Violer
VIOLER
Ak, jeg har digtet saa mangen en dag,
siden mit digt om dig!
Der er om mit hjerte saa tunge lag,
at ingenting minder mig!
siden mit digt om dig!
Der er om mit hjerte saa tunge lag,
at ingenting minder mig!
Violerne, Annie, jeg sendte saa nær,
har i en bok jeg gjemt.
Den var gjennem onde aar mig kjær,
til boken og alt blev glemt!
har i en bok jeg gjemt.
Den var gjennem onde aar mig kjær,
til boken og alt blev glemt!
Og jeg som i ungdommen, solberust,
svælget i lykkens svir,
har sittet i mange aar og knust
blomster imot papir!
svælget i lykkens svir,
har sittet i mange aar og knust
blomster imot papir!
Saa hændte det, da jeg tok ned en kveld,
et bind af de graa reoler,
at boken gik yndig op af sig selv
ved vore forladte violer!
et bind af de graa reoler,
at boken gik yndig op af sig selv
ved vore forladte violer!
En drømmende tone af falmet blaat
vidnet i bladets skimmel,
at aldrig har blekere blomster staat
under en haardere himmel!
— — —
vidnet i bladets skimmel,
at aldrig har blekere blomster staat
under en haardere himmel!
— — —
Du døde veninde! En klar viol
gir visselig minders skjælven,
men resten er borte: Den store sol,
vor deilige gang langs elven,
gir visselig minders skjælven,
men resten er borte: Den store sol,
vor deilige gang langs elven,
vort møte i skogen, den første gunst,
de svimlende sammenkomster!
Aa, hadde jeg bare forstaat den kunst,
at balsamere blomster!
de svimlende sammenkomster!
Aa, hadde jeg bare forstaat den kunst,
at balsamere blomster!