Vor nasjonale Skam

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Vor nasjonale Skam.
Aftryk efter „Verdens Gang.“
2det Oplag.
Pris: 20 Øre.
Kristiania.
Forlagt af Selskabet for Folkeskrifters Udbredelse.
1881.
Trykt i Centraltrykkeriet.
I.

I nogle Artikler om „Grundlaget for vor Konstitusjon“ har Novemberforeningen afsløret sine hemmelige Tanker paa en Maade, der maa vekke Sorg og Beskjæmmelse over alt Norges Land.

Er vi virkelig saa dybt sunkne? Er det saa aldeles forbi med Nordmændenes gamle Frihedssind og Æresfølelse? Kan det virkelig være muligt, at der i Norges eget Land, blandt Norges egne Børn, kan opstaa et Parti, der ikke blot tror, at Norge er et hærtaget og uselvstændigt Land, en Provins uden Suverænitet og uden folkelig Ære, men et Parti, som finder sig i dette, ja som lægger sin Magt og Evne paa at faa hele Folket til at tro, at Norge er en af Sverige undertvungen Provins, der blot ved den svenske Konges Naade har faat smage lidt af Frihedens Velsignelser.

Er det kommet saa vidt med os; kan et saadant Parti fremstaa og taales inden vort Folk, — da er det en nasjonal Skam og en folkelig Fare, mod hvilken vi alle og enhver til det yderste maa være paa vor Post, hvis vi ikke selv vil blive medskyldige i de Ulykker, som Tilværelsen af et saadant Parti kan foranledige.

————————

„Budstikken“ begynder sine Udtalelser med den Erklæring, „at vor gjældende Grundlov som bekjendt er Grundloven af 4de November 1814“.

Denne Sætning har Gudskelov aldrig været Nordmændene „bekjendt“ og bliver det hellerikke.

Grundlovens rette, offisielle og anerkjendte Titel er, som hver Mand ved, denne:

„Kongeriget Norges Grundlov, given i Rigsforsamlingen paa Ejdsvold den 17de Maj 1814 (NB. „given“!) og nu i Anledning af Norges og Sveriges Riges Forening nærmere bestemt (NB. „nærmere bestemt"!) i Norges overordentlige Storting i Kristiania den 4de November 1814“.

Grundloven er given paa Ejdsvold den 17e Maj. Den er paa Grund af en senere Overenskomst med et andet Rige „nærmere bestemt", d. v. s. modifiseret i enkelte af sine Bestemmelser, den 4de November s. A. Men man forandrer dog ikke selve Grundlovens Dato for hver Gang man foretager Forandringer i den! Og dens egen i dens offisielle Overskrift liggende Erklæring faar staa til Troende.

Er man imidlertid ikke fornøjet med det Vidnesbyrd, der ligger i Grundlovens egen Erklæring, saa kan man jo tage „den konstitusjonelle Praksis“ til Hjælp. I 67 Aar har Grundloven bestaaet; i alle disse 67 Aar har den hedt „Grundloven af 17de Maj“. Fra første Stund af stod det preget i Folkets Bevidsthed, at den 17de Maj var Grundlovens Dag. Karl Johan forsøgte paa at faa Nordmendene til at tro noget andet; Nordmændene svarede med at gjøre den 17de Maj til almindelig Frihedsfest.

Siden den Tid har den 17de Maj, og den alene, været sejret af det norske Folk som Forfatningens Tilblivelsesdag.

Den har endog været fejret offisielt.

I 1864 højtideligholdtes vor Friheds Halvhundreaarsjubileum. Ikke paa 4de November, nej; paa 17de Maj.

Og efter kongelig Befaling avsendtes der paa den Dag Taksigelser for Friheden og Forfatningen fra alle Landets Predikestole.

Var da denne Højtidelighed en eneste stor offisiel Gudsbespottelse? Stod alle Landets Præster og takkede Gud for Forfatningen af 17de Maj, skjønt de vidste, at Forfatningen ikke var af 17de Maj?

De „konservative“ Blade med „Morgenbladet“ i Spidsen har gjennem hele vor Frihedstid givet sig ud for at forfægte og forsvare Konstitusjonen af 17de Maj. „Morgenbladet" har daglig Dags brændt Røgelse og ofret Virak for „Fædrene paa Ejdsvold“. Har alt dette været Humbug? Har Bagstrævet sagt 17de Maj, men ment 4de November? Har hele deres Forsvar for „Arven fra Fædrene" været en eneste fræk, sammenhængende Løgn, som de har bragt i Anvendelse for at føre Nasjonen bag Lyset?

— Saa maa det være, om vi nu skal tro „Budstikken“.

II.

Novemberforeningens Organ søger at bevise sin Lære om Norges Uselvstændighed ved Hjelp af Historien.

Vi skal gjennemse Bladets „historiske“ Bevisførelse.

Bladet opstiller den Paastand, at det under Forhandlingerne med Karl Johan i 1814 var Nordmændene, der maatte give efter, og at følgelig Ejdsvoldsforfatningen maatte opgives som Grundlag for Foreningen mellem Norge og Sverige.

Nogen Anerkjendelse af Lovligheden af Grundloven af 17de Maj og dens Berettigelse erholdtes ikke„“, forteller Organet. En Del af 17de Maj-Konstitusjonens Bestemmelser reddedes derved, at de blev optagne i Konstitusjonen af 4de November „og derved anerkjendte“, men Ejdsvoldskonstitusjonen i sig selv maatte opgives.

Kongen af Sverige støttede sin Ret til Traktaten i Kiel. „Karl den 13de paastod sig at være retmæssig Konge til Norge efter Kielertraktaten“, siger Bladet, — og saa forsvarer det denne Kongens Paastand. Karl den 13de „paastod sig ifølge Kielertraktaten“ at have fuld Suverenitet over Norge, undtagen i de Tilfælde, hvor han udtrykkelig gik ind paa at „dele“ den med Stortinget; — Bladet forsvarer denne Kongens „Paastand“! Ja det er endog paa denne Paastand, altsaa paa Kielertraktaten, at Bladet i disse Artikler bygger Læren om Kongens absolute Veto.

— Noget saa frækt som dette har hidtil ikke været trykt i dette Land. I Sverige har man set noget lignende — s. Ex. i den berygtede Artikel, der stod i Aftonbladet for nogle Aar siden, og som i Almindelighed ansaaes for at være „inspireret“ fra højere Hold —; men selv i Sverige har den almindelige Mening vendt sig med Afsky bort fra Folkesalget i Kiel og dets Forudsætninger. Nu er det Nordmænd, som byder os den Slags, — Nordmænd, som byder os den Slags om sit eget Fædreland!

— Den endeligt vedtagne Grundlov, „Grundloven af 4de November“, blev altsaa, ifølge Budstikken, en „Kontrakt“, grundet oprindelig paa den svenske Konges „Ret“ ifølge Kielertraktaten, men noget modifiseret gjennem de stedfundne „Underhandlinger“ med Stortinget.

Den svenske Erobrer tvang med andre Ord Nordmændene til at opgive sin Frihed og til at anerkjende hans Overhøjhed i Kraft af Erobringens Ret, — ifølge Kielertraktaten.

Hvad siger den virkelige Historie om alt dette?

————————

Ifølge Kielertraktaten overdrog den danske Enevoldskonge til Sverige „hele Kongeriget Norge tilligemed alle Indvaanere, Byer, Havne, Festninger, Landsbyer og Øer“, ligesom „alle Forrettigheder og Fordele skulle for Fremtiden tilhøre H. M. Kongen af Sverige med fuld Eiendomsret og Suverænitet“. Til Gjengjæld lovede den svenske Konge, at Norges Indvaanere skulde faa „beholde Nydelsen af deres Love, Fritagelser, Rettigheder, Friheder og Privillegier, saadanne som de ere paa nærværende Tid“. Nordmændene skulde bytte det danske Enevelde med et svensk.

Dette var Kielertraktatens Hovedbestemmelser angaaende Norge. Vort gamle stolte Fædreland, Haakoners og Olafers Rige, blev tusket bort som en Handelsgjenstand mod et Par svenske Provinser, uden at hverken den danske eller den svenske „Landsfader" fandt det fornødent at spørge om Nordmændenes Vilje. Forliget vakte ogsaa den højeste Harme hos den Tids Nordmænd.

Den Tids Nordmænd vilde ikke slges! Da skrev „Kong Karl den 13de“ (det vil i Virkeligheden sige Karl Johan) under 28de Febr. 1814 en „Proklamasjon til det norske Folk“, i hvilken han for det første gjorde Nordmændene opmærksom paa, hvad der var afgjort i Kiel, og fortalte dem, at han nu kom med en svensk Hær for at tage Landet i Besiddelse i Kraft af bemeldte Afgjørelse, — men i hvilken han ogsaa fandt det nødvendigt at love dem en Konstitusjon. Han skrev: „Vor Generalguvernør vil høre Eders mest agtede Mænd, for derefter at forelægge os til Stadfæstelse et Forslag til en Konstitusjon, der svarer til Eders Behov og beskytter Eders Lykke“. Det er Erobreren, som taler, han peger paa sine Bajonetter med den ene Haand og vinker faderligt paa sine forvildede Børn med den anden; — ti det vilde være fordelagtigt, om man kunde vinde Norge uden Sværdslag.

Men Nordmændene brød sig hverken om hans Bajonetter eller om hans Generalguvernør med det nye „Konstitusjonsforslag", der skulde „Os forelægges til Stadfestelse“. Nordmændene gav sig selv en Konstitusjon, den de selv gav den fornødne Stadfæstelse.

Da skrev Karl Johan (10de Juli) et strengt Tugte- og Formaningsbrev til sine „vildledte“, men dyrebare „norske Undersaatter“. Han truede fremdeles med „Krigens uundgaaelige Ulykker"; ti fremdeles fastholdt han sin „Ret“ ifølge Kielertraktaten. Den nyvalgte norske Konge saavelsom Ejdsvoldsmændene var, erklærede han, „urolige Partistiftere“ (!), som „søgte at forlede Nordmændene til Ulydighed (!), mod Loven (!!) og til Uredelighed (!!!) o. s. v.; Nordmændene maatte ikke lade sig indbilde, at de var „selvstændige“; vistnok var de løste af det danske Aag, men kun „for med den svenske Krone at indgaa samme Forbindelse“, som forhen bandt dem til det danske Monarki; — ti Sverige havde kjøbt Norge ved sine „Opofrelser for Europas almindelige Redning“[1], og hvis Nordmændene gjorde Modstand, saa skulde „Vaabnene give Vor retfærdige Sag Vægt“. „Den af Prins Kristian sammenkaldte Rigsforsamling var lovstridig“ og „alle de Handlinger og Beslutninger, som vare udsprungne af denne Forsamling eller nogen af dens Autoriteter“ var „ugyldige“, hvorfor ogsaa Hs. Maj. udtrykkelig forbød „enhver af sine Undersaatter paa nogen Maade at lyde og efterleve dem“. Derimod lovedes der, at „det norske Folks Stænder“ skulde sammenkaldes til „Overlægning“ om en Grundlov (man ser, at Erobreren bliver mer medgjørlig efter hvert), men denne Grundlov skulde fremdeles „fremlægges til Vor kongelige Stadfestælse“. — Det var fremdeles Erobreren, der talte, fordrende „Ret“ efter Kielertraktaten. Og saa længe Erobreren talte, i Kraft af Kielertraktaten, saa længe var der ogsaa Tale om kongelig Sanksjonsret over Grundloven.

————————

Den 14de August sluttedes „Konvensjonen til Moss“. Da havde Piben faat en anden Lyd.

Ikke et eneste Ord om Kielertraktaten! Konvensjonens hele Indhold viser, at Kielertrktaten fra nu af var ganske og aldeles opgiven.

Derimod bliver Konstitusjonen af 17de Maj udtrykkelig anerkjendt som Grundlag for en mulig Forening mellem Norge og Sverige.

Budstikken“ siger, at „nogen Anerkjendelse af Ejdsvolds Konstitusjonens Lovlighed eller Berettigelse erholdtes ikke“. Konvensjonen til Moss siger derimod (Art. 3): „Hans Majæstet Kongen af Sverige lover at antage den ved de Deputerede paa Ejdsvold udarbejdede Konstitusjon“. Der er ikke længer Tale om, at Rigsforsamlingen er „ulovlig“ eller dens Beslutninger „ugyldige“; der er hellerikke noget Forbud mod at efterleve dem. Ejdsvoldsmendene er ikke lenger „Partistiftere“; de er „Deputerede". Det af dem anordnede „Storting“ anerkjendes som Norges lovlige Repræsentasjon, den Kongen vil respektere, og med hvem han vil forhandle om „nødvendige Modifikasjoner“ i den som gyldig anerkjendte Ejdsvoldskonstitusjon. Budstikken anfører som Bevis for sin Paastand, at Moss-Konvensjonen betegner Kristian Fredrik som Prins, ikke som Konge. Budstikken glemmer, at som bekjendt gik Kristian Fredrik netop ved Moss-Konvensjonen ind paa at nedlægge Norges Krone!

Norges bestaaende Konstitusjon, den af 17de Maj, blev altsaa ved denne Leilighed virkelig og udtrykkelig anerkjendt, medens det — i rak Modsætning til Budstikkens Lære — var Kielertraktaten, der blev opgivet. Og i samme Stund som Kielertraktaten forsvinder af vor konstitusjonelle Historie, i samme Stund forsvinder ogsaa den svenske Erobrer med samt hansnye“ Grundlov, og i samme Stund forsvinder tillige al Tale om — Kongens Sanksjonsret over Grundloven.

I Konvensjonen til Moss er der ikke længer Tale om, at Grundloven skal „os forelægges til Stadfæstelse“. Hs. Maj. siger ganske spagfærdigt og ganske konstitusjonelt: Jeg antager Grundloven, d. e. jeg anerkjender den, jeg forpligter mig til at efterleve den — jeg underkaster mig den. Det absolute Veto er dødt og glemt.

Hvad var Grunden til denne storartede Signalforandring fra Karl Johans Side? Man ved det nu. Sverige var ligesaa udarmet som Norge. „Giv mig Penge og Folk“, sagde Karl Johan, „saa skal Norge snart være undertvunget!“ men Sverige kunde hverken skaffe Penge eller Folk. For Karl Johan gjaldt det imidlertid af flere Grunde om at faa en „Forening“ istand — snart. Svenskerne forlangte det af ham; og de „legitime“ gamle Fyrstehuse ude i Europa saa ikke længer med saa gunstige Øine som før paa Opkomlingen, Manden af den borgerlige Fødsel, der havde svunget sig op ved en Revolusjon; det gjaldt at faa sine Asffærer i Orden! Budstikken fortæller paa sin Maner herom, at „ogsaa Karl 13de nærede et stærkt Ønske om fredelig Forsoning“. Ja, — paa Høstkanten gjorde han det, og dertil havde han sine gode Grunde.

III.

Vi har seet, at Karl Johan i 1814 begyndte med at optrede som Erobrer, pukkende paa Kielertraktaten, men at han endte med at op give Kielertraktaten og anerkjende Ejdsvoldskonstitusjonen. Vi skal nu se, hvorledes Stortinget optraadte i samme Tidsrum og i Anledning den samme Sag.

„Budstikken“ paastaar, at Storthinget opgav Ejdsvoldskonstitusjonen. Stortinget erkjendte, at det ikke var berettiget til alene at bestemme Grundloven. Karl den 13de var nemlig faktisk erkjendt som Konge over Norge allerede før han blev valgt dertil af Stortinget[2] og det var gjennem Underhandlinger mellem ham („Kongen af Sverig“, Erobreren) og Stortinget, at den „nye“ Grundlov, den 4de November, fremkom.

Hvad siger den virkelige Historie?

Den siger: det er sandt, at der blev „underhandlet“ mellem Karl Johan og Stortinget; ti overalt, hvor der er Tale om Overenskomst, maa der først underhandles. Men Spørsmaalet er, under hvilke Vilkaar man underhandlede.

Man kan føre Underhandlinger i Egenskab af Sejerherre, i Egenskab af Jevnbyrdig og i Egenskab af Undertvungen. I siste Tilfælde vil Underhandlingerne sædvanligvis medføre Ydmygelse. I de to førstnævnte ikke.

Hvorledes forhandlede nu det overordentlige Storting i 1814 med Karl Johan? — Ikke som besejret, ikke som den undertvungne eller ydmygede!

————————

Stortingets Stilling var meget vanskelig. Det havde i Farens og Nødens Stund sat sin Lid til Kristian Fredrik; men denne sveg, da det gjaldt. De europæiske Magter syntes nærmest tilbøjelige til at støtte Sverige, og Norges egen Stilling var daarlig nok. Desuden ansaa Stortinget den svenske Hær for at være stærkere og bedre udrustet end den i Virkeligheden var.[3] Der kunde saaledes synes at være Grunde nok for Nordmændene til paa Forhaand at betragte sig som de Overvundne og betvungne, der kun havde at underkaste sig Sejerherrens Fordringer eller i Ydmyghed at trygle om hans Naade.

Men det var netop dette. Stortinget af 1814 ikke gjorde.

Det blev gjentagende i Nasjonalforsamlingen udtalt, at da det var Sverige og ikke vi, som bejlede om en Forening, saa tilkom det os og ikke Svenskerne at foreskrive Betingelserne for Foreningen. Det var stolt sagt, stolt indtil Forvovenhed, men det blev sagt, — og det blev gjennemført. Det faktiske og væsentligste Forhold blev, at Stortinget opstillede Betingelserne, medens „Erobreren“ — faldt tilføje.

Stortingsforhandlingerne fra 1814 indeholder herom en Mængde Udtalelser. Vi vil anføre nogle af dem baade til Bevis for Sandheden af det ovenfor udtalte, og til et Spejl og Eksempel for Nutidens Nordmænd og — Novembermænd.

W. Hertzberg sagde: Skulde Foreningen med Sverige ikke være at opnaa uden at krænke vor Frihed og Selvstændighed og Ed, da er det vistnok bedre at dø med Ære end at leve med Skam. — Pastor Tybring fandt ikke Foreningen ønskelig, men for at undgaa Krig og Ulykker vilde han gaa med, — „dog at den Norske Nasjons hidtil uplettede Ære ikke krenkes! — Svensken maa ikke foreskrive os, men det tilkommer os at foreskrive ham Foreningsvilkaarene. Vil han ej antage dem, da heller slaa til siste Mand end med frivillig Usselhed underkaste os!“ — S. G. Abel: Vi er Gud være lovet endnu et frit og uafhængigt Folk, og som saadant bør det os i alle Maader at handle. — Det er os, der skal forelægge Sverige de Betingelser, under hvilke frie Nordmænd vil kalde Svenske deres Brødre. Biskop Bech: Hvad vil og fordrer Norge? Hvad vil og maa det under ingen Betingelse give Slip paa? Norge vil sin uafhændelige Frihed og fordrer sine nasjonale Rettigheder. Herom hersker, udtalte Biskopen, „total Samdrægtighed“. Etatsraad Treschow: Vor Beslutning var ubevægelig, at vi ej (vilde) erkjende nogen paa Overdragelse grundet Ret, ej lade os som en Provins, som en Ejendom, eller som et erobret Folk behandle. Sverige har paa Grund af Kielertraktaten paastaaet sin Ret til Norge. Vi har nægtet den. — C. Sørensen: Skulde nogen Artikel (i Overenskomsten med Sverige) vorde usikker eller uhæderlig, da tusinde Gange heller bedække vort Fædrelands Jord med vore Lig end underskrive dets Skjændsel og dets Plager!“ — Jørg. Aall: Skal Norge og Sverige forenes under en Konge, da skal den svenske Regjering lade den af Rigsforsamlingen paa Ejdsvold forfattede norske Grundlov bestaa i dens Helhed, og ej indvilges at kunne give den andre Modifikasjoner end saadanne, som dette Storting anser at være stemmende med dens Aand.[4] Lange: Man vil indgaa paa Foreningen, hvis den kan ske paa ærefulde og Nasjonens Frihed sikrende Villaar. Hvis ikke, saa Krig! — Bryn: Med Skjændsel maatte vi nævnes i Aarbøgerne, om vi blindt hen kastede os i Sveriges Arme, om vi sluttede nogen Forening uden selv at handle som et frit Folk“. Schmidt: „Valget (af Karl den 13de til Norges Konge) sker fra min Side kun under den udtrykkelig Betingelse, at vor Grundlov og vor Nasjonalitet holdes i Hævd“. M. Møller: En Konge skal vælges. Ikke Erkjendelse af Kielertraktatens Gyldighed, endnu mindre Frygt eller Nødvendighed, byder os i dette Valg at fæste vor Opmærksomhed paa Naborigets Konge. — Den norske Stats besvorne, gjældende, og i sine Grundprinsiper uforanderlige Konstitusjon maa kun forandres derhen, at den ... i sig selv indeholder ... Garanti for Norges Verdighed som Stat. ... Det er ikke Norge, der har nærmet sig Sverige for at erholde en Forening. Norge er altsaa den af begge Stater, der har Ret til at bestemme de Betingelser, under hvilke det finder en Forening ... ønskværdig“. — A. V. W. S. Koren: Jeg tror, den Grundsætning maa antages som ufravigelig ... at vi aldeles intet forpligter os til at have fælles med Sverige uden Konge og Suksessjonsorden og fælles Forsvar mod andre Magter. — Landsdommer Nansen: Saafremt ingen Forening skulde være tænkelig mellem Rigerne, uden at Norges Selvstændighed forsvinder eller krænkes, erklærer jeg højtidelig, at før alle disse Fingre, hvormed jeg i Herrens Tempel svor den højtidelige Ed, visne, førend jeg underskriver saadanne Villaar“.

I den Tone taler Mendene af 1814. I den Tone taler de midt i den værste Nød, under de mest fortvilede Omstændigheder. Norge havde dengang ikke 1 Million Indbyggere. Dets Pengesager var i Uorden, dets Fattigdom stor, dets Hjælpemidler fast ingen. Den norske Nasjon var en Haandfuld Bonder og Fiskere, alene midt i Europas Reaksjon, uden Støtte paa nogen Kant, uden engang at eje en Fører. Og dog stod hele Folket som en Mand og sagde: enten Frihed, Ære og Selvstændighed — eller Kamp til Døden; dog var det denne Haandfuld af Bønder og Fiskere, som foreskrev „Erobreren“ hans Betingelser.

— Norge er nu mange Gange saa stærkt og rigt som den Gang. Men hvordan staar det nu til med Nordmændene? —

Det afgjørende Spørsmaal, hvorover der voteredes, lød: „Skal Norge, som et selvstændigt Rige, under visse Betingelser forenes med Sverige under en Konge?“ — Selv i Voteringstemaet maatte Betingelserne ind. Først da kunde disse Herrer bekvemme sig til at stemme over det. 75 af 80 svarede Ja. Men deres Ja afgaves — saavidt man kan se as Stortingsprotokollen — under det mest udtrykkelige Forbehold af: 1) at Norge skulde vedblive at være et selvstændigt Rige med sine fulde nasjonale Rettigheder, 2) at det overlodes til Stortinget at bestemme, hvilke Forandringer der skulde forelages i Grundloven af 17de Maj; 3) at Stortingets Bestemmelser herom skulde være „forpligtende“, „urokkeligt forbindende“ for Kongen og for Sverige. Da Voteringen var afsluttet, vedtoges det enstemmigt, at dens Udfald skulde tilmeldes Kommissærerne i følgende Form:

„Norge skal, som et selvstændigt Rige, forenes med Sverige under en Konge, men under Overholdelse af dets Grundlov, med de til Rigets Held[5] og i Anledning af dets Forening med Sverige nødvendige Forandringer“.

Stortinget stillede Betingelserne. Det var ikke tomt Mundsvejr, de for med, de Herrer fra 1814; — Norges Storting stillede virkelig Betingelserne for den paatænkte Forening, og „Erobreren“ — faldt tilføje.

————————

Allerede ved Konvensjonen til Moss var han falden tilføje i det Vesentlige: i Anerkjendelsen af Eidsvoldskonstitusjonen og altsaa af Norges nasjonale Selvstændighed; ti dette var Betingelsen for, at der overhoved kunde blive Tale om Underhandlinger mellem Nordmændene og ham. Men ogsaa under de senere Forhandlinger maatte han i alt væsentligt give Kjøb og og rette sig efter Stortingets Ønske (Sml. f. Eks. Stort. Forh. S. 304).

Han havde ved sine Kommisserer selv ladet fremlægge et Forslag til de efter hans Mening fornødne Forandringer i Eidsvoldsgrundloven. Dette Forslag fulgte ganske vist Grundloven af 17de Mai i de fleste af dens Bestemmelser. Men enkelte væsentlige Forandringer i konge- og svenskvenlig Retning havde han dog tilladt sig. Disse Forandringer blev af Stortinget uden Barmhjertighed strøgne.[6] Og enkelte af Eidsvoldsgrundlovens Bestemmelser blev af Stortinget skjærpede og udvidede saaledes, at de kunde yde forøget Garanti mod Sveriges eller den personlige Konges Indflydelse (sml. f. Eks. § 71 i det kgl. Forslag med §71 i den vedtagne Grundlov).

Det forholder sig altsaa ingenlunde saa, at de vedtagne Modifikasjoner skulde være at opfatte som Afslag eller Opgivelse i Norges folkelige Ret og Selvstændighed. Denne opretholdtes tvertimod til det yderste i alle de Bestemmelser, der antoges at kunne faa nogen væsentligere Betydning.

Det blev enstemmig besluttet, at Stortinget ikke skulde sende nogen Deputasjon til de svenske Kommissærer, men at disse gjennem Statslaanet formelt skulde underrettes om, at Stortinget til den og den Tid „vilde være forsamlet for at modtage dem og lade sig foredrage deres Ærinde". — Saaledes bærer en Suveræn sig ad.

Og da Kommissererne havde „foredraget sit Ærind", gav Præsidenten, Christie, dem paa Storthingets Vegne følgende Svar: „Det Norske Riges Storting har nu hørt og ved mig, dets Præsident, modtaget Hans Svenske Majestæts Kommissariers Andragende. Det skal undergives omhyggelig Drøftelse; Resultaterne skulle blive Hs. Svenske Kommissarier meddelte“.

Hvilken suveræn Højhed i det strengt afmaalte, seremonielle Svar! Saaledes taler en Forsamling, der føler sig i Besiddelse af fuld og ubeskaaren Suverænitet, ikke en Forsamling af Besejrede og Ydmygede.

IV.

Da de „til Rigets Held og i Anledning af Foreningen nødvendige“ Grundlovsforandringer skulde foretages, lagde Stortinget ikke det kongelige Forslag, men simpelthen Ejdsvoldsforfatningen til Grund for Gjennemgaaelsen. Og det Prinsip blev udtrykkelig opstillet og nøje fulgt, at man ikke skulde forandre mere i den bestaaende Grundlov, end hvad Tidsforholdet netop krævede.

For at forebygge alle Misforstaaelser og al mulig Tvil med Hensyn til Suverænitetsspørsmaalet bestemtes det den 20de Oktober, at der ikke skulde vælges en Konge, førend Stortinget var blevet enigt om, hvilke Forandringer Rigets Grundlov i Anledning den paa tænkte Forening skulde modtage. Ti Stortinget alene skulde „bestemme“ Forandringerne. „Budstikken“ fortæller, at Beslutningen den 20de Oktober (ved Siden af Moss-Konvensjonen!) „faktisk“ gjorde Karl den 13de til Konge af Norge, saa at han altsaa derved fik Ret til at have en Stemme med ved Grundlovens Affattelse. Bestemmelsen af 20de Oktober er i Virkeligheden en aldeles ligefrem Protest mod denne sindsforvirrede Opfatning.

„Men Stortinget erkjendte, at det ikke var berettigt til alene at bestemme Grundloven“! siger „Budstikken.“

Det erkjendte Stortinget aldeles ikke.

Et Storting, der offisielt og udtrykkeligt bestemmer, at „Grundloven, som efter sin Natur ikke kan henhøre blandt de Love, der udfordre Kongens Sanksjon for at blive Lov, bør publiseres i Repræsentantenes og ikke i Kongens Navn,“ — et Storting altsaa, der tilkjender sig selv Retten baade til at vedtage Grundloven og til at bekjendtgjøre den, — et saadant Storting kan dog umuligt paa samme Tid erkjende, at det ikke er berettiget til at „bestemme Grundloven.“

Det, som „Budstikken" sigter til. Stortingets Bestræbelser for at bringe Kongen til offisielt og helst skriftligt at „antage Grundloven,“ er noget ganske andet.

Man faar huske den Tids Forhold og hvad det den Gang gjaldt.

Naar Stortinget af 1814 saa ivrigt forlangte, at Kongen „atter og atter“, mer og mer højtideligt og forbindende skulde antage Norges Grundlov, saa var det ikke fordi Grundloven trængte kongelig Sanksjon, men fordi Landet trængte — konstitusjonelle Garantier.

„Man kjendte ikke og kunde ikke kjende Kongens Hensigter“.[7] Man havde endog Grund til at nære Mistanker mod en Mand, der først var kommen med Vaaben i Haand for at undertvinge Folket i Kraft af en brutal og forsmedelig Traktat, og som derefter pludselig var falden tilføje. Der var Grund til at frygte for, at en saadan Mand havde Bagtanker, at han ikke mente det fuldstændig oprigtigt med sine fagre Løfter. Derfor gjaldt det om at faa ham til at binde sig saa formelt, saa højtideligt, saa gjentagende, saa vidnefast, saa ufrakommeligt som muligt, forbinde og forpligte sig til at respektere Konstitusjonen. Derfor skulde Kommissærerne paa Kongens Vegne ved hver Forandring af den minste Tøddel, om igjen og om igjen erklære, at de „paa Kongens Vegne antog“, d. e. anerkjendte Grundloven; derfor skulde Kommissærerne ogsaa give sin Antagelse skriftligt; men alt dette kunde dog ikke til fredsstille Stortingets for Friheden nidkjere Mistro. Det vilde have Karl Johans egen udtrykkelige Erklæring, og det vilde have den skriftligt, med Sort paa Hvidt, tilføjet selve Grundloven, — for at det skulde blive den vordende Konge umuligt at glemme, hvad han havde gaaet ind paa ligeoverfor Norge. Et mundtligt Løfte kan man komme fra; Udtalelser i en Traktat kan gaa i Glemmebogen; Grundloven skulde selv, overalt hvor den viste sig, bære det tydelige, klare, uimodsigelige Vidnesbyrd om, at Kongen virkelig havde antaget, d. e. anerkjendt og forpligtet sig til at efterleve Norges Grundlov, i alle dens enkelte Dele og Bestemmelser, de største som de minste.

Det var dette, det gjaldt om den Gang!

Stortinget gik saa vidt, at det endog uden Opfordring eller Bemyndigelse lod forfatte et Udkast til den Paategning, som det ønskede, at Karl Johan skulde forsyne Grundloven med. Dette var at drive den mistroiske Paatrengenhed næsten udover Grænserne. Det var sandsynligvis i Følelsen heraf, og for i nogen Tid at dæmpe det Stødende i sin Optreden, at Stortinget i dette ene Tilfælde benyttede Udtrykket „Sanksjon“ om den forlangte kongelige Paategning. Sandsynligvis i samme Hensigt udtalte Stortinget udtrykkelig, at det ved sit Udkast ikke havde til Hensigt at binde Kongen med Hensyn til Formen; Hs. Maj. kunde gjerne forme Paategningen som han vilde, — bare man fik den, bare man fik Hs. Maj. til at „binde sig“ — skriftligt.

Denne siste Udtalelse var i sin tilsyneladende Høflighed temmelig tvetydig. Den indeholdt i Virkeligheden, at man netop ikke forlangte Sanksjon. Havde man ment, at Grundloven „trengte kongelig Sanksjon for at blive til Lov“, saa havde „Formen“ jo netop faaet Betydning. Da havde man med Bestemthed maattet holde sig til den grundlovmæssige Sanksjonsformel, saaledes som jo denne forelaa.

Imidlertid: gav man Kongen fri Hender i det Formelle, saa kunde det jo tænkes, at han vilde forme sin Antagelse som en Sanksjon alligevel. For at forebygge de mulige Virkninger heraf var det, at Stortinget i Indledningen til Grundloven med aldeles utvetydig Bestemthed udtalte, at — enhver saadan kongelig Sanksjon vilde være betydningsløs.

At den her fremstillede Opfatning er rigtig, kan man læse sig til i Stortingets egne Forhandlinger. Der forekommer navnlig et Par betegnende Udtalelser. Den kgl. Paategning, som den 14de Novbr. blev betegnet som „Sanksjon“, kaldes S. 427 „den Akt, hvorved Kongen offentligt skulde erkjende“ at have antaget Grundloven. Paa samme Side heder det, at de svenske Kommissærer, som ikke havde noget at indvende modIntimasjonen“ til Grundloven, dog var uenige med Stortinget i dets Formening om sammes „Publikasjon.“ De mente, det tilkom Kongen at bekjendtgjøre Grundloven. Det ser ud til, at dette Kommissærernes Krangleri har bragt Stortinget til at blive lidt bange for den kongelige Paategning. Ti S. 428 læser man, at Stortinget, som tidligere havde drevet saa ihærdigt paa, at Kongen skulde paategne Grundloven saa at det endog erklærede, at Grundloven ikke kunde trykkes uden saadan Paategning, — Stortinget „overlod“ det nu ganske ligegyldigt til Kongen „om han vilde forsyne samme med nogen anden Paategning end den, hans Kommissærer havde gjort paa samme“ eller ikke. Og dermed kom Sagen til at bero. —

Stortingets Intimasjon, som de svenske Kommissærer bifaldt, lød:

„Vi Norges Riges Repræsentanter . . . . . gjør vitterligt: — — — — — — — — — — —. Ti have vi besluttet, ligesom vi herved beslutte og fastsætte — — —.“ Den Intimasjon er klar nok.

Den 10de November mødte Karl Johan paa Kongens Vegne i Stortinget. Han sagde: „Gode Herrer og Norske Mænd! Kongen antager (ikke stadfæster!) Grundloven saaledes, som I derom ere komne overens med Hs. Maj.s Kommissærer“. Et Par Dage i Forvejen havde han udtrykkelig for en Stortingsdeputasjon erklæret, at Kongen („frivillig“ naturligvis) havde opgivet sineRettighederifølge Kielertraktaten (Forh. S. 382).

Den 15de November oplæste Statsraad Rosenkrantz i Stortinget en kgl. Proposisjon. Denne Proposisjon begyndte med at nævne den Grundlov, som Hs. Maj. Kongen nu naadigst har (ikke sanksjoneret! nej:) „antaget og besvoret“. I en Adresse til Kongen den 25de November (S. 455) udtaler Stortinget: „Deres Majæstet erkjendte Folkets Ret til at konstituere sig som en selvsæendig Stat. Nasjonens Repræsentanter have derfor givet Norge en paa frit Folks oprindelige Rettigheder grundet Konstitusjon“. Og den 26de, ved Opløsningen, sagde Karl Johan i Tinget: „I have mødt Kongens Hensigter ved at fastsætte den Grundlov, hvorved det Norske Folks Frihed for Fremtiden skal bevares“.

Der er intetsteds Tale om kongelig Sanksjon. „Begge Statsmagter“ er udtrykkelig enige om, at „Grundloven efter sin Natur“ ikke trænger kongelig Stadfæstelse for at blive Lov.

————————

„Budstikken“ gjør Væsen af, at Stortinget strøg 1ste Sætning af Ejdsvoldsgrundlovens § 110: „Naar Riksforsamlingen har antaget denne Konstitusjon, vorder den Rigets Grundlov“. Stortinget strøg denne Sætning, forklarer „Budstikken“, fordi det ikke længer kunde opretholde Folkets Suverænitet overfor Kongen, men maatte indrømme Berettigelsen af dennes Paastand om, at han ejede Suveræniteten.

„Budstikken“ glemmer det Faktum, at i Kongens eget Forslag til Grundlov (se Forh. S. 39) staar den omhandlede Sætning.

I Kongens eget Forslag heder det: „Naar Riksforsamlingen har antaget denne Konstitusjon, vorder den Grundlov“.

Kongen har altsaa i sit eget Grundlovsforslag udtrykkelig udtalt sin Erkjendelse af, at det er Folkets Repræsentasjon, der alene bestemmer Folkets Grundlov.

Den politisk opøvede Bernadotte forstod meget godt, at dersom han gjorde Krav paa Veto over Grundloven, altsaa Krav paa Suverænitet, saa vilde dette være enstydigt med, at han atter optraadte som Erobrer, og derved vilde Konvensjonen til Moss være brudt og Kielertraktaten paa nyt dukke op, hvilket han vidste, at Nordmændene ikke vilde taale. Han var derfor klog nok til ikke at opstille nogetsomhelst Krav paa dette Punkt, og det var sandsynligvis ogsaa af denne Grund, at han foretrak ikke at give Grundloven nogen Paategning. Ti at forme denne som en Sanksjon gik altsaa ikke an af Hensyn til Nordmændene; men at forme den som en Ikke-Sanksjon, — det vilde vel ikke godt gaa an af Hensyn til Svenskerne.

— Men Stortinget? Hvorfor strøg det hin Sætning?

Fordi det ansaa den fuldstændig overflødig. Kongen anerkjendte jo Tingets Ret til at fastsætte Grundloven. Og selv om der skulde komme en Konge, som kanske vilde forsøge paa at fornægte denne Folkerepræsentasjonens selvindlysende Ret, — Fædrene af 1814 kunde ikke tænke sig, at der nogensinde skulde opstaa norske Mænd, der kunde ville hjælpe en saadan Konge i et saadant Forehavende.

————————

„Budstikken“ tager tilsist sin Tilflugt til det mer end tvetydige „Sanksjons“-Dokument, der er dateret 10de November 1814, undertegnet Karl Johan „og paraferet af Fischer“.

Dette Dokument er apokryfisk. Det er „pamferet af Fischer“, den konstitusjonerede Statssekretær; men Budstikken glemmer at fortælle, at det ikke er kontrasigneret af nogen Minister og altsaa i alle Fald er konstitusjonelt ugyldigt. Det er desuden ikke indtaget i Statsraadsprotokollen, ikke meddelt Stortinget, ikke trykt ved Stortingets Foranstaltning eller sammen med Grundloven, men er paa en eller anden Maade smuglet ind. — Det absolute Veto gaar bestandig Krogveje.

Omhandlede Dokument indeholder ganske rigtig en „Sanksjon“ af Grundloven. Men denne Sanksjon beviser mindre end Nul. Ti ved den Maade, hvorpaa Dokumentet er fremkommet, beviser det netop, at Grundlovsvetoet {{sp|ikke]] var anerkjendt i 1814.

————————

„Budstikkens“ Fremstilling af vor Konstitusjons Historie giver altsaa, ifølge Historiens egne Kilder, der er tilgjængelig for alle og enhver gjennem Stortingsforhandlingerne, Lov- og Reskriptsamlinger o. a., et aldeles endevendt Billede af det virkelige Forhold.

Aldeles endevendt. Hvad „Budstikken bygger paa, viser sig at være opgivet: hvad den siger er opgivet, viser sig netop at være det anerkjendte.

Saaledes forholder det sig med dens sunde og sande historiske Oplysning.

Og i hvilken nobel Hensigt er det, at Novemberorganet giver en saa ejendommelig Fremstilling af vor Friheds Historie? — det gaar næsten ikke an at sige det.

Og dog, det gaar endnu mindre an at tie.

— Man vil, at Fædrelandets Hæder, Frihed og Ret skal indskrænkes til det minst mulige! Man vil, at Norge skal vere en Provins, styret saa vidt muligt enevældigt af en anden Nasjons Konge! Man vil, at vor Grundlov skal være en „Fredstraktat“, dikteret det ydmygede Fædreland af en „højmodig“ Sejerherre; man vil, at Norges Forening med Sverige skal have sit egentlige Grundlag i en Traktat, der er saa beskjæmmende for vort Fædreland og saa stridende mod al virkelig Folkeret, at ikke Sverige selv ønsker Unionen bygget paa et saadant Grundlag. —

Man vil alt dette! Og hvorfor vil man det? For at fremme en Klasse- og Klikpolitik, der er saa ussel og saa jammerlig, at den ikke kan værge sig paa anden Maade, saa ussel og jammerlig, at dens øverste Bannerførere, Rigets Statsraader, ikke vover at møde frem og forsvare den i Folkets Forsamling.

Hvor maa ikke vore Brødre Svenskerne foragte os, naar de ser, at en saadan Politik og en saadan Tænkemaade kan leve iblandt os!

Ti noget lignende findes ikke i noget andet Land.

Nordmændene har for havt Ord for at være et „stolt“ Folk. Man har sagt om dem, at de var nidkjære for sin Frihed og yderst ømme for sin personlige og nasjonale Ære. Faar Novemberforeningen og dens Organ leve, vil al saadan Tale forstumme. Der vil danne sig en anden Opfatning af den Nasjon, der frembringer og nærer slig Usseldom og slig lavpandet Tænkemaade i sin Midte. Novemberforeningen og dens Aand, vil, faa vist som den faar leve, være og blive — vor nasjonale Skam.


    Bestemmelsen om, at Stortinget fastsætter Gager og Pensjoner; — § 79 var redigeret saa uklart og vringlet, at den faktisk vilde være blevet ubrugelig; — § 70: dersom Tinget ikke inden Opløsningen havde besluttet noget angaaende Skatter og Paalæg, skulde de tidligere Beslutninger gjælde; — § 76: Rigsretten skulde bestaa af kun halve Lagtinget, Højesteret samt af Statsraaderne og 2 kongevalgte Medlemmer. Osv. — Stortinget sagde Nej, og „ Erobreren" faldt tilføje.

  1. Karl Johan havde med en liden svensk Hær deltaget i det siste Felttog mod Napoleon, Karl Johans Landsmand og Velgjører; da Karl Johan imidlertid drømte om at svinge sig selv op paa Napoleons Trone og altsaa var bange for at gjøre sig forhadt af Franskmændene, var han saa lunken i sine Bestræbelser for „Europas almindelige Redning“, at han vakte de allierede Magters største Mistillid.
  2. I Kraft bl. a. af Konvensjonen til Moss, siger Bladet! — Det mener Kielertraktaten, men tør ikke sige det, og saa siger det heller en Meningsløshed. Konvensjonen til Moss var som bekjendt en Overenskomst mellem karl Johan og Kristian Fredrik om, at denne under visse fastsatte Vilkaar skulde indkalde Stortinget og nedlægge sin Kongeværdighed i dets Hænder.
  3. Grev Wedel-Jarlsberg, der i det hele var den ivrigste Talsmand for Foreningen med Sverige, forklarede i en Tale den 20de Oktober, at medens Norge kun kunde stille 20,000 Mand slet klædte og slet fødte Tropper, saa havde Sverige en „krigsvant Arme paa omtrent 40,000 Mand, som ved Hjælp af britiske Subsidier er i den ypperligste Tilstand, som har et fortrinligt Artilleri og Kavalleri, og som anføres af Kronprinsen af Sverige“.
  4. Aal endte sin Tale med at tilbyde 200 Tdr. Byg som frivilligt Bidrag til Fortsættelse af Krigen, hvorhos han tilbød sig personlig at gaa i Krigen som Leder af et mindre Troppekorps.
     Fra de fleste Kanter af Landet modtog Stortinget Meddelelser om Indsamling af frivillige Gaver og Dannelse af frivillige Korps — for Tilfælde at Krigen atter skulde optages.
  5. Rigets Held" er det første, selv her.
  6. Karl Johan vilde f. Eks., at Grl. § 13 (nu § 12) skulde bestemme, at Kongen har Ret til alene at styre Riget, hvorved han dog bør hente Raad og Underretning hos et Statsraad, han selv udnævner“; — § 68 vilde han have forandret derhen, at Stortinget skulde møde bare hvert 5te Aar; §63: Kongen skulde vælge Tingets Formænd eller Præsidenter; i § 75 vilde han stryge den Bestemmelse, at Stortinget kan fordre enhver til at møde for sig i Statssager, samt
  7. Disse Ord blev udtalte overfor Kronprinsen selv, og det paa den mest offisielle Maade, nemlig ved Stortingets Opløsning, (Præsident: Christie).


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.