| IV |
Omstændigheder vilde det have været en unödvendig Vidlöftighed, ja endog en ukritisk Fremgangsmaade, ved Udgivelsen at dele Haandskrifterne i fire Klasser, een for hvert Lagdömme, og udgive hver Klasse for sig selv. Det maatte ei alene være tilstrækkeligt, men endog med Hensyn til Textens Beskaffenhed og den större tilsigtede Brugbarhed af Udgaven rigtigere, at udgive Loven under eet, en Fremgangsmaade, som ogsaa tidligere er fulgt ved den ældre Udgave af den samme Lov i Kjöbenhavn 1817. Den udkommer saaledes her under Titelen "Kong Magnus Haakonssöns Landslov." For at man dog stedse med Lethed kan see, hvilket Lagdömme hver enkelt Variant-Codex tilhörer, er hver især, som nærmere S. 7 bemærket, betegnet med en dobbelt Signatur, saaledes at det förste Bogstav (G, F, E eller B) betegner Lagdömmet, det andet Codexens Plads i Rækken for hvert enkelt Lagdömme. Formedelst den store Masse af Haandskrifter (41 aldeles eller nogenlunde fuldstændige, foruden Brudstykker), har man her strengt maattet holde sig til den i Fortalen til förste B. S. VIII No. 5 antydede Fremgangsmaade, at give Menings-Varianter Fortrinet for blot grammatiske eller orthographiske. Disse ere her saaledes i de fleste Tilfælde udeladte. Man har ligeledes troet at burde udelade Afvigelserne i Capitel-Overskrifter og i Indholdslisterne foran Bolkerne, især da disse Titler i de fleste llaandskrifter ere meget slet redigerede og heel ofte feilagtige. Kun hvor de indeholde noget særdeles mærkeligt, ere de anförte;[1] men saadanne Tilfælde forekomme yderst sjeldent. I Valget af Varianter har man imidlertid anvendt den yderste Forsigtighed, og enhver, nok saa ubetydelig, ja endog uvigtig Afvigelse, naar den blot ansaaes for paa nogen Maade at kunne forandre Meningen, er anfört. Derfnr er ogsaa Varianternes Antal, trods den ovennævnte Udeladelse, blevet meget stort, og langt större end i den ovennævnte kjöbenhavnske Udgave.
Som Grundcodex, efter hvilken Texten er aftrykt, har man her valgt Cod. No. 60 qv. i den arnamagnæanske Samling, der er skreven med samme Haand som, og saagodtsom aldeles ligelydende med No. 322 fol. og 304 fol. sammesteds, samt med endnu en fjerde Codex, hvoraf Brudstykker nys ere fundne i det norske Rigsarkiv. De ovennævnte 3 Codices udmærke sig med Hensyn til Textens omhyggelige Behandling saa overordentligt fremfor de fleste övrige, at der neppe kunde være Spörgsmaal om at vælge nogen anden, end een af dem, til Grundcodex.[2] Ved den kjöbenhavnske Udgave er ogsaa Cod. 322 lagt til Grund. Nærmere Undersögelser have imidlertid viist, at Cod. 60 qv. er den nöiagtigst og omhyggeligst skrevne af dem alle, hvorfor den ogsaa ved nærværende Udgave er bleven foretrukken. Med
- ↑ For Ex. ved VIII, 7, hvor Ed istedetfor den sædvanlige Talemaade einlöypan mann har det sjeldne og mærkelige Udtryk firaflæin.
- ↑ Det maa imidlertid bemærkes, at der blandt flere Brudstykker af Lovcodices, der 1847 fandtes i det norske Rigsarkiv, ogsaa ere ikke faa Stykker af en Gulathingslov, der med Bestemthed kan godtgjores at være egenhændigt skreven af Lagmanden Hr. Hauk Erlendssön, c. 1310, og som baade med Hensyn til Textens Behandling, Sprog og Retskrivning viser sig saa fortrinlig, at den uden Spörgsmaal maatte have været valgt til Grundcodex, hvis vi havde haft den fuldstændig. De forefundne Brudstykker ville i fjerde Bind blive meddeelte in extenso.
