Mitt Hjerte altid vanker

Fra Wikikilden

No. 85.
Mel. Jeg raaber fast o HErre &c.

1. Mit Hjerte altid vanker
 I JEsu Føderum,
Did samles mine Tanker
 I deres Hovedsum:
Der er min Længsel hjemme,
 Der har min Troe sin Skat —
Jeg kan dig aldrig glemme,
 Du søde Julenat!

2. Du, mørke Stald, skal være
 Mit Hjertes Fryde-Slot;
Der kan jeg daglig lære
 At glemme Verdens Spot;
Der kan jeg bedst befinde,
 Hvori min Roes bestaaer;
Naar JEsu Krybbes Minde
 Mig ret til Hjerte gaaer.

3. Men ak! hvad skal jeg sige,
 Naar jeg vil tænke paa,
At Gud af Himmerige
 I Stalden ligge maa:

At Himlens Fryd og Ære,
 Guds væsentlige Ord,
Skal saa foragtet være
 Paa denne slemme Jord!

4. En Perle, der forgjettes,
 Saa nøie ledes op;
Den blanke Demant sættes
 I gylden Krones Top;
Man kaster ei en Drue
 Blandt tørre Grene ned:
Skal jeg min Gud da sske
 I saadan Usselhed?

5. Hvi skulde Herresale
 Ei for dig pyntet staae? —
Du havde at befale,
 I hvor du pegte paa —
Hvi lod du dig ei svøbe
 I Lyset som et Baand,
Og Jordens Konger løbe,
 At kysse paa din Haand?

6. Hvi lod du ei udspende
 En Himmel til dit Telt,
Og Stjerne-Fakler brænde?
 O store Himmel-Helt!
Hvi lod sig ei tilsyne
 En mægtig Englevagt,
Som dig i Silkedyne
 Saa prægtig burde lagt?

7. Nei! JEsus faaer sit Leie
 I denne gode Juul,
Hvor Betlere de pleie
 At lægge sig i Skjul;
Det var end ei hans eget
 Det Høe, hvori han laae —
Han havde ei saa meget.
 Han kunde ligge paa.

8. Den Sag kan ei begribes.
 At JEsus, Gud og Mand,

Saa meget hart indknibes
 I Verdens Jammerstand:
Han, som med Guddoms Vælde
 Al Verden dømme vil,
Ei har det, han kan hælde
 Sit arme Hoved til.

9. En Spurre har sit Rede
 Og sikkre Hvile-Boe;
En Svale ei tør lede
 Om Nattelys og Roe;
En Løve veed sin Hule,
 Hvor han sin Roe kan faae:
Skal da min Gud sig skjule
 I Andres Stald og Straae?

10. Ak, kom! jeg vil oplukke
 Mit Hjerte, Sjel og Sind
Med tusind Længsels Sukke,
 Kom, JEsu, dog herind! —
Det er ei fremmed Bolig,
 Du har det selv jo kjøbt —
Saa skal du blive trolig
 Udi mit Hjerte svøbt.

11. Jeg vil med Palmegrene
 Dit Hvilested bestrøe:
Min Brudgom, dig alene
 Jeg leve vil og døe.
Kom! lad min Sjel erlange
 Sin rette Qvæge-Stund
At kysse tusind Gange
 Din søde Rosenmund.