Det andet Bind af de gamle norske Love, hvilket herved overleveres Almeenheden, indeholder de omfattende og indgribende Lov-Arbeider, der skyldes Kong Magnus Haakonssön — formedelst denne sin Omhu for Lovforbedringen senere kaldet Lagabötir d. e. Lovböderen —, og ere udkomne under hans næsten 17aarige Regjeringstid (fra 15de December 1263 til 9de Mai 1280). Med Hensyn til Behandlingen af det forhaandenværende Stof og Indretningen af del Hele er i det Væsentlige i nærværende Bind samme Fremgangsmaade iagttagen, som i det forste, og vi kunne forsaavidt desangaaende henvise Læserne til hvad der i Fortalen til forste Bind Side VI til IX findes anfört. Udgiverne maae dog gjöre opmærksom paa, at de i dette Bind, hvor paa enkelt Sted en eller anden större Egenhed findes i de til Grund lagte Codices, have betegnet dette ved at tilföie et (!), for at det ikke skulde blive anseet for Trykfeil.
Med Hensyn til de enkelte Dele, hvoraf nærværende andet Bind bestaar, maae vi bemærke Fölgende.
I. Den nyere Landslov. Naar man undertiden finder ogsaa denne ligesom de ældre Landslove benævnt Gulathings-, Frostathings-, Eidsivathings- eller Borgarthings-Lov, da maa man derfor ikke forestille sig, at Indholdet for hvert Lagthing er forskjelligt. Afvigelserne bestaae alene deels i de Bestemmelser om Nævningsmænd til Lagthinget, der indeholdes i Thingfarebolkens Cap. 2, og naturligviis maatte være afpassede efter ethvert Lagdömmes særegne Localforhold, deels i, at der paa de Steder i Loven, hvor Lagthinget omtales, i Gulathingsloven kun nævnes Gulathing, i Eidsivathingsloven Eidsivathing o. s. v.; forresten er alt det Övrige ligelydende. Det er derfor endog ingenlunde sjeldent, at finde f. Ex. Codices af Borgarthingsloven, der efter flere temmelig sikkre Mærker at domme ere afskrevne efter en Gulathingslov, en Eidsivathingslov efter en Frostathingslov o. s. v.[1] Endog hvor man man i flere Codices finder enkelte charakteristiske indbyrdes Overeensstemmelser, der vise, at de hore nærmere sammen, eller maae være udsprungne fra een og samme Original, tilhöre de saaledes overeenstemmende Haandskrifter ikke udelukkende eet, men tvertimod forskjellige Lagthing.[2] Under saadanne
- ↑ For Ex. i I, 5, hvor flere Eidsiva- og Borgarthings-Codices nævne "Gulaþings for", aabenbart fordi Afskriveren ved en Forglemmelse har undladt at sætte den rette Benævnelse istedetfor det i hans Original staaende "Gulaþings."
- ↑ I et saadant beslægtet Forhold staar f. Ex. Cod. e i Borgarthingsloven til Cod. k i Gulathingsloven.
