Samhold i Norden
- Norske Studenter!
Det norske Studentersamfund beder jeg modtage min hjertelige Tak for den Hæder, som det iaften viser mig. Jeg udtaler mine varme Ønsker om, at det maa lykkes Studentersamfundet at udvikle, styrke og løfte sine Medlemmer til Deltagelse i det Arbeide for Fædrelandet, til hvilket Fremtiden kalder enhver af Eder.
I vil vistnok finde det naturligt, at en gammel Bogmand, der saaledes som jeg af og til grubler over svundne Tiders Ord og Begivenheder, kan gribes af Mismod over at være et uvirksomt Medlem af sit Samfund, over ikke at tage Del i det Nutidsliv, som pulserer omkring ham og som skal bygge Fremtiden.
Men derfor har i al den Velvilje, som iaar er strømmet mig imøde, intet glædet mig mere, end at jeg i den tydelig har troet at høre Ungdommens Røst. Og det er Ungdommens Røst, jeg ogsaa iaften tror at høre gjennem den Velkomst, som her er bleven mig budt.
Fra den af unge Studenter bestaaende filologiske Forening er den Tanke udgaaet at hædre mig paa min aarssyttiaars Fødselsdag ved at stifte et Legat, som skal bære mit Navn. Dette Legats Renter skal efter de Unges Forslag uddeles til Studenter og unge Kandidater, som i Sverige eller i Danmark vil studere nordisk Sprog eller nordisk Historie.
Dette giver mig Mod til her at rette en Henvendelse til Eder.
Det, jeg har at sige til Eder, indeholder ingen nye Tanker og har været sagt mange Gange før. Det er gammel og forslidt Tale, men det er efter mit Skjøn Ord, som maa siges atter og atter.
Jeg har, som I ved, med Forkjærlighed studeret Nordens Sprog og Oldtidshistorie. Jeg vil her saa kort som mulig sige Eder, hvad jeg tror at have lært af denne Sprogenes og Folkenes Historie for Nutiden.
Nordisk Sprog kjender vi tidligst fra fjerde Aarhundred af vor Tidsregning. Vi læser dets Ordformer paa Mindesmerker, som er bevarede fra hine fjerne Tider. Efter disse Mindesmerker at dømme, var Sproget dengang i hele Norden fra Slesvig i Syd til Trøndelagen i Nord, fra Øst-Sverige og til Norges yderste Fjordbygder mod Vest et og det samme. Mellem de Maalformer, som nu i Telemarken tales over og under en Bakke i Flatdal, er der indbyrdes flere og større Uligheder end de, vi kan spore i de videst adskilte nordiske Indskrifter fra det ældste Runesprogs Tid.
Men dette er en Tid, hvorover Historiens Dagslys endnu ikke falder. Lyslevende og i fuld Virksomhed ser vi Nordboerne først i Vikingetiden, da de har fløiet ud hver med sit Præg og hver til sin Kant til fremmede Lande. Og hvilken Kraft udfolder de ikke her for vort undrende Øie!
I Vikingetiden bliver Nordmændene Herrer i Irland og over store strekninger al Skotland og England. Efterat have fundet Vei til Island og Grønland, opdager de Nord-Amerika og søger at sætte sig fast der. Lovbunden Ordning og retslig Fasthed medbringer de overalt. Fredelig Handel og Sjøfart blomstrer op i Krigernes Vei. Borgeren finder Værn under de Mure, som de bygger. Digtere følger deres Høvdinger og kvæder i dybe, kraftige Ord om gamle Dages Stordaad. Let modtagelige lytter disse Vikinger til fremmed Digtning og optager fremmed Kunst. Men alt det fremmede omskaber de med kraftig Selvstændighed og rig Fantasi.
I Irland og England mødes Nordmænd og Danske. Snart slaas de i blodig Kamp som bidske Hunde, snart følges de ad som Kamerater til fælles Vinding.
Danskerne bliver Englands Herrer. Enten Danskerne eller Nordmændene eller begge i Forening erobrer og disse Normænners Ætlinger vinder for alle Tider Englands Krone.
Tidligst i Norden har vistnok en ordnet Stat dannet sig i Sverige. Ved Østersjøens Indlandshav er Sjøfarten tidligst blomstret op. Gotland har fra ældgammel Tid været Nordens vigtigste Kulturcentrum, derfra drog sjøfarende Mænd tidlig viden om mod Vest og mod Øst. Svenskerne drog dog mest mod Øst. Fra Mälarens Strande kom de Mænd, som stiftede det russiske Rige og gav Russerne Navn. Disse Svensker færdedes jevnlig paa Syd-Ruslands store Elve. De optraadte myndig i Konstantinopel og Athens Havn.
Om Sveriges ærefulde Historie i den nyere Tid, om Gustav Adolf og Karl XII behøver jeg ikke her at minde.
Nu er alle disse vilde Fugles Vinger stækkede. Først stansede Norges Ørn sin Flugt. Nu er alle hine fremmede Lande, som de nordiske Folk i Fortiden vandt, for bestandig tabte. Nu er de Landomraader, som de nordiske Folk fra Urmindes Tider havde eiet som sine egne, for dem alle blevet knappere og trangere.
Jeg har ladet Eder se Billeder fra Nordens Oldtid. Lad os da ogsaa i et enkelt anskueligt Billede se Magtforholdet mellem Før og Nu, som det er for Nordens Folk.
For lidt over tusind Aar siden maatte den engelske Konge Alfred, som kanske har været Englands største Konge, flygte fra Sted til Sted for danske og norske Vikinger, skjule sig for dem i Myrer og Skove i sit eget Land.
Og nu! Hvilken er Danmarks og Noregs Magt nu, da den engelske Kolonialminister staar som Seirherre paa Sydafrikas Valplads; da den britiske Imperators Repræsentant i Østens Vidunderland rider paa Elefantens Ryg til Delhis Guldsal, hvor mangfoldige Fyrster over Tusinder og atter Tusinder af et af Jordens ældste Kulturfolk hylder den fjerne Hersker.
Og ser vi mod Øst. Hvilken er Svenskernes Magt nu i Sammenligning med Russerne, det Folk, som har bevaret det Navn, de optog fra svenske Rorskarle? Vi ser, hvorledes Begivenheder, som foreløbig afsluttedes i Begyndelsen af det 19de Aarhundred, fortsættes i det 20de. Træ for Træ falder i den nordiske Folkeskov. Vi spørger, naar og hvor skal den næste Lund falde? Naar skal vor egen Skovteig herjes?
Vil ikke denne Nordens Historie engang vække os, vække os til Ydmyghed mod den Magt, som styrer Folkenes Skjæbne, til Eftertanke, til Selvprøvelse og til Arbeide?
Hvad er Grunden til denne Modsætning mellem før og nu? Maa ikke Grunden tildels ligge hos de nordiske Folk selv? Et maa vi dog straks se: Nordboerne har været stærkere til at udbrede og udbredes, til at sprede og skille end til at samles og enes.
Hvor er Bot at finde? Kan vi intet derom lære ved at sammenligne vor egen Hstorie med vore nærmeste Frænders, med Englændernes og Tyskernes Historie? Vi ser jo dog aabenbart, at Historien hos dem har udfoldet sig i en retning, som er modsat den, vi saa ved Sammenligning al Oldtid og Nutid i Norden. Hvad er da Grunden til denne Modsætning?
Mange Grunde kan her virke sammen. Jevnfører vi Nordens Historie med Tysklands, saa synes det mig klart, at vi ikke tør søge den eneste Grund deri, at Tyskland er et rigere og frugtbarere Land end Norden. Thi ogsaa Danmarks Jord er frugtbar. Sverige har mange Hjælpekilder, og Norge har fra gammel Tid af draget Rigdom hjem fra Havet og over Havet. Og i Fortiden var vel ligeoverfor indtrængende Fiender den skandinaviske Halvø af Naturen tryggere omgjærdet end Tysklands Jord.
Jeg tror, Hovedgrunden til Modsætningen mellem Tysklands og Nordens Historie er en anden. Jeg skal søge at gjøre den klar ved at følge vore sydlige Frænder igjennem enkelte af deres Udviklings fremspringende Punkter.
Ogsaa her fører jeg Dem tilbage til Middelalderens Begyndelse. Kristendom og høiere Dannelse udbredtes først i Tyskland gjennem Kirkens Mænd og i Kirkens Sprog, paa Latin. Men snart gjorde Trangen til at tale ogsaa til det store menige Folk sig gjældende, og da maatte der tales paa Folkets eget Sprog eller, som det hed hos de Germaner, der boede nærmest nord for Italien, der blev talt Tysk, det betyder folkeligt, modsat Latin. Dette Ord Tysk udbredte sig lidt efter lidt nordover til alle beslægtede Stammer. Det blev Betegnelsen for det Sprog, som taltes af Alemanner, Schwaber, Franker, Sachser. Og lidt efter lidt blev dette Ord Tysk ikke bare brugt hos disse Stammer om det hjemlige Sprog, men ogsaa om selve Folkene. Det blev lidt efter lidt i Stilhed følt som Bindeled mellem Folkene.
Da saa Luther var optraadt, og da Fyrster og Folk med ham værgede sin Aandsfrihed mod den romerske Kirkes Autoritet, blev gjennem Luthers Bibel Ordet Tysk til en Magt for Fyrster og for Folk ligefra Nordsjøens og Østersjøens Strand til Schweiz’s Alper. Da blev dette Ord Tysk mere end et sprogligt og litterært Begreb, det blev et Ord, som fyldtes med dybt bevægende Kræfter ved Tanken paa fælles Trosfrihed.
Men hele denne religiøse Bevægelse fremkaldte blodige Krige, som bragte Nød og Elendighed gjennem lange Tider over Reformationens Hjemland. Riget var opstykket i Smaastater. Men Begreberne Tysk, tysk Sprog, tysk Kultur, fik gjennem Digtere og Tænkere altid større Fylde, rigere Begrebsindhold, inderligere Magt over Sindene, dog endnu ikke gjennemgribende politisk Betydning. Først maatte Tysklands Jord fra Vest mod yderste Øst trampes af Napoleons Soldater, først maatte Tysklands Riger taale Ydmygelsen i al dens Bitterhed. Da blev Navnet Tyskland for Preussere, Sachser og Bayrer et Samlingens og Frelsens Ord. I Tysklands Navn taltes fra Berlins Lærestole begeistrede Ord, som tændte Glød i de Unges Sind. I Tysklands Navn samledes de mange Smaarigers Mænd om Fanerne, i Tysklands Navn ryddedes Hjemmets Jordbund for Fiender.
Endnu gik der mere end et naivt Aarhundred hen førend Sæden modnede i den vaarsvangre Jord.
Da blev Tanken paa Enheden i tysk Kultur, i tysk Sprog og tysk Nationalitet det stærkeste Vaaben i Jernkanslerens Haand. Tysk Kultur, tysk Sprog, tysk Litteratur er den Dag idag Magter, som stærkere end noget andet Sammenbinder ikke blot alle dem, der hører til det samme Store tyske Keiserrige, men det er Magter, som har en ligesaa bestemmende Betydning for tyske Østerrigere og langt udenfor Keiserrigets Grænser.
Ser vi ikke nu her Modsætningen til vor egen og de andre Nordboers Historie? Ordene Norden og Nordisk er i de tre nordiske Riger ikke blevet andet end et ethnografisk og sprogligt Begreb, som for Folkenes store Masse er ligegyldigt.
Der har, som vi ved, været gjort Forsøg paa at gjøre disse Navne Norden og Nordisk til noget mere. For mere end 50 Aar siden gik der gjennem disse Riger en stærk nordisk Bevægelse, som ikke blot greb Ungdommen, men ogsaa modne Mænd, ja mange af Folkenes ædleste. Den fik sit Udtryk i et skandinavisk Program. Men dette brast, og det maatte briste. Det maatte briste, fordi Bevægelsens Ledere kaldte den akademiske Ungdom frem til en umiddelbar Deltagelse i den udenrigske Politik, hvortil denne Ungdom manglede Forudsætninger og Forstaaelse. Programmet maatte briste, fordi Bevægelsen ikke fuldt ud anerkjendte de Eiendommeligheder, som historisk havde udviklet sig hos de forskjellige nordiske Stammer, men tildels søgte at tildække eller udslette disse. Programmet maatte briste, fordi Bevægelsen lod den store arbeidende og næringsdrivende Del af de nordiske Folk næsten uberørt.
Da Ulykken var brudt ud over Danmark, og da den skrigende Modsætning mellem den ramme Virkeligned og de forudgaaende Drømmesyner var bleven klar, vendte rundt om i Norden de flest sig med Mismod eller med Haan bort fra den nordiske Bevægelse. Det var en dyrekøbt Lære. Og dog lever disse Navne, Norden, nordisk sprog, nordisk Kultur endnu den dag idag i Folkenes Bevidsthed. Ser vi nøiere til, saa vinder de Dag for Dag større Betydning, men paa en anden og sundere Maade end før. Det er praktiske Mænd, som nu i forskjellige Retninger af Næringslivets og den praktiske Virksomheds Omraade skjønner Vigtigheden af Sammenslutning mellem Mænd som har væsentlig samme Interesser i de forskjellige nordiske Lande og arbeider for dens Virkeliggjørelse.
Men der er hvert Øieblik Fare for at Frugterne af denne Fællesvirksomhed kan fortabes. Thi af den store Masse opfattes Forholdet mellem de tre nordiske Folk væsentlig som et Modsætningsforhold. De Forbindelser, som vor Historie har knyttet mellem dansk og norsk Sprog og Kultur, betragter mange af vore Landsmænd som et Trællemærke, de snarest muligt maa afvaske for at kunne blive ægte Nordmænd. Og mange Svensker og Nordmænd betragter Naboen og Broderen først og fremst som en Modstander, for hvem de maa vogte sig, og af hvem de har ondt at vente. Ja hos enkelte opflammer Tanken paa dette Modsætningsforhold deres Krigsmod, som de giver Udtryk under Paakaldelse af Fædrelandets Navn. Og dette er muligt i en Tid, da Verdensmagternes Ministre i Samklang med deres Kanoner udtaler den Lære, at de smaa Staters og deres smaa Trætters Dage er talte.
Kjære norske Studenter! Snart tystner i Runebergs, Topelius’s og Nordenskiølds Land fri nordisk Tale, hvor den har lydt fra Tider før Historiens Gry. Er da nu ikke Tiden kommen, da vi skal vækkes til Bevidsthed om, at nordisk Kultur er et dyrebart Fælleseie, som det er de tre nordiske Folks Pligt i broderlig Enighed at værge? Er ikke nu Tiden kommen, da Navnet Norden kan varme og fylde unge Hjerter rundt om blandt de tre nordiske Folk?
Nu maa, tror jeg, hvis vi ikke skal udslettes af Folkenes Rækker, for Dansker, Svensker og Nordmænd Navnet Norden blive et helligt Navn, ikke i Modsætning til Fædrelandets Navn, men i inderlig Samklang med dette. Bevidstheden om Betydningen af nordisk Kultur og nordisk Sprog maa, for at vi skal kunne bestaa, blive levende og virksom gjennem alle Lag af de tre nordiske Folk.
Jeg spørger Eder derfor, norske Studenter, om der ikke blandt Eder findes dem, som vil slutte sig sammen og arbeide for Fremme af Kjendskab, Samarbeide og broderlig Forstaaelse mellem de tre nordiske Folk?
Det ska! være et upolitisk Arbeide. Jeg vilde ønske at kunne samle Mænd fra de forskjellige politiske Partier om denne Tanke og om dette Arbeide.
Og jeg vender mig her ikke til Mænd alene. Her maa Kvinden være med, med sit stille, trofaste, utrettelige Arbeide. Maalet for dette nordiske Arbeide skal ikke være Enhed, men Enighed. De Eiendommeligheder, som Historien har udviklet hos de forskjellge nordiske Stammer, skal ikke søges udslettede, men disse Eiendommeligheder skal gjøres kjendte og frugtbringende under den fredelige Væeddekamp i Livets praktiske Virksomhed mellem de nordiske Folk.
Jeg tænker ikke paa en nordisk forening for Studenter, jeg tænker paa en Bevægelse, som kunde udgaa fra en Sammenslutning inden den studerende Ungdom; men den maa, for at kunne faa nogen Magt og Varighed, af denne føres videre til alle Lag af Folket. Jeg tænker mig at en saadan Bevægelse først og fremst skulde være rettet paa det store arbeidende og næringsdrivende Folk rundt omkring i Landets forskjellige Dele.
Skulde en Flok inden Eders Midte ville føre denne Tanke ud i Livet, saa maatte I, tænker jeg, vinde for Bevægelsen erfarne, praktiske, repræsentative Mænd i forskjellige Stillinger. Der eksisterer jo hos os flere nordiske Fagforeninger, praktiske og akademiske. Med disses Bestyrelser tænker jeg mig, at I skulde sætte Eder i Forbindelse, for af dem at faa Hjælp, mulig ogsaa pekuniær Støtte, til den praktiske Ordning og Udførelse af den hele Sag.
Naar jeg har nævnt Fremme af Kjendskab og Samarbeide mellem de nordiske Folk, saa tænker jeg ikke fortrinsvis paa Kunst, Litteratur og Videnskab. Jeg tænker ikke paa festlige Sammenkomster med Gildernes begeistrende Ord. Men jeg tænker særlig paa Næringslivet og paa Folkets daglige Arbeide. En Sammenslutning som den, jeg har antydet, skulde, tænker jeg, f. Eks. søge at bringe Klarhed om, hvorledes Handelsforbindelser mellem de nordiske Folk bedst skulde kunne lettes og rigere udfolde sig. Jeg tænker paa, at det arbeidende Folk rundt om i Nordens forskjellige Dele skal faa Kjendskab til Virksomhed og Livsvilkaar i andre Dele af Norden, for at de deraf kan lære Forbedring af den Livsgjerning, som ligger deres daglige Liv nærmest. Saaledes f. Eks. med Hensyn til Meieribedrift, Skovplantning, Husflid, Fiskeri, Sjøfart. Det maatte lade sig gjøre, tror jeg, at norske Folkeskolelærere i større Omfang end nu kom til at høre Kurser, som er bestemt for svenske og danske Folkeskolelærere og omvendt.
Det er kun faa uklare Enkeltheder, som jeg her nævner fra det store mangesidige Virkefelt, som efter mit Skjøn foreligger for det nordiske Arbeide, som jeg her har antydet.
Kan et saadant Arbeide komme i fast Gang, saa maa det begynde smaat og derfra søge at strække sig videre og videre.
Kunde en Forening, som vilde fremme et saadant Arbeide, først blive dannet og betrygget i Kristiania, maatte den paa den ene Side søge at fremkalde Filialer rundt om i Norge, i By og Bygd.
Paa den anden Side maatte den sætte sig i Forbindelse med varmhjertede og indflydelsesrige Mænd i Broderlandene, Mænd som har Øiet aabent for Betydningen af Samhold i Norden. Hvis der kunde dannes nordiske Folkeforeninger i alle de tre Riger, saa maatte der vel vælges et Overstyre for hvert af de tre Folk for at organisere det hele. Repræsentanter for disse, en nordisk Folkeforenings tre Hovedbestyrelser, maatte vel samles en Gang om Aaret for at raadslaa om et Arbeidsprogram. Dette er, som I vil se, meget ubestemte og uklare Antydninger til Planen for det nordiske Arbeide, om hvilket jeg her har udkastet Tanken. Men om Planen er uklar og først kan klares ved at sættes ud i Livets Virksomhed, saa tror jeg dog, at Hovedmaalet er tydelig betegnet ved de Ord, som jeg har nævnt: at det skal være en Sammenslutning til Fremme af Kjendskab, Samarbeide og broderlig Forstaaelse mellem de tre nordiske Folk.
Det skal, som jeg har sagt, være et upolitisk Arbeide. Kun et eneste politisk Program maa Bevægelsen vedkjende sig — det samme som Kong Oscar den første i sin Tid udtalte paa Drottningholms Slot: at Krig mellem Nordens Folk herefter er en Umulighed. Dette Program maa hver den, som vil slutte sig til dette nordiske Arbeide, vedkjende sig. Dette Program maa de, som her vil slutte sig sammen, til enhver Side hævde og værge. De maa paatale og forfølge enhver offentlig Handling, der strider mod dette Program, som en national Forsyndelse. Den nordiske Bevægelse, til hvilken jeg her søger at kalde Eder, maa føre frem til Anerkjendelse i Liv og Handling Nutidens Fredstanke, saa at Fredstankens Udslag bliver mere end en glimrende Skuepenge i en festlig Sal, saa at Fredstanken bliver til en Livsmagt hos det hele Folk.
Og nu til slutning beder jeg Eder, kjære unge Studenter, at I i Alvor vil overveie og samraade om det, som jeg her har sagt Eder. Det er ikke min Mening eller mit Ønske, at denne Sag, som jeg har forebragt, skulde drøftes iaften; endmindre at der derom nu skulde fattes nogen Beslutning.
Jeg tror, at vi Nordmænd her har en sælig Opgave fremfor vore svenske og danske Brødre. Thi vor Historie har gjort os ligesom til et Mellemled mellem de nordiske Folk. Vi har lettest, tror jeg, for at tale klart og forstaaeligt til begge Sider. Og derfor spørger jeg Eder end en Gang til Slutning:
Er der ikke blandt Eder norske Studenter dem, som vil slutte sig sammen og gaa i Spidsen for et Arbeide til Fremme af Kjendskab, Samarbeide og broderlig Forstaaelse mellem de tre nordiske Folk?
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |