Skipper Worse/1
„Lauritz! — din Dævlunge! — op og klar Vimpelen.“
Skipper Worse stod agterud ved Kahytten. Der blæste en frisk Nordenvind indover Fjorden, og den gamle Brig kom glidende mageligt for smaa Seil.
Strømmen var udbærende og toppede Søen i krappe Bølger udfor Odden, hvor Sandsgaardbugten bøiede ind. Og idet „Familiens Haab“ svingede, syntes det gode Skib at kjende sig saa trygt og hjemligt inde paa den gamle vante Havn.
Men Skipper Worse blinkede til Rormanden: „Hun kjender sig pinedød igjen, saasnart vi er om Næsset.“
Thi „Familiens Haab“ var ikke som andre Skibe. Der kunde kanske være Skibe, der saa lidt lettere og finere ud; ja der kunde muligens findes — skjønt det havde da Jacob Worse aldrig seet — men umuligt var det ikke, at der blandt de nymodens Engelskmænd kunde træffes et eller to, der seilede en Smule bedre.
Men dermed stansede ogsaa alle Indrømmelser. Noget stærkere, noget tættere, noget fuldkomnere end „Familiens Haab“ flød ikke paa Søen, — vilde heller aldrig komme til at flyde paa den.
Derfor skinnede Solen saa festligt udover Sandsgaardhusene, over Haven og Værftet, over hele den venlige Bugt, hvor de blaa Sommerbølger løb i flokkevis mod Land, for at melde, at Jacob Worse var i Fjorden.
Men Zacharias Søhusdreng havde allerede meldt det.
„Er han ogsaa sikker paa det?“ spurgte Konsul Garman skarpt.
„Vi har obsalveret hende i Kikkerten — Hr. Konsul! det er saavist „Familiens Haab“, som at jeg staar her en Synder for Gud. Hun holder lige ind paa Sandsgaardbugten.“
Morten W. Garman reiste sig af Armstolen. Han var en høi, svær Mand med stærkt krøllet hvidt Haar og fremstaaende Underlæbe.
Da han tog Hat og Stok, skalv han lidt paa Hænderne; thi „Familiens Haab“ havde været meget længe underveis.
Ude i det ydre Kontor stod Bogholderen ved den lille Udkiksrude. Konsulen tog Kikkerten af hans Haand, saa udover Fjorden, skjød Kikkerten sammen igjen og sagde: „Det har sin Rigtighed. Jacob Worse er en paalidelig Mand.“
Det var første Gang, noget Skib fra den Kant havde været i Rio de Janeiro, og det var nærmest Skipper Worses Ærgjerrighed, der havde faaet det vovelige Foretagende istand. Men da han blev saa overordentlig længe borte, var Konsulen begyndt at opgive „Familiens Haab“, som han havde opgivet saamange andre i de sidste Aar.
Nu var han vistnok glad baade over Skibet og over sin gamle Kaptein Worse; men alligevel var hans Trin tunge og lød saa ødsligt og trist, da han fra Kontorerne gik gjennem den store Gang, hvor den brede Trappe førte op til anden Etage.
Thi der skulde mere til end én heldig Reise, for at berolige den bekymrede Kjøbmand; og dertil kom, at Sandsgaard var tomt og forladt, ingen Ungdom, ingen Selskaber, — kun gamle Minder om sirlige Kavalerer og frimodigt udringede Damer, der havde efterladt en Duft i Krogene, som bragte hans Hjerte til at banke.
Siden Fru Garmans Død ifjor Sommer havde alle Selskabsværelserne i anden Etage staaet lukkede. Begge Sønnerne vare i Udlandet, Christian Fredrik i London og Richard i Stockholm; og Konsul Garman, der hele sit Liv igjennem havde været vant til munter og sorgløs Selskabelighed, skulde just ikke føle sig meget oplivet ved at leve alene med de to gamle Jomfruer — Søstre af hans salig Kone, der nu sloges om at styre Huset for ham. —
Da han fra sit gode Skib saa al den Bevægelse, der blev inde paa Værftet og rundtom i Bugten, svulmede Jacob Worses Hjerte af Stolthed. Alt, hvad der var af Baade, kom roende ud. Slægtninge af Mandskabet, Mødre og Kjærester viftede med Tørklæder, medens de græd af Bevægelse; — de fleste havde for længe siden opgivet „Familiens Haab“.
Der var ingen Slægtninge, som tog imod Skipper Worse; han var Enkemand, og hans Søn var i Handelsskolen i Lübeck. Det, han glædede sig til, var at fortælle de andre Skippere i Klubben om Rio de Janeiro, hvor ingen havde været; men allermest frydede han sig ved Tanken om de Historier, han skulde opvarte Skipper Randulf med.
Hvad var nu Randulfs vidt berømte og tidt fortalte Reise til Taganrog imod Rio! — han — Worse — vilde ikke tage i Betænkning at smøre rigtig tykt paa.
I sine unge Dage havde Jacob Worse været en Galning, og han var endnu en munter halvgammel Fyr oppe i de femti Aar.
Hans Krop var kort og tæt, hans Ansigt et ægte Skipperansigt — firkantet, rødladent, trohjertet og lystigt. Hvis hans Hovedhaar vare talte, maatte det være et overmaade høit Tal; for de sad saa tæt som paa et Odderskind, og dertil voxte de paa en eiendommelig Maade.
Det saa ud, somom en Orkan engang havde blæst ham bag i Issen, lagt først en liden spiralformet Hvirvel af Haar deroppe og siden blæst alt det øvrige nedover og til Siderne og fremover. Og der laa nu hans Haar engang for alle tæt og fast uden at lade sig forstyrre af nogen senere Vind; og fremover forbi Ørerne havde Orkanen lagt smaa Rækker af Bølger lig de, den fine Flyvesand danner efter en Storm.
Inderst ved Bryggen blev „Fruens Baad“ bemandet; Skipper Worse gned sig i Hænderne, det var en stor Udmærkelse. Men da han nu saa Konsulen selv stige ned i Baaden, gjorde han et lidet Rundkast paa Dækket som en lystig Gut.
Thi at Konsulen selv gik ombord og tog imod Skibet, var en stor Mærkværdighed. Der kom ellers ialmindelighed en fra Kontoret, naar ikke de unge Sønner vare hjemme; for da pleiede baade Christian Fredrik og især Richard at møde langt ude i Fjorden, for at seile ind og drikke Marsala i Kahytten.
Da Briggen svingede op for Ankeret, var „Fruens Baad“ endnu et Stykke borte. Men Skipper Worse kunde ikke længer styre sig, han tog Tag i Vantet, svang sig op paa Rækken, og idet han viftede med Hatten, raabte han, saa det lød over hele Sandsgaard: „Vi kommer sent — Hr. Kunsel! men vi kommer godt!“
Konsul Garman smilte og hilste igjen, medens han i al Stilhed trak sine Ringe af den høire Haand; thi han kjendte Jacob Worses Nævetag, naar han kom af Reis.
Paa Dækket stod Kapteinen ærbødig og lyksalig med Hatten i Haanden, da Konsulen forsigtig og stivbenet steg op ad Falderebet.
„Velkommen hjem — Jacob Worse!“
„Tak for det — Hr. Kunsel!“
Konsulen overlod sin Haand til Presning.
Mandskabet stod i en ærbødig Kreds omkring. De var allerede vaskede og pyntede — færdige til at gaa iland; thi der var kommet saa mange Venner og Slægtninge ombord under Indseilingen, saa de behøvede ikke at tage Haand i Arbeidet med Ankring og Fortøining.
Konsulen hilste venligt paa dem. De solbrændte Ansigter tog sig saa fremmed og kjækt ud derhjemme i den kjølige Forsommer; en og anden havde en ildrød Skjorte eller en violet Skothue, som var hjemført fra det vidunderlige Rio. Og paa alle de smilende Ansigter kunde man se, at de vidste, hvilke Allerhelvedes Karle de vare og hvor ivrigt de længtede efter at komme iland, for at vise sig og begynde at fortælle.
„Her er en Galning,“ sagde Skipper Worse, „han gik ud som Kahytsgut; men vi har gjort ham til Jungmand underveis. — Kunselen maa vide, der døde et Par for os derover i Rio, — Satans heftigt Klima! naa Lauritz! — frem med dig“
En ung Gut paa en sexten sytten Aar blev endelig skubbet ud af Gruppen, undseelig og kantet; Ansigtet rundt og rødt skinnende som et Æble efter en alvorlig Sæbevask.
„Hvad heder han?“ spurgte Konsulen.
„Lauritz Seehus,“ svarede Gutten.
„Lauritz Boldeman Seehus,“ rettede Kapteinen; og Mandskabet fniste, for de kaldte ham Lauritz Bollemand.
„Vi have altid havt god Grund og Anledning til at lægge besynderlig Vægt paa Kaptein Worse’s Recommendationer, og dersom det unge Menneske vil træde i en saa dygtig Sømands Fodspor“ — her bukkede Konsulen for Kapteinen — „vil Huset forfremme ham efter Fortjeneste. Forøvrigt vil det hele Mandskab proportionaliter erholde en Gratification ved Afregningen ianledning af den lange og farefulde Reise. Huset takker hver især for godt og trofast Arbeide.“
Konsulen hilste rundt og gik ned i Kahytten fulgt af Kapteinen.
Mandskabet var i udmærket Humør baade for „Gratificationen“ og fordi det var noget ganske uvant, at en Reder kom ombord og takkede simple Søfolk.
Det var hellerikke Konsul Garmans Vane at give sig meget af med sine Folk. Ikke at han var nogen haard Herre — tvertimod; han hilste altid venligt, sagde vel ogsaa af og til et Par Ord i forbigaaende. Men han var og blev dog saa uendeligt fjern og høit oppe, saa at den mindste Venlighed fra hans Side blev til en Nedladenhed, der modtoges med Tak og Beundring.
Da han en halv Times Tid efter gik i Baaden igjen, for at ro iland, blev der raabt Hurra for ham fra Skibet. Konsulen reiste sig i Baaden og tog sin Hat af. Han var meget bevæget og trængte til at komme hjem i Kontoret og være alene.
Konsulen førte med sig iland Skibets Papirer og en Pose gode Souvereigns. Det havde været en god Reise; Huset C. F. Garman havde paa lang Tid ikke gjort en saa god Forretning; det var glædeligt; men det var ikke nok.
I alle de Aar, Morten Garman havde arbeidet efter Faderens Død, var det aldrig lykkedes ham at bringe Liv og Frodighed i den store, vidtløftige Virksomhed.
Huset havde i Krigsaarene og ved Myntreduktionen lidt saa tunge Tab, at dets Kræfter vare lammede for mange Aar, — ja det syntes næsten, somom det aldrig skulde forvindes. Sagen var, at Huset fra gammel Tid sad med altformange faste Eiendomme, der ikke stod i Forhold til den formindskede rørlige Kapital; dertil kom ogsaa Gjæld, som tyngede.
Og det blev ikke bedre; Morten W. Garman, som var en usædvanlig duelig Handelsmand, maatte opbyde al sin Kraft og Flid, for at opretholde Husets gamle Glans og Anseelse.
Saalænge han endnu var ung, gik det an; men nu, da han nærmede sig sexti Aar, da hans Kone var død og der var tomt og øde paa Sandsgaard, nu faldt det dobbelt tungt over ham, at denne Forretning, som var hans Glæde og Stolthed og som han havde drømt at gjøre saa stor og stærk, at den skulde ligge igjen efter ham uden Livskraft kanske endog opløst og usolid.
Husholdningen paa Sandsgaard havde alle Dage været meget kostbar. Den livlige, smukke Fru Garman havde yndet Assembléer, Maskerader og Optog, og hendes Mand delte fuldkommen hendes Smag i saa Maade.
De friere Ideer fra Aarhundredets Begyndelse i Forbindelse med hans Stilling som eneste Søn i det store Handelshus havde givet hans Livsanskuelse et overmodigt Sving. Inde i Byen var der baade lidt Spot og megen Forargelse over hans Forfængelighed.
Men det vidste han selv ingenting om.
Fra sit Ungdomsliv i Udlandet og fra hyppige Reiser førte han med sig hjem en egen Luft, hvori han levede, — Anskuelser og Ideer, vidt forskjellige fra dem, med hvilke der arbeidedes i den lille tarvelige By, som netop befandt sig i en dobbelt Gjæring ved økonomisk Opsving og en stærk, religiøs Bevægelse.
Ude paa Sandsgaard derimod levedes der endnu Paryktid. De hovmodige Embedsmænd og Officerer, som hørte til i Byen, livedes op igjen og gjenfandt sine Traditioner ved Festerne derude, hvor der blev spist og drukket godt og længe ved lange Borde; hvor Selskabet var saa fint og sikkert paa sig selv, at Samtalen ikke behøvede at være saa ængsteligt fin; hvor et dristigt Ord eller et Tryk af en Fod eller en Haand, som forvildede sig, hvor den ikke burde være, eller en Hvisken bag Viften, som i Virkeligheden var et Kys paa Øreflippen, hvor hundrede smaa Traade — for lette til at være letfærdige gik fra den ene til den anden og indspandt det hele Selskab i et fint, glinsende Silkespind, bag hvilket Frivoliteten tog sig ud, blev elegant, sirlig, anstændig som en Menuet.
Og i dette Liv svømmede Konsul Garman — sikker og behændig som en blank Fisk.
Naar han paa de store Selskabsdage sad i Kontoret om Formiddagen, fløi Pennen henover Papiret, og da skrev han sine bedste Breve. Hans Tanke var saa klar, hans Sind saa færdigt og ubekymret, at det største som det mindste kom frem i sin Orden og paa sin Plads.
I samme Brev, hvori han ordinerede en Ladning Kaffe, glemte han ikke tolv Pakker Lak og to Kurve hollandske Kridtpiber til Kramboden; og fra at have givet en havareret Kaptein sine instruktioner, kunde han uden Anstrængelse gaa over til den mest detaillerede Beskrivelse af en Indretning ved Ovnsrørene, som han havde seet i London, og som han nu vilde have indført paa Byens Sygehus.
Men naar saa Posten var expederet, og Klokken blev henad tre — Middagstiden ved store Selskaber — og Konsulen havde barberet sig omhyggeligt, parfumeret og salvet sig af talrige Krukker og Flasker, da steg han opad den brede Trappe i sin langskjødede blaa Kjole med blanke Knapper, Puffer paa Skuldrene, indsnøret Vest, Kalvekryds med Diamantnaal og det smukke graasprængte Haar ligesom let pudret i Bukler. Og da kunde det vel hænde, at han nynnede et forvovent fransk Refrain, — tænkende paa sine galante Eventyr og stillende sine smukke Ben sirligt og omhyggeligt; det var hans Drøm, at Knæbuxernes Tid vilde vende tilbage.
Trods sine galante Eventyr havde Konsul Garman været en mønsterværdig Ægtemand efter Tidens Fordringer; og da hans Kone døde, sørgede han oprigtigt, og satte mange Mindestene med kjærlige Inskriptioner paa hendes Yndlingssteder i Haven.
Med Fruens Død fik jo Selskabeligheden en Ende, saa at den Udgiftspost gik betydeligt ned; men samtidig gik et Par andre Poster temmelig stærkt iveiret. Og det var de to unge Sønners Conti — især Richards.
Konsul Garmans Natur havde ligesom spaltet sig i disse to Sønner. Richard var hans Stolthed og Svaghed. Hans smukke Ydre og lette Sind var som et Gjenskin af Konsulens egen Ungdom; og naar Richard tog den bedste Hest og det smukkeste Ridetøi og Konsulens egen Ridepisk, som ingen maatte røre, da listede Faderen sig fra Vindu til Vindu, saalænge han kunde øine ham, — henrykt over, hvor godt Gutten sad tilhest, og hvor det altsammen passede til ham.
Mod sin ældste Søn — Christian Fredrik — var Konsul Garman derimod mere stræng.
Til Richard kunde han stundom skrive, naar det blev altfor galt med hans Ødselhed: „Jeg kan vistnok ret vel sætte mig ind i, at den carrière, som du med dine Forældres Samtykke har valgt, medfører adskillige Udgifter, som ihvorvel tilsyneladende overflødige dog ved en nøiere Betragtning af Omstændigheder og Forhold kunne indrømmes at være om end ikke absolut nødvendige, saa dog til en vis Grad paakrævede eller begrundede i samme ovenbemeldte Forhold; men paa den anden Side vil jeg dog give dig at betænke, om du ikke selv med betydeligt indskrænkede expenser skulde kunne forventes at opnaa det samme Resultat for din Fremtid paa den diplomatiske Løbebane. Fornemmelig vilde jeg have dig admoneret om, at du holder et regulairt Regnskab; ikke saa meget af den Grund, at jeg skulde ville controllere dine Udgifter; som paa Grund af, at Erfaring har lært mig, at vi ved et regulairt Regnskab bedst controllere os selv.“
Men Regnskab var ikke Richards Sag — endsige da et regulairt; han begyndte af og til; men det gik helst op i Spøg og muntre Historier, som morede den Gamle og fik ham til at glemme Pengene.
Christian Fredrik derimod indsendte maanedlige Extrakter af sin Cassabog ligefra den Tid, han var i Christianis Institut; og disse Extrakter blev paa det ubarmhjertigste gjennemgranskede af Konsulen.
Var der da en feilagtig Postering, for nu ikke at tale om en Regnefeil — eller bare en Udgiftspost, som kunde synes noget stor eller usædvanlig, saa fik Sønnen et skarpt Brev om det for en Kjøbmand absolut forkastelige i uordentlig Bogførsel eller Ødselhed.
Dette holdt Christian Fredrik i en ængstelig Respekt, ja det krænkede ham undertiden. Men han vilde have følt sig beroliget, om han havde seet, med hvilket Velbehag Konsulen gjennemgik disse sirlige Extrakter, og med hvilken Omhu de bleve nummererede og nedlagte i en vis, bestemt Skuffe.
Desuden var Christian Fredrik nu den eneste, med hvem Konsulen underholdt nogen Fortrolighed; og i de udførlige Breve, han afsendte mindst en Gang om Maaneden, holdt han sin ældste Søn à jour med Forretningen. I det sidste hændte det endogsaa, at Konsulen spurgte om hans Mening i et eller andet.
Blandt de Ting, som mest sysselsatte Konsul Garman og paa en Maade foruroligede ham, var ogsaa det Opsving, Byen tog i de senere Aar.
Ganske nye Folk dukkede op med Lommen fuld af Penge, kjøbte Sild og saltede for egen Regning og udskibede i tusindvis af Tønder om Vaaren. Hele Formuer tjentes af Haugianere og Hængehoveder, som blandede Bibelsprog i sine Handelsbreve og ikke havde Idé om et ordentligt Bogholderi.
Der var et Liv og en Travlhed og en Salmesang og en Opbyggelighed over Byen, som den Gamle paa Sandsgaard ikke blev træt af at forundre sig over. Og alle disse Mennesker havde Penge.
Herfra begyndte saa igjen Konsulens sørgelige Betragtninger; men dem holdt han for sig selv. Ikke engang Christian Fredrik maatte vide, hvor vanskeligt han mangen Gang havde det. —
„Familiens Haab“ laa vel fortøiet med Flag under Gaffelen, Vimpel og Stander. Mandskabet gik iland, medens der var en stadig Strøm af Visiter ombord baade fra Sandsgaard og Byen.
Kapteinens hvidmalede Gig blev bemandet. Jacob Worse satte sig agterud paa et udbredt Flag, hvis Hjørner slæbte i Søen. Bagved ham krøb Lauritz Boldeman op og tog Rorlinerne; det skulde se ud aldeles som en Orlogsbaad. Sex Mand roede med lange Drag og vippede Vandet med Aarerne.
Saaledes havde Skipper Worse hele Tiden tænkt sig at vende tilbage fra sin Rio-Reise, og derfor var han ogsaa sjæleglad, da han nu kom indad Byvaagen.
Thi det kunde aldrig falde ham ind at lade sig ro iland i Sandsgaard og derfra spadsere til Byen, skjønt det var meget kortere og snarere. Det var en Grille hos ham, at Sandsgaard var en Ø, og hvorledes end Veiret var, lod han sig bestandig ro baade frem og tilbage.
Han kunde se, at de havde heist Flag paa hans Søhus inde ved Torvebryggen. Worse eiede en gammel vidtløftig Handelsgaard, der omfattede hele Kvartalet ved Torvet og endte i et stort femetages Søhus ud imod Vaagen. Thi Jacob Worse havde Penge, dem han dels havde lagt sig op som mangeaarig Skipper, dels havde tjent ved egne Speculationer.
Naar han var hjemme om Vinteren, var han den ivrigste paa Fisket fra den første Dag, til det var slut; kjøbte, solgte og saltede for egen Regning.
C. F. Garman befattede sig ikke saameget med Silden; Huset drev helst Speculations- og Commissionshandel i Salt og Korn i Forbindelse med Bankier- og Vexelforretning.
Skipper Worse havde saaledes i Aarenes Løb gjort sig til en forholdsvis rig Mand; og naar han — som denne Gang — havde været saa længe borte, var han meget spændt paa at erfare, hvorledes hans Folk havde stellet sig i den lange Tid.
Men intet interesserede ham dog i den Grad som at træffe Skipper Randulf, og hvergang han tænkte paa det, slog han sig paa Knæet og lo høit.
Inde paa Vaagen laa der faa Skibe, siden det var Sommer; men hist og her fik de dog sine Flag frem, da de saa Jacob Worses Baad komme indover. Fra Brygger og Søhuse paa begge Sider af Havnen raabte Kjendinger til ham; han hilste igjen og lo — stolt og fornøiet.
„Hvor skal du hen — Lauritz?“ — spurgte han, da de nærmede sig til Bryggen; for Lauritz Seehus hørte hjemme i Flekkefjord.
„Jeg tænker, jeg vil tage ind hos Madame Torvestad; der har jeg altid boet før,“ svarede Gutten.
„Aa Fanden —,“ sagde Jacob Worse, „nu er du jo voxen Gut; du kan da ikke blive boende hos den gamle skinhellige Postillen.“
Men da han saa nogle Trækninger i Ansigterne paa dem, der roede, forstod han det og raabte: „Aa din Dævlunge! saa det er for Jomfruernes Skyld, du vil til Madame Torvestad! — ja tag du dig iagt; du ved, jeg kommanderer den Skuden ogsaa.“
Dette var en Vittighed; thi Madame Torvestad boede tilleie i Bagbygningen i Worses Gaard.
Men paa Torvebryggen ventede der Skipper Worse en bitter Skuffelse: Randulf var i Østersøen med Sild.