Biskop Jens Nilssøns liv og virksomhed 1538–1600/3

Legg til lenke
Fra Wikikilden
◄  II.
IV.  ►
III.

Efter dette sees Jens Nilssøn endnu i nogen tid at have opholdt sig i Kjøbenhavn. Et exemplar af Carions verdenshistorie, der nu findes paa universitets-bibliotheket, bærer nemlig en paaskrift med hans haand, hvoraf sees, at han 29de Juni 1562 kjøbte bogen i Kjøbenhavn.[1] Formodentlig er han da senere ud paa sommeren eller om høsten vendt tilbage til Oslo, denne sin „fædrene by“, som han kalder den, og her blev han 23de April 1563 kaldet til rektor eller skolemester, hvilken post han tiltraadte den derpaa følgende 3die Mai. Han efterfulgte i denne stilling Rasmus Hjort, der i det foregaaende aar (ved kongebrev af 24 Februar 1562) havde faaet en anden, meget vel aflagt stilling som provst paa livstid over Tønsbergs provsti.[2] Efter den tidligere provst, Laurits Matssøn, havde biskopen, magister Frants Berg, nu havt dette i nogen tid og saa med kongens samtykke overdraget det til Rasmus Hjort, der formodentlig allerede paa denne tid var bleven hans svigersøn. Provsten over Tønsberg provsti var sogneprest ved Laurentiuskirken i Tønsberg, hvis betydelige gods fremdeles var forblevet samlet og nu forlenedes til den, som var provst, ved et formeligt lensbrev, med forpligtelse til at „opholde“ skolen i Tønsberg og forsørge de fattige i hospitalet, samt at give kongen en afgift af de til provstiet hørende kongetiender af Tønsberg len. Det var altsaa en blandet stilling; senere hen deltes den ogsaa i to, saaledes at provstiet blev en verdslig forlening, der ikke knyttedes til sogneprestembedet ved Laurentiuskirken. Da Rasmus Hjort overtog denne visselig meget indbringende stilling, blev der plads for Jens Nilssøn som rektor. Han var derved ogsaa kommen i et godt embede i den endnu unge alder af kun 25 aar, og kun faa maaneder efter sin tiltrædelse blev han (10 Oktober 1563) trolovet med biskopens datter, den syttenaarige Magdalena Berg;[3] den 16de Januar 1564 stod deres bryllup i Oslo, og fra nu af var Jens Nilssøn gjennem sit hele følgende liv fast knyttet til denne by, hvor han virkede til sin død.

Ved sit giftermaal blev Jens Nilssøn nær forbunden med Frants Berg, – en forbindelse, der hørte til de bedste, han overhovedet kunde vente at opnaa. Det er muligt, at biskopen allerede inden hans hjemkomst har udseet ham til sin svigersøn, og at ogsaa dette hensyn har været medvirkende, da han foretog den ordning, hvorved Rasmus Hjort opgav Oslo skole. Han blev ogsaa besvogret med denne sidste, hvilket yderligere tjente til at befæste venskabsbaandet. I tidens løb dannede der sig, som senere vil blive omtalt, omkring disse mænd en literær kreds, der for sin tid var noget aldeles enestaaende i vort fædreland.

Om Oslo skole og dens forhold i de aar, i hvilke Jens Nilssøn var dens rektor, haves der kun faa oplysninger; men det er ikke uberettiget at antage, at han har været en dygtig og nidkjær mand ogsaa i denne stilling, og at han med iver har taget sig af den ungdom, der var betroet til hans omsorg. Skolen havde sin bygning i det gamle Olafskloster, som allerede umiddelbart efter reformationen af kongen var bestemt til at anvendes i dette øiemed og i 1546 udtrykkelig var givet dertil; foreløbig havde det ikke kunnet benyttes, da bygningerne vare meget daarlige, hvorfor der i 1550 maatte skaffes penge til istandsættelsen ved at sælge en af klostrets kjældere; i 1552 synes „læsestuen“ at have været i brug.[4] En anden del af klosterbygningerne var overdraget Frants Berg som eiendom;[5] skolen havde en gaardsplads, der i den gamle tid havde været munkenes „prattel“, hvorved formodentlig menes den indbyggede klostergaard.[6] Rektor har formodentlig havt sin bolig i skolens bygning, hvor ogsaa læsemesteren skulde boet efter bestemmelsen fra 1546. Men ialfald i 1556 boede denne med de øvrige kanniker paa kannikegaarden, der ogsaa laa i nærheden.[7] Læsemesteren, lector

Gidesia; i fortalen til Elegidion omtaler Jens Nilssøn hende som matrona pudicissima ac honestissima; han taler der ogsaa om ægteparrets filii ac filiæ multissimi. theologiæ, havde en meget anseelig stilling som den, der i kapitlet var den nærmeste efter selve biskopen, og stod betydelig over rektor, skolemesteren, der ved siden af ham var en forholdsvis underordnet mand. Det er saaledes naturligt nok, at der forekommer exempler paa, at en rektor er bleven befordret til lektor.

Da Jens Nilssøn tiltraadte sit embede, forefandt han netop en saadan læsemester, der tidligere havde været rektor, nemlig den før nævnte magister Jon Anderssøn, der i 1549 var kommen til Oslo fra Kjøbenhavns skole. I den første tid, hvori denne mand var i Oslo, vakte han, ligesom han ogsaa havde gjort i sin tidligere stilling, forargelse ved sin drikfældighed og forvoldte Frants Berg saadanne vanskeligheder, at denne erklærede, at han hellere vilde opgive sit embede end finde sig i hans forargelige levnet. Efter en skarp formaningsskrivelse fra Sjællands biskop, selve Petrus Palladius, synes imidlertid Jon Anderssøn at have forbedret sig noget, og han blev saaledes staaende som lektor indtil sin død, der indtraf i 1577.[8] Medens Jens Nilssøn forestod skolen, var Jon Anderssøn formodentlig endnu nogenlunde brugbar, skjønt han, efter hvad der kjendes til ham, neppe har været noget særdeles udmærket som ungdommens lærer. Skolens underordnede personale bestod maaske kun af to lærere, en øverste hører og en anden hører, der lønnedes med en del af kapitlets gods. De norske skoler havde i hine dage kun faa lærere. Om skolen i Tønsberg, der underholdtes af provsten ved Laurentiuskirken, oplystes saaledes i 1555, efter provsten hr. Laurits Matssøns død, at han altid havde havt tre personer til at gjøre tjeneste i kirken og ved skolen;[9] af dem har formodentlig den ene været rektor, den anden hører og den tredie provstens kapellan. Men det maa dog herved haves for øie, at skolen i Tønsberg var den i Oslo langt underordnet og vistnok meget tarvelig udstyret.

Ligesom Rasmus Hjort, enten som lærer eller som overordnet, havde knyttet Jens Nilssøn nær til sig, saaledes virkede ogsaa denne i samme aand paa sine disciple. Nogle af de bedste blandt disse vedbleve altid senere i livet at staa sin fordums lærer meget nær og traadte tildels i slægtskabsforhold til ham. Der er tre af Jens Nilssøns disciple, der særlig ere bekjendte. Den ene var adelsmanden Peder Iverssøn Jernskjæg fra Fritsø, der i nogle aar nød hans undervisning i Oslo skole, medens Jens Nilssøn var hører.[10] Han blev senere eier af sin fædrenegaard, hvor Jens Nilssøn mange aar senere besøgte sin gamle elev, der altid vedblev at staa i et venskabeligt forhold til sin lærer. Fremdeles møder man i discipelskaren den bekjendte theologiske og historiske forfatter Halvard Gunnarssøn,[11] der synes at have været fra Sarpsborgkanten, og endelig som den tredie, Peder Vemundssøn, der var født i nærheden af Bergen og senere var prest i Sandehered og provst, til sin død i 1621.[12] Foruden disse tre mænd har sandsynligvis ogsaa et stort antal af dem, som senere hen bleve prester i Oslo stift, i denne tid nydt godt af Jens Nilssøns undervisning, og han har paa sin side fra denne skolevirksomhed havt nøie kjendskab til adskillige af dem, der siden, da han var rykket høiere op, bleve hans underordnede.

Norges lærde skolevæsen stod i sin almindelighed ikke meget høit paa den tid, da Jens Nilssøn var rektor. Skjønt de norske skoler efter kirkeordinansen skulde være indrettede paa samme maade som de danske, for de størres vedkommende med 5 klasser, for de mindres med 2,[13] er det neppe rimeligt, at de allerede paa denne tid skulde være komne i fuld orden. Men det synes, som om Jens Nilssøn og maaske allerede Rasmus Hjort med held have arbeidet paa at hæve skolen i Oslo. Medens tidligere de, der ønskede, at deres børn maatte drive det til noget høiere end det lavmaal af kundskaber, som tiden krævede for at blive prest, som oftest vare henviste til at lade sine børn, ialfald i nogle aar, besøge danske skoler, synes dette at aftage omkring 1560. Frants Berg havde selv i 1555 sendt sin søn til Odense og Kjøbenhavn, ligesom ogsaa Jens Nilssøn var i Danmark under en del af sin skolegang. Nu derimod sees endog adelsmænd at lade sine sønner gaa paa Oslo skole, og andre dygtige mænd forlade ikke denne, forinden de umiddelbart kunne gaa over til de tyske universiteter. Desværre ere kilderne kun sparsomme og ufuldstændige, saaledes at det tør være noget dristigt at drage bestemte slutninger paa grundlag af dem; men der foreligger dog i det som her er fremført, antydninger i retning af, at skolen er bleven forbedret.

Jens Nilssøn har selv udgivet en skolebog, den første, der vides at være forfattet af en norsk skolemand; den er rigtignok først udkommen adskillige aar efter, at han havde forladt rektoratet, og den vedkommer nærmest den del af skolens gjerning, der var henlagt under dens lector theologiæ. Men den giver dog, ialfald indtil en vis grad, en veiledning til ogsaa at lære de anskuelser at kjende, som han selv havde om undervisningen og dens methode, medens han var rektor.

Dette skrift, der nærmere vil blive omtalt i det følgende under oversigten over Jens Nilssøns forfattervirksomhed, heder Επίδειγμα seu specimen commentationis meditationisque sacrarum literarum, in gratiam tyronum gymnasij Asloënsis. Deri gjennemgaaes første kapitel af første Mosebog, hvorved anledningen gribes til at komme ind paa forskjellige videnskaber. Under forklaringen af skabelseshistorien kunde saaledes læreren benytte omtalen af himmelens skabelse til at give sine disciple en oversigt over astronomien, og paa samme maade kunde han finde anledning til at gjennemgaa geografien, zoologien og botaniken for dem. Man faar i denne lille bibelfortolkning bl. a. en kort fremstilling af stjernebillederne og en opregning af Europas vigtigste byer, indsøer og floder, hvorved der selvfølgelig tages adskilligt hensyn til fædrelandet.

Som det er at vente efter hele det 16de aarhundredes tankegang, er theologien det hovedsagelige; den er det midtpunkt, om hvilket den øvrige undervisning maa ordne sig. Men uagtet Jens Nilssøn vil have de øvrige skolefag, der efter den i hans tid herskende opfatning ikke skulde indgaa som selvstændige led i undervisningen, indordnede under den lærer, som foredrager theologi, har han dog øie for deres betydning. For nutidens skolemænd maa det tage sig underligt ud, at man for 300 aar siden tog anledning af skabelseshistorien til at fremstille f. ex. astronomiens og geografiens grundtræk for skoleungdommen. Men i det 16de aarhundrede betegner dette et fremskridt, et mere aabent blik for betydningen af videnskaber, som først langt nede i tiden ere blevne indordnede i rækken af de fag, der danne grundlaget for den almindelige dannelse. Før Jens Nilssøns tid har der paa de norske skoler neppe været foredraget meget om saadanne ting, medens de, efterat han havde skrevet sin lille bog, maa for en tid være blevne faste læregjenstande baade i Oslos og i andre skoler, hvor den kan være bleven benyttet. Om nogen omfattende undervisning i disse fag kan der imidlertid ikke have været tale.

Det var en meget urolig tid, i hvilken Jens Nilssøn forestod skolen i sin fødeby, og dette maa i flere henseender ogsaa have øvet en hemmende indflydelse paa skolens og dens rektors virksomhed. Den nordiske syvaarskrig udbrød netop i det aar, i hvilket han blev ansat som rektor, og Jens Nilssøn maatte med byens øvrige indbyggere bære sin del af de skatter, som bleve udskrevne i anledning af krigen. Dette kan have faldt ham tungt nok.[14] Inden krigen havde raset til ende, blev derhos Oslo umiddelbart hjemsøgt af dens ulykker. Da Svenskerne i Februar 1567 rykkede frem mod byen, blev den opbrændt af sine borgere for ikke at give fienden noget tilhold, og hvad der efter dette var tilbage, blev senere ødelagt af fienderne. Skolen, biskopsgaarden og stadens øvrige offentlige bygninger brændte, og hvad der stod igjen, kan alene have været murene af de faa stenhuse og de enkelte hvælvede kjældere, der fandtes i byen. Massen af dennes huse, der næsten alle vare af træ, maa have ligget aldeles i grus. Oslo var ikke længere noget blivende sted, og enhver, som kunde, flygtede bort. Man finder saadanne flygtninge af Oslos rigere familier helt henne i Nedenæs,[15] og Jens Nilssøn selv tog den samme vei. Skolens virksomhed var stanset, dens rektor og disciple spredte for alle vinde. Jens Nilssøn fandt i denne tvungne fritid en sysselsættelse ved at afskrive det haandskrift af kongesagaerne, som gaar under navn af Jøfraskinna. Hans afskrift er bevaret til vor tid og vil blive nærmere omtalt nedenfor; af de bemærkninger, som Jens Nilssøn har nedskrevet i denne bog, sees, at han 21de Mai 1567 var paa gaarden Rinde i Sandøkedal, hvor han fremdeles opholdt sig den 22de, 23de og 25de i samme maaned. Den 29de var han ogsaa paa reisen, men synes da at have opholdt sig noget mere østlig, formodentlig paa veien hjemover mod Oslo. Stedet, hvor han da var, kan dog ikke med bestemthed paavises, da navnet er skrevet med lidt utydelige træk.

Efterat Oslo igjen var forladt af fienderne, maa indbyggerne efterhaanden være vendt tilbage og have begyndt at indrette sig paa de gamle tomter. Men med byens gjenopførelse gik det neppe meget hurtig. Det blev nemlig bragt paa tale at flytte den over paa den anden side af Bjørviken og bygge den op under Akershus’s mure, og denne plan fremkaldte endog et kongebrev, der befalede borgerne at flytte sin by og forlade brandtomterne i Oslo.[16] Skjønt dette bud allerede blev tilbagekaldt i 1568, aaret efter den store ødelæggelse, maa det dog have bidraget sit til at forsinke gjenopførelsen. Der er rigtignok ingen grund til at tro, at borgerne samvittighedsfuldt have overholdt forbudet mod at bygge paa de gamle tomter; men ganske uden virkning kan det dog ikke have været, og navnlig maa det antages, at der i hele den tid, hvori der forhandledes om byens flytning, ikke for alvor er gjort noget skridt til at sætte de afbrændte offentlige bygninger i stand. Skolen er ialfald neppe kommen i gang i 1568, og det kan vel være tvivlsomt, om den overhovedet har faaet sin bygning istand og er bleven aabnet paa ny i de aar, i hvilke Jens Nilssøn fremdeles stod som dens rektor. Naar saavel Halvardskirken som biskopsgaarden endnu i de første maaneder af 1572 ikke vare istandsatte, er det neppe rimeligt, at man var kommen længere med skolen, der laa i samme klynge af bygninger. Skolen kan dog have hjulpet sig med et midlertidigt lokale, i hvilket dens lærere kunde gjenoptage sin virksomhed.

Jens Nilssøn blev efter denne tid ikke længe staaende som skolemester. Han har visselig bestandig havt en tanke paa, at denne stilling for ham kun var en gjennemgang til en mere betydelig, og med det for øie har han rimeligvis i hele den tid, hvori han forestod skolen i Oslo, fortsat sine videnskabelige studier. Som den naturlige afslutning paa disse stod graden som magister philosophiæ, og mod den sigtede ogsaa Jens Nilssøn, der ved at tage denne grad kunde haabe at erhverve de nødvendige betingelser for at opnaa de bedste stillinger, som den norske kirke havde at byde. Hans indtægter bleve ogsaa i denne tid noget forbedrede; i 1570 fik han saaledes ved et kongebrev, udstedt i Nykjøbing 27de Oktober,[17] et ledigt kannikedømme, uden at der samtidig nævnes noget om, hvorvidt han ved siden deraf skulde beholde det, som han tidligere havde havt; det vides imidlertid, at han samtidig har indehavt begge disse kanonikater og beholdt dem til sin død. Derefter bestyrede han kun i nogle maaneder sin skole, uden at han dog med det samme fuldstændig opgav rektoratet.

  1. ↑ Paa titelbladet har Jens Nilssøn selv skrevet: 1562. Ioannas Nicolaj Asloensis me possidet. D. 29 Junij. og paa bindets indvendige side: Emptus Hafniæ 1562. D. 29 Junij. Ved hans død er bogen gaaet over til hans søn, Evert Jenssen, der ogsaa indvendig paa bindet har skrevet sit navn: Everhardus Joannis 1600; men allerede i 1609 har den faaet en ny eier.
  2. ↑ Norske rigsregistranter, I, s. 881. Smlgn. Samlinger til det norske folks sprog og historie, II, s. 362 flg.
  3. ↑ Magdalena Berg var, efter hvad der oplyses nedenfor, s. 565, født i Ribe 1ste Mai 1546. Frants Berg, som 1548 blev biskop i Oslo og Hamar stifter, var paa den tid ansat i Ribe, sandsynligvis som sogneprest, og var gift med en søsterdatter af provst Svend i Vestervig, ved navn Karine Lauritsdatter. Hans forældre vare igjen Claus Berg, om hvem det paastaaes, at han tilhørte en patricierslægt fra Lübeck, og som efter at være indkaldt til Danmark forfærdigede den berømte altertavle i Graabrødrekirken i Odense, og Margrete Grott fra Rendsburg, en datter af Evert Grott. Fra denne er navnet Evert kommen ind i de fra ægteparret stammende slægter, idet Frants Bergs svigersønner, Jens Nilssøn og Rasmus Hjort, hver kaldte en søn med dette navn, Evert Jenssen og Evert Rasmussøn. Danske magasin, I, s. 24 flg. og E. Pontoppidan, Annales ecclesiæ Danicæ, III, s. 188–190. Smlgn. Ny kirkehistoriske samlinger, III, s. 506 flg. Det siges undertiden, at Jens Nilssøns hustru var opkaldt efter sin farmoder og hed Margrete; men dette er aldeles urigtigt. Jens Nilssøn kalder hende saavel i sin levnetsbeskrivelse som i fortalen til sit oftere anførte digt, Elegidion, Magdalena. Den datter af Frants Berg, der var gift med Rasmus Hjort, hed Gidse, paa Latin Gidesia; i fortalen til Elegidion omtaler Jens Nilssøn hende som matrona pudicissima ac honestissima; han taler der ogsaa om ægteparrets filii ac filiæ multissimi.
  4. ↑ Norske rigsregistranter, I, s. 87, 119 og 149.
  5. ↑ Norske rigsregistranter, I, s. 149. Smlgn. C. C. A. Lange. De norske klostres historie (2. udg.), s. 442.
  6. ↑ Diplomatarium Norvegicum, I, no. 1117.
  7. ↑ Smlgn. det i foregaaende note anførte sted.
  8. ↑ Dr. Holger Rørdam, Kjøbenhavns universitets historie, I, s. 647 flg. Smlgn. A. E. Eriksen, Acrostichis, s. 8 flg.
  9. ↑ Diplomatarium Norvegicum, I, no. 1116.
  10. ↑ Hans Jakobssøn Jersin. Tuende lijgprædichener o. s. v. 1616 og 1617, fol. Biij. Her siges om Peder Iverssøn, da han af sine forældre blev sat i Oslo skole: „Dernest haffue de indskicket hannem til Opslo Schole, der at informeris vdi Boglige konster, Scriffuen, Læsen, oc anden Gudelighed. Tuctighed oc gode sæder, Oc vaar hand i samme optuctelse i try Aar.“ Peder Iverssøn var født 22/1 1551; da han, til han blev 19 aar, ifølge Jersins ligprædiken havde været 3 aar i Oslo, 3 aar i Rostock, 3 aar hos en af sine slægtninge i Danmark og i 3 aar deltaget i krigen mod Sverige i Kristofer Valkendorfs tjeneste, skulde hans skolegang i Oslo have faldt mellem 1558 og 1561. Saaledes har han kun nydt Jens Nilssøns undervisning, medens denne var hører.
  11. ↑ Saaledes beretter Halvard Gunnarssøn selv i sit 1603 udkomne skrift, Evangeliorum dominicalium et festivalium anniversariorum paraphrasis, hvor han i fortalen henvender sig til Peder Vemundssøn i følgende Ord: „Quod autem, venerande Dn. Præposite, sub nomine tuo libellum hunc in lucem prodire tibique nuncupare volui, factum est eo, qvod ab ineunte ætate ante anno 40 in schola Asloensi, cujus condiscipuli tum temporia ambo eramus, me ut amicum fraterna qvasi necessitudine devinctum coluisti.“ Smlgn. Halvardi Gunnarii Acrostichis, udg. af A. E. Eriksen, s. 6 og 35.
  12. ↑ Smlgn. sidst anførte note og Norske samlinger, I, s. 86, samt Gjessings jubelbærere, III, 1, s. 99 flg.
  13. ↑ Smlgn. R. Nyerup, Historisk statistisk skildring af tilstanden i Danmark og Norge i ældre og nyere tider, III, 1, s. 5–75 og Dr. theol. A. Chr. Bang, Udsigt over den norske kirkes historie efter reformationen, s. 30.
  14. ↑ Norske rigsregistranter, I, s. 396, hvor der tales om den skat, Jens Nilssøn skulde betale i 1564.
  15. ↑ Smlgn. nedenfor, s. 568 flg., hvor Jens Nilssøn omtaler Oluf Glads flugt til Asdal, Norske magasin, I, s. 166, note 2, og Historisk Tidsskrift, II, 3, s. 273.
  16. ↑ Om planerne til Oslos flytning i 1567–1568, og hvad dermed staar i forbindelse se L. Daae, Det gamle Christiania, s. 15 flg.
  17. ↑ Norske rigsregistranter, I, s. 671. Smlgn. ovenfor s. XVIII og hvad der i det følgende oplyses om fordelingen af Oslo domkapitels jordegods mellem dets enkelte medlemmer.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Biskop_Jens_Nilssøns_liv_og_virksomhed_1538–1600/3&oldid=48971»