Veien til Velstand

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Franklin experimenterer med Papir-Dragen
Af Benjamin Franklins Pennſylvania-Almanak, kaldet
„Den fattige Richard“

De efterfølgende Tankeſprog blev førſt offentliggjort i Franklins bekjendte Almanak, ogſaa kaldet „Den fattige Richard“, ſom han udgav i Aarene 1732 til 1757. Denne Almanak vandt ſtor Udbredelſe, og blev trykt i ca. 10000 Exemplarer, et for hin Tid ganſke uſærdvanligt ſtort Oplag. Disſe Tankeſprog, ſom er et ſandt Mønſter paa et Folkeſkrift, blev i ſin Tid ogſaa trykt ſom Særtryk paa ſtore Tavler og hænger maaſke endnu her og der i Stuerne omkring i Amerika. Da den indtrængende advarede mod unødige Udgifter, var mange af den Anſkuelſe, at Skriftet væſentlig havde bidraget til den voxende Pengerigdom, ſom gjennem flere Aar efter Skriftets Udgivelſe var merkbar i Pennſylvanien.

„Veien til Velſtand“ blev overſat til Franſk og der gjentagne Gange uddelt gratis til Folket i ſtore Mængder. Alle Aviſer i Amerika har i ſin Tid publiceret den; ogſaa i England blev den optrykt Gang paa Gang, og blev overſat til de fleſte andre europæiſke Sprog. Den blev ogſaa overſat til Kineſiſk. En ſtor Del af disſe Ordſprog er blevet hele Verdens Fælleseie.

Som den praktiſke Mand, Franklin var, benyttede han ſin Almanaks ſtore Udbredelſe til at ſkaffe ſit Land en ny Induſtri, nemlig Papirfabrikationen. Han byttede nemlig ſin Almanak mod Kluder, der før blev bortkaſtet ſom værdiløſe, og oprettede ved Hjælp af denne Kludeindſamling den førſte Papirfabrik i Amerika.

* * *

Kjære Læſer!

Jeg har ofte ladet mig fortælle, at intet glæder en Forfatter mere end naar hans Arbeider bliver reſpektfuldt citeret af andre anſeede Forfattere. Mig er denne Fornøielſe ſjelden bleven tildel, omend jeg nu aarlig et fjerdedels Aarhundrede har været anerkjendt ſom en udmerket Almanakforfatter. Mine Kollegaer i dette Fag var dog meget ſparſommelige med Bifald, uden at jeg kunde tænke mig Grunden derfor. Andre Forfattere tog hellerikke den ringeſte Notits af mig, ſaaat jeg ved denne fuldſtændige Mangel paa Anerkjendelſe maatte have tabt Modet, hvis ikke mit Forfatterſkab her og der havde ſkaffet mig en ſolid Pudding.

Jeg tænkte imidlertid, at den menige Mand, ſom kjøbte min Almanak, bedſt vilde kunne bedømme min Fortjeneſte, og virkelig kunde jeg ofte paa mine Vandringer, hvor jeg ikke perſonlig var kjendt, høre et og andet af mine Ordſprog med den Tilføielſe: „ſom den fattige Richard ſiger“. Dette beroliget mig noget og bekræftede, at man ikke alene viſte at vurdere mine Læreſætninger, men lod mig ogſaa merke, at man havde nogen Agtelſe for min Autoritet, og jeg vil ikke nægte for, at jeg ofte tillod mig ſelv med ſtor Alvor at citere mine egne Læreſætninger, for at udbrede dem ſaa meget ſom mulig.

Bedøm nu, hvormeget den Tildragelſe maatte glæde mig, ſom jeg nu vil fortælle dig.

* * *

Jeg kom nylig til et Sted, hvor der havde ſamlet ſig en ſtor Mængde Menneſker for at være tilſtede ved en Auktion over forſkjellige Kjøbmandsvarer. Den til Auktionen faſtſatte Time var endnu ikke inde og imedens talte Folk om de ſlette Tider og de ſtore Skatter og Afgifter. En af de tilſtedeværende ſagde til en gammel, tilſyneladende velhavende Mand med graat Haar: „Nu, Fader Abraham, hvad ſynes De om vor Tid? Maa ikke de ſvære Skatter ruinere Landet? Hvorledes ſkal vi kunne være iſtand til at opdrive dem? Hvad mener I vi ſkal gjøre?“ Fader Abraham rettede ſig op og ſvarede ham: „Hvis I vil høre mit Raad, ſaa vil jeg meddele Eder dette i faa Ord: thi et Ord til den viſe er nok, og mange Ord fylder ingen Skjæppe, ſom den fattige Richard ſiger.“ Hele Selſkabet forſøgte nu at formaa ham til at tale. Man traadte i en Kreds omkring ham, og han begyndte ſaaledes:

Kjære Venner og Naboer; Skatter og Afgifter er rigtignok tunge; men hvis vi ikke havde andre end dem, vi maa betale til Staten, ſaa kunde det endda gaa an; men vi har ogſaa helt andre, ſom falder os langt tyngere. Vor Dovenſkab koſter os dobbelt ſaa meget ſom Stat og Kommune faar af os; vor Forfængelighed koſter os tre Gange og vore Daarſkaber fire Gange mere. Men fra disſe Afgifter kan ingen Regjering befri os, hverken halvt eller helt. Imidlertid er dog ikke alt tabt, naar vi kun vil følge gode Raad; thi, ſom den fattige Richard ſiger i ſin Almanak for 1733: Gud hjælper den, ſom hjælper ſig ſelv.

Hvad vilde Folk ſige om en Regjering, ſom tvang Folk til at gjøre Pligtarbeide den tiende Del af dets Tid? Men Dovenſkaben ſtjæler fra mange langt mere, naar vi regner den Tid, ſom vi tilbringer med unyttige Gjerninger og Adſpredelſer. Dovenſkab forkorter nødvendigvis vort tiv, fordi den gjør os ſvagelig. Dovenſkab er lig Ruſt, ſom tærer mere end Arbeide ſlider. Neglen, ſom ſtedſe bruges, er altid blank, ſiger den fattige Richard, og videre: Elſker du Livet, ſaa ſpild ikke Tiden; thi det er det Stof, hvoraf Livet er gjort. Hvormegen Tid taber vi ikke alene ved at ſove længere end nødvendig. Vi glemmer, at ſovende Ræv fanger ingen Høns, og at vi faar ſove længe nok i Graven. Er Tiden det koſtbareſte af alle Ting, ſaa er Ødſelhed med Tiden den ſtørſte af alle Ødſelheder; thi, ſom den fattige Richard ſiger: Tabt Tid kommer aldrig igjen, og hvad vi kalder tidsnok, rækker ſjelden til Enden, ved ſtadig Flid udretter vi mere end ved Haſtverk — og med mindre Forvirring. Lad os da være rørige ſaalænge vi har Kræfter; thi for den Flittige vil intet falde tungt. Dovenſkab gjør alting tungt, Flid alting let. Den, ſom ſtaar ſent op, bliver aldrig færdig, thi førend han ordentlig begynder, kommer allerede Natten over ham igjen. Dovenſkaben gaar ſaa langſomt, at den ſnart indhentes af Fattigdommen. Driv din Forretning, men lad ikke Forretningen drive dig. Tidlig tilſengs og tidlig op, gjør Menneſket ſundt og velſtaaende.

Hvad hjælper det altſaa at vente paa bedre Tider? Tiderne bliver nok bedre, naar bare vi forandrer os, ſiger den fattige Richard i en anden Almanak. Den Flittige behøver ikke at ønſke, og den, ſom lever af Haab, maa gaa ſulten i Grav. Uden Umage kommer aldrig gode Dage. Derfor ikke Hænderne i Lommen; for da bliver de altid tomme. Har jeg ingen Jord til at ernære mig, hjælper jeg mig med Haanden; men har jeg Jord, tager jeg ſelv fat med mine Hænder, fordi den er forgjældet og der maa ſvares Skatter af den. Den, ſom har et Haandverk, har en Kapital, og den, ſom har et godt Hoved, har et fordelagtigt Æreshverv. Men man faar drive ſit Haandverk og bruge ſit Hoved, ellers kan hverken Formue eller Embede betale vore Skatter og Afgifter. Den, ſom arbeider dør ikke af Sult. Fattigdom kan vel ſtaa foran den fattige Mands Dør, men den kommer aldrig indenfor Døren. Ei heller kommer Skatteopkræveren og Rettens Tjener over hans Dørtærſkel; thi Fliden betaler Gjælden, medens Modløshed formerer den. Har du ikke fundet nogen ſtor Skat, og har ingen rig Slægtning indſat dig til Arving, ſaa huſk, hvad den fattige Richard ſiger: Flid er Lykkens Moder, og den Flittige giver Gud alt. Dyrk din Ager, medens den Dovne ſover, og du har Rom baade til at ſælge og til at gjemme. Arbeid idag, thi du kan ikke vide, hvad der kan forhindre dig imorgen. Et idag er mere værd end to imorgen. Opſæt aldrig til imorgen, hvad du kan gjøre idag. Hvis du tjente hos en ſnild Herre, vilde du ikke ſkamme dig, hvis han fandt dig gaaende ledig? Men naar du er din egen Herre, ſaa ſkam dig for dig ſelv over at gaa ledig, da der er ſaa meget at gjøre i dit Hus og for dit Land! Lad aldrig Solen ſkinne paa dig i din Seng. Tag hurtig fat paa Arbeidet, og betænk, hvad den fattige Richard ſiger: En Kat med Handſker paa fanger ingen Mus. Der er overalt meget at gjøre for os; men har du maaſke fine Hænder, ſaa fat kun Mod til det førſte Forſøg, og du vil bli forundret over det gode Reſultat. Naar det drypper læge paa en Sten, bliver det tilſlut et Hul i den, og med Taalmodighed gnaver Muſen til ſlut det tykkeſte Taug igjennem, og gjentagne Hug fælder den ſtørſte Eg, ſiger den fattige Richard i en af ſine Kalendere, hvis Aargang jeg ikke netop erindrer.

Jeg kan tænke mig, at nogen af Eder vil ſige: Skal man da aldrig faa en magelig Dag? Lad Eder, mine Venner, derfor ſige ſom den fattige Richard: Brug din Tid vel, naar du vil have en ledig Stund, og da du ikke er ſikker noget Minut, ſaa ſpild ingen Time. Magelighed kalder man den Tid, hvor man kan foretage ſig noget nyttigt. Denne magelige Tid vil den Flittige faa, den Dovne aldrig. Et mageligt Liv og et Liv i Dovenſkab er to helt forſkjellige Ting. Tro ikke at Dovenſkab ſkaffer Jer mere Magelighed

end Arbeide. Langtifra! Sorger har ſin Rod i
Formindſket Reproduktion af Franklins Almanak „Den fattige Richard“
Formindſket Reproduktion af Franklins Almanak „Den fattige Richard“
Lediggang og Bekymringer i unødig Magelighed; eller

med andre Ord: Ledighed føder Utilfredshed og ſorgløs Magelighed tunge Sorger. Mange ønſker alene at kunne leve af ſin Forſtand uden at arbeide; men de kommer ſjelden langt med det. Arbeide derimod ſkaffer Bekvemmelighed, Overflod og Agtelſe. Undgaa Fornøielſer, og de vil følge dig af ſig ſelv. Den flittige Edderkop har et ſtort Net, og ſiden jeg har faaet mig en Ko og et Faar, ønſker enhver mig en god Morgen. I alt dette har den fattige Richard fuldkommen Ret.

Men vi ſkal ikke bare være flittige, vi maa med vort Arbeide ogſaa være ſtadige og beſtemte ſamt viſe Omſorg med vore Anliggender. Man maa ikke ſtole formeget paa andre, men overvaage ſine Anliggender med egne Øine. Videre ſiger den fattige Richard: Aldrig ſaa jeg et Træ, ſom ofte blev omplantet, og en Familie, ſom ofte flyttet, trives ſaa vel ſom en, der blev paa ſin Plads. At flytte tre Gange er ligeſaa ſlemt ſom at lide engang af en Brandſkade. Bliv i dit Verkſted, ſaa vil dig dit Verkſted blive. Vil du udrette en Sag godt, ſaa gaa ſelv, hvis ikke, ſaa ſend en anden. Den, ſom vil blive rig ved Plogen, maa ſelv eie og drive den. Videre ſiger den fattige Richard: Herrens Øine fremmer mere end hans Hænder. Mangel paa Omhu ſkader mere end Mangel paa Kundſkaber. Den, ſom ikke vaager over ſine Arbeidere, lader ſin Pung ſtaa aaben for dem. Formegen Tillid til andre har gjort mangen En ulykkelig; thi i Forretningslivet kommer man længer med Mistillid end med Tillid. At ſørge for ſig ſelv, fortryder ingen. Lærdom bliver den ivrig Studerende og Rigdom den Omſorgsfulde ligeſaa ſikker tildel ſom Magt den Modige og Himlen den Dydige. Vil du have en tro Tjener, ſaa tjen dig ſelv. En liden Forſømmelſe kan ofte volde ſtor Skade. Fordi der manglede en Søm, gik Heſteſkoen tabt; og paa Grund af denne Mangel gik Heſten og tilſlut ogſaa Rytteren tabt. Fienden havde indhentet og dræbt ham; men dette vilde ikke have ſkeet, om han havde efterſeet ſin Heſts Hove.

Dette faar være nok, mine venner, om Flid og Agtſomhed med vore Forretninger. Til dette maa dog komme Maadehold, naar vor Flid ſkal følges af Held; thi den ſom ikke er ligeſaa flink til at ſpare ſom til at tjene, kan arbeide ſig ihjel uden at efterlade ſig en Skilling. Et fedt Kjøkken gjør et magert Teſtamente. Som det kom, ſaa gik det, heder det, ſiden vore Koner over Kaffen eller Theen har glemt at ſy og ſtrikke og vore Mæd at bruge Hammer og Spade over Øl og Dram. Vil du blive ſelſtaaende, ſaa lær ikke alene at erhverve, men ogſaa at ſpare, ſiger den fattige Richard. Amerika har ikke gjort Spanien rig; thi Spaniens Udgifter overſteg altid dets Indtægter.

Slut med Eders koſtbare Vaner, ſaa vil I ikke have nogen Grund til at klage over daarlige Tider, ſtore Skatter og ſtore Udgifter i Husholdningen; thi den fattige Richard ſiger: Vin og Kvinder, Spil og Bedrageri forringer Formuen og formerer Trangen. En eneſte Laſt koſter mere end hvad det koſter at opfoſtre to Børn. I tror kanſke, at et Glas, en Lækkerbidſken her og der, lidt finere Klæder og en Fornøielſesreiſe engang imellem ikke har ſaa meget at ſige; men mange Bække ſmaa, gjør en ſtor Aa. Tag Eder iagt for ſmaa Udgifter. En liden Læk kan ſænke et ſtort Skib. En kræſen Gane fører til Betlerſtaven. Narren betaler Gildet, og kloge Folk fortærer det.

I er ſamlet ved en Auktion over alſlags Modevarer og lignende Kram. I kalder disſe Ting gode; men tag Jer iagt: de kan let blive onde. I tænker der bliver Godtkjøb, og kanſke gaar de langt under deres Pris; men naar I ikke nødvendig behøver dem, ſaa blir de dog dyre. Tænk hvad den fattige Richard ſiger: Kjøber du, hvad du ikke trænger, ſaa vil det ikke vare længe, for du maa ſælge det nødvendige. Om en Vare ſynes dig nokſaa billig, ſaa betænk dig lidt for du kjøber. Mange har ødelagt ſig ved Godtkjøb; thi Fordelen er ofteſt kun tilſyneladende. Intet er taabeligere end at betale Angeren dyrt. Alligevel begaaes denne Daarſkab daglig, fordi man ikke erindrer hvad Almanakken ſiger: Den Viſe bliver klog af andres Skade, en Daare neppe af ſin egen. Lykkelig den, ſom lader ſig belære af andres Skade. Der gives Folk, ſom ſulter ſig ſelv og ſine Børn for at kunne tilfredsſtille ſin egen Pynteſyge; men Silke og Atlaſk, Skarlagen og Fløiel ſlukker Ilden i Kjøkkenet. Men ſaadant hører ikke til Livets Fornødenheder; de hører neppe til Livets Bekvemmeligheder. Folks kunſtige Fornødenheder er bleven talrigere end deres naturlige. Iſtedenfor en Fattig gives derfor nu hundrede Trængende. Saaledes bliver velſtaaende Folk ofte fattige og maa ofte tage paa Kredit hos dem, ſom de før ſaa ned paa, men ſom ved Sparſomhed og Flid har erhvervet ſig Velſtand. Heraf er tydeligt at ſe, at en Bonde paa Benene er bedre end en fornem Herre paa Knæerne. Mangen en har maaſke arvet en ſmuk liden Formue, og tror at den aldrig kan tage en Ende. Han tænker: nu er det lyſt og det kan aldrig blive mørkt igjen, ſelv om jeg tillader mig en Udgift her og der. Men den fattige Richard ſiger: Kun Børn og Taaber tror, at tyve Daler og tyve Aar aldrig kan tage Ende. Tager man ſtadig Mel af Tønden uden at fylde noget paa, ſaa kommer man ſnart tilbunds, og naar Brønden er tør, da førſt ved man, hvad ſandet er værd.

Hvis I vil vide, hvad Penge er værd, ſaa gaa hen og forſøg at laane nogen. Den ſom laaner, ſkaffer ſig Sorger, og ikke bedre gaar det den, ſom har laant ud, naar han kræver Pengene tilbage. Den fattige Richard giver Eder desuden følgende gode Raad: Pynteſyge er en farlig Laſt. For du tilfredsſtiller dine Lyſter, ſaa ſpørg din Pengepung. Forfængelighed er en ligeſaa paatrængende Tiggerſke som Fattigdom, ja endmere paatrængende. Det er lettere at undertrykke det førſte Begjær end at tilfredsſtille alle de ſom følger. Den Fattige, ſom efteraber den Rige, er ligeſaa latterlig ſom Froſten, ſom blaaſer ſig op for at blive ſom en Oxe. Store Skibe kan vove ſig ud paa Havet, men ſmaa Baade maa holde ſig ved Kyſten, Straffen følger ſaadanne Daarſkaber i Hælene. Naar Hovmod ſpiſer Middag med Forfængeligheden, ſaa vil han ſpiſe til Aftens med Foragten. Eller med andre Ord: Stolthed ſpiſer Frokoſt med Overflødigheden, Middag med Armoden og Aftensmad med Skjændſelen. Og hvad nytter ſaa al denne tomme Glans, for hvilken man vover og lider ſaa meget? Den ſtyrker ikke vor Helbred, beſkytter os ikke for Lidelſer, forhøier ikke Menneſkenes Værd, men vækker Misundelſe og fremſkynder Ulykke. Hvad andet er en Sommerfugl end en ſmykket Kaalorm? Men dette er det bedſte Exempel paa en pyntet Laps.

Hvilken Daarſkab er det ikke at gjøre Gjæld for ſaadanne overflødige Ting? Man har ſagt os, at hvad vi kjøber idag paa denne Auktion, forfalder til Betaling førſt om 6 Maaneder, og dette har maaſke lokket hid mange af Eder, ſom ikke har en Skilling i Lommen. Men I maa tænke over, hvad det er at ſætte ſig i Gjæld! I giver andre en Ret over Eders Frihed. Naar I ikke kan betale til Forfaldstid, ſaa maa I ſkamme Eder, naar I møder Eders Kreditorer og fremſtamme uſle og krybende Undſkyldninger. Lidt efter lidt vil I tabe Troen paa Jer ſelv og ſynke ned til de nedrigſte Løgne. Men Løgnen er, ſom den fattige Richard ſiger, det andet Trin paa Laſtens Stige; Gjælden er den førſte. Gjæld bærer Løgn paa ſin Ryg. En fri Mand maa kunne ſe ethvert levende Menneſke lige i Anſigtet: men Fattigdom berøver Menneſkene ofte Selvfølelſe og Dyd. Ikke med Urette ſiger den fattige Richard: Det er vanſkelig for en tom Sæk at ſtaa opreiſt. Hvad vilde I ſige, om en Fyrſte eller en Regjering under Fængſelsſtraf paabød at klæde Eder ſom Standsperſoner? Vilde I ikke ſige, at I er frie Folk og har Ret til at klæde Eder ſom I vil? Det vilde anſees ſom et Indgreb i Eders Frihed og Regjeringens Handling for tyranniſk. Og dog underkaſter I Eder ſelv ſaadant Tyranni, naar I for Klæders og Pynteſygens Skyld gjør Gjæld. Kreditorerne har Ret til at berøve Eder Friheden, ſaaſnart det behager ham. Naar I har afſluttet en Handel, tænker I maaſke ikke ſaa meget paa Betalingen; men Kreditorerne har en bedre Hukommelſe end Skyldneren. Kreditorerne er ſom overtroiſke Folk: de giver nøie Agt paa Dage og Tider. Betalingsdagen kommer førend I tænker paa den, og Fordringen bliver gjort før I er forberedt paa den. Forfallstiden, ſom ſynes Eder ſaa lang, vil omſider, naar Terminen rykker nærmere, ſynes Eder forfærdelig kort. Det vil ſynes Eder ſom om Tiden, ſom har Vinger paa Skuldrene, nu ogſaa har faaet Vinger paa Hælene. Den fattige Richard ſiger derfor: Den har en kort Faſte, ſom ſkylder Penge, der forfalder til Paaſke. Debitoren er Kreditorens Slave. Maaſke er Eders Forfatning for Tiden ſaaledes, at I kan tage Eder en liden Frihed, uden at det ſkader Eder; men læg heller noget tilſide for Alder og Nød, ſaalænge du kan; thi Morgenſolen ſkinner ikke den hele Dag. Fortjeneſten er ofte af kort Varighed og uviſs, men Skatter og Afgifter er ſikre og varer ſaa længe vi lever. Videre ſiger den fattige Richard: Man kan lettere bygge to Ildſteder end beſtandig at vedholde Ilden paa et. Gaa heller i Seng uden Aftensmad end at ſtaa op med Gjæld. At erhverve hvad man kan, og bevare det erhvervede, det er den ſande Viſes Sten, ſom vil forvandle Eders Bly til Guld. Har I fundet denne Viſes Sten, vil I aldrig mere have Grund til at klage over daarlige Tider og trykkende Skatter. Den ſom ſiger til Eder,

at man kan blive rig paa en anden Maade end
LUDVIG XIV OG FRANKLIN Biſkvitgruppe til Minde om Forbundet mellem Frankrige og Amerika
Formindſket Reproduktion af Titelbladet til Franklins Verker paa Franſk
gjennem Arbeide og Sparſomhed, han bedrager Eder; han er en Skjælm.

Dette, mine Venner, er de ſande Fornuftens og Klogſkabens Lærdomme. Men I maa dog ikke ſtole formeget paa egen Flid, Sparſommelighed og Klogſkab. Saa fortræffelig disſe Ting end er, ſaa vil de dog ikke gavne Eder uden Guds Velſignelſe. Bed derfor ydmygt om denne, og vær ikke haard mod de, ſom i Øieblikket ſynes at mangle denne Velſignelſe, men kom dem kjærlig tilhjælp og trøſte dem. Huſk, at Hiod led, og ſenere dog blev velſignet.

Og tilſlut: Erfaring er en dyr Skole; men Daarer lærer kun i denne, og neppe i denne heller. Paa et godt Raad mangler det aldrig, men ofteſt derpaa, at vi gaar foran med et godt Exempel, ſom den fattige Richard ſiger. Den, ſom ikke vil høre paa et godt Raad, kan heller ikke hjælpes; men den, ſom ikke vil høre, han maa føle.

Saaledes ſluttede den Gamle ſin Tale. Folkene omkring ham hørte paa ham med Opmerkſomhed og billigede hans Læreſætninger, men gjorde paa Stedet det modſatte, ſom det ſaa ofte er Tilfældet med Prækener: thi nu begyndte Auktionen og de kjøbte, trods hans Formaninger og Raad og trods daarlige Tider og tunge Skattebyrder, uden Fornuft og Overſlag.

* * *

Jeg fandt, at den gode Mand flittig havde læſt og nøie ſtuderet mine Almanakker og vel fordøiet, hvad jeg i disſe fem og tyve Aar havde ſkrevet om disſe Ting. Den hyppige Gjentagelſe af mit Navn finder mange maaſke kjedelig; men min Forfængelighed ſmigrede dette paa en ſærdeles behagelig Maade, endſkjønt jeg var mig vel bevidſt, at ikke en Tiendedel af al denne Visdom, ſom han tillagde mig, var min egen, men kun nogle Aks, opſamlet paa den ſunde Fornufts Ager hos alle Nationer og til alle Tider. Denne Gjentagelſe af disſe viſe Læreſætninger havde paa mig ſelv den gode Virkning, at jeg, ſtjønt jeg var kommet for at kjøbe mig Tøi til en ny Klædning, beſluttede at gaa tilbage uden at kjøbe og at bære min gamle Dres endnu en Tid.

Vil du, kjære Læſer, gjøre det ſamme, ſaa er Nytten for dig ligeſaa ſtor ſom for mig.