Norges Dæmring

Med Issen blottet under Polens Nætter,
med Barmen hævet under Bølgens Slag,
med trefold Skumring mod den korte Dag,
staar Norges Klippe mellem vrede Jetter.

Og hvor den tause Vandrer Foden sætter,
han skuer Kraften, hører Kampens Brag;
hist slaar Lavinen Skovens Værn i Kvag,
her raser Elven mod de stille Sletter.

Og ser du Norge fra det vilde Hav,
hvor Stormens Vælde sig mod Fjeldet kaster,
da tykkes Landet dig et Kæmpevrag;

se, Skroget sortner fra sin Bølgegrav,
se, Alpens Toppe staa som brudte Master,
hvor Skyen svæver som et Sørgeflag.

Vend da dit Øie mod de blide Flammer
der blusse evigt frem af Landets Skjød
med Tusindfryd for Vinternattens Nød,
med Skjønheds Rosenblad for Kampens Skrammer.

Her hvælver Lunden dig et duftfuldt Kammer,
hvor Klippen dirrer under Fossens Stød;
her hænger Frugten svulmende og rød,
hvor Bræens Jotun med sit Isskjold brammer.

Og denne Blussen, denne milde Kraft,
der knytter Sydens Vaar til Vintrens Zone,
er Norrigs Adelskab og rette Glands;

den ædle Styrke kæmper for en Krands,
og Seiren lønner ham ved Skjønheds Trone,
hvor Blomster slynge sig om Landsens Skaft.

Men skal blot Jorden sprænge Isens Skranker,
skal Moderbrystet ene slaa med Varme,
mens Kulden leirer sig om Folkets Barme
og over skyer Sønneflokkens Tanker?

Skal Aanden ei slaa ud med Vaarens Ranker
og dele Seiren over Mørkets Harme?
Har da Naturens gaverige Arme
kun Fisk og Jern og Slagtekvæg og Planker?

Og skal den norske Stammes Værd og Hæder
kun søges hist og her langs Fjeldets Sider,
hvor Kraft og Uskyld bygger mellem Faarene?

Ak, det er dog en Skat fra bedre Tider,
en Rest af Saga-Oldets prude Sæder,
en ædel Rust, der holder sig med Aarene.

Se, Fjeldet vinker med de høie Tinder,
men Ingen did paa Gangergriffen rider
at skue vidt om Land, hvad Tiden lider,
og løfte Nuet mellem Kraftens Minder.

Ak, intet Vingeslag, naar Solen rinder,
kun Taagens Flagren, der langs Aasen glider,
og Klager over byrdefulde Tider,
men ingen Aftensang, naar Dagen svinder!

Og blege Luer selv i Visdoms Haller,
hvor Musen træller for det kjere Foder
og driver Ploven i den golde Fure!

Se, trindt om Helligdommens snevre Mure
fremvælde Glemsels sørgelige Floder,
og Laurens ædle Frø i Dybet falder.

Paa Landet sveder man af alle Porer,
og søger Udvei til de høie Skatter,
til Pynt for Konen og en bylært Datter,
naar Manden er af Bygdens Matadorer.

I Staden Pøbel og Nobless sig morer,
naar Pennekniv og Døgnkronikkers Latter
har flikket sammen et Par ny Rabatter
til gammel Vanes slidte Rokkelorer.

Naar stundom man en større Tummel sporer,
har Himlen sendt os stærke Meteorer,
som kolera, en afbrændt By, med Mere;

men efter Skrækken sig fra Barmen lister
det stille Længsels-Suk, naar Synet brister:
«Hvor her er flaut! — O, gid der snart kom flere»

I Hovedstaden kæmper Smaastads-Nykker
med Residentsens Sæder og Manerer;
men ak, Terrainet Parterne generer;
de falde begge to i mange Stykker;

og trods den megen Nutidskløgt man trykker,
trods al den Frihed, her man proklamerer,
er dog den Aand, der egentlig regjerer,
en Pudersky fra Fædrenes Parykker.

Og paa vort unge Nationaltheater
vi høre Musen sukke under Kramper:
«Skal Kunsten være eller ikke være?»

Orkestret sover og Parterret tramper;
paa Scenen staar en Haupt- und Staats-Affaire
med norske «Greier», danske Tinsoldater.

En halvdød Hval, der gisper mat paa Land
og lytter hjelpeløst til Bølgebraget,
et Kaperskib, der slaget er og taget,
er Billedet af stakkels Christianssand.

Dog flyver endnu til den mørke Strand
en kvæstet Seilerflok, af Stormen jaget,
og Byen lever kristeligt af Vraget,
og takker Himlen og det salte Vand.

Men Stiftets Engel flyr fra dette Fængsel,
og Arndal vinker ham med Laurbærblade,
med al sin ferske Glands i Sort paa Hvidt;

her har dog Tanken et Slags Takt, en Længsel,
og i et jevnt poetisk Mareridt
dog Drømmen om Pegasers Gallopade.

Blandt golde Klipper gror et lidet Eden,
hvor Bergen skinner søndagsklædt og net,
hvor Mængden myldrer paa den grønne Plet,
mens alle Tanker flyve ud paa Reden.

Her spørges ei om Kulden eller Heden,
og ei om Aandsbedrift og Folkets Ret;
her Bryst og Hoved er et Regnebret,
her gjelder Fisk foroven og forneden.

Se, Stedet har en grund-forstandig Mine,
hvis Liv er evig bundet til Trafikken;
men den er selvgod, hanseatisk stiv.

For alskens Muser er det dog en Pine
at leve her anstændigt efter Skikken
og, i Musæet selv, et Pakbodliv.

I Trondhjem trumfer man de andre Stæder
med Kjærne-Norskheds pralende Besyver:
en Dukke-Olaf, der sin Vælde lyver
bag Olafsskrinets ødelagte Bræder.

Du bolde Thrønder med de norske Sæder,
hvor har du Vingerne, hvormed du flyver,
hvor er den Skat, hvor findes blot den Styver,
hvormed du grunde vil din Trønder-Hæder?

Er det dit lærde Selskab til Exempel,
den gamle Ko, der endnu ei har malket,
der nu staar blind og lam blandt Støv og Skimmel?

Mon det er hint vandaliserte Tempel,
som Helte hvælved til en Marmorhimmel,
som Svensken plyndred, og som du har — kalket?

Naar Lyset graaner i de større Byer,
naar Aanden her er bunden til det Lave,
og hver af dem er egentlig en — Mave,
da kan man spare Ladeplads-Revuer.

Og hvis nu Himlen sendte Manna-Skyer,
da vilde Folket Honningkager lave,
og Staten fik af denne ny Gudsgave
maaske lidt flere Toldbod-Revenuer.

Men hermed dyrkes ei de golde Egne;
det bliver dog ei nogen frodig Have,
saa længe Dug og Regn blot Jorden fugter;

hegn Marken ind med smukke Gjerdestave,
og dan dig store Anlæg allevegne —
et livfuldt Helt gi'r Blomster kun og Frugter.

Det er en gammel Skik, at Nordmænd hædres,
om ei for egen Kraft, for deres Lands,
at de et Rygte har til Lands og Vands,
om ei for egen Daad, for deres Fædres.

Men denne Glands er dog kun laante Fjedres;
nu gjelder det at vinde selv en Krands,
at stille roligt for den indre Sands,
hvad der maa vækkes, skabes og forbedres.

Thi hvilket Land har ei en fordums Ære,
et Glimrepunkt i Folkehavets Strøm,
hvor det har blomstret, hersket eller truet?

O, det er Minder, straalende og kjere;
men intet Billed i den store Drøm
erstatter os Fortabelsen i Nuet.

«Selvstændigt,» raaber man, «skal Norge være;
til dette Maal vor Kvarantæne sigter,
og hvad du tænker, taler eller digter,
skal spire frem af denne Norskheds-Lære!»

Ved I da ei, I Støtter for vor Ære,
at kun igjennem stadige Konflikter
kan Kraften skærpes, til den aldrig svigter
i Døgnets Larm, som i den høie Sfære?

At ei Selvstændighedens Ros kan vindes,
fordi man sidder bjerget bag en Mur,
hvor intet Sværd og ingen Kugle rammer,

saa lidt som Skovens Fugl, hvis Vinge bindes
til Sikkerheden i et snevert Bur,
kan rose sig som Herre i sit Kammer?

Her er en Have med diverse Planter,
og mellem dem sig Biekuben hæver;
men Haven er den travle Flok for snever.
Den flyver ud til alle Verdens Kanter,

til Egnens Roser, Lilier, Amaranter;
og mens den stadigt mellem Blomster svæver,
den henter Duggen, der i Kalken bæver:
Safirer og Rubiner og Demanter.

Men naar det brune Nektarstof er vundet,
og Kagen nydeligt i Kuben stilles
ved Taflet hos den underfulde Dronning,

da er det Brogede med Et forsvundet,
og Havens Frugt kan ei fra Markens skilles:
det Hele har forvandlet sig til Honning.

Men er der Livskraft i vort Norges Bringe,
— og uden det er Resten Narrerier —
da maa hans Tanker flyve ud som Bier,
da kan ei Fjeldets Jettemur ham tvinge;

men hvad han søger med den lette Vinge,
er Verdenslivets friske Melodier,
der bringe Hjertets gamle Fantasier
og glemte Strenge atter til at klinge.

Og efter Farten til de fjerne Lande,
hvor nye Syner ham imøde tindre,
er Hjemmets Billeder ham mere klare.

Lad Tonerne og Farverne sig blande,
den frie Livskraft maa sig dog bevare,
og norske Verker gaa fra Norges Indre.

Man glemmer over fædrelandske Griller,
hvad der staar klart igjennem alle Tider,
at Folkets Aandsliv eier tvende Sider,
som kun en Sværmer fra hinanden skiller:

dets Rod i Moderjorden fast sig stiller,
der henter det sit Præg blandt Individer;
men Altets Lysstrøm over Kronen glider,
og Kronens Løv i Lysreflexer spiller.

At holde trofast Karakteren hellig
og stræbe kjækt mod Universets Skjønhed,
for denne rene Lov hver Mislyd tier;

hvor disse Kræfter slynge sig i Fællig,
der er man tryg mod Livets Ironier:
forskruet Kraft og overdreven Grønhed.

Men Dagen stiger, Søvnen er forbi,
den snevre Verden lukker sig og svinder;
den Vaagne hæver sig mod Fjeldets Tinder,
og kaster Øiet fra den steile Sti.

Da dvæler han med stille Sympathi
ved Sølverfloden, der i Dalen rinder;
men snart hans Blik vil ile uden Hinder
mod Horisontens hele Trylleri.

Det store Billed af den rige Dag
forjager Drømmens Blendverk af hans Hjerne,
mens Ætherstrømmen bølger i hans Bryst;

thi der hvor Blikket rækker Sjølunds Kyst
og Kjølens sidste Bakker i det Fjerne,
først der det skuer over Hjemmets Tag.

O, som en Yngling blussende og kjæk
skal Ætten voxe bag de høie Fjelde,
naar mangen Jette synker hen af Ælde,
der nu staar rank og truende og fræk.

Paa røde Val og paa Fregattens Dæk
dens Arm skal minde om Normannens Vælde,
og lade Sagabogen atter melde
det gamle Heltenavn for Seir og Skræk.

Hvad nu er Ord, skal engang vorde Daad,
hvad nu er taust, skal finde stærke Munde
i Thingets Sale og i Templets Buer;

hvad nu er Larm, skal blive vise Raad,
og visne Ho'der byttes om med sunde; —
hvad nu er Glimt, skal engang vorde Luer!

Thi Glandsen, der i Ane-Hallen brænder,
kan ei fortabes, er en hellig Arv,
der falder renterig til Folkets Tarv,
naar det kan hæve den med voxne Hænder;

og medens Hallen sine Funker sender
til Aandens Virken og til Plov og Harv,
gror atter Helteoldets faste Marv
i klare Hjerner og i stærke Lænder.

Og derfor flyver med sit Varselsord
den høie Saga over Fjeld og Fjorde,
og Folket undres ved den sære Klang:

«Din Hjemstavn, Bonde, er en hellig Jord;
hvad Norge var, det maa han engang vorde
paa Land, paa Bølge og i Folkerang!»