„Aa, han er god nok til mig!“ mente alligevel Datteren. Saa begyndte de da at holde Gjaestebud med Drik og Dans og Spil, og Gutten tænkte ikke mere paa Hesten. Hesten havde ban rent glemt. Hesten vrinskede en Gang, men Gutten hørte det ikke. Hesten vrinskede anden Gang, men heller ikke det hørte Gutten. Saa vrinskede den tredie Gang. Nu hørte Gutten det og sprang strax ud til Hesten.
„Hug nu Hovedet af mig!“ sagde Hesten.
„Hugge Hovedet af dig?“ udbrød Gutten forfærdet; „skulde jeg hugge Hovedet af dig, du, som har vist mig saa mange og store Tjenester!“
„Hugger ikke du Hovedet af mig, saa bider jeg Hovedet af dig!“ sagde Hesten. Saa tog da Gutten Jættesvserdet og huggede Hovedet af Hesten, og af Hesten blev der en deilig, ung Prins, og det var Kongens egen Søn, som var bortrøvet af Jætten. Saa tog Gutten paa sig sine Guldklæder, og saa gik de begge To ind igjen. Saa blev der Glæde over al Glæde, og saa først begyndte de at ture Bryllup rigtig tilgavns.
(Fra Tanen.)
Der var engang en Gut, som drog ud paa Vandring og kom til et Sted, hvor der boede en Jætte. Jætten spurgte Gutten, om han vilde blive Dreng hos ham, og Gutten lovede det. Næste Dag vilde Jætten, saaledes som han altid pleier, prøve Styrke med Gutten og sagde til ham:
„Kom, saa gaar vi ud i Furuskogen!“ Gutten vilde ikke gaa med strax den første Dag, men næste
