B. E. Bendixen, De tyske haandverkere paa norsk grund i middelalderen

Alexander Bugge

B. E. Bendixen, De tyske haandverkere paa norsk grund i middelalderen

Historisk Tidsskrift, femte række, andet bind, 1914 (s. 222-234).

B. E. Bendixen: De tyske haandverkere paa norsk grund i middelalderen. Videnskapsselskapets skrifter. II. Hist.-filos. klasse 1911. Nr. 2. Kristiania 1912. I kommission hos Jacob Dybwad.

Det norske haandverks historie er endda ikke skrevet. Av forarbeider findes der heller ikke mange. Vi maa derfor være taknemlige, fordi skolebestyrer B. E. Bendixen i Bergen har behandlet et av de mørkeste avsnit av haandverkets historie i Norge, den tid da tyske haandverkere raadet i vore byer. Forfatteren tar ogsaa med hvad vi vet om norske haandverkere fra omkr. 1250 av og til begyndelsen av det 16. aarhundrede. Disse oplysninger er dog temmelig spredte og ikke helt fuldstændige. En kunde ha ønsket at hr. Bendixen ogsaa i sammenhæng hadde behandlet det norske haandverks historie i middelalderen. Da hadde det været lettere at skjønne hvordan de tyske haandverkere kunde vinde saa stor magt i Norge. Jeg skal derfor her tilføie endel oplysninger som jeg har samlet om norske haandverkere i middelalderen. I oldtiden var de norske like ens som andre germanske bønder ogsaa haandverkere og laget hjemme paa gaarden det meste av de vaaben og redskaper som de brukte, bygget huser og skib o. s. v. I Rigsþula heter en af bondens (Karls) sønner Smiðr. – Dette ord betegner i gammelnorsk ikke bare »smed«, men haandverker i det hele. – I Egils saga heter det (k. 1) om Kveldulv, at han »hadde for skik at staa op tidlig hver morgen og gaa omkring og se hvad hans verkmænd foretok sig, besøke smidjerne og se til buskapen paa marken«. Om Kveldulvs søn Skallagrim heter det, at han var »flink til at arbeide i træ og jern og en utmerket smed«. Paa storgaardene i Norge blev det visselig hele middelalderen igjennem drevet alslags haandverk, først og fremst naturligvis for at forarbeide hvad der trængtes paa gaarden, men delvis vistnok ogsaa for at sælge til andre. Omkr. 1150 nævnes i Haalogaland en lendermand (av ætten paa Torgar?) ved navn Viljálmr skinnari^[1] (d. e. skindbereder). En tør vel tro, at han hadde faat sit tilnavn fordi han garvet skind og solgte dem. Fra middelalderen stammer, som vi vet, de av vore gaardnavn som ender paa ruð. Av ruð-navnene er der en hel del, som viser at gaarden har været ryddet av en haandverker. Det er navne som Skinnararuð, Kambararuð (av kambari »kammaker«), Platararuð (av platari »harniskmaker«), Koppararud (av koppari, en som gjør trækopper, en dreier), o.s.v.^[2] Der har altsaa paa landet i Norge i middelalderen bodd en hel del forskjellige haandverkere. Slik var det vistnok hele middelalderen igjennem. Især nævnes i gamle skindbreve navnene paa mange landsens smeder: Þorbion (!) smiðr i Skrautval 1311, Þorsteinn smiðr paa Hedemarken 1323, Odd smed paa Søndmøre 1329, Ollafr smidhar i Valdres 1331, Biorn smidhr paa Avalsnes 1392, Peter smid i Borgesyssel 1463, o.s.v.^[3] En Alfr skinnari nævnes 1341 paa Hundorp i Gudbrandsdalen og en Nikolaus skinnare i Vik i Jemtland 1509^[4]. Ogsaa skræddere var der paa landet. En Hallvard skrædder nævnes 1393 i Borgesyssel^[5]. Ja endog skomakere omtales, saaledes i 1422 en Svein skomaker i Skjeberg i Smaalenene og 1516–17 en (rimeligvis tysk) »Heningh skomagher« paa det gamle høvdingesæte Hestbø i Finnø i Ryfylke^[6]. Først mot slutten av middelalderen søkte man at samle haandverket i byerne. I en forordning av 4. decbr. 1490 heter det: Tesliges forbiudom wy a(l)th landz koup paa landz byghden oc ey heller koperslaghare eller jern smide the som smo smide kunne smidha^[7]. I det 15de aarh. var der paa Bergenhus og visselig ogsaa paa de andre kongelige borge og paa kongsgaarder og adelsgaarder mange forskjellige slags haandverkere, skomakere, smeder, skræddere, tømmermænd, skibstømmermænd, murmestere, kalkslagere, taktækkere, malere o. s. v. (s. 137). Det ser ut, som om haandverket i Norge i middelalderen stod paa et mere oprindelig utviklingstrin end i Mellemeuropa. Det samme var jo ogsaa tilfældet med handelen. Den norske handel og skibsfart var hele middelalderen præget av at den i sin største blomstrings tid, i vikingetiden, hadde været en bondehandel. Endnu i det 14. aarh. eiet norske stormænd og bønder skibe og seilet paa kjøpfærd til skatlandene og utlandet. Samfundets økonomiske bygning mindet paa mange maater om Frankerrikets under Karl den store. Byerne spillet, vet vi, en forholdsvis liten rolle, og forskjellen mellem by og land var mindre end i Mellemeuropa. Hermed hænger det ogsaa sammen, at bondehaandverket i nyere tid likeledes har blomstret i mange av vore daler, ja delvis endda gjør det.

Bendixen mener (s. 27), at de tyske haandverkere kom ind i landet, fordi tyskerne ikke var synderlig fornøid med det norske arbeide. »Deres landsmænd leverte vel bedre og mere moderne arbeide.« Jeg er ikke viss paa om denne opfatning er rigtig. Det har kanske været tilfælde med skomakerne og skrædderne, men ellers ikke. Det norske haandverk stod tvertimot høit. Alt paa folkevandringstiden var der i vort land utdannede haandverkere, som levet av sit arbeide og solgte sine varer, vaabensmeder, guldsmeder og pottemakere. I vikingetiden stod haandverket endda høiere, som vi bl. a. kan se av Osebergfundet. Sagaerne nævner ogsaa forskjellige haandverkere, tinsmeder, skibstømmermænd o. s. v. Det norske haandverk stod i vikingetiden likesaa høit som det engelske eller mellemeuropæiske. At det efter kristendommens indførelse begyndte at dale, er litet sandsynlig. Hvad vi har bevaret, f. eks. av kirkeinventarer, synes ikke at tale derfor. Retterbøterne fra slutten av det 13de og begyndelsen av det 14de aarh. viser at der i byerne var alle slags haandverkere. Nordmændene var saaledes hele middelalderen igjennem dygtige guldsmeder. Endnu findes der endel vakre drikkehorn av sølv, som er fra 14de og 15de aarh., og som synes at være av norsk arbeide^[8]. Merkes maa det ogsaa, at tyske vaabensmeder, kammakere og pottemakere aldrig nævnes i Norge. Alle disse haandverk blomstret dog hele middelalderen igjennem, som vi kan se av aktstykker og utgravninger baade i Trondhjem^[9] og paa Tyskebryggen i Bergen^[10] I gaarden Schaften i Bergen bodde, ser man, oprindelig kammakerne. Der er ogsaa paa Tyskebryggen fundet lerkar baade av norsk og av rhinsk fabrikat og tintallerkener og andre metalarbeider, som synes at være norske.

De tyske haandverkere kom, som hr. Bendixen (s. 27) viser, til Norge i følge med de tyske kjøbmænd. De fulgte den almindelige tyske utvandringstrang i det 13de aarhundrede. Muligens har de ogsaa arbeidet for eksport^[11]. Men naar de, særlig i Bergen, fortrængte nordmændene, da var det efter min mening først og fremst fordi de var bedre organiseret, og ikke fordi de leverte saa meget bedre arbeide. I Norge er gildevæsenet ældgammelt. Derimot kjendes fagforeninger, gilder eller laug av farmænd og haandverkere først fra forholdsvis sen tid. Og laugsvæsenet vandt aldrig rigtig indpas i Norge. Mot slutten av 13de aarh. hadde haandverkerne i Bergen søkt at organisere sig i gilder, det vil sige i laug. Men den omtrent enevældige kongemagt, som ikke likte selvstyre i byerne, tillot ikke dette nymæle. I en retterbot av 9de mars 1295 forbød Eirik Magnussøn alle »gilder (ɔ: laug) av lodser, guldsmeder, jernsmeder, Englandsfarere, haandverkssvender, bryggesjauere, bryggere og arbeidskoner«. Bendixen sammenligner (s. 25) dette med et lignende forbud av biskopen i Roskilde for Kjøbenhavn og mener at dette sidste har været forbilledet. Merkelig nok nævnes ikke skomakerne, som dog alt ved denne tid spillet en betydelig rolle i Bergen^[12]. Det er mulig at skomakerne i Bergen endnu ikke hadde sluttet sig sammen til et laug. Dette er dog litet sandsynlig, naar vi betænker at baade guldsmedene og jernsmedene hadde dannet sine laug. Desuten ser det ut, som om skomakerne i Oslo faa aar senere virkelig utgjorde et laug. Kong Haakon V befalte 31te mai 1304 sira Olav Arnesson og hirdmanden Haldor Hvit at indsætte de norske og de tyske gifte skomakere, hvem de tyske skomakere har jaget ut av kongens gaard i Oslo, paany deri^[13]. I »Hansisches Urkundenbuch« (II nr. 51), hvor dette aktstykke er gjengit i utdrag, gjengives originalens j þæim garde, sem þæir ero med »aus ihrem [Gilde]Hause«. I 1307 bodde de tyske skomakere i Bergen ialfald i Vaagsbotten. Jeg skulde snarere tro, at skomakerne alt hadde saa stor indflytelse at kongen ikke har villet opløse deres laug, men, stiltiende tillatt det at bestaa. Er dette saa, da er det ogsaa sandsynlig, at vi har bevaret skomakernes gamle segl. Paa en fuldmagt av 1474 er bevaret et skomakersegl fra Bergen, som Harry Fett først har henledet opmerksomheten paa^[14]. Seglet har omskriften »S’ af Sutarastreti« og fremstiller en væbnet kriger, som i haanden holder en fane med en ørn. Dr. Harry Fett mener av seglets utstyr at kunne slutte at det er fra begyndelsen av det 14de eller snarere fra det 13de aarh., og at det fra de norske skomakere har gaat over til at brukes av de tyske. Bendixen polemiserer (s. 58–55) mot denne anskuelse og mener at seglet vel er fra begyndelsen av det 14de aarh., men at det er tysk, og at ordene »af Sutarastreti« er optat fordi det var det officielle navn. Jeg kan ikke være enig i dette. I alle tyske aktstykker hvor de tyske skomakere nævnes, staar paa tysk van der schomakerstraten, i alle aktstykker av norsk oprindelse staar det in (vico) Vaagsbotn eller i Vagsbotn. Der findes intet tysk aktstykke hvor det norske navn Sútarastræti forekommer. Uttrykket van der schomakerstraten er en oversættelse av det norske »af Sutarastreti« og var skomakernes officielle navn, mens de tyske skomakere jo egentlig bodde i Vaagsbotten. Jeg tror derfor at Harry Fett har ret i sin mening.

I andre henseender var derimot det norske haandverk tidlig fast ordnet. De forskjellige slags haandverkere og smaahandlere hadde i Bergen sine bestemte bydeler, hvor de skulde drive sit haandverk og sælge sine varer. I byloven av 1276 angives grænserne for de forskjellige haandverk o. s. v. nøiagtig. Bendixen mener (s. 13), at denne ordning er gjennemført efter Bergens brand i 1248, og at den snarest har sine forbilleder i England. Dog nævnes ogsaa Tyskland. Forfatteren hadde ogsaa kunnet nævne Paris^[15]. Ordningen er fælleseuropæisk. Vi finder ogsaa spor til liknende forhold, men ikke fuldt gjennemført, i de andre norske byer. Alt i 1200 nævnes i Oslo skomakerboderne (sútarabúðir) og i 1240 smidjeboderne (á smiðjubúdunum) i nærheten av Hallvardskirken^[16]. I Tønsberg hadde guldsmedene og i Oslo, hvad forfatteren ikke nævner, smedene sin egen gaard^[17].

Naar de tyske haandverkere først fandt veien til Norge, kan ikke med bestemthet siges. Vi ser dog at mellemeuropæisk haandverk tidlig har øvet indflydelse i de nordiske lande. Ordet sútari, som stammer fra det latinske sutor og sandsynligvis er kommet fra Mellemeuropa og ikke, som Bendixen (s. 15) mener, fra England, forekommer alt som navn paa en runesten fra Broby i Upland^[18].

Indvandringen av de tyske haandverkere hænger vistnok ogsaa sammen med den indflytelse fra fremmede moter som saa sterkt viser sig fra omkr. 1200 av. Vi ser den tydelig i »Kongespeilet«, som skildrer det norske samfund litt før midten av det 13de aarhundrede, i retterbøterne fra Eirik Magnusson og Haakon V og fremforalt i sproget, som har optat en mængde fremmedord, mest ord for dragt, rustning o. l. Disse ord er mest kommet fra Vesteuropa og vidner om at den engelske indflydelse fremdeles var sterkere en den tyske. Indflydelsen fra Tyskland merkes dog alt omkr. aar 1200.

Kong Sverres rustning i kampen mot bønderne ved Oslo i mars 1200 skildres saaledes: »Kongen sat paa en brun hest, han hadde en god brynje og et sterkt panser utenom og ytterst en rød joppe (hjúpr), og (paa hodet) en vid staalhue, som Tyskerne bruker (svá sem Suðrmenn hafa), og under en brynkolle.«^[19] Forfatteren av Kongespeilet fortæller (kap. 30) at i hans ungdom (omkr. 1200) var det skik at gjøre stutt skjeg og kort bart, og siden blev det raket kantskjeg (bakkenbart?) paa tysk (En um skegg var þat siðr þá at göra stutt skegg ok snöggvan kamp, ok var síðan rakat jaðarskegg á þýðversku). Ved denne tid hadde ogsaa biskop Nikolas Arnessøn en tysker, som kunde gjøre krigsmaskiner (suðrmann einn er gera kunni maungu)^[20], sandsynligvis den første tyske haandverker som nævnes i Norge.

Det norske haandverk stod, som før nævnt, i enkelte retninger høit. Dette var kanske ogsaa en medvirkende grund til, at det i førstningen mest var skomakere som indvandret til Norge. Efter dem blev de tyske haandverkere over hodet kaldt sútarar. Ved siden av dem nævnes ogsaa tyske skræddere tidlig. Hænzi skraddari (av middelhøitysk schrader) nævnes 1309 i Bergen^[21]. Hænniker skraddari var 1334 husbonde i Bergen^[22]. Omkring 1300 bodde der alt tyske skomakere baade i Bergen og Oslo. Jeg har alt nævnt, at de tyske skogjerningsmænd i Oslo 1304 hadde søkt at utelukke de norske og de gifte tyske skomakere fra den gaard hvar de bodde (Miklagarðr eller Sútaragarðr) Paa grund av tiendestridigheten med biskop Arne nævnes de tyske skomakere i Bergen i aar 1309. De bodde alt dengang i Vaagsbotten, hvor de ikke, som Bendixen (s. 48) siger, først sikkert nævnes i 1331. I norske breve heter det sutarar i Vaagsbotne, i latinske sutores omnes et singulos Bergis in Vagssbotn manentes. De ældste skomakere var rimeligvis likesom de tyske kjøbmænd fra Westfalen. I 1307 nævnes en skomaker ved navn Gerardus de Stæinfærd (d. e. Burg-Steinfurt i Westfalen)^[23].

I Tunsberg nævnes de tyske skomakere første gang i 1395 (s. 58). Alt i 1884 omtales dog en tysk skrædder ved navn Hænnike i Tunsberg. Skomakerne i Oslo og Tunsberg hørte rimeligvis nøie sammen. Forfatteren har sandsynligvis ogsaa ret i at skomakerne i Nidaros var en slags filial av dem i Bergen (s. 61).

Skomakerne i disse fire kjøpstæder, eller villae forenses som de kaldtes, var organiseret paa samme maate. De bodde i en gaard som tilhørte kongen, og betalte en aarlig leie til denne og hadde ogsaa andre pligter. Skomakerne i Bergen stod ved midten av 14de aarh. under en høvedsmand, som var utnævnt av kongen, og to mestermænd; den hanseatiske Stahlhof i London var organiseret paa en noget liknende maate. I Nidaros omtales en tilsvarende ordning. Hvordan det var i Tunsberg og Oslo, vet vi ikke sikkert. Skomakergaarden i Tunsberg tilhørte 1395 en slegtning av kongehuset, som testamenterte den til Mariakirken i Oslo. Kong Haakon VI gav likeledes i 1364 Skomakergaarden i Oslo til Mariakirken.

Skomakerne i Bergen blev 1379 avhængige av Kontoret. Senere kom ogsaa skomakerne i Oslo og Tunsberg, likesom kjøbmændene dér, under opsyn av Rostock og Stralsund. De tyske haandverkere tilhørte med andre ord fra nu av den tyske Hansa.

Forfatteren taler desværre ikke om forholdene i de øvrige norske byer. Man ser dog at der ogsaa i enkelte av disse bodde tyske haandverkere i det 15de aarh. Saaledes nævnes i 1454 i Marstrand en Henrik skrædder (Henricus sartor) og hans (norske?) hustru Segrita^[24]. Navnet Henrik bruktes i middelalderen meget sjelden av norske, saa vi tør tro at Henrik skrædder var tysker, saa meget mere som den tyske Henrik Kalteisen viste ham en gunst. De haandverkere som jeg i det 14de og 15de aarh. har fundet nævnt i vore andre smaabyer, bærer derimot norske navne: Holm guldsmed i Skien 1391, Boo skredher borgher i Marstrand 1493 og Anders smed i Sarpsborg 1489^[25]. Det maa heller ikke glemmes at der i det 14de aarh. var indvandret endel skotske og engelske haandverkere til Norge. 1341 bodde i Bergen en skrædder ved navn Jon Skotte (Skotr), som var gift med en kvinde fra Stavanger^[26]. Mellem de englændere, som led skade da Vitaliebrødrene i 1393 plyndret Bergen var ogsaa en Edmund Bellyetere (klokkestøper)^[27]. I aktstykker fra 1380- og 1390-aarene nævnes det ofte, at der blev utført malt til de engelske kjøbmænd i Bergen, og en enkelt gang nævnes ved denne tid utførsel av norsk øl til England. Vi tør derfor kanske tro at englænderne i Bergen har drevet ølbrygning.

Tyskerne var oprindelig ofte gift med norske kvinder. Dette søkte dog de ugifte tyskere tidlig at hindre. Vi har nævnt at de tyske skomakere i Oslo alt i 1304 søkte at utelukke de gifte tyskere fra Miklagarðr. Endnu i 1370 klaget Kontoret i Bergen ofte over at tyskere i Norge giftet sig (s. 57). Disse giftermaal blev dog sjeldnere og sjeldnere og hørte i det 15de aarh. næsten ganske op, ialfald i de større byer. Tyske som giftet sig eller blev norske borgere, blev mishandlet av sine landsmænd og hindret i at øve sit haandverk, som det bl. a. fremgaar av en klage fra 1440^[28].

I førstningen fandtes der baade norske og tyske skomakere. I Bergen blev dog de norske skomakere snart fortrængt; den sidste jeg har fundet nævnt, er Simon sutare i 1312 (Dipl. Norv. I nr. 1338). I leiekontrakten for Vaagsbotten av 29 novbr. 1830 bestemte kong Magnus at ingen tysk skomaker skulde bo andensteds end i Vaagsbotten, ɔ: dér skulde bare tyskere bo (Hansisches Urkundenbuch II nr. 495). Vi tør altsaa tro at de tyske skogjerningsmænd nu var eneraadende i Bergen. I 1354 blev det ogsaa indskjærpet for Oslo, at skomakerne ikke uten særskilt tilladelse fra kongen fik lov til at bo utenfor Miklagarðr^[29]. Om der da ikke længer fandtes norske skomakere i Oslo, vet jeg ikke. En Æistein sutare nævnes 21 decbr. 1330^[30]. Samme aar omtales ogsaa en Nicholas sutare, som maa ha været norsk, i Tunsberg^[31].

Snart kom det ogsaa andre tyske haandverkere. I Bergen blev de norske haandverkere næsten fuldstændig fortrængt. Længst synes guldsmedene at ha holdt sig. Paal Anderssøn guldsmed levet omkr. 1360–1370. De faa norske haandverkere som nævnes i Bergen før 1380, er omtalt av Bendixen (s. 51). Den eneste han har glemt, er Anbyon gulsmidher i 1334^[32]. Alt ved begyndelsen av 15de aarh. var de tyske haandverkere delt i 4 laug, skomakere, skræddere, skinnere og guldsmeder. Men skomakerne var fremdeles de vigtigste. I et aktstykke av 1 juni 1412 heter det: wij schomaker gemenlich, de versammelt werre van den veer straten to Bargen^[33]. Ved midten av 15de aarh. var der ikke mindre end 6 laug, skomakere, skræddere, guldsmeder, overskjærere, skinnere og bakere (s. 122)^[34]. I 1507 nævnes ogsaa bødkere^[35]. En tysk (?) tømmermand, Henning Timbermann, nævnes 1463^[36]. Norske haandverkere nævnes i denne tid ikke i Bergen. Men at der f. eks. har været norske jernsmeder, snekkere og kammakere, er vel ikke usandsynlig. I 1516–17 nævnes ialfald norske smede i Bergen^[37]. En kunde ellers ha ønsket at forfatteren mere indgaaende hadde talt om disse spørsmaal.

I de øvrige norske stæder fik tyskerne aldrig saa stor magt. Baade i Nidaros, Oslo og Tunsberg har der hele middelalderen igjennem været norske haandverkere. Der nævnes ogsaa flere end de som forfatteren leilighetsvis omtaler. Smedene i Oslo bodde, ser vi, i tomter som hørte til Smiðsgarðr i Oslo; denne har vel ogsaa navn efter smedehaandverket. I tomten Pitten bodde først Beint smid og efter ham Þorstein smidh omkr. 1489, begge tydeligvis norske^[38]. Av guldsmeder i Oslo nævnes en Hallvard i 1336, en Harald, som i 1438 blev beskyldt for at ha forfalsket guldet i en kjede som tilhørte Olav Buk, og en Gudbrand i 1528^[39]. Den sidste var dog ogsaa skipper. – En Jon sporesmed nævnes i Oslo 1409 og en Alv kobberslager som huseier i 1480^[40]. En Martein skreddare omtales som gift og huseier i Oslo omkr. 1450^[41]. I Tunsberg nævnes 1480 og 1494 en Olav skrædder som raadmand^[42]. Albrikt langh, der ogsaa nævnes som raadmand i 1494^[43], maa være en tysker, som er blit norsk borger. En Larens skreddere omtales i 1522. Det ser saaledes ut, som om der i disse to byer ikke har været stort andre tyske haandverkere end skomakerne. Det samme var rimeligvis tilfældet i Nidaros, hvor dog de tyske skomakere i det 15de aarh. bare nævnes i 1412, da de omtales som forbundet med skomakerne i Bergen. Der var paa grund av erkesætet ikke saa litet liv i Nidaros, som først i vore dage begynder at faa sin gamle betydning tilbake, og som følge derav ogsaa adskillige haandverkere. Især var der mange guldsmeder. En Jon guldsmed nævnes som raadmand fra 1497 av og utover i det 16de aarh.; en Arne guldsmed forekommer ogsaa som raadmand i 1503^[44].

Bedst kjendes de tyske haandverkeres (amternes) historie i Bergen. Forholdet med haandverkerne og den tyske kjøbmand i Bergen og stridigheterne med ridderen Olav Nilsson, som endte med katastrofen 1 septbr. 1455, fortælles utførlig. For det 16de aarhundrede behandler forfatteren egentlig bare forholdene i Bergen. Haandverkernes stilling i de andre byer og det norske haandverks fremgang efter 1500 kunde ha været behandlet mere indgaaende. Ti der findes adskillige kilder som kaster lys derover. Oplysende er saaledes det i 2det bind av »Norske Regnskaber og Jordebøger fra det 16de Aarhundrede: (s. 145–152) trykte »Mandtall j Trondhiem« 1520–21. Der nævnes i alt 41 haandverkere ved navn, deriblandt 6 skomakere, 5 skræddere, 4 tømmermænd, 1 snekker, 3 guldsmeder, 2 kobberslagere, 1 klinker, 2 smeder, 2 kokker, 2 stenhuggere, 1 stenlægger, 3 murmestre, 1 grytestøper, 1 maler, 1 glasmester, 1 sadelmaker, 1 skinner, 1 overskjærer, 1 skyffmandh (!), 1 baker, 1 skibsbygger. Skomakernes navne er: Kort, Tord, Per, Henrik, Niels, Christiern. Av disse var Christiern gift, og navnet Tord er norsk. Niels og Per har neppe heller været tyske. Vi tør ialfald slutte at der efter 1500 ikke længer eksisterte nogen fast korporation av tyske skomakere i Nidaros. Endel av de andre haandverkere lærer likeledes utenlandske navn, f. eks. Gerbrand stenhugger, Faletyn maler, Mogens skrædder (dansk?) og Andrian (ɔ: Adrian) glasmester (hollænder?) Der var ogsaa andre utlændinger. Angus Andersen var rimeligvis skotsk. En Oluff Swenske og flere jyder (Anders Jude, Jep Jude o.s.v.) nævnes. Flertallet av haandverkerne i Trondhjem var dog tydeligvis nordmænd.

Hvordan forholdene i begyndelsen av det 16de aarhundrede var i Oslo, er mindre kjendt. Ogsaa her synes dog tyskerne omkr. 1500 at ha mistet sin indflytelse. I 1542 nævnes flere gaarder i Oslo som tilhørte Mariakirken der; mellem disse er Marcus Sverdfegers, Ingwor skrædders, Moghens smeds og Lars guldsmeds gaarder. Ingen av disse synes at ha været tyskere.

Selv i Bergen blev tyskernes magt litt efter litt undergravet. Paa Stranden og andensteds utenfor de gater hvor tyskerne bodde, bodde der alt omkr. 1520 haandverkere som ikke hørte til de tyske laug og dels var indfødte norske, dels dansker, hollændere eller skotter (især fra Orknøerne og Hjaltland, s. 136 ff.). Dertil kom de forandrede politiske forhold. Kongemagten blev sterkere, og Hansaens magt dalte efter Grevefeiden. Da Christoffer Valkendorf i 1558 opløste de tyske laug, var tyskernes magt i virkeligheten alt brutt.

Skolebestyrer Bendixens arbeide er det første forsøk paa at skildre haandverkets historie i Norge i middelalderen. Det hadde kanske været ønskelig om enkelte avsnit hadde været utførligere behandlet, bl. a. om forfatteren litt mere indgaaende hadde undersøkt de norske haandverkeres stilling. Det tør ogsaa hænde at en undersøkelse av hvad vore museer gjemmer fra middelalderen, vilde ha bragt utbytte. Alt i alt er dog det her anmeldte arbeide en værdifuld berikelse av vor historiske litteratur. Vi maa ønske at skolebestyrer Bendixen vil fortsætte sine undersøkelser av vort haandverks og vor handels historie.

Alexander Bugge.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Fagrskinna (utg. av Finnur Jónsson), s. 350.
2. Se »Norske Gaardnavne«.
3. Dipl. Norv. II, nr. 110, III, nr. 135, II, nr. 186, IV, nr. 609, XV, nr. 88.
4. Dipl. Norv. III, nr. 204, XIV, s. 184.
5. Dipl. Norv. V, nr. 358.
6. Norske Regnskaber og Jordebøger fra det 16de Aarhundrede, udg. ved H. J. Huitfeldt-Kaas I, s. 37, 55.
7. D. N. II, nr. 963.
8. Drikkehorn og Sølvtøi fra Middelalder og Renaissance, udg. ved Jørgen Olrik, s. 18–16.
9. Videnskabsselskabets Oldsamling i Trondhjem, Tilvækst 1899, s. 13–22.
10. Koren-Wiberg, Bidrag til Bergens kulturhistorie, s. 150 ff.; jfr. Bergens Museums Aarbog 1909, nr. 14, s. 36.
11. Jfr. Kiesselbach, Die wirtschaftlichen Grundlagen der deutschen Hanse, s. 176.
12. Norges gamle love III, s. 13, retterbot av 1282; byloven VI § 8, III § 8.
13. Dipl. Norv. II, nr. 74.
14. Harry Fett, Studier over middelalderens norske sigiller (Fortidsmindeforeningens Aarbog 1908), s. 82 f.
15. Gallion, Der Ursprung der Zünfte in Paris (Inauguraldissertation, Freiburg 1910).
16. Fornmannasögur VIII, s. 409 (Sverris saga, k. 164); Hákonar s. Hákonarsonar, k. 233.
17. Dipl. Norv. V, nr. 943.
18. E. Brate och S. Bugge, Runverser, s. 120.
19. Formannasögur VIII, s. 403 f. (Sverris saga k. 163).
20. Fornm. IX, s. 10, jfr. s. 102. Manga svarer til lat. balista.
21. Dipl. Norv. I, nr. 122.
22. Dipl. Norv. NI, nr. 18, 19.
23. Bruns, Die Lübecker Bergenfahrer, s. 25.
24. Erkebiskop Henrik Kalteisens Kopibog, utg. av Alexander Bugge, s. 211.
25. Dipl. Norv. XI, nr. 80, IX, nr. 415 og 400.
26. Dipl. Norv. IX, s. 130 f.
27. Hakluyt, Principal Navigations I, s. 169.
28. Norges gamle Love, 2 Række (1388–1604) I, s. 245 ff.
29. Hansisches Ukb. III, nr. 291.
30. Dipl. Norv. IV, nr. 192.
31. Dipl. Norv. V, nr. 85.
32. Dipl. Norv. XII, nr. 83.
33. Hansisches Ukb. V, nr. 1054.
34. Hans. Ukb. VIII, nr. 42.
35. Dipl. Norv. VII, nr. 597.
36. Dipl. Norv, XII, nr. 232 (s. 204)
37. Norske Regnskaber og Jordebøger fra det 16de Aarhundrede, udg. ved H. J. Huitfeldt-Kaas I, s. 36: Endrit smed (1516), Jasper smed paa Stranden; (I, s. 65) har vel heller ikke været tysk, og likesaa Jens smed (s. 65).
38. Dipl. Norv. V, nr. 943.
39. Dipl. Norv. IV, nr. 456, VIII, nr. 302, Norske Regnskaber og Jordebøger i det 16de Aarhundrede, udv. av H. J. Huitfeldt-Kaas IV, s. 279.
40. Dipl. Norv. VI, nr. 609, V, nr. 909.
41. Dipl. Norv. V, nr. 780.
42. Dipl. Norv. NI, nr. 247.
43. Dipl. Norv. III, nr. 990.
44. Dipl. Norv. V, nr. 977, 994, 1015.