Vaarvoner
VAARVONER
Det er, som om der liflig ligger presset
i foraarsluftens fine, klare flor
en mindelugt om trærne og om græsset
jeg gik omkring og fraadset i ifjor!
i foraarsluftens fine, klare flor
en mindelugt om trærne og om græsset
jeg gik omkring og fraadset i ifjor!
Mot fjerne, bleke bjerkeskogers kyster
som tøier sig om sletten som et hegn,
der hænger endnu bygens lave bryster
og mætter stammestruperne med regn!
som tøier sig om sletten som et hegn,
der hænger endnu bygens lave bryster
og mætter stammestruperne med regn!
Og her, i glitterslæpet av en skur
er jeg at se, en sliten, svær figur,
som rusler frem med hodet lidt paaskjæve,
som for at spørre: Faar en lov at leve?
er jeg at se, en sliten, svær figur,
som rusler frem med hodet lidt paaskjæve,
som for at spørre: Faar en lov at leve?
Hvor det er deilig, slik at være vaat
i øienvippene, av verdens graat
og doven nyte, at se vaaren feire
sin første fest i grøfter, blaa av leire!
i øienvippene, av verdens graat
og doven nyte, at se vaaren feire
sin første fest i grøfter, blaa av leire!
Hvor det er let idag at skjønne det
at like til igaar var jorden larve,
som skalkeskjulte bakom muld av sne
saa listig sine vinger og sin farve!
at like til igaar var jorden larve,
som skalkeskjulte bakom muld av sne
saa listig sine vinger og sin farve!
Men nu, mit gamle hjerte, kan du række
din høie længsel — livet staar paa klem,
og se! I syd slaar himmelen en sprække
som blaaner ut, saa solen kommer frem!
din høie længsel — livet staar paa klem,
og se! I syd slaar himmelen en sprække
som blaaner ut, saa solen kommer frem!
«Velkommen, du velsignede, du gode,
gjør med din trætte tjener hvad du vil!»
og solen tar barmhjertig om mit hode
med begge himmelhænderne av ild!
gjør med din trætte tjener hvad du vil!»
og solen tar barmhjertig om mit hode
med begge himmelhænderne av ild!
Det tiner op den siste, bundne aaren
bak den fortænkte panden min, og gjør
at blikket synker dypere end før,
og tungt av gylden vilje, ind i vaaren!
bak den fortænkte panden min, og gjør
at blikket synker dypere end før,
og tungt av gylden vilje, ind i vaaren!
Jeg ser et træ paa høiden staa og skinne,
enormt og nyfødt i den rene dag,
og virke som et vældig piskeslag,
befriende og hidsende paa sindet!
— — — — — —
enormt og nyfødt i den rene dag,
og virke som et vældig piskeslag,
befriende og hidsende paa sindet!
— — — — — —
Snart daler dagen. Sturende staar træet
mot kimingkanten, som er rød som rust,
og jeg blir stanset under maane-næet
og lytter, frøsen, til min egen pust!
mot kimingkanten, som er rød som rust,
og jeg blir stanset under maane-næet
og lytter, frøsen, til min egen pust!
Men her er voner nok! For hver en stjerne
som spirer frem i himlen, vet jeg jo,
at skjult i muldens avgrund skal det gro,
dets tvillingbillede en blomsterkjærne —
som spirer frem i himlen, vet jeg jo,
at skjult i muldens avgrund skal det gro,
dets tvillingbillede en blomsterkjærne —
slik at en sværmer og en drømmer svimler
paa randen av en mørk og fugtig sti,
og synes føle, at han svæver, fri,
imellem to vidunderlige himler!
paa randen av en mørk og fugtig sti,
og synes føle, at han svæver, fri,
imellem to vidunderlige himler!