Kongeriget Norges Grundlov af 17de Mai 1814

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Kongeriget Norges
Grundlov.
Chriſtiania 1814.
Trykt hos Jacob Lehmann.
Kongeriget Norges Grundlov.
A.
Om Statsformen og Religionen.
§ 1.

Kongeriget Norge er et frit, uafhængigt og udeleligt Rige. Dets Regjeringsform er indſkrænket og arvelig-monarkiſk.

§ 2.

Den evangeliſk-lutherſke Religion forbliver Statens offentlige Religion. De Indvaanere, der bekjende ſig til den, ere forpligtede til at opdrage ſine Børn i ſamme. Jeſuiter og Munkeordener maae ikke taales.

Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget.
B.
Om den udøvende Magt, Kongen og den Kongelige Familie.
§ 3.

Den udøvende Magt er hos Kongen, hvis Tittel er: Vi — — af Guds Naade, og efter Rigets Conſtitution Norges Konge.

§ 4.

Kongens Perſon er hellig: han kan ikke laſtes eller anklages. Anſvarligheden paaligger hans Raad.

§ 5.

Arvefølgen er lineal og agnatiſk, ſaaledes, at kun Mand af Mand kan arve Kronen. Den nærmere Linie gaaer for den fjernere, og den ældre i Linien for den Yngre.

§ 6.

Den udvalgte Konges, i lovligt Ægteſkab avlede, mandlige

Livsarvinger ere arveberettigede i den Orden, forrige §. foreſkriver, ſaa at Riget ſtedſe bliver udeelt hos Een; hvorimod de øvrige Prindſer, til hvilke Tronen ved Arv kan komme, bør nøies med den dem af Storthinget tilſtaaende Apanage, indtil Arveordenen kommer til dem.
§ 7.

Naar en, til Norges Krone arveberettiget, Prinds fødes, ſkal hans Navn og Fødſelstid tilkjendegives førſtholdende Storthing og antegnes i dets Protocol.

§ 8.

Blandt Arveberettigede regnes ogſaa den Ufødte, der ſtrax indtaget ſit tilbørlige Sted i Arvelinien, naar han efter Faderens Død fødes til Verden.

§ 9.

Er ingen arveberettiget Prinds til, kan Kongen foreſlaae ſin Efterfølger for Storthinget, ſom enten antager eller forkaſter Forſlaget.

§ 10.

Kongen er myndig, naar han har fyldt det 20de Aar. Saaſnart han er indtraadt i det 21de Aar, erklærer han ſig offentligen at være myndig.

§ 11.

Saaſnart Kongen, ſom myndig, tiltræder Regjeringen, aflægger han for Storthinget følgende Eed: Jeg lover og ſværger at ville regjere Kongeriget Norge i Overeensſtemmelſe med dets Conſtitution og Love; ſaa ſandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord!

Er intet Storthing paa den Tid ſamlet, nedlægges Eden ſkriftlig i Statsraadet og igjentages høitideligen af Kongen paa førſte Storthing.

§ 12.

Kongens Kroning og Salving ſkeer, efterat han er bleven myndig, i Trondhjems Domkirke paa den Tid og med de Ceremonier, han ſelv faſtſætter.

§ 13.

Kongen ſkal ſtedſe boe inden Rigets nuværende Grændſer og maa ikke, uden Storthingets Samtykke, opholde ſig udenfor dem længere, end 6 Maaneder af Gangen, medmindre han, for ſin Perſon, vil have tabt Ret til Kronen.

§ 14.

Kongen maa ikke modtage nogen anden Krone eller Regjering uden Storthingets Samtykke, hvortil to Trediedele af Stemmerne udfordres.

§ 15.

Kongen ſkal ſtedſe have bekjendt og bekjende ſig til den evangeliſk-lutherſke Religion, haandhæve og beſkytte denne.

§ 16.

Kongen anordner al offentlig Kirke- og Guds-Tjeneſte, alle Møder og Forſamlinger om Religions-Sager, og paaſeer, at Religionens offentlige Lærere følge de dem foreſkrevne Normer.

§ 17.

Kongen kan give og ophæve Anordninger, der angaae Handel, Told, Næringsveie og Politie; dog maae de ikke ſtride mod Conſtitutionen og de af Storthinget givne Love. De gjælde proviſoriſk til næſte Storthing.

§ 18.

Kongen lader i Almindelighed indkræve de Skatter og Afgifter, ſom Storthinget paalægger.

§ 19.

Kongen vaager over, at Statens Eiendomme og Regalier anvendes og beſtyres paa den af Storthinget beſtemte og for Almeenvæſenet nyttigſte Maade.

§ 20.

Kongen har Ret til i Statsraadet at benaade Forbrydere, efterat Høieſterets Dom er falden og dens Betænkning indhentet. Forbryderen har Valget, om han vil modtage Kongens Naade, eller underkaſte ſig den ham tildømte Straf.

I de Sager, som af Odelsthinget foranſtaltes, anlagde for Rigsretten, kan ingen anden Benaadning, end Fritagelſe for idømt Livsſtraf, finde Sted.
§ 21.

Kongen vælger og beſkikker, efter at have hørt ſit Statsraad, alle civile, geiſtlige og militaire Embedsmænd. Disſe ſværge Conſtitutionen og Kongen Lydighed og Troſkab.

De kongelige Prindſer maae ei beklæde civile Embeder.

§ 22.

Statsraadets Medlemmer og de Embedsmænd, ſom ere anſatte ved dets Contoirer, Geſandter og Conſuler, civile og geiſtlige Overøvrigheds-Perſoner, Regimenters og andre militaire Corpſers Chefer, Commandanter i Fæſtninger og Høiſtbefalende paa Krigsſkibe kunne, uden foregaaende Dom afſkediges af Kongen, efterat han derom har hørt Statsraadets Betænkning. Hvorvidt Penſion bør tilſtaaes de ſaaledes afſkedigede Embedsmænd, afgjøres af det næſte Storthing. Imidlertid nyde de to Trediedele af deres forhen havte Gage.

Andre Embedsmænd kunne ikkun ſuſpenderes af Kongen, og ſkulle da ſtrax tiltales for Domſtolene; men de maae ei, uden efter Dom, afſættes, eiheller, mod deres Villie forflyttes.

§ 23.

Kongen kan meddele Ordener til hvem han for godt befinder, til Belønning for udmærkede Fortjeneſter, der offentligen maae kundgjøres; men ei anden Rang og Tittel, end den, ethvert Embede medfører. Ordenen fritager Ingen for Statsborgernes fælleds Pligter og Byrder, eiheller medfører den fortrinlig Adgang til Statens Embeder. Embedsmænd, ſom i Naade afſkediges, beholde deres havte Embeders Titel og Rang. Ingen perſonlige eller blandede arvelige Forrettigheder tilſtaaes Nogen for Eftertiden.

§ 24.

Kongen vælger og afſkediger efter eget Godtbefindende ſin Hofſtat og ſine Hofbetjente. Til at lønne disſe og holde ſit Hof tilſtaaes ham af Storthinget en pasſende aarlig Sum.

§ 25.

Kongen har høieſte Befaling over Rigets Land- og Søe-Magt. Den maa ikke overlates i fremmede Magters Tjeneſte, og ingen fremmede Krigsfolk, undtagen Hjælpetropper mod fiendtlige Overfald, maae inddrages i Riget uden Storthingets Samtykke.

§ 26.
Kongen har Ret til at ſammenkalde Tropper, begynde Krig og ſlutte Fred, indgaae og ophæve Forbund, ſende og modtage Geſandter.
§ 27.

Regjeringen er ikke berettiget til militair Magts Anvendelſe mod Statens Medlemmer, uden efter de i Lovgivningen beſtemte Former, medmindre nogen Forſamling maatte forſtyrre den offentlige Rolighed, og den ikke øieblikkelig adſkilles, efterat de Artikler i Landsloven, ſom angaae Oprør, ere den trende Gange lydelig forelæſte af den civile Øvrighed.

§ 28.

Kongen vælger ſelv et Raad af Norſke Borgere, ſom ikke ere yngre end 30 Aar. Dette Raad ſkal i det mindſte beſtaae af 5 Medlemmer. Til at tage Sæde i Statsraadet kan Kongen, foruden dem ved overordentlige Leiligheder tilkalde andre Norſke Borgere; kun ingen Medlemmer af Storthinget. Forretningerne fordeler han blandt dem, ſaaledes ſom han det for tjenligt eragter.

Fader og Søn, eller to Brødre maae ei paa ſamme Tid have Sæde i Statsraadet.

§ 29.
Alle Statsraader ſkulle, naar de ikke have lovligt Forfald, være nærværende i Statsraadet, og maa ingen Beſlutning tages der, naar ikke over det halve Antal af Medlemmer er tilſtede.
§ 30.

Foreſtillinger om Embeders Beſættelſe og andre Sager af Vigtighed (diplomatiſke og egentlige militaire Commando-Sager undtagne) ſkulle foredrages i Statsraadet af det Medlem, til hvis Fag de høre, og Sagerne af ham expederes overeensſtemmende med Kongens i Statsraadet fattede Beslutning.

§ 31.

Forbyder lovligt Forfald en Statsraad at møde, og foredrage de Sager, ſom henhøre under hans Fag, ſkulle disſe foredrages af en anden Statsraad, ſom Kongen dertil conſtituerer.

Hindres ſaa mange ved lovligt Forfald fra Møde i Statsraadet, at ikke flere end Halvparten af det beſtemte Antal Medlemmer ere tilſtede; ſkulle andre Embedsmænd af Kongen conſtitueres til at tage Sæde i Statsraadet.

§ 32.

I Statsraadet føres Protocol over alle de Sager, ſom der forhandles. Enhver, ſom har Sæde i Statsraadet, er pligtig til med Frimodighed at ſige ſin Mening, hvilken Kongen er forbunden at høre. Men det er denne forbeholdt at fatte Beſlutning efter sit eget Omdømme. Finder noget Medlem af Statsraadet, at Kongens Beſlutning er stridende mod Statsformen eller Rigets Love, eller øienſynligen er ſkadelig for Riget, er det Pligt at gjøre kraftige Foreſtillinger derimod, ſamt at tilføie ſin Mening i Protocollen. Den der ikke ſaaledes har proteſteret, anſees at have været enig med Kongen, og er anſvarlig derfor ſaaledes ſom ſiden beſtemmes.

§ 33.

Den Statsraad, ſom foreſtaaer det udenlandſke Departement, bør have en egen Protocol, hvori de Sager indføres, ſom ere af den Natur, at de ikke bør forlægges det ſamlede Statsraad. For øvrigt gjælder i dette Tilfælde de ſamme Beſtemmelſer som i §. 32 ere faſtſatte.

§ 34.

Alle Regjeringens Beſlutninger og Befalinger udſtedes ſtedſe i Kongens Navn.

§ 35.

Alle af Kongen udfærdigede Befalinger og officielle Breve, militaire Commando-Sager undtagne, ſkulle contraſigneres af den, ſom, ifølge ſin Embedspligt, har foredraget Sagen, da han bør være anſvarlig for Expeditionens Overeensſtemmelſe med den Protocol, hvori Reſolutionen er indført.

§ 36.

Nærmeſte Thronarving, om han er den regjerende Konges Søn, fører Titel af Kronprinds til Norge. De øvrige, ſom til Kronen ere arveberettigede, kaldes Prindſer, og de kongelige Døttre Prindſesſer.

§ 37.

Saaſnart Thronarvingen har fyldt sit 18de Aar, er han berettiget til at tage Sæde i Statsraadet, dog uden Stemme eller Anſvar.

§ 38.

Ingen Prinds af Blodet maa forlade Riget, gifte ſig eller begive ſig i fremmed Tjeneſte uden Kongens Tilladelſe. Handler han herimod forbryder han ſin Ret til Kronen.

§ 39.

De kongelige Prindſer og Prindſesſer ſkulle, for deres Perſoner, ikke ſvare for andre end Kongen, eller hvem han til Dommer over dem forordner.

§ 40.

Er Thronarvingen fraværende ved Kongens Død, bør han, hvis uovervindelige Hindringer ei forbyde det, inden 6 Maaneder, efterat Dødsfaldet er ham tilkjendegivet, indfinde ſig i Riget, eller for ſin Perſon have tabt Ret til Kronen.

§ 41.

Er nærmeſte Thronarving ved Kongens Død umyndig, fører Enkedronningen, om hun er Kongens kjødelige Moder, ſaalænge hun forbliver Enke, Regjeringen i Forening med Statsraadet, indtil Kongen vorder myndig. Er ſaadan Enkedronning ei til, da fører den nærmeſte arveberettigede Prinds, ſom da er over 25 Aar gammel, Regjeringen paa ſamme Maade, under Tittel af Regent. Er Regentſkabet tilfaldet en fjernere i Arveordenen, paa Grund af, at den nærmere ei var fuldmyndig, da ſkal den Førſte fravige det for den ſidſtnævnte, ſaaſnart denne har opnaaet 25 Aars Alder. I disſe Tilfælde affattes Beſlutningerne i Statsraadet efter de fleſte Stemmer, og har Enkedronningen, eller Regenten 2 Stemmer.

§ 42.

Er ingen ſaadan fuldmyndig Prinds til, føres Regentſkabet af Statsraadet i Forening med de Mænd, ſom Storthinget maatte finde fornødent at tilforordne, under Anſvar efter §. 45. Den førſte af Statsraadets Medlemmer har da Forſædet og 2 Stemmer.

§ 43.
De i §. 42 faſtſatte Beſtemmelſer gjælde ligeledes i Tilfælde af, at Kongen ved Sinds- eller Legems-Svaghed bliver uſkikket til Regjeringen, eller er fraværende fra Riget.
§ 44.

De, ſom, ifølge Foranførte foreſtaae Regjeringen medens Kongen er umyndig, fraværende eller paa anden Maade ud af Stand til ſelv at regjere, ſkulle for Storthinget, hver for ſig, aflægge følgende Eed: Jeg lover og ſværger at ville foreſtaae Regjeringen i Overeensſtemmelſe med Conſtitutionen og Lovene; ſaa ſandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord!

§ 45.

Saaſnart deres Statsbeſtyrelſe ophører, ſkulle de aflægge Kongen og Storthinget Regnſkab for ſamme.

§ 46.

Ved Kongens Død, eller i de Tilfælde, i hvilke et Regentſkab bør beſkikkes, ſkal ſtrax et overordentligt Storthing ſammenkaldes af Statsraadet, eller andre Vedkommende. Opfylder Statsraadet ikke denne Pligt inden 4 Uger, beſørges Sammenkaldelſen ved Juſtitiarius og Tilforordnede i Høieſteret.

§ 47.

Beſtyrelſen af den umyndige Konges Opdragelſe bør, hvis hans Fader ei derom har efterladt nogen ſkriftlig Beſtemmelſe, betroes til visſe, af Storthinget dertil udnævnte, Mænd i Forening med Enkedronningen, om hun er hans kjødelige Moder, med Udelukkelſe af den nærmeſte Tronarving, hans Livsarvinger, Statsraadet og Regentſkabets øvrige Tilforordnede.

§ 48.

Er den mandlige Kongeſtamme uddød, og ingen Thronfølger udkaaren, da ſammenkaldes Storthinget ſtrax, paa den i 46de §. foreſkrevne Maade, for at vælge en nye Kongeæt. Imidlertid forholdes med den udøvende Magt efter 42de §.

C.
Om Borgerret og den lovgivende Magt.
§ 49.

Folket udøver den lovgivende Magt ved Storthinget, der beſtaaer af 2 Afdelinger, et Lagthing og et Odelsthing.

§ 50.

Stemmeberettigede ere kun de Norſke Borgere, ſom have fyldt 25 Aar, have været boeſatte i Landet i 5 Aar, og enten

a) ere, eller have været Embedsmænd,

b) paa Landet eie eller paa længere Tid end 5 Aar, have bøxlet matriculeret Jord;

c) ere Kjøbſtædborgere, eller i Kjøbſtad eller Ladeſted eie Gaard eller Grund, hvis Værdie i det mindſte er 300 Rbdlr. S. V.
§ 51.

Inden 6 Maaneder efter denne Conſtitutions Antagelſe ſkal, i enhver Kjøbſtad af Magiſtraten og i ethvert Præſtegjeld af Fogden og Præſten forfattes et Mandtal over alle ſtemmeberettigede Indvaanere. De Forandringer dette efterhaanden maatte undergaae, anføres ufortøvet deri. Enhver ſkal, forinden han indføres i Mandtallet, offentligen til Thinge ſværge Conſtitutionen Troſkab.

§ 52.

Stemmeret ſuſpenderes:

a) Ved Anklage til Thinge for Forbrydelſer;

b) ved Umyndiggjørelſe;

c) ved Opbud eller Fallit, indtil Creditorerne have erholdt fuld Betaling; medmindre Fallitten er foraarſaget ved Ildsvaade, eller andet utilregneligt og beviisligt Uheld.

§ 53.

Stemmeret tabes:

a) ved at have været dømt til Tugthuus, Slaverie eller vanærende Straffe;

b) ved at gaae i en fremmed Magts Tjeneſte uden Regjeringens Samtykke;

c) ved at erhverve Borgerret i en fremmed Stat;

d). ved at overbeviſes om at have kjøbt Stemmer, ſolgt ſin egen Stemme, eller ſtemt i flere, end een Valgforſamling.

§ 54.

Valg- og Diſtricts-Forſamlingerne holdes hvert 3die Aar. De ſkulde være tilendebragte inden December Maaneds Udgang.

§ 55.

Valgforſamlingerne holdes paa Landet i Præſtegjeldets Hovedkirke, i Kjøbſtæderne i Kirken, paa Raadhuſet eller et andet dertil beqvemt Sted. De beſtyres paa Landet af Sognepræſten og hans Medhjælpere, i Kjøbſtæderne af disſes Magiſtrater og Formænd. Stemmegivningen ſkeer i den Orden, Mandtallet viſer. Stridigheder om Stemmeret afgjøres af Forſamlingens Beſtyrere, hvis Kjendelſe kan indankes for Storthinget.

§ 56.

Førend Valgene begynde ſkal Conſtitutionen lydelig oplæſes, i Kjøbſtæderne af den første Magiſtrats-Perſon, paa Landet af Præſten.

§ 57.

I Kjøbſtæderne udnævnes een Valgmand for hver 50 ſtemmeberettigede Indvaanere. Disſe Valgmænd ſamles inden 8 Dage derefter, paa et af Øvrigheden dertil beſtemt Sted, og udnævne enten af deres egen Midte, eller blandt de øvrige Stemmeberettigede i deres Valgdiſtrict een Fjerdedeel af deres eget Antal til at møde og tage Sæde paa Storthinget, ſaaledes, at 3 til 6 vælge een, 7 til 10 to, 11 til 14 tre, 15 til 18 fire, ſom er det høieſte Antal, nogen Bye maa ſende. Har en Kjøbſtad færre end 150 ſtemmeberettigede Indvaanere, ſender den ſine Valgmænd til nærmeſte Kjøbſtad, for at ſtemme i Forening med dennes Valgmænd, og anſees da begge Kjøbſtæder ſom eet Diſtrict.

§ 58.
I hvert Præſtegjeld paa Landet udnævne de ſtemmeberettigede Indvaanere, i Forhold til deres Antal, Valgmænd ſaaledes, at indtil 100 vælge een, 100 til 200 to, 200 til 300 tre, og ſaa fremdeles i ſamme Forhold. Disſe Valgmænd ſamles inden een Maaned derefter paa et, af Amtmanden dertil beſtemt Sted og udnævne da enten af deres egen Midte, eller blandt de øvrige Stemmeberettigede i Amtet en Tiendedeel af deres eget Antal til at møde og tage Sæde paa Storthinget ſaaledes, at 5 til 14 vælge een, 15 til 24 to, 25 til 34 tre, 35 og derover fire, ſom er det ſtørſte Antal.
§ 59.

De i §. 57 og 58 faſtſatte Beſtemmelſer gjælde indtil næſte Storthing. Befindes det da: at Kjøbſtædernes Repræſentanter udgjøre mere eller mindre end een Trediedeel af hele Rigets, bør Storthinget til Følge for Fremtiden, forandre disſe Beſtemmelſer ſaaledes, at Kjøbſtædernes Repræſentanter forholde ſig til Landets, ſom een til to, og bør Repræſentanternes Antal i det Hele ikke være mindre, end 75 og ei ſtørre end 100.

§ 60.

De inden Riget værende ſtemmeberettigede, der ikke kunne møde formedelſt Sygdom, militair Tjeneſte eller andet lovligt Forfald, kunne ſkriftlig ſende ſine Stemmer til dem, der beſtyre Valgforſamlingerne, forinden disſe ere tilendebragte.

§ 61.

Ingen kan vælges til Repræſentant, medmindre han er 30 Aar gammel og har i 10 Aar opholdt ſig i Riget.

§ 62.
Statsraadets Medlemmer og de Embedsmænd, ſom ere anſatte ved dets Contoirer, eller Hoffets Betjente og dets Penſioniſter kunne ikke vælges til Repræſentanter.
§ 63.

Enhver ſom vælges til Repræſentant, er pligtig at modtage Valget, medmindre han hindres derfra ved Forfald, der kjendes lovligt af Valgmændene, hvis Kjendelſe kan underkaſtes Storthingets Bedømmelſe. Den, ſom to paa hinanden følgende Gange har mødt ſom Repræſentant paa et ordentligt Storthing, er ikke forpligtet til at modtage Valget til det derpaa følgende ordentlige Storthing. Hindres en Repræſentant ved lovligt Forfald fra at møde paa Storthinget, træder den, ſom, næſt ham, har de fleſte Stemmer i hans Sted.

§ 64.

Saaſnart Repræſentanterne ere valgte, forſynes de med en Fuldmagt, underſkrevet, paa Landet af Overøvrighederne og i Kjøbſtæderne af Magiſtraten, ſaavelſom af ſamtlige Valgmænd, til Beviis for, at de, paa den i Conſtitutionen foreſkrevne Maade, ere udnævnte.

Disſe Fuldmagters Lovlighed bedømmes af Storthinget.

§ 65.
Enhver Repræſentant er berettiget til Godtgjørelſe af Statscasſen for Reiſeomkoſtninger til og fra Storthinget og for Underholdning i den Tid, han der opholder ſig.
§ 66.

Repræſentanterne ere paa deres Reiſe til og fra Storthinget, ſamt under deres Ophold der, befriede fra perſonlig Hæftelſe, medmindre de gribes i offentlige Forbrydelſer, ei heller kunne de udenfor Storthingets Forſamlinger drages til Anſvar for deres der yttrede Meninger. Efter den der vedtagne Orden er Enhver pligtig at rette ſig.

§ 67.

De paa foreſtaaende Maade valgte Repræſentanter udgjøre Kongeriget Norges Storthing.

§ 68.

Storthinget aabnes i Almindelighed den førſte Søgnedag i Februari Maaned hvert 3die Aar i Rigets Hovedſtad, medmindre Kongen, paa Grund af overordentlige Omſtændigheder, ſaaſom fiendtlig Indfald eller ſmitſom Syge dertil beſtemmer en anden Kjøbſtad. Saadan Beſtemmelſe maa da betimelig bekjendtgjøres.

§ 69.
I overordentlige Tilfælde har Kongen Ret til at ſammenkalde Storthinget udenfor den almindelige Tid. Kongen udſtæder da en Kundgjørelſe, ſom bør være læſt i alle Stiftsſtædernes Kirker i det mindſte 6 Uger, forinden Storthingets Medlemmer ſkulle møde paa det beſtemte Sted.
§ 70.

Et ſaadant overordentlig Storthing kan af Kongen hæves, naar han forgodtbefinder.

§ 71.

Storthingets Medlemmer fungere ſom ſaadanne i tre paa hinanden følgende Aar, ſaavel ved overordentlige, ſom ved det ordentlige Storthing, der imidlertid holdes.

§ 72.

Holdes et overordentlig Storthing endnu paa den Tid, det ordentlige ſkal ſammentræde, ophører det førſtes Virkſomhed, ſaaſnart det ſidſte er ſamlet.

§ 73.

Intet af Thingene kan holdes, medmindre to Trediedele af dets Medlemmer ere tilſtede.

§ 74.

Saaſnart Storthinget har conſtituert ſig, aabner Kongen, eller den, han dertil beſkikker, dets Forhandlinger med en Tale, hvori han underretter det om Rigets Tilſtand og de Gjenſtande, hvorpaa han iſær ønſker at henlede Storthingets Opmærkſomhed. Ingen Deliberation maa finde Sted i Kongens Nærværelſe.

Storthinget udvælger blandt ſine Medlemmer en Fjerdepart, ſom udgjør Lagthinget; de øvrige tre Fjerdeparter danne Odelsthinget.

Hvert Thing holder ſine Forſamlinger ſærſkilte og udnævner ſin egen Præſident og Secretair.

§ 75.

Det tilkommer Storthinget:

a) at give og ophæve Love, paalægge Skatter, Afgifter, Told og andre offentlige Byrder, ſom dog ei gjælde længere, end til 1ſte Julii i det Aar, da et nyt, ordentlig Storthing er ſamlet, medmindre de af dette udtrykkeligen fornyes;

b) at aabne Laan paa Statens Credit;

c) at føre Opſynet over Rigets Pengevæſen;

d) at bevilge de, til Statsudgifterne fornødne, Pengeſummer;

e) at beſtemme, hvormeget aarligen ſkal udbetales Kongen til hans Hofſtat, og at faſtſætte den kongelige Families Apanage, ſom dog ikke maa beſtaae i faſte Eiendomme;

f) at lade ſig forelægge Statsraadets Protocol og alle offentlige Indberetninger og Papirer, egentlige militaire Comando-Sager undtagne;

g) at lade ſig meddele de Forbund og Tractater, Kongen paa Statens Vegne har indgaaet med fremmede Magter, med Undtagelſe af hemmelige Artikler, ſom dog ei maae ſtride mod de offentlige;

h) at kunne fordre Enhver til at møde for ſig i Statsſager, Kongen og den kongelige Familie undtagne; dog gjælder denne Undtagelſe ikke ikke for de kongelige Prindſer, forſaavidt de maatte være Embedsmænd;

i) at revidere midlertidige Gage- og Penſionsliſter, og deri gjøre de Forandringer, det finder fornødne;

k) at udnævne 5 Reviſorer, der aarligen ſkulle gjennemſee Statens Regnſkaber og bekjendtgjøre Extracter af ſamme ved Trykken, hvilke Regnſkaber derfor ſkulle tilſtilles disſe Reviſorer hvert Aar inden 1ſte Juli;

l) at naturaliſere Fremmede.

§ 76.

Enhver Lov ſkal førſt foreſlaaes paa Odelsthinget, enten af dets egne Medlemmer, eller af Regjeringen ved en Statsraad. Er Forſlaget der antaget, ſendes det til Lagthinget, ſom enten bifalder eller forkaſter det, og i ſidſte Tilfælde, ſender det tilbage med tilføiede Bemærkninger. Disſe tages i Overveielſe af Odelsthinget, ſom enten henlægger Lovforſlaget, eller atter ſender det til Lagthinget med eller uden Forandringer. Naar et Forſlag fra Odelsthinget to Gange har været Lagthinget forelagt, og anden Gang derfra er bleven tilbageſendt med Afſlag, træder hele Storthinget ſammen og, med to Trediedele af dets Stemmer, afgjøres da Forſlaget. Imellem enhver ſaadan Deliberation maae i det mindſte, 3 Dage hengaae.

§ 77.

Naar en, af Odelsthinget foreſlaaet Beſlutning er bifaldet af Lagthinget, eller det ſamlede Storthing, ſendes den ved en Deputation fra begge Storthingets Afdelinger til Kongen med Anmodning om hans Sanction.

§ 78.

Billiger Kongen Beſlutningen, forſyner han den med ſin Underſkrift, hvorved den vorder Lov. Billiger han den ikke, ſender han den tilbage til Odelsthinget, med den Erklæring, at han ikke fortiden finder det tjenligt at ſanctionere Beſlutningen.

§ 79.

Beſlutningen maa i dette Tilfælde ikke mere af det da ſamlede Storthing forelægges Kongen, ſom paa ſamme Maade kan forholde ſig, om næſte ordentlige Storthing paa nye foreſlaaer ſamme Beſlutning; men bliver den ogſaa af det tredie ordentlige Storthing, efter igjen at være drøftet, atter paa begge Thing uforandret antaget, og den da forelægges Kongen, med Begjering, at Hans Majeſtæt ikke vil nægte en Beſlutning ſin Sanction, ſom Storthinget, efter det Overlæg, anſeer for gavnlig; ſaa vorder den Lov, om end Kongens Sanction ikke paafølger inden Storthinget adſkilles.

§ 80.

Storthinget forbliver ſamlet ſaalænge, det finder det fornødent; dog ikke over 3 Maaneder uden Kongens Tilladelſe. Naar det, efterat have tilendebragt ſine Forretninger, eller efterat have været ſamlet den beſtemte Tid, hæves af Kongen, meddeler han tillige ſin Reſolution paa de, ikke allerede forinden afgjorte Beſlutninger, ved enten at ſtadfæſte eller forkaſte dem. Alle de, ſom han ikke udtrykkelig antager, anſees ſom af ham forkaſtede.

§ 81.
Alle Love, de i §. 79 undtagne, udfærdiges i Kongens Navn og under Rigets Seigl, i følgende Udtryk: Vi — — af Guds Naade og efter Rigets Conſtitution Norges Konge, gjøre vitterligt: at Os er bleven forelagt Storthingets Beſlutning, af Dato ſaalydende: (Her følger Beſlutningen) Thi have Vi antaget og bekræftet, ligeſom Vi herved antage og bekræfte ſamme ſom Lov under vor Haand og Rigets Seigl.
§ 82.

De proviſoriſke Anordninger, ſom Kongen udgiver i den Tid, intet Storthing holdes, ſaavelſom de øvrige Anordninger og Befalinger, der vedkomme den udøvende Magt alene, affattes ſaaledes: Vi — — &c. gjøre vitterligt, at Vi, i Kraft af den Os ved Rigets Conſtitution meddelte Myndighed, have beſluttet, ligeſom Vi herved beſlutte o. ſ. v.

§ 83.

Kongens Sanction udfordres ikke til de Storthingets Beſlutninger, hvorved:

a) det erklærer ſig ſamlet ſom Storthing efter Conſtitutionen;

b) det beſtemmer ſit indvortes Politie;

c) det antager eller forkaſter de tilſtedeværende Medlemmers Fuldmagter;

d) det ſtadfæſter eller forkaſter Kjendelſer om Valgſtridigheder;

e) det naturaliſerer Fremmede;

f) og endelig, til den Beſlutning, hvorved Odelsthinget ſætter Statsraader eller andre under Tiltale.

§ 84.
Storthinget kan indhente Høieſterets Betænkning over juridiſke Gjenſtande.
§ 85.

Storthinget holdes for aabne Døre og dets Forhandlinger kundgjøres ved Trykken, undtagen i de Tilfælde, hvor det modſatte beſluttes ved Stemmefleerhed.

§ 86.

Den der adlyder en Befaling, hvis Henſigt er at forſtyrre Storthingets Frihed og Sikkerhed, gjør ſig derved ſkyldig i Forræderie mod Fædrenelandet.

D.
Om den dømmende Magt.
§ 87.

Lagthingets Medlemmer tilligemed Høieſteret udgjøre Rigsretten, ſom i førſte og ſidſte Inſtants dømmer i de Sager, ſom af Odelsthinget anlægges, enten mod Statraadets, eller Høieſterets Medlemmer, for Embedsforbrydelſer, eller mod Storthingets Medlemmer, for de Forbrydelſer, de, ſom ſaadanne begaae. I Rigsretten har Præſidenten i Lagthinget Forſæde.

§ 88.
Den Anklagede kan, uden nogen dertil angiven Aarſag, forſkyde af Rigsrettens Medlemmer indtil een Trediedeel, dog ſaaledes, at Retten ei udgjør mindre end 15 Perſoner.
§ 89.

Til at dømme i ſidſte Inſtants ſkal, ſaaſnart muligt, organiſeres en Høieſteret, der ikke maa beſtaae af færre end Juſtitiarius og 6 Tilforordnede.

§ 90.

I Fredstider er Høieſteret tilligemed 2 høie Officierer, ſom Kongen tilforordner, anden og ſidſte Inſtants i alle de Krigsretsſager, ſom angaae enten Liv eller Ære, eller Friheds Tab for længere Tid, end 3 Maaneder.

§ 91.

Høieſterets Domme kunne i intet Tilfælde, paaankes eller underkaſtes Reviſion.

§ 92.

Ingen kan beſkikkes til Medlem af Høieſteret førend han er 30 Aar gammel.

E.
Almindelige Beſtemmelſer.
§ 93.

Til Embeder i Staten maae alene udnævnes de Norſke Borgere, ſom bekjende ſig til den evangeliſk-lutherſke Religion, have ſvoret Conſtitutionen og Kongen Troſkab og tale Landets Sprog, ſamt:

a) enten ere fødte i Riget af Forældre, der da vare Statens Undersatter; eller

b) ere fødte i fremmede Lande af Norſke Forældre, ſom paa den Tid ikke vare en anden Stats Underſaatter;

c) eller ſom nu have stadigt Ophold i Riget og ikke have vægret ſig for at aflægge den Eed, at hævde Norges Selvſtændighed;

d) eller ſom herefter opholde ſig i Riget i 10 Aar;

e) eller ſom af Storthinget vorde naturaliſerede.

Dog kunne Fremmede beſkikkes til Lærere ved Univerſitetet og de lærde Skoler, til Læger og til Conſuler paa fremmede Stæder.

Ingen maa beſkikkes til Overøvrighedsperſon førend han er 30 Aar gammel, eller til Magiſtratsperſon, Underdommer og Foged, førend han er 25 Aar gammel.

§ 94.

En ny almindelig civil og criminel Lovbog ſkal foranſtaltes udgivet paa førſte, eller, om dette ikke er muligt, paa andet ordentlige Storthing. Imidlertid blive Statens nu gjældende Love i Kraft, forſaavidt de ei ſtride imod denne Grundlov eller de proviſoriſke Anordninger, ſom imidlertid maatte udgives. De nuværende parmanente Skatter vedblive ligeledes til næſte Storthing.

§ 95.

Ingen Dispenſationer, Protectorier, Moratorier eller Opreisninger, maae bevilges, efterat den ny almindelige Lov er ſat i Kraft.

§ 96.

Ingen kan dømmes uden efter Lov, eller ſtraffes uden efter Dom. Piinligt Forhør maa ikke finde Sted.

§ 97.

Ingen Lov maa gives tilbagevirkende Kraft.

§ 98.

Med Sportler, ſom erlægges til Rettens Betjente, bør ingen Afgifter til Statscasſen være forbundne.

§ 99.
Ingen maa fængslig anholdes uden i lovbeſtemte Tilfælde og paa den ved Lovene foreſkrevne Maade. For ubeføiet Arreſt eller ulovligt Ophold ſtaae Vedkommende den Fængſlede til Anſvar.
§ 100.

Trykkefrihed bør finde Sted. Ingen kan ſtraffes for noget Skrift af hvad Indhold det end maatte være, ſom han har ladet trykke eller udgive, medmindre han forſætligen og aabenbar enten ſelv har viiſt, eller tilſkyndet andre til Ulydighed mod Lovene, Ringeagt mod Religionen, Sædelighed eller de conſtitutionelle Magter, Modſtand mod disſes Befalinger, eller fremført falſke og ærekrænkende Beſkyldninger mod nogen. Frimodige Yttringer om Statsſtyrelſen og hvilkenſomhelſt anden Gjenſtand ere Enhver tilladte.

§ 101.

Nye og beſtandige Indſkrænkninger i Næringsfriheden bør ikke tilſtedes nogen for Fremtiden.

§ 102.

Huusinqviſitioner maae ikke finde Sted uden i criminelle Tilfælde.

§ 103.

Friſted tilſtedes ikke dem, ſom herefter fallere.

§ 104.
Jord- og Boegslod kan i intet Tilfælde forbryes.
§ 105.

Fordrer Statens Tarv, at Nogen maa afgive ſin rørlige eller urørlige Eiendom til offentligt Brug, ſaa bør han have fuld Erſtatning af Statscasſen.

§ 106.

Saavel Kjøbeſummer ſom Indtægter af det Geiſtligheden beneficerede Gods ſkal blot anvendes til Geiſtlighedens Bedſte og Oplysningens Fremme. Milde Stiftelſers Eiendomme ſkulle blot anvendes til disſes Gavn.

§ 107.

Odels- og Aaſædesretten maa ikke ophæves. De nærmere Betingelſer, hvorunder den, til ſtørſte Nytte for Staten og Gavn for Landalmuen ſkal vedblive, faſtſættes af det førſte eller andet følgende Storthing.

§ 108.

Ingen Grevſkaber, Baronier, Stamhuſe og Fideicommisſer maae for Eftertiden oprettes.

§ 109.

Enhver Statens Borger er i Almindelighed lige forpligtet i en vis Tid at værne om ſit Fædreneland, uden Henſyn til Fødſel eller Formue. Denne Grundſætnings Anvendelſe og de Indſkrænkninger, den bør undergaae, overlades til førſte ordentlige Storthings Afgjørelſe, efterat alle Oplysninger ere erhvervede ved en Committee, der udvælges inden denne Rigsforſamlings Slutning. Imidlertid vedblive de nu gjældende Beſtemmelſer.

§ 110.

Naar Rigsforsamlingen har antaget denne Conſtitution, vorder den Rigets Grundlov.

Viſer Erfaring, at nogen Deel af den bør forandres, ſkal Forſlaget derom fremſættes paa et ordentlig Storthing og kundgjøres ved Trykken. Men det tilkommer førſt det næſte ordentlige Storthing at beſtemme, om den foreſlaaede Forandring bør finde Sted eller ei. Dog maa ſaadan Forandring aldrig modſige denne Grundlovs Principer, men alene angaae Modificationer i enkelte Beſtemmelſer, der ikke forandre denne Conſtitutions Aand, og bør to Trediedele af Storthinget være enig i ſaadan Forandring.

Vi undertegnede Kongeriget Norges Repræſentanter, erklære herved denne Conſtitution, ſom af Rigsforſamlingen er antaget, for Kongeriget Norges Grundlov, hvorefter alle og enhver ſig have at rette. Dets til Bekræftelſe under vor Haand og Seigl.

Eidsvold, den 17de Mai 1814.

Peder Anker. C. M. Falſen. Chriſtenſen. C. Sibbern.
(L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.)
F. Stabell. Z. Mellebye. Alexand. Chr. Møller. Motzfeldt.
(L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.)
H. Haslum. Chriſtie. F. Meltzsr. J. Rolfſen. J. Rein.
(L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.)
A. v. W. Koren. G. V. Jerſin. R. Gierager. Irgens. Nielſen.
(L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.)
P. Hiermand. C. Holck. N. Loftesnæs. F. Schmidt. J. Collett.
(L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.)
C. Hoen. Løvenſkiold. P. Cloumann. T. O. Huveſtad.
(L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.)
Sverdrup. Omſen. Wergeland. O. C Mørch. Weidemann.
(L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.)
Stabel. Lysgaard. J. Moſes. N. Scheitlie. Dahl.
(L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.)
A. M. Heiberg. Bendeke. Kønig. Evenſtad. H. Nyſom.
(L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.)
H. Wedel-Jarlsberg. Blom. O. R. Apeneſs. A. Sibbern.
(L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.)
P. Steenſtrup. C. H. Hornemann. Diriks. I. Hesſelberg.
(L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.)
A. Grønneberg. O. Amundrød. G. Lund, jun. Erichſtrup.
(L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.)
T. J. T. Lundegaard. O. Lømsland. E. Jaabech. S. Eeg.
(L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.)
F. Motzfeldt. G. Wulfsberg. J. Aall, jun. Grøgaard
(L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.)
T. R. Lilleholt. Prydz. H. Maagaard. Fleiſcher.
(L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.)
N. Dyhren. D. Hegermann. Haraldſtad. J. Aall.
(L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.)
T. Bryn. E. T. Lande. O. K. Tvedten. Krohg. J. Stub.
(L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.)
E. Waldbøe. R. Floer. Hount. J. Hanſen. D. Cappelen.
(L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.)
P. V. Roſenkilde. Oftedahl. E. Mølbach. A. Regelſtad.
(L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.)
F. Fabricius. F. Konow. P. Johnſon. E. Thorſen. Peterſen.
(L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.)
O. Svendſen. P. Ramm. Balke. E. Høyum. G. Røed.
(L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.)
A. Rogert. P. Schmidt, jun. J. H. Darre. H. Rambech.
(L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.)
L. Forſæth. C. Midelfart. H. Høyerdahl. S. Bratberg.
(L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.)
Wasmuth. D. Scheviz. J. Lange. H. Giedebøe.
(L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.)
F. Heidmann. P. Ertzgaard. C. Stoltenberg. J. Ely.
(L. S.) (L. S.) (L. S.) (L. S.)
O. B. Bercheland. H. Carſtenſen.
(L. S.) (L. S.)
Adresſe fra det Norſke Folks Repræſentanter om den Norſke Krones Overdragelſe til Norges Regent, Hans Kongelige Høihed Prinds Chriſtian Frederik.

Vi undertegnede, Kongeriget Norges Repræſentanter, gjøre hermed vitterligt: At vi, overeensſtemmende med Folkets Ønſke og Deres Kongelige Høiheds Opfordring, have, ifølge de os meddeelte Fuldmagter, forenet os om, at forfatte en Grundlov for Kongeriget Norge, ſaaledes ſom vi, efter bedſte Skjønnende, eragtede ſamme at være Riget tjenligſt. Vi have til den Ende ſøgt at fordele den ſouveraine Magt ſaaledes, at Lovgivningen nedlægges i Folkets, og den udøvende Magt i Kongens Haand.

Efterat have udarbeidet denne Grundlov, blev det os en kjær og hellig Pligt at vælge en Konge, der, ved ſin viſe og kraftfulde Styrelſe, kunde betrygge og haandhæve Rigets Sikkerhed, Held og Hæder.

Det kunde ikke være tvivlſomt for det Norſke Folks Repræſentanter, hvem de ſkulde udkaare til denne høie og vigtige Poſt. Tillid, Taknemmelighed og Kjærlighed opfordrede os ligemeget til at fæſte vore Øine paa Deres Kongelige Høihed. De kom til os i Farens og Nødens Stund, De tænkte og virkede med utrættelig Iver for vort Fædrenelands Tarv; De knyttede Deres Skjæbne uadſkillelig til vor, og har, ſom Landets Regent, viiſt ligeſaa megen Agtelſe for Folkets Rettigheder, ſom Nidkjærhed for dets Lykke og Hæder.

Vi ere forvisſede om at have opfyldt det Norſke Folks Ønſke og Villie, ved i Dag at udvælge Dem til Norges Konge, og i det vi fremlægge denne Rigets Grundlov for Deres Kongelige Høihed, glæde vi os i det Haab, at den maa findes Deres Bifald værdig, og at De vil modtage den Krone, ſom frivilligen rækkes Dem af et frit Folk.

I Rigsforſamlingen paa Eidsvold, den I7de Mai 1814.

Efter Rigsforſamlingens Beſlutning undertegnet paa ſamtlige Repræſentanters Vegne af:

G. Sverdrup, Motzfeldt, Christie,
Præſident. Vice-Præſident. Secretaire.
Hans Kongelige Høihed Prinds-Regentens Svar i Rigsforſamlingen paa ovenſtaaende Adresſe.

Normænd! det høie Kald, hvortil Medborgeres Tillid udkaarede Eder, er fuldbyrdet. Norges Statsforfatning er grundlagt; Nationen har gjennem Eder, ſine udvalgte Mænd, haandhævet ſine Rettigheder, befæſtet dem for Fremtiden, og ved en viis Fordeling af Magten, ſikkret Borgerfrihed, og den Orden i Staten, ſom den udøvende Magt er pligtig og formaaende til at vedligeholde.

Den for andre Stater dyrekjøbte Erfaring har lært det Norſke Folks Repræſentanter, i lige Grad at vogte Regjeringsformen for Deſpotismens Kjendemærker, og for Folkeregjeringens Misbrug.

Dette gamle Kongerige forlanger en Konge, men han ſkulde i Formen ligeſaalidt ſom i Regjeringen være Deſpot; — nei, ſit Folks førſte Ven og Fader bør han være. Dette venter Nationen at finde i mig, og dens Tillid er for mig et helligt Kald til, uagtet de Farer og den Møie, der vente mig, ganſke at opofre mig for Norges Vel og Hæder.

Med disſe redelige Henſigter, og ſtyrket ved Troe paa Guds, den Almægtiges Biſtand, haaber jeg at ſvare til denne Nationens Forventning.

Jeg antager Norges Krone, ſom en Gave af et trofaſt og oprigtigt Folk, et Pant paa dets Kjærlighed for mig og min Kongelige Æt.

Jeg lover og ſværger, at ville regjere Kongeriget Norge i Overeensſtemmelſe med dets Conſtitutiom og Love; saa ſandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord!

Eidsvold, den 19de Mai 1814.

Chriſtian Frederik.

————————

At denne Norges Riges Grundlov, og de ſamme vedføiede Actſtykker ere ordlydende aftrykte efter Rigsforſamlingens Hovedprotocol, bevidnes af undertegnede, der af det Norſke Folks Repræſentanter ere udvalgte til at beſørge Rigsforſamlingens Forhandlinger offentliggjorte ved Trykken.

Chriſtiania, den 31te Mai 1814.

G. Sverdrup. Omſen.

L. Stoud Platou.


PD-icon.svg Dette verket er ikke beskyttet av opphavsretten, fordi det er laget av Den norske regjeringen (Åndsverkloven §9).