Ved Ragnhild Jølsens død
DØD
Med Ragnhild Jølsen er en steil begavelse
gaat bort, en rik mulighet — en av de
rikeste vi hadde.
Man har sagt om hendes kunst — eller man har skrevet — at den var «bizar», det er jo saadan en allemands glose, som ligger forhaanden; man tror man har sagt noget bestemt, man tror man har ridset op nogensomhelst profil. — Bizar og bizar er hundrede ting! Det folkelige uttryk betyr bare at her er psykologi; her er en vindelgang i sjælen; sjælen er ikke ret og slet en chaussée.
En virkelig uttømmende analyse kan nok ikke gives her uten et intimt personlig kjendskap. Men én aarsak læser man dog ut av hendes kunst: der var en romantisk surdeig tilstede. Romantisk er jo ogsaa en allemandsglose. Men med den mener jeg det som er godtfolk fjernest: en romantisk psykologi. Da mener jeg ikke mangel paa sans for virkelighet, ikke maaneskin. Da mener jeg heller ikke noget slikt, som er i slegt med retningen hjemme for en tid siden — i 90-aarene, tror jeg — den av en kritisk venne-kreds subvenerte «nyromantiske» linje, som en fremtidig litteraturhistorie turde faa sin fulde møie med at finde endog kjølsporets blærer og skum efter. Da mener jeg et egte sug i hjertet mot det uborgerlige og uopnaaelige — et uutslettelig billede av en slukket stjerne, som et ungt sind engang saa.
Nu, det er jo i grunden bare andre ord for den enkle ting at det var kunst Ragnhild Jølsen leverte. For der findes intet virkelig kunstverk uten der ensteds ialfald i dets tilblivelse er romantik, ja, mere: den er uomgjængelig kimen; — og naar den kime engang i fremtiden ikke er der, saa har først bedsteborgeren den kunst han strittet imot hjemme siden «gjennembruddets» dage, da faar han just det han benævner «sykejournal», eller han faar det, som kanske er værre, men som han jo svelger bedre: journalistik. Og ikke kunst.
Dette syke sug læser man ut av Ragnhild Jølsens første bøker; det er det som vinder og tvinder saa sært traadene ut til det «bizarre». Og dette samme sug fødte ogsaa hendes trang til kunst — til at søke lise i kunst.
Jeg hadde — i al uværdighet — engang et manuskript i min haand, bare nogen løse blade, det som siden blev Ve’s mor. Og jeg husker hvad jeg dengang især fæstet mig ved; det var en tegning av en græstufse — nogen store blade; jeg vet ikke om de kom med i den endelige bok, og jeg mindes ikke i øieblikket noget enkelt malende uttryk — jeg tror ikke der var noget heller —, men jeg mindes bare det faktum at, og maaten hvorpaa, hun, begynderen, hadde lagt merke til disse blade. Det var store, saftige, grønblaa blade … stod i den fete jord ned ved husvæggen av en helt eller halvt forlatt familiegaard, hvor ingen fot traakket længer. Det var ingen het farve — det grønne var dræpt av blaa kulde. Men de blade var allikevel blaa av det fete jordsmons overflod og saft. — Den blaagrønne bladtufse der under familiegaardens husvæg var følt slik at den reiste sig som symbol paa Ragnhild Jølsens kunst — blaa av skygge, frodig.
Men i den sidste bok var det blaa minket — minket forunderlig. Da vi læste Brukshistorier, gav det et rykk i os: der var hun! der var hun ute av vindelgangene! — Man har sagt om den bok at den mindet om Selma Lagerlöf. Det er mulig — jeg kjender ikke nok til Selma Lagerlöf, men efter det jeg har støtt paa av hende, bestod likheten i høiden i den ytre bygning — sammenheftingen av de smaa selvstændige skisser til ett, — ved hvilken bygning Tryggve Andersen’s Cancelliraaden er likesaa nær at peke paa som forbillede. Men ialfald i det indre var den bok egenartet, likesaa egenartet som hendes foregaaende. Og her var der humør som bar. Hun stod nu aabenbart ved slutten av sit stræv, hun var ved at eie det alt, baade indhold og form. Og derfor føles en slik bratt bortgang dobbelt vemodig.
Det var det ved Ragnhild Jølsen’s bøker, der var altid slik overflødighet, — selv om der lukedes. Raus overflod. Og man kommer til at mindes godtfolks kjære tema, at nu er «guldalderen» i norsk kunst forbi. Det er en klassisk glose, laant fra den uegte, importerte romerske litteratur, hvor derfor en slik metal-inddeling faldt let og liketil og var uhyggelig paa sin plads. Men dette resignations-snak om norsk kunst behager mange sig i og støtter det. Først selvfølgelig «guldalder»-kunstens samtidige. Det er et træk saa gammelt som alle hauger, dette at en soldat som veteran gjerne vil ha tjent under den største general og været med i det allerblodigste slag; alt Homer falder for veteran-jargonen. Han findes i hver evige historiens fase, denne laudator temporis acti. Og naar generalen falder for aldersgrænsen, saa er dermed uomgjængelig ogsaa strategiens kunst gaat i grav. Det er altsaa i dette snak egentlig loven om aarenes tyrk paa baken, som gjør sig gjældende; — og en vakker dag falder vel de, som nu er unge, for den, de ogsaa. — Det veteran-snak i norsk litteratur støttes endvidere av den makelige borger, som strittet saa trofast imot helt fra «gjennembruddets» dage: han er saa ubegripelig glad ved at nu er dog det ytterste naadd! «Guldalderen» er forbi! han er rede til at ha fred for kunsten, eller til at gaa ind til den evige, velfortjente hvile i kunsten — selvfølgelig med enkelte uvæsentlige kompletteringer og ændringer hist og her, gudbevares! intet er fuldkomment i verden!... Og saa har det snak den praktiske følge at det holder den unge kunstner beskeden. — Det guldaldersnak støttedes ogsaa i grunden av «nyromantikken», hvis sangere klynket, og hvis væsentlige indhold var dette sukkende opstøt, at «guldalderen» nu laa bak dem. Fordi de nemlig selv personlig var idé- og evne-løse. — — Men, for at forlate litteraturen og være mest mulig uvillig mand: Gaa op i de yngstes rum i Nationalgalleriet! Og se paa den glans, den skinnende farve-fryd der staar av dem — Munch, Solberg, Astrup og de andre! Naar man gaar derfra, sitter skjæret spillende i éns hjerte og hvisker: ja tænk, der er intet forfald! ... Og fra læsningen av Ragnhild Jølsen’s Brukshistorier kom man med noget av det samme festlige gjenskin skjælvende inde i sig.
Ragnhild Jølsen vokste for hvert verk. Hun steg i sjælfuldhet. Og en digtning, hvor der ustanselig er opgang, har intet med forfald at gjøre; saalænge der er opkommer, snakker man ikke om vandmangel. Hun var blandt dem som vilde gjort metalsnakket om norsk digtekunst til skamme. Ja, kanske der i grunden i hendes kunsts væsen slet ingen blaa skygge fandtes; hun, denne «bizarre», gik kanske med et stort og oprindelig og enkelt epos i sit hjerte. Og saa døde hun.
Men det vet vi allerede av hvad hun har efterlatt sig: hun var inderst inde nænsom og vâr. Saa mildt et hjerte var hun. Vi husker det, selv om vi ikke kjendte hende saa nøie personlig.
Og vi, som traf hende kun i forbigaaende, vi husker én ting til: vi husker den underlig skjøre klang i hendes stemme, denne skjælvende bund, som bare ildsjæle eier ... altid paa grænsen av det brustne. Den stemme minder om efuglens lokk langt ute ved holmerne paa de stille soldage. Den skjøre, saare stemme husker vi.
- (1908)
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |