navn (bortset fra de tilfælde da et sammensat appellativ uten videre anvendes som stedsnavn), kan nævnes: Utsj. Soakkĕmahjau’re (av soakkĕmāddâ »birkestamme«). Fier’bmĕluohskai’de, Fier’bmĕluoh-ajâ og Fier’bmĕluohroavve (av fier’bmĕluoude, gen. av fier’bmĕluou’de »fle«, brukt som nom. propr. om et fjell med rundagtig top).
Naar man ser disse tildels temmelig vidtgaaende forkortelser, hvor man endnu kan faa fat i de fuldstændige former uten sproghistoriens hjælp, ligger det meget nær at anta at her maatte være en vei som kunde føre frem til tydning av endel av de dunkle navn og navnelementer. Jeg tænker bl. a. paa saadanne som ender paa -t og -š, — de er temmelig talrike; sml. de ovenfor nævnte forkortede former av oalge og auže.
Spørsmaalet om forekomsten av abstrakte substantiver i genitivform som første led av sammensatte stedsnavn maa foreløbig staa aapent.
De fleste utvilsomme abstrakter som første led av stedsnavn er aktioformer av verber, og her kan man ikke av formen se, om det er nominativ eller genitiv. Eksempler: Tr. XV Rǫkkombǫrre (rǫkkol, »gjø sterkt«), Noai’donvarre (noai’dot »sætte trollskap paa nogen«), Utsj. Var’dančǫk’kâ (var’dat »holde utkik«), Tr. XII Bǣgâšânjau’re, -jǫkkâ, -čâccâ, -vag’ge, -varre (bægâšit »krype saa smaat«), Čuoppâdâmbak’te Høgskartinden, -guorrâ Høgskaret, -jau’re, -jaurejǫkkâ (čuoppâdit »hugge ell. skjære istykker, hugge ell. skjære sig«), Tr. XV Bǫsudânǫr’dâ, Bǫsudânriep’pe (bǫsudit »vedvarende blæse«).
Adskillige navnelementer optrær bare i en form der ser ut som genitiv sg. av tostavelsesstammer (merk: svake stadium). Blandt saadanne som ender paa -o, turde endel være av samme type som bǫnjo-, mǫsko- etc. Disse ord brukes bare som første led av sammensætninger. De gjør tjeneste som attributive adjektiver til at betegne en tilstand (bǫnjo- »vridd, vrang«, mǫsko- »overskyet, indelukket, utilgjængelig«). Andre eksempler er: (h)ālo- »hældende«, vǣlo- »avsondret, uvedkommende«, čâbo- (čâvo-) »tilfældig, slumpet«.
Navn sammensatte med mǫsko- findes der mangesteds. Særlig betegner de kløfter og nischer, som det er umulig at passere: Mǫskogǫr’sâ (Tr. XV og Tr. XVI), Mǫskoriep’pe (Tr. XII). Bǫnjo- forekommer i et fjellnavn paa riksgrænsen, i nord for jernbanestationen Riksgränsen (se Wiklund, De lapska och finska etc., s. 51, meddelelse av dr. Otto Sjøgren).
Til denne kategori hører bl. a., mener jeg, de fleresteds forekommende Čuno-navn: Tr. XII Čunovag’ge, Čunojǫkkâ, Čunočâccâ, Tr. XVII og Jukkasjärvi Čunovag’ge, Čunojǫkkâ, Kautokeino Čunojǫkkâ og Čunočærro
