Visen om Axel Thordsøn og Skjøn Valborg
Visen om Axel Thordsøn og Skjøn Valborg.[1]
Axel, eller, som Navnet rettere skrives i en Afskrift af Visen fra det 17de Aarh. i Karen Brahes Sangbog, meddeelt af Paludan-Müller i „Brage og Idun“ II. B. S. 187, Aslak Thordsøns Vise synes, uagtet Sujettet spiller i Norge, at være en heelt igjennem dansk Komposition, efter tydske Forbilleder, neppe ældre end det 15de Aarhundrede, ligesom endog den Begivenhed selv, som den besynger, aabenbar er opdigtet fra først til sidst, uden Spor af historisk Grundlag. Rigtignok har Oehlenschläger i Fortalen til sit Sørgespil „Axel og Valborg“ søgt at gjøre det sandsynligt, at den Kongesøn, hvilken Visen omtaler, kunde være den unge Haakon Herdebreid, der, som bekjendt, faldt i Søslaget ved Sekken 1162; han antyder endog Muligheden af, at den Askell af Forland, hvilken Sagaen (hos Snorre Kap. 4) omtaler som en af Haakon Herdebreids Mænd, kunde være Visens Axel. Men ej at tale om, at „Askell“ ikke paa Dansk er „Axel“, men „Eskill“, medens „Axel“ derimod svarer til „Aslak“, som ovenanført, veed man af Sagaen, at Haakon, da han faldt, endnu var saa godt som et Barn, neppe femtenaarig og, som det udtrykkeligt siges, „barnlig i sit Væsen og kjær i at lege“; ham kunde det neppe engang have faldt ind at optræde som. Axels Medbejler i Kjærlighed. Overhoved var hans hele Stilling og Forholdene i Landet paa hans Tid ikke saadanne, som de antydes i Visen. Om ham kan der altsaa ikke paa nogen Maade være Tale.
Vi ville her søge at godtgjøre hiin ovenfor fremsatte Mening ved en nærmere Drøftelse af de Momenter, Visen selv indeholder til Bestemmelsen af Tiden, naar, og de Omgivelser, under hvilke den maa være affattet.
De kirkelige Forholde, som Visen lejlighedsviis berører, ere især charakteristiske. For det første tales der om Erkebiskopen. Dette, kan man sige, har i sig selv ikke saa meget at betyde, da Erkestolen i Norge allerede var oprettet i 1152. Men Erkebiskopens Magt og Embede omtales øjensynligt paa en Maade, som forudsætter, at den allerede længe havde været bestaaende, og saaledes, at man alene deraf maatte gjette paa en Tid, der idetmindste ligger 50 Aar efter Erkestolens Oprettelse. Overhoved giver den Maade, hvorpaa de kirkelige Forholde omtales, det bestemte Indtryk af en Periode, hvori disse havde faaet sin endelige Organisation og Kirkemyndigheden erhvervet en Indflydelse paa Gemytterne, som den endnu ikke havde i hele det 12te Aarhundrede.
Af langt større og afgjørende Betydning er dog den Rolle, som „Sortebroder Knud“ spiller. „Sortebroder Knud“ er Kongesønnen Haagens Skriftefader (v. 60); Bogen, hvori Axels og Valborgs Daab og Slægt stod optegnet, laa i Sortebrødre-Klostret (v. 63, 88) Dette viser, at „Sortebroder Knud“ maa have været en Dominikanermunk. Der gaves egentlig ingen „Sortebrødre“ i Norge, hvor den lexikalsk tilsvarende Benævnelse „Svartmunke“ kun brugtes om Benediktinerne, medens derimod Dominikanerne kaldes „Prædikere.“ Men om man end vilde antage, at der oprindelig havde staaet „Svartmunk“ og „Svartmunke-Kloster“, og at dette senere, da Visen omsattes paa Dansk, er blevet gjengivet med „Sortebroder“, vilde det ikke hjelpe noget, af den Grund at Benediktinerne ej havde Ret til at høre Skriftemaal eller udføre de sædvanlige gejstlige Forretninger. Snarere kunde man gjette paa, at der havde staaet „Chorsbroder“, d. e. „Kanonikus“, istedetfor „Sortebroder“, men ogsaa denne Mulighed tilintetgjøres af Ordet „Klostre“, thi Chorsbrødrene boede ej i Klostre. Altsaa maa den, der skrev Visen, havde tænkt sig Broder Knud som en Dominikaner, og Dominikanernes Orden som hørende til den kirkelige Organisation. Men da nu Dominikaner-Ordenen selv ikke stiftedes førend i 1215 og ikke kom til Norge førend 1230, maa følgelig Visen, hvori Broder Knud og hans Skriftefader-Virksomhed spiller en saa indgribende Rolle, være forfattet efter den Tid.
Men Visen er ikke engang saa gammel som fra det 13de Aarhundrede. Der er en Omstændighed, som gjør det nødvendigt at sætte dens Affattelse meget længere ned i Tiden. I v. 107 siger „Fru Eskelin“, idet hun vaagner af Søvne: „St. Birgitta raade nu for min Hu.“ Denne St. Birgitta er aabenbart den svenske Helgeninde af dette Navn, thi den hellige Brigida, en irsk Helgeninde, blev ikke synderlig paakaldt i Norden; hendes Festdag, den 1ste Februar, nævnes ikke engang i der Fortegnelse paa de faste Helgendage, der er indført i Erkebiskop Jons Christenret, medens derimod St. Birgitta af Sverige ligefra sin Kanonisationstid indtil Reformationen var saa at sige hele Nordens og den just ved denne Tid stiftede Unions Nationalhelgen. St. Birgitta levede i anden Halvdeel af det 14de Aarhundrede, og hun blev ikke optagen i Helgenernes Tal førend 1391, sex Aar før Oprettelsen af den saakaldte Kalmar-Union. Naar Visen nu lader Fru Eskelin paakalde St. Birgitta, maa den følgelig være skreven saa lang Tid efter 1391, at St. Birgittas Paakaldelse var bleven almindelig. Saaledes maa Affattelsestiden sættes senere end 1400.
Vel kunde man sige, at om end Visen i sin nærværende Skikkelse ej er affattet førend i det 15de Aarhundrede, og mangt og meget i dens Indhold lempet efter de da herskende Forholde og Forestillinger, kunde maaskee den egentlige Begivenhed selv, som den omhandler, være ældre og historisk. Men ogsaa dette maa, naar man nærmere undersøger Sagen, benegtes. Den hele Tildragelse er af den Beskaffenhned, at den ikke kunde være indtruffen uden paa en Tid, da, som ovenfor antydet, den kirkelige Myndighed havde naaet sit Højdepunkt. Desuden er det megteligt, at alt, hvad der i Visen antyder Dragt, Skikke, Sæder o. s. v., altfor consekvent og med altfor megen indre Samstemning, lige til de ubetydeligste Detailler, henpeger paa den seneste Middelalder, til at det skulde kunne være senere tillempet. Endog Sujettet selv er egentlig for sentimentalt til at passe i den ældre Tid.
I den føromtalte Afskrift af Visen, der findes i Karen Brahes Sangbog, staar der vel et Vers, hvori Axel omtaler sit glædelig Gjensyn med Valborg „paa Gjeldebroen“, hvilket Udtryk i næste Vers viser sig at være eenstydigt med „i Himmerige“, altsaa vel er en Reminiscens af den gamle hedenske Mythe om Gjallarbroen, over hvilken de Afdødes Skygger droge til Helheim. Men det viser i det Højeste kun, at dette Udtryk har været brugeligt som en Betegning for „Vejen til Himmerige“ paa den Tid, da Visen affattedes, og at det virkelig, lige til langt ned i Tiden, benyttedes paa den Maade, seer man noksom af „Draumekvædet“, der vel er norsk, medens Visen, som vi antage, er dansk, men som dog ogsaa kan have været brugeligt i danske Viser, især da vi see, at de norske eller rettere thelemarkske Kæmpeviser egentlig, hvad Sujettet angaar, for en stor Deel ere fælles Ejendom for Norge og Danmark.
De i Visen forekommende Personer ere aldeles uhistoriske. Norge har aldrig haft nogen Erkebiskop ved Navn Aage, og man kan neppe paavise nogen Erkedegn „Erland.“ Af Konger eller Kongesønner ved Navn Haakon faldt ingen i Slag efter Haakon Herdebreid. Kong Haakon Sverressøn døde af Sygdom, maaskee af Gift; om hans Søn Haakon Haakonssøn kan der, skjønt Sagnet nu vil, at han af Kjærlighed til Valborg skal have bygget Dragsmarks Kloster, ikke være Tale. Hans Søn, Kong Haakon den unge, var aldrig i nogen Strid og døde, allerede i flere Aar gift med den svenske Konges Søster, af Sygdom. Kong Haakon Magnussøn den ældre døde ligeledes af Sygdom i den modnere Alder. Haakon Magnussøn den yngre, Margretes Mand, døde ligeledes Straadød. Norges eneste Dronning af Navnet Malfred var Sigurd Jorsalafars, senere den danske Konge Erik Emunes, Hustru; hun levede længe før Dominikanernes og Hierarchiets Tid. Om nogen Kong Ammon eller Aamunde, og „Herre af Oppeland“, der i den senere Middelalder stred imod Norges Konge, veed Historien intet at melde. Om „Grever“ og „Hertuger“ i Norge ligesaa lidet. Begivenheden maa altsaa være opdigtet.
Vi tro endydermere, at der ikke engang ligger noget norskt, om end uhistorisk Sagn til Grund for Visen, men at den, som ovenfor antydet, heelt igjennem fra først af er digtet i Danmark i Løbet af det 15de Aarhundrede, af en i Norges ældre Historie ganske ukyndig, men derimod med den tydske Ridderpoesi særdeles fortrolig Mand, og at de Sagn om Axel og Valborg, der nu findes i Norge, skylde Visen sin Tilbliven, ei omvendt. Dens dansktydske Oprindelse røber sig ej alene i det fuldstændige Apparat af danske Ridderkostumer, dansk Ridderliv paa Ridderborge, dansk-tydsk Ridderkamp til Hest, Jagt paa Raadyr (v. 141) m. m., men endog i Navnene. „Axel“ er, som sagt, den danske Form for „Aslak.“ „Valborg“ eller, som Navnet skrives i det odenseske Exemplar, „Volborg“, „Valborrig“, skjønt tilsyneladende ægte nordiskt, forekommer aldrig i Norges ældre Historie og synes at være kommen ind fra Tydskland. Tager man f. Ex. de to første Bind af Diplomatarium Norvegicum, der indeholde en Masse af Personsnavne fra Aar 1200 til noget efter 1550, og opsøger Navnet „Valborg“ i de alfabetiske Registre, saa finder man det kun to Gange, og begge Gange saaledes, at man maa antage Personen, som bar det, for tydsk. Første Gang forekommer det i et Brev af 1334, hvor en vis Jon Standuøyk i Bergen og hans Hustru „Valburg“ omtales. Men Formen „Valbug“, ikke „Valbjørg“ eller „Valborg“, er aabenbart tydsk, og om det end ikke beviser, at Personen selv var tydsk, viser den dog, at man kjendte Navnet bedst i sin tydske Skikkelse, altsaa at det ikke egentlig hørte hjemme i Landet selv. Anden Gang forekommer det i et Brev af 1357, hvor et Fruentimmer i Oslo ved Navn Valborg Geirardsdatter omtales. Men Geirard er intet norskt Navn; det er den Form, hvormed vore Forfædre gjengav det tydske „Gerhard“, altsaa var hiin Valborg sikkert en Datter af en i Oslo bosat Tydsker ved Navn Gerhard. Desuden, havde Navnet været norskt, maatte det dog have forekommet noget hyppigere blandt den store Mængde norske Fruentimmemnavne, der findes i hine alfabetiske Registre. Valborgs Fader kaldes „Immer“ eller „Emmer“, „Jemmer“, et Navn, der ellers ikke kjendes enten blandt danske eller norske; Axels Syster kaldes „Helfred“, ligeledes et mere tydsk eller dansk, end norsk Navn; „Julli“ eller „Joelille“ og „Eskelin“, „Eskill“, „Eskierenn“ synes at være reent tydske Navne[2]; Valborgs Morbroder „Tue“ har et ægte dansk Navn, som ikke engang kan have været baaret af nogen Nordmand. At „Erland“ er den danske Form for „Erlend“ og „Haagen“ for „Haakon“, lægge vi mindre Vegt paa, da disse Forandringer saa let kunde have skeet, om Visen var bleven oversat fra Norsk til Dansk; en anden Sag er det derimod med „Valborg“, „Helfred“, „Julli“ og „Tue.“ Den eneste norske Navnform, der forekommer, er „Asbjørn“, ikke „Esbern“, men her kan Forfatteren maaskee have vidst, at „Asbjørn“ var den norske Form, og derfor med Flid have brugt den, medens han derimod ikke kjendte Forholdene nøje nok til at vide, at „Axel“, „Valborg“ og flere af de andre Navne vare unorske. At der tales om „Grever“ og „Hertuger“ er forhen nævnt; dette passer endog mere til Tydskland end til Danmark. Hvor Axel og Valborg skulle fralægge sig den dem af Kongesønnen gjorte Beskyldning ved Tolvmands-Eed, kaldes dette „Lov“, hvilket er den ægte danske Benævnelse for hvad der i de norske Love kaldes Tylfter-Eed. Derfor heder det i Christian V’s norske Lov 1—14—8: „Ingen skal findes til Lov, som er Tylfter-Eed, for nogen Sag). Axel og Valborg „svore om St. Dorothea“; Valborg skjænkede Guldkronen til „St. Annæ Billede“, Helgeninder, der aabenbart paakaldtes hyppigere i Danmark og Tydskland, end i Norge. Ja man skulde endog fristes til at antage, at den danske Forfatter egentlig har haft en tydsk Ballade for sig, som han har oversat paa Dansk, men tillige ved Oversættelsen villet lokalisere i Norden; nu kunde han ej henlægge Begivenheden til Danmark, fordi den ikke godt passede ind i dette Lands senere Historie, i hvilken de fleste af hans Læsere vare temmelig godt bevandrede; Sverige havde ligeledes i de senere Tider haft saa meget med Danmark at bestille, at han heller ikke i dets Historie fandt nogen passende Plads; men Norge, der for Fleerheden af danske Læsere sikkert var et fuldkomment terra incognita, og mod hvis Historie han godt kunde støde an, uden at Nogen vilde skjønne det, tilbød ham ubunden Frihed og fuldkommen Sikkerhed mod Kontrol. At han da valgte at kalde Kongesønnen „Haagen“ kan godt forklares deraf, at den eneste selvstændige Konge i Norge, om hvem man paa den Tid i Danmark kunde have nogen dunkel Erindring, var en Haakon, enten Haakon Magnussøn den yngre, Margretes Mand, eller Haakon Magnussøn den ældre, der greb saa mægtigt ind i de dansk-svenske Fejder paa Erik Menveds Tid. Det er og heel sandsynligt, at Forfatteren kan have hørt noget om Gidske-Ætten (det odenseske Exemplar viser, at man her virkelig skal læse Gidske, ej Gilske), thi dens Repræsentanter i Midten af det 15de Aarhundrede, navnlig Sigurd Jonssøn og Sønnen Hans Sigurdssøn, vare unegtelig de rigeste og højbyrdigste Mænd i Norge paa den Tid; der var endog engang Tale om at vælge Sigurd Jonssøn til Konge. Denne, saavelsom Talgø-Ætten, bekjendt ved Hr. Olaf Nilssøns Drab under Skrækkescenerne i Bergen 1455, vare maaskee de eneste norske Ætter, man udenfor Landet havde hørt Tale om, i alle Fald var det de eneste navnkundige, og det er derfor højst merkeligt, at Visen ved Siden af Gidske-Ætten ogsaa just nævner „Hr. Karls Sønner af Søndre Thallø“ (som det odenseske Expl. har det, ikke „Søndre Dale“), hvorved, som Paludan-Müller sindrigt bemerker i den Indledning, han forudskikker Aftrykket af Visen, vistnok betegnes „Talgø“ i Ryfylke. Naar Visen udtrykkeligt omtaler netop de to Ætter, der c. 1450 vare mest fremtrædende og bekjendte udenlands, faa vi derved den sterkeste Formodning om, at den er affattet paa den Tid, ligesom og Nødvendigheden af at antage den affattet i Norge bortfalder.
At Sagnet om Axel og Valborg, saaledes som det nu er gængs i Norge, skylder Visen sin Oprindelse og ej har sin Rod i Folkets egen historiske Tradition, er af flere Omstændigheder umiskjendeligt. Saaledes f. Ex. naar man lader Axel ligge begraven under Steensætninger eller Bautastene fra Hedendommen, som ved Einabu i Lesje og Staven i Grytten, eller naar man lader Valborg have levet som Nonne i Klostre, der aldrig have existeret, f. Ex. det foregivne Kloster paa Teige ved Tunsberg, saavelsom Dragsmarks Kloster, hvilket sidste nok var til, ja endog var meget anseet, men uheldigviis ej var Nonnekloster. Ej at tale om, at man lader Kongesønnen Haagen være Kong Haakon Haakonssøn, fordi man veed, at denne stiftede Dragsmarks Kloster, uagtet han døde som gammel Mand paa Orknøerne, længe førend der var Tale om St. Birgitta. Vi see tydeligt, at Sagnet er opkommet her i Landet paa en Tid, da de historiske Erindringer saagodtsom vare udslettede; da det gamle Modersmaal var sunket ned til at være Almuesprog, medens Skriftsproget var dansk; da man havde begyndt at læse trykte eller haandskrevne danske Visebøger, og da de Tildragelser, disse indeholdt, næsten ganske traadte i hine ældre historiske Erindringers Sted. Mangen en, der ikke kjender nøjere til, hvorledes det er tilgaaet med alt saadant, vil maaskee kalde det utroligt eller umuligt, at Sagn, som om Axel og Valborg, eller andre lignende, i en Tid af et Par Aarhundreder skulde kunne leve sig saa fast ind i Folket, som om de havde været til fra den graa Oldtid. Men det skeer dog med den største Lethed; det skeer dagligdags, det kan skee i ti, tyve Aar, langt mere i tohundrede; en eneste løst henkastet Gisning af en eller anden „lærd Mand“, falskt opfattet af ukyndige Tilhørere, er nok dertil. Uheldige Navnforklaringer spille her især en stor Rolle. Naar man f. Ex. hører det ringerigske Sagn om Kong Tane paa Tanberg og Kong Veine paa Vejen, hvis Gravhøje endog paavises, skulde man allerførst tro, at man her havde faaet fat paa noget ret ældgammelt. Men naar man da af Diplomer, Jordebøger og Sagaer erfarer, at Gaarden Tanberg i ældre Tider kaldtes Thornberg og Vejen Vegin, samt at de tilhørte, hiin den bekjendte Jarl Alf Erlingssøn af Thornberg, denne Baglerhøvdingen Philip af Vegin, saa seer man strax, at Sagnet ikke kan have været til i deres Tid, det 13de Aarhundrede, men maa skrive sig fra den sildige Tid, da man af Ubekjendtskab med de ældre Navnformer, og ifølge den med det danske Skriftsprog indkomne Orthographi, skrev „Tandberg“, „Veyen“ e. a. desl. med andre Ord, at Sagnet ej kan være ældre end det 17de Aarhundrede. Paa samme Maade har man endog i den allersidste Tid hørt noget Vaas om, at Gaarden Triset i Laurdal, Thelemarken, skal have faaet sit Navn af, at man der stundom kunde høste Kom eller Sæd tre Gange om Aaret (Tre ＋ Sæd = Tresæd = Triset !!!), uagtet „Sæd“ er en dansk Form, medens den norske var „Saad“, og Endelsen „set“ i norske Stedsnavne altid er det gamle Setr, d. e. Sæde, Bolig. Vi besidde ingen ældre Breve, hvor Triset omtales, men man kan være overbeviist om, at det har haft et Navn som Thridjasetr e. a. desl. En Anelse om, hvor hurtigt saadanne Lokalsagn kunne danne sig, faar man af, hvad der nylig er blevet os berettet, nemlig at der allerede i Bardodalen, hvis Oprydning og Bebyggelse neppe ligger to Generationer tilbage, har dannet sig det Sagn, der fuldt og fast troes, at Navnet skriver sig fra en svensk Flygtning, der i sit Fædreland skulde lide Dødsstraf, men undgik denne ved at søge Skjul i hiin endnu ubeboede Dal, der saaledes for ham blev en „Pardon-Dal.“ (!) Og her have vi dog selv seet det Kart, som N. Ramm optog over Dalen mellem 1780 og 1790, da han efter Foged Holmboes Foranstaltning undersøgte den med Hensyn til den paatænkte Bebyggelse, førend endnu et eneste Menneske havde nedsat sig der, men hvor Elven ligefuldt heder „Bardo“ eller „Bardu-Elv.“ Man behøver overhoved ikke at have givet sig længe af med at undersøge vore saakaldte historiske Lokalsagn for at faa en afgjort Mistillid til dem alle. Peder Claussøns Oversættelse af Snorre er en gammel Bog, og den har været længe nok kjendt blandt Folket, til at Beretninger, oprindeligt erfarede gjennem den, ved at gaa fra Mund til Mund med behørige Tilsætninger og lokale Hentydninger, ganske kunne have antaget Charakteren af Folkesagn. Saa og „Kæmpevisernes“ Indhold. Anders Vedels Kæmpeviser bleve allerede eftertrykte i Christiania 1664 og vare saaledes allerede da en yndet Folkelæsning i Norge. Stort ældre er vist ikke Axel- og Valborg-Sagnet her i Landet.
Ogsaa Paludan-Müller antager, at Visens Affattelse, idetmindste i dens nuværende Form, er at henlægge til det femtende Aarhundrede. Derimod tror han, at der kan ligge en sand Begivenhed til Grund, forefalden i Kong Haakon Haakonssøns Tid, og at Kongesønnen, Valborgs Elsker, kan have været Haakon den unge. Men da han, som ovenfor paapeget, døde af Sygdom, og da der saaledes ej kunde være Tale om at hevne hans Død, hvilket dog er et vigtigt Moment i Visen, maa denne Gjetning, saa rimelig den end ellers kunde synes, bortvises. Og kan man ikke gjette paa Haakon den unge, bliver det end mindre rimeligt at gjette paa nogen anden Konge af dette Navn. Vi blive saaledes fremdeles anviste paa Digtningens Gebet og finde i det hele Digt intet Tilknytningspunkt til Historien.