Breve fra Kongo/IV
Villagen var deres Fædreland; der boede og døde de, med sine Koner, sine Slaver og sine mangfoldige Børn. Villagens Grænse var Rigets Grænse; hvad der laa udenfor den, bekymrede de sig ikke om; det var dem en fremmed Verden fuld af onde Fetischer og bitre Fiender. Og hændte det, at de paa Jagt udenfor Fædrelandet blev paatruffet af andre Villagers Indvaanere og grebne, saa var det slut med Glæden og Friheden; man blev tagen som Slave, og der blev vild Kamp mellem Villagerne.
Det Land, som laa udenfor de forskjellige Villagers Grænser, tilhørte ingen; det laa unyttet hen fra Tidernes Morgen.
Negrene havde sine Plantationer; de aad af Markens Urter; de drev Jagt og Fiskeri og var kyndige i forskjellig Slags Haandverk.
Og Kvinderne gjorde alt Arbeide i Huset og paa Marken og stellede Gjeder og Høns og blev Mødre til mange Børn, som de passede og ernærede.
Slaverne vedligeholdt Husene og sørgede sammen med Kvinderne for det daglige Brød. Og de frie Mænd kunde i Dagevis hengive sig til sin Yndlingsbeskjæftigelse: — at sidde urørlig paa sin Ende og bestille ingen Verdens Ting.
Over dem alle herskede Chefen, med patria potestas; han havde Haand og Hals over alle, thi de var, Slaverne iberegnet, som en Familie med et fælles Overhoved.
De havde sin Fetisch for godt og for ondt og for alt muligt andet; de dansede i de maanelyse Nætter — med Musik og Minespil og megen Sang, — de havde altsaa Orkester, Opera og Ballet. Ja, de havde ogsaa paa et Vis Theater, det var deres Palabrer eller Thingmøder, hvor Mændene diskuterede Dagens Spørgsmaal ofte og længe, og ved stadig Øvelse opnaaede de efterhvert en svimlende Veltalenhed; der herskede ubetinget Thingfred, og Taleren maatte ikke forstyrres; dog kunde Chefen under særlige Omstændigheder henstille til ham at fatte sig — om muligt —i større Korthed, ja der kunde endog efter Samraad med de Ældste bestemmes, at hver Taler kun skulde have Ordet i en bestemt Tid, f. Eks. tolv — 12 — Timer. Og medens Talestrømmen gik ustanselig og mægtig, som Floden, sad de andre stille og lyttede og sov, og glædede sig ved Synet af Kvinderne, som trællede i sit Ansigts Sved.
Af og til, naar Føden slap op, slagtede de en Slave; men det var ogsaa kun i den høieste Nød; thi en Slave var en kostelig Ting; man foretrak da heller at foranstalte en mindre Krig med nærmeste Village; og det blev en Kamp mellem Helte, og paa Liv og Død! Thi „Spise eller selv blive spist“ det var Løsenet. Den, som seirede, havde udsaaet Hevnens Dragesæd, — Hevnen var Negrene en hellig Pligt; og altid kunde man vente den Overvundnes Angreb, — det var Livets stadige Stimulans.
At spise Menneskekjød var for dem ligesaa naturligt, som for den hvide Mand at spise Beef med Løg; og hvis den Fangne var en personlig Fiende af Chefen, saa tog denne det Hele, og Maaltidet varede i Dage; men var der ikke dette intime Forhold mellem Chef og Fange, saa fik ogsaa de andre at æde, og da varede Festen kun kort.
Der var en Uendelighed af Racer, helt forskjellige i alt, undtagen i Klæder — de havde ingen, thi de havde ikke, nogen af dem, spist af Kundskabens Træ.
Samme Race havde almindeligvis samme Skikke, samme Tatovering, samme Frisure, — og af et fælles Instinkt gik ofte Racen sammen i Krig mod en fælles Fiende; men iøvrigt var der intet Fællesskab mellem dem. Det hændte undertiden, at en enkelt Mand opkastede sig til den hele Races Chef og forlangte Trigut — Slaver, Kvinder og Bidrag til Krig, og mange af disse Chefer blev mægtige Mænd; Sultanen af Sakara (i Uellé) havde ca. 1500 Kvinder og Kong Msiri i Katanga havde ca. 3000 og slog saaledes grundig Kong Salomos Rekord.
Den fælles Overchef bragte ikke noget Samhold inden Racen, hver Village vedblev iøvrigt at være uafhængig og selvstyret, og de indbyrdes Kampe fortsattes som før. — —
Og Livet gik sin daglige Gang; men saa hændte det af og til, at der kom Fremmede, fra ukjendte Steder, og bræd ind i deres Hytter, dræbte de Gamle, og tog med sig al Ungdom; man kunde ikke engang faa hevnet sig; thi ingen vidste, hvor disse Mænd hørte hjemme. Da blev der Sorg og Uro i Villagen og Thingmøderne tabte sin Charme.
Men der hændte det, som værre var; — brune Mænd i lange hvide Klæder kom fra Østen med Krigere og Vaaben og faldt over Villagen; de dræbte de talende Mænd og røvede de arbeidende Kvinder og Slaver og hele den frodige Yngel, og brændte det ganske Fædreland; — da var det Slut med Dansen i de maanelyse Nætter!
Saa en Dag kom der som et Sus gjennem Skovene et Rygte om, at en hvid, en farveløs Mand var set paa den store Flod; da blev der meget og ophidset Snak paa Thinget. men saa hørte man ikke mere til ham; det havde vist kun været et Spøgelse, et stygt Mareridt, og man vedblev at leve i lykkelig Uvidenhed om, at man omsider var opdaget.
Men det hvide Spøgelse kom igjen, og flere med ham; og der blev megen Undren i Villagen, — hvad i Alverden skulde dette betyde? Og stadig hørte man om flere Hvide, og de havde ingen Kvinder, det var et daarligt Tegn; og desuden, — fremmede Mænd havde aldrig bragt med sig andet end Sorg og Elendighed. Signaltrommerne var i Bevægelse den ganske Dag, og Luften var fuld af Rygter.
Sommersteds gav man ikke Tid til at reflektere: man flygtede i Rædsel til sikte Skjulesteder ved første Glimt af de nye Mænd; til sin Forbauselse fandt man som Regel alt urært, naar man endelig vovede sig frem.
Andetsteds slog Chefen i Bordet og sagde: „Nei naar det blir saa meget Leven her, saa flytter jeg!“ Og saa drog han med hele Befolkningen til andre Steder og grundede en ny Village.
Men nogle Chefer, og det var kanske ikke de færreste, tog det hele med kongelig Ro og besluttede at se Tiden an.
Og Sort og Hvidt mødtes; de snuste paa hinanden, og det var alt andet end behageligt. Hvidt syntes, at Sort lugtede som af gamle Kaalmarker, medens Sort gysende opdagede at Hvidt lugtede af Lig. Ikkedestomindre sad der omkring i Villagerne mangen gammel Gourmand, som nok gjerne vilde smage lidt paa den hvide Mand. Og det hændte jo ogsaa en sjelden Gang, at man bragte en falden Hvid, som saa blev tilberedt efter Kunstens Regler. Chefen tog sig et udsøgt Stykke, og det maatte han sige, at det smagte aldeles nydeligt; en liden, frisk Bismag af Salt, en ren Lækkerbidsken; og Chefen besluttede at behandle den Faldne som sin personlige Fiende og beholde ham helt for sin egen Mund.
Det blev mere og mere besynderligt dette med de hvide Mændt. De vilde ikke have Kvinder og Slaver; de vilde ikke røre deres Villager; de kom med Kobber og Messig og Tøi og Perler og bad om Gjeder og Høns; de havde Møder med Chefer og Noblesse og drog videre; ja, uden Rædsel tog de ind i Skovene til de onde Fetischer og de frygtelige Naboer. Og der kom andre hvide Mænd, der var en Trafik og en Uro som aldrig tilforn. Ja, det var i Sandhed en besynderlig Historie!
Men det kunde jo ikke negtes: de kom med Fred disse forunderlige Mænd. Gemytterne faldt efterhaanden til Ro; og Livet i Villagen gik iden gamle Gjænge; thi Cheferne, som havde talt med de Hvide, kunde melde den ganske Familie, at Fædrelandet ikke var i Fare — at Villagens Fremtid var sikret.
Og heri havde de gamle Chefer Ret; thi det første, som bestemtes af den nye Stats Chef, var, at de Indfødtes Villager med dertil hørende Omraader, Haver og Beplantninger skulde forblive de Indfødtes Eiendom og styres af dem selv overnsstemmende med deres gamle Skikke og Sædvaner. Og for yderligere at bevare Villagernes Integritet blev det bestemt, at ingen skulde kunde fordrive de Indfødte fra deres Opholdssteder eller berøve dem Adgang til Levnetsmidler, ligesom ingen uden Administrationens Samtykke kunde erhverve deres Jord til Leie eller Eie.
Dekretet om Villagernes fortsatte Selvstyre og Forbud mod Fremmedes Indtrængen i de smaa Negerriger fastlog et meget vigtig Princip og bestemte igrunden det hele Styre.
Allerede før var det jo ofte hændt, at Villager af samme Race havde en fælles Overchef; ny gik man kun et Skridt videre, idet alle Villager og alle Racer og Stammer inden det hele Landomraade fik én Overchef — Boula Matari[1], med Bibehold af hver Villages, hvilket vil sige hvert Negerfædrelands Uafhængighed.
Al Grund, som ikke var okkuperet af de Indfødte, eller som ikke allerede var erhvervet af andre, blev erklæret for Statens Eiendom; og heri handlede den ret og fornuftigt; — det var jo altsammen herreløst Gods og tilfaldt som saadant Okkupanten.
Man har hørt og læst om mange mægtige Chefer i Afrika; men der har vel neppe nogensinde i vor Tidsregning existeret en saa mægtig Chef over denne Verdensdels sorte Indvaanere som Kong Leopold, Hersker over ca. 20 Millioner Indfødte og Herre over henved halvtredie Million Kvadratkilometer Land.
Og han kan side med større Grund end nogen anden Fyrste: „L’Etat, c'est moi“.
- ↑ Boula Matari — Klippebryderen — er oprindelig de Indfødtes Navn paa Stanley, men anvendes nu som Betegnelse for Kongen og Staten.