Ved Bjerregaards Grav

Henr. Wergeland

Ved Bjerregaards Grav

Udvalgte lyriske Digte, utgitt av N. Dahl og C. N. Schwach, Chr. Tønsberg, 1846 (s. 155–157).

Ved Bjerregaards Grav.

Kom med Laurbærkrandsen hid!
Nu er Skjaldens ædle Pande
    kold og hvid.
Gylden Regn af Laurbærblade
kan ei Ham nu mere skade,
    om hans Grav
lige til dens sorte Rande
  overdyngedes deraf.

Nu, da Han er bleven Leer,
er det Tiden, at den sene
    Retfærd skeer:
Døden faaer sin Laurbærkroning,
Livets Smerte sin Forsoning;
    Verdens Dom
bytter sine grebne Stene
  nu til gyldne Frugter om.

Nu, da Skjalde ligger Liig,
er Trinmfens Time runden.
    Laurer sig
mellem Tornens Grene blande,
som sig bored’ i hans Pande.
    Paa hans Grav
lægges nu en blomstomvunden
  efeukrandset Thyrsusstav.

Om en Stund sin sorte Top
Graven over Muld vil skyde
    sagte op.
Den er Ærestemplets Tinde,
som skal gjemme Skjaldens Minde.
    I sin Nød
Norge kan sin Skjald kun byde
  Panteonet i sit Skjød.

Men fra hver en Mund, som qvad
om Hans „Elskede blandt Lande,“
    er et Blad
hviftet hen, at strøe de Veie,
Aanden gaaer fra Gravens Leie
    til sin Fred,
langs ad elysinske Strande,
  under Laurers Dunkelhed.

Og om tvende Uger vil
Graven fuld af Blomster dækkes.
    Lyt da til,
skal du med forbauset Øre
Aagots søde Vise høre,
    sjungen af
Klokker som af Vinden vækkes
  til en Sang paa Skjaldens Grav.

---