Sanskrit og Oldnorsk/2

1. Imperfectum.

Fortiden betegnes snart ved Ordforbindelser, snart ved Flexion af Verbet. Det er den sidste Maade jeg her ville behandle, idet jeg henleder Opmærksomheden paa det mærkeligste Slægtskab mellem Sprogene ogsaa i dette Punct. I Oldn. bruges, som bekjendt, to Maader at flectere Verbet paa, for at betegne Imperf. nemlig deels ved Forandring ell. Forlængelse i Ordets Indre, deels ved det tillagte Bogstav ð med følgende Vocal. Det er forlængst erkjent, at den førstnævnte Maade er den ældste; det er ogsaa kunden, som gjenfindes i Sanskrit, og det i en forbausende Lighed med det Oldn., ikke alene med Hensyn til Vocalovergangene, men ogsaa deri, at disse i begge Sprog i Regeln kun forekomme i Singularis.^[1]

Man sammenligne følgende:

Oldn.				Sanskr.
Rod. gef (af gifa, give)				शम्, s̓am, at berolige.[2]
Imperf.				Præt. redupl.
Sing.	1	Pers	gaf	शशाम,	s̓as̓âma.
	2	—	gaft	शशम्थ,	s̓as̓amt῾a.
	3	—	gaf	शशाम,	s̓as̓âma.
Plur.	1	—	gáfum	शेमिम,	s̓êmima.
	2	—	gáfut	शेम,	s̓êma.
	3	—	gáfu	शेमुस्,	s̓êmus.
Rod. grip (gripa, gribe)				मिल्,	mil, at blande.
Imperf.				Præt redupl.
Sing.	1	Pers	greip	मिमेल,	mimêla.
	2	—	greipt	मिमेल्थ,	mimêlt῾a.
	3	—	greip	मिमेल,	mimêla.
Plur.	1	—	gripum	मिमिलिन,	mimilina.
	2	—	griput	मिमिल,	mimila.
	3	—	gripu	मिमिलुस्,	mimilus.
Rod. skyt (skjota, skyde)				गुप्,	gup, skjule
Imperf.				Præt. redupl.
Sing.	1	Pers.	skaut	जुगोप,	ǵugôpa.
	2	—	skaautat	जुगोप्थ,	ǵugôpt῾a.
	3	—	skaut	जुगोप,	ǵugôpa.
Plur.	1	—	skutum	जुगुपिम,	ǵugupima.
	2	—	skutuð	जुगुप,	ǵugupa.
	3	—	skutu	जुगुपुस्,	ǵugupus

Uagtet nu denne Form for det oldn. Imperf., som ovennævnt, maa ansees for den ældste, er der dog nogen Tvivl om, at jo ogsaa den anden, paa -ða ell. ði, gaaer saa høit op i Tiden, at den har fulgt vore Fædre paa deres Udvandring fra deres oprindelige Fædreneland i Asien; thi den gjenfindes ikke alene i det Gothiske, men endog i et Par nyere indiske Dialecter. I Hindi, den Dialect, som i Middelalderen var herskende i Nordindien, forekommer था, t῾â, i Sing og थे, t῾ê i Plur., som Imperf. af Hjælpeværbet, at være, og er derfra uforandret gaaet over i det nyere Hindustanske تھا, t῾â, og Plur. تھى, t῾ê, var, vare. Af dette aspirerede t (th), der svarer til det aspirerede 5 i Oldnorsk, har Brag-hâkâ, en anden nordindisk Dialect, blot beholdt Aspirationen, under Formen हो, ho, i Sing. og हे, he, i Plur., medens det Pengabiske og Bengalske have kastet Aspirationen bort og beholdt det uaspirerede ਤ, t, f. Ex. Peng. ਮੈਨੇ ਕੀਤਾ, mainê kîtâ, jeg gjorde. Bengalsk: তূমি করিতা, tûmi karitâ, du gjorde.

I alle disse Dialecter bruges dette Ord eller Bogstav som Hjælpeverbum, for at betegne den forbigangne Tid; som særskilt Ord i Hindi og Brag-bâkâ, som Afformativ i de to sidstnævnte Dialecter, ligesom i Oldnorsk. Betydningen angives af Ballantyne^[3] at være den ovenangivne: var, vare. Bopp^[4] derimod er, som Grimm, af den Formening, at Imperfectendelsen kommer af et Verbum, svarende til Sanskr., धा, d῾â, at sætte, gjøre, Roden til det tydske thun, af hvilket vort Oldsprog har Derivatet dád, Daad.

Rask henfører til sin anden Bøiningsmaade (ɔ: den, som danner Imperf. ved Vocalforandring) nogle Verber i Oldnorsk, som i Imperf. ende paa -ra, saasom núa, bebreide, imperf. nera; snúa, snoe, imp. snera, róa, roe, imp. rera, men han bemærker derhos, at Imperf. Bøining ligner den i første Bøiningsmaade. Han har her ladet sig forlede af Vocalforandringen til at skille disse Verba fra dem, der i Imperf. antage ða ell. ði i Enden. Endetillægget ra er nemlig her kun en Variant i Udtalen istedetfor ða, hvilket deels i Almindelighed kan sluttes af det Slægtskab, som d og r i flere Sprog vise, deels af den særegne Udtale, som ढ (der just snarer til oldn. ð) har i Hindi-Sproget, hvorom Ballantyne siger: „The cerebral letters ड da and ढ dha, when medial or final, ar commonly pronounced ra and rha.“

2. Futurm.

Da Fremtiden i Oldn. betegnes ved Hjælpeverber, og i Sanskr. ved Flexion, synes ved første Øiekast ingen Parallel her at kunne optrækkes; men, da Flexionen egentlig er Agglutionation, kan Formtillægget skilles fra Roden og sammenlignes med Hjælpeverbet i Oldn. Fut. Secundum dannes i Sanskr. ved at indskyde स्य, sja eller ष्य, s̔ja, mellem Roden og Personalendelserne. Denne Stavelse anseer Bopp^[5] for et tabt Futur. af Verbet अस्, as, at være, hvilket han begrunder ved en Sammenligning med Potentialis af samme Verbum, der oftere forekommer, og har en paafaldende Lighed med Endelserne i Fut. secundum. Hvad enten nu dette er den sande Oprindelse eller den paa anden Maade lader sig forklar, ^[6] formener jeg, at det oldn. Hjælpeverbum skal intet andet er end denne Stavelse, der i Oldn. enten har sondret sig fra eller aldrig været i Forbindelse med Verbet, ligesom f. Ex. Endelsen -bo (Kjendemærke paa Fut. i Lat. ama-bo) sees at kunne sondre sig fra og stille sig foran i det Krainiske, hvor bóm igral, jeg skal lege, egentlig jeg skal være legende,^[7] i Angelsachsisk beo, jeg skal være. De Indvendinger, som man kan tænke sig anført, deels fra Formens, deels fra Betydningens Side, haaber jeg at kunne gjendrive. Hvad for det første Begyndelsesbogstaverne angaaer, da ligge de hverandre saa nær, at det maaske turde være overflødigt, ved Exempler at godtgjøre, at ष, s̔, i Oldn. oftere er bleven sk; jeg vil imidlertid anføre nogle saadanne, saasom मानुष, mânus̔a = menskr, menneskelig; ष, s̔ = ska, den bedste Deel af noget; सट्ट्, saṭṭ = skada, skade &c. Med Hensyn dernæst til l, som findes i Endens af skal, da er det en Halvvocal, som i Sprogovergange ofte deels ombyttes med andre, deels bortfalder. I nyere Norsk høres istedetfor skal saaledes i skjødesløs Dagligtale hyppigen ska; ligesaa i Engelsk jævnligen shan’t for shall not; og i Oldtydsk sast for sellst, f. Ex. i Digtet, tvé Kūnigeskinner, i Uhlands Samling af oldtydske Folkedigte: «allene sast da der nich gon», allene skal du der ei gaae. Fra Betydningens Side kan den Indvending tænkes, at skal fornemmelig bruges om en bestemt Forpligtelse eller Forsikkring, medens man hyppigere bruges for at betegne Fremtiden alene. Men dette er en Sprogbrug, som er let forklarlig af Trangen til at distinguere, uden at deraf kan udledes noget bestemt med Hensyn til Ordets opringelige Betydning. Saameget er derhos vist, at skal ogsaa bruges som blot Fremtidsbetegner uden nogen Bibetydning af Forpligtelse eller Forsikkring, ligesom det goth. skulan, der i flere af Grimm^[8] anførte Exempler bruges som Oversættelse af det græske μέλλειν. Jeg kan hertil føie et Exempel af Oldengelsk, som jeg tilfældigviis har stødt paa i Metrical romances of the 13, 14, 15 centuries, by H. Weber, Vol. II, i Romancen, Richard coer de lion, hvor 129de Vers lyder saaledes:

when he her with eyen schal sen
naar han hende med Øine faaer see.

3. Paticipium futuri passivi.

Dette dannes i Sanskrit ved at lægge til य, ja^[9] til Roden og i de fleste Tilfælde forandre den foregaaende Rodvocal til ए, ê,^[10]

गेय,	gêja, what is to be sung og chaunted, af गै, gai, to sing;
चेय,	ćêja, to be gathered or collected, af चि, ći, to collect;
छेद्य,	ć῾êdja, to be cut or divided, af छिद्, ć῾id, to cut;
धेय,	d῾êja, to be held, af धा, ''d῾a, to haveM
चर्य,	ćarja, to be gone (in or by), af चर्, ćar, to go.

Hermed stemmer en Ordform i Oldnorsk, der betragtes som Adjectiv, paa en mærkværdig Maade overeens. Den bestaaer i at bruge Verbalroden med en liden Vocalforandring, (oftest til æ, ɶ, ei, ey) for at betegne hvad der kan eller bør skee (baade activisk og passivisk), f. Ex. dræpr, som kan eller bør dræbes, af drepa; fær, som kan befares, af fara; fleygr, som kan flyve, af sliuga; sæte, som kan taales, = सह्य, sahja, to be born, to be suffered, forudsætter en Rod, svarende til सह्, sah, to bear to endure, ell. सुह्, suh, tolerare, sustinere (Westergaard); væn, skjøn, elskværdig, forudsætter en Rod, svarende til sanskr. vên, der ifølge Lassen^[11] f. Ex. betyder favere, amare (unna?).

Naar man derhos seer Former som नेन्य, nênja, taking or obtaining frequently, af णी, ṇî, to obtain, to frequent erfares, at Formen i Sanskrit ogsaa kan betegne activt Forhold, ligesom næmr, som let kan tage, nem, skarpsindig.

---

1. Naar i Oldn. Vocalforandring forekommer i Plur., er den oftest afhængig af Endelsen, ei af Tidsforholdet.
2. Det korte a i Sanskr. svarer ikke alene til samme Vocal i Oldn. men meget ofte ogsaa til andre korte Vocaler.
3. Elements of hindi and braj bhaka grammar, London 1889, 4e. p. 13.
4. vergl. Gr. §030 flg.
5. Gramm. S. p. 903—4.
6. Jeg tænker mig स्य, sja dannet af स्यन्, sjan, eller स्यम्, sjam, at betænke, have i Sinde, brugt som Hjælpeverbum, analogt med det andet oldn. Hjælpeverb. for Fut. man, der unægtelig er beslægtet med det gothiske munu, at tænke, have i Sinde. Det kan vel synes at tale til Fordeel for Bopps Forklaring, at efter skal oftere vera udelades, hvorved man kunde troe antydet, at skal alene betegner Fut. af vera; men den samme Ellipse findes efter man (af munu), hvor en lignende Forklaring neppe lader sig anbringe.
7. Bopp. v. Gr. p. 909.
8. Deutsch. Gramm. IV Th. S. 92 og 179.
9. Dette य falder i Pali bort, efr. Essai sur le Pali, p. 93.
10. Bopp. Gr. S. § 625—26.
11. Zeitschrift für die Kunde des Morg. B. 6, S. 435.