Det almindelige er saaledes, at naar første led av et navn bestaar av to led, staar det siste av disse i genitiv. Men det er ikke fordi første led bestaar av to led, at genitiven optrær.
Der findes en ganske talrik gruppe av saadanne treleddede navn, hvor mellemste led altid er nominativ. Det er navn hvis siste led er ordet gæčče »ende, spiss«, f. eks. Tr. XII Væi’kĕvuobmĕgæčče, Finm. W. 5 Āggjâgskaiǥdĕgæčče. Paa samme maate optrær nominativ i første led av toleddede navn paa -gæčče, som f. eks. Tr. XVII Vuobmĕgæčče Budalen, og overhodet findes gæčče som siste led av sammensatte ordaltid føiet til en nominativform. Det samme er tilfældet ogsaa med endel andre lokale betegnelser, f. eks. guorrâ »kant«, rai’ge »hul, aapning« (genitiven brukes til at betegne passage: jǫkkâ-raigĕ »efter elven«).
Paa den anden side er der visse ord som hyppig optrær som siste led av sammensatte ord og altid med første led i genitiv, saa f. eks. -bælle (-bællĕ) i betydningen »side«, -vuolle (-vuollĕ) »rum, lokalitet under noget« og -duokke (duokkĕ) »rum, lokalitet bak noget«. Naar disse brukes som siste led av stedsnavn, er det foregaaende led altid genitiv, hvad enten det er sammensat eller usammensat. Eks. Gǫl’lĕvarvuollĕ et stykke av Tanaelven, under fjellet Gǫl’lĕvarre (nedenfor Aleknjarg), Gæu’gŋăvuollĕ (~ Jusakgoadnel) et stykke av Tanaelven nedenfor Nedre Storfos (Gæuŋes, gen. Gæu’gŋa, Storfossen); Juovâduokke øverste del av Gumpedalen i Tr. XIV, ovenfor Gær’gëjuovvâ (juovâ genitiv av juovvâ »ur«).
Det kan saaledes konstateres, at bruken av genitiv ikke er forholdsvis mere utbredt i avledede stedsnavn, hvis første led er et sammensat (eller avledet) stedsnavn, end i saadanne som er avledet av et usammensat stedsnavn. I begge tilfælde er det regel, at der skal være genitiv[1], saafremt
ikke navnets siste led er et av de ord som ogsaa ellers, naar de brukes
- ↑ I Wiklunds »De lapska och finska ortnamnen vid Kiruna och Torneträsk« findes endel navn, hvor det synes at maatte bero paa unøiagtighet eller trykfeil, at der — ifølge kursiv-transkriptionen — er nominativ istedenfor genitiv: s. 28 Tjålmenjarka, s. 35 Tjuolmavaras, s. 41 Virrukore-joɔka, s. 42 Tjålmetjåkko, s. 52 Årosnjarkajaure, s. 65 Jostosaivo. I disse tilfælde er der i den til praktisk bruk bestemte skrivemaate ingen forskjel mellem nominativ- og genitivform. Det blir der derimot i det paa s. 64 omhandlede navn »Piekse Pokevaara«, som var ukjendt for forf.s hjemmelsmænd. Forf. uttaler om dette fjell: »det har tydligen fått detta namn sig tillagdt efter Pieskepåkke och torde då också lämpligen kunna benämnes Pieskepåkkevare.« Skulde i tilfælde utvilsomt være Pieskepâkevare, — sml. de mange analoge navn i samlingen, hvor det mellemste led har genitivsform.
