Bastarder/XIII
Hans første indskydelse var den at gå bort til hende — at ta hendes hånd, — Gud ved hvorfor, og hvad han så skulde sagt — —. Men han betænkte sig også i tide; det var unyttigt, det var altfor silde; om de endnu kanske kunde si hinanden nogle velmenende ord, vilde det alene bli en mat og kortvarig illusion: en svag spindelvæv, som næste formiddags støvekost skulde vide at fjerne.
— Men da han atter var kommet tilrette i sin lade stilling, og hans øine fulgte den skiddengrå røg fra cigaretten, trængte sig mod hans vilje et gammelt spørgsmål frem — der gjaldt en af livets besynderlige metamorfoser: hvorledes to mennesker, der har stået hinanden meget nær, umerkelig kan fjernes, indtil de går der fremmede ved hinandens side, halvt nysgjerrige, halvt ligegyldige; hvorledes enhver af dem er blit en anden, et væsen, man kjender modbydelig godt og dog altfor lidet; hvorledes tusen småting — et uforsigtigt smil, et banalt udtryk, — en mættet lidenskab, hvortil der stilles en uklog appel, — kan afstumpe ens følelser, gi dem en seig overhud, som for hver dag blir tykkere og mere kvælende.
Han vidste nok på en måde, hvorfor også hans ægteskab var kommet i den sorte gryde. Han vidste, at skylden var væsentlig hans egen.
Engang, for længe siden, da han endnu var en meget ung mand, — en bedrøvet og sangvinsk yngling, men blaseret naturligvis! — omtrent som denne Albrechtsen — havde han elsket. Han havde elsket, som om der kun var den ene kvinde til i verden, han havde gladelig ofret alt for hendes skyld, han havde begået alle de dumheder, der på nogen måde gaves anledning til, han havde været varsom og snil, jaloux og forrykt om hinanden; — til syvende og sidst blev han for brysom, og der kom et brud.
Efter en passende sørgetid, som var alvorlig nok, begyndte han at gå løs på livet, først for at døve, senere fordi han fik smag på det; — hans livskraft var så spænstig, at den tillod ham en drøi arbeidsomhed, skjønt han samtidig anvendte megen flid på sit legemes ødelæggelse. I trediveårsalderen havde han omsider opnået at gi sin fars engang lidt vaklende firma en solid position — han var derhos på vei til at gå træt, han var ialtfald blit temmelig kræsen; der var vågnet en usikker længsel hos ham efter en fornem og tilbagetrukken lykke, efter en kvinde, med hvem man kunde leve livet stille og værdig: — gjerne lidt stiv og kjølig, med gjemt lidenskab, der lod sig ane i hastige og uventede glimt. Og han traf en dame, der syntes ham at være den rette, en stilig og klog dame, der forstod hans ironi, — ung endnu og nylig begyndt på livet, men med tidlig modnet instinkt, ikke synderlig naiv, smidig og uangribelig i sit koketteri — — og uden egentlig at være forelsket, gik han en vakker dag hen og bad om hendes hånd.
Den første tid gik det godt; d. v. s. hun var selvfølgelig en anden end den blege mylady, han havde konstrueret sig. Hun var korrekt og klog, men hun savnede ingenlunde mod og livslyst, tværtimod: endnu havde hun intet spildt af sin ungdoms evne til lykke, og hun stormede ind i den verden, der åbnede sig, med store og heftige krav.
Han på sin side havde vanskelig for at lægge bort den spidse ironi fra deres første bekjendskabs dage; den var, fra at danne et værn om hans blødere følelser, begyndt at gro sammen med hans egentlige væsen; den tvilende kynisme havde opløst sig i hans blod, det løb seigere, mattere, blegere gjennem hans årer. Han merkede det først gjennem den virkning, det øvede på hende. En og anden liden bemerkning — et blik, et smil — kunde hos hende fremkalde en hastig og forbigående reaktion, som han i øieblikket ofte la mindre merke til, men som han senere vidste at gjenkalde sig. Hun kunde bli rød, eller fryse ved hans ord eller ganske stivne — alt for rene bagateller. Det forundrede ham lidt, at det undertiden var lignende ting som dem, hun før ægteskabet havde modtaget med et glat, næsten gouterende smil, der nu kunde ha en så besynderlig indflydelse. — Efterhånden blev denne momentane reaktion sjeldnere; men der var da foregået en forandring også hos hende. Det hændte, at et af hans tvetydige smil uventet fandt et lignende. Forandringen behagede ham ikke; den havde dog mindre at betyde. Men samtidig var der kommet noget vist hærdet over hende, hun mødte ham med et glat og koldt panser, som hun nødig lod sig afklæde. Det ærgrede ham; han blev tilsidst virkelig interesseret. Han forsøgte at erobre hende; men han var ikke heldig i valget af sine midler. Han vilde gjøre hende jaloux; hun blev også jaloux; men jalousien var ikke af det gode. Hun tog simpelthen hevn; hun anskaffede sig etpar tilbedere og benyttede sit koketteri med megen virkning. Han havde hele tiden en ubehagelig fornemmelse af, at hun førte sin kårde finere og sikrere end ham, — og han blev følgelig mere og mere hensynsløs. — Der syntes at skulle komme en udsoning, da hun fik et barn. Men barnet døde. Og ikke længe efter opdagede hun, at han havde været hende utro. Det øieblik glemte han ikke: der faldt ikke et heftigt ord; det syntes neppe engang at gjøre indtryk på hende. Kun i hendes hårde blå øine glimtede der et ondt smil —.
Dermed var forholdet sprængt. Han fortsatte sine ulovlige forbindelser. Rimeligvis havde heller ikke hun taget sig helt ivare. Han havde ingen beviser, men hans mandfolkeskepsis tilsa ham, at det modsatte vilde være urimeligt. — Han havde forlængst opgivet at vinde hende; det interesserede ham ikke længer; hun havde tabt sin sensuelle tiltrækning for ham, og den rent intellektuelle forfængelighed, som en stund drev ham til at fortsætte kampen, formåede ikke længe at holde ham i ånde. — Han betragtede hende nu nærmest med en blanding af sympatisk respekt og ængstelig nysgjerrighed: denne lidenskabelige og oprevne kvinde var istand til at begå de besynderligste ekstravaganser for at udfylde livet; herren afvende de mange og onde varsler!
— Han reiste sig; det var på tide at gå til kontoret.
Fru Ellinor vendte sig mod ham: «Der er noget, jeg gjerne vilde tale med dig om.»
«Vilde du —?»
«Ja. — Du Krohg, det var egentlig uforsigtigt af os, at vi efter fars død tog Lolly herind.»
«Uforsigtigt?»
«Ja, det er ikke noget godt sted for Lolly, vort hjem — og vore venner er ikke de bedste, vi kan vælge til omgang for en ung pige,» fru Ellinor reiste sig, «jeg er undertiden bange for, at det skal gå Lolly, som det er gået mig, — og jeg under hende bedre,» sluttede hun med lav og anstrengt stemme.
Krohg var blegere end vanligt, da han svarede: «Hvad vil du da? Skal vi sende hende til din onkel i Trondhjem? — Siden vort hjem ikke er godt nok.»
«Nei, ikke endnu,» hun nærmede sig og så fast på ham: «jeg kan vanskelig undvære hende. Jeg burde naturligvis sendt hende bort for længe siden — jeg er så altfor egoistisk. Men hvis der skulde hænde noget — jeg mener: hvis der skulde tilstøde mig noget, så jeg ikke længer kunde passe på hende — —»
Krohg greb uvilkårlig hendes hånd.
«Så må du sørge for, at hun straks reiser. Husk på det. Det er det eneste, jeg kræver af dig. Jeg beder dig jo aldrig om noget, men det beder jeg dig om: lov mig det, Krohg, lov mig, at du gjør dit for at hindre, at Lolly blir ødelagt, hun også.»
«Men Ellinor, hvad mener du? du tænker vel ikke —? hvad går der af dig?»
«Der går ingenting af mig. Jeg har slet ikke tænkt at kjøbe revolver eller denslags,» hun smilte, lidt forlegent, og forsøgte at ta sin hånd til sig; men Krohg holdt den fast, «jeg er bare så urolig for Lolly.»
Krohg stod et øieblik og så på hende. Der kom et besynderlig blødt udtryk i hans øine. Han bøiede sig ned og kyssede hendes hånd.
Hun rev sig løs: «Hvad skal det betyde —? Er du blit sentimental, du også?» hendes stemme havde fået en kold, hånende klang, «aha — min kjære konsul Krohg, er det så dårlig bevendt med dig, gamle jægersmand, at du græder over dødt vildt. Ta dig sammen, kjære gemal.»
«Å Ellinor — la os for én gangs skyld være naturlige mod hinanden —»
«Naturlige? Nei for al del. Nei på ingen mulig måde. — Men si mig, hvad er det, som har bragt dig så rent ud af fatning —?»
«Du var så underlig —; desuden har jeg siddet og fantaseret over svundne dage.»
«Du gode Gud. Du begynder vist at gå i barndommen. Du og Albreehtsen blir næsten lige gamle. — Nei ved du hvad — —. Løft dit hoved, du raske gut.»
«Ellinor, kan du ikke —»
«Nei, jeg kan ikke. Jeg kan overhovedet ingenting. — Du må begynde forfra, min elskede. — Jeg tror, mr. Wheeler er den eneste voksne af dere allesammen. Hans letsindighed er at lide på. Gak i lære hos ham.»
Fru Ellinor satte sig leende tilbage i sin stol:
«Han duer. Han er renset for gefühl. Du skulde set ham isommer engang — ude på løkken. Sån står han altid for mig. Han havde stjålet mit salongevær og skudt en fremmed kat, som var kommet ind i haven. Så stod han der med et mildt og venligt smil og glædede sig over kattens sidste trækninger. Det var hans seksognittiende, påstod han. — Du Krohg, den fyr vil kunne hjælpe en overflødig elskerinde udover trapperne, lige galant, som han skyder sin pusekat no 97. Sån skal det være. Hahaha.»