Ved Overlærer Møllers Sølvbryllup
Ved Overlærer Ulrik Møller’s Sølvbryllup.
(5te Novbr. 1843.)
Hvad Sværmerier er det som henføre,
I To! i denne Aften Eders Sjel?
Mon I Fiolerne og Fløiten høre,
som klang for femogtyve Aar iqvel?
I To! i denne Aften Eders Sjel?
Mon I Fiolerne og Fløiten høre,
som klang for femogtyve Aar iqvel?
Paa Bruden Brudgoms Øine kjærligt hvile.
De flamme . . Aften, kommer du igjen?
Mon Han paany i Dandsen ned vil ile,
i den, de sammen Bryvllupsaftnen treen?
De flamme . . Aften, kommer du igjen?
Mon Han paany i Dandsen ned vil ile,
i den, de sammen Bryvllupsaftnen treen?
Det var en Drøm. Han saae i Tanken Hende,
med Myrthekrandsen i det dunkle Haar.
Men Dandsen, som de treen, har jo ei Ende
endnu selv efter femogtyve Aar?
med Myrthekrandsen i det dunkle Haar.
Men Dandsen, som de treen, har jo ei Ende
endnu selv efter femogtyve Aar?
Han endnu stedse Hendes Haand jo holder
saa ømt og trofast til sit Hjerte trykt,
som dengang Brudeslørets hvide Folder
var’ med de friske Myrthegrene smykt’?
saa ømt og trofast til sit Hjerte trykt,
som dengang Brudeslørets hvide Folder
var’ med de friske Myrthegrene smykt’?
Og paa hinanden hvile Begges Øine
som i hiin Aftens jublende Qvarrée,
skjøndt hine femogtyve alt Henfløine
har overdrysset Lokken med sin Snee.
som i hiin Aftens jublende Qvarrée,
skjøndt hine femogtyve alt Henfløine
har overdrysset Lokken med sin Snee.
De Blomster — o de ere Livets bedste,
vel skjønnere end Myrthens hvide Flor,
og samme Engle dem i Haaret fæste,
som tegned’ op, hvad I hinanden svoer.
vel skjønnere end Myrthens hvide Flor,
og samme Engle dem i Haaret fæste,
som tegned’ op, hvad I hinanden svoer.
Thi Aar, ja Aar er Kjærlighedens Prøve,
ei den i Fryd hensmeltende Sekund,
da Elskeren i Kysset kunde røve
det første Ja ifra sin Elsktes Mund.
ei den i Fryd hensmeltende Sekund,
da Elskeren i Kysset kunde røve
det første Ja ifra sin Elsktes Mund.
Nu toner det, af Dagene bekræftet,
med Glæders og med Sorgers Eed belagt,
saa stærkt somom til Stjernerne det heftet
var blevet evig af Dæmoners Magt.
med Glæders og med Sorgers Eed belagt,
saa stærkt somom til Stjernerne det heftet
var blevet evig af Dæmoners Magt.
Det er det. Eders Pagt er nu udrustet
for fleer end andre femogtyve Aar.
I Livet ei og ei i Døden brustet,
den hisset først sit bedste Bryllup faaer.
for fleer end andre femogtyve Aar.
I Livet ei og ei i Døden brustet,
den hisset først sit bedste Bryllup faaer.
Da sænkes ned i Hallen Stjerners Krone;
i Paradisers søde Dunkelhed
Serafers Fløiter og Fioler tone . .
. . O Venner, vare ogsaa der vi med!
i Paradisers søde Dunkelhed
Serafers Fløiter og Fioler tone . .
. . O Venner, vare ogsaa der vi med!