Trende Bibelske Bøger/Ruths Bog

Fra Wikikilden
I. Kapitel.

Den Tid i de Hebræers Land
At Dommerne regieret/
Da blef saa svar og dyr Tilstand/
Som neppe før har været;
En Mand af Juda Bethlehem/
Som Elimelech heder/
Drog bort fra Faders Huus og Hiem
Og sig en Plads opleder
Blant fremmet Folk og U-bekandt
I Moabiters Stæder/
I Tanker hand sig der forvent
Saa meget Brød hand æder.
Naemi Mandens Hustru var/
De hafde tvende Sønner/
Som fulte med at see hvad Kaar
De fremmet Lande rønner.
Og Mahlo heed den ene Søn
Mand Chilion anden kalder/
Af Ephratæers Slægt og Kiøn/
Som Juda Land tilfalder.
Hand drog med Vif og Sønner bort/
Og tænkte det er bedre
At trælle hos en andens Port
End svelte blant sin Fædre.

Hvad giør ey Hungers skarpe Sværd
Forinden egne Telte?
Den giør at Folket bliver lærd
Taalmodighed at smelte;
Den gamle Jacob skiøtter ey
At Milene var lange/
Da der var intet baget Dey
I Canaan at fange;
Der hand fornam at Trang gik paa/
Hand sagde til sin Drenge/
Gaar hen hvor Brød er til at faa/
Hvi tøver I saa længe.
Og David heller vælge lod
For Pestilentz at stande/
End Folket skuld’ af Hungers Flod
Fordruknis i hans Lande.
Det dyre Guld er ey saa rød/
Saa blank er ingen Penge/
De jo maa tæles ud for Brød
Naar Mund og Mave trænge:
Da sprang af den Ægypters Boe/
Der hand med Sult var tvungen/
Den gode Kalf den feede Koe
Og hvad der var i Pungen/
Der Qvæget icke rakte til/
Da maatte Jorden springe/
Og self saa nødig som hand vil
Sit Lif for Brød bort-tinge.

Der Elimelech satte Foed
Forinden Moads Enge/
Da døde hand og efterloed
Sin Vif og unge Drenge;
Naemi efter Mandens Død
Sad der en eenlig Enke/
Aad mangen gang et Kummers Brød/
Det hver Mand vel kand tænke/
Den Rigdom hende lefnet blef
Var tvende Faderløse/
Hvor med hun om i Landet dref
Vandkarret fuld at øse;
En eenlig Stand/ ælendig Stand
Hos Skriften sammenlænket/
Mand veed hvad Lyst der findes kand
Naar Hiertet er forkrænket;
At Guld og Gods forlovis kand/
Det har ey stort at sige/
Men taber Qvinden bort sin Mand/
Det vil til Hiertet stige/
Helst saadan Mand som er trofast
I Egte-Seng og Sæde/
Hun ved hans Død har da forkast
Nest GUD sin beste Glæde/
Thi da vil hendes onde Dag
For alvor først fremskride/
Og som en eenlig Spur paa Tag
Forlat i Verden vide,

Naemi maatte friste det/
Der hun som Noe Due/
I Moabs Land omfløy forgræt/
Fant hverken Huus ey Tue/
Omsider der det saa paastoed/
Fik hendis Sønner begge
I Sinde til at fæste Foed
Forinden egne Vegge/
De sætte sig Landet need
Og Moabs Døttre toge/
Den ene Qvinde Arpa heed
Den anden Ruth hin kloge/
De tænkte saa mand ofte søt
I fremmet Skiød kand sove/
Hvor vel det bliver tit fortrøt
Af dem det monne vove.
Der efter det sig saa begaf/
Der Ti Aars Tid var omme/
Falt Mahlon samt og Chilion af
For Dødsens Lee hin kromme/
Saa sad Naemi der igien
Med tvende Sønne-Qvinder/
Hvor skulde nu de Stakler hen
Med sex forblegnet Kinder?
Hvad Raad var her at finde paa?
All’ Venner vare døde/
Den beste Skat i Graven laa/
Her stod tre Huuse øde.

Den første Sorg var stor og tung/
Den sidste dobbelt støvte/
Her stod for Gammel og for Ung
En lige Nød for Døvre;
Her bles indhugget Saar i Saar/
En Sorg mod anden Kamper/
Her tre half-døde Qvinder staar/
Som tre foragtet Lamper.
Naemi kunde sige ret/
Som Joseph med al føye/
Mig tyckes Soel og Maane slet
Til Jorden vil sig bøye;
Min Himmel er foruden Lys/
Min Stierne slet forsvunden/
Her er saa Mørkt udi mit Huus/
Som Mørket i Afgrunden;
Jeg seer mig om til høyre Haand/
Jeg seer til venstre Side/
Bekymres maa min Siæl og Aand
For dem der med mig lide;
Jeg drager/ ach! jeg drager saa/
Hvor længe skal jeg drage?
Saa længe til den komme maa
Mig Byrden skal aftage;
Jeg staar det icke længer ud/
Min’ Kræfter vil forsmægte/
Jeg troer at Gud er Trøstens GUD/
Hand kand sig self ey nægte.

I slig Bekymrings Tanke stod
Naemi mange Dage/
Omsider hun beslutte lod
Hiem til sit Land at drage;
Hun hiemme fra det høre faar
Der gik i Snak og Rygte/
At Gud med Brød og frugtbar Aar
Sit Folk igien besøgte;
Hun hørte der stod moedne Ax
Og Agerne de groede/
Thi giorde hun sig rede strax
Hiem til sit Folk omsnoede;
Men Ruth og Arpa fultis med/
De tvende Sønne-Koner/
Den gamle Stakel gik afsted
Og Foden icke skoner/
Men der de kom af Moabs Land
Paa Græntzen i de Daler/
Naemi med en god Forstand
Sin’ Svogerster tiltaler:
Min’ hierte Døttre begge toe/
Jeg Moderlig begiærer/
At I igien til Huus vil snoe
Og eder ey besvsærer;
Hvad kand det være jær til Gavn
Saa lang en Vey at tage/
Saa vender om i HErrens Navn
Og skaaner den U-mage;

I haver eder saa bereed
Mod mig og mine Sønner/
At Gud med al Barmhiertighed
Det visselig belønner;
Jeg tacker Arpa/ samt og Ruth/
I vare mig saa gode/
Jeg tacker jær for hver Minut
Vi kierlig sammen-bode/
I helst betackes skal af mig
For al den Fliid og Møde/
At I beviiste hver for sig
Mod begge mine Døde/
I lefde med dem kydsk og troe/
Som ærlig Egte-Mager/
Gud unde eder Fred og Roe
Med Lif og lange Dager;
Saa vender om hver til sin Sted/
Hver til sin Moders Boelig/
Gud være self i følge med/
Det ensser jeg saa troelig;
Hun kyste dem og tog Afskeed
Og bad dem vel at fare/
De Taarer rant som Strømme ned/
De kunde sig ey bare;
Om Halsen de sin Moder falt
Og toge til at skrige/
Om det vor ung Lif end galt
Vi fra dig ey vil vige/

Vi ville med dig følges ad/
Hvor du før hafde hiemme/
Hen til dit Folk din Slægt din Stad/
Og lade GUD betemme.
Naemi svarer/ icke saa
Min’ Døttre giør det icke/
Hvor efter vil I med mig gaa/
Hvor kunde det sig skicke/
Hvor skulde jeg nu skaffe frem
Og Sæd udaf mig give/
Hvor skulle jeg nu føde dem
Der eders Mænd kand blive?
Hvor skulle der udaf mit Lif
Ny Planter kunde bringes/
Jeg som er vissen/ tør og stif/
Og høyt af Alder tvinges.
At Broder skal i Broders Sted
Den Efterlatte tage/
Og væcke saa sin Broders Sæd/
Det bør hand ey forsage;
Men naar at Broder ey er til
Og ey til Verden baaren/
Det af sig self da falde vil/
Og Haabet er forlaaren.
Saa vender om til Huus at gaa/
Det skeer dog ingenlunde/
At jeg paa ny kand Sønner faa/
Som eder ægte kunde;

Det bliver eder alt forseent
Derefter til at vente/
Naturen har mig slet formeent
At bringe saadan Rente;
Min Alder ey tillade kand/
At jeg mig skulde gifte/
Og atter tage mig en Mand
Nyt Egteskab at stifte.
Og om mig GUD en Søn i Favn
I denne Nat vild’ skiencke/
Det blef dog eder ey til Gavn/
Det kand, I self vel tænke;
Hvor kunde I den Tid opnaa/
Det var forlangt at tøve/
I maatte eder lave paa
En stor Taalmod at prøve;
Maa skee før Drengen blef saa stor/
At hand sit Sind forandret/
Da var I lagt i Støv og Jord/
Og hen af Verden vandret.
Saa reyser hen til eders Land/
Og seer jærs Huus tilgode/
Hvo veed jærs Lycke vaagne kand
Naar I det mindst formode;
Og ingen er saa gammel end/
Om GUD det ville give/
I begge jo med smucke Mænd
Forsiunet kunde blive;

Det tienliger for eder var/
End at I skulle træde
For min skyld i bedrøvet Kaar/
Og ævigt Enke-Sæde.
Min’ Døttre jeg ey andet kand/
Naar jeg vil ret betænke/
End at jeg min og eders Stand
Med Suk maa sammenlænke;
O! var her Raad og Redning til
Jærs tunge Kaar at jævne/
GUD veed/ hvor gierne jeg det vil/
Men ach! her fattis Ævne;
I seer jo self at HErrens Haand
Er over mig udgangen/
Jeg gaar med en beængstet Aand/
Som den der sidder fangen!
Der de det hørte toge de
Høyt over sig at skrige/
De raabte voch! o vee! o vee!
Og gaf sig sørgelige.
Med sin Vær-Moder Arpa tog
Afsteed/ og hende kyste/
Og til sit Land tilbage drog/
Bad GUD sig ville trøste.
Men Ruth var af et andet Blod/
Det hun i Hiertet skiulte/
Hun sig med Ord ey tage lod/
Men med sin Moder sulte;

Hun stadig var i sit Forsæt/
Og ingen Snak vil agte/
Hun slet forskød alt det og det
Mand hende forebragte.
Naemi sagde Ruth jeg dig
Vil sige ret mit Tycke:
Hvad er det du vil følge mig/
Du spilder kun din Lycke;
Hvad Raad! hvad Hielp! og hvad Bistand!
Kand jeg for dig optænke?
Jeg som mig self ey hielpe kand/
Og er en Værgløs Enke;
See/ Arpa lyde jo mit Bud/
Hun snode Fod og rente
Hen til sit Folk og til sin Gud/
Dem hun tilforn kiendte;
Hvi giør du ey det samme med/
Vendt om og søg din Søster/
Det bliver dig kun til fortræd
Om du mig følge lyster.
Ruth svaret: Kiære/ lad mig ey
Et Ord om saadant høre/
At jeg fra dig skal gaa min Vey/
Det vil jeg aldrig giøre;
Ney! jeg vil gaa did hen du gaar/
Og blive der du bliver/
Om det til Verdens Ende var
Jeg mig der hen begiver/

Og hvor du vandrer ind og ud/
Did hen jeg ogsaa vandrer/
Dit Folk mit Folk/ din Gud min Gnd/
Det Sind jeg ey forandrer;
Derfore beeh mig ey der om/
Du maat ret aldrig meene/
At jeg nu paa din Alderdom
Forlader dig alleene;
Hvorledis det og løber af/
Hvor Lycken sig omfolder/
Jeg dog af Hiertet til min Graf
Dig for min Moder holder:
Og hvor din’ Been sin Hvilested
I Støvet skulle have/
Der vil jeg hvile mine med/
Og lade mig begrave:
Jeg omt og got/ jeg Lyst og Nød
Med dig tilsammen bærer/
Og intet uden Grav og Død
Vor Venskabs-Baand afskiærer:
Min Haand/min Mund jeg dig til Pant
Vil give/ naar du kræver/
Jeg svær/ og det skal blive sant/
Saa sant som HErren lever.
O noble Siæl og redlig Blod!
O dyrebare Gave!
Det vel var vært slig Træer stod
Nedsat i hver Mands Have.

Der nu Naemi kunde vel
Af Ruthis Ord fornemme/
At hun var af en stadig Siæl/
Da lod hun sig betemme/
Hun hendis u-bevæget Sind
Med Ord ey meer bemøyet/
Men begge to paa Reysen ind
Til Canaan sig føyet.
Saa komme de til Betlehem/
Der hun tilforen boede/
Hun fant der forig Huus og Hiem/
Men mange Ting omsnoede.
Der det nu rygtes over Land
Og hendis Ankomst hørtis/
Da blef forundret alle Mand/
Den gamle Stad oprørtis;
Den eene spør den anden ad/
Hvad Nyt er disse Dage?
Naemi er her i vor Stad,
Hun kommen er tilbage;
Vi tænkte hun for langen Tid
Forraadnet var og borte/
Nu er hun atter kommen hid
Forinden voris Porte.
De spurte hende hver for sig/
Saa mange hende funde/
Er det Naemi er det dig/
Vi det ey tænke kunde.

Hun svaret: ach! jeg undris paa
 I mig Naemi kalder/
Jeg heller Mara kaldis maa/
 Mig Verden bitter falder;
Naemi, det er Lystighed,
 Men hvor er den at finde/
Af Lyst og Fryd jeg intet veed
 Jeg usle fattig Qvinde;
Thi den almægtig HErre GUD
 Mig har bedrøvet saare/
Først blef min Mand af Døren ud
 Henlagt paa Dødsens Baare/
Dernest min’ Sønner ligesaa
 Blef skiult blant Torf og Steene/
Nu maa jeg her i Verden gaa/
 Som den der er alleene.
Fuld drog jeg bort fra Betlehem/
 Men tom kom jeg tilbage/
Tom har vor HErre ført mig hiem/
 Det er min Hiertens Klage:
Jeg er som den der grummelig
 Er lagt i Bolt og Klemme/
I dog Naemi kalder mig/
 Hvor kand det sig beqvemme.
Saa kom Naemi med sin Ruth
 Til Betlehem at være/
Da Bygget var om Høsten skut
 Og Folket skulle skiære;

Ret paa den Tid at Agre stod
 I modne Ax og Blomme/
Og hver Mand Høste-Folket lod
 Med Seilerne fremkomme.

II. Kapitel.


Der var en Mand af stor Respect
 Af Elimelechs Stamme/
Hand var Naemi Hosbonds Slegt/
 Og Boas heed den samme;
Blant dennem der hand boede hos
 Hand hafde stort at sige/
Og for hans Middel og hans Gods
 Blef regnet for de Rige.
Ruth sin Hosbondis Moder bad/
 Og sagde med ald Ære/
See Folket gaar af denne Stad
 Paa Marken Byg at skiære/
Saa gif mig nu forlov dertil
 Paa Landet ud at vanke/
Om nogen sig miskunde vil
 At jeg hans Ax maa sanke/
Du veedst at vi nu sidder her
 Og intet har til Næring/
Og at her udi Huuset er
 En knap og smal Fortæring;
Hun sagde/ gak min Datter gak/
 Gak bort og prøf din Lycke,
See til det bli’r ey til U-tak
 Og got Folk til Mistycke.

Saa gik hun bort og sanket Ax
 Paa Marken hvor hun kunde/
Hun hittet paa den Ager strax,
 Som laa paa Boas Grunde.
Det finnes som af Gud det saa
 Beskicker self og laver/
At fattig Folk kand noget faa
 Af hvis den Rige haver;
At GUD/ som Enkers Dommer er/
 Sig dennem self antager/
Og for enhver hand haver kier
 Alting til beste mager.
See Boas ud paa Marken gik/
 Og Høste-Folket funde/
Hand ønsket, efter Landsens Skik/
 Til Lycke mangelunde/
Hand sagde: HErren naadelig
 Med eder alle være/
De svaret: GUD velsigne dig/
 Og giorde hannem Ære;
Hand spurde Svenden, som var sat
 Høst-Folket at tilsige/
Der hand paa Ruth sit Øye sat/
 Hvad er det for en Pige?
Hvem er hun fras hvem hør hun til/
 Veedst du hvor hun har hiemme/
Jeg straxen dette vide vil/
 Og lad mig det fornemme.

Da svaret Svenden, som der sad:
 See det er Ruth den fremmet/
Som med Naemi fultis ad/
 Og sig der til beqvemmet;
Det er den Ruth af Moabs Land/
 Som ey forlod den Gamle/
Hun kom der Morgen-røden randt
 Og bad hun maatte samle.
Her har den Stackel stedse staaet
 Med lappet Fod og Hose/
Og hvad hun sanket har og faaet
 Er lagt i liden Pose/
Hun bar det til Naemi hen/
 Et lidet var hun borte/
Saa kom hun atter hid igien/
 Thi Maven vil ey skorte.
Da kaldet Boas Ruth til sig,
 Og sagde: hør min Daatter,
Sank du kun frilig Ax hos mig
 Paa ald min Grund og Lotter/
Sank frit saa længe du har lyst/
 Gak ey paa fremmet Ager/
Gak ey her fra til andris Høst/
 Men sank hvad Posen tager;
Jeg gierne dig det unde vil/
 Den Levning dig tilhører/
Jeg har og sagt min’ Svenne til
 At de dig intet rører.

Du seer hvor Skiære-Folket gaar/
 Og efter dem du stiger/
Følg efter frit hvor de gaar for/
 Og holt dig til Min’ Piger;
Og dersom Tørsten tvinger dig/
 Da kandst du dig betiene
Af samme Kar/ som endelig
 Er sat for mine Svenne/
Du har aldeelis ey behov
 At blues for Mistycke/
Jeg dig at øse gir Forlov
 Din Tørst der med at slycke.
Da strax falt Ruth til Jorden ned/
 Den fattig fremmet Qvinde/
Og tacket at hun blef anseet
 Hans ringste Tienerinde;
Hun sagde/ hvad har jeg fortient
 I nogen-haande Maade,
At du dit Ansigt haver vendt
 Til mig med saadan Naade?
Jeg som er en Udlændiske/
 Afskilt fra Slægt og Frende,
Hvo skulle mig slig Gunst betee/
 At hand mig vilde kiende.
Da svaret Boas: jeg har hørt
 Alt got om din Persone,
Dit Navn er vel for alle ført,
 Alt for den gamle Kone/

Som din Hosbondes Moder er/
 At du dig vil paatage
En svar og lang Udlændings-Fær
 Med hende bort at drage/
Og efter din Hosbondis Død/
 Langt heller vilde lide
Med hende baade Sorg og Nød/
 End hiemme rolig sidde/
At du forlod dit Huus og Hiem/
 Da hun sin Reyse spente/
Og fulte hende bort til dem
 Du ey tilforne kiente;
See saadan din Oprigtighed
 Skal HErren self belønne/
Thi den alvidend’ GUD vel veed
 Om saadant ret at skiønne;
Og GUD som boer i Israel/
 Skal med sin Vingers Skygge
Forvare dig saa gandske vel/
 At ingen skal dig rygge.
Hun sagde: see min Herre har
 Mig overflødig trøstet/
I det hand med sit milde Svar
 Mit Hierte har forlystet/
Og talet mig saa venlig til/
 Sin ringe Tienerinde/
Jeg ønsker hand fremdelis vil
 Mig Naade lade finde;

Hvor vel jeg i min’ Øyne mig
 Befinder self saa ringe/
At og hans ringste Pige sig
 Høyt over mig maa svinge.
Men Boas sagde/ holt dig hid/
 Stig frem og vær tilstæde/
Naar du fornemmer Maaltids Tid
 Og Folket gaar at æde/
Da tag et Brød og sæt dig ned
 Og æd hvad dig beskickes/
Din Bid/ og hvad der er bered/
 Lad den i Ædik stickes;
Hun giorde saa som Boas bad/
 Og passet paa de Tider/
Naar Høste-Folket finge Mad
 Sad hun ved deris Sider/
De lagde svedne Ax her frem/
 Der icke vare koget/
Hun aad og mættet sig af dem/
 Og levnet endda noget/
Derefter stod hun op paa ny/
 Og gaf sig til at samle/
I Tanker at gaa hiem til By
 Og deele med den gamle.
Og Boas ret med stor Alvor
 Sin’ Svenne lod befale/
I skal ey Qvinden hvor hun gaar
 Med Skiændsels-Ord tiltale:

I lader hende sanke frit/
 Jeg vil det self tillade/
Thi hvad hun sanker er af mit
 Og mig til ingen Skade/
Lad hende gaa blant Neger hen/
 Og lede hvor hun lyster/
Lad ligge noget og igien
 Af Hoben/ den I høster/
At hun dismeere finde kand/
 I Sæcken hiem at bære/
I hende ey med U-forstand
 Derover maa vanære.
Hun sanket til det Mørk paafalt/
 Saa veyet hun Indtægten/
Det blef bereignet over alt
 En Epha Byg i Vægten;
Det er omtrent en trede Part
 Af vore Danske Tønder/
Naar Kornet reignes reent og hart
 Før det er malet sønder.
Saa tog hun da den Epha Byg/
 Der alt var reent og drøftet/
Hun lagde det oppaa sin Ryg
 Og paa sin Skuldre Løftet;
Hun gik der med til Staden hiem
 Træt/ mødig og besværet/
Hun bar det til sin Moder frem
 Og hende det foræret;

Hun tog og frem og hende gaf
 Udaf sin fattig Evne
Det lille Mad hun aad udaf/
 Og det hun monne levne:
Hun tænkte saa/ jeg icke kand
 Det over Hiertet bære/
At see dig med en Brødløs Tand
 Og mig at mættet være.
O kunde mange findes her
 Af ligedan Gemytte/
Mand for alt Guld i Verden er
 Ey burde dem bortbytte.
Da nu den Gamle med behag
 Saae hvad der hiem blef baaret/
Hun spurte/ hvor har du i Dag
 Min hierte-Daatter vaaret/
Hos hvem har du arbeydet nu
 Hvis Ager har du gravet/
Hvo haver kommet dig ihu
 Og med det Byg begavet/
Velsignet være den for GUD/
 Som dig min Daatter kiente/
Fra Gud hand vist er skicket ud/
 Som os den Hielp tilsente;
Hun sin Hosbondis Moder gaf
 Strax Sandingen tilkiende/
Og alle Ting fortællet af
 Hvor det gik til med hende;

Hun sagde: du spør om den Mand
 Hos hvem jeg har arbeydet/
Da viid/ at Boas heder hand/
 GUD self mig did geleydet.
Naemi strax i Talen falt
 For Ruth sin Sønne-Qvinde/
Og raabte/ saa det over alt
 Gaf Skrald i Huuset inde:
Er Boas det/ er det den Mand
 Den du i Dag har funden/
O! O! velsignet være hand
 Hver Dag at Soel har runden;
Hand icke have vil forlat
 Barmhiertighed at øve/
Mod dem/ der er forarmet plat/
 Og tunge Kaar maa prøve:
Hand tænker paa Miskundheds Vey
 Mod Levende og Døde/
Jeg troer/ hans Navn udslættis ey
 Før Verden leggis øde.
Merk her/ Miskundhed mod en Død/
 Det er ey Siæle-Messe/
Hvor ved forkortis mangens Brød
 Til Pavens Interesse.
Men vil du giøre vel imod
 Den Mand i Graven ligger/
See til du bliir hans Enke god/
 Og dem der gaar og tigger.

Den Døde har ey Gavn deraf/
 Men de der lever over/
Sligt skal hukommis i din Grav/
 Naar du blant Døde sover.
Til Ruth Naemi sagde saa/
 Du skalt og vide dette:
Den Mand/ hvis Grund du sanket paa/
 Tilhører os med rette/
Hand er vor Arving til alt det
 Vort Jordegods anrører/
Thi hand tilfalder Løsnings-Ret/
 Saa viit den Sag tilhører.
Ruth svaret: Manden bød mig til/
 At følge med hans Drenge/
Og sanke mens jeg kand og vil/
 Og det indtil saa længe
At Høstens Tid fuldender sig;
 Men see/ Naemi siger:
Min Ruth/ det bedre lader dig
 Du følger med hans Piger/
Paa det at ingen gives maa/
 Med Billighed Aarsage/
Dit Navn at tale ilde paa/
 Og føre nogen Klage;
Og om det u-forvarend skeer/
 Du gik paa fremmet Ager/
Det Høste-Folk/ som dig der seer/
 Det ilde vist optager.

Hun tog det Raad den Gamle gaf/
 Og Reysen strax henbøyer
Til Boas Pigers Sanke-Lav/
 Og sig til dennem føyer/
Blant dem hun gaar/ blant dem hun staar/
 Og sanket mens hun lystet/
Indtil at Byg og Hvede var
 I Huus og Lader høstet/
Saa mangen gang til Jorden ned
 Den trætte Krop maa lude/
Og for et Ax at stryge Sved/
 Til Høstens Tid var ude.
Saa drog hun siden atter hiem/
 Der hun lod af at samle/
Og førte saa til Betlehem
 Sin Avling til den Gamle.

III.Kapitel.


Der nogen Tid forskinnet hen/
 Til Ruth Naemi taler:
Her Ruth/ min Daatter og min Ven/
 Hvad jeg dig her befaler:
Den Boas her i denne Bye/
 Som er vor neste Frende /
Af hvilken her gaar megen Ry
 Blant alle dem ham kiende;
Den Mand du gaf den store Roos/
 At hand saa from sig teede/

Hvis Piger du har været hos
 Den heele Høst at lede;
Hand skal sit Byg i denne Nat
 Paa Loen lade kaste/
Og Kaste-Skovlen tage fat
 Med Verket til at haste.
Tag Sæbe/ hvor den er at faa/
 Og toe dig hvid og faver/
Gak/ salv dig smukt/ tag Klæder paa
 De beste som du haver/
Gak u-formerkt til Loen bort/
 At ingen dig fornemmer/
Skiul dig indtil Maaltid er giort/
 Og hver i Seng sig giemmer;
Thi da skal hver med Øll og Mad
 Sig vide vel at pleye/
Og siden samtlig følgis ad
 At søge hver sit Leye.
See til du merker grant den Sted
 Hvor Boas gaar at hvile/
At du da med al Tugtighed
 Til samme Sted kand ile;
Leg dig ved Mandens Fødder ned/
 Men ey ved Mandens Side/
Naar du hans Been da rører ved/
 Skal hand dig lade vide/
Hvad hand om dig besluttet har/
 Og hvad hand har i Sinde/

Jeg troer du ved hans gode Svar
 Skal dig fornøyet finde.
Hvad skal mand om Naemi Raad
 I dette Stykke dømme?
Hvad om den Mand had giort et Daad/
 Som icke kunde sømme/
Hvad om hand hafde Ruth bekient
 Med en u-lovlig Brynde/
Hvad om hun hafde bleven skient/
 Og locket til at synde?
Hvad om/ der hand fornam at Ruth
 Var af en listig Miine/
Hand hende hafde slæt forskudt
 Fra sig og alle sine.
Hvad om/ naar hun besovet var/
 Hand da/ som andre fleere/
Lod hende drive fra sin Gaard/
 Og for et Vrag passere.
See/ var Naemi icke da
 Aarsage til Ulycke:
Hun raade til og icke fra/
 Hvor vil mand det besmycke.
Maa skee/ mand saa vil bringe for/
 Hun søgte Ruthis beste/
At hun/ som før en Fremmet var/
 Kand Foed i Landet fæste:
Hvis hun i dette Fald har giort/
 Var alt i beste Meening/

At Ruth dis før kand komme fort
 Til Egteskabs Foreening?
Men her/ min Ven/ jeg svarer saa:
 Sligt sømmer ey de Fromme/
Mand intet Ont maa finde paa
 At Got der af kand komme;
Hvo vil med Blod sig vaske vel/
 At toe sin’ Hænder reene?
Hvo slage vil en Præst ihiel/
 Sin GUD der med at tiene?
Hvo vil forhærde slæt et Land/
 At Fred paa Foed kand bringis?
Bør saadan en forhærdet Mand
 Ey drives bort og tvingis?
Men see/ vor GUD/ som alting veed
 For sine smugt at lave/
Hand Qvindens U-betænksomhed
 En god Udgang lod have:
Langt over det vi self forstaar/
 Hand ofte tit kand giøre/
Og giver ofte bedre Kaar/
 End Bønnen frem kand føre.
Den Tid at Ruth fik endelig
 Naemi Raad at høre/
Hun svaret: Moder/ hvad I mig
 Befaler/ vil jeg giøre.
Hun straxen hen til Loen gik/
 I Hiertet heel belettet/

Og efter Ordres som hun fik/
 Den ganske Sag forrettet.
Det lacket fort ad Aftenen/
 Mand ædet har og drucket/
Det trætte Folk sin Møye hen
 Med Viin og Vædske slucket/
Ja/ Boas selfver gladelig
 Den skienkte Skaal samtyckte/
Indtil hand maatte legge sig/
 Og Søvnen hannem trykte/
Blant Hoben iblant Negene
 Hand lagde sig at slumme;
Der Ruth fik saadant til at see/
 Hun tøvet ey at komme/
Men ilet hen til samme Sted
 Før nogen kund’ det agte/
Og lige hos hans Fødder ned
 Henlagde sig saa sagte;
Ved Mandens Been hun foldet op/
 Mens Boas blef forfærdet/
Hand tænkte mindst en fremmet Krop
 Var ham saa nær indgiærdet.
Hand vognet midt i Nattens Tid
 Og sig tilsammen-træcker/
Hand spurde/ hvem er kommen hid
 Og mig af Søvn opvæcker?
Hun svaret: Herre/ jeg er Ruth
 Den Moabitisk Qvinde/

Jeg troer/ jeg bliver ey forskudt/
 Jeg er din Tienerinde;
Breed dine Vinger over mig/
 Og lad mig finde Naade/
Vor Arving est du rettelig/
 Du veedst den Sag at raade.
Da sagde Boas: HErren skal
 Velsigne dig min Daatter/
At du hin unge Karles Tal
 Ey sammen om dig rotter;
Du har ey løbet efter dem/
 Ey fattig eller rige/
Men ført et ærbart Lefnet frem/
 Som hver veed af at sige;
Du dig lydagtig har beteed
 I mindste Deel og største/
Den sidste din Oprigtighed
 Langt overgaar den første.
Nu vel min Daatter/ sagde hand/
 Lad Frygten blive borte/
Hvad jeg for din Skyld giøre kand/
 Skal ey paa Villien Skorte:
Alt hvad du beder/ skal jeg dig
 Til Villie gierne være/
Saa viit min Evne stræcker sig/
 Det svær jeg ved min Ære.
Mit Folk i denne ganske Stad
 Veed om dit gode Rygte/

At Navn og Lefnet følges ad/
 Som Lys i gylden Lygte.
At jeg er Arving veed enhver/
 Og det er noksom sanden;
Dog boer her en/ som nærmer er
 End jeg og nogen anden;
Blif her i Nat/ sov søt og blid/
 I Morgen/ om jeg lever/
Da skal jeg hannem kalde hid
 Med sine Oddels-Brever/
Staar hand da paa sin Løsnings-Ræt/
 Og hand vil den forfægte/
Vel an/ da skal hand vide det/
 At hand dig og skal ægte;
Men hvis hand dig ey tage vil/
 Og giør sig self til Skamme/
Saa sant Gud lever og er til/
 Da skal jeg dig annamme.
Et Ord et Ord/ en Mand en Mand/
 Jeg holder hvad jeg lover/
Hvor paa du frilig sove kand
 Til Natten gaar for over.
Saa sov hun hele Natten ud/
 Nedlagt ved Mandens Fødder/
Men Mandens kierlig Ord og Liud
 I Hiertet fæstet Rødder.
Saa stod hun op der Dagen randt/
 Og sig til Reysen vendte

I Dagningen før Mørket svandt/
 Før en den anden kiendte.
Da tænkte Boas saa ved sig/
 See/ skulle nogen vide/
At her en Qvinde laa ved mig/
 Det kunde jeg ey lide.
Hand sagde: ræk din Kaabe frem
 Og tag en liden Gave/
Du skalt ey gaa tomhændet hiem/
 Men noget med dig have;
Hun Kaaben/ den hun hafde paa/
 Heel sædelig fremrakte/
Hand øsde men der kunde gaa
 Og hende det tilbragte/
Der maalet blef sex Maader Byg/
 Saa meget tog den Kaabe/
Og det blef lagt paa hendis Ryg/
 At slæbe frem tilhobe.
Saa gik hand hiem til Staden ind/
 Og hun hiem til sin Moder/
Hand vandret med et stadigt Sind/
 Og hun med smucke Noder.
Naemi/ som begierlig er/
 At vide hvor er ganget/
Hun spør: hvad er det som du bær?
 Hos hvem har du det fanget?
Hvorledis gaar det til med dig/
 Og hvor er det afløbet?

Siig/ har den Mand erklæretssig/
 Og vil hand holde Kiøbet?
Ruth sin Vær-Moder al Beskeed/
 Fra Punct til Punct fortæller/
Og aabenbarer hvad hun veed
 Med alle sin’ Tilfæller;
Sex Maader Byg hand skaffet mig/
 Jeg skulle til dig bære/
At jeg ey/ naar jeg kom til dig/
 Tomhændet skulle være.
Naemi siger: vær kun stil
 Indtil du faar at vide/
Hvor denne Sag afløbe vil/
 Hvad du har paa at lide;
Jeg kiender Mandens Sind og Agt/
 Hand skal det icke lade
Før hand det har til Ende bragt/
 Dig self til Gavn og Baade;
Jeg veed/ hand skal i denne Dag/
 Sig icke før begive/
Før hand til største Velbehag
 Kand denne Sag fulddrive.

IV. Kapitel.


Da gik den fromme Boas bort/
 Hand vidste sig at føye/
Hand satte sig i Stadens Port
 For alle Folkes Øye.

Saa kom den nærmest Arving der/
 Paa Mandemaal at høre;
Hand sagde: Frende sæt dig her/
 Jeg har dig lidt at spøre:
Ti Mænd af Stadens Ældste did/
 Hand og til sig opkalder/
Hand sagde/ sætter eder hid/
 At see hvad forefalder;
Jeg eder her opfordret har/
 At vidne hvad I høre/
Jeg har en Sag at giøre klar/
 Og ind for Rætten føre.
Hand Arvingen tiltaler saa:
 Du har jo vel fornummen/
Hvor det Naemi monne gaa/
 At hun igien er kommen;
Der Elimelech hendis Mand
 Har endet sine Dage/
Da kom hun i sin Enke-Stand
 Bedrøvet hid tilbage.
For Trang og Armod hun nu vil
 Det stycke Jord afhænde/
Som Elimelech hørde til/
 Der var vor neste Frende;
Thi har jeg ladet denne Sag
 For dig og mig indstevne/
Og disse Dannemænd i Dag
 Til Vidnisbyrd opnævne.

Jeg tænkte saa/ du vide skal/
 Hvad Qvinden har i Sinde/
At hun sin Ager byder fal
 Med Slægt og Svogrers Minde.
Saa siig mig med udtydlig Ord/
 Vil du til Arven henge/
Da kiøb nu strax det stycke Jord
 For fulde Værd og Penge/
At Folket og vor ældste Mænd
 Kand denne Handel vide/
Og giøre dette Kiøb bekiendt
 For alle dem her sidde.
Den første Ræt tilkommer dig
 Og icke nogen anden/
Nest dig tilfalder Lodden mig/
 Og det vil blive sanden.
Den Arving svaret: det er best
 Mand ey fra Rætten viger/
Men jeg vil være Kiøbet nest/
 Jeg det alvorlig siger.
Da sagde Boas: hvilken Stund
 Du løse vil og have
Vor Broder Elimelechs Grund/
 Da skal du dig og lave/
At tage Ruth af Moabs Land/
 Naemi Sønne-Qvinde/
At du der ved opvæcke kand
 Den Dødes Navn og Minde;

Thi saa befaler Mose Lov
 Om døde Brødris Enker/
Derfore giøris vel behov
 Du dig der i betænker.
Den Arving svaret: er det saa/
 Da kand jeg det ey giøre/
Før skal jeg ald min Ræt afstaa
 Og intet derved røre:
Jeg heller overlader dig
 Den Ræt/ som mig tilfalder/
Arf du det ickun frit for mig/
 Og brug det al din Alder;
Thi skulle jeg mig tage paa
 Den fremmet Seng og Leye/
Da kunde snart forloret gaa
 Min egen Arf og Eye;
At og min egen Oddels-Ræt
 Med Gods og Eyendommer/
Forspildis kunde ganske læt
 For all’ min Efterkommer;
Saa hafde jeg kun Sorg der af/
 At al min Slægt og Sønner/
Mig bande skal udi min Graf
 Og ønske slemme Bønner.
Der var i fordum saadan Skik
 Blant HErrens Folk og Slægter/
Naar nogen ud at selge gik
 Sin Jord og sin Indtægter/

Hvis næste Frende sig undslog
 Og løste Godset icke/
Sin Sko hand strax af Foden drog
 Og lod den anden skicke/
Til Tegn/ at hand sin Løsnings-Ræt
 Frivillig self vil spilde/
Og overlade ganske slæt
 Sit Kiøb til hvem der vilde.
Naar saadan Sko for Rætten kom/
 Stod alle Sager faste/
Da var det som en Oddels-Dom/
 Dem ingen maa kuldkaste.
Den Arving sagde Boas til/
 Min Ræt jeg dig tilbyder/
Kiøb hvad du kiøbe kand og vil/
 Jeg icke det fortryder;
Saa drog hand Skoen af sin Fod/
 Fik Boas den i Hænde/
Da raabte Boas/ der hand stod/
 Nu har den Sag en Ende;
Det vitterlig skal være dig/
 Og alle dem her ere/
Og alle dem som hører mig/
 De skulle Vidne være:
Ja/ jeg til Vidne kræver og
 Vor Ældste her i Staden/
Og al den ganske Borger-Flok/
 Som handler her paa Gaden/

I vidne skal fra denne Stund/
 At jeg har kiøbt og leyet
Den Mark/ den Ager/ Jord og Grund/
 Som Elimelech eyet/
Hvad Chilion og Mahlon før
 Har haft til Eyendommer/
Jeg vitterlig for alle giør/
 At det mig nu tilkommer;
I vide skal og endelig/
 Jeg uden List og Renke/
I Dag til Hustro tager mig
 Den Ruth/ den Mahlons Enke;
At jeg vor Døde Broders Navn
 Opvæcke kand med rette/
Og paa hans Arvedeel og Stavn
 Et Efterminde sætte:
Paa det hans Navn og Rygte skal
 Aldelis ey udslættes
I Porten blant sin Brødris Tal/
 Naar Dom og Rætten sættes.
I smucke Folk/ hver i sin Sted/
 Jeg eder alle kræver
Til Vidnisbyrd og Sandheds Eed/
 Saa sant/ som HErren lever!
I haver hørt min Ord i Dag/
 Og hvad her monne være
Forhandlet udi denne Sag/
 Derpaa skal I mig svære:

De svarde alle med en Mund/
 Ja/ vi vil det samtycke/
Vi ønsker af vor Hiertis Grund
 Det bliver dig til Lycke;
Og at den Qvinde/ som dit Huus
 I Dag med Tugt indtriner/
Hun/ som en Himmel-Soel og Lys/
 For sig og sine skinner:
Hun maatte saa dit Huus og Boe
 Forøge/ dig til fromme/
Saa som de smucke Søstre toe
 I Jacobs Huus indkomme:
Som Rachel og som Lea var/
 Ved hvilken Patriarchen
Mangfoldig blef i Slægt og Aar!
 Som Løv og Græs paa Marken;
Gif! at Ephrata seer din Slægt
 I Tusind sig formeere/
Dit Navn og Rygte med Respect
 I Bethlehem florere;
Gif! at du saa som Israel
 Maa skue mange Dage/
Og at dit Huus maa smukt og vel/
 Som Peres Huus tiltage;
Den Sæd som HErren give skal/
 Af denne dydig Qvinde/
Den voxe skal i Tusind Tal/
 Dit Navn til ævig Minde.

Saa tog da Boas karsk og sund
 Sin unge Ruth til ægte/
Den gamle Stad med Haand og Mund
 En megen Fryd opvægte.
Og der hand ind til hende gik/
 Forleente GUD den Lycke/
At hun i Lif en Søn undfik/
 Som blef sin Faders Smycke.
De Qvinder i det Nabolav
 Naemi strax besøgte/
Sin GUD al Priis og Ære gaf/
 Som hielper dem ham frygte;
De sagde: GUD al Ære skee/
 Som vilde det behage/
At du en Arving skulle see
 Paa dine gamle Dage/
Hvor ved du kand forsikres vel/
 At du med al din Stamme/
Beholde skal blant Israel/
 Et Navn foruden Skamme;
I Dag er dig en Arving fød/
 Hvor vel hand end er liden/
Som skal din Enkestand og Nød
 Forsørge smukt med Tiden;
Tak derfor GUD du den bekom/
 Hvis Hierte skal bevægis/
At du kandst paa din Alderdom
 Af hannem vederqvægis;

Din Sønne-Qvinde/ som er nu
 En Barne-Moder bleven/
Udi hvis Hierte/ Sind og Hu
 Du stadig staar indskreven/
Hun avlet haver lyckelig/
 Thi GUD bønhører Bønner/
Den som langt bedre bliver dig
 End syv fuldvoxne Sønner.
Mand bar det Foster ungt og spæ
 Hen til Naemi Sæde/
Hun lagde det oppaa sin Knæ
 Og fostred det med glæde;
Hun var en Beste-Moder før/
 Nu blef hun Barnets Amme/
Hvor vel de Bryst var ganske tør/
 Omhu var dog den samme;
Hun meente hun var Barnet nest/
 Hun self sig og best trode/
Fordi hun selver vidste best
 At røgte saadan Pode.
Men alle de Naboersker
 I Huuset fantea inde/
Med Munden fuld af Ønske hver
 Sig lod erbødig finde/
De sagde: see Naemi nu
 En Sønne-Søn omfavner/
Som i fremtiden med Omhu
 Sin Beste-Moder gavner.

De gaf ham Navn paa samme Sted/
 Og lod ham Obed kalde/
Hans Fader og hans Moder med
 Lod sig det vel befalde.
Den Obed er den Mand der var
 I fordum Jesse Fader/
Og Jesse siden David faar/
 Som hand sig efterlader.
Behager dig at vide ret
 Om denne Slægte-Line:
Da findes deris Byrd og Æt
 Fra Peres fram at trine:
Thi Peres er den første Mand/
 Og Hezron er den anden/
Men Ram den trede nævnis kand/
 Og det er vist og sanden;
Amminadab paa fierde Grad
 I Bogen er indskreven/
Og i den femte Rand og Rad
 Nahesson regnet bleven;
Og efter ham er Salma nest/
 Hand reignis for den siette/
Den syvend’ Mand du Boas est/
 Dig bør mand ey forgiette;
Hvor finder mand den Ottend’ nu/
 See/ Obed staar tilrede/
Den Niend’ kommer jeg ihu/
 Hand Isai skal hede;

Den Tiende/ som triner frem/
 Det David er den fromme/
Og hand skal efter alle dem
 I sidste Slutning komme.
Merk nu hvad Mand at Boas her
 Er i sin Slægter vorden/
Hand Beste-Faders Fader er
 Til Konger her paa Jorden;
Jeg seer oprunden af hans Rand
 Stormægtig og Høybaarne/
Som siden i det hellig Land
 Til Førster er udkaarne:
Kong David og Kong Josaphat/
 Kong Salomon og fleere/
Som er paa det Register sat/
 Og det som end er meere:
At Kongen self af Himmerig/
 Har paa sin Manddoms Vegne/
Blant denne Slægt indregnet sig/
 Og ladet sig der tegne;
Det er den Konge JESUS Christ/
 Hvis Lige ey er funden/
Den u-skatteerlig Davids Qvist
 Af Jesse Roed oprunden.
See Ruth som var af Moabs Kiøn
 Og af en Hednings Stamme/
Den ville nu Guds egen Søn
 Iblant sin Slægt annamme;

Til Vidnisbyrd hand kommen er
 For alle Folk til beste/
For Jøder og for Hedninger/
 Som Troe paa hannem fæste;
Hand være skal Guds Salighed
 Til Længste Jordens Ende/
Hvo dette med mig troer og veed/
 GUD dem sin staade sende.