo hertil meget gode Veie, og et saadant Veiarbeide er her overordentlig vanskeligt; i de Egne, hvor det regner i Flomme hver Dag i 4—5 Maaneder; vil jo desuden alle Veie blive opblødte og knapt fremkommelige for Fodfolk, end sige for godt lastede Automobiler. Men det er jo saa heldigt, at man til de fleste Hovedpunkter i Landet kan komme frem Vandveien; man har i disse Aar nøie undersøgt Floderne, og de befares nu næsten alle med smaa Dampere, og der hvor disse ikke kan komme frem, har man Baadskydsen. Da Jernbanen har gjort den berygtede Karavanerute mellem Matadi og Leopoldville overflødig, er der kun et Par større Ruter igjen, som maa tilbagelægges tilfods af Reisende og Bærere.
Overalt, hvor Jorden er dyrket eller vel skikket dertil, skal man præstere Ris, Mais, Maniok, Jordnødder, Poteter og lignende Produkter; mangesteds spiller ogsaa Palmeolje en stor Rolle.
Der, hvor man kun forlanger „Arbeidsleie“ eller en vis Tidsmængde af Arbeide præsteret, som ved Baadskyds, er det jo meget let at fixere de 40 Timer om Maaneden; men hvor der anslagsvis skal opføres et vist Arbeidsresultat, er man mere Vilkaarligheden undergivet. Disse aarlige Oversigter og Forslag er imidlertid ikke baseret paa et løst Skjøn; de er bygget paa lange Tiders mølsommelige Erfaring; fra alle Distrikters Stationer har man indgaaende Rapporter med Mandtal over de voxne Indfødte, Beskrivelse over Villagernes Beliggenhed og særlige Forhold og den almindelige Situation i Egnen. Og Rapporterne er ikke afhængige af den enkelte hvide Smaachefs Evne til at forstaa, se og udtrykke sig; de bestaar i Svar paa trykte Spørgsmaal, hvor alle de nødvendige og oplysende Detaljer er medtaget, forsynet med særdeles instryktive Veiledninger. Hvert Aars Overslag baseres jo endvidere paa det foregaaende Aars Resultater, — med de Forandringer, Fradrag og Suppleringer, som i aarets Løb har vist sig nødvendige; man opnaar derfor temmelig sikre og rimelige Overslag. Arbeidsresultaternes Forhold til TImetallet varierer naturligvis meget for de forskjellige Dele af Landet, og Guvernørens endelige Ansættelse gives særskilt for hvert Distrikt
Det alt overveiende Arbeidsresultat, — Statens store og uudtømmelige Kilde, det er Kautschuken; den laves af Saften i visse Planter og Trær i de umaadelige ækvatoriale Skove. Gjenne, utallige Forsøg ved Hvide og Sorte, og med de forskjellige Slags Materiale, er man kommen til det Resultat, at en jevnt arbeidsfør voxen Neger kan præstere en Kilo Kautschuk i 10 Timer, altsaa fire Kilo pr. Maaned à 40 Timer, —og under Hensynstagen til Landsbyens Afstand fra Arbeidspladsen. De Indfødte er naturligvis ikke nødt til at arbeide i 10 Timer; de kan i saa Henseende indrette sig, omtrent som de vil, naar de kun skaffer sin 4 Kilo; de kan f. Eks. arbeide i 6 à 7 Timer om Dagen. Sætter man saa, at de ofte bruger 2 à 3 Dage frem og tilbage, vil dette maanedlige Kautschukarbeide tage dem ialt 8 à 10 Dage; men de øvede, de som længe har holdt paa med dette, gjør sig færdige meget fortere.
Negeren er altsaa tvunget til at arbeide hver Maaned gjennemsnitlig 8 à 10 Dage høit regnet, og herfor faar han sig betalt. I de øvrige 20 Dage kan han altsaa som før sidde uforstyrrelig paa sin Hale og nyde den velfortjente Hvile. Hvis han da ikke, naar han først er trænet, og Arbeidslysten er kommen over ham, nytter denne Tid til at hjælpe Kvinderne, til at vedligeholde Landsbyen, forbedre Husene, øge Plantationerne, drive alskens nyttigt Haandverk og tilgodegjøre sig sine mangfoldige „smaa Næringskilder“; og da vil Generation efter Generation efterhaanden bringe Kongofolket op i Klasse med andre skikkelige Mennesker og muliggjøre en fuldstændig Civilisation
Nu kommer det store Spørgsmaal: Hvorledes forlanger Staten sin Vilje respekteret, hvis de Sorte negter at arbeide? og Svaret er: Udelukkende ved fredelige Midler, medmindre i rent exceptionelle Tilfælde disse Midler har vist sig fuldstændig frugtesløse, eller hvor nødvendigt Selvforsvar tvinger dne Hvide til skarp Aktion.
Villagens Mænd er solidarisk ansvarlige for Villagens Præstationer; det vilde jo være rent hensigtsløst alene at kunne holde sig til hver enkelt pro parte, og Chefen er igjen ansvarlig for sine Mænd. Det eneste Tvangsmiddel, som anvises i ovennævnte Dekret af 1903, og i Mængder af Cirkulærer og Instruktioner, det er at arrestere de refuserende Negre og lade dem en Tid arbeide under Opsigt paa en eller anden hvid Station. Men naturligvis, det vilde ikke her føre til noget at „hænge de Smaa og lade de Store gaa“; hvad vilde det hjælpe, om man tog en ganske almindelig Neger? Nei, man tager Chefen; hans Person er her ikke hellig, og Ansvarligheden paaligger ikke hans Raad; men man tager gjerne hans Raad ogsaa. Man belægger ham med personlig Arrest, lader ham sysselsætte sig i nogen Tid, indtil en Maaned, og helst ved en større Station, med forskjellig Slags sundt og styrkende kropsligt Friluftsarbeide. Ragnar Lodbrok maatte nøie sig med at mumle noget om, at Griserne vilde grynte, hvis de vidste, hvad Galten led. En arresteret Negerchef bærer sig anderledes ad; han forstaar meget snart at sætte sig i Rapport med sin Village og meddele Griserne, at Galten aldeles ikke trives, og at de øieblikkelig maa opfylde sin Arbeidspligt, saa han kan faa vende tilbage til sine elskede Undersaatter. Og en saadan Appel fra en nogelunde anset Chef mangler aldrig sin Effekt; hans Ansvar vil visselig ogsaa staa mere klart for ham for Eftertiden.
En anden Fremgangsmaade, udelukkende af diplomatisk Art, er ogsaa meget effektiv, Egnens hvide Chef begiver sig til den gjenstridige Village med endel Soldater og slaar sig rolig ned hos de Indfødte. Er det noget, disse ikke fordrager for sit bare Liv, saa er det at have uindbudne Fremmedfolk, og da specielt Soldater og Hvide, i Landsbyen; den taber sin Charme; al Hygge forsvinder; det daglige Liv gaar ikke mere i sin vante Gjænge; almen Nervøsitet og Uro. Og meget snart vil en eller anden Stormand henvende sig til den Hvide og spørge, om han og hans Folk ikke vil være saa venlig at fortrække. „Jo da, saasnart de Indfødte har opfyldt sin Arbeidspligt!“ — Om ikke lang Tid kan den Hvide drage fredelig, som han kom, idet Øiemedet er opnaaet.
Jeg maa her nævne et ganske karakeristisk Tilfælde. En større Chef, ikke langt herfra, Herre over 5—6 større Villager, havde i længere Tid stillet sig modvillig overfor Staten, og en vakker Dag gav han Ordre til sine Undersaatter, at de skulde nedlægge alt Arbeide overfor Staten, — altsaa en regulær Generalostrike! For strax at søge at undgaa de mulige Følger af denne Strike, forlod han og alle hans Mænd, bevæbnede Til Tænderne, sine Landsbyer, modtagende Kvinder og Børn, stort og smaat og alt rørligt Gods; def lygtede ind i de dybe Skove og flakkede om fra Sted til Sted. Dette blev naturligvis snart meldt hid af en af Skovvogterne, og en Underofficer, en grei og uforfærdet Kar sendtes ud med en Trop Soldater for at opsøge og faa Tag i Flygtningerne; han havde Ordre om at gaa taalmodig og forsigtig tilverke og ikke at løsne et Skud, med mindre han og Troppen blev angrebet; man kan jo ikke forlange af nogen at han skal rolig lade sig lansere over i den anden Verden.
Troppen var ude en Uges Tid; den fandt nogenlunde snart „Strikernes“ forskjellige Leirpladse; den havde bare hver Nat under „marscherende Bevogtning“ at liste sig frem i al Stilhed, for saa ved Dagens Frembrud at overraske de forfærdede Rømlinger, hvoraf de fleste lynsnart overgav sig; de indfangne Flygtninger sendtes efterhvert hid til Stanleyville under Bevogtning. Hver Dag saa man ankomme Grupper af Indfødte af alle Aldre og Kjøn. Hvad gjorde man saa med disse Folk? Jo, det var ganske enkelt og ligetil. Distriktschegen foreholdt dem, at de ikke kunde vinde noget ved saaledes at rømme fra Gaard og Grund og udsætte sine forladte Villager for Fare; at Statens Bud nu engang maatte lystres, at Statens Arm var lang, og at man ikke kunde undgaa den ved taabelig Flugt; hvorefter de fik Tilhold om at begive sig rolig hjem til sine Landsbyer, hvor de vilde finde alt uforandret, takket være Statens beskyttende Haand.
I løbet af en Uge var de paa denne Maade indfanget og hjemsendt allesammen, uden at et Skud var løsnet, uden at et Haar var krummet paa deres krusede Hoved, uden at saa meget som en Høne var blevet dem berøvet. Kun de mest graverende Vaaben — som gamle Geværer, mistænkelige Pile og Spyd og overdrevent morderiske Lanser, blev beslaglagt. Men naturligvis — Manden for det hele, den rebelske Chef, blev puttet i Hullet og vil formentlig for sine mangfoldige Synders Skyld blive forvist til en anden Del af Riget, hvor han ingen Skade kan gjøre.
Jeg læste Underofficerens detaljerede Rapport, jeg paahørte de forskjellige Formaninger; jeg saa disse Hundreder af Indfødte vende hjem i Fred til sine Hjem; og jeg maatte spørge mig selv: kan man overhovedet forlange en humarere og pynteligere Behandling?
Jeg tror ikke, det vil være saa letvindt for en Chef en Gang til at indbilde disse Folk, at Livet paa Flugten er bedre end det daglige Liv i Hjemmet, selv om Mændenes Tilværelse er krydret med nogel med Dages Arbeide om Maaneden. Sagen har ogsaa en anden Side: Hvilken Pragtblomst af en mandlig Kjæmpe-Egoist er ikke en saadan Kongoneger! Han befaler Kvinder og Børn at flygte med sig ud i Skovene, hvor Føden er knap, om den overhovedet findes, hvor alskens Savn nødvendigvis venter dem og hvor de let risikerer Død og Undergang. Og hvorfor drager han saaledes i Ledning? For at redde Fædrelandet? For at beskytte Familien mod ydre Vold? Nei — for at han, Hans Majestæt Negermanden, kan blive fri for at arbeide i nogle Dage for Staten! Men han hjælper naturligvis med at bære Børn og Levnetsmidler og andet Løsøre? Han, Manden! Nei, det er Kvinderne, som maa slæbe paa sig selv. og desuden, han bærer jo Vaaben — der staar en Helt, Madame! Skjønt Gud skal vide, at det var ikke meget af Helten, som holdt sit kummerlige Indtog i Stanleyville. Skrædderen stod flad og flatt igjen.
Hermed er vi naaet til Grænsen af de tilladelige Midler til Arbeidspligtens Opfyldelse; det er i Love og Instruktioner absolut forbudt under strenge Straffe at tilføie de Indfødte nogen Molest eller at gjøre nogensomhelst Skade paa Landsbyens Huse, Haver og Jorder; det er ligeledes foreskrevet, at Soldater kun kan udsendes under en hvid Mands Kommando og Ansvar.
Intet kunde heller være mere taabeligt, end om Staten vilde søge at gjennemføre sine Bud ved forsætlig Mishandling og Forfølgning af de Indfødte, den vilde kun opnaa at for spilde disses Tillid og formindske Landets Befolkning. Det vilde jo være en Røverpolitik for Dagen og aldeles i Strid med Stens Opgave. Med Dokumenterne i Haanden kan man da ogsaa trygt afvise enhver Anklage og Mistænkeliggjørelse i den Retning som aldeles ugrundet.
Men de hvide Smaachefer, spredte udover det uhyre Terrotorium, hvorledes er det med dem? Holder de sig ogsaa kun til „de tilladelige Midler“? Jeg maa svare med et Spørgsmaal: Vilde det ikke være besynderligt, om Statens Tjenestemænd skulde i indbildt Interesse for Staten handle stik mod dennes Love og Instruktioner og udsætte sig selv for Straf og Revokation? Til egen Fordel kunde det nemlig ikke være, at de saaledes lagde Planker til sin egen Kiste; thi de har hverken Procenter eller Provision. Er det noget fornuftig Menneske, som kan tro, at Folk i Almindelighed vil optræde mod sin Principals strenge Ordre i den eneste hensigt at skaffe Principalen en øieblikkelig Indtægt og med den sikre Følge, at man derved kun opnaar sin Afsked?
Det er derfor noget, som siger sig selv, at det er en extraordinær og stedse mere sjelden Foreteelse, at Statens Folk gjør sig skyldig i Handlinger, der kan karakteriseres som Brutalitet eller Grusomhed overfor de Indfødte.
Bevares vel, — det er let forstaaeligt, at Negrenes Dovenskab, deres Løgne og Udflugter kan irritere en Mand til Raseri, og at der somme Tider kan vanke en god og høist velfortjent Dragt Prygl; men falde an med skarpe Vaaben! Eller anden Ondskab!
Imidlertid — Excesserne er der, om de end ikke lader sig forklare ud fra en logisk Betragtning; de har naturligvis ingen nødvendig Sammenhæng med Arbeidspligtens Ordning, og de er ikke noget særeget for Kongostatens Folk; man ser de samme Fænomener i alle central-afrikanske Stater; de maa skyldes rent personlige Abnormiteter. Det er nemlig et uomtvisteligt Faktum, at de Hvide her i Troperne er underkastet Forvandlingens Lov ogsaa i psykisk Henseende, og at enkelte endog i høi Grad forandrer Natur. Misforhold mellem stor Magt og liden Kultur og mangelfuld Uddannelse, et hidsende Klima, Feber og Solvarme og Ensomhed og mange andre Momenter gjør stundom fredsommelige, timide og inderlig snille og beskedne europæiske Smaaborgere til magtlystne, fordringsfulde og brutale Tyranner, uden Herredømme over sig selv, rasende over enhver Modsigelse og besat af en fremtrædende Utække; samtidig som de er mistænksomme, misundelige, ofte lider af Forfølgelsessyge og stadig mener sig tilsidesat. Disse merkelige Foreteelser kan jo fremkalde de mest uventede Resultater!
Man faar haabe, at det er en særegen afrikansk Barnesygdom, der ligesom Smaakopper og Røde Hunde gaar over med Tiden. Det er næsten værst for dem selv, stakkar; thi de er jo hyppig henvist udelukkende til sit eget Selskab, og det maa jo være ublandet ubehageligt.