Genitiven i stedsnavn som disse leder til forklaring av at rene appellativer — her tænkes paa konkreter — som første led av stedsnavn kan forekomme i genitiv. De nævnte navnebestanddele, jǫǥâ, čielgĕ og njunnas, er jo appellativer i genitiv, men paa grund av deres forekomst som siste led av bestemte stedsnavn, vet man med sikkerhet, hvilken elv, hvilken ryg, hvilken »nase« der sigtes til, naar andre lokaliteter kaldes op efter nogen av dem. Der er imidlertid ingenting i veien for, at et stedsnavn kan være dannet av et appellativ, som for bevistheten staar like fast knyttet til en bestemt gjenstand (eller et bestemt individ), uten at denne har faat noget nomen proprium. Naar et saadant appellativ indgaar som første led av et stedsnavn, blir der den samme grund til at sætte appellativet i genitiv som i navn av nysnævnte type.
Naar genitiv av et ord som betegner en konkret gjenstand (eller en person eller et dyr) findes som første led av et stedsnavn, hvis andet led or appellativ for vedkommende slags lokalitet[1], er det utvilsomt, at stedet har faat navn efter en enkelt bestemt gjenstand (eller et bestemt individ), likesom en genitiv pluralis[2] , i samme stilling angir, at stedet har faat navn efter en bestemt samling av ting, eller at der til vedkommende sted knytter sig et minde om bestemte individer eller en bestemt samling av individer (mennesker eller dyr).
En av mine lappiske sprogmestre forklarte mig engang, at Sul’lujau’re (første led genitiv) betegner et vand med én ø, mens Suolŏjau’re (første
led nominativ) betegner et vand med mange øer. Dette holder dog ikke
- ↑ Navn som Guoužânjunne (paa kartblad W. 5, Halkkavarre, oversat: Bjørnnasen) og Gær’bmâhâbæsse (Tr. XIV) hører ikke hit. Det er sammensatte appellativer (»bjørnenæse« og »slangerede«) som er brukt som stedsnavn, og genitiven her er bestemt av disse sammensætningers art, uten hensyn til bruken av ordene som stedsnavn. Sml. Nordfold: Stālorǫvve (»Stallo’s bro«), en vanskelig nedstigning paa nordøstsiden av Lille Sildhopvand, — en smal græsbænk bent nedover en hammer; derimot nominativen Stallo i en række av stedsnavn, hvis andet led er appellativ for vedkomende slags lokalitet: Stallönjar’gâ (hele Tr. XIV), Stallŏjǫkkâ (fleresteds), Stallŏvarre (likesaa) etc.
- ↑ F. eks. Tr. Dievaihædno Divielven, Dievaihvuobme ~ Dievaihvuou’de Dividalen (dievaih gen. pl. av dievva »haug«), Finm. W. 5 Luk’kariiājâ (luk’karii gen. pl. av luk’kar »klokker«), Finm. W. 6 Nieidâijǫkkâ, -varre, -varjau’re (nieidâi gen. pl. av niei’dâ »pike, datter«; sml. W. 5 Niei’dâjau’re, Niei’dâjǫkkâ med nom. sg.), Spiiniigied’de, -njar’gâ (spiinii gen. pl. av spii’dne »svin«), Tr. XII Uldâihvuobme (uldâih gen. pl. av ul’dâ »huldre«).
