| VI |
Landsloven. Man har saaledes anseet det rigtigst at behandle det Hele under Eet, og ved Grundcodex, No. 323 fol., der indeholder Bergens Bylov, at anföre Varianterne af alle de övrige Haandskrifter, der dog, ligesom ved Landsloven, ere betegnede med fælles Hovedsignatur for hver Klasse (B = Bergen, O — Oslo, T — Tunsberg, N — Nidaros, X = almindelig Lov). Ogsaa med Hensyn til Valget af Varianterne ved den store Masse af Codices (25 foruden Brudstykker) gjelder det samme.
III. Den nyere Christenret, udgiven af Kong Magnus Haakonssön. Da man af denne finder to Bearbeidelser, een for Borgarthinget, hvor ikke ubetydelige Stykker af den ældre Borgarthings-Christenret (f. Ex. Cap. 1, 4, 5, 27) og rimeligviis af den ældre verdslige Borgarthings-Lov (f. Ex. Cap. 25, 26) ere optagne; en anden for Gulathinget, der indeholder flere Stykker af den ældre Gulathings-Christenret og desforuden en Bestemmelse om Kongevalg og Kongearv (Cap. 4 fgg.), der tillægges Kong Haakon Haakonssön og ellers kun findes i Hákonarbók Cap. 9 fg. (see förste Bind. S. 262 fg.); — synes man med temmelig Sikkerhed at kunne slutte, at den Lovrevision, hvoraf disse Christenretter ere Resultater, allerede er foregaaen under Kong Haakon Haakonssön eller i alle Fald i Kong Magnus's förste Regjeringstid, förend Omarbeidelsen af den verdslige Lov var tilendebragt. Om en vis Usikkerhed i denne Deel af Lovgivningen, hvor Geistlighedens Stemme gjaldt fuldt saa meget om ikke mere end Kongens, vidne Afvigelserne mellem de enkelte Bearbeidelser af Gulathings-Christenret, samt de forskjellige, storre eller mindre Tillæg, som findes vedföiede enkelte Codices. Rimeligviis have disse Christenretter, der ikkun ere at betragte som ufuldkomne Tillempninger af ældre Christenretter paa Kirkens senere Forhold, strengt taget heller ikke opnaaet Lovskraft i samme Betydning som Lands- og By-Loven, nemlig ved formelig Antagelse til Thinge af alle vedkommende Parter: Konge, Almue og Geistlighed; men have snarere gjældet ved et Slags stiltiende Overeenskomst, da Konge og Geistlighed ikke kunde enes om Indretningen af en ganske ny Christenret, der kunde indtages som Christendomsbolk i den omarbeidede Landslov.
Ved Valget af Grundcodex for Gulathings-Christenretten maatte man bestemme sig for Cod. 16 qv. i det kgl. Bibl. i Stockholm, paa Grund af dens Fuldstændighed, trods dens besynderlige Orthographi. For at man dog heller ikke skulde savne en Text med godt Sprog, er den, saadan som den findes i den fortrinlige Cod. arnam. 62 qv., meddeelt i Anhang S. 326—335. I samme Anhang ere ogsaa de ovenomtalte Tillæg meddeelte.
IV. Erkebiskop Jons Christenret. Dette Lovarbeide maa vistnok egentlig betragtes som et Lovudkast, forfattet af Erkebiskop Jon (1267—1282) for at ophöies til almindelig Christenret for hele Norge, men neppe nogensinde formeligen vedtaget som saadan, af den Grund, at Udkastet forekom den verdslige Statsmagt altfor eensidigt i Geistlighedens Interesse. Det har imidlertid, som det lader, ligefuldt været benyttet som et Supplement til de ældre Christenretters Bestemmelser og
