| VII |
indtager saaledes en vigtig Plads i Rækken af Norges geistlige Love. Der er vel Sandsynlighed for, at denne Christenret först er bleven offentliggjort Aar 1280, efterat Kong Magnus Haakonssön (den 9de Mai) var afgangen ved Döden; men da den upaatvivlelig er udarbeidet i denne Konges Regjeringstid, og det rimeligviis ifölge Overlægning imellem ham og Erkebiskoppen, og da den slutter sig til den imellem begge afsluttede Overeenskomst til Tunsberg (af 9de August 1277), saa have vi troet det rigtigst at optage den blandt de Lovarbeider, som nærværende Bind omfatter. Af hvad ovenfor er paapeget maa man udentvivl forklare sig, at der ogsaa i denne Christenret med Hensyn til enkelke Bestemmelser og Tillæg, hvilke findes i nogle, udelades i andre Codices, spores en vis Vaklen og Usikkerhed. Af denne Lov haves 7 Haandskrifter, der alle maae ansees at höre til de slettere i sit Slags. Til Grundcodex valgtes Cod. arnam. No. 65 qv., som den mindst mangelfulde, imidlertid have dog flere Rettelser paa sædvanlig Maade maattet anbringes.
V. Hirdskraa. Af denne Lov, der ifölge Hr. Hauk Erlendssöns udtrykkelige Vidnesbyrd i Overskriften til Cap. 1 (see Side 391, Not. 1) er "sammensat" (det vil her sige formet i en ny Bearbeidelse af ældre Bestemmelser og Vedtægter) af Kong Magnus Haakonssön, haves, foruden Fragmenter af tabte Codices, 6 norske og 3 islandske Haandskrifter, hvortil kommer Dolmers Udgave, Kjöbenhavn 1666, hvis Text dog fordetmeste kun synes at være en slet Copi af Hirdskraa i den stockholmske Codex C. 21 qv. Af de ovennævnte 9 Haandskrifter er der intet, som fremstiller Hirdskraaens Text saa vel redigeret, som de tre Codices, 60 qv., 322 og 304 fol., fremstille Landslovens, og det maa ansees for en stor Skade, at Hr. Hauk Erlendssöns egenhændige Afskrift, der indeholdtes i den Codex, hvoraf de ovenomtalte Brudstykker af Landsloven ere fundne, paa et lidet Stykke i Begyndelsen nær er tabt. Den Codex, i hvilken Texten maaskee findes fuldstændigst og rigtigst, er Cod. 1642 paa det kgl. Bibl. i Kjöbenhavn (nyere Saml.), almindelig kaldet Codex Tunsbergensis; men den i denne Cod. anvendte Orthographi, der baade er usædvanlig og stödende, gjorde det vanskeligt at benytte den som Grundcodex. Valget faldt derfor paa Cod. 323, hvor Hirdskraaen findes bagefter föromtalte nyere Bylov, med samme Haand som denne. Sprog og Orthographi ere her ret gode, og Texten stemmer i det Hele taget temmelig nöie med Texten i Codex Tunsbergensis. Vistnok findes der ikke faa meningslöse Steder, men disse ere alle særdeles lette at berigtige, og i Udgaven omhyggeligt rettede paa oftomtalte Maade, de hist og her udeglemte Stykker ere tilföiede o. s. v., saaat Udgiverne nære det Haab, at Texten, saadan som den her er leveret, ikke lader synderligt i Tydelighed og Fuldstændighed tilbage at önske, medens der dog ikke til nogensomhelst Skade er gjort Vold paa den diplomatariske Nöiagtighed ved Meddelelsen.
VII. Retterböder og Forordninger. Af disse, der deels ere meddeelte efter Afskrifter i Codices, deels efter Originaler eller Uddrag af Copiböger, udgjöre de,
