Bernhard Getz
Det kan nu tilvisse ikke bestrides, at der har været Perioder i Retsstudiets Historie, da denne Forsknings eneste Opgave ansaaes at ligge i Fortolkningen af de til en given Tid gjældende Love, og da dens Betydning derfor blev ligesaa efemer som de Love, hvortil den knyttede sig. Men at Retsforskningens Opgave og de Problemer, den stiller, ikke kan være udtømt heri, vil man faa en Forestilling om allerede ved den Kjendsgjerning, at Retsvidenskaben for et af Verdens mærkeligste og mest begavede Folk, det romerske, var noget nær den eneste Videnskab, dets egentlige Filosofi (divinarum atque humanarum rerum notitia)[1], og at den til alle Tider og i alle Lande har formaaet at trække til sig aandelige Kræfter af den høieste Rang, i vort Land Mænd med saa eminente intellektuelle Evner og et saa universelt Aandspræg som Anton Martin Schweigaard og den Mand, ved hvis Baare vi nys har staaet med Sorg og Savn, og til hvis Minde denne Sammenkomst er viet: Bernhard Getz.
En af vor Tids største Retslærde, Rudolph v. Ihering har anstillet en Sammenligning mellem Astronomi og Retsvidenskab, der netop ligeoverfor den anførte Udtalelse besidder en eiendommelig Interesse. Han taler etsteds om, at „Rettens Bevægelse i Majestæt og Lovmæssighed lader sig sammenligne med Stjernebilledernes Løb“. Ja, han gaar videre: „Saa høit“, siger han, „som Aanden staar over Materien, saa høit staar ogsaa den aandelige Verdens ordning og Majestæt over den substantielle Verdens. Vidunderligere end Verdenslegemernes Bevægelse i Rummet er de sædelige Tankers Bevægelse i Tiden; ti de gaar ikke uanfegtede fremad som Stjernebillederne, men de støder ved hvert Skridt paa den Modstand, som menneskelig Egensindighed og Uforstand og alle Menneskehjertets onde Magter stiller op mod dem. Naar disse Tanker alligevel kan virkeliggjøres i det brogede Virvar af modstridende Kræfter, naar det sædelige Planetsystem bevæger sig med den samme Orden og Harmoni som Himmelens Planetsystem, da ligger deri et mere glimrende Bevis paa den guddommelige Verdensledelse end alt, hvad man kan udlede af den ydre Natur“.[2]
Det rigtige Synspunkt for Vurderingen af Retsvidenskabens Opgave vindes overhovedet kun, naar man fastholder, at Retten, der bestaar af en Sum af Regler for de menneskelige Handlinger, er skabt ved de menneskelige Samlivsforholds Behov, og at dens Udvikling paa lignende Maade som Sproget utvivlsomt følger almene Love, om end vort Kjendskab til disse Love endnu er ufuldkomment. Men Retten er ikke blot som Sproget et naturnødvendig givet Produkt af menneskeligt Behov. Den er tillige bestemt til at øve et ydre Herredømme, opretholdt ved organiserede Tvangsmidler, ja dens egentlige Væsen aabenbarer sig først i denne ydre Magt.
Dette Forhold betinger en Række Eiendommeligheder ved Juristens Opgave. Særlig stiller det den Fordring til Retsvidenskaben, at den medvirker til at give Betingelserne for denne Magtanvendelse, der jo kan gribe dybt ind baade i den enkeltes og i Samfundenes Liv, en saadan Udformning, at den virker saa sikkert, saa jevnt og ligeligt — saa retfærdigt — som muligt, at den fremmer, ikke hemmer Kulturudviklingen. Denne Opgave kan Retsvidenskaben kun løse paa Grundlag af en udstrakt empirisk Betragtning af de forskjelligartede Behov og Interesser, som her gjør sig gjældende, og — da disse ofte krydser hinanden eller endog er indbyrdes stridende — tillige paa Grundlag af en omhyggelig Afveien af deres forskjellige Styrke og Berettigelse. Paa dette Grundlag søger Retsvidenskaben som enhver Videnskab at opstille visse ved Abstraktion vundne Almensætninger. Disse vil nu ofte finde Anerkjendelse i det, vi kalder positive Love: Bud, udtalte af de Organer, der i vedkommende Samfund er Almenviljens forfatningsmæssige Udtryk. Men for den videnskabelige Betragtning af Retten maa det vel fastholdes, at disse Love ikke er udenfra kommende Aabenbaringer af en høiere Visdom, men kun Udtrykket for, hvor langt vedkommende Tid er naaet i Erkjendelsen og Vurderingen af de Kræfter, der er den dybere Kilde til al Retsdannelse, og som ogsaa vil virke skabende og omformende, selv hvor der ikke gives Love i den nævnte Forstand. Da baade selve disse Kræfter og vor Erkjendelse og Vurdering af dem er i stadig Bevægelse og Udvikling, vil nødvendigvis enhver Lov have en begrænset Betydning. Dens Værd vil bero dels paa den Grad, i hvilken det er lykkedes den at give et exakt og klart Udtryk for de herskende Retsforestillinger og derved forhjælpe os til en klar Forstaaelse af disse, dels paa dens Evne til at virke regulerende og stimulerende paa selve Retsudviklingen og derigjennem ogsaa paa de Livsforhold, som denne er bestemt til at tjene. Men paa den anden Side medfører den positive Lovgivning den store Fare, at en begrænset og ufuldkommen Retserkjendelse stivner i Lovsformen og bliver en Hemsko for den levende Rets Udvikling, en Prokrustesseng, hvor de skiftende Livsforholds Behov kommer tilkort. Denne Fare forøges ved, at Lovgivningens Kunst er saa overordentlig vanskelig. Verdens første jurister, de romerske, besad den ikke, og de var sig ogsaa dette fuldt bevidst. Derfor advarer de mod de forhastede Formuleringer. Og den romerske Privatret frembyder et mærkeligt Exempel paa, hvorledes et storartet Bygværk kan opstaa paa Rettens Omraade uden væsentlig støtte af Lovgivningen, blot ved Hjælp af de Materialier, som forskaffes af almengyldige Retstanker, opdagede og benyttede af geniale Bygmestere. Paa Forfatningslivets Omraade frembyder Englands Historie et lignende Fænomen.
Men hvor tvivlende end som Følge af disse Betragtninger mange endnu i Nutiden staar ligeoverfor store Lovkodifikationers Betydning og Nytte, er der dog Retsomraader, hvor deres Nødvendighed vil erkjendes af alle; og dertil hører navnlig de to Omraader, paa hvilke den store afdødes Hovedvirksomhed som Lovforfatter har bevæget sig: Strafferetten og Processen.
Hvilke skjæbnesvangre Følger Mangelen paa fuldstændige og tidsmæssige Straffelove kan have baade for individ og Samfund, derom har det 17de og 18de Aarhundredes Historie belært os. Forholdet var i denne Periode i Virkeligheden det, at individet noget nær var prisgivet Dommerens godtykkelige Magt til at straffe overalt, hvor et Forhold forekom ham at fortjene Straf. Og som en Reaktion mod disse Tilstande opstillede Oplysningstiden det Krav, som den norske Grundlov har formuleret i Sætningen: „Ingen kan dømmes uden efter Lov eller straffes uden efter Dom“, — et Princip, der kan betragtes som et umisteligt Resultat af den nævnte Tidsperiodes Kriminalpolitik. De europæiske stater var sig ogsaa bevidst, hvilke Fordringer dette Princips Gjennemførelse stillede til Lovgivningsmagten; og i de fleste af Europas Lande finder man derfor omkring det forrige Aarhundredeskifte en livlig Virksomhed paa Straffelovgivningens Omraade. De mærkeligste Frugter af denne Virksomhed er den franske code pénal og den af Periodens mest fremragende Kriminalist Anselm Feuerbach forfattede bayerske Straffelov, begge Love fra det 19de Aarhundredes Begyndelse, der har øvet en bestemmende Indflydelse gjennem hele Aarhundredet, saaledes ogsaa paa den gjældende norske straffelov af 1842.
Ved denne Lovgivningsvirksomhed kunde det nu imidlertid ikke undgaaes, at de før berørte Vanskeligheder og Farer ved enhver Lovgivning blev stærkt kjendelige; og dette har bevirket, at de fleste nyere Straffelove har havt en forholdsvis kort Levetid. Efter en Menneskealder har de i Regelen været følt som antikverede. Getz har ogsaa etsteds med Styrke pegt paa dette og fremhævet, at man „paa dette Felt mindre end paa noget andet bør sky Besværet ved altid at holde Lovgivningen paa Høide med Tidens Retsbevidsthed og de Fordringer, som Udviklingen stiller — saa meget mere, som uoverlagte og hovedkuls Forslag til Forandringer bedst undgaaes, naar strafferetten ikke er som et gammelt udslidt Klædebon, som man vænner sig til stadig at maatte lappe“.[3]
De Forhold som især lægger Straffelovgivningen Vanskeligheder iveien, er følgende tre:
For det første de tekniske Vanskeligheder, der er forbundne med enhver Lovredaktion — Vanskeligheden ved at give de ledende Retstanker et Udtryk, der er tilstrækkelig klart og omfattende og tillige lader det fornødne Rum for Tankens videre Udformning gjennem Teori og Praxis.
Dernæst de Vanskeligheder, der beredes ved Kravet til en levende Vexelvirkning mellem Strafferetten og den herskende Retsbevidsthed eller rettere den herskende Samfundsmoral i videste Forstand. Opfatningen af Forholdet mellem Ret og Moral, af hvad der bør inddrages under den førstes Omraade og hvad der udelukkende bør henvises til den sidstes, er underkastet Omskiftelser ofte endog gjennem Perioder, der kun omspænder forholdsvis korte Tidsrum. Mange Forhold, der i en tidligere Periode rammes af de strengeste Straffe, ligger efter en senere Periodes Forestillinger overhovedet ikke indenfor Straffelovgivningens Ramme eller bedømmes paa en væsentlig mildere Maade. Og paa den anden Side har særlig den moderne Samfundsopfatning og de videre Opgaver, denne i saa mange Henseender stiller Staten, i andre Retninger medført en væsentlig Udvidelse af Strafferettens Omraade.
For det tredje maa — sidst, men ikke mindst — fremhæves de Vanskeligheder, der beredes Straffelovgivningen ved Omskiftelserne i de herskende Opfatninger baade af Forbrydelsens og af Straffens Væsen. I denne Henseende opviser særlig det nittende Aarhundrede en betydningsfuld Udvikling, der endnu ikke er afsluttet. Der gjør sig endnu her store Meningsbrydninger gjældende; og vi befinder os i en Gjæringens Periode, der ikke er gunstig for den Afklaringsproces, som enhver Lovaffattelse forudsætter.
Den ældre Strafferetsopfatning, der gjennemgaaende ligger til Grund for det nittende Aarhundredes Straffelove, betonede væsentlig Straffen som en Reaktion mod Forbrydelsen, betragtet som en enkelt isoleret Handling medens en nyere Opfatning der stadig har vundet større og større Terræn, som Modsætning hertil har sat i Kurs Slagordet: „Det er ikke Gjerningen, men Gjerningsmanden, der straffes“. Hos sine yderligste Repræsentanter hænger denne Modsætning sammen med en dybtgaaende Meningsforskjel i Henseende til Vurderingen af Straffens Grund og Formaal: Den ældre — klassiske — Strafferetsskole betragter den under Synspunktet af en Gjengjældelse og søger fortrinsvis at finde en retfærdig Forholdsmæssighed mellem Straffen og Graden af den Brøde, der aabenbarer sig i den enkelte forbryderske Gjerning, medens den nyere — realistiske — Strafferetsskole mere eller mindre er tilbøielig til overhovedet at kaste Begrebet Skyld og Brøde overbord og i Forbrydelsen kun at se et Udtryk for, at dens ophavsmand er farlig for Samfundet; og da Straffens eneste Opgave sees deri, at den skal beskytte Samfundet mod denne Fare, bliver Spørgsmaalet for denne Retnings Tilhængere alene: hvilket Strafonde er nødvendigt og tilstrækkeligt for at afholde denne konkrete Forbryder fra nye Forstyrrelser af Samfundets Fred?[4]
Det vilde føre for vidt her endog blot i store omrids at paapege de af disse Modsætninger flydende vidtgaaende Forskjelligheder i Henseende til Opfatningen af de Opgaver, som stilles den legislative Behandling af Strafferetten. Et Hovedpunkt maa jeg dog fremhæve. Hvor forskjellige end iøvrigt ogsaa i Nutiden Meningerne er om Strafferettens Grundproblemer, vil det vistnok ret samstemmig erkjendes, at de nyere Strafferetsbevægelser har Fortjenesten af at have energisk belyst, hvor liden Indsigt i den enkelte Forbrydelses Væsen der vindes ved udelukkende at se hen til den Begrebsbestemmelse, som de enkelte Straffebud indeholder, hvor lidet man f. Ex. oplyses om, hvad et Tyveri, rent menneskelig set, er, ved Straffelovens Bestemmelse af Tyveriet som Borttagelse af en fremmed Gjenstand i vindesyg Hensigt. Søger man bag det ensartede Billede af Gjerningen, der frembringes ved Lovens Definition, vil man finde de mest gjennemgribende Forskjelligheder mellem Gjerningsmændene. Der er for det første de Forskjelligheder, der betinges af psykologiske og biologiske Særegenheder. Enkelte har villet gjøre disse til de enebestemmende i Strafferetten. Det er den Grundbetragtning, hvorpaa Lombrosos og den af ham grundede italienske strafferetsskoles Lære om den „fødte Forbryder“ hviler. Denne Læres Ensidighed er vistnok nu temmelig almindelig erkjendt; men det hindrer ikke, at de nævnte Forskjelligheder kan kræve Hensyntagen fra Straffelovgivningens Side, navnlig med Hensyn til Forholdet mellem de strafferetslige og de psykiatriske Forholdsregler ligeoverfor Forbryderondet.
Endnu langt vigtigere er imidlertid de Forskjelligheder, der har sin Rod i samfundsforholdene. Forbryderondet er først og fremst et socialt Onde, der antager en vexlende Karakter efter de vexlende Samfundsforhold, og som i Nutiden fortrinsvis hænger sammen med det, man i videre Forstand kalder det sociale Spørgsmaal, med Fattigondet og de Forhold, hvorunder Proletariatet lever.
Erkjendelsen heraf maa nødvendigvis øve sin Indflydelse paa Vurderingen af de Midler, hvorved Forbryderondet kan bekjæmpes. Opgiver man den Forestilling, at Straffen er en nødvendig Gjengjældelse, og søger man dens Betydning deri, at den er et — men ingenlunde det eneste — Vaaben i Kampen mod det nævnte Onde, vil det være klart, at den ikke kan betragtes under en ensidig juridisk Synsvinkel, men maa sees i Sammenhæng med den Række af Foranstaltninger, hvorved Samfundet søger at bekjæmpe selve de Omstændigheder, der er Forbrydelsernes Aarsager. Endnu vigtigere end den repressive er den profylaktiske Behandling af Forbryderondet — den Erkjendelse er et af de vigtigste Resultater af den nyere Kriminalpolitik.
Disse almindelige Betragtninger var nødvendige, hvis jeg skulde søge at stille Bernhard Getz’s Virksomhed paa Strafferettens Felt i dens rette videnskabelige Relief og med mere end Almensætninger karakterisere Betydningen og Omfanget af den videnskabelige og praktiske Opgave, som her er løst af ham. Til Bedømmelse af den Maade, hvorpaa han har løst denne Opgave, vil jeg i korte Træk fæste Deres Opmærksomhed ved, hvorledes hans Værk stiller sig til de tre Hovedvanskeligheder, jeg i det foregaaende har paapeget som forbundne med Lovforfattelsen paa Strafferettens Omraade.
Ser vi først paa den i snevrere Forstand juridiske Side af Opgaven, vil det falde Fagmanden i Øinene, med hvilken beundringsværdig fin og sikker Takt Getz har forstaaet at finde Grænsen mellem, hvad der naturlig og nødvendig finder sin Ordning ved Lovens positive Forskrift, og hvad der hensigtsmæssigst overlades til Retsudviklingens egen Gang formidlet ved Teori og Praxis. Paa denne Maade har det lykkedes ham samtidig at opnaa de Fordele, som en heldig Lovformulering frembyder, og dog i stor Udstrækning at undgaa de Farer, der er forbundne med en saadan, og som jeg tidligere har fremhævet.
Paa mange Punkter betegner de enkelte Paragrafer i Getz’s Straffelovsudkast Gjennembrud af nye Retstanker, paa andre ialfald en ny legislatorisk Iklædning af Tanker, hvormed Videnskaben længe har sysselsat sig, og som i den koncise Lovformulering har faaet nyt Lys og nyt Liv. Den uindviede vil vanskelig ane, hvilken Forening af udstrakt Viden, indgaaende Forskning og intuitiv Skaberevne der ofte aabenbarer sig i en kort Lovparagraf, som f. Ex. i Paragraferne om Nødstilstand, Nødværge, om fleres Samvirken, om Vildfarelsens Betydning om strafbart Forsøg og en Række andre.
Man har tildels kritiseret Udkastets rent ydre, sproglige Iklædning og fundet den slæbende og mindre letfattelig. Man har dog herved ikke tilstrækkelig vurderet de Vanskeligheder, der beredes Lovforfatteren dels ved de Krav, som flyder af Spørgsmaalsstillingen til Juryen, der ofte nødvendiggjør, at en Række Alternativer i Straffebudet forenes paa en saadan Maade, at de samlet kan forelægges Lagretten, dels ved Kravet til juridisk Stringens, der ofte kun vanskelig lader sig forene med en populær Affatning. Det fortjener her ogsaa Opmærksomhed, at en Udlænding — den berømte Kriminalist Franz von Liszt, selv en Stilens Mester — netop har fremhævet Udkastets ydre Iklædning som et af dets Fortrin. Han siger: „Allerede Lovens Sprog virker bestikkende, enkelt og klart, med mere Hensyn til Tanke end til Udtryk, til Indhold end Form, bærer det, om ellers en Udlænding tør stole paa sin Dom, Folkeeiendommelighedens Stempel“.[5]
Jeg kommer dernæst til den Maade, hvorpaa Getz i sit Straffelovsudkast har løst den anden Vanskelighed, jeg foran har pegt paa — Vanskeligheden ved overalt at finde den rette Grænse mellem det strafferetslige Omraade og det, der udelukkende bør være forbeholdt de rent moralske Faktorer, eller — som Getz selv etsteds har formuleret Opgaven — at undgaa alt, hvad der kan forstyrre eller svække „den Samvirken mellem Ret og Moral, som dog er Retsordenens væsentligste Styrke“.
Denne Side ved Getz’s Straffelovsudkast er bleven gjort til Gjenstand for en særlig Undersøgelse i en Afhandling af en fremragende østerrigsk Fagfælle, Professor Lammasch, der fremhæver, hvorledes det norske Udkast aabner enhver tænkende Kriminalist vide Udsyn ved i langt videre Udstrækning end de gjældende Straffelove at „afpasse de strafferetslige Lovbud efter Etikens Principer og visse sociale Reformbestræbelsers Krav“.[6] Denne Følelse for Samfundsmoralens Krav viser sig allerede i en Række af de almindelige Bestemmelser om Forbrydelse og Straf, saaledes i Reglerne om Strafferettens territoriale Gyldighed, hvor Solidariteten inden det civiliserede Samfund energisk betones; den viser sig i de nye Regler om Nødværge, hvorved Adgangen til at afværge retsstridigt Angreb med voldsomme Midler begrænses ved Hensynet til det tilbørlige, og hvor der er taget bestemt Afstand fra den „Drabsmoral“, der sanktioneres ved vor gjældende Lov, og som tillader endog at berøve Angriberen Livet, selv om Angrebet kun gjælder et ubetydeligt Retsgode. Den viser sig i Reglerne om Forsøgets Strafbarhed, om Retsvildfarelsens Virkning o. fl. a. Men den samme i bedste og ædleste Forstand humane Tendens viser sig ogsaa i en Række af de specielle Straffebud, saaledes i de nye Straffebestemmelser, der sigter til Beskyttelse af Børn og af de socialt eller økonomisk svagere i Samfundet, eller som giver Udtryk for en skjærpet Opfatning af Handelsmoralen og af Ansvaret for offentlige Misbrug af Ytringsfriheden. Hvor fristende det end kunde være at dvæle yderligere ved denne Side af Getz’s Lovarbeider, der kaster saa tiltalende Streiflys ogsaa over Mennesket, maa jeg dog indskrænke mig til disse skizzerende Bemærkninger for at faa Plads for det meget, som endnu er at sige til Belysning af hans Hovedværkers Betydning, og navnlig til Belysning af, hvorledes han har formaaet at overvinde den tredje Hovedvanskelighed, som frembyder sig for den moderne Lovforfatter paa Strafferettens Omraade: Vanskeligheden ved at bygge Bro mellem de stridende Grundopfatninger og fyldestgjøre de Krav, som Erkjendelsen af Forbrydelsens sociale Karakter stiller til en alsidig kriminalistisk Profylaxe.
Ogsaa paa dette Punkt har i Samtiden alle kyndige fældet den Dom, som sikkert ogsaa vil blive Efterslægtens, at Getz har løst Opgaven med stor Overlegenhed.
Han havde en klar Opfatning af det ensidige i den rent formaljuridiske Strafferetsopfatning, paa hvilken vor gjældende Kriminallov hviler. Og skjønt opdraget til Udarbeidelse af en ny Lov oprindelig alene var begrundet i de særlige Behov, der var fremkaldt ved Juryens Indførelse, indsaa han strax, at Opgaven maatte fattes meget videre. Han indsaa, at det — for at bruge hans egne Ord i et Foredrag, han for nogle Aar siden holdt i den norske Kriminalistforening[7] — ikke gik an „alene at spørge om, hvad der er strafværdigt og hvilken Straf der passende kan anvendes“, uden at „bekymre sig, om i det enkelte Tilfælde ogsaa noget kan opnaaes ved at anvende Straf, og om ikke andre Forholdsregler vilde være et bedre Middel mod Ondet eller dog ialfald paakræves ved Siden af Straffen, hvis ikke denne skal blive til ingen Nytte“. „Straffen kan ikke sees isoleret.“ Den maa indpasses i et System af Lovregler, hvis centrale, ledende og ordnende Tanke er Bekjæmpelsen af Forbryderondet i det hele.
Getz indsaa saaledes, at man ikke kunde løse Spørgsmaalet om Børns Strafbarhed og opstille Regler om den kriminelle Lavalder uden samtidig at opkaste Spørgsmaalet om, hvilke andre Midler end Straf Samfundet kan bringe til Anvendelse mod den vanvyrdede Ungdom, der leverer de frodigste Kimer til Forbryderondet. Han løste Spørgsmaalet ved sit Udkast til Lov om forsømte Børn, der nu er traadt ud i Livet, og som tidligere end i noget andet Land har givet en rationel, praktisk Gjennemførelse af det betydningsfulde og følgerigtige Princip: ligeoverfor Børn er Midlet til Bekjæmpelse af Forbryderskhed Opdragelse, ikke Straf.
Paa lignende Maade fandt han, at man ligeoverfor tvende andre af Hovedkilderne til Forbryderondet, Løsgjængeriet og Drukkenskaben, ikke kunde indskrænke sig til at fastslaa det Resultat, at straffende Forholdsregler her regelmæssig er ørkesløse, medmindre de gaar Haand i Haand med andre Foranstaltninger, men at en effektiv Straffelovsreform i den vide Forstand, hvori han opfattede den, maatte gaa Haand i Haand med en rationel ordning af samtlige de Midler, der tjener til Bekjæmpelse af disse Samfundsonder. Paa denne Tanke hviler det af ham udarbeidede Udkast til Lov om Løsgjængeri, Betleri og Drukkenskab, der blev vedtaget af Statsmagterne ifjor, men endnu ikke er sat i Kraft. En lignende Holdning indtog han til Bekjæmpelsen af den offentlige Usædelighed og Prostitutionen. Ogsaa her indsaa han det ørkesløse, ja forkastelige i kun at gribe ind med Straffetrusler, der til og med ofte kun staar paa Papiret; og han unddrog sig heller ikke paa dette Omraade de Konsekvenser, som denne Erkjendelse maatte lede til i Form af Krav paa at anvise de Midler, som her maatte suppleres af de rent Strafferetslige, idet han udarbeidede sit Udkast til Lov om Modarbeidelse af venerisk smitte og offentlig Usædelighed.
Idet saaledes Getz som Straffelovsreformator heisede den moderne sociale Strafferetsopfatnings Fane, er det dog langt fra, at han optraadte som en radikal Omstyrtningsmand efter de yderligstgaaende Retningers sind Det er ikke det mindst beundringsværdige ved hans store Reformværk, at han med en saa sikker og sund praktisk sans har forstaaet at beregne det opnaaelige, at knytte de nye Tanker til de herskende Forestillinger og paa denne Maade bevare Kontinuiteten i Retsudviklingen. Han kaster ikke overbord den ældre, endnu i den herskende Retsbevidsthed dybt rodfæstede Opfatning af straffen som knyttet til den forbryderske Gjerning og miskjender ikke, at en væsentlig Del af samfundets Beskyttelse mod Forbrydelse ligger i, at der overhovedet anvendes Straf. Men han gjør Indrømmelser til den individualiserende Strafferetsbetragtning dels ved de betydelig videre Straffespatier, dels og fornemmelig ved Reglerne om Behandlingen af Forbrydere med formindsket Tilregnelighed og om de mod særlig farlige Forbrydere rettede ubestemte Straffedomme. Disse sidste Regler gaar i Virkeligheden udenfor den Ramme, der endnu er forenelig med den ældre Strafferetsopfatning, og indeholder en Erkjendelse af, at en efter Brøden forholdsmæssig afpasset Straf her er utilstrækkelig til samfundets Beskyttelse.
Overskuer man hele det bredt anlagte Reformværk, der grupperer sig om straffelovsudkastet, vil selv en overfladisk Betragtning være tilstrækkelig til at give et stærkt indtryk af, hvilken omfattende og indgaaende Forskning paa de forskjelligste Felter der har maattet levere Materialier til Bygværket, og hvilken usædvanlig Skaberevne det forudsætter hos Bygmesteren. I Virkeligheden tager jeg ikke i Betænkning at udtale, at et saadant Arbeide, udført af en enkelt Mand, er noget nær uden sidestykke i Strafferettens Historie. Vi har Straffelove af høi Anseelse der særlig er knyttede til enkelte store Navne, som Reformationstidens berømte kriminelle Hovedlov Codex criminalis Carolina, der har gjort Johan Schwarzenbergs Navn udødeligt, og den før nævnte bayerske straffelov fra det 19de Aarhundredes Begyndelse, der er knyttet til Feuerbachs. Og vi har fra den nyerere Tid en Række fremragende Straffelove og Straffelovsudkast, der i større eller mindre Grad er komne Getz’s Arbeide tilgode, som de tyske, hollandske og italienske Love, de russiske, østerrigske og schweitziske Udkast, af hvilke navnlig det sidste af Stoos forfattede nyder stort Ry. Men alle disse bevæger sig dog væsentlig paa det rent strafferetslige Omraade i snevrere Forstand. Ingen af dem optager som Getz’s Udkast den hele Række af Spørgsmaal, der knytter sig til Forbryderondets Bekjæmpelse, til en samlet, helstøbt Behandling. Det er derfor tilvisse ikke med Urette, at en udenlandsk Retslærd — den før nævnte Professor Lammasch[8] — ligefrem har betegnet disse Udkast som en Milepæl i Strafferettens Udvikling i det 19de Aarhundrede, et Vidnesbyrd om de Fremskridt, som menneskelig Viden, Vilje og Evne har gjort i de tre Menneskealdre, der er forløbne siden Udgivelsen af de berømte Strafferetskodifikationer fra Aarhundredets Begyndelse.
Ved Siden af Strafferetten er, som nævnt, Processen det Omraade, paa hvilket Getz har havt Anledning til at udfolde sin skabende Virksomhed som Lovforfatter. Og er allerede hans omfattende indsigter paa Strafferettens Omraade egnede til at overraske, ligger det end mere udenfor det sædvanlige, at han med samme overlegenhed beherskede en anden stor og vigtig Retsmaterie.
Ogsaa paa Processens Omraade viser Historien, at Retsudviklingen kan foregaa uden synderlig Medvirkning fra Lovgivningens Side. Vor egen Proces før de sidste større Reformer har saaledes til en vis Grad skabt sig selv. Men ogsaa her som paa Strafferettens Omraade har man forsaavidt gjort daarlige Erfaringer. Det kontinentale Europa fik paa denne Maade en skriftlig, stærkt formalistisk og bureaukratisk Rettergangsmaade, i mange Lande tillige en hemmelig, inkvisitorisk Strafferetsproces.
Den europæiske Lovgivning i det nittende Aarhundrede har været stærkt optaget med at rette paa dette Forhold og gjennemføre en friere, mundtlig Rettergang med delvis Gjenindsættelse af Lægdommerelementet i dets ældre Andel i Retspleien, særlig paa Straffeprocessens Omraade.
Sit Udgangspunkt har denne Bevægelse i de af Oplysningstidens Kriminalpolitik reiste Krav. Men disse, der oprindelig kun angik Strafferetspleien) medførte snart sine naturlige Konsekvenser ogsaa for den civile Rettergang. Til os kom Bevægelsen, som bekjendt, i Firtiaarene og ledede i 1887 efter langvarige Forhandlinger til Vedtagelse af vor nye Straffeproceslov. I det oprindelige Udkast til denne Lov har Getz vistnok ingen Andel; men det blev ham, der kom til at give Loven dens endelige Skikkelse, og det vil vistnok af alle villig erkjendes, at det for en væsentlig Del skyldes ham, at Loven nu nyder en saa stor Anseelse, at man f. Ex. i disse Dage har oversat den paa Italiensk, for at den skal kunne benyttes som Forbillede ved en Reform af den italienske Straffeproces.
For Civilprocessens Vedkommende fik han allerede i 1889 det Opdrag som Formand i den kongelige Civilproceskommission at udarbeide Udkast til en ny Rettergangslov for borgerlige Retstvister. Men den Beredvillighed, hvormed Getz, uden at aagre med sit Pund, stedse stillede sine sjeldne Arbeidskræfter til Stats og Kommunes Tjeneste, har forhindret, at han før sin Bortgang fik endelig afsluttet dette Arbeide. Han var dog lykkeligvis naaet saa langt, at han ved de Udkast, han efterlader sig, og som allerede har været gjennemgaaede af den samlede Kommission, har skabt et sikkert Grundlag for Reformen. Og det vil ogsaa her vise sig, at han har formaaet at levere et betydeligt Værk, lige fremragende ved den aandelige Selvstændighed og Oprindelighed, som ved den praktiske Sans, hvorom det vidner.
Ved Siden af de store Lovarbeider, der udgjør det centrale i Getz’s Produktion, foreligger der fra hans Haand talrige videnskabelige Arbeider af høi Rang. I første Række maa her nævnes Motiverne til hans Lovarbeider, der indeholder en Rigdom af skarpsindige og vækkende Undersøgelser og af omfattende, retssammenlignende Materiale Nævnes maa ogsaa — for her kun at medtage det vigtigste — hans berømte Debutarbeide om „Den saakaldte Delagtighed i Forbrydelsen“ (1875), der bryder nye Baner i Henseende til baade praktisk og teoretisk vigtige Punkter af Strafferettens almindelige Del, og som — hidrørende fra Forfatterens 26de Aar — er mærkeligt ved den tidlig udviklede Aandsmodenhed, hvorom det vidner — hans Afhandlinger om „Dødsbo med uovertaget Gjældsansvar“ (1878) og „Omstødelse af svigagtige Retshandler efter norsk Ret“ (1878), der berigtiger praktisk betydningsfulde Vildfarelser i vor ældre Teori — hans indgaaende Behandling af et af de spinøseste Emner i Konkursretten i Afhandlingen om „Kreditorernes Adgang til at omstøde sin Skyldners Retshandler“ (1881) — og hans Skrift om Paaanke (1884), der slutter sig som et værdigt Supplement til Schweigaards store Procesværk.
Disse Skrifter vilde i og for sig være tilstrækkelige til at sikre sin Forfatter en betydningsfuld og varig Plads i vor Videnskabs Historie; men i Bernhard Getz’s Produktion træder de dog i Skyggen for de store Lovarbeider, der fortrinsvis vil sikre hans Adkomst til at regnes blandt vor Tide skabende Aander paa Retsudviklingens Omraade og som et monumentum ære perennius vil bevare hans Navn for kommende slægter.
Jeg har søgt — saavidt det overhovedet lader sig gjøre i et kort Foredrag — at angive Getz’s Betydning som Videnskabsmand. Det er det, der ligger denne Kreds nærmest. Men selv inden den Begrænsning, som dette Sted naturlig paalægger en Mindetale, vilde dog min Opgave være ufuldstændig løst, hvis jeg helt forbigik Mennesket Bernhard Getz; ti her hænger, som allerede idet foregaaende antydet, i Virkeligheden Mennesket og Videnskabsmanden paa det engeste sammen.
De romerske Jurister betegnede sin Videnskab som en ars æqui et boni — en Retsindets og det moralske Høisinds Kunst. Der laa deri et Udtryk for den Tanke, at denne Videnskab, naar den tages alvorlig, bør være noget mere end en Lære; den bør paa lignende Maade som Filosofien være et Stykke personlig Livsanskuelse. Og for de romerske Jurister var hint Ord mere end en tom Etikette. Den romerske Keisertid frembyder ikke ædlere Skikkelser end de store juristen fremfor alt en Papinian, der med sin Død besegler sin Overbevisning.
Ogsaa de to store Jurister, som vort Land er stolt af at have fostret, har i denne Henseende været lysende Forbilleder. Det har været sagt om Schweigaard, at det var vanskeligt at afgjøre, hvad man mest skulde beundre hos ham: hans Aaandsevner eller hans Personligheds Renhed og Adel. Ogsaa om Getz hørte vi ved hans Baare de samme Ord Ogsaa over hans Livsgjerning vil man kunne sætte Indskriften „ars æqvi et boni“.
Ars æqvi! — Han var en Retsindets Mand i en ganske sjelden Forstand Er det saa, som Ihering fremhæver i den før anførte Udtalelse at de sædelige Tankers Bevægelse i Tiden ved hvert Skridt støder paa den Modstand, som alle Menneskehjertets onde Magter stiller op mod dem, saa gjælder det ikke mindre, at Juristen i sin Bestræbelse for at finde disse Tanker og give dem Udtryk er udsat for at forvirres ved udenforliggende impulser. Saa meget større Ære for den Mand, om hvem det med Sandhed kan siges som om Bernhard Getz, at han aldrig i sin Søgen efter Ret og Sandhed lod sig lede bort fra den objektive Forsknings, den ubestikkelige Retsindigheds Vei.
Ars boni! — Han var en god Mand. En udenlandsk Fagfælle, der havde staaet Getz nær, skrev ved hans Bortgang til mig: „Hvor taknemlig er jeg ikke for at have faaet staa i saa nært Forhold til en saa ædel og ophøiet Personlighed“! Og denne Personlighed har dybt præget ogsaa hans Aandsfrembringelser. Vi finder sporene af hans Medfølelse med alt menneskeligt ikke mindst i hans Lovudkast. Bag de tilsyneladende tørre Lovparagrafer vil en lydhør Iagttager fornemme de varme Pulsslag af et stort Menneskehjerte.
Og saa vil vi til Slutning samles i en Tak for alt, hvad han har givet i sit rige, kun altfor korte Liv. En Tak ogsaa for, hvad han har givet ved sin Død! Ti som Stridsmanden efter Digterens Ord kun vinder Livet ved at sætte Livet ind, saa levede og døde ogsaa Bernhard Getz for sin Gjerning. Han faldt som soldaten paa sin Post — vistnok ikke med Sværdet, men med Murskeen i sin Haand.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Se Tidsskrift for Retsvidenskab for 1888, S. 1–2.
- ↑ Se Tidsskrift for Retsvidenskab for 1893, S. 25.
- ↑ Se Forhandlingerne ved den norske Kriminalistforenings tredje Møde (1895) P. 5.
- ↑ Jfr. nærmere mit Foredrag om „Nyere Strafferetsbevægelser“ ved den norske Kriminalistforenings første Møde (1892); jfr. Udvalgte mindre Afhandlinger (1901) P. 210 ff.
- ↑ Se Tidsskrift for Retsvidenskab 1889, P. 357.
- ↑ Se Zeitschrift für die ges. Strafrechtswissenschaft Bd. 14, P. 505 ff.
- ↑ Se Forhandlingerne ved den norske Kriminalistforenings fjerde Møde. P. 7.
- ↑ Se Zeitschrift für schweizerisches Strafrecht 1895.